Omegn

OVERSIGT

BRANDEN I BUGTRUP 1932 (Knud Jensen)
GLASHYTTEN I KOLSTRUP (Erland Skovbjerg, 1996)
LANDBRUGET VAR MIN STORE DRØM (del 9-11) (Poul Smed Petersen)
DA KORUP VAR EN SØ (Knud Vestergaard)
MESBALLE – LIDT AF EN LANDSBYS HISTORIE (Birger Vitved-Jensen)
LANSBRUGET VAR MIN STORE DRØM (DEL 5-8) (Poul Smed Petersen)
LANDBRUGET VAR MIN STORE DRØM (DEL 3-4) (Poul Smed Petersen)
LANDBRUGET VAR MIN STORE DRØM (del 1 og 2) (Poul Smed Petersen)
SKOLEFOTO FRA MARIE MAGDALENE SKOLE
HISTORIEN OM SKARRESØ (Knud Jensen)
FATTIGVÆSNET I MARIE MAGDALENE – KOED SOGNEDISTRIKTER I 1825 (Ryomgård Avis 1925)
PETER MØLLER JENSEN, KOED – ERINDRINGER (selvbiografi).
FRA DET GAMLE PERSTRUP (Knud Jensen fra Hans Bondes erindringer)
ERINDRINGER FRA KOED (Jakob Thomassen)
EN LILLE HISTORIE OM ET LILLE HUS I EN LILLE BY (Jens E. Mehlsen har besøgt Carl Skomagers miniput-værksted i Marie Magdalene)
STABRAND BRUGSFORENINGS HISTORIE (Sinne Guldholt)
BRANDEN I NØDAGER I 1889 (Knud Jensen)
SKARRESØ BY OG SOGN I GAMLE DAGE (Knud Jensen)
SKARRESØ-BATALJEN ANNO 1774 (Karl Mejnecke)
KOED AFHOLDSFORENING (Knud Jensen)
HELLIGKILDER I MIDTDJURS (Erland Skovbjerg)
FRANTS MORTENSEN – 16 år på tinge (Knud Jensen)
STATSHUSMANDSKOLONIEN SUNDBYS GRUNDLÆGGELSE (Jens Erik Mehlsen)
STABRAND KIRKE (Knud Jensen)
UDSKIFTNINGEN I EBDRUP I 1799 (Knud Jensen)
HISTORIEN OM SKARRESØ FORSAMLINGSHUS (Knud Jensen)
MIN SKOLETID I TØSTRUP OG RYOMGÅRD (Jørgen Sørensen)
EN HJORDDRENG PÅ DJURSLAND (Carl Pedersen – redigeret af Knud Jensen)
SIVESTED (Jørgen Sørensen)
PLUK AF TØSTRUPS HISTORIE (Jørgen Sørensen)
FRA FÆSTE TIL LANDMAND (Jens Erik Mehlsen)
STORE OG LILLE BØJSTRUP (Ole Knudsen)
FLYVERØNNEN I MARIE MAGDALENE  (Helge Qvist Frandsen)
TYMPANONEN VED NØDAGER KIRKE (Knud Jensen)
BØJSTRUPHUSET, (Jens Erik Mehlsen)
EN RUNDTUR PÅ SYDDJURS, (Knud Simonsen)
SKOVKROEN, (Jens Erik Mehlsen )
KÆRENDE, (Jens Erik Mehlsen)
MARIE MAGDALENE, (Jens Erik Mehlsen)
TILDRAGELSER OMKRING SJØRUPGÅRDEN (Knud Jensen):
DEL 1…………………DEL 2……………….DEL 3
TANKER PÅ KIRKEBÆNKEN 1-3 (Knud Jensen)
TANKER PÅ KIRKEBÆNKEN 4-6 (Knud Jensen)
“BRUGSEN” I MIDTDJURS (Knud Jensen)
MEJERIER I MIDTDJURS (Knud Jensen)
KRIGEN 1940-1945 – SET FRA TØSTRUP CENTRALSKOLE
Inger Asmussen, Ebeltoft 
KOMMUNALVALG OG SOGNEKONGER I DET GAMLE MIDTDJURS (Knud Jensen)
FISKERIHAVNEN I SIVESTED (Knud Jensen)
SLÆGTSBEGIVENHEDER I TØSTRUP SOGN (Knud Jensen)
DA PETER SABRO VAR I SKARRESØ (Knud Jensen)
HVORDAN SÅ DER UD I DET GAMLE PERSTRUP (Hans Bonde)
EBDRUP – FOR 100 ÅR SIDEN (Knud Jensen)
SØSTRENE PÅ PETERSMINDE (Knud Jensen)
ILDEBRAND I EBDRUP I 1931 (Knud Jensen)
STABRAND FORSAMLINGSHUS (Knud Jensen)
BARNDOM I KRIGENS SKYGGE (Knud Jensen)
EN UDVANDRESLÆGT I EBDRUP (Knud Jensen)
FOR MANGE ØLHØVLE KAN VÆRE FARLIGT (Knud Jensen)
SIVESTED Jørgen Sørensen fortæller:

BRANDEN I BUGTRUP 1932
 Knud Jensen

Den 4. maj 1932 ved 5-tiden om eftermiddagen var gdr. Marius Bager i nr. 49 ved at skære hakkelse til sine heste, en aksel løb varm og en gnist herfra antændte stråtaget. I løbet af ingen tid var en storbrand igang og på under et kvarter ødelagde den 4 gårde i byen. På venstre side af vejen var det hos Marinus Bager og Karl Kolind. Ilden sprang langs tagrygningen over på den anden side af vejen, hvor den antændte Sigvard Boiesens og Karl Boiesens gårde. Alle 4 gårde var tækket med strå, så der var intet der kunne stoppe ildens hærgen.

Det blev en storbrand, der blev omtalt i alle landets aviser.
Kolind Brandvæsen blev tilkaldt. Deres brandbil var en gammel Ford med 2 rækker bænke, som brandmændene sad på. Hornet blev håndbetjent. Det var nærmest håbløst at holde ilden nede. Man tømte hurtigt vandværkets beholder, og slangerne blev lagt ned i en grøft bag byen med tilløb fra engene, men det forslog intet.

Da branden opstod hos Marius Bager, gik det hurtigt og der var ingen tid til at redde noget ud, så de mistede alle deres dyr og alt indbo, selv Marius Bagers tegnebog, der lå gemt inde i stuehuset. Det fortælles, at han bagefter gik med en stok og rodede rundt i asken for at finde rester af den.
Mellem denne gård og Karl Kolinds var der kun en smal gang, så stråtagene rørte næsten hinanden, og her lykkedes det heller ikke at redde kreaturer, heste eller grise, selvom der mødte mange op for at hjælpe, men det lykkedes at redde det meste indbo.

Nu var ilden sprunget over på den anden side af vejen og havde antændt de to gårde, hvis lader var bygget sammen. Det blev først Sigvard Boiesens og derefter Karl Boiesens gårde.

Sigvard Boiesen sad oppe på loftet og gjorde kotøjer i orden. Han hørte godt der blev råbt på ham, men troede det var de “kvindfolk” der råbte op. Da det gik op for ham, at det var alvor skyndte han sig ned og sammen med en stor knægt lykkedes det at få alle kreaturer og heste ud på marken, men grisene omkom og mange maskiner og vogne gik til.
Det meste af indboet blev reddet ud i haven, men meget tålte ikke den hårde medfart. Der blev dog reddet mange fine håndarbejder og udstyr.

I Karl Boiesens gård fik de kreaturerne slået løse, men mange gik i panik og løb ind i ilden og omkom. Grisene hylede og skreg og mange af dem blev skudt af en brandmand, så de slap for flere pinsler. Karlen på gården (det var i øvrigt Ejner Emil Madsen, der senere kom til at bo i Gl. Kolind) så ilden udefra marken og løb hjem for at hjælpe. Hestene der stod i stalden fik Betty Boiesen løst og jaget ud i sikkerhed. Stuehuset der var bygget i 1906 lå lidt fra udlængerne, så det tog ingen skade. Trods det begyndte folk at smide møbler ud af vinduerne, men det fik Betty stoppet. Også en hund blev smidt ud af vinduet.

Dagen efter branden var helligdag, så mange kom gående, cyklende og kørende for at se de fire gårdes ødelæggelse. Værst var det at se de mange forkullede dyr, der lå i deres båse eller i husene med udstrakte ben. Det må have været forfærdeligt at se på for de fire familier. Her lå deres hjem ødelagt, her havde boet i årevis og samlet masser af gode begivenheder. Mange minderige timer var ødelagt, deres kære dyr var døde. Familierne fik midlertidig husly hos familie og de øvrige beboere, der havde et par rum at undvære.

De næste 8 dage var skrækkelige. Så lang tid forløb der, inden de døde dyr på grund af smøleri fra myndighedernes side blev fjernet fra brandstederne. I varmen udvikledes der en gennemtrængende stank af fordærv fra dyrene, men intet skete. Det blev én af naboerne, gårdejer Poul Jørgensen, meget vred over og ringede til sundhedsmyndighederne og beklagede sig til dem over den behandling, der blev den lille by til dels.
Det hjalp – nu begyndte vognmændene afhentningen, men efter 8 dage var mange af dyrene så medtagne, at de gik i mange stykker, men op kom de med hændernes hjælp. Da det var spisetid tørrede mændene hænderne af i bukserne, og fandt madpakkerne frem. Poul Jørgensen skyndte sig hjem og sagde: “Nu kan jeg ikke holde ud til mere – det er lige før jeg skal kaste op”!

Renset op blev der, men der forestod trods alt et stort arbejde med at få ryddet op i brandtomterne og få fjernet alle maskiner og murbrokker m.m, inden man kunne tænke på genopbygningen af gårdene. Det skete de næste par år.

Branden fik en lille efterskrift ved retten i Grenå: “Brandlidte Marinus Andersen Bager og Smedemester Aage Sørensen, Voldby, ved Dom afsagt den 31/8 1932 i Grenaa for Overtrædelse af Fabrikslov af 29/4 1913, henholdsvis § 12 b og § 18 Stk. 2 er ansat med Bøde, hver især af 25 Kr. til Statskassen”.

Mange af oplysningerne om branden kommer fra et bånd, som Betty Boiesen har indtalt til Dagny Monefeldt i Kolind. Desuden har Else Nielsen bidraget med det hun kan huske fra branden og dagene derefter.

GLASHYTTEN I KOLSTRUP – NIMTOFTE SOGN
Erland Skovbjerg (1996)

Ovenfor ses et uddrag af glas- og sandstensbrokker. De stammer fra et glasværk, som i året 1574 blev drevet, hvor gården “Ebbesminde” i dag har jord. Glasværket lå på en lille bakketop, som i dag kaldes “Hyttebakken”. I 1500-tallet kaldtes et glasværk for en “Glashytte”. Bakketoppen kan endnu ses, og et vandhul viser, hvor vandforsyningen til glashytten var. Fremstillingen af glas fandt sted ved, at man inde i en ovn havde en smeltedigel (kaldet Potten), og heri smeltede man materialerne til glas (kvartssand, kridt og soda m.m.) ved meget høje temperaturer.
Smeltediglen er lavet af en ganske særlig lerblanding, som kom fra “Kaufangerwald” i Hessen i Tyskland. De små brudstykker med glasskorpe i æsken på billedet er fra smeltediglen, som er gået itu. Der skulle bruges meget brændsel til ovnen ved glasproduktion, og glashytterne blev derfor altid lagt i skovområder.

Kortet nedenfor viser vej til Glashytten.
Man kører fra Nimtofte ud forbi Djurs Hytteby og videre mod hovedvej 16, hvor man kører lige over. Følg vejen i dens sving t.v. og Kolstrup ligger forude.  Ca. 2-3 km fremme kører man ind i området på fotoet nedenfor, dvs. man kommer ind fra neden, hvor der står ”til Nimtofte”. Herefter er “Ebbesminde” første gård på venstre hånd. Lidt til siden for gårdens navn er der indsat et lille X. Her lå glasværket.

LANDBRUGET VAR MIN STORE DRØM (del 9-11)
DEL 9

Kirstinesminde
november 1940 – november 1941

Jeg rejste op på “Kirstinesminde”, som ligger mellem Sivested og Nimtofte. Frede Hansen rejste ned på Pognæs.

slet ikke, og den anden var der kun i fem dage. Så sendte Sørensen bud til Fusagers Fæstekontor i Randers.

Derfra kom så to voksne karle. Fæstekontoret var berygtet, og karlene blev kaldt “Fusagerbørster”. Men de to, vi fik, var et par flinke fyre. Den ene rejste til jul, men den anden blev hele vinteren. Han hed Sigfred og var en stille og rolig fyr, der ikke “sprang i to huller på engang”. Han var nok mellem 25 og 30 år.

Det var en af de hårde vintre i 1941, og det var vel nok koldt. En morgen vi kom op, stod termometret på 34 graders frost. Alt var frosset. Roekulen helt til bunden, så vi kunne ikke kaste jorden af den. Forkarlen gik inde i kulen og smed roerne ovenud, da den ikke var dækket i toppen. Vi andre to karle kørte roerne hjem, hvor de blev tøet i roehuset. Vi tog det øverste lag roer af hver dag og lagde dem ud på gangen bag køerne, så de kunne tø ordentligt.

Der var meget ekstra arbejde i den kulde, men der var da varme i kostalden. Der var 36 køer, så der skulle meget foder til. Der var også mange ungkreaturer og en tyr, som var gal; men det var nu heller ikke så sært. Når Sørensen kom ind i stalden, brummede tyren og skabte sig, og det ville Sørensen ikke finde sig i. Han tog kosten og gav tyren klø, og det blev den ikke bedre af. Når tyren skulle ud til en ko, var vi to mand til at trække ham. Fodermesteren gik foran og trak tyren. Jeg havde et lang reb og gik bagefter. Os var han ikke gal på, men fik han øje på Sørensen, blev han “tovlig”. Så gennede vi Sørensen ind. Jeg kan se ham luske af sted. Sørensen var en hård mand, både ved sine karle og dyr. Han var 70 år og havde vist aldrig rigtig bestilt noget selv, efter hvad jeg blev fortalt. Men han havde været og var dygtig til at lede et landbrug. Hans ene arm var krum af gigt.

Til april kom der en ny karl. Han skulle være tredjekarl. Han var et år ældre end mig. En flink fyr, der hed Jens Hørup og var ovre fra Rødkærsbro. Den første maj 1941 kom Frede Hansen, som var rejst fra A.J. til “Pognæs” den første november 1940. Så kom Frede og jeg igen til at tjene sammen. Han var fjerdekarl. Vi kom godt tilrette alle tre, og Laursen, forkarlen, kunne vi godt lide, så der var et fint kammeratskab.

De kunne derfor køre noget stærkere. Mit arbejde bestod i at strø kunstgødning med hånden. Jeg fik en sæk med et reb i hvert hjørne om halsen. Gødningen blev kørt ud i marken til mig. Det var nogle lange omgange, så derfor måtte jeg have 50 kg. kunstgødning med fra begyndelsen af. Jeg gik i plovjord, og det var et slæb. På den hånd, jeg strøede med, sled jeg skindet af håndleddet ved at stikke den ned i sækken, og min nakke blev meget øm ved at have gødningen hængende i sækken om halsen. Jeg kan huske en dag, hvor jeg gik fra kl. syv om morgenen og til kl. seks om aftenen med sækken på nakken, det var hårdt.

Det var sent forår 1941, så såmaskinen skulle også køre om aftenen. Jeg blev bedt om at køre, medens forkarlen, Karl, spiste. Jeg kunne ikke forstå, at han ikke kom ud og overtog arbejdet, da han var færdig med at spise. Vi havde en tjenstepige, Doris Pedersen, som led af epilepsi. Hun havde fået et anfald, så to mand bl.a. forkarlen måtte holde hende, indtil lægen kom. Derfor kom forkarlen ikke ud til mig igen. Jeg kom først hjem fra marken kl. ni, og da var lægen der og havde behandlet Doris. Hun skulle nu køres hjem til sine forældre i Kolind. Lægen tog hende med, da han var fra Kolind. Der skulle to mand med, hvis hun nu skulle blive syg igen. Forkarlen skulle ud og se til kæresten, så det blev tredjekarlen Jens Hørup og jeg, som måtte med.

Da vi kom til Kolind og havde fået Doris læsset af, kørte lægen, og der stod Jens og jeg nede i Gl. Kolind. Vi måtte så gå til Kirstinesminde. Der var mellem fire og fem km.. Jeg kunne næsten ikke slæbe mig op ad Kirstinesmindebakken kl. tolv om aftenen. Det havde været en lang dag, og jeg havde gået fra kl. syv om morgenen til kl. tolv om aftenen. Men der var ingen nåde og barmhjertighed. Kl. seks næste morgen var det op og i gang igen.

Jeg husker også engang, at jeg var inde at lave noget hos hestene, og Sørensen kom og sagde: “Du skal bare køre, Poul, jeg skal nok lægge heste til”. Det var nogle meget gode heste, han havde. De kunne arbejde, og det var dem allesammen.

Den første dag, første november 1940, hvor jeg tjente på Kirstinesminde, skulle jeg ud at pløje med to følhopper. Den ene var 12 år og den anden 19 år. De kunne vel nok flytte sig. Når ploven ramte en sten, stod de på stedet og gik derefter to skridt baglæns, så jeg kunne trække ploven tilbage. Så snart hammelrebene strammede, gik de fremad igen, uden at jeg havde behov at sige noget. Jeg var træt, da det blev aften, og det var bestemt ikke, fordi jeg ikke var vant til at bestille noget, for vi havde også gode, arbejdsvante heste hos A.J.

Følhopperne på Kirstinesminde hed “Musse” og “Flyveren”. “Flyveren” svarede også til sit navn. Hun havde et føl om sommeren, som hun havde fået nede i engen ved Vedø. At fole klarede hun selv. Til høst skulle hun hjem og spændes for binderen. Jens Hørup og jeg blev sendt ned efter hende. Vi havde et langt reb med, så vi kunne tvinge hende op i et hjørne. Men hun var lige så klog som Jens og mig. Hun ville værne sit føl. Vi fik omsider fat i hende, men da var der også gået to timer. Hun ville bide os, hvis hun kunne komme til det, men normalt var “Flyveren” et meget skikkeligt dyr.

En anden episode, som jeg husker fra Kirstinesminde. Vi havde været nede efter grøntfoder til køerne en lørdag eftermiddag. Så var vi fri for at gøre det søndag morgen. Vi havde hjulpet hinanden alle fire karle, Karl, Jens, Frede og jeg. Et par af os sloges nok på toppen af læsset på vej hjem. En datter, som var hjemme på ferie, havde set det. Hun sladrede til sin far, og forkarlen, Karl, fik en ordentlig omgang af ham. Forkarlen sagde det så til os. Jeg blev ærgerlig, for vi karle sled og slæbte hver eneste dag.

Dagen efter skulle to af os karle passe køerne, da fodermesteren havde fri. Jeg var den ene, og hvem den anden var, husker jeg ikke. Jeg var ved at fodre grisene om aftenen, da Sørensen kom derind. Han skulle vel se, om jeg gjorde det ordentligt. Jeg spurgte ham, om han ikke var tilfreds med mig og mit arbejde, for så skulle han da bare sige til; så var jeg klar til at rejse med det samme. Han forsvandt ud af svinestalden uden at sige noget, og det gik stærkt.

Om sommeren var vi ofte oppe før kl. fem om morgenen for at få hentet et ordentligt læs grøntfoder til de 36 køer. Græsset groede på tørvejord, og da slåmaskinen ikke kunne stå fast på jorden, måtte jeg slå det med le. Vi var derfor først hjemme til morgenmad kl. halv syv. Men vi var unge dengang. Når vi havde arbejdet hele dagen, kunne vi unge, der var i Sivested fodboldklub, cykle til Enslev ved Grenaa og spille fodboldkamp. Det var grusvej, vi kørte på, og det var nogle dårlige dæk, vi havde på cyklen. Det var under krigen i sommeren 1941.

Det år syntes jeg ellers ikke, at jeg mærkede meget til krigen, undtagen at det ikke var til at få tobak. Hvis vi havde fået noget, var det til sortbørspriser, og lønnen var ikke stor. Jeg fik sommetider noget af Sørensen, men det var langtobak, og det smagte ikke særlig godt.  Jeg var på session i foråret 1941 sammen med to af mine skolekammerater, Egon Jensen fra Frydenslund og Arne Jensen fra en af arbejderboligerne på Sivested Odde. Jeg blev taget til trankonstabel ved det svære artilleri, Arne til dragon og Egon til infanterist. Men vi kom aldrig ind, da tyskerne havde besat Danmark.

En anden episode, som jeg husker fra Kirstinesminde: Om foråret havde vi lukket 12 halvstore kvier ned i engen ved Vedø. De havde aldrig haft tøjr på og blev sluppet løs dernede med det samme. En dag i oktober skulle de så hjem. De havde ikke været uden for hegnet hele sommeren. Vi gik derned alle fire karle. Der var vel en hel kilometer derned. Vi havde både reb og tøjr med. Da  de så os fire i indhegningen, blev de helt vilde. Det var umuligt at fange dem. Vi måtte så på jagt igen en anden dag. Da fik vi jaget en af kvierne i en dyb grøft. Vi var over den med det samme og holdt den nede, til vi fik reb på den. Vi måtte hjælpe hinanden alle fire med at trække kvien hjem. To karle foran og to karle bagefter for at holde den. Den ville gå på os, selv da den blev bundet, og hjemme i stalden ville den stange os, hvis vi ikke passede på. En anden af kvierne havde vi fået i klemme, og da den ville smutte forbi mig, var jeg så heldig at få fat i snuden og et horn, så jeg kunne dreje hovedet på den. Kvien væltede om på siden, og de andre karle var over den med det samme og fik tøjr på den. De sidste tre kvier stak af fra indhegningen. De to blev først fanget, efter at jeg var rejst fra Kirstinesminde. Den tredie kvie blev der holdt jagt på mange gange. Snart var den ovre ved Nimtofte og snart på Sivesteds marker eller i Havstedgårdskoven. Smedesvend Schøler fra Nimtofte og jeg sad oppe i skoven og kunne se, at den lå et stykke nede ved roden af et træ. Smedesvenden havde en jagtriffel, men han turde ikke skyde, da vejen til Kolind gik lige nedenfor, og færdedes der en person på vejen, kunne han ramme ham. Kvien blev skudt hen i januar 1941. Det var i mørkningen. Den kom da gående i en agerrende på Frydenslunds marker i Sivested. Det var en arbejdsmand fra Sivested, der hed Ejnar Friis, som skød kvien med sit jagtgevær. Kvien var fuld af tuberkulose, så den måtte destrueres.

Det bedste på Kirstinesminde var kosten. Vi havde alletiders kokkepige. Hun hed Magda Pedersen. Hun var god ved os karle. Smør fik vi på mejeriet i Sivested. Der var smørmærker dengang, men de kunne ikke slå til. Så sendte hun smørkassen uden mærker med mælkekusken, Marinus Møller, og den kom hjem med smør i. Det var et privat mejeri, så der har nok ikke været megen kontrol. En aften, Jens og jeg havde været ude at spille bold og kom lidt sent hjem, fandt vi på, at vi ville op og se til pigerne. Stuepigen hed Yrsa. Jeg husker ikke hendes efternavn. Hun var 16-17 år. Vi listede op ad trappen. Pigerne var gået i seng. Vi var sultne, så vi skulle høre, om vi kunne få en mellemmad. Det kunne vi godt, men vi skulle selv finde den nede i spisekammeret. Det måtte vi så. Det næstbedste ved Kirstinesminde var det gode kammeratskab, der var mellem os fire karle og de to piger.

En dag i oktober 1941, da vi var ved at tage kartofler op, kom Marius Jensen på Frydenslund og spurgte, om jeg ville ned til ham og være fodermester til vinter. Sørensen havde ellers tilbudt mig forkarlepladsen, men jeg havde fået nok af at være der.

Enden blev, at jeg rejste på Frydenslund vinteren 1941-42, hvor jeg skulle have 100 kr. om måneden. Vi rejste allesammen fra Kirstinesminde til november 1941, både vi fire karle og de to piger. Forkarlen, Karl Laursen, blev gift. Jeg husker ikke, hvor Jens Hørup rejste hen, men Frede Hansen rejste til Benzonshøj ude i Kolindsund.

Jeg husker heller ikke, hvor pigerne rejste hen, men Magda bor nu i Vivild. Hendes mand var barber der, men i dag er hun enke. Hende har jeg været sammen med flere gange. Hendes søster, Karla Pedersen, er gift med min kones fætter, Åge Pedersen. Jeg husker, Karla var på besøg hos Magda en søndag, jeg havde hjemtur. Magda siger så til mig: “Det kan ikke hjælpe, du kigger efter hende, Poul, for hun er forlovet”. Karla kunne godt huske mig så mange år efter.

Benzonshøj
maj 1942 – november 1943
DEL 10-11

En dag talte jeg med Frede Hansen, som var rejst til “Benzonshøj” ude i Kolindsund. De manglede en tredjekarl derovre. Enden blev, at jeg fik pladsen. Det var til den første maj 1942. Det var så tredje gang, at Frede og jeg kom til at tjene sammen. Vi var fire karle og to faste daglejere. Om sommeren i høstens tid kunne vi være 12 mand. De seks var løse daglejere fra Kolind.

Forkarlen hed Johannes Mortensen. Han havde været der i syv år, da jeg var der. Frede Hansen var andenkarl, jeg var tredjekarl, og fjerdekarlen hed Anker Jensen og havde været forkarl på Benzonshøj nogle år forinden. Det var nu lige meget, hvilket nummer vi havde i rækken, for vi var voksne alle fire karle og kunne lave hvilket som helst arbejde inden for landbruget. Daglejerne hed Valdemar Kjeldsen og Søren Peter Jensen.

Det var en god plads på Benzonshøj. Theodor Sørensen var en ualmindelig flink mand. Han satte næsten altid selv i arbejde ovre i stalden. Vi karle havde hver sit spand heste. Jeg husker endnu det første spand, jeg havde. Det havde Sørensen lige fået, så jeg var den første, der kørte med det. Det var et par mørkerøde, jyske heste, en hoppe og en vallak. Jeg døbte dem “Hans” og “Grete”.

Nu kommer der nok lidt hestesnak, for mit arbejde bestod mest af at køre med dem. Det drejede sig om markarbejde og køreture til Kolind. “Hans” var et skikkeligt dyr at omgås. Han var ikke særlig stor, men meget svær og havde gode kræfter. Han var ikke i besiddelse af nogle særlige fejl, men kunne godt være stædig.

“Grete” derimod havde næsten alle de fejl, en hest kunne have. Hun var meget indfodet på forbenene, dvs. hovene drejede indad, og på bagbenene var hun kohaset. Desuden var hun lungepiber. Det gav sig udslag i, at ved løb peb det, når hun trak vejret hurtigt. Det kneb med at holde skindet pænt i nakken og bringen på hestene i Kolindsund. Der ville gå hul disse steder, hvis vi ikke passede på. “Grete” havde desværre fået hul i nakken, så det var ikke let at få selen på hende. Derfor kunne man få en blikplade til at lægge mellem læderet og nakken, så hestene ikke kom til at svede så stærkt der. Flere af hestene gik også med en bilslange, som var sat omkring bringstykket, så at seletøjet ikke gnavede. En af hestene, som hed “Tulle”, gik med “stavtræer”. De blev sat ned omkring halsen på hende, så hun trak helt oven for bringen. “Tulle” og hendes makker “Lise” var Fredes spand. Det var et par flotte dyr, men han skulle altid passe på, da de ville rende løbsk, hvis de kunne komme til det.

En morgen, hvor Sørensen satte i arbejde, fik jeg bud på, at jeg skulle ud og rense sennep. “De må hellere tage “Hans”,” sagde Sørensen. Jeg var nu godt klar over, at Hans ville gå dårligt for en renser. Det var i enspænder (dvs. der var kun en hest spændt for renseren). Der var 18 tommer mellem sennepsrækkerne, hvorimod der ved roer normalt var 24 tommer, så det var smalle rækker.

“Hans” var umulig at styre imellem rækkerne. Da Sørensen over middag atter satte i arbejde, sagde jeg, at “Hans” var svær at styre. Jeg fik så “Grete” for renseren om eftermiddagen. Jeg havde opdaget, at hvis der var et spor eller noget andet, “Grete” kunne følge, så gjorde hun det. Aldrig har jeg kørt med så god en rensehest som hende. Hun kunne gå hen mellem de smalle rækker uden at træde på en plante, og uden at det var nødvendigt for mig at styre hende. Når vi kom til enden af marken, og jeg løftede renseren op, drejede hun rundt og kunne selv finde mellem de rækker, hun skulle gå i, uden at jeg havde behov at røre tømmen. Det var såmænd ikke nødvendigt at have tømme på “Grete”.

En dag kørte jeg og rensede hamp, og de små planter var lige kommet op. Vi kunne se dem i rækken, men de var sået skævt. Sørensen kom ud for at se til mig. Han stod ved enden af marken, da jeg kom kørende mod ham. Så siger han: “Den går sandelig godt, den gamle krikke”. Han kunne se, at “Grete” aldrig trådte ved siden af, selv om rækken var skæv. Jeg kørte i seks uger og lavede ikke andet. Det var et dejligt, let arbejde, når renseren var indstillet ordentligt. Det var strengt, da jeg skulle til noget mere håndgribeligt arbejde igen.

Nede ved Fannerup havde Sørensen 12 tdr. land med græs. Det blev slået til hø. En dag skulle det køres hjem. Anker og jeg fik besked på at hente det med hver sin hestetrukne vogn. Johannes og Frede måtte også med for at stikke op. Det skulle være nogle ordentlige læs, for der var seks-syv km. at køre. Det gik også godt, medens vi kørte og læssede. De to karle, som stak op, havde haft tømmen nede, men da vi havde læs og fik tømmen op i vognen, ville hverken Ankers eller mine heste trække, uanset hvordan vi bar os ad. Vi prøvede med fire heste for ét læs, skiftede dem om i spandet, og lige meget hjalp det. Vi måtte læsse af igen. Jeg kan huske, vi kom hjem med en lille klat hø i hver vogn kl. halv syv om aftenen, og vi var kørt derned over middag. Det var godt, forkarlen Johannes Mortensen var med til at fortælle, hvordan det hang sammen, ellers kunne Sørensen godt have fået det indtryk, at det var os og ikke hestene, der var noget galt med.

Sørensen handlede ofte med heste, og det var altid mig, som fik den nyindkøbte hest. Den første sommer, jeg var der, havde han købt en stor vallak. Den var både hvinsk og stædig. Hvinsk betyder, at den er kilden og ikke kan tåle, at tømmen ligger på ryggen. Derfor ville hesten vifte tømmen væk med halen. Denne vallak havde fået halen kuperet. Der var kun en lille stump tilbage, som svingede rundt på ham hele tiden. Sommetider fik halestumpen fat i tømmen. Så måtte jeg holde tømmen ud til siden for at få den fri igen.

Engang var jeg ude at harve med den nye vallak og “Grete”, som jeg havde kørt med, siden jeg kom på Benzonshøj. Fra middag og til klokken var halv tre, havde jeg endnu ikke kørt én omgang. Ikke tale om, jeg kunne få dem til at trække sammen. Når jeg gennede på dem, stod “Grete” på bagbenene, og vallakken slog op. Jeg måtte lade harven stå midt på marken og fik dem begge spændt fra, uden at jeg kom til skade. Hjemme i gården mødte jeg Sørensen. Jeg sagde til ham, at jeg ikke kunne få vallakken og “Grete” til at trække harven sammen. “Pruh, pruh,” sagde Sørensen. Sådan sagde han tit, når der var noget særligt. “Så kan De køre til Fannerup med “Grete” og vallakken og lukke dem i indhegningen der”. Jeg så aldrig vallakken mere, den tossede krikke.

I løbet af det halvandet år, jeg var der, kørte jeg med mange forskellige heste. Det sidste år havde jeg et par dejlige dyr. Den ene hest havde gået i forkarlens spand. Den hed “Prins”. Den havde været hingst, men var blevet kastreret som voksen. Den anden hest var en fire års hoppe, som Sørensen selv havde lagt til. Hun hed “Musse”. Det var et par flotte jyder, ens i kulør og begge med en stor hvid blis i panden.

“Musse” var ikke redet til. Det skulle hun gøres en dag, men jeg ville ikke op at ride på hende. Sørensen spurgte så fjerdekarlen, Anker Jensen, om han ville. Det ville han godt. Derfor skulle jeg køre hende godt træt for en kultivator, og så ville Sørensen og Anker komme ud i marken midt på formiddagen. Der, hvor jeg havde kørt, var der blevet noget meget løs jord. Anker og Sørensen kom. Selen blev taget af “Musse”, og Anker skulle op på hende. Det kom han også, men han kom lige så hurtigt ned igen. Der lå Anker i den løse jord og havde ingen skade taget. Han skulle prøve igen, men med samme resultat, så det kom der ikke mere ud af. Men den sidste dag, jeg kørte med “Musse”, red jeg på hende hjem fra marken.

Fra venstre: Theodor Sørensen, Johannes Sørensen, ( T.S.’s søn og gårdens nuværende ejer, 1999) Johannes Mortensen, Nødager, Elna ?, Kejlstrup, Niels Peter Jensen, Kolind, Dorthe Sørensen (T.S.’s datter), jeg selv, Dora Kildahl, Thorsø, Anker Jensen, Sivested Odde, Valdemar Kjeldsen.
Billedet er taget om foråret. I høsten arbejdede der 12 mand på gården. Man havde traktor, men da det var under krigen, anvendtes den ikke.

På Benzonshøj var der to køer, hvorfra mælken blev brugt i husholdningen, og der var enkelte slagtesvin til eget brug. Ellers var der udelukkende planteavl. Det var hovedsageligt frø som hør, hamp, sennep, kålroe, bederoe og raj- og rapgræs samt byg og havre. Høsten varede fra juli måned indtil november måned, da der var så mange forskellige afgrøder. Der blev høstet med hestetrukken binder og slåmaskine. Det var ikke så let som i dag, hvor det foregår med mejetærsker.

Det, der var mest arbejde med, var bederoefrø. Stiklinger med en lille knold, som var avlet i sensommeren, blev taget op og lagt i kule vinteren over. Toppen rådnede og blev til en fedtet klump med rødder. Jo mere fedtede, jo bedre var bederoerne til at gro. Disse stiklinger skulle så plantes tidligt om foråret. Der var lavet riller, hvor de skulle stikkes i. Anker kørte foran og spredte stiklingerne. Vi var fire personer, der kravlede på knæene og stak dem i jorden, og det var koldt.

Jeg kan huske, Sørensen sagde: “De er sandelig “dejligt” fedtede”; men det var heller ikke ham, der skulle plante stiklingerne, for det var et beskidt arbejde.

Sørensen havde otte tdr. land med bederoer. De skulle så renses med en hestetrukket enkelrenser. Når bederoerne var ved at sætte frø, gik der ofte lus i dem, og så skulle de pudres med en slags gift. Det foregik med en maskine, som havde et håndsving på. Vi gik med den på maven. Der drev en tåge af gift ud over bederoerne, og det var et fælt arbejde at gå med maskinen frem og tilbage. Det var bare med at være i den rigtige vindretning for ikke at indånde giften.

Om efteråret skulle bederoerne tages op. Det foregik også med hånden. De blev lagt i dynger, hvor roen blev hakket af med en spade. Derefter skulle toppene hænges på stativer for at eftermodne, da det var frøene, der skulle bruges. Det foregik også med hånden. Siden skulle toppene køres hjem og tærskes. Det arbejde krævede meget mandskab. Den ene sommer var vi 12 mand. Det var bl.a. nogle løse arbejdere fra Kolind, og de var meget flinke at arbejde sammen med. Jeg kan huske dem allesammen, men én skal nævnes. Han hed Kartinus Sørensen. Han var en rask mand vel omkring de 60 år. Tynd og ikke særlig stor, men han kunne arbejde. Han hjalp også i høst, og når han stak kornneg op til os, der kørte læs hjem, stak han ikke op, nej, negene fløj op, og det gik stærkt. Det var så bare for os karle i vognen at få nogle neg lagt ud på siderne og så ellers kravle oven på dem, der var i midten.

Kartinus var også fuld af kunster. Engang, jeg skulle træde af på naturens vegne, havde jeg sat mig et stykke fra de andre. Kartinus så, at jeg sad med kasketten på. Han kom farende hen mod mig og sagde, at jeg skulle tage kasketten af, når jeg ordnede sådan noget. Hvis jeg ikke havde gjort det, havde han bare skubbet mig bagover, og så kunne jeg være blevet til grin for hele flokken. Men det var tit sjovt, når vi var mange folk samlet.

På Benzonshøj havde vi gode værelser med varme og rigtige vaskekummer. De fleste andre steder var der bare et vaskefad eller en spand. Der var folkestue i det ene hjørne af stuehuset. Der spiste vi, men opholdt os ikke meget der. Vi havde hver vores faste plads ved bordet, og der blev serveret tre måltider om dagen.

Det var under anden verdenskrig 1942-43, at jeg tjente på Benzonshøj, så der var rationering på næsten alle fødevarer undtagen dem, vi selv havde. Vi fik tit byggrød kogt i mælk og med mælk til. Det smagte da godt, men det kunne blive for meget af det gode. Som når vi f.eks. havde fået byggrød til middag, og der var kogt så meget af det, at der var et stort fadfuld tilovers. Det kom så på bordet til aften, hvor vi tog en klump af det med varm mælk på. Det kaldte vi for “dykænder”. Vi havde fået det en lørdag om vinteren både til middag og aften. Der var et halv fad tilbage, da vi havde spist lørdag aften. Da det stod på bordet mandag morgen, sagde forkarlen, Johannes Mortensen: “Det lader vi stå, så skal jeg nok “komme efter” Sørensen, når han sætter i arbejde”. Som sagt: Vi gik fra bordet alle fire, Johannes, Frede, Anker og jeg. Det kunne nok være, Sørensen fik travlt, da han hørte det. Jeg kan se ham med stokken i hånden gå tværs over gården. Det gik stærkt. Et øjeblik efter kom han over i stalden og sagde, at nu var der havregrød og kaffe i folkestuen. Han havde været vred, sagde kokkepigen, så fruen havde fået en ordentlig omgang. Jeg lærte aldrig fruen, Lisbeth Sørensen, at kende. I de halvandet år jeg tjente der, talte jeg med hende to gange, og det var kun ganske lidt. Vi hilste heller ikke på hende, for hun hilste ikke igen.

Det sidste halve år, jeg tjente på Benzonshøj, var der ikke noget at klage over. Vi havde en kokkepige fra Skødstrup. Jeg husker ikke, hvad hun hed, men hun var dygtig og myndig. Hun sagde til fruen: “Hvis det ikke er førsteklasses mad, der serveres i folkestuen, må De selv gå ned med det, for jeg gør det ikke”.

Men det var en god plads på Benzonshøj. Gode værelser, og som før skrevet var Sørensen en ualmindelig flink mand at arbejde for. Jeg var glad for at være der.

(Meget af erindringer er her medtaget, men en lille del mangler, hvorfor man kan kan låne hæftet på Lokalarkivet for at få det sidste med).

DA KORUP SØ VAR EN SØ
Af Knud Vestergaard

Den nu tørlagte Korup sø ligger 4 km øst for Rønde og på kanten af Tirstrup Hedeslette og blev samtidig med Kolindsund tørlagt i årene op til 1880.  Vandstanden bliver stadig holdt nede ved pumper og dræn.              
Mens Kolindsund blev dannet af smeltevandet i slutningen af istiden og tiden lige efter, har Korup sø været det, der kaldtes et dødishul, dvs. et hul i lavningen, hvor en stor isklump er blevet liggende, efter at iskappen har trukket sig tilbage.
Da isklumpen senere smeltede, stod den nu oversvømmede sø i forbindelse med Kolindsund, og da klimaet for omkring 8000 år siden blev mærkbart varmere, og vandstanden steg i stenalderhavet, blev der åben forbindelse både til Kattegat og til Randers Fjord. Senere satte landhævningen ind, hvorved forbindelsen til havet blev afsnøret, og Kolindsund og Korup sø blev derved til indsøer, og som følge heraf blev vandet mere og mere fersk.
Derfor kom aflejringerne i Korup sø til at bestå af både saltvands- og ferskvands-aflejringer, og ved boringer har man kunnet fastslå forskydningerne imellem land og hav lige fra istiden og frem til 3000 år før nu.

Aflejringerne har indeholdt mange forskellige slags muslinger og snegle, hvoraf flere har været meget salt-vandskrævende – og ved pollenanalyser har man fundet, at vegetationen omkring søen, der har været på 1,5 kvadratkilometer, bestod af lind, eg, elm, hassel og ask, ligesom der er fundet spor af mistelten.
Derimod har man ikke – i modsætning til Kolindsundområdet – fundet spor af bopladser – mærkeligt nok – for området har indeholdt rigeligt med føde –  men der har åbenbart været steder i nærheden, der har været mere attraktive for stenalder-befolkningen.

MESBALLE – LIDT AF EN LANDSBYS HISTORIE
Birger Vitved-Jensen

Indledning
Birger Vitved-Jensen har i 1992 skrevet et hæfte om sin slægt. Hæftet kalder han ”Fynboerne”, og dette hæfte danner grundlag for denne artikel. Heftet er tilgængeligt på Midtdjurs Lokalarkiv. Artiklen har tidligere været bragt her på sitet, men dele var ikke med. De er nu fundet frem, og artiklen her erstatter derfor den tidligere, der således er fjernet fra sitet samtidig hermed.

For længe siden
Da Kolindsund skulle udtørres i 1872, besluttede aktieselskabet, som var ansvarlig for projektet, at hovedpumpestationen i Fannerup skulle anvende dieselmotorer til at drive vandsneglen. Men en vindmølle skulle også bygges. Det sidste er i dag nok lidt uforståeligt, men vindmøller var jo almindelige dengang, og i betragtning af de alvorlige følger, som et nedbrud af motorerne ville afstedkomme – oversvømmelse -, besluttedes som sagt at supplere med det, der betragtedes som mere driftssikkert, nemlig en vindmølle. En af hovedaktørerne i byggeriet af denne mølle var Jørgen Christian Knudsen, som havde adresse i Pårup på Fyn 1865 – 74. Han var oprindeligt beskæftiget ved landbruget, men slog over til tømrerhåndværket, som ledte ham ind på møllebyggeri. Det menes, at han byggede mange vindmøller. I hvert fald var det ham, som aktieselskabet fik fat i, da vindmøllen i Fannerup skulle bygges.

Han bliver nu gift med en pige fra Fyn, Nielsine, som han har kendt fra barndommen. De bor i den til møllen hørende tjenestebolig, men ulykkerne venter forude, idet der med årene efter 7 børnefødsler kun er et enkelt barn, der overlever: Anders Valdemar Knudsen, senere kendt blot som Valdemar Knudsen, der blev uddeler i Mesballe Brugsforening i perioden 1917 – 39.

Jørgen Chr. Knudsen var 30 år, da han tiltrådte stillingen som møller, hvilken i øvrigt var rigtig pænt lønnet, – faktisk dobbelt så meget som en arbejdsmand. Det betød, at han 5 år senere kunne købe noget landbrugsjord på Albøge Mark, på sydsiden af Kolindsund. Han fortsatte også som møllebygger (indtil 1890), og byggede selv hus på landbrugslodden på Albøge Mark. I tiden fremover tilkøbtes mere jord, så ejendommen omfattede 28 tdr. land i 1901. Jørgen Christian Knudsen blev allerede i 1892 brandfoged og var en af de to opmænd til en friskole på egnen, fordi der var behov for en skole, hvilket de ikke kunne overbevise Sognerådet om. Altså tog de sagen i egen hånd.
Da sønnen (Anders) Valdemar Knudsen blev gift med Christence Hvitved i 1906, er J. Chr. Knudsen og hans kone hhv. 60 og 59 år.

Jørgen Chr. og Nielsine er godt slidte efter de mange års hårde fysiske arbejde, og som vanligt er, skulle de nu sikre deres fremtid i aftægt hos Valdemar og hans kone. Men ejendommen på Albøge Mark var ikke stor nok hertil, hvorfor man kiggede sig om efter noget andet. Valget faldt på en ejendom i Mesballe – Mesballegaarden – (Thorsagervej 7), som J.C. Knudsen køber i 1907. Her kunne de to familier være, og tilliggendet var tilstrækkeligt til at forsørge dem alle.
I skødet på ejendommen nævnes bl.a., at der af besætning medfølger 2 hopper, 8 køer, 2 kvier, 5 kalve, 14 får, 20 høns, herudover maskiner, avlsredskaber, gødning, andel i Ryomgaard Andelsmejeri og andel i Mesballe Forsamlingshus. Købesummen andrager 19.000 kr. prioriteret på forskellig vis. Ejendommen i Albøge solgtes for 9.000 kr.

Mesballegaard
Birger Vitved-Jensen skriver, at Mesballegaardens historie med sikkerhed kan føres tilbage til 1700-tallet. Beviset herfor findes i Ryomgaards fæste- og skifteprotokol samt herredsfogedens skjøde- og panteprotokoller, der kan ses og læses i Landsarkivet i Viborg. Men gårdens historie er – som han skriver – ældre. Desværre er godsarkivet for Ryomgård (det vi i dag kalder Gl. Ryom) gået tabt, hvorfor fæsteforholdene ikke kan føres længere tilbage.
Nedenfor ses et kort over Mesballe fra 1878, hvor Mesballegaard ligger lige under m’et i “Jordemoderhus”.

I 1665 skatteansættes Mesballegaard som tilhørende Ryomgård i Kalø amts Matrikel. På grundlag af kilderne kan forfatteren oplyse følgende om gårdens historie:

8/6 1777: Søren Sørensen, “barnefødt i Meesballe fæster dend Gaard, som hand i nogle Aar har beboet.”
1/5 1799: Ved taxationen i forbindelse med udskiftningen beboes gården fortsat af Søren Sørensen. Gården er en såkaldt “halvgård” under Ryomgård. Fæsteren er hoveripligtig.
1804: Gården overgår til Søren Sørensens selveje.
8/5 1807: Ejeren sælger til sønnen, Rasmus.
1820: Rasmus Sørensen og hst. [hustru, red.] Maren Rasmusdatter dør med en måneds mellemrum midt på året, efterladene sig 2 småbørn. Der har iflg. boopgørelsen været en efter datidens forhold, pæn, stor besætning: 4 heste, 8 køer, 3 kalve, 19 får og 2 grise.
8/7 1822: Smed, Anders Christensen fra Skarresø erhverver gården ved off. auktion for 750 Sølvrigsdaler.
0kt.1822: Anders Christensen sælger til Therkild Sørensen fra Koed.
Juli 1827: Therkild Sørensen tilbagekøber af Jens Sørensen i Rostved en parcel, som Søren Sørensen havde frasolgt.
Juni 1846: Therkild Sørensens enke sælger gården til sønnen, Anders.
Apr. 1876: Anders Therkildsen sælger til sønnen, Christian.
Maj 1905:. Christian Andersen sælger til Jens Kr. Jensen.
1907: J. Kr. Jensen sælger til Jørgen Chr. Knudsen.
Dec. 1917: Jørgen Chr. Knudsen sælger til Simon Kjær, idet der frastykkes en
englod samt et areal, ca. 25 Ha. til JCK. (Bilag 1 – RED: bilaget kan ses på Lokalarkivet).

Mesballegaards udseende og beliggenhed
Hvorledes har Mesballegaard egentlig set ud? Birger Vitved-Jensen har set i forsikringsvurderingerne og oplyser, at der – om de senere år – har været tale om en firlænget, halmtækket bindingsværksgård med klinede vægge, ”som for stuehusets vedkommende udskiftedes med brændte sten i 1860.”
En kreditforeningsvurdering anfører i 1917 bl.a., at ”bygningerne er gode og vedligeholdelsestilstanden er god. Der er indlagt elektricitet i indeværende år.”
Kreditforeningen var grundig i sin undersøgelse, og da det var landbrug, skulle også jorden undersøges: ”…den egentlige agermark, som ligger langs Ryom-Thorsager-Vejen er Sandjord med lidt Muld i Plovfuren, der egner sig til Dyrkning af Rug, Turnips og Havre.”

I 1907 er der således to familier, der flytter ind på Mesballegård. Sønnen Valdemar er gårdbestyrer, men har fra barnsben været svagelig og syg mange gange. Det må derfor have været anstrengende for ham at klare bedriften, og hans hustru Cristence Hvitved har til datteren Ellen Hougaard fortalt, at hun ofte var bange for, at han ikke skulle komme hjem igen, når han tog på markarbejde.

Mesballe som ”bysamfund”
Der var udvikling i årene fra århundredeskiftet og frem til 30’erne. Jørgen Chr. Knudsen frasolgte allerede i 1908 den første grund. I tiden derefter blev der solgt grunde næsten hvert år. Stort set er alle grundende i Mesballe, herunder også Arkes udstykkedes fra gården.

Hidtil havde man kørt til Skarresø Brugs, for at handle.

Da Jørgen Chr. Knudsen og Nielsine var hhv. 73 år og 72 år ønskede de at sælge Mesballegård. Vi skriver 1917 og på grund af krigen, hvor Danmark var neutral, var det gode tider for afsætning af landbrugsvarer, hvorfor også landbrugsejendommene steg i pris. Det varede da heller ikke længe, før Jørgen Chr. Knudsen solgte Mesballegård til Simon Kjær. Han var først og fremmest handelsmand, og var hovedsagelig interesseret i at erhverve jord til opfedning af kvæg, derfor kunne Jørgen Chr. Knudsen uden store vanskeligheder beholde den 16 ha. store plantage, ”Nielsinesminde”, som de straks efter overtagelsen af gården havde begyndt at plante på den ringeste del af sandjorden. (Iflg. folkeviddet fandtes der før den tid i Mesballe kun den læ, som Hvilsager kirke kunne yde). Endvidere beholdt de ca. 6 ha. sandjord samt 2 ha. eng, som Jørgen Chr. Knudsen selv dyrkede til sin død i 1930.”
Jørgen Chr. Knudsen opfører det statelige ”Bakkehus”, som han formentlig har haft håb om kunne stå færdigt i maj 1918, da de 2 har forpligtet sig til at fraflytte Mesballegården. Her har han gjort regning uden vært: Huset er ikke færdigt til tiden, og de må flytte midlertidigt ind i Mesballe forsamlingshus.

Først i 1919 er huset klar til indflytning. Det bliver d. 1/10 samme år forsikret for 13.850 kr. I stueetagen indrettes en ret stor lejlighed, som udlejes. På 1. sal indrettes en mindre lejlighed. Her flytter de ind. Jørgen Chr. Knudsen har sørget for, at der i udhuset bliver plads til en lille stald til et par køer og kalve samt en enkelt gris.

EFTERSKRIFT:
Lokalarkivet kan for egen regning bemærke følgende om ovennævnte Simon Kjær, som Jørgen Chr. Knudsen solgte Mesballegård til:
Efter nogle år, – i første halvdel af 1920’erne – købte Simon Kjær Hotellet i Ryomgård. Han drev det med dygtighed og – som den handelsmand han var – satte det til salg allerede i 1926, hvor L.M. Larsen, Kolind købte det. Larsen forpagtede tillige Jernbanerestauranten og bosatte sig privat på Vestergade 18, Ryomgård. Han var senere modstandsmand (ca. 1943-45) bl.a. sammen med sin søn Bent Larsen samt byens dyrlæge på den tid (og i øvrigt også nabo til Larsen) Peter Rasmussen, der senere slog sig ned i Kolind.
Simon Kjær havde selv to sønner, Axel H. Hansen, senere mangeårig borgmester i Grenå samt Laurits Hansen, senere vognmand i Ryomgård, – se evt. artikel om ham på denne site under fanen ”Arkiv-hylden” og er du rigtig nysgerrig kan hans sidste taxa, en flot Audi 100, ses på Rutebil-Mortens museum i Ryomgård, kaldet ”Garagen”. Ring dog først, da der normalt ikke er åbent for publikum.

LANDBRUGET VAR MIN STORE DRØM (del 5-8)

DEL 5
…fortsættelse

Nu er vi lidt uden for selve Sivested by mod Kolind. Her boede en mand, der hed Jens Grouleff. Hans kone hed Margrethe Grouleff. De havde en ejendom, og neden for denne var der en meget våd eng, og ovenfor var der agerjord. Det var ene store bakker og skrænter. Jeg husker, at min far omkring 1930 stillede en vindmølle op derude i den våde eng. Så blev der lavet en dæmning ude ved kanalen. Møllen skulle pumpe vandet af engen og ud i kanalen. Vindmøllen står der endnu.

Jens og Margrethe var meget flittige mennesker. De havde otte børn. Jeg har gået i skole med nogle af dem og tjent sammen med en af dem. Jens Grouleff var også tækkemand. Taget på mit hjem var af strå. Når det skulle tækkes, var det Jens Grouleff, der gjorde det, og det var fint arbejde, han lavede.

Jens Hansen og hans kone var aftægtsfolk og boede på gården hos en datter og svigersøn, Signe og Martin Degn. Gården ejes i dag af Eigil Grouleff.

Palle var ældre, da han blev gift med Sine. Mens han var karl hos sin bror Jens, solgte han tobak og skrå til folk, men da han blev gift med Sine, flyttede han ud til hende. Det var et langt, gammelt hus med stråtag, de boede i. I den anden ende boede en mand, der hed Jørgen Petersen. Hvor meget kærlighed, der har været mellem Sine og Palle, ved jeg ikke, for de havde hvert sit soveværelse. Palle havde så sin forretning derude. Det vil sige, det var en stue, hvor der stod et klædeskab og en stor kommode med flere skuffer i. Deri havde han sine tobaksvarer og andre ting. En gang om ugen, når bageren havde været der, havde han wienerbrød inde under sengen. Øl og sodavand havde han også der. Der var flere karle, der holdt til ude hos ham om aftenen, især når bageren havde været der. Jeg har hentet mange pakker skrå til min far ude ved Palle. De kostede 30 øre pr. stk. Palle kunne gå langt for at tjene lidt. Jeg kan se ham komme gående i en stor overfrakke, spidstræsko og en lille sæk på nakken, som han havde sine varer i. Han kunne gå helt til Søby på den anden side af Kolindsund for at sælge en kasse cigarer. Palle var ikke nogen fattig mand. Han vidste godt, hvad penge var værd.

Det var skik dengang, at vi skulle til alters søndagen, efter at vi var blevet konfirmeret. En af mine barnelegekammerater hed Egon Jensen og var fra Frydenslund. Vi var blevet konfirmeret begge to og havde været til alters. Vi bestemte så, at vi skulle ud til Palle, når vi kom fra kirke, og have ham til at give os en cigar, for så skulle vi nok købe tobak ude ved ham senere. Vi fik en cigar af ham, men hvor meget tobak vi købte senere, husker jeg ikke. Vi drenge ville også lave sjov med Palle. Når han kom gående på vejen, spurgte vi ham, om han ville danse for os. Så hoppede Palle rundt på vejen, og det morede os.

I det yderste hus, der hørte til Sivested, boede Thorvald Christensen. Huset, som var en gammel bindingsværksejendom, kaldtes Amalienborg, og hertil hørte der 10-12 tdr. land. Efter hvad jeg husker, hed hans kone Andrea og hendes mor Kjesten Marie. Det var hendes hjem, og da Thorvald blev gift med Andrea, overtog han ejendommen. De var unge mennesker, da jeg var barn.

Jeg husker Thorvald bedst for, at han havde mange forskellige slags fjerkræ, blandt andet duer. Jeg handlede sommetider med ham, men han var durkdreven. Han solgte mig en gammel due. Jeg havde lukket den inde et stykke tid og fået den parret med en af mine egne duer. Når jeg så lukkede duen ud, fløj den ud til Thorvald igen; men  få den tilbage kunne jeg ikke. Han sagde, at det var en, der var kommet flyvende til ham, og at det ikke var min, selvom jeg havde givet 50 øre for den. Thorvald solgte ejendommen og flyttede ud til Auning. Der har jeg siden handlet duer med ham og fortalt ham, hvordan han snød mig, da jeg var dreng.

Thorvald kørte mælketur i Sivested i flere år med to små hvide heste. Det var et syn at se, når han skulle op ad bakkerne fra de forskellige Sivestedgårde. Hestene kunne næsten ikke trække vognen, så det gik ganske langsomt. Thorvald var en høj, tynd mand. Det skete sommetider, at han var nede at gå foran hestene. Jeg husker også, at når han havde regning hos far, var han ikke til at få pengene fra.

I den anden ende af Thorvalds stuehus boede der en gammel ungkarl. Jeg kan lige huske, at der i begyndelsen boede to brødre. Vi kaldte dem for “Bette Jenserne”. De havde haft en gård i Skiffard, men var flyttet fra den. Men efter hvad jeg hørte, var den faldet sammen om dem. “Bette Jenserne” var så flyttet til Sivested. Den ene må jo nok være død ret hurtigt, efter at jeg begyndte at kunne huske noget. Den anden husker jeg tydeligt. En lille mand med langt hår og skæg, i laset tøj, og som aldrig blev vasket. Han holdt geder, og de stod i vejkanten om sommeren. Der kunne vi tit se “Bette Jens” ligge og sove. Når gederne var inde, blev der aldrig gjort rent hos dem. Til sidst gik de så højt oppe, at de åd taget.

Vi drenge var sommetider inde at besøge ham, og som der så ud. Det er vanskeligt at beskrive. Der var kun en stue, og der gik høns derinde. En lille, gal foxterrierhund stod bundet til det ene ben af hans seng. Vinduerne havde der ikke været gjort noget ved i mange år. Dem kunne man ikke se ud ad, så der var lidt skummelt derinde. At naboen Thorvald kunne finde sig i det, forstår man ikke. Sådan noget kan ikke finde sted i dag. Så vil vores social- og sundhedsvæsen da heldigvis gribe ind.

Det var lidt om de ældre mennesker, som boede i Sivested, set med mine barneøjne.

Så mangler jeg at fortælle om de forskellige gårde og deres beboere. Dem har jeg ikke omtalt, men da jeg har trådt mine barnesko eller arbejdet på mange af gårdene, vil de blive omtalt senere.

Jeg vil hermed slutte mine barndomserindringer, selv om jeg kunne fortælle meget mere. Noget kommer måske frem, når jeg nu vil fortælle lidt om min ungdom.

DEL 6
Karl hos A.J. Andersen
november 1935 – november 1936

Som før skrevet blev jeg konfirmeret den sjette oktober 1935.

Den første november var min tid ved Kristian “Ømand” forbi. Jeg kom så rigtigt ud at tjene, hvor jeg skulle have kost og logi. Det var som tredjekarl ved Anders Jensen Andersen (A.J.). Gården lå midt i Sivested by og hed “Højmark”, da der var en stor bakke, som man skulle op ad for at komme i marken. Der arbejdede foruden mig en gift fodermester, Karl Andersen, en forkarl, Michael Degn, en andenkarl, Knud Grouleff, og en tjenestepige, Dina Hansen.

A.J., som han blev kaldt i daglig tale, var enkemand. Hans svigerdatter, Mathilde Andersen, stod for husførelsen, og vi fik en god kost. Hun havde været gift med A.J.’s eneste søn. De havde kun været gift omkring tre år, da Niels Åge Andersen, som sønnen hed, døde, og hun blev enkekone. Hun havde to små piger Alice (g. Langdahl) og Åse (g. med Aksel Andersens søn Leo). Åse blev døbt ved sin fars kiste. De var seks og syv år, da jeg tjente der.

A.J. var en dygtig landmand og havde orden i tingene. Han var flink at tjene hos, men han forlangte også, at vi bestilte noget. Han sad i sognerådet og i bestyrelsen for Grenaa Svineslagteri. Det medførte, at han tit var ude. Mange landmænd havde kontrakt med slagteriet på deres grise, og som bestyrelsesmedlem var A.J. tit ude at klippe grise i øret og skrive kontrakt. Det var dårlige tider for landmændene dengang, så derfor kunne de låne lidt på grisene.

En forkarls arbejde var altid at lede og fordele arbejdet på anvisning af gårdens ejer. Forkarlen, Michael Degn, og A.J. talte sammen om morgenen om dagens arbejde. Forkarlen satte så i arbejde kl. syv, uanset om det var sommer eller vinter. Først havde vi fodret, gjort rent og striglet hestene, så derfor var vi oppe før kl. seks om morgenen.

Mit arbejde var at gøre rent bag ved dyrene, feje gangen og bænke gødningen op ude i møddingen, så jeg havde travlt. Mine kræfter var ikke store, da jeg ikke var ret stor og meget tynd, så det kneb mig sommetider med at nå det. Forkarlen var tit hård ved mig, men det var første gang, jeg var rigtigt ude at tjene, og derfor troede jeg, at sådan skulle det være.

Fodermesteren, Karl Andersen, var en gift mand, og hen på vinteren fik han og hans kone en lille pige. Fodermesteren og hans kone hjalp hinanden med at malke de 24 køer, som besætningen bestod af. Nu skulle vi tre karle, Michael, Knud og jeg, skiftes til at malke halvdelen af køerne, da konen af naturlige årsager ikke kunne malke sine 12 køer. Hverken forkarlen eller andenkarlen var gode til at malke med hånden, så fodermesteren var utilfreds med dem. Jeg har altid været god til at malke med hånden, så enden blev, at forkarlen sagde, at jeg kunne malke hver gang.

Jeg måtte så op før kl. fem hver morgen, have 12 køer malket, over i hestestalden og hjælpe karlene færdig der og til sidst ind og spise morgenmad kl. halv syv. Derefter skulle jeg med i marken fra kl. syv til kl. tolv, holde en times middag og så med i marken igen fra kl. et til kl. fem. Så holdt for- og andenkarlen aften om vinteren, men jeg skulle over og malke de 12 køer igen. Når jeg kom ind for at spise, havde de andre to karle, Michael og Knud, været færdige længe, og jeg var træt.

En dag kom A.J. ned i smedjen til far, og far sagde det til ham. Far syntes ikke, det var nødvendigt, at jeg skulle malke hver gang. A.J. vidste det ikke. Han stod ikke op før klokken var lidt i syv om morgenen. A.J. var så efter forkarlen, og der blev aftalt en anden ordning. Andenkarlen, Knud Grouleff, kom til at muge ved køerne.

Jeg husker også et andet tilfælde. Det var en rigtig kold vinterdag. Der skulle køres roer ind dagen efter. Roekulen lå langt ude i marken, og der var hverken mennesker eller huse at se, da A.J.’s marker lå oven for de store bakker. I det grimme vejr sendte forkarlen mig ud for at kaste sne væk fra roekulen, mens han og andenkarlen lå hjemme i laden og sorterede kartofler. Da var fire timer lange for en dreng på 14 år.

En dag ved vintertide var vi ved at køre roer ind, og hestene var kåde. Forkarlen og jeg kørte ud efter læs, og vognen skulle dreje op mellem to kuler. Så rammer baghjulet hjørnet af den ene kule. Der manglede et stykke af den nederste fjæl på sidefjælen, og der skred mit ene ben ned, da vognen med fuld fart kørte over hjørnet af kulen. Benet kom ind i egerne og til at sidde fast mellem hjulet og kæpstokken. Det sagde, ligesom når vi sætter en klemme på et cykelhjul. Hestene var ved at løbe løbsk. Benet sad så fast, da anden karlen kom, at han måtte hjem efter en nøgle, så han kunne få hjulet skruet af. Jeg var på sygehuset for at få foden røntgenfotograferet. Benet var heldigvis ikke brækket; men et stort stykke af skindet omkring ankelen var væk. Det havde været så meget i klemme, at der var sprunget en lang dyb flænge på siden af foden lige fra min storetå og hen til trædepuden under foden.

Jeg måtte ligge i sengen en uges tid, da det var en slem forstuvning, men det første jeg kom op, måtte jeg i arbejde igen. Jeg kunne ikke have min gummistøvle på, så jeg gik med en sivsko. Senere fik jeg en stor gummistøvle, som jeg kunne have forbindingen i. Som det gjorde ondt. Arrene er stadig tydelige den dag i dag.

Jeg har truffet forkarlen mange gange siden, efter at jeg kom her til Fladstrup, for han boede ikke så langt herfra. Jeg fortalte ham, hvordan han var over for mig, da jeg var dreng og tjente hos A.J. Jeg kunne fortælle meget mere om ham, men lad det være nok.

Min løn det år var 225 kr., og der var ikke noget, som hed ferie. Jeg havde vist kun fri en halv tirsdag hele det år, og det var til min bedstefars, Rasmus Johnsens, fødselsdag i Thorsø. Det var d. 19. februar 1936.

Men hos A.J. var det alligevel en god plads, for han var flink og reel i alle retninger. Jeg tjente hos ham to gange senere, men det var som forkarl. (Herom senere).

DEL 7
En mislykket smedelærling
november 1936 – april 1937

Året gik, og far syntes, at jeg skulle prøve, om jeg kunne blive smed. Jeg kom så i lære den første november 1936. Desværre havde jeg hverken interesse eller håndelag for det håndværk. Jeg gik mest på arbejde på de forskellige gårde i Sivested, men jeg var da også hjemme i smedjen engang imellem.

Jeg har et minde på en finger fra, da jeg var i lære. Far havde en aftale med Jens Legarth på Søholm om at skulle holde hans heste vedlige med sko. Der var vel en 15-20 heste, og de skulle skos i stalden. Det hændte så, at vi var på Søholm en halv dag for at sko heste. Det var jeg ked af. Hestene var store, tunge og stive af slæb. De blev ikke altid behandlet lige godt på de store gårde. De fleste var vallakker dvs. kastrerede hingste, og fejlfrie var de ikke allesammen. Sommetider skulle jeg holde bagbenene oppe for far, mens han skoede dem. Det var hårdt, når sådan en stor, gammel, stiv krikke lagde sig over mod mig.

Det gik sådan til, da jeg kom til skade med min finger. Far havde lige skoet en hingst. Hingsten hed “Martin Degn” og var velsagtens købt af en mand, der hed sådan. Nu skulle jeg raspe hingstens hov af. Det foregik på den måde, at jeg satte hans hov op på mine knæ. De søm, som skoen var sømmet fast med, kom ud på siden af hoven og blev bøjet nedad. De skulle nappes af, så der kun sad et lille stykke tilbage. Dette blev slået ind i hoven, så det ikke kunne trækkes ud. Det var jeg ved at gøre, da hingsten pludselig fik krampe i benet. Det resulterede i, at et af de søm, som var bøjet ned, gik ind i min finger. Da hesten havde fået benet ned, måtte jeg skubbe min finger ned for at få den derfra igen. Jeg ser lige på den; arret er der fint endnu, 50 år efter. Det er guldbrand på højre hånd.

Det sted, hvor jeg arbejdede mest, mens jeg var “i lære” hos far, var ved en landmand i Sivested, der hed Søren Kahr. Det første, jeg lavede der, var at pløje. Der var en søn, Johannes Kahr, hjemme, og vi pløjede hver eneste dag, så længe det kunne lade sig gøre, inden frosten satte ind. Selv nytårsaftensdag kørte vi lige til aften. Det var nogle gamle udslidte heste, Søren havde, så de gik langsomt, og der var over 100 tdr. land. Jeg husker, at når jeg arbejdede ude i noget, der hed Langager, kunne jeg kun køre syv omgange på en halv dag.

Det blev vinter. og der kom megen sne. Søren Kahr skulle møde med to-tre mand til snekastning hver dag, og han havde kun sønnen til hjælp, så jeg kastede sne for ham. Det foregik i seks uger i træk. Da vi var færdige en lørdag aften og gik hjem, var det begyndt at blæse, og mandag morgen kunne vi begynde forfra. Oppe ved Kirstinesminde var der så høje volde, at der stod tre mand efter hinanden for at komme af med sneen, der gik over telefontrådene. Én af mine skolekammerater, Egon Jensen, Frydenslund og jeg fulgtes ad. Vi var sommetider 30 mand.

Fastelavnsmandag måtte vi kaste sne hele dagen. Ove Mønsted, som havde overtaget Enghaven efter Søren Ibsen i 1932, var snefoged. Han og mejeristen, som hed Haaning, var kørt til Kolind i kane. Da de kom tilbage og kørte langs med snekasterne, havde de fastelavnsboller med. Dem smed de så ind til os, efterhånden som de kørte. Så var det med at være vaks og få fat i nogle.

Jeg tror, det var det år, at David Pallesen fandt på, at hans markvej skulle kastes op dvs., ryddes for sne. De første 400-500 meter var kommunevej. Vejen gik til Nimtofte og blev aldrig brugt, men den var ikke nedlagt. Kommunevejen drejede fra et stykke oppe ad bakken. De 400-500 meter ville han have kastet op, og nogle af byens bønder var utilfredse med, at de skulle stille med mandskab til at få hans markvej kastet op. Det var ved at blive forår og tøvejr, så det var godt at lave snebolde. Jeg husker, der blev en ordentlig sneboldkamp mellem karlene den dag. A.J. stod nede på købmandens trappe og så på. Hans karle var også med, så han var ikke godt tilpas, da de kom hjem til aften. A. J. og David Pallesen var naboer

Hos David Pallesen

april 1937 – november 1939

Det blev forår. Far havde vist opgivet mig som smed.

En søndag morgen kom David Pallesen ned til far for at fæste mig. Han havde nok også opdaget, at far aldrig ville få en smed ud af mig. Far var ikke kommet op, så David sad inde ved hans seng. Enden blev, at jeg skulle begynde hos David den første april 1937 og have 300 kr. i løn for syv måneder. David Pallesens gård lå ved siden af A.J.’s gård dvs. midt i Sivested by.

Jeg stillede pligttro den første april til arbejde kl. et. Jeg kom til at hugge pindebrænde med økse hele eftermiddagen. Der var en søn, som tjente hjemme, han hed Ejvind Pallesen, og en karl mere, som hed Børge og var fra Attrup ved Ryomgård. Davids anden søn, Aksel Pallesen, var fodermester og gift med Thea. Aksel Pallesen har jeg før omtalt; han havde jo is- og tobaksforretningen.

David Pallesens kone hed Alberta. Hun var noget yngre end David. Han var omkring 70 år, da jeg tjente der, og Alberta var omkring 60 år. Hun var en frisk dame, den Alberta. Om sommeren var hun tidligt oppe om morgenen, og når vi karle, Børge og jeg, kom op omkring kl. seks, kunne hun og pigen godt have de fleste af møblerne ude i gården og være i gang med at gøre dem rene. Men så var pigen også færdig til aften, og derfor skulle vi ind og spise, så snart vi kom fra marken, så hun kunne få vasket op efter aftensmaden. Det var en god plads hos David og Alberta. David kunne se ud til at være lidt mut eller sur, men det var han nu ikke. Når der var noget, han ikke syntes om, eller vi havde gjort forkert, kunne han sige: ” Det ku’ a vel vid’, at det ku’ do int’ tænk’!”. Derudover sagde han i det hele taget ikke meget til os to karle.

David var en ret stor og kraftig mand. Han var noget duknakket og meget hjulbenet. Når han gik, havde han altid begge hænder på ryggen, så der var blevet en plet på hans gule arbejdsjakke. Han var meget flittig og altid i arbejde. Grutning til køer og grise lavede han altid selv. Jeg kan se ham komme ned fra gården, hvor der var kornmagasin, med en sæk korn på nakken. Kornet skulle op til kværnen i laden, som lå oven for gården, og der var bakke opad. Han var stærk af sin alder.

Sommeren gik, og Børge rejste til november 1937. Jeg var ene karl om vinteren sammen med sønnen Ejvind. Jeg havde det godt og kom ikke så tidligt op om morgenen som ovre hos A. J.. Der begyndte de kl. syv. A.J.’s anden- og tredjekarl, som hed Hans Karlo Degn og Karl Johan Legarth, kunne finde på at komme over og rykke mig ud af sengen, når de var gået i arbejde. De var to af mine skolekammerater.

Det var et meget tidligt forår i 1938. Først i marts var vi i gang med forårsarbejdet. Tørt vejr var det, og der kom en rigtig nordvestenstorm. Jeg kan ikke mindes, at der har været så slem en sandstorm som dette forår. Oppe fra Sivesteds marker og ned over byen var luften fuld af sand, og det varede i flere dage.

Til maj 1938 kom der en ny karl, som hed Henning Lund. Jeg kan huske, mor sagde, at hun ikke var så glad for, at jeg skulle tjene sammen med ham. Han havde tjent i Sivested, og hans ry var nok ikke særlig godt. Men hun havde ingen grund til bekymring, for han var en af de flinkeste medarbejdere, jeg har haft. Jeg har tjent sammen med mange, men Henning vil jeg aldrig glemme.

Det blev sommer, og vi fik vel den største høst, der nogensinde havde været høstet dengang.

Om sommeren var sønnen Aksel Pallesen holdt med at være fodermester og var blevet forsikringsagent. Thea og han hjalp dog stadig med at malke, da de endnu boede i fodermesterhuset.

En ugift fodermester, Jens Peder Johansen fra Sivested, var blevet ansat i Aksels sted, men da han skulle giftes til november, afløste jeg ham. Så skete det, at jeg fik skarlagensfeber den 31. oktober 1938 og var på Epidemisygehuset, som lå på Østerbrogade i Grenå, i fire uger. I den periode passede den nu gifte fodermesters bror, Karl Johansen fra Sivested, køerne. Han måtte nok ikke have haft en plads til november og hjalp mig de første dage, efter at jeg var kommet fra sygehuset. I de fire uger, jeg var på sygehuset, havde køerne haft mund- og klovsyge, men de havde ikke været så medtaget af det. Jeg kom til at hjælpe med at gøre rent i stalden, da alt skulle skures og desinficeres efter sygdommen. Det var et stort arbejde.

En dag spurgte jeg min afløser, Karl, hvordan hans bror, Jens Peder, der var nygift, havde det. Jeg havde jo tjent sammen med ham om sommeren. Efter giftermålet var han flyttet ud på Randersegnen som fodermester. Karl svarede: ” Jow, han har det vidst godt, han og hans kone har allerede fået den første unge, og hvor mange de har nu, ved jeg ikke. Nu er der gået tre uger, siden jeg har talt med ham sidst, og når den første unge kom så hurtigt, kan det jo godt være, at der er kommet flere siden”. Han var sådan en lun fyr. Vi havde gået i skole sammen i et halvt år. Få dage efter rejste han, og jeg skulle så selv passe besætningen.

Der var 23 malkekøer, ca. 50 kreaturer i alt, plus 30-40 svin. Det var et arbejde, der passede mig. Køer har altid været min største interesse og er det den dag i dag. Der var ingen, der blandede sig i, hvordan jeg passede dem. Når der ikke var mere kraftfoder, sagde jeg det bare til David, og så kom der ny forsyning.

Den sidste sommer, 1938, inden jeg blev fodermester hos David, skete det, at Alberta havde fundet på, at vi ikke skulle have kartofler til aften. Det skete flere dage i træk. Vi sagde det så til pigen, men det hjalp ikke. Så en aften, vi skulle ind og spise, bestemte vi, at nu skulle vi spise så mange mellemmadder, at vi nok skulle få kartofler igen. Henning og fodermesteren, Karl, spiste 13 hver og jeg 11 mellemmadder. David sad omme i sofaen, og hvert øjeblik råbte han ud i køkkenet: ” Hår i mier polæg”. Det kan nok være, at vi fik kartofler aftenen efter. Vi fik en god kost hos David og Alberta.

I november 1938, da jeg var på sygehuset, var sønnen Ejvind blevet gift, og han og hans kone Dagmar skulle være bestyrerpar på gården. David og Alberta var flyttet op i et hus lidt derfra, men David var nede på gården hver dag. Når det var koldt, kom han tit over i kostalden til mig, for der var det varmt. Så kunne han gå og snakke med mig, og her lærte jeg David rigtigt at kende. Han var en flink og rar mand. Jeg var jo kun 17 år, men jeg klarede arbejdet fint, syntes han.

Om sommeren skulle køerne kobles sammen og trækkes i marken. Det blev de hurtigt vant til. Der var seks kobler med fire køer i hver, dvs. 24 køer; men de skulle gå et bestemt sted i kobbelet hver dag, ellers blev der uro i geleddet. Jeg havde to forskellige køer, som jeg brugte til håndkøer. Den ene ko havde nr. 73 og den anden nr. 85. Den ene, nr. 73, kunne blive ved med at gå, selvom jeg var henne og ordne noget ved koblet. Den anden stod stille, til jeg kom igen. Nr. 85 var jeg glad for. Hun var blind på det ene øje. Jeg kan huske engang, hvor jeg nok har haft hende til at trække, og hvor jeg var så uheldig at komme til at ramme hende i øjet. Som jeg dog var ked af det. Hun var et skikkeligt dyr og en god malkeko. Alle køerne var nemme at have med at gøre; de kendte mig, og jeg kendte dem.

Om sommeren havde jeg syv transportspande mælk fra køerne. Det meste af tiden gik de i en indhegning i marken. Ellers var de ude i Sundet, hvor jeg kunne vande dem, da der var en brønd. Over middag cyklede jeg derud og pumpede vand op til dem. Det kunne mærkes på mælken; de satte altid på med den, når de var derude. I marken kunne jeg derimod ikke vande dem, og så måtte de vente, til de kom hjem.

På den vang, hvor der var slået hø, kom der græs igen. Det var i den yderste ende af marken. Der havde jeg køerne i tøjr. Der var en ordentlig række, og de skulle flyttes flere gange om dagen. Jeg havde travlt, for det hjemme skulle også passes. Der skulle muges ud, tømmes og vaskes spande, fodres grise og renses ved dem også. Over middag var der gerne lidt tid, så blev jeg ude hos køerne og kunne give dem to flytninger, inden de skulle med hjem. Jeg lå da ude på græsmarken og hvilede mig ind imellem, at de blev flyttet. Det var dejligt at ligge i græsset og kigge op på skyerne og drømme lidt.

Vi havde også en tyr. Ham havde jeg på græs, men han skulle hjem om aftenen. Jeg kunne ride på ham, men når vi kom ned til gården, var der nogle buske, som han ville klø sig på, og så måtte jeg af. Han havde kun en grime på hovedet, så jeg kunne ikke styre ham, hvis han begyndte at løbe.

Medens jeg var hos David, brød anden verdenskrig ud. Jeg husker tydeligt den dag i september 1939, men jeg tror ikke, det gjorde særligt indtryk på mig. Det var Polen, tyskerne var gået ind i, og vi her i Danmark mærkede ikke meget i begyndelsen.

Det sidste år, 1939, hvor jeg tjente ved David, var jeg fodermester. Det kunne godt knibe mig at vågne om morgenen, hvis jeg var kommet for sent i seng. Jeg skulle op kl. fem. Henning var god til at vågne, og han var flink til at stille sit vækkeur. Så han kaldte på mig, hvis jeg sov for længe.

Endnu et eksempel skal også nævnes her. Om vinteren det år, jeg var fodermester, var der en pige, der skulle hjælpe mig med at malke. Pigen tjente på gården, så derfor skulle jeg kalde på hende om morgenen, men jeg kunne ikke få hende op. Jeg klagede min nød til Henning. “Det skal jeg nok ordne”, sagde han, “jeg går bare ind og sover hos hende om natten”. Som sagt så gjort. Henning svarede om morgenen, når jeg kaldte, og et øjeblik efter var pigen der. Men så faldt hun i søvn ved køerne, og så måtte jeg råbe: “Du sover jo”. Det var ikke ret længe, hun hjalp mig, en to-tre måneder. Om Henning havde en seng derinde, eller han sov hos hende, ved jeg ikke, men der var da ikke noget kæresteri mellem dem. Men flink over for mig var Henning altid.

En dag, jeg var ved at vaske mælkespande, kom sønnen Ejvind og sagde, om jeg ikke kunne holde op med det fløjteri. Det kunne jeg ikke forstå, for der var ingen, der var værre til at fløjte end Ejvind, før han blev gift. Jeg var da godt klar over, at det var konen, Dagmar, der dikterede ham. Ejvind havde altid været flink over for mig. Jeg var efter ham flere gange med hensyn til kosten, men det hjalp ikke. Det var ikke, fordi Dagmar ikke havde noget at lave mad af, men hun forstod det ikke. Jeg var ikke bange for at sige det til Ejvind, for vi havde altid kunnet snakke sammen.

En dag hen på efteråret, da David gik i kostalden, sagde han: “A’ tøves godt, at do ku’ blyv’ et or te’!”. Men det ville jeg ikke, for det var ikke Alberta, der var kone på gården længere, og Dagmar var jo ikke så god til at lave mad, som Alberta var. Jeg var 180 cm. høj og vejede 60 kg., så jeg måtte have været en slem stage at se på. Den ene karl, Henning Lund, rejste også.

Jeg skal måske lige tilføje, at for at være fodermester hos David skulle jeg have 700,00 kr. i løn + 50,00 kr. på vilkår (på vilkår betød, at jeg fik de 50 kr. ekstra, hvis David havde været tilfreds med mig). Jeg fik de 750,00 kr., da det var november.

Når jeg skulle op efter Davids køer, havde jeg den skik at gå op ad A.J.’s markvej. Så drev jeg køerne til den anden ende, og der gik Davids vej. Der skulle køerne kobles sammen. A.J. skulle også tit i marken, og vi fulgtes ad op ad bakken. Han spurgte så en dag, om jeg ville over til ham igen og være forkarl. Jeg var nu lidt betænkelig. Jeg var lige fyldt 18 år i august, og A.J. var vant til at have en fuldbefaren forkarl, da han ikke var så meget hjemme selv.

DEL 8
Forkarl hos A.J. Andersen
november 1939 – november 1940

Enden blev, at jeg flyttede over til A.J. igen den første november 1939. Jeg skulle have 850,00 kr. i løn for det år. Det kunne ses på mig, at jeg var kommet til Mathilde Andersen igen. En dag, jeg kom over til David Pallesens med kontrolkassen, sagde Ejvinds kone, Dagmar: “Som du da er kommet dig, Poul”. Jeg havde taget ti kilo på fra november til jul.

Året hos A.J. var et år, hvor jeg lærte meget, selvom jeg havde mit besvær. Der var to karle mere foruden en gift fodermester, som jeg ikke husker navnet på. Andenkarlen hed Frede Hansen og tredjekarlen Villiam Møller. De to karle var lidt yngre end mig: 17 og 16 år. Villiam havde også tjent der året før. Fodermesteren var ligeledes kommet til november, og han var 22 år.

Vi tre karle, Frede, Villiam og jeg, havde gået i skole sammen og i samme klasse, så det kunne godt knibe med respekten for mig. Dvs. ikke med at udføre det arbejde, jeg satte dem til, men Villiam og fodermesteren var meget gode venner et stykke tid, og det skulle gå ud over mig. Hvor de kunne komme til at genere mig eller ødelægge arbejdsgangen, gjorde de det. A.J. var som før nævnt ikke meget med i det daglige arbejde.

Om vinteren var vi i skoven at fælde træer. Fodermesteren manglede også træ. Villiam gav ham så lov til at fælde nogle enebærtræer, der var derude, uden at A.J. fik det at vide. Jeg skulle ikke have sagt noget, for så havde jeg fået tæv af fodermesteren. Han var meget stærkere, end jeg var. En dag kom A.J. derud for at se, hvad vi havde lavet. Fodermesteren var også derude. A.J. skulle have at vide, hvem der havde givet lov til at fælde de enebærtræer. Det havde Villiam jo, men der skete ikke noget før næste morgen.

Om det var A.J. eller mig, der havde sendt Villiam op i laden, husker jeg ikke, men han var ene deroppe. A.J. gik derop, og døren blev lukket. Hvad der skete, ved jeg ikke, men jeg hørte et ordentligt bump mod porten, og lidt efter kom Villiam grædende ud. Det hjalp på fyren. Efter den tid var fodermesterens og Villiams venskab slut. Fodermesteren havde sikkert også fået en tur. Han rejste så til maj 1940, og den fodermester, Christian Nielsen, som var rejst til november1939, kom igen. Vi kendte hinanden meget godt. Vi havde været naboer året før.

Frede Hansen var en flink ung mand, men han kunne godt se, at jeg var i knibe, så han holdt sig nærmest neutral. Vi skulle være der alle sammen. Villiam Møller derimod var en næsvis hvalp. Det har han også indrømmet over for mig, efter at han blev voksen. Han blev ikke ved med at være landmand, men flyttede til Grenå og arbejdede hos en elektriker. Sidst jeg talte med ham, var han syg, og for et års tid siden døde han.

Det var en hård vinter 1939-40, så den 9. april 1940 var vi ikke begyndt i marken. Jeg husker, jeg vågnede tidligt om morgenen. Jeg kunne ikke forstå, hvad det var for en snurrende lyd. Det var flyvemaskiner, og det var vi ikke vant til på den tid af dagen. Da vi kom op, og jeg var ved at vande hestene ude i gården, kom der også flyvemaskiner. Vi kunne ikke se dem, da det var meget tåget, men kl. halv ni kom Erik Tretow-Loofs far, som boede i huset, der hed “Toftebo”, ned i gården og fortalte, at tyskerne havde besat Danmark og Norge. Den 9. april 1940 tærskede vi, husker jeg, så det var ikke meget, vi så til flyvemaskinerne. Nogle dage efter var vi ved at køre gødning ud, og da så vi, de kom flyvende tværs over Kolindsund, der ligger lavt. Jeg kom kørende med heste og vogn og skulle ned ad A.J.’s stejle bakke, og da kom flyvemaskinerne meget lavt hen over mig. Jeg kan endnu se hestene. De gloede lidt, men blev ikke bange.

Nu begyndte vi at mærke, at der var krig. Det blev påbudt alle, at vinduerne skulle mørklægges, så der ikke trængte lys ud. Alle staldvinduer skulle også mørklægges, og dem var der mange af hos A.J.  Det begyndte ret hurtigt med rationeringsmærker på fødevarer, men på landet mærkede vi det nok ikke så meget. Mange ting havde vi selv. Vi blev da altid mætte, og det var hovedsagen. Udgangsforbud var der også. Vi måtte ikke være ude efter mørkets frembrud, og det kunne sommetider knibe med at overholde det. Alt, hvad der skulle laves udendørs, foregik uden lys.

Men i Sivested var det ikke så farligt til at begynde med, da der ingen tyskere var.

Året gik nu uden de større problemer med mine arbejdskammerater. Det var værre med A.J.’s maskiner. De fleste var slidt op, så det var ikke let. Min erfaring var ikke så stor. Jeg kan huske selvbinderen; den blev kaldt “Metusalem”. Den første dag, jeg kørte med den, høstede jeg rug. Det gik godt, da jeg havde meget ståltråd med. Der var en del “slup” i lejerne, og derfor måtte jeg binde ståltråd om, så de ikke kunne give sig så meget til siderne. Det var især pakkeren, det var galt med. Den var slidt overalt. Men jeg lærte da selvbinderen at kende til sidst. A.J. var slet ikke ude at se, hvordan det gik. Han tænkte nok, at det var bedst for ham at blive hjemme og så lade mig “brase” med det. Jeg kom heller ikke hjem før kl. ni om aftenen, og jeg var begyndt over middag. Der var to og en halv td. land, men jeg fik da alt kornet høstet med den.
Året gik, og vi, Frede, Villiam og jeg, rejste alle tre til november 1940.

…fortsættes – næste gang hører vi bl.a. om Kirstinesminde, nær Nimtofte.

LANDBRUGET VAR MIN STORE DRØM (del 3 og 4)
(fortsættelse)

DEL 3
LIVET VED NORDKANALEN
 –  1920’ erne og 1930’erne

Som før nævnt lå mit hjem i kanten af Kolindsund. Der er en vej og en dæmning imellem mit hjem og kanalen.

Min interesse for fiskeri kunne rigtigt komme til sin udfoldelse der. Det var mest ål, skaller og aborrer, vi kunne fange i kanalen, så hver aften om sommeren skulle jeg have sat orm på mine “fiskegrejer”. De stod så om natten, og om morgenen måtte jeg tidligt op for at se efter dem, for ellers sled fiskene sig af eller døde på krogen. Hvornår jeg stod op, husker jeg ikke, men jeg skulle være i skolen kl. syv. Jeg kan huske, at jeg tit fangede en fem-seks ål om natten, og dem havde jeg flået og renset og var derefter inde at vise dem til mor, inden hun var kommet op. Hvor var det skønt sådan en tidlig morgen at sidde uden for beslagskuret, når solen lige var stået op. Jeg havde et par træknotter; den ene sad jeg på, den anden var min slagteblok

Det hændte også, at jeg stangede ål. Det foregik med en lang stang, hvor der på enden var en tregrenet lyster. Når jeg gik og stak den ned i mudderet, kunne jeg ramme ålene. Om vinteren kunne der ligge mange ål på et sted. Jeg husker, min bror Orla tog 18 ål sådan et sted; han var også lystfisker. I løbet af en sommer kunne jeg fange så mange, at far, mor og mine søskende ikke ville spise ål mere. Så lavede jeg et hyttefad, hvor jeg kom ålene i levende, og solgte dem til fiskemanden, når han kom hver uge.

Kanalen kunne bruges til andet end at fiske i. Vi drenge badede der hver aften, og det var sjovt. Det foregik i “adamskostume”; badebukser kendte vi ikke til. Svømme kunne vi allesammen, så der blev svømmet om kap og gerne med strømmen. Så kneb det med at komme tilbage, men så løb vi på kanten. Jeg er aldrig ufrivilligt faldet i kanalen. Derimod kom min bror Børge engang cyklende og væltede på kanten af broen. Han havde min lillesøster Bodil på tre-fire år på stangen. Hun trimlede ud i vandet, men han fik hende da halet op igen.

Det var sært, at vore forældre ikke var nervøse for os, når vi færdes ved kanalen, men vi var vant til den. Jeg kan dog huske, at vor nabo, Søren Ibsen, på Enghavegård nær var druknet. Det var i begyndelsen af 1930erne. Han var gået ud at bade sammen med sine tre karle. Der var meget højvandet den sommer. Pludselig var der en af karlene, der råbte: “Søren drukner”. En anden af karlene løb ned efter noget reb. Anders Sjørup hed han. Henne på broen sad en feriedreng og fiskede. Han var fra Århus, hed Vagn Thomsen og var 13 år. Han hørte råbet. Jeg kan se det endnu. Han kom løbende hen over marken, samtidig med at han smed sit tøj, og så gik han lige på hovedet i vandet. Han kom slæbende med Søren og lagde hans hoved op på kanten, og så var der straks nogle til at hjælpe ham. De bar Søren ned til gården. Jeg gik lige bagefter, og jeg kan endnu se for mig, hvordan Søren kastede vand op. Min far var også kommet til hjælp. Søren lå i sengen længe, men kom sig efterhånden. Han blev en gammel mand, og han døde i foråret 1985, 92 år gammel. Drengen, der reddede hans liv, havde lært livredning i Århus, så det kom ham til nytte. Han fik da også “Carnegiefondens” redningsmedalje, husker jeg. Jeg har nok været fem-seks år, da det skete.

Om sommeren kunne vi også sejle på kanalen. Aksel Andersen havde en båd, som vi godt måtte låne. Om vinteren, når kanalen var gået over sine bredder, og det blev frostvejr, var der is på den. Så var der nogle vældige skøjtebaner. Jeg havde en isslæde, og den kunne der rigtigt komme fart på. Men kanalen kunne godt være farlig at færdes på, når den var isbelagt. Der kunne være våger, da strømmen gik under isen, og vi kunne ikke se, hvor den var tynd. Men i de hårde vintre 1940-41-42 var kanalen bundfrosset. Da kunne vi cykle på den til Kolind.

Det mest spændende for os drenge var, når muddermaskinen kom og ryddede bunden af kanalen for mudder. Det var gerne om efteråret eller vinteren, hvis der ikke var is på den. Det skete dog kun få gange i den tid, jeg var dreng, at muddermaskinen kom forbi mit hjem. Jeg husker engang, at muddermaskinen væltede mudderet ud til den side, hvor mit hjem lå. Da måtte der sættes brædder op, så at mudderet løb ned ad vejen, der gik ud i Sundet. Muddermaskinen øste mange ål op, så det var en sport for os drenge at fange dem. Der blev spist ål i mange hjem i den tid

Jeg skulle måske skrive lidt om, hvordan muddermaskinen så ud. Det var et værre monstrum at se på. Den flød på vandet, og som drivkraft var der en petroleums- eller dieselmotor. Det lugtede fælt af olie, når vi var nede i maskinrummet. Der var to rækker store skovle, som gik langsomt rundt og skrabede mudderet op fra bunden. Når de kom i top, vippede de rundt og væltede mudderet ned i en slidske. Slidsken rakte ind over land. Der gik nogle skrabere i bunden af slidsken, og mudderet væltede så ud af den. Fremdriften skete ved, at der var to store ankre, som var haget fast i jorden på hver sin side af kanalen. På ankrene sad der store kæder, som gik hen til nogle trisser, som langsomt gik rundt på maskinen. Sådan sneg muddermaskinen sig stille og roligt frem. Ankrene skulle flyttes, når maskinen kom hen til dem, og det foregik i en pram. Broerne over kanalen skulle trækkes op, som muddermaskinen kom frem til dem. Det var træbroer med nogle tykke jernplanker underneden.

Jeg husker også de mennesker, der arbejdede ved muddermaskinen. Der var Niels Pedersen Quist, en stor, kraftig mand med et kraftigt, gråt hår og nogle mægtige, store, grå øjenbryn. Han passede maskinen. Der var J.P. Abel, Albert “Sluprøv” Rasmussen og Søren Villumsen. De to andre, som arbejdede ved kanalen, var Laurits, jeg husker ikke hans efternavn, men han boede omme i Kolindbro, og Alfred Nielsen, han var genbo til mit hjem, og boede i Pognæs’s hus.

Om sommeren slog de grøden i bunden af kanalen. Det foregik med et langt savblad. Arbejderne gik på hver sin side af kanalen og skiftedes til at give et lille ryk i savbladet. Kanterne langs kanalen blev slået med le. Ja, der var mere arbejde med det dengang. I dag har man både gravemaskine og klipper til bund og kant.

Jeg har skrevet om hønseriet på “Øen”. Jeg havde også selv dværghøns og duer, da jeg var dreng. Det har altid interesseret mig, så selv den dag i dag har jeg racehøns og ænder. De første dværghøns fik jeg af min fætter, Johannes Johnsen, i Thorsø. Jeg kan stadig huske dem. “Kokken” havde dobbelt kam. Engang var far ved at slå nogle ben i stykker, så hønsene kunne få marven indeni. Da stak kokken hovedet ind under, så far kom til at slå den, så den døde. Som jeg græd, og mor var vred på far, for jeg var så glad for mine høns. Hvad hønen blev til, husker jeg ikke. Jeg har nok ikke været mere end fire-fem år dengang.

Da jeg var omkring ti år, fik jeg et par dværghøns af Johannes igen, og dem havde jeg megen glæde af. Aksel Andersen havde en dværghøne, som jeg fik af ham, så havde jeg én kok og to høner. Kokken må være død for mig, for jeg husker, jeg købte en anden hos Svend Meinicke i Sjørup. Den var sort med gule stænk på vingerne. Den var pæn, syntes jeg.

Engang var en høne blevet væk for mig. Hun havde lagt æg i en pinddynge ovre på dæmningen, og der fandt jeg hende. Hun lå og rugede, og der kom 13 kyllinger. Den anden høne havde også kyllinger, men hvor mange husker jeg ikke. Jeg fik også ruget kyllinger ud i rugemaskine hos Kristian “Ømand”. Engang kom der fem kyllinger, men jeg havde ingen skrukhøne til dem. Mor havde dem så inde i køkkenet i en kasse med en varmedunk, og de klarede sig fint.

Duer havde jeg nede ved fars hønsehus i et slag, som jeg selv havde lavet. Der var mange, for jeg kunne ikke nænne at slagte dem. Men da jeg kom ud at tjene og ikke selv kunne passe dem mere, solgte far dem.

Orla have en tam gråkrage, der hed “Pelle”. En dag, hvor han havde været cyklende over til vores fætter, Karl Johnsen i Thorsø, for at hente nogle dværghøns, fandt han, i et træ på vej gennem Kristiansminde, en kragerede fyldt med krageunger. Orla tog en af ungerne og puttede i sækken til dværghønsene. Krageungen blev meget tam og kom, når vi kaldte på den. Jeg husker, at når Orla cyklede, sad “Pelle” på cykelstyret. Vi børn gravede orm op i hønsegården til den. Om natten sad den ude i pæretræet i haven. Far var gal på den, fordi den lavede spektakel, og Aksel Andersen klagede over, at den tog hans bær i haven. Til sidst fik jeg af far bud på at tage “Pelle” med over på A.J. Andersens mark og slippe den fri der. Det gjorde jeg, og vi så den aldrig mere.

Jeg havde en kat, der hed “Mutte”. Den havde jeg også fået af min fætter Johannes i Thorsø. Jeg husker endnu den søndag i 1927, da han kom med den. Den var noget fortumlet, da den kom ud af sækken, og derfor stak den af op i et træ ovre i naboen Søren Ibsens have. Jeg kravlede grædende op i træet efter den og må nok også have fået fat i den. Vi havde megen fornøjelse af den, vi seks søskende. Sommetider sad den og kiggede hen på mor, og så vidste hun, hvad den ville. Hun åbnede ovnlågen, lagde et sækkehåndklæde derpå, og “Mutte” hoppede op og lagde sig. Engang var den kommet for langt ind i ovnen, og mor havde nok ikke tænkt over det og lukkede lågen. Katten begyndte at klage over varmen; så åbnede hun lågen, og katten sprang ud. “Mutte” blev meget gammel. Jeg har nok været seks-syv år, da jeg fik den. Mor skrev til mig, da jeg var på Haslev Landbrugsskole som elev, at nu var den død, og da var jeg 26 år, så “Mutte” har været omkring 20 år, da den døde. Den fik mange killinger, gerne to kuld om året, så vi havde tit en killing at lege med.

En anden ting husker jeg også. Kristian “Ømand” havde købt nogle gåseæg. De skulle ruges ud, men der kom kun én gæsling, og den fik jeg. Far havde en gammel skrukhøne, og hvert år, når hun blev skruk, købte han en flok af de kønssorterede hanekyllinger til at sætte til hende. Det år havde hun 32 hanekyllinger. Der satte jeg gæslingen til, og skrukhønen tog også den. Det var et stolt syn, når hun kom med 32 kyllinger og den ene gæsling. Den hed “Lasse”, men var en gås, og vi kunne selvfølgelig ikke nænne at slagte den. Aksel Andersen købte den til avlsgås, og efter hvad jeg husker, fik jeg 20 kr. for den.

Jeg har skrevet, at søndagsskolen holdt juletræ. Søndagsskole blev der holdt hver søndag i missionshusets lille sal. Der var mange børn, der gik i søndagsskole. Det var næsten en selvfølge, at det skulle vi. Der var flere, der skiftedes til at lede den. Det var bl.a. lærer Niels Nielsen, A.J. Andersen, gartner Hakon Hansen fra Sivested Odde, Jens B. Østergård på Pognæs og en enkelt gang fru Anne Mette Sørensen fra Kirstinesminde. Det var sådan lidt ud over det almindelige, når det var fru Sørensen. Hun kom kørende i en charabancvogn med to store jyske heste for og en af karlene som kusk. Den dag måtte vi opføre os ordentligt. Det kunne ellers godt knibe lidt. Drengene, som sad på de nederste bænke, ville prikke pigerne, som sad foran, i enden.

Alt, hvad der foregik i missionshuset, blev bekendtgjort i skolen af lærer Nielsen. Han sagde det til os, og så skulle vi sige det hjemme. F.eks. når der kom en missionær til et aftenmøde, eller hvilket klokkeslet der var søndagsskole. Hvornår søndagsskolen foregik, rettede sig ind efter, hvornår der var kirketjeneste i Tøstrup, så det skiftedes til enten at være kl. ti eller kl. fjorten.

Det var spændende, når året var omme, hvem der havde været i søndagsskole flest gange. Vi fik en streg i en bog ud for vores navn hver gang, vi havde været der. Jeg nåede vist aldrig at være den, der opnåede flest streger, men jeg var da tit i søndagsskole

Sport har altid interesseret mig lige fra dreng af. Vi var mange unge på landet i Sivested, ja, vi var så mange, at der kunne blive to hold til fodbold. Der var gerne træning to gange om ugen, men kun om sommeren, da vi ingen sportshal havde, som de har nu. En sommer var jeg både målmand for Sivested fodboldhold og for Tøstrup-Skiffard håndboldhold. Der gik fire aftener om ugen med det, men sjovt var det. Vi var tit ude til kamp og lærte mange andre unge at kende.

Da jeg blev 23 -24 år, var jeg ikke hurtig nok som målmand længere; jeg spillede så ude på banen. Det var i håndbold, at jeg klarede mig bedst, da jeg var temmelig høj og god til at hoppe. Jeg spillede gerne back, da jeg ikke havde et hårdt skud som så mange andre.

Del 4

SIVESTED-BORGERE

omkring 1930 – 1940

Når jeg tænker på min barndom i Sivested, husker jeg også mange ældre mennesker. Dengang var der ikke de gode sociale forhold, som der er i dag, men ligefrem nød kan jeg ikke sige, der var. Jeg vil fortælle lidt om disse mennesker, som, syntes jeg, var meget gamle, set med mine barneøjne.

Der var Marie Prip. Hun sad i kørestol; det var leddegigt. Hun havde en fremmed pige til at passe sig. Den første pige, jeg husker, hed Petra. Senere var det en pige, der hed Marie Poulsen fra Kærby, som passede hende. Marie og Petra boede i et gammelt hus næsten over for mejeriet henne ved “Koustbakken”, som Koustrupbakken blev kaldt. Marie havde to geder, som græssede på en lille lod, hun havde på den anden side af landevejen. Der havde hun også et hønsehus. Om sommeren var de sommetider henne ved min mor for at få eftermiddagskaffe. Jeg kan endnu se, når de kom hen ad vejen, og Petra skubbede Marie. Der var nogle store hjul på kørestolen, og når den skulle ind i vores forgang, så måtte de vippe den. Marie Prip var altid i sort kjole og havde sådan en sort krans på hovedet. Min søster Erna og jeg var sommetider henne hos hende. Efter hvad husker jeg ikke, men der var sådan en egen lugt derinde. Der var jo ikke centralvarme dengang. Der stod et stort, gammelt æbletræ lige uden for huset. De æbler smagte godt, husker jeg.

Deres naboer Mariane og Anton Terkelsen var også ældre mennesker, og i mine øjne meget gamle. De havde ti børn, og der var en datter og en søn, som boede hjemme. Flere af børnene havde større stillinger; en var sparekassedirektør, en mejeribestyrer, og en var i Amerika, men han døde derovre. Han kom hjem i en zinkkiste og blev begravet på Tøstrup kirkegård. Jeg husker, de talte om, at han var meget rig. Anton Terkel var vejmand. Han passede vejen fra Koustrup og til Vedø-broen. Det var en grusvej dengang. Han kom ganske langsomt cyklende på sin gamle damecykel, men der var også huller i vejen; den var et helt vaskebræt at køre på. Mariane husker jeg ikke meget andet om, end at hun gik udenfor. Hun havde et stort forklæde på og en kæp i hånden og smilede til os børn.

Deres datter, der var hjemme, hed Marie (Misse) Terkelsen, og sønnen hed Søren Terkelsen. De var ugifte og passede den lille ejendom. Det var meget dårlig jord, men de fik alle føden der. De var måske lidt af det, man kan kalde originaler, men de var meget flinke, og mange børn rendte henne hos dem.

Sivested fodboldhold, Old boys 1943

Søren Terkelsen var ivrig fodboldspiller. Han opbevarede byens fodbold. Der var et godt fodboldhold i Sivested, så stærkt, at de kunne vinde over Trustrup. Det var meget spændende, når der var fodboldkamp. Det foregik henne bag ved Pognæs ned efter Koustruplund. Så var der mange mennesker for at se på det. Søren spillede back. Han var stor og stærk, og jeg kan se endnu, når han ramte bolden lige med tåen. Så skal jeg love for, at bolden kom væk. Søren havde to små islænderheste. Det var et helt skuespil at se ham, når han kom kørende med dem. Ude i Sundet hentede han et lille læs grønt og kom så kørende forbi mit hjem med det. Han stod op i vognen og holdt krampagtigt fast i tømmen og stirrede ned på de små heste. Han var bange for dem, sagde folk. Søren kunne godt lide at gøre nar af sine bysbørn og lave sjov nytårsaften.

Misse husker jeg som altid værende sød og rar, og mange små piger gik hen til hende og sad i hendes stue. Det var et meget gammelt stuehus, men der var rent og pænt. Vi drenge var også sommetider inde at få noget af hende; det var gerne småkager.

Et andet ældre ægtepar, som også er værd at omtale, er Katrine og Anders Jensen, Missionshus Anders Jensen, som han blev kaldt i daglig tale. De havde et lille hus, der lå nede bag ved missionshuset. Han passede missionshuset, gjorde rent ude og inde og fyrede op, når der skulle være noget om vinteren. Det var altid i den fineste orden. Det var der også udenfor og inde i deres eget lille hjem. Husets gavl lå op til skolens legeplads. Når vi i skolen sad oppe i ribberne, kunne vi se over en stor hæk og ned i hans have. Den var også altid i fineste orden. Ligeså var det med dem selv og deres påklædning. Når Anders ikke var på arbejde, havde han blankpudsede spidstræsko på. Han gik ikke meget på arbejde, men i den tid, jeg kan huske, hjalp han sommetider David Pallesen med dræningerne ude i Sundet. Derudover mindes jeg ikke, at han lavede noget.

Hans kone, Katrine Jensen, strikkede og syede for folk. Jeg husker da, at jeg har været med mor deroppe, da Katrine skulle lave noget for hende. De kom også sommetider ned til min far og mor og fik deres aftenkaffe. Jeg synes, det var mere almindeligt dengang, at mennesker besøgte hinanden uden at være inviteret. De sad og hyggede sig sammen, fik deres kaffe og gik ret tidligt hjem. Anders og Katrine havde ingen børn.

En anden, som ofte kom ned til mine forældre om aftenen, var Aksel Andersens far, Anders Peter Andersen. Anders Peter havde vist aldrig været særlig rask. Jeg husker ham som en tynd mand med en svag stemme. Anders Peters kone hed Franciska, og hun havde syskole for de større piger i skolen.  Det første, jeg kan huske, var, at Anders Peters gård var forpagtet ud til en mand, vi kaldte for forpagter Anders Andersen. Men da Anders Peters søn, Aksel Andersen, blev gift med Karna i 1926 eller 27, overtog de gården, og Anders Peter og Franciska fik en lejlighed (aftægtsbolig) i den ene ende af stuehuset. Franciska døde, da jeg var 12-14 år, så Anders Peter blev enkemand. Han blev en gammel mand, 86 år. Jeg kan se ham komme gående, når han skulle til eller fra kirke. Der var tre km. til Tøstrup, og han havde fart på; det regnede han ikke for noget at gå den tur. Jeg har aldrig set ham cykle, men det kunne Franciska.

På min “vandring” blandt personer i Sivested, er der en, som set med mine øjne ikke skal glemmes. Det var “Central Jens”. Jens Sørensen passede Sivested Central. Han var ungkarl, vel omkring 40 år, da jeg var 10-12 år. Sivested Central havde til huse i en lille villa, der ejedes af gårdejer Søren Kahr. Hans søster havde før haft centralen; hun hed Else Kahr. Jeg kan huske hende, inden hun døde. “Central Jens” var ansat af Søren Kahr til at passe centralen. Vi tre drenge, Trier Skiffard, Knud “Tømrer” Andersen og jeg rendte tit op til “Central Jens”, når der ikke var noget at lave nede ved Aksel Andersen. Det var især om vinteren, fordi der var en god varme hos ham, da der var kakkelovn.

Vi lærte, hvordan sådan en central virkede. Det var, før der blev selvvalg på telefonen. Når f.eks. min far ringede op, vi havde nr. 3, så faldt den klap ud på centralen, der havde nr. 3. Der stak Jens så en prop i, som den kaldtes. Så kunne far forlange Aksel Andersen, som havde nr. 11. Så stak Jens en prop i ved nr. 11, tog så proppen ud ved nr. 3 og trykkede på en knap, så ringede det hos Aksel Andersen. Så stak han proppen i nr. 3 igen, og så var forbindelsen der, så de kunne tale sammen. Det skulle være to propper, som havde samme farve. Der var flere forskellige farver på propperne, således at der kunne være flere forbindelser på en gang. Når nogle var færdige med at tale sammen og ringede af, faldt en klap ned med den farve, som de propper havde, der lige havde været i brug.

Jens var en meget flink og rar mand og fuld af sjov. Vi kedede os ikke i hans selskab. Han kom meget ned til Aksel Andersen og mine forældre. Centralen lukkede kl. otte om aftenen. Der var ikke vagt på, medmindre man bad Jens om at blive der, hvis der var nogen, der var særligt syge og skulle have læge om aftenen.

Når Jens var nede og få sin aftenkaffe hos mine forældre, skulle vi spille kuglespil. Det var et spil, hvor vi stødte til en kugle på størrelse med en nød. Kuglen skulle falde i nogle rum, hvor der var forskellige numre. Der var 20 kugler, og der blev så talt op, når alle kuglerne var spillet. Jens lavede sjov med det, og vi børn morede os, kan jeg huske. Jeg har talt med ham en enkelt gang siden. Han var da blevet afløser ved Jysk Telefon. Dengang arbejdede han ved Ålsø Central og kom cyklende her igennem Fladstrup.

Som nabo til centralen havde købmand Anders Jensen sin forretning. Han og hans kone var ældre mennesker, og forretningen gik ikke særlig godt for dem. Det resulterede i, at mange fra Sivested handlede hos fru købmand Petra Frandsen, der havde forretning i Kolind. Fru købmand Petra Frandsen var en markant personlighed i det lille lokalsamfund. Hun var en nydelig, ældre dame. Flink var hun også. Når mor havde bestilt varer hos hende, kom buddet, Aksel Jensen, som blev kaldt “Aksel Dagligbud”, med varerne, og der var altid et kræmmerhus bolcher med til os børn. Enden blev, at fru Frandsen stillede en filial an i Sivested. Det var i den samme villa som centralen. Centralen blev flyttet ovenpå, og der var så forretning nedenunder.

Fru Frandsen ansatte en bestyrer. Den første hed Friis. Efter ham kom der en, der hed Larsen. Forretningen var et samlingssted for de unge lørdag aften. Om aftenen var der åbent til kl. otte, men klokken blev sommetider både ni og ti, inden han lukkede, selvom han skulle lukke kl. otte efter loven. Bestyreren var nok blevet meldt til politiet, for en vinteraften holdt der to betjente et lille stykke derfra. Det var Techen, Femmøller, og hans bror Techen, Tranehuse. Jeg var den første, der forlod forretningen, og skulle selvfølgelig hen og se, hvorfor den bil holdt der. Jeg gik lige i fælden uden lys på cyklen. Aksel Andersen blev også snuppet. De andre kom ud ad bagdøren, så dem skete der ikke noget, mens Aksel og jeg blev noteret. Bestyreren blev også noteret, men han ville ikke betale bøden, så vi endte alle tre i retten i Ebeltoft. Aksel og jeg som vidne. Jeg havde betalt min bøde, men Aksel og bestyreren slap, så jeg var godt ærgerlig. Mor var vred på mig over, at jeg allerede skulle i retten. Jeg var vel 15 år dengang. Men jeg har da kun været der én gang siden. Det var med en dreng, jeg havde her på Dalkær, som jeg skulle ud at sige god for. Han var anklaget for at have taget en anden karls ur. Han stjal vist aldrig siden, så vidt jeg ved.

Sivested Skole blev nedlagt i 1939. Sivested og Tøstrup Skole blev lagt sammen, og der blev bygget en ny skole mellem de to byer, Tøstrup Centralskole. Fru Frandsen købte bygningen, hvori den tidligere skole havde til huse, og flyttede sin forretning derhen.

Den før omtalte købmand Anders Jensen havde solgt sin forretning og var flyttet fra byen. Der var nu en anden købmand Jensen, der købte den. Det var omkring 1937-38. Han solgte den så igen til en mand, der hed Kristrup Johansen. Han havde den, til byen købte begge forretninger, både hans og Fru Frandsens, og lavede en brugsforening i den gamle skole, hvor fru Frandsen havde forretning. Den gamle købmandsforretning blev solgt til en, der hed Alfred Svenningsen med den klausul, at der ikke måtte være forretning mere. En mand, Erik Tretow-Loofs far, var ikke tilfreds med, at der var oprettet en brugsforening. Han stillede så en købmandsforretning an lige over for den gamle forretning i villaen “Toftebo”, som Niels Andersen havde bygget, så der var stadig to forretninger i byen, brugsforeningen og Tretow-Loofs købmandsforretning. Derforuden havde en mand, der hed Aksel Pallesen, en lille biks, hvor han solgte is og tobak m.m..

Jeg vil tro, at jeg var omkring fem år den første gang, jeg skulle gå til købmand for mor. Jeg havde mine små spidstræsko på, og jeg var vant til ikke at måtte gå ind med træsko på, når der var trægulv, så jeg satte dem pænt uden for døren. Den første købmand Anders Jensen havde en søn, Frederik Jensen, som var hjemme; han skulle vel forestille at være kommis. Han var omkring de 40 år. Der var ikke megen handel, men han var altid i forretningen. Der var nogle, som gik derind, om ikke andet så for at snakke, og det kunne ” Frederik Kjømand”, som han blev kaldt. Han var den fine mand at se på, blåt jakkesæt, hvid flip, sort slips og glatbarberet. Han havde den vane, at han satte hænderne sammen, blæste i dem og gned dem så mod hinanden bagefter, som om han frøs dem. Jeg kan tydeligt se endnu, hvordan han gjorde. Jeg har aldrig set ham uden for husets fire vægge; man kan vel sige, at han var en ener, og ikke som folk er flest.

Jeg fortsætter lidt længere hen i byen. Der boede Marie “Ras”, hvis rigtige navn var Marie Pedersen. Hun var enkekone og boede i et lille hus af røde sten og med stråtag. Huset blev fjernet, da vejen Kolind – Grenå blev udvidet omkring 1940-45. Hun kom også sommetider ned til mine forældre om aftenen for at snakke og få sin aftenkaffe. Hvad hun foretog, sig ved jeg ikke; hun arbejdede ikke for nogen; hun hverken strikkede eller syede.

Men én ting husker jeg om Marie “Ras”. Mens jeg var tredjekarl ved A.J. Andersen, var det skik, at der skulle bæres en spand vand op til hende hver morgen. Der stod en tom spand uden for hendes dør, som jeg hældte vandet i. Vi spiste til morgen kl. halv syv og var gerne færdige ti minutter i syv. Derefter skulle jeg op med spanden, så jeg var klar til at følge med i arbejdet kl. syv. Hun var såmænd ikke ringere, end at hun selv kunne hente sit vand. Hun kunne da trave rundt i byen, men skikken varede ved. Jeg var forkarl ved A.J. to gange, og den anden gang, jeg tjente der, måtte tredjekarlen også op med vand til hende. Hun havde et mægtigt stort pæretræ i haven, altid med en masse pærer i, som var runde. Mor fik sommetider nogle af hende, og de smagte godt.

Lidt længere henne i byen boede der et gammelt ægtepar, Julius Petersen og Anna Kolding. De havde været gift før og var altså enkefolk begge to. Det gik meget varmt til, mens de var forlovet, efter hvad folk sagde. Jeg husker det ikke. Den ene boede i Sivested og den anden i Fannerup. Når de havde besøgt hinanden og skulle skilles og således var kommet et lille stykke fra hinanden, løb de sammen igen. Men det varme forhold var hørt op i den tid, jeg kendte dem. Anna Kolding var slem ved Julius. Han havde det ikke godt; han var næsten blind og måtte opholde sig uden for hjemmet meget af tiden. Om sommeren lå han tit og sov i en skov, der var lige oven for huset. Det var ikke almindeligt, at ældre koner var klippet dengang, men det var Anna Kolding. De sagde, hun brugte en kasserolle, som hun satte på hovedet og klippede efter.

Julius hentede vand nede ved A.J. Andersen. Der var et par dage, vi ikke havde set ham. Det var i den hårde vinter 1940. En middag, hvor vi sad og spiste, sagde A.J. til tredjekarlen, han hed Villiam Møller, om han kunne løbe op og se, hvordan Anna og Julius havde det. Da Villiam kom ind, sagde Anna Kolding: “Jeg kan da ikke forstå, Julius siger ingenting, når jeg snakker til ham”. Villiam kunne se, at han lå inde på sin seng med tøjet på og var død. Hvad der blev af Anna Kolding, husker jeg ikke. Hun var gammel og var vel det, man i dag kalder dement. Dette er et eksempel på, at de sociale forhold dengang var dårlige for de mennesker, der ikke havde nogen familie eller andre, der så efter dem dagligt.

Anna Kolding og Julius Petersens hus var bygget sammen med et andet. Julius`s var vel nærmest bindingsværk og med stråtag, men det andet var bygget om og havde fast tag og hvide mure. I dette hus boede Per “Vollemand” Jensen og hans datter Kirstine. Per var en ældre mand og havde haft en ejendom i Koed, men havde solgt den og var så flyttet til Sivested. Kirstine var sypige. Jeg husker, at jeg sommetider var med mor deroppe, når hun skulle have noget syet. Det var gerne en kjole til min søster Erna. Der var sådan en sær lugt derinde. Jeg kunne tænke mig, at der skulle spares på varmen, og så blev der nok ikke lukket frisk luft ind.

Per “Vollemand” var en flink gammel mand. A.J. Andersen havde en roekuleplads liggende bag hans hus. Når vi arbejdede der, kom Per om og snakkede med os. Jeg husker engang, han havde gået og snakket med os. Så sagde han: “Nå, a ska’ vel hen te’ købmanden og slå en bette handel a”!

Per havde nogle høns. Det var tværstribet Plymouth-Rocks, og de var pæne, syntes jeg. Lidt efter kunne vi se Per gå hen ad vejen med en kurvfuld æg under armen og stokken i den anden hånd. En ejendommelig gammel mand med kasket på. Han skulle så have købmandsvarer med hjem for æggene.

Den sidste gang, jeg var ansat hos A.J. Andersen, døde Per “Vollemand” Jensen. A.J. Andersens nabo, Viktor Klemmesen, og jeg lagde ham i kiste. Per “Vollemand” var en bror til min kones bedstefar, Rasmus Jensen. De stammede fra Attrup ved Ryomgård. Rasmus Jensens datter, Marie Katrine Jensen, var hos Pers datter Kirstine, da hendes far blev syg. Marie K. Jensen (Moster Rie) var søster til min svigermor. Jeg husker, da jeg så Marie K. Jensen første gang. Det var nogle dage, efter at Per var blevet begravet. Vi tre karle, Peder Nielsen, Søren Kristian Møller og jeg, der tjente hos A.J., var oppe at få aftenkaffe hos Kirstine, og da var Marie K. Jensen der. Da havde jeg ikke tænkt, at jeg skulle få så meget med hende at gøre, som jeg senere fik. Hun boede i Skødstrup. Hun havde aldrig været gift og ernærede sig som sypige der.

Marie K. Jensen kom tit på besøg her på gården Dalkær i Fladstrup, især om vinteren. Da min svigermor, Anna Pallesen, døde i 1969, flyttede Marie ud til os på Dalkær og boede her i godt syv år. Hun blev 95 år og døde i 1977. Hvor var hun flink og rar ved os, så det var syv dejlige og uforgemmelige år, vi havde, mens hun boede her. Hun blev aldrig kaldt andet end “Moster”. Det var jo min kones moster, men hun blev kaldt Moster af alle i hele byen.

En anden person, som jeg synes skal nævnes, er Alfred Bjerregård. Han var omkring 30-35 år, da jeg var ti år. Han var murersvend og arbejdede for sin svoger, murermester Harald Bang. Alfreds kone hed Kirstine Bjerregård. De havde otte børn. Jeg gik i skole med nogle af dem bl.a. Egon Bjerregård. Kirstine var kogekone ved min konfirmation. Hun døde forleden og blev begravet den 20. januar 1985. Hun blev 82 år. Hun havde da været enkekone i flere år.

Det, jeg husker om Alfred, var, at han var ivrig jæger og lystfisker. Når Alfred kom med sin fiskestang, var det spændende at følge efter ham. Han havde en sjælden evne til at fange noget. Det var altid gedder, han fiskede efter i kanalen. Siden jeg er kommet her til Fladstrup, har jeg talt med ham, når han kom på sin knallert og skulle til Glatved Strand for at fange torsk. Han havde en datter, der boede der i nærheden.

LANDBRUGET VAR MIN STORE DRØM (del 1 og 2)
af Poul Smed Petersen
Fra smedesøn i Sivested til gårdejer i Fladstrup,

Publiceres med tilladelse af Det Historiske Udgiverværksted i Grenaa 2000

Forord

I de lange vinteraftener 1985 – 86 fik jeg lyst til at skrive mine erindringer fra barndom og ungdom. En af de sorte “kina-bøger” med røde hjørner blev indkøbt, og jeg begyndte at skrive i den. Efterhånden som jeg skrev, dukkede der flere og flere minder og detaljer op. Det var en stor fornøjelse for mig at skrive disse erindringer, og nu er det en endnu større glæde for mig, at Det Historiske Udgiverværksted i Grenaa vil mangfoldiggøre dem.

Men for at dette kan lade sig gøre, skylder jeg en tak til min datter, Mona Dalkær Jacobsen, som har tydet mine “kragetæer” og derefter renskrevet manuskriptet og indhentet billedmaterialet. Billederne er fundet i egne fotoalbum, men Leif Vestergård, Åse Krag Andersen, Glady Petersen, Ingrid Petersen, Erna Jacobsen samt egnsarkiverne i Midtdjurs og Grenaa har også leveret en del af billedmaterialet, for hvilket jeg hermed også vil takke.

Takken skal også omfatte Inge Larsen, Bent Kjeldsen og Børge Kjær fra Grenaa Egnsarkiv, som har læst korrektur, redigeret tekst og billeder og stået for den tekniske del af udgivelsen.

Med disse erindringer håber jeg at medvirke til at give et tidsbillede af før- og efterkrigstidens liv og arbejde på landet.

—————

Hermed foreligger den fjerde udgivelse fra Det historiske Udgiverværksted i Grenaa. Et efterhånden fast og rutineret makkerpar – lægesekretær Inge Larsen og Bent Kjeldsen fra Grenaa Egnsarkiv – har klargjort manuskriptet til trykning. Også den endelige tekst- og billedredigering har de foretaget på egnsarkivets edb-maskiner. Tak for et vel udført arbejde og for et godt og gemytligt samarbejde om opgaven.

Læserne skal lige vide, at der ligger mange, mange timers arbejde bag en sådan udgivelse. God fornøjelse.

                                                                                                                Udgiverudvalget

Indholdsfortegnelse

1.     En lykkelig barndom i Kolindsund
2.     Mine legekammerater hos Aksel Andersen
3.     Dreng på “Øen”
4.     Livet ved Nordkanalen i 30-erne
5.     Sivested-borgere omkring 1930 – 1940
6.     Karl hos A.J. Andersen
7.     En mislykket smedelærling
8.     Hos David Pallesen
9.     Forkarl hos A.J. Andersen
10.   Kirstinesminde
11.   Frydenslund
12.   Benzonshøj
13.   Højskoleliv i Nørre Nissum og Rønde
14.   Trondholm ved Thorsager
15.   Forkarl hos A.J. Andersen igen
16.   Karl hos Søren Ibsen i Sjørup
17.   Enslevgård
18.   Haslev Landbrugsskole
19.   Pedersminde
20.   Karl hos Anders Papsø
21.   Dalkær
22.   Bestyrerplads på gården Molle
23.   Bryllup


En lykkelig barndom i Kolindsund

1921 – 1929

Jeg er født den 19. august 1921 i Tirstrup som søn af smedesvend Valdemar Petersen og hustru Ane Johnsen. Min far var fra Trustrup, hvor min farfar, Peter Anton Petersen, var kørende post til Tirstrup, og min mor var fra Thorsø Mark ved Grenaa, hvor min morfar, Rasmus Johnsen, havde en gård. Mine forældre lærte hinanden at kende, da mor var stuepige hos min fars forældres nabo, doktor Elmquist i Trustrup. Min far startede som smedesvend ved smeden i Drammelstrup, det, som nu hedder Jydeland. Smeden var hans morbror, som hed Jens Jensen. Mine forældre boede da i Tirstrup, hvor jeg også er døbt.

Det kneb mange gange at få pengene ind hos bønderne, så far havde veksler med mange af dem, som han selv måtte kautionere for. Jeg har  mange gange cyklet til Kolind Bank med veksler, der skulle omsættes. Det fik jeg 25 øre for, og de skulle i min sparebøsse. Sparebøssen blev tømt til jul. Det var meget spændende, for far havde nøglen. Min søster Erna havde også en sparebøsse, og den aften, bøsserne skulle åbnes, måtte vi blive længere oppe. Til daglig skulle vi i seng, inden far kom ind fra smedjen omkring kl. seks, så vi kunne få en ordentlig nattesøvn. Jeg har altid haft et godt sovehjerte, men Erna var durkdreven. Jeg faldt hurtigt i søvn, og så stod hun op igen, men det opdagede jeg jo ikke, men hvad, jeg tog ingen skade af det.

Da vi blev lidt større og var begyndt i skolen, og mine to yngste søstre Bodil og Jonna var født, var vi oppe hver anden aften, dvs. den aften, hvor vi ikke skulle i skole dagen efter, da vi kun gik i skole hver anden dag. Jeg gik i yngste klasse i to år og hoppede derefter op i ældste klasse. Der var mange, som gik i yngste klasse og ganske få i ældste. Jeg var da så lille, at læreren ikke ville have mig med på udflugt; han var bange for, at jeg ikke kunne klare mig. Så jeg fik en krone af ham i stedet.

på den tid, det ser jeg nu, da jeg er blevet ældre. Han var enelærer, og da der kun var to klasser, var der flere årgange i samme klasse, der skulle undervises. Jeg husker den første dag, jeg var i skole, det var den første maj 1928.Vi havde fået fri til middag, men jeg skulle i skole igen om eftermiddagen. Skolen lå ikke ret langt fra mit hjem, så jeg var hjemme at spise til middag hver dag. Min barnelegekammerat hed Åge Ibsen. Han var nabo til mit hjem, og hans far, Søren Ibsen, ejede gården ”Enghaven”. Åge var et år ældre end mig og gik også i skole, så jeg havde ingen at lege med, når han var der. Der var mange kunster i Åge. Vi sad ved siden af hinanden på skolebænken. Vi blev hørt begge to på én gang, og vi kunne ikke vores lektier. Vi skulle derfor “sidde efter”, som det kaldtes, når de andre havde fået fri. Jeg gav mig til at tudbrøle, så læreren kunne se, at det kunne ikke hjælpe noget, for jeg fik ikke læst det, jeg skulle. Han gav mig fri, men Åge måtte blive. Et øjeblik, efter at jeg var kommet hjem, kom Åge også. Han sagde: “Jeg gav mig da bare til at græde ligesom dig, så fik jeg også fri”.

Åges bedstefar, Niels Andersen, som var formand for Kolindsunds lodsejerlaug, havde en gammel Fordbil. Når den skulle startes, skulle det ene baghjul løftes. Der var ingen selvstarter, men pedal-gear. Når han så langt om længe havde fået bilen startet ved at trække i et håndsving i snuden, løb baghjulet rundt. Nu skulle Åge sænke bilen ned, men forsigtigt, som hans bedstefar havde forklaret ham. Bedstefar satte sig ind til rattet. Så sagde Åge til mig: “Nu skal du bare se, Poul, hvordan bedstefar ser ud, når jeg nu lader den plumpe ned”. Det gjorde han så, og det resulterede i, at bilen gav et ordentligt hop ud af garagen og gik i stå. Så behøver jeg vist ikke skrive mere om, hvordan Åges bedstefar så ud.

Jeg kom vist lovlig hurtigt over min tidligste barndom. Min moster, som hed Agnes Johnsen (g. med Ingvar Christensen), boede hos os i et års tid, det var omkring 1926. Hun havde en lille pige Oda (g. Jørgensen), som var et år ældre end mig. Vi var endnu ikke begyndt at gå i skole. Vi havde fået en ny skovl hver. Vores brønd var et væld nede i Kolindsund, hvor naboerne og vi fik vand fra. Det passede da min kusine og mig mægtig godt, at der var et hul med vand i, som vi kunne dække til. Som sagt så gjort. Men da naboen, Søren Ibsen, skulle pumpe vand op til eftermiddagskaffen, var der ingenting. De fandt hurtigt ud af, hvad der var sket. Jeg kan endnu se, da far fik fat i mig og moster Agnes i Oda. Vi kom i stalden, og døren blev lukket. Jeg kom over fars knæ og Oda over mosters. Jeg vil tro, det så ud, som når Knold og Tot fik en endefuld af hr. og fru Vom i tegneserien.

Nu vi er ved emnet: at få klø. Hvad det var for, husker jeg ikke, men bukserne skulle ned, så far kunne slå i den bare ende. Men til alt held havde jeg en spejderlivrem om livet. Jeg pustede mig op, og far kunne ikke hitte ud af, hvordan den skulle åbnes. Til sidst gik galskaben af ham, og han slap mig løs, så jeg gik grinende ind til mor og fortalte, at far ikke kunne få min rem op. Så slap jeg da dengang.

Mens vi er ved de episoder, hvor der var klø med i spillet, vil jeg fortælle om mine to brødre. De er begge smede. Børge har vores barndomshjem i Sivested. Orla er smed på Papfabrikken i Grenaa og har været det i 30 år. Der var kun halvandet år mellem dem. Børge er født den 16. april 1925, og Orla er født den femte november 1926. Børge var lille, så det varede ikke længe, inden de var lige store, da Orla var stor og kraftig. Kunster var der i Orla, så sommetider måtte far have fat i ham. Hvad Orla havde lavet, husker jeg ikke, men han var ude i smedjen, og far løb bag efter ham ud ad porten og tværs over vejen. På den anden side af vejen var der en hæk med et hul i. Det sigtede Orla imod, og far var sikker på, at Orla ville smutte ind i hullet, men han gav et hop til siden og løb ned ad vejen, mens far smuttede ind i hullet i hækken. Da han kom ud igen, var Orla langt væk.

Vi fire ældste søskende var født i løbet af godt fem år, så det kneb sommetider med at komme til rette. Børge kunne godt blive arrig, når vi drillede ham. Engang har jeg nok drillet ham, for han stak mig en knytnæve lige i synet, det glemmer jeg aldrig.

Erna, som var født den 16. juli 1923, var endnu eneste pige i det selskab, så hun måtte tit holde for. Hun blev så vred på os engang, at hun sagde, hun ville gå hen på broen over kanalen og hoppe i og drukne sig. Vi tre drenge sagde med det samme, at det ville vi med hen at se på, men hun måtte have opgivet det, for hun er da levende i dag 50 år efter.

Jeg har tidligere nævnt vores sparebøsse, som blev tømt til jul, for pengene skulle bruges til julegaver. Julen gjorde vore forældre meget ud af for os børn. Engang midt i december cyklede far og mor til Kolind for at gøre indkøb, og det var spændende, når de kom hjem med de mange julepakker, som blev gemt væk.

Mor havde meget travlt, da der skulle bages flere slags småkager. Huset skulle gøres hovedrent, gulvene ferniseres, så de var pænt blanke, da vi ikke havde tæpper på. Otte dage før jul skulle grisen slagtes. Far købte den hos en af landmændene oppe i byen. Det var vældig spændende, når slagteren kom. Han hed Kristian Sjørup og var fra Skiffard, en naboby til Sivested. Forestillingen begyndte tidligt om morgenen ude i gården. For slagteren gik det meste af dagen med den. Når grisen blev stukket, havde mor en gryde under, for blodet skulle bruges til “svotpølse”, som vi sagde. Den smagte godt, syntes jeg, men det var et stort arbejde for mor. Grisens tyktarme blev brugt til pølse. De blev kogt i gruekedlen. Jeg kan se endnu, når de lå og svømmede deri. Der skulle også laves medisterpølse, som blev lavet af grisens tyndtarm. Tarmene skulle gøres rene, det foregik med to strikkepinde, som mor klemte sammen, mens slagteren trak tarmene igennem. Så gik der et helt fedtlag af, som ikke kunne bruges til noget. Det bedste af det hele, syntes jeg, var pressesylten, som blev lavet af hovedet. Den måtte ikke spises før til frokosten juleaftensdag. Det glædede jeg mig altid til, så fik vi et stykke leverpostej til og selvfølgelig rugbrød. Leverpostejen skulle mor også have lavet, men det meste af grisen blev saltet ned i et stort saltkar, som stod inde i spisekammeret.

Far og smededrengen havde også travlt, for i smedjen skulle der ryddes op og kalkes inden jul. Der blev sat grangrene i skruestik og ambolt, så var der også pyntet. Juletræet skulle hentes. Det var gerne den sidste søndag eftermiddag før jul, hvor alle vi børn, som kunne gå, var med. Det skulle være det pæneste træ, der kunne findes. Det var ude i Frydenslunds skov, som lå på vej til Tøstrup, nabobyen med sognekirken, og som ejedes af Marius Jensen.

Men endelig oprandt juleaften. Far havde pyntet juletræet aftenen før. Vores juleaftensmåltid fra den tid, jeg kan huske, bestod af risengrød, men senere blev det til ris à la mande. Der var mandel i risengrøden. Det var en sport at finde den og få den placeret i siden af munden, således at risengrøden blev spist helt op, inden den heldige kom frem med mandlen. Mandelgaven var gerne en marcipangris med flag i ryggen. Efter risengrøden fik vi ribbensteg og medisterpølse.

Mor havde gerne en ung pige til at hjælpe sig, da vi var små, for hun var ikke så godt gående. Pigen, vi havde, var gerne lige konfirmeret, ca. 14 år. Et år var det Fanny Andersen fra Fannerup. Når mor og den unge pige havde fået opvasken til side, skulle vi ind til juletræet. Dette måtte vi ikke se med pynt på før om aftenen. Far skulle tænde det, og vi børn stod så uden for døren i rækkefølge, jeg forrest som den ældste og så ellers efter alder. Der blev sunget julesalmer, men vi kiggede efter bordet, hvor gaverne lå. Ja, det var meget spændende. Mens vi var små, var det gerne legetøj, men som vi blev større, blev det til mere nyttige ting.

Mest spændende var pakken fra vores onkel, Anker Petersen i Lyngby. Han var post i Lyngby, Søby og Albøge. Han havde pakken med til Søby, og der skulle vi børn så hente den ovre ved smeden. Vi sad inde i smedens stue og ventede til onkel kom, så vi kunne få byttet pakker. Onkel Anker og tante Sigrid havde to børn, Erling Petersen og Inger Petersen (g. Nygård), men de var yngre end mig. I pakken var der altid juleknas; til daglig var vi ikke forvænt med den slags.

Til jul købte far normalt et anker øl, som det kaldtes. Det var en lille tønde. Der kunne være ca. 15-20 liter øl i det, og det lå ude på hjørnet af bryggersbordet. Det smagte godt, så det var fristende at tage en kop eller at slikke under hanen, når ingen så det. Et år kunne far da heller ikke forstå, at ankeret allerede var tomt. Det kunne jeg nu godt forstå, så jeg måtte bekende min skyld.

I de første år, jeg husker, skulle vi til Trustrup til min fars forældre, Kirstine og Peter Anton Petersen, 1. juledag og blive der til dagen efter. Det var jeg ikke særlig glad for, for flere af fars søskende var der også med deres ægtefæller og børn. Far havde otte søskende: Agnes, Anker, Signe, Anna, Villy, Ada, Ove og Ellen. Der var kun lidt plads, og huset var overfyldt, så vi sad eller stod som “sild i en tønde”. Det var besværligt at komme dertil. Vi havde en lille islænderhest og en jumbe på jernringe. Den kørte vi i til Kolind, og derfra rejste vi med tog til Trustrup. Eftersom familien blev endnu større, blev det 2. juledag, vi mødtes. Så lejede far en taxa, og det var kun en éndagsforestilling. Sådan en tur kostede seks kr. frem og tilbage, og det var mange penge dengang.
Imellem jul og nytår var vi til juletræ i missionshuset. Det var søndagsskolen, der arrangerede det. Vi legede og fik godtepose. Der var mange børn, når de var med fra ganske små, og indtil de blev 14 år. Om aftenen afholdt KFUM og K fest for de unge. Ellers var alt stille mellem jul og nytår. Far arbejdede ikke i smedjen, men havde travlt med at gøre regnskab op og skrive regninger til januar.

Nytårsaften fik vi god mad. Jeg husker ikke, hvad det var, men jeg husker, vi spillede om pebernødder, et spil som vi kaldte “effen eller ueffen”. Pebernødderne blev godt nok lidt gramsede til sidst, men spist blev de.

Den tredje januar havde min far fødselsdag. Min fars søskende var der til eftermiddagskaffe og skulle også spise til aften. Et år, 1930, blev det en forrygende snestorm, så de måtte blive om natten, undtagen min onkel, Jens Pedersen fra Albøge og onkel Anker Petersen fra Lyngby. Onkel Jens havde et lille landbrug, så han skulle hjem til sine dyr. Det var en slem tur, efter hvad jeg husker, de talte om. De kørte i åben vogn med et par små russerheste spændt for.

Efter Helligtrekonger den sjette januar var julen forbi, og dagligdagen gik videre.

Mine legekammerater hos Aksel Andersen (Del 2)
1929 – 1931

Jeg var ikke den mindste smule interesseret i at blive smed, for landbrug og dyr var min største drøm. Det begyndte med, at jeg løb op på en gård i Sivested. Manden hed Aksel Andersen, og han er i dag 85 år og stadig i fuld vigør.

På gården var der tre karle, Elis Kristensen, Peder og “Bette Jens” (Jens Andersen fra Fannerup), og to tjenestepiger, Kirstine Andersen (søster til “Bette Jens”) og Betty Pedersen fra Sjørup, så der var altid liv og glade dage. Der var to drenge foruden mig, som kom der. Trier Skiffard var lidt ældre end mig, så han har nok været ti år. Den anden dreng, Knud “Tømrer” Andersen, var lidt yngre end mig, omkring otte år.

Vi hjalp Aksel med at passe køerne og med at malke til middag. Der var tre køer, som skulle malkes. Jeg kan huske numrene på dem endnu 19, 24 og 31. De var skikkelige og bløde at malke, så mine små hænder kunne klemme mælken ud, og således kom min interesse for køer til sin udfoldelse. Mens jeg var mindre, inden jeg kom i skole, legede jeg, at jeg havde køer i tøjr ovre på dæmningen. Køerne var sten med et hul i. Der var bundet en strik i og et søm som tøjrepæl. Det kunne jeg få megen tid til at gå med.

Aksel Andersen var meget rask på den, så han blev kaldt for “Flyveren”. Min far og Aksel spillede skak en gang om ugen og skiftedes til at besøge hinanden. De spillede også i klub i Kolind. Aksel spændte så en hingst, han havde, for jumben. Hingsten var af let race og på størrelse med en travhest. Den hed “Danemand”. Den hest kunne arbejde og løbe. Det er en af de bedste heste, jeg har kendt.

Et forår skulle de til at køre gødning ud hos Aksel Andersen. “Danemand” havde ikke været meget ude om vinteren. Den gik i spand med en stor jysk hoppe, der hed “Kjesten”. “Danemand” skulle spændes for, og Peder, andenkarlen, holdt ved hovedet af ham, og Aksel satte hammelrebene på. Da det var sket, sagde Aksel: “Her” og stak mig lille knægt tømmen. Jeg kan se for mig “Danemand”, hvordan han skabte sig i små hop, nærmest galop ca. en halv km., men gassen gik af ham i løbet af dagen.

Vi kørte normalt med tre spand, så jeg “kørte imellem”, som det kaldtes. Hen på eftermiddagen knækkede forkarlen, Elis Kristensen, møghakken, og så måtte jeg ned på nabogården, Frydenslund, og låne deres hakke. Jeg skulle ned ad Tøstrupvejen for at komme dertil, og det var “Danemand” og “Kjesten”, der var spændt for vognen. Ned ad Tøstrupvejen gik det med fuld fart, for jeg skulle skynde mig. Midt i vejen lå en stor jordfast sten, da det var før asfaltens tid. Jeg var så uheldig at køre over den. Jeg stod bag i vognen og faldt selvfølgelig af og lå henne på vejen. Jeg råbte “Prrr”, og “Danemand” og “Kjesten” stod på stedet.

“Danemand” var reel på alle måder. Han blev far til mange føl rundt på egnen. Jeg husker, hvor flot han var; meget mørkerød med bølget hale og manke, et meget kønt dyr. Han blev 24 år, og de sidste år var han på aftægt. Jeg kan se ham gå oppe på marken over for mit hjem, efter at jeg var blevet voksen, og der var kommet traktorer på gården. “Danemand” er en af de heste, jeg aldrig glemmer.

Der er mange minder fra Aksel Andersen. Han havde adskillige høns, og de lagde æg overalt på gården. Det var en sport for os tre knægte at finde hønsereder og gå ind til Aksels kone med æggene. Hun hed Karna og var meget flink og rar. Vi drenge kunne godt lide hende. Når vi så kom med en ordentlig redefuld æg, fik vi en “kagemellemmad”, som vi sagde, med honning på, for Aksel havde bier. Sådan en mellemmad smagte godt i en altid sulten drengemave.

Et andet minde: Vi vidste som regel, hvad de skulle have til middag. Aksel var jæger, så der var sommetider haresteg på menuen. Vi satte os ind til bordet sammen med de tre karle, og så varede det ikke længe, inden der kom en tallerken til os også. Sådan var Aksel og Karna. Hos dem har jeg mange gode minder fra mit ottende til tiende år.

Dreng på “Øen” 
1931 – 1935

En dag kom en mand ved navn Kristian “Ømand” Nielsen og spurgte far, om han ikke kunne få mig til at hjælpe sig med at rense roer. Det kunne han godt. Jeg skulle sidde på ryggen af hans store jyske hest, som hed “Lotte”, og styre hende mellem rækkerne. Jeg kunne lige skræve over hende. Hun var altid tyk og fed. Hos Kristian “Ømand” kom jeg så til at tilbringe de fire år, fra jeg var 10 til 14 år. Det var et meget godt sted for en dreng, og jeg mindes mange gange den tid på “Øenslyst”, som ejendommen hed.

Der var otte tdr. land til den. Kristian havde hønseri og frilandsgartneri med kål og selleri. Ungkarl var han, men hans mor, Birte Nielsen, passede huset for ham de to første år, jeg var der. De to sidste år af min tid hos ham, spiste han på naboejendommen, Karl Degns ejendom, og jeg spiste hjemme ved mine forældre. Der kom en kone og gjorde rent og bagte for ham. Hun hed Kirstine Bjerregård, senere omtalt som Alfred Bjerregårds kone.

Mit arbejde bestod af mange ting, da landbruget var alsidigt med kål, høns og rugeri. Min løn de første to år var 50 øre om dagen de dage, jeg ikke var i skole, og 25 øre efter skoletid de dage, jeg gik i skole, så det blev til  2,25 kr. om ugen. Det fjerde år, jeg var der, gik jeg ud af skolen den første april 1935 og gik så til præst hos pastor Breum i Nimtofte to halve dage om ugen. Jeg blev først 14 år den 19. august, men jeg havde gået i skole i syv år. Den sommer fik jeg 150 kr. fra første april til første november.

Det tredje år jeg var på “Øen”, købte min mor et brugt ur til mig hos urmager Jensen i Kolind. Uret var med romertal og skulle koste ti kr.. Han fik fem kr., da jeg fik uret, og skulle så have de andre fem kr. måneden efter. Uret har jeg endnu, og det går fint efter 52 år.

Engang tabte jeg uret. Jeg var så ufornuftig at have det liggende løst i baglommen. Det var i 1939, og jeg var 18 år dengang og forkarl hos A. J. Andersen i Sivested (om ham senere). Jeg havde siddet på en slåmaskine og slået brændenælder, vel en hel td. land. Det var ved at være fyraften, og jeg skulle have fat i “tvebakken” for at se, hvad klokken var, men væk var den. Jeg gik et stykke tilbage, men det var håbløst at finde uret på så stort et areal. Jeg gav et spark i brændenælderne, da jeg drejede rundt, og minsandten om uret ikke lå der. Jeg blev vel nok glad. Klokken var halv seks, husker jeg.

Jeg skulle møde kl. otte om morgenen. Det første, jeg skulle lave, var at gøre rent ved hest, ko, høns og kyllinger. Det varede ca. en time. Så skulle jeg i marken og enten harve eller pløje alt efter årstiden. Det at harve med “Lotte” var vi vist lige kede af begge to. Harven var en lille svenskerharve med syv tænder; den tog vel et skridt for i bredden, så der skulle køres mange omgange selv på de små stykker, som der var der. “Lotte” havde den vane at gå i stå og ville puste lidt. Det fik hun lov til, og Kristian sagde, at det måtte hun godt. Men det blev sommetider for meget, så jeg måtte lave en pisk for at få noget harvet.

Når vi skulle tærske, blev “Lotte” sat for “hestegangen”. Fra “hestegangen”, som var udenfor, var der en aksel ind i laden, hvor den trak en pigtærsker. Korn og halm røg så samlet ud af den. Det skulle så rystes op, og avnerne skulle bagefter over i en rensemaskine, som jeg måtte trække i et sving. Det var vel nok trivielt at stå og dreje i den, rundt og rundt og atter rundt. “Lotte” kunne heller ikke lide at gå for “hestegangen”. Der ville hun gå i stå, og det var ikke godt, for så gik tærskeværket også i stå. Så råbte Kristian ad os, og fik hun så af pisken, gik det for stærkt. Så var det med at finde den rigtige fart igen. Der var ingen tømme på “Lotte”, men en tynd stang, der gik fra bommen, som hun trak i, og hen til hendes bidsel. Hun var nødt til at gå rundt, og det var jeg lille knægt også, for ellers gik hun i stå. En time kunne godt være lang at trave rundt der.

Om foråret havde vi travlt med at få alle kål og selleri plantet, halvanden td. land. Det foregik for det meste om aftenen. Om eftermiddagen skulle jeg have prikket huller, som kålene skulle plantes i. Jeg havde en stok med en klud bundet ovenpå til det arbejde. Om aftenen fyldte Kristian så vand i hullerne. Der var gerne to personer til at plante.

Efter at jeg var blevet konfirmeret og havde fået plads oppe i byen, var jeg ofte ude på Øenslyst og hjælpe sammen med en af mine barnelegekammerater, Hans Carlo Degn, som tjente på nabogården. Vi fik 50 øre for en aften og så kaffe. Ja, det var dengang, 50 øre var mange penge for en dreng på 14 år.

Der ville komme orm ved roden af blomkålene, og der var ikke de midler, som man har i dag, til at bekæmpe sådan noget med. Kristian fik fat i noget, der hed “tobakssnus”. Det skulle så strøs omkring ved hver plante. Der skulle ikke mere til hver plante, end jeg kunne have mellem tre fingre.

Blomkålene var de første, der skulle skæres af. En gartner (Flora) i Grenaa, fik dem, så hver formiddag skulle der skæres kål. Blomkålene blev lagt i kasser, der kunne vel være 20 stk. i hver. Sommetider var der seks kasser, og dem skulle jeg have kørt op til landevejen, hvor Kristian havde stillet et stativ, de skulle sættes op på, så rutebilchaufføren kunne sætte dem oven på taget af bilen. Det foregik om sommeren og først på efteråret.
Det var mere koldt, når hvidkål, rødkål og selleri skulle tages op. Hvidkål og rødkål blev taget op i november måned. Hovederne på dem blev hugget af med en kniv og lagt i dynger. Jeg skulle så køre dem hjem i kule. Der var fire i bunden, tre ovenpå og to og én til sidst i en lille pyramide.
At få selleri op var et mere koldt og besværligt arbejde. Det foregik med en brødkniv, hvormed jeg skar dem fri af jorden, så rødderne blev siddende. Så skulle de pudses pænt af i roden, og toppen spidses ud. Derefter blev de lagt i dynger, som siden blev kørt hjem og kulet. Som mine hænder så ud; de var helt brune af den rust, som sellerierne sommetider var angrebet af. Jeg husker, læreren i skolen engang spurgte mig: “Hvordan er det da, dine hænder ser ud, Poul?”. De var brune, og det kunne ikke vaskes af.
Rosenkålene blev først plukket om vinteren, når de havde fået frost. Så havde jeg en kasse med ud i marken og skulle pille dem af stokkene. Derefter blev de båret hjem i rugerummet, hvor der var varme. Der sad to piger, som pillede rosenkålene, så de var klar til at putte i gryden. De to piger var Martha “Tømrer” Andersen og Else Svenningsen. Vi gik i klasse sammen i skolen, men de var lidt ældre end jeg. Jeg kan huske, at jeg frøs mine fingre, så det var dejligt at få dem varmet, når jeg kom hjem i rugerummet med kålene.

Foruden gartneriet havde Kristian også korn og rapgræsfrø og et lille stykke med roer til hest og ko. Roerne blev taget op med hånden, og toppen hugget af med en kniv. De blev læsset med hænderne, og der måtte ikke blive stukket i dem. Så kunne de bedre holde sig og ikke rådne.

Et af de første år, jeg var der, var Kristians mor, Birte, med til at køre roer hjem. Vi var på vej ud i marken efter læs, og jeg skulle selvfølgelig køre stærkt med “Lotte” ud ad den humplede vej. Birte sad på bagsmækken i bunden af vognen og med benene hængende bagud. Pludselig så jeg Birte sidde henne på vejen oven på bagsmækken. Det var ikke så godt, men hun havde ingen skade taget. Jeg fik hende og smækken samlet op og læsset på vognen igen, og så måtte jeg køre mere stille, for at det ikke skulle gentage sig.

Jeg har før nævnt hønseri og rugerum. Kristian havde mange høns, som jeg gjorde rent ved hver dag. Det var “Brune Italienere” og “Sussex”. Der var kun brune haner, og når de blev krydset med Sussexhønsene, blev kyllingerne “kønsvisende”, dvs. hanen hvid og hønen brun, så der kunne vi se kønnet, så snart de var ruget ud. Æggene kunne vi også se forskel på. Sussexæg var brunskallede, og Italienerens æg var hvidskallede. Kristian købte også rugeæg af andre racer flere steder. Han havde seks rugemaskiner, der kunne tage 600 æg hver og fire rugemaskiner til 400 æg. De blev varmet op ved petroleum, så det var et stort arbejde at passe dem. Det gjorde han selv. De blev startet op i februar, så der var dejlig varmt i rugerummet, hvor de to piger pillede kål. Der var ikke elektricitet på ejendommen dengang, men der blev alligevel ruget mange kyllinger ud en sæson.

Sivested Odde havde stort hønseri og fik alle deres kyllinger ruget ud hos Kristian “Ømand”. De kom hver ugedag med æg og fik kyllinger med hjem. Men mange andre hentede også kyllinger hos ham. Mit arbejde var at gøre bakkerne rene efter hver rugning og vaske noget lærred, der lå i bunden af dem. Det arbejde var ikke særligt spændende, der lugtede grimt af kyllingemøg. Sommetider lyste jeg også æg for at se, om der var kyllinger i. Det var spændende. De æg, der var ubefrugtede, eller hvor kyllingen var død undervejs, blev så pillet fra; ellers kom det til at lugte i maskinen.

Jeg hentede også rugeæg hos folk. De skulle sorteres. Nogle var for små, andre for store eller havde en dårlig facon. Kristian havde lært mig, hvordan de skulle se ud. Når jeg hentede rugeæg, foregik det med “Lotte” for kassevognen. Hun måtte stå udenfor og vente, men hun var tålmodig og stod stille, indtil jeg kom tilbage. Dengang fandtes der ikke æggebakker som nu, men Kristian havde fået fat i nogle flødebolleæsker, der havde været brugt. Havde der været kokosboller i, var der kokosmel i bunden, og det smagte godt. De blev derfor undersøgt med det samme, når han havde fået nye æsker.

I sommeren 1935 brændte hele huset, hvor rugemaskinen var. Det har nok været en maskine, der har stukket ild. Det skete om natten. Det var et stort arbejde at få ryddet op efter branden. Huset blev bygget op igen, og der kom nye maskiner ind, som blev varmet op ved elektricitet, så han måtte have fået strøm lagt ind ved den anledning.

Hønsene kunne også drille mig. De var ikke hegnet inde om foråret, og når der var sået korn neden for ejendommen, ville de rende ned og skrabe der. Det skulle jeg passe på, de ikke gjorde. Der var en “kok”, der var særlig slem til at slæbe en hel flok høns med sig derned. Jeg kunne kende ham; en stor flot kok. Jeg kan se ham for mine øjne endnu, flot kam og en stor bred hale. Jeg havde gennet hønsene derfra flere gange, og et øjeblik efter var de der igen. Jeg har nok tænkt: “Jeg skal lære dig!” og fandt en sten. Jeg kan også se stenen endnu, den var flad og brun. Den passede lige i min lille hånd. Jeg var god til at kaste med sten, og det resulterede i, at jeg ramte kokken lige på siden af hovedet, og han “stridt” (faldt om) på stedet. Jeg var ene hjemme og var ikke så glad ved det, for Kristian kunne også kende kokken. Inde i skoven var der en hul trærod. Der smed jeg kokken ind, for så kunne ræven jo tage ham. Men hvad skete: En times tid efter kom kokken vandrende ud fra skoven i bedste velgående, og jeg blev glad. Jeg skulle ikke have sagt noget til Kristian, da han kom hjem. Jeg fortalte det til ham mange år efter, når vi talte om dengang, jeg var hos ham.

Der var også tider, hvor der ikke var så travlt. Så skulle jeg samle skalpinde inde i skoven. Det var grene, som var gået ud og knækket af i blæsevejr. De kunne brænde med det samme. Det var ikke særligt spændende arbejde, men tiden gik godt, for i en skov er der altid sæson for en dreng, der kan lide naturen. Jeg kendte skoven som min egen bukselomme. Der var vel omkring seks tdr. land, så meget af tiden gik med at klatre i træerne. Jeg har mange gode minder fra den skov. Om foråret kom først de blå anemoner, den blomst, som Kaj Munk synger om, og den er sjælden her i Jylland. Siden blev skovbunden helt hvid af de hvide anemoner. Der var også mange andre blomster i skoven. Fasanen var en sjælden fugl dengang. Der var en kok, som gik uden for skoven, sommetider på Kristians marker. Den var flot, syntes jeg. Om foråret og sommeren var der fuglereder og egernreder, der skulle findes og ses efter.

Om efteråret var der nødder at finde. Jeg kan endnu se for mig en stor sten, der lå i kanten af “Øbakken”. Den passede lige til at sidde over skrævs på. Der var så en lille lavning i stenen foran mig, og på den havde jeg en rund sten, der lige passede i min hånd. Så blev nødden lagt i hullet, og med et lille dask af stenen var nødden knækket. Jeg kan også huske, Kristian sagde til mig: “Det er ikke ret mange pinde, du har samlet”, men jeg kunne da ikke være mere end et sted ad gangen.

Jagt og fiskeri har jeg altid været interesseret i, så en slangebøsse sad i min baglomme, og sten til at sidde i bøssen lå i den anden lomme. Slangebøssen var en kløftet gren, hvori der var bundet noget af en gummibilslange, og dertil hørte en læderlap til at lægge stenen i. Sådan en var jeg god til at skyde med. Der var rotter ude ved Kristian, og når de stak hovederne op af hullerne, kunne jeg ramme dem i panden, så de var døde på stedet. En gråspurv måtte også ned engang imellem. Dem var der mange af dengang, for da var der stråtag mange steder, og der havde de deres reder. Siden stråtagene er forsvundet, er der blevet færre gråspurve.

Skolefoto Marie Magdalene Skole 1934

De fleste tror nok at navnet Skarresø kommer fra søen, men det er ikke tilfældet. Derimod betyder navnet Skarres Ø, sikkert efter en person der har boet her. Hele stedet var omringet af vand, så sognet var som en stor ø, der gik helt til Koed, næsten til Thorsager og halvvejs til Pindstrup. Søen var oprindelig på ca. 5 ha land, men siv og rør har indskrænket arealet. Den har ikke noget direkte tilløb, men vandstanden fremkommer af væld fra de ret store bakker, der omkranser den og der er et afløb til Korup å via en grøft i den østlige ende af søen. 

I disse tider for omkring 1000 år siden kunne man jo sejle lige fra Grenaa til Randers forbi Kolind, Ryomgård og Auning. Man ved at der har været søslag i Kolindsund mellem danske og norske vikingeflåder. Vendiske sørøvere hærgede også og derfor er Thorsager kirke bygget som en fæstning. Efter kongemordet i Roskilde i 1157, hvor Knud blev dræbt flygtede Valdemar til Jylland og iflg. Saxo satte Svend efter ham med sin flåde og de landede ved Djurssøen og er sikkert sejlet gennem denne. Ved slaget på Grathe Hede ved Viborg blev Svend dræbt og Valdemar blev til kong Valdemar den Store.  

Syd- og Norddjursland var skilt fra hinanden. Der var færgeovergange flere steder, både ved Ryomgård, Kolind og den store ved Ginnerup. Indtil udtørringen i 1876 var der fiskerihavn i Sivested. 

Det første vi ved om Skarresø er da kirken blev bygget omkring år 1200. Det var nok Aarhus-bisperne der stod for byggeriet, så da må der jo have boet adskillige mennesker, siden man byggede en kirke. Der har dog boet mennesker flere tusinde år før den tid. Det var et godt sted at leve. Mad var der nok af i søen og i skovene. Der er fundet mange østers- og muslingebanker langs sundet. 

Samtidig med Skarresø blev der bygget kirker i Kolind og Skarresø, og de dannede et sogn. Det var jo katolske præster de første 300 år, så dem ved vi intet om. Efter reformationen i 1536 er den første præst vi kender en Hans Gregersen. Han var præst indtil 1593. Siden har der været 29 præster i sognene. 

Kirken var jo ganske simpel og det er først senere at der er kommet tårn og våbenhus til. Det skete i 1773, da Palle Krag von Hoff giftede sig med Anne Margrethe Galten. De ejede flere kirker i området, bl.a. Marie Magdalene, Koed, Ebdrup og Tøstrup, og både alter og prædikestol bærer deres våbenskjold.  Den syvarmede lysestage er skænket af familien Laursen fra Laursminde. Det lille moderne korbue-krucifiks er skænket af Carl Johan Flint fra Korup. Han har også lavet kirkeskibene i Kolind, Bregnet, Thorsager, Tirstrup og Hyllested kirker. Ved en restaurering i 1977 blev døbefonten flyttet til den usædvanlige stilling i tårnet. 

Fra 1625-1775 var kirken under Marie Magdalene sogn. Der fortælles at det var fordi præsten Jacob Hansen Arp tabte den i kortspil. Han blev senere afsat på grund af druk og døde i armod i Ebdrup, som der står i kirkebogen. Da kirken kom tilbage til det gamle sogn var det fordi præsten i Marie Magdalene blev uvenner med færgemanden i Mesballe. Disse historier har nu ikke noget på sig, slet ikke det med kortspillet. Flytningerne skete fordi man fra bispesædet ændrede på sogne-grænserne, men det andet lyder jo noget mere spændende. 

Der kunne fortælles meget mere om Skarresø kirke, både om historie, indbo og alle de personer der har haft med kirken at gøre. Jeg vil kun lige nævne Eva Jensen fra Skarresø Vestergaard. Hun var organist ved både Skarresø og Ebdrup kirker fra 1955 til 1986, en periode på 31 år. 

Næsten alle senere oplysninger om Skarresø kommer fra én person. Nemlig husmanden Søren Pedersen, der omkring 1910 købte ejendommen Jenningkjæret, (Enebær) der ligger på vejen mod Kolind. Han var egentlig lærer, men hans helbred kunne ikke klare jobbet og han blev husmand, men samtidig havde han tid til et omfattende skriveri. Jeg vil kalde ham for Djurslands største lokalhistoriker. Han skrev omkring 1000 artikler og kronikker i aviser og tidsskrifter, og de er alle trykt i flere store bind, der i dag befinder sig på Midtdjurs Lokalarkiv i Kolind. Han har i øvrigt også skrevet Skarresø-sangen. 

En spændende episode fra 1774 er dog skrevet af Karl Mejnecke. På den tid var bønderne underlagt herremanden, i Skarresø var de fæstebønder under Palle Krag von Hoff på Gammel Ryomgård, og de var ikke for noget at regne. Bl.a. var det dem forbudt at lave brændevin, men det var de nu ligeglade med, og hjemmebrænding foregik i stor stil. Nu besluttede myndighederne i Grenaa at slå ned på dette uvæsen ved at beslaglægge remedierne, og den 20. oktober 1774 forlod to vogne Grenå med kurs mod Skarresø. I den første vogn var birkedommer Thomas Mejnecke og fuldmægtig Ove Broch. Den anden vogn førtes af Hans Sejr og havde to andre borgere fra Grenaa med. De var udtaget som vidner. 

Efter en pause på Kolind Croe nåede de sent på eftermiddagen til Skarresø. Rygtet om dem var dog nået frem og de fleste steder var der ingen hjemme. Hos Niels Bach (Søren Røndes gård) beslaglagde man alt materiale, og fra andre gårde tog man også flere instrumenter. Desværre havde man glemt retspapirerne i Grenå, og det viste sig at være katastrofalt. 

Nu var det med at komme hjemad, for de var klar over at noget var i gærde. De kørte over Astrup, men der blev de indhentet af fem ridende karle fra Skarresø. Disse kaldte nogle karle fra Ebdrup til hjælp. De forlangte at se retspapirerne og da det ikke kunne lade sig gøre, kaldte de øvrigheden for røvere og kjæltringer. Pludselig slog en af karlene et af vidnerne så voldsomt, at han blødte, og de trak birkedommeren og fuldmægtigen ned på vejen, hvor de slog løs på dem, så de blødte. De to vidner stak af. Kusken Hans Sejr var der ingen der rørte. Endelig fik karlene raset ud og de overfaldne kørte mod Kolind og fortsatte til Lyngby, hvor de fik hjælp. Ove Brock var kusk, men måtte på grund af den hårde medfart opgive, hvorefter birkedommeren overtog tøjlerne. I Grenaa kom især Ove Broch under kyndig behandling, men det varede mange måneder inden han kunne arbejde igen. 

Sagen fik naturligvis et efterspil. Der blev rejst sag mod de 5 Skarresø gårdejere og deres karle. De mødte dog ikke op til retssagen, men ridefoged Jørgen Tranberg fra Gl. Ryomgaard mødte op og fortalte, at Palle Krag von Hoff ikke kunne tolerere det der var sket, men havde slået alle bøndernes redskaber i stykker. Den fastsatte bod på 50 rigsdaler lod han betale på grund af deres fattige stand, men de 8 karle fik alle en straf på vand og brød i 8 eller 15 dage. 

Så langt vi ved tilbage har der været 4 gårde og nogle huse i Skarresø, og det er der faktisk stadig. Udover disse bygninger er den første begivenhed vi skal nævne skolen. Den blev startet i 1814 og lå i det lille bindingsværkshus bag ved kirken. I 1848 var pastor Jantzen sogneforstander og han fik gennemført at der blev bygget en ny skole i Astrup i 1854, og de to skoler i Ebdrup og Skarresø blev lukket. Det skete dog ikke uden store protester. Da var der tale om en voldsom skolestrid. Skolen i Astrup blev også en fiasko, og allerede i 1870 fik pastor Danæus lukket denne og bygget nye skoler i Ebdrup og Mesballe, og de fungerede til omkring 1960, da den nye centralskole var bygget i Kolind.         

Det næste der skete i byen var oprettelse af en Brugsforening. Det skete i 1898 og den fik plads nede i det gamle hus bag kirken, hvor der havde været skole. I 1908 var der midler til at få bygget en ny bygning til Brugsen. Helt hen til 1936 var der 7 uddelere i brugsen, men så ansatte man Kristian Klemmensen, og han blev snart en markant personlighed i byen. Brugsforeningen blev dog som de fleste andre nedlagt, og det skete i 1969. Klemmensen købte dog bygningerne og etablerede købmandsforretning under navnet ”Skarresøhus”. Ved hans død i 1974 blev Katrine boende og nu bor den kendte krydderurte-ekspert Annemette Olsen i huset. 

I 1898 skete der også noget andet i byen. Der blev nemlig bygget forsamlingshus. Der findes dog ikke mange oplysninger om huset. Alle papirer er forsvundet. Det har været meget benyttet af bl.a. Kirkeligt Samfund, gymnastikforeninger og ungdomsforeninger. I mange år havde man dilettantforestillinger og utallige er de private fester der er blevet afholdt i huset. Som et kuriosum kan fortælles at den yderste tredjedel af huset lå på en grund tilhørende Laursminde på den anden side af søen. Lejen var på 1 krone om året + en flaske snaps. Siden blev grunden dog tilskødet huset og jeg tror ikke Søren betaler noget i dag. 

I 1970 købte uddeler Klemmensen huset og lejede service ud. Han restaurerede det totalt. Da hans kone Katrine døde i 1988, blev det solgt til Ib Hadsund, der forsøgte at lave en gourmet-restaurant ”Søpavillonen”. Det lykkedes dog ikke. Siden var der privat beboelse, inden Søren Rønde købte huset og fik tilladelse til at rive det ned. Nu har han anlagt et smukt lille åndehul i byen. 

De 4 gårde i Skarresø har alle tilhørt Gammel Ryomgaard og er udstykket derfra. 

Den første gård lå lige overfor forsamlingshuset og tilhørte i over 300 år slægten Bach, inden Viggo Laursen købte den i 1932. Jorden blev i 60erne købt af Skaføgaard og tilplantet. Søren Rønde Hansen overtog gården i 1973 og den er helt moderniseret og der er bygget nyt stuehus. Gården vil være kendt for storkereden, der husede et par storke til omkring 1970. Fra min barndom i 40erne husker jeg hvordan storkene spankulerede tæt ved os, når vi var i høet. Der var masser af frøer at gå efter. 

Den næste gård ”Søgaard” har nr. 19 og ligger lige efter kirken. Den har i mange år tilhørt familien Rasmussen. Karl Rasmussen var i mange år medlem af sognerådet i Kolind-Ebdrup-Skarresø. Jorden blev også overtaget af Skaføgaard og tilplantet, og i 1969 solgte skovrider Estrup bygningerne til Sofie Adamsen Sørensen fra Drasbeks Hotel Kolind. De gamle bygninger blev revet ned og stuehuset moderniseret. Det kan anbefales at læse hendes bog ”En krokones erindringer”. Den kan købes på Lokalarkivet i Kolind (RED- er udsolgt nu – 2022). I dag bor datteren Ulla Nishimura med sin mand i huset. 

Før vi kommer til Laursminde vil jeg lige nævne det røde hus ned mod søen. I mange år boede Marie og Ingvard Nielsen i huset. Hun var kogekone og han var skaffer, dvs. en slags leder af personalet ved fester. Jeg husker tit i 40’erne og 50erne, når han og Marie kom cyklende mod Kolind på vej til en større fest. Han var altid iført sin hvide tjenerjakke. 

Og derefter kommer Laursminde. Af et gammelt fæstebrev fremgår det, at gården i 1772 blev overdraget fra ejeren på Gl. Ryomgaard, Hendrich Mule Hoff til Rasmus Boesen. I 1803 blev den købt til selveje for et beløb af 1.099 rigsdaler. Indtil for få år siden har gården tilhørt den samme slægt. Fra 1931 til 1978 tilhørte den en kendt mand, Anton Laursen. Han var sognefoged i 35 år, formand for Banken for Kolind og Omegn, Skarresø Brugsforening og Ryomgård Andelsmejeri og havde mange andre tillidshverv. I 1954 fik han ridderkorset. Han var det man i gamle dage kaldte en sognekonge. I 1937 brændte gården helt ned på grund af et lynnedslag, men blev genopført. Der blev reddet mange værdifulde dokumenter. 
Sønnen Keld overtog gården i 1978 og ved hans død blev gården solgt til Niels Hougaard Nielsen på Søballegaard. 

I huset efter Laursminde boede i mange år vejmanden Peter Sørensen. Han og Anton Laursen var gode venner. Politisk var de meget uenige, men de kunne ikke undvære hinanden og selv efter et drabeligt skænderi fandt de sammen igen.  

Den sidste gård er Elmely. Den ejedes i 1925 af Mine og Charles Eskildsen. Sønnen Per fortæller, at han da han blev ældre passede jorden for sin far og samtidig drev maskinstation. Han omtaler også den gamle kirkesti fra Mesballe til Skarresø. Hans far døde i 1972 og gården blev solgt til Niels Hougaard Nielsen. 

Til sidst skal nævnes byens bytyr. Gårdene i byen skulle svare kongeskat på en jordlod, det såkaldte tyrelod, som de ejede til de forskellige bytyre, når de skulle på græs. Dette areal lå lige hvor vejen deler sig og til venstre går mod Mesballe og til højre mod Ballebak.  

Søren Pedersen omtaler flere originaler fra Skarresø. Der var bl.a. Niels Pip, der havde været med i krigen i 1848. Han gik efter sigende med en kugle i ryggen. Så var der Pæ Graver, der dog blev fyret, fordi han ikke ville grave hullerne dybe nok. Niels Væver var en oplyst mand, der fulgte med i tiden. Han var venstremand og tog på husflidsskole og oprettede skole for børn i håndgerning. Han var også ringer og graver i mange år. Desuden var han èn af stifterne af Brugsforeningen.  

De sidste der skal omtales var Mine Hjulmands og Søren. De boede ude ved Tyresø, der siges at være bundløs. Hun læste i den mystiske bog ”Cyprianus”, og blev betegnet som en klog kone. Hun var meget berømt for at kunne ”sætte i lave” og det var lige meget, om det var arme, ben eller fingre, ja endda hoveder. Bylder kurerede hun også med lethed. Hun blev kaldt ”sætilaw’konen”. 

Og så slutter jeg med en gruelig historie, men den er sand. Før Søren Pedersen købte Jenningkjæret, boede der en yngre kone, hvis far var født i Skarresø. Efter en omflakkende tilværelse var hun nu endt der, indtil hun flyttede til København.   
Hun hed Dagmar Overby. Jeg ved ikke om navnet siger noget, men hun blev senere Danmarks største massemorder i nyere tid. 
I København begyndte hun at overtage nyfødte børn fra ulykkelige mødre. Hun tilbød at give børnene et godt hjem for en rimelig betaling. Efter nogle få dage dræbte hun dem, og brændte dem i kakkelovnen eller begravede dem i haven. Det gik godt i flere år, men i 1920 var der en mor der ville have sit barn igen, og så rullede lavinen og det hele blev afsløret. 
Det menes at hun har taget livet af op mod 30 børn, men hun blev kun dømt for 9 mord, da der ikke kunne bevises flere. Hun blev idømt dødsstraf, men senere blev det ændret til livsvarigt fængsel. Hun døde i fængsel i 1929. 

Det var hvad jeg ville fortælle jer om Skarresø. Hvis I vil vide mere kan I gå på Lokalhistorisk arkiv i Kolind. De har mere materiale.  Hvis der er spørgsmål vil jeg selvfølgelig prøve at svare på dem. 

FATTIGVÆSENET I MARIE MAGDALENE – KOED SOGNEDISTRIKT GENNEM AARET 1825

Kilde: Ryomgaard Avis fredag d. 20. marts 1925 (er tilgængelig på Midtdjurs Lokalarkiv). Artiklen indeholder citater fra Fattigkommissionens arbejde i 1825, endnu før Ryomgaard som by er opstået. Formidleren/Journalisten er formodentlig Erik Munch, der 1925 var redaktør for Ryomgaard Avis. Hans navn fremgår dog ikke af artiklen. Jens Erik Mehlsen har formidlet til sitet her.

Avisen fra 1925 fortæller:
I alt for mange tilfælde er de gamle Sogneregnskaber bortkommet. Dette er meget beklageligt, eftersom de bag deres tilsyneladende saa tørre Tal gemmer værdifulde Oplysninger om tidligere Tiders Sæd og Skik, ligesom de i det hele taget er af kulturhistorisk Interesse.

I det følgende skal der paa Grundlag af en gammel Fattigprotokol for Marie Magdalene-Koed Sognedistrikt meddeles nogle Træk af Fattigvæsenets Historie her i Sognet, idet der begyndes med at fortælle om Aaret 1825.
Fattigkommissionens Formand var Sognepræst i Marie Magdalene H. Thygesen. Godsejer Capitain Kastrup til Vedøe var selvskreven Medlem, og udtagene til Medlemmer var Proprietær Schaldemose, Frederikslund, og Gaardejer Chresten Møgeltoft, Koed, Niels Simonsen, Stadsborg, Anders Jørgensen, Attrup, og Søren Andersen, Pindstrup.
Den 20. December 1824 var Commissionen forsamlet for at vedtage en Plan til de fattiges Forsørgelse for det forestaaende Aar. Det fremgaar af denne Plan, at der i Aaret 1825 var ni fattige under Commissionens Forsørgelse. Af disse var to Familiefædre. At Fattigdommen, der fik dem til at søge ind under offentlig Forsorg, ikke altid var uforskyldt, fremgaar af en Bemærkning om en af de nævnte Familiefædre, idet det hedder om ham, at ”Aarsagen til hans Armod har været hovedsagelig Tørst”. En af de Understøttede kan ikke forsørge sig selv ”formedelst Aandsvaghed”. Det er Rasmus T…s taabelige Datter, 21 Aar. De øvrige seks er gamle enligtstillede Kvinder.
Kun en af disse, nemlig “Karen Nielsdatter, 69 Aar, halvtaabelig og meget svag”, regnes til 1. Klasse og får fuld Understøttelse. Hun er anordnet til Forsørgelse for 2 Tdr. Rug, 2 Tdr. Byg, og 10 Rbd [Red: Rigsbankdaler]. Da det hedder om hende, at hun “kan aldeles intet fortjene og har intet fra nogen”, maa man gaa ud fra, at hun har maattet friste Livet for de nævnte Ydelser et helt Aar igennem. De øvrige fattige er alle opførte under 3. klasse og faar fra 4 Skp. til 1 Tdr. 4 Skp. af hver Kornsort og fra 2 til 4 Rbd i Penge.
De samlede udgifter efter denne Plan udgør 10 Tdr. Rug, 10 Tdr. Byg og 36 Rbd. Maalt med nutidens Maalestok synes disse Ydelser til et Sogns Fattigvæsen saare beskedne. Men alligevel er de betydelige sammenlignet med Udgifterne i de gode gamle Dage før Statsbankerotten [Red: 1813]. I Aaret 1804 kostede det samlede Fattigvæsen for Sognet kun 9 Tdr. 1 Skp. af hver Slags Korn samt 18 Da [Red: Daler]. i penge, og da var der endda optaget seksten trængende på Planen imod ni i 1825.

En stor Del af disse Ydelser blev paalignet Sognets Beboere. Gl. Ryomgaard, Vedøe og Marie Magdalene Præstegaard yder hver 7 Skpr. Rug og 7 Skp. Byg, Ny Ryomgaard og Marienhoff 4 Skp. af hver slags Korn, Kragelund og Margrethelund 2 Skp. og Frederikslund 1,5 Skp.. Af 54 Gaardmænd yder de 26 hver 1,5 Skp. Rug og 1,5 Skp. Byg, mens resten nøjes med  0,25, 0,5, 0,75 eller 1 Skp. af hver kornsort. Ligningen indbringer i alt 11 Tdr. 7,25 Skp. Rug og 11 Tdr. 7,25 Skp. Byg.  41 Husmænd og Haandværkere betaler deres Ydelser i Penge og pålignes tilsammen 7 Rbd. 40 Sk. [Red: Skilling]. Tjenestefolkenes Bidrag udgør ialt 7 Rbd., 88 Sk., fordelt fordelt paa 46 Tjenetekarle, hvilket bliver 1 Mark til hver med Undtagelse af 3 som maa give 24 Sk. hver. Den samlede Ligning indbringer saaledes 15 Rbd. 32 Sk. i Penge.
Der er således Overskud af Korn, men af Penge er der ikke nær nok til at opfylde Planens Bestemmelser.
Heldigvis er der imidlertid andre kilder, hvorfra der flyder Penge til de fattige i Marie Magdalene-Koed. Foruden de Ydelser, der var paalignet Sognets Beboere, havde Fattigvæsenet i Marie Magdalene-Koed Sognedistrikt en hel del andre indtægter i Aaret 1825. Fattigkassen havde ret til Renterne af to Legater, nemlig Det Distelbergske Legat på Vedøe og det Foghske Legat på Gl. Ryomgaard. Og netop i Aaret 1825 flyder Pengene rigeligt fra disse Legater. Af det Distelbergske [ ? ] har der ikke været indbetalt Renter i 1822, 23 og 24. Og af det Foghske ikke i 1824. Nu falder det hele paa engang sammen med Renterne for Aaret 1825 med henholdsvis 26 Rbd. 33 Sk. og 41 Rbd. 90 Sk., ialt 68 Rdb. 27 Sk. – At Landets Penge endnu paa dette Tidspunkt har haft et lille Stykke tilbage, før Pariværdi opnaaedes, kan man se af, at det udtrykkelig bemærkes, at dette Rentebeløb 68 Rbd. 27 Sk. er opført i Sedler; Sølvværdien anføres til 66 Rbd. 20 Sk.

Dernæst er der Tavlepengene, som i Aarets løb er faldne i Marie Magdalene og Koed Kirker, og som også tilfalder Fattigkassen. De udgør i alt 13 Rbd. 1 Mark 2 Sk.. Den største Part, nemlig 7 Rbd. 3 Mark er ofret i Koed Kirke medens Beboerne i Marie Magdalene og Omegn  kun har ofret 5 Rbd. 4 Mark og 2 Sk. Om dette skyldes, om Koeds Beboere har været de flittigste Kirkegængere, eller om de har haft størst Evne og Vilje til at ofre til de fattige, faar staa hen. Fra Tavlepengene trækkes 4 Mark 10 Sk. til Helsingøers Skole og Hospital. Det kan se lidt mærkeligt ud, at disse fjerne Institutioner støttes fra Marie Magdalene og Koed Sogne. Aarsagen er imidlertid den, at da de Skaanske Provinser blev afstaaede til Sverrig ved Freden i Roskilde i 1659, mistede Helsingør Hospital største Delen af sine Indtægter, der bestod af Skaanske kongetiender fra over 100 Sogne. For at bøde derpaa gav Regeringen i Aaret 1661 Tilladelse til, at der i alle danske og norske Kirker maatte ombæres en Tavle til Fordel for Helsingør Hospital. Senere blev det fastsat, hvor meget hver kirke skulde yde om Aaret. For Marie Magdalene og Koed Kirke beløb det sig til 4 Mark 4 Sk. i Sedler og Tegn. Det resterende beløb af Tavlepengene 12 Rbd. 2 Mark 8 Sk. indgaar i Sognets Fattigkasse. Endvidere har Fattigkassen modtaget i frivillig Gave 2 Mark fra Capitain Knudsen i Nimtofte Mølle “i anledning af gl. Teglhusets Kjøb.” Endelig har der i Aarets løb været forskellige tilfældige Indtægter. Husmand Søren Bech i Marie-malene har “for ufredelig adfærd” bødet 1 Rbd., og Peder Pedersen, Tjenestekarl paa Vedøe, har for utilbørligt Forhold givet 1 Rbd. til Fattigkassen.
Der er saaledes Penge nok; den samlede indtægt paa Hovedregnskabet er 98 Rbd. 35 Sk. Men der er ogsaa andre Udgifter end de 36 Rbd., der er opført paa Forsørgelsesplanen.

Til Medikamenter og Syges Pleje er betalt 4 Rbd. 5 Sk., og til Bøger, Papir etc. for fattige Skolebørn er betalt 1 Rbd. 1 M. 12 Sk.

Dertil kommer tilfældige Udgifter! “Karen Nielsdatter leveret et par Lagener, kostet 2 Rbd. 2 Mark, betalt brænde til Ellen Margrethe med 4 Rbd. 14 Sk., et par Træsko til Karen Nielsdatter betalt med 12 Sk. Som uventet Udgift eller Tab for Kassen blev at anmærke: af Tjenestekarlene var bleven udkommanderede og derfor ikke betalt deres Bidrag, Rasmus Laursen, 1 Mark, og Laus Svenstrup, 1 Mark. Staldkarlen Christen paa Ryomgaard bortrejst og ikke betalt, 1 Mark. Niels Rasmussen som paa grund af hans Faders aldeles Svagheds Tilstand maatte forestaa Gaarden og svare for den, fritaget for Bidrag som Tjenestekarl, 1 Mark.”

Den samlede Udgift paa Hovedregnskabet er paa 48 Rbd. 59 Sk. Men hertil kommer Deficit [Red: underskud] fra forrige Aars Regnskab 53 Rbd. 24 Sk. Dette bevirker, at Regnskabet kommer til at udvise et Underskud på 3 Rbd. 48 Sk.

Den Forordning, der udkom 1802 om Fattigvæsenets Indretning paa Sjælland, og som Aaret efter udvidedes til at gælde ogsaa for Landets øvrige Provinser, kan betragtes som den første Begyndelse til det Kommunestyre, vi nu kender. Fattigkommissionen skulle føre Forhandlingsprotokol, og det kan nok have sin Interesse at se, hvorledes den greb de forskellige Sager an, der kom ind under dens Virkefeldt.
Den Protokol som brugtes af Fattigkommissionen for Marie Malene-Koed Sognedistrikt findes endnu velbevaret lige fra det allerførste Møde, som afholdtes d. 1. dec 1803. Med smuk og letlæselig Skrift har Sognepræsten H. Thygesen ført Protokollen fra dens første Begyndelse og en Aarrække frem i Tiden. Endnu i Aaret 1825 er det ham, der har ført Pennen og stillet Regnskaberne op.
Før Omtalen af Fattigvæsenet gennem dette Aar afsluttes, skal der lige anføres nogle Uddrag af Forhandlingsprotokollen til Belysning af Fattigkommissionens Arbejdsmetode. Den 25. Juli 1825 afholdtes der et møde, og om det har Protokollen følgende:

“Julii den 25. var Fattig-Commissionen for Mariemalene Sognedistrikt forsamlet for i følge Reglementet at overse de fattiges Tilstand med hvad der kunde være at foretage med hensyn til forestaaende eller allerede løbende Qvartal. Med hensyn til Almisselem Karen Nielsdatter blev erindret, at hun ikke kunde blive, hvor hun var, længere end til Aarets Udgang, og da hun var af dem, som ikke engang kunde pleje sig selv, måtte hun besørges indtinget hos en anden Familie. Commissionen blev da enig med Niels Pedersen Rytter i Marie Malene om, at han skulde til Nytaar modtage hende og med alle Ting, Underhold og Pleie, Klæder undtagne, forsørge hende, hvorimod Fattigcommissionen af Fattigvæsenets kasse skulde betale ham 2 Tdr. Rug, 2 Tdr. Byg og 8 Rbd. Sedler. – – Det blev anmærket, at hendes lagener vare opslidte, og blev hende da skjænd et par Lagener, som i sin Tid vat kjøbt til Jens Hjulmand, men som ved hans dødelige afgang ikke bleve brugte og derfor ikke førte Kassen til Udgift. De blev da nu at føre til Udgift med 2 Rbd. 2 Mark. –
Maren Thut havde til Fattig Commissionens Medlem Chresten Møgeltoft beklaget, at hun ikke kunde med sin taabelige Datter hjælpe sig med de hende efter Planen tillagte 4 Skp. Rug og 4 Skp. Byg, og Commissionen indrømmede hende da et Tillæg af 4 Skp. Rug og 4 Skp. Byg.”

Næste Møde afholdtes den 20. Dec. 1825, da Fattigkommissionen var forsamlet “for at forfatte Planen til de fattiges Forsørgelse for forestaaende Aar.” I dette Møde forhandledes der om Udpantning for de Ydelser, der ikke var indkommet. Det hedder herom i Protokollen:
“Som ikke indkommet og som Commissionen formente maatte erhverves Amtets Aprobation til Udpantning for, anmærkedes følgende: Husmand Jens Fogh i Koed 1 Mark, og Skomager Anders Christensen, ibid, 1 Mark Jens Therkildsen i Kjærende 1 M., Jens Skovfoged, ibid, 1 M., Teglbrænder Niels Hansen i nye Teglhus 1 M. Tjenestekarl Anders Molboe på Marienhoff 1 Mark.”

Dernæst forhandledes om forskellige Beløb, der maatte udgaa af Indtægtssiden paa Grund af, at Yderne var udkommanderede [Red: til soldatertjeneste] eller af andre aarsager. Det er imidlertid omtalt i en tidligere Artikel og skal ikke gentages her.

Til Slut staar der: “Endvidere erindres, at Hr. Schaldemose til Fridrichslund var tilrest med en Del af sit korn, som hvis det ikke befandtes afgjort inden Aarets Udgang maatte ved Udpantning inddrives.”
Som tidligere nævnt var Hr. Schaldemose til “Fridrichslund” selv Medlem af Kommissionen. Det har rimeligvis ikke været morsomt for ham at se denne Bemærkning optaget i Forhandlingsprotokollen. Han har imidlertid slugt Kamelen og har skrevet under paa det hele sammen med Kommissionens øvrige gode Mænd, Christen Møgeltoft, Søren Andersen, Niels Simonsen, Anders Jørgensen og Præsten Thygesen.

FRA DET GAMLE PERSTRUP

Knud Jensen gengiver et uddrag af Hans Bondes erindringer.

Fra 1864 og resten af århundredet skete der mange ting i Danmark, som også havde indflydelse på vor by. Efter den ydmygende krig, der kostede Danmark både Sønderjylland og Holsten, fremstod der personer som havde visioner for Danmark både nationalt og åndeligt. Der var Dalgas, der satte sig i spidsen for hedeopdyrkningen i Jylland. Der var Grundtvig. Fra hans hånd har vi masser af salmer og oversættelser fra andre sprog. Han havde store visioner på det kirkelige og det skolemæssige område. Landbefolkningen skulle uddannes og dygtiggøres, og derfor støttede han højskolebevægelsen, der var med til at vække den danske ungdom, såvel kristeligt som nationalt og politisk.

I 1865 skilte en gren sig ud fra de grundtvigske og dannede kirkelig Forening for Indre Mission. Det skabte uenighed om forkyndelse og de danskes liv og færden. Den danske befolkning rejste sig, den store landbefolkning begyndte at tænke selv. De dannede andelsselskaber, oprettede brugsforeninger samt byggede andelsmejerier og slagterier. Man byggede forsamlingshuse, hvor ordet havde frit løb og der kunne festes og dyrkes idræt.

I Perstrup blev mejeriet bygget 1896. Forsamlingshuset omkring 1900. Alt det nye der skete kunne gribe ind i de enkelte familiers liv.

Her i byen boede en væver ved navn Anton Madsen. Han vævede tøj, som folk så kunne gå til skrædderen med og få syet. Anton var også spillemand, det var to erhverv der ofte fulgtes ad. Man kunne ikke rigtig leve af nogen af dem, men sammenlagt kunne de godt give et levebrød.

Det gik godt indtil Grenå Dampvæveri blev bygget. Det spyede tøj ud i metermål i en sådan fart og så billigt, at ingen væver på landet kunne konkurrere.

Vi (Hans Bonde, Perstrup) hører til Nødager sogn, der også dengang var i samme pastorat som Feldballe. Omkring ved samme tid blev pastor Bus præst i Feldballe. Han var missionsmand. Denne præst havde store oratoriske evner og en vældig gennemslagskraft. I løbet af de seks år, han var i Feldballe, blev der dannet store menigheder af missionsfolk. Det havde til følge, at der næsten ingen baller eller fester blev at spille til. Anton måtte da til at se sig om efter nye muligheder for at tjene til sit udkomme. Han købte lidt jord, indrettede stald og lade. I 1896 blev han kasserer på det nye mejeri. På den måde sled han sig igennem tilværelsen. 

Anton havde en søn ved navn Arnold, der blev gartner i Perstrup. Han var en ældre mand, da vi kom til Perstrup. Efter nogle år blev han dårligt gående. Selvom vi så forskelligt på mange ting, blev vi efterhånden gode venner. Vi hjalp hinanden med høsten, og da Arnold gik på pension, købte jeg en del af hans jord.  

En dag kom han gående med en kæmpestor bog i et reb om nakken. Hænderne brugte han til sine to stokke. Bogen var hans fars nodebog, som han ville forære os. Den var købt i hæfter efterhånden som de blev udgivet. Lumbyes musik kostede 16 skilling pr. hæfte. De var købt før 1874, da kroner og øre blev indført. Hæfterne var samlet og indbundet. En gave som vi satte umådelig pris på.

Arnold var en personlighed, der var meget interesseret i det samfund, han levede i. Produktionen i hans velmagtsdage gik til Grenå Gartnerauktion. Der var ikke store penge i at være gartner i Perstrup. Han blev meddeler til flere aviser. I Dagbladet Djursland havde han hver uge en spalte. Han blev revisor på mejeriet, vurderingsmand og han skrev lejlighedssange. I mange år var han formand og vært i forsamlingshuset.

Han døde omkring 1979 og er en mand, som vi ældre sent vil glemme.

Gengivet fra Hans Bondes erindringer. 

ERINDRINGER FRA KOED (Del I)
Jakob Thomassen, Koed, fortæller:

Jeg står en sommermorgen 1971 paa ”Attrup Høj”, der ligger paa min mark. Og jeg ser ned over Koed by og lader tankerne gå tilbage over det, jeg kan huske, og som min fader har fortalt om byen.

Koed Kirke ligger vest for byen og er opført i 1100-tallet. Taarnet blev dog først opført i 1776 og dens apsis i 1930’erne. I kirketaarnet sidder der en sort sten, og de gamle fortæller, at det skulle hidrøre fra en kugle, som tyskerne i 1864 havde affyret mod kirken fra ”Korsihøj”.

Koeds gaarde og huse hørte indtil omkring 1800 til hovedgaarden ”Vedø”. Men ifølge kongelig bevilling af 15. oktober 1794 blev der givet tilladelse til godsets udstykning. Og derefter blev de 12 fæstegaardmænd i Koed by selvejere. Dette skete formodentlig i det første ti-år af 1800-tallet.

Man har ofte hørt, at datidens bønder var usselt stillede. Men nyere forskning har dog vist, at bøndernes stilling ikke var saa helt ringe, om end der ikke var mange likvide penge i omløb. I al fald maa dette ikke have været tilfældet i Koed, thi 7 selvejergaardmænd og byens smed købte i 1815 den 228 tdr. land store gaard ”Kragelund” (Red: senere kaldet ”Frederikslund”). Og de drev den i fællesskab til 1836.

Der gaves i 1834 tilladelse til udstykning af ”Kragelund”, men de hidtidige ejere beholdt selv den 35 tdr. land store skov (Red. Kaldet Koed Skov). Og den ejes den dag i dag af næsten de samme matr.nre og drives som fælles skov.

Koed gamle skole laa syd for kirken. Til den var der landbrug med tilhørende besætning. Omkring 1880 blev skolen flyttet til en plads øst for kirken. Men den er nu nedlagt.
Udenfor kirkegaardsmuren var der en fælles kaalhave, og dette jordstykke kaldtes ”Plantlandet”.
Byens fællesbrønd, som kaldtes ”Nøden”, var i årene omkring 1800 et mødested for byens ungdom. Karlene kom der ved aftenstid for at vande heste, og pigerne kom med vandspande for at hente vand.

Fra ”Tal-leddet” taltes køerne, når de samlede dreves op i ”Heden”. Der var en ”hjor” eller røgter til at passe dem. Han boede i et hus, som byen ejede. Og uden for dette var der et græsstykke, som også ejedes af byen. Dette maatte benyttes af den mand, hos hvem den fælles ”Bytyr” var opstallet.

I aarene efter krigen i 1864 fremstod skyttebevægelsen. Og også Koed havde sin ”Skytteforening”. Omkring 1874 førtes Randers – Grenaa jernbane forbi Koed. Der laa dengang et ”Fattighus” ved siden af banen. Ved vejen fra Koed til Ballegaarden og Skarresø laa der et ”Bomhus”. Her maatte der betales bompenge for at komme over aaen.

Omkring 1888 byggedes der et forsamlingshus i Koed. Og her holdtes der i aarene fremefter en række forskellige møder.

Koed by var næsten selvforsynende med haandværkere o.a. , idet der  fandtes følgende: Murer, smed, væver, skomager, bager, træskomand, kurvemager, hjulmand og købmand, – ja, selv en ”klog mand” fandtes i byen.

Der var tørveskær i ”Blegmose”, og der var rørskær i engene ved Kolindbro. Oprindelig var der to fælles brønde i byen, og tillige havde hver gaard og hvert hus en brønd. I 1901 blev det første vandværk oprettet. Fire gaardmænd betalte det ved hjælp af de penge, de fik udbetalt af mejeriet i Kolind. Thi der var dengang den ordning, at mejeriet for hver 12-aars periode laante de penge, det var muligt at laane, og udbetalte disse til andelshaverne. Gælden indbetaltes saa i den følgende periode.
I 1903 blev der oprettet endnu et vandværk. Og samme aar en Brugsforening. Men den er nu nedlagt og omdannet til købmandsforretning. I 1910 blev de første gadelys tændt ved hjælp af petroleum. Men krigen 1914-18 hindrede brugen heraf.  Efter krigen fik byen elektrisk lys fra selskabet Arke (1918). Og nogle aar efter tændtes gadeblussene paany ved hjælp af elektricitet.

I 1926-27 anlagdes der kloaker i byen. Ligeledes blev i 1920’erne stendigerne nord for byen fjernede, fordi der altid samledes snemasser der, hvorved vejene lukkede til. Stenene brugtes til vejmateriale.

MERE OM KOED – Del II

JAKOB THOMASSEN – erindringer del II
(RED: hvori forekommer få gentagelser fra 1.ste del).

Den 1. august 1876 aabnedes jernbanen fra Randers til Grenaa. Den førtes lige forbi Koed, og da det første tog kørte, blev mændene i Koed indbudt til en gratis køretur paa strækningen Kolind – Ryomgaard retur. Det var en stor begivenhed. Da toget passerede Koed, stod byens kvinder og børn og vinkede til mændene. De forbavsedes over at se vognene fare afsted, uden at der var spændt heste for.

Ved siden af jernbanen laa branddammen. Den blev kaldt ”Pilvandet”.

”Fattighuset” skulle have været bygget i Ryomgaard-omraadet. Men godsejer Mourier-Petersen, Ryomgaard ville ikke afstå jord hertil.

Der var som før nævnt to ”fællesbrønde” i byen. De var mødesteder for ungdommen. Karlene kom ved aftenstid for at vande heste, og pigerne kom med spande for at hente vand. Der kunne da blive lejlighed til en passiar. Kvinderne vaskede ved brøndene, men maatte ud til aaen for at skylle tøjet.

Det var overdraget de forskellige sogneraadsmedlemmer at opkræve kommuneskat. I 1887 udgjorde denne for Koed og Vedø i alt 479 kr. og 42 øre, kvartalet. Men derforuden skulle hver gaard levere hø, halm og tørv til skolen. Dette androg 78 pund hø, 117 pund halm og 1.117 stk. tørv. Og tillige var gaardmændene forpligtede til skiftevis at hente læge og jordemoder, køre vejmateriale og rydde vejene for sne.
Koed Forsamlingshus har været forsamlingssted for Koed og omegn baade i glæde og sorg. Her dyrkedes der i mange aar gymnastik og dansedes folkedans. Og gymnasterne i Koed var ansete for deres dygtighed.
Engang i 1890érne spadserede et karlehold fra Koed til Nyskov ved Thorsager, hvor de i en gymnastikkonkurrence vandt en træhest. Dette skete om eftermiddagen, og om aftenen holdtes der fest. Og da de Koed-piger var færdige med aftenmalkningen, pyntede de sig, spændte heste for vogne og kørte til fest. Og efter afslutning kørte karlene med hjem.
gymnasterne fra Koed klarede sig i det hele godt ved de forskellige stævner. Nogle deltog baade i ind- og udland, saaledes ved stævnerne i Dybbøl i 1928 i Ollerup 1935 og i Stokholm 1939.
P. Kolind, der var lærer i Koed i aarene 1871-1918 var en god hjælper ved idrætten i Koed, og han blev udnævnt til æresmedlem af Randes Amts Skytte- og Gymnastikforening. Koed Skytteforenings fane opbevares hos Jakob Thomassen. Der findes ikke færre end 18 sølvplader paa den, der er vunder ved kapskydninger. Den første plade er fra 1880.
Lærer Kolind var tillige foregangsmand ved afholdelse af folkelige og kirkelige møder. Han var saaledes en tid formand for Kirkeligt Samfund for Kolind og omegn.

Lærer Kolinds efterfølger var Jørgen Krogh, der virkede som lærer i Koed i aarene 1918-1935. Han fortsatte paa mange maader sin forgængers folkeoplysende arbejde.
Han begyndte med at holde nogle landbrugsfaglige møder i Koed Skole om vinteraftenerne. Og derefter var han med til at starte det ungdomsarbejde, der under navn af ”Ungdomssektionen” toges op af Kolind Landboforening i forbindelse med Kolind Husmandsforening, Kolind Landboforenings Husholdningskreds og Kolind Husmandsforenings Husholdningskreds. Tillige valgtes Krogh til sekretær i landboforeningen. Til tak for hans arbejde udnævntes han til æresmedlem af Kolind Landboforening, indskriften pa diplomet lyder: ”I erkendelse af og taknemmelighed for Deres indsats i Kolind Landboforening som sekretær og leder af foreningens ungdomsarbejde har vi herved den ære at udnævne Dem til æresmedlem af Kolind Landboforening.”
Lærer Krogh medvirkede ogsaa ved rejsningen af en Genforeningssten og mindestenen for lærer Kolind.  Ogsaa ved restaurering af kirken og kirkegaardsreguleringen var han virksom, og beboerne skylder ham megen

 Tak for hans arbejde.
Medens lærer Kolinds folkelige og kirkelige arbejde øvedes i pagt med det grundtvigske syn, stod Krogh nærmere Indre Mission. Efter bortrejsen fra Koed, blev han skoleinspektør i Ikast, hvor han ligger begravet. Han var i bestyrrelsen for Indre Missions Højskole i Rønde, og en tid var han medlem af folketinget. Han udnævntes til dannebrogsmand.
Paa pladsen neden for Koed Kirke er der anbragt en stendysse til minde om genforeningen i 1920. Og her plantede byens ældste mand, en omtrent 90-aarig veteran fra 1864 et lindetræ. Paa en af stenene staar: Sønderjylland 1864 – 1920.”
I 1945 rejstes en flagstang af byens befolkning som udtryk for glæde over den anden verdenskrigs afslutning. Paa flagstangens fod er der en plade, hvorpaa der staar: ”Sundt Folk Vil Samlet Rige 5. Maj 1945”.
I Koed Kirke anbragtes i 1918 et orgel med følgende paaskrift: ”Marie og Th.M. Thomassen, Baunehøjgaard skænkede 1918 Koed Kirke dette orgel, Gud til ære, menigheden til glæde”.
I værket ”Beskrivelse af agerdyrkningens tilstand i Danmark” 1803-12 skriver dr.Theol. Og professor i landøkonomi Gregers Bøgtrup: ”Roer har man altid lagt flid paa i Koed. De er bestemte til salg og er bekendte for deres godhed og søde smag”.
Og pastor Graae, der var sognepræst for Marie Magdalene-Koed 1838-48, sagde om beboerne i Koed, at de var mere oplyste end dem i Marie Magdalene.

EN LILLE HISTORIE OM ET LILLE HUS I EN LILLE BY

• eller lidt om Savværksvej 9 i Marie Magdalene. (Jens Erik Mehlsen)

vel den ældste eg i landet på lidt over 1000 år. Men vel også fordi der plantedes mange af netop disse træer kort efter statens tab af flåden til englænderne i 1807. Dette tab ønskede Kongen (Frederik VII fra 1808) at kompensere ved at plante egetræer, der kunne bruges til at bygge nye skibe. Der findes tilsvarende ege mange andre steder, og skulle denne sidste antagelse være rigtig, må træet således være ca. 214 år gammel. Det kan være rigtigt, men lidt imod er det faktum, at egetræet er ca. 450 cm i rundkreds med en diameter på ca. 143-146 cm. En gammel eg med tilsvarende mål er af Dansk Dendrologisk Forening anslået til min. 265 år (2008), mens en skovridder (H.S.L. Schoubye, Silkeborg), dog mente, at den kunne være meget ældre!

som sagt først ind i entreen, Carls lille værksted, og det var jo tilstrækkeligt for kunderne. Man finder også her en meget stejl trappe op til 1. sal. Her er der to værelser. I det ene sov Jane, mens Carls soveværelse var i stueetagen. Fra værkstedet går man ind i køkkenet, hvor hele fem

STABRAND BRUGSFORENINGS HISTORIE

Historien om Stabrand Brugsforening er tidligere bragt i Optimisten for lidt over 20 år siden. Endvidere findes også omtale på dette site på fanen “Kolind” under emnet “Dengang og nu – rundt om Kolind 1”. Vi opsummerer ganske lidt herom nedenfor som optakt til Sinne Guldholts erindringer. Sinne og ægtefællen Robert Guldholt var uddelerpar i Stabrand Brugsen i perioden 1946-1984. Vi opbevarer erindringerne på Lokalarkivet.

Stabrand Brugsforening etableredes i 1915 på Stabrandvej 8 i Stabrand.

Sinne Guldholt fortæller:

Den 1. marts i året 1946 travede vi, gemalen og jeg, rundt til de kunder og medlemmer, der hørte til brugsen, hvor vi søgte stilling. Det var bidende koldt, sne og frost. Og der var langt omkring og vejen ikke lige farbar. En barmhjertig mand lånte os en hest og slæde – jeg sendte længselsfulde tanker til mine varme skibukser, som jeg havde ladet ligge hjemme for ikke at støde nogen.
Vi var tre par, der var sideordnet indstillet til pladsen. Mon ret mange i dag kunne tænke sig den forestilling at gå fra hus til hus og præsentere sig selv?
Men vi blev venligt modtaget alle vegne, drak kaffe, eller rettere den erstatning for kaffe, som vi alle drak under og efter krigen. Jeg har ofte tænkt på senere, hvad mon de mennesker følte ved alt den rend på dørene? Mon det var en oplevelse på en kedelig vinterdag, eller var det bare noget, der for deres vedkommende skulle overstås?
Vi overnattede hos nogle rare mennesker, gik lidt rastløse omkring næste formiddag, stemningen var skiftende mellem håb og tvivl som for alle andre, der også gerne ville have en stilling.
Generalforsamlingen skulle være i en stue på en gård nærved brugsen kl. 14 næste dag, hvor man skulle stemme om, hvem der skulle være den nye uddeler – konen medfulgte som fast inventar.
Vi gik en tur i omegnen og var så belavet på at tage hjem, da vi møder en af medlemmerne, der svingede med hatten og råber: I fik pladsen – med stort overtal!
Vi kunne da glæde os over det. Vi kom ikke hjem den dag, da der var meget der pludseligt skulle ordnes, og glade var vi, om end vi kunne se, at det ville blive primitive forhold, vi skulle arbejde under den første tid. Brugsen var midlertidig indrettet i en nedlagt købmandsbutik [red: i Mårup] på grund af den tyske værnemagt. Den havde beslaglagt Stabrand by og en hel del af omegnen. Omsætningen var 80 tusind årligt.

En måned senere den 1. april 1946 ankom vi med vores indbo, der nemt kunne være på en lastvogn. Bestyrelsen havde lejet 2 stuer til os på en nabogård. Madlavning foregik på en primus i bagbutikken. Der var lejlighed både over og bag butikken, men var på det tidspunkt lejet ud til andre. Den forrige uddeler boede i Kolind. Sidst på sommeren forhandlede bestyrelsen med det ægtepar, der boede over butikken, at de mod en mindre betaling ville flytte, og vi rykkede ind i deres lejlighed.
Det var en forandring til det bedre – vi var på arbejdspladsen, og der var både stue, soveværelse og køkken. Vand skulle vi hente fra en brønd i gården, rundt om huset og op ad trappen. Det kunne nok gå. Værre var det, at der ingen afløb var i køkkenet. Så det snavsede vand skulle bæres samme vej ned igen.
Nå, vi var unge og raske, og endelig var det kun et tidsspørgsmål, før vi kunne flytte til Stabrand.

I stuen var der en brændeovn, hvor vi var heldige at kunne få træ til, men i komfuret brugte vi tørv, og de skulle først i ovnen og tørres. Så alt hvad der hed hjemmebagning, var den vinter en ønskedrøm. Men til gengæld nød vi stor gæstfrihed his kunderne, og blev vel forsynet med bagværk.
I butikken var der ikke megen plads, alt var gammelt, kaffemøllen blev trukket med håndkraft, vægten var af messing og skulle pudses hver lørdag efter lukketid.
Dog husker jeg kun, at det gik med liv og lyst og godt humør.

Det var første jul efter krigen man igen kunne få chokolade, der dog var rationeret fra FDB. Vi pakkede poser med herligheden, så alle kunne få lige meget. Der var for 19 kr. – mange penge på det tidspunkt, men alle ville købe, og gerne mere, om der havde været.

Vi havde stadig en del rationeringsmærker at kæmpe med. Det skete ret ofte, at man kom til at tælle for lidt med poserne, der skulle sendes. Hver gang gik det godt, ellers kunne der forklares med at det er menneskeligt at gøre en fejl.

Omkring juletid ventede vi vores første barn, godt nok et dårligt valgt tidspunkt for et uddelerpar. Men den lille ventede også med at melde sin ankomst til januar 1947. Stuen, hvor fødslen skulle foregå, var lige over butikken. Om det var rygtedes, at der var jordemor i huset og af den grund, at der kom mange kunder, vides ikke. Hver lyd kunne høres nede i butikken. Det blev den vordende far for meget. Hurtigt blev kunderne ekspederet – et skilt på døren – lukket på grund af fødsel.
En lille sund og velskabt pige så livets begyndelse om aftenen. Vi fik mange gaver og hilsener i den anledning. Efter barnedåb havde vi ca. 80 til kaffe, fordelt over et par uger.

I februar 1947 bliver Stabrand givet fri, – i avisudklip fra den 31. januar 1947 kunne ses, at de tyske flygtninge rejste i går. Flyvepladsen er krigsbytte og jordlovsudvalget var villig til forhandling om lejemål. Stabrand Brugs har meldt sig som lejer af Brugsens ejendom. Der blev bestilt håndværker til at få Brugsen gjort beboelig og vi gik i gang med haven, som lignede mest en urskov efter flere års stilstand. Det forrige uddelerpar havde vist ellers fået præmie for deres fine have, så der var noget at leve op til, hvad der dog ikke lykkedes.

Tidligt om morgenen i juli 1947 kom bestyrelsen plus flere andre med hestevogne, og der gik fast rutefart mellem Mårup og Stabrand, da alt skulle flyttes samme dag, både forretning og privat. Det var en meget varm og tør sommer. Jeg mindes endnu hvor skrækkeligt det var at stå ved komfuret og skulle bespise ca. 20 i al roderiet. Vi var nogle af de første der kom tilbage, og absolut ikke noget opmuntrende syn, alle vegne stod de tomme huse. I gården løb rotter og mus omkring os. Det hjalp vi havde en hund, der nok kunne få dem jaget på flugt.

Inden efteråret var de fleste kommet hjem igen, og der blev en landsby sammenhold, man vist skal lede længe efter at finde mage til. Forsamlingshuset blev gjort i stand, og vi kunne samles der. I april 1950 blev vi forøget med i familien med en søn, ønskebarn da vi havde en pige i forvejen, og for første gang i vores tid gik flaget til tops i Brugsens have. Flaget var en gave, som vi havde fået i anledning af den ventende begivenhed, men måtte ikke bruges før fødslen var overstået. Denne gang var der ikke anledning for uddeleren at lukke butikken på grund af fødsel, men han måtte dagen igennem modtage gratulanter.

Hver især havde en bestemt glas eller krukke, der lige netop passede med sirup til opskrift på deres brune kager. Lykke var, når man i god tid før jul, kunne overtale kunden til at købe stort ind, f.eks. øl, så vi var fri for det de sidste travle dage, ja, hvor var der meget slæb i december måned. Vi havde en stor tønde med sirup, som stod i olierummet. Derfra tappede vi over i mindre kander, der stod ved siden af kakkelovnen, så var det nemmere at hælde af. Man satte kanden under den store tønde, kunne nemt huske at se efter, når den var fuld, men ak og ve, det kunne ske der også var sirup på gulvet, og en større omgang rengøring ventede.
Når julens glæder blev udbetalt, kunne vi regne med travlhed, på den tid havde vi både legetøj og gaveartikler, og meget juleknas. Den gang købte man også kun appelsiner til jul. En del chokolade var i løs vægt, ligeledes konfekt, så det kunne vare lang tid at ekspedere, men til gengæld fik man mangen en hyggesnak over disken.

En tidlig morgen først i december kom Petrea cyklende fra Mårup. Hun fik sin morgenkaffe, og så måtte vi i gang med at finde julegaver til hendes 24 børnebørn. For det meste blev det undertøj. Det er ingen nytte til med al det legetøj, mente Petrea. Vi pakkede hver enkelt gave fint ind, Petrea skrev navn på

Så er det overstået, sagde hun, og for hendes skyld måtte det godt snart blive jul. Hun blev ved med at være en trofast kunde, de sidste år hentede vi hende i bil, da var hun nær ved de firs.

Byens børn kom med deres sammensparede penge, – havde de 10 kr. Skulle de gerne købe 10 pakker, men hvem kan nænne at skuffe de glade øjne, fortjenesten var så som så. Vore egne poder havde deres problemer med at få købt i hemmelighed, så de måtte have nabokoner til hjælp.
De sidste fjorten dage før jul, smovsede vi i grisekød, idet mangen en pakke blev stukket ind af bagdøren med den besked: I skal lige smage vores julegris! – det var før fryseren kom frem. Uddeleren fortalte en gang i butikken, at hans livret var grisetæer, og tro det eller ej, på et tidspunkt havde vi 24 grisetæer i fryseren, – da gik jeg i strejke!
Vi havde også 2 ældre mænd, der hvert år først i december kom og bestilte håndklæder til hele familien til julegaver. Jeg tænkte tit dengang, at børnene bliver nok skuffede over gaverne. Nu er disse børn voksne, og forhåbentlig mere glad for håndklæderne.

I 1952 får vi indlagt vand, en stor lettelse i det daglige arbejde. Samme år holder Brugsen udflugt de 24. juni, afgang Stabrand kl. 8 til St. Vildmose, Ålborg, afgang Ålborg kl. 22. Pris 18 kr. Pr. Deltager, jeg husker ikke hvor mange vi var afsted, men dog 2 rutebiler.

Vi får nyt loft i butikken i januar 1953. Butiksdøren skal flyttes om til nordsiden (gaden), så er det slut med “sludrebænken”. Døren skal være på dens plads, hvor de tit sad et par ældre og snakkede om gamle dage og var enige om at verden var af lave, – det kan ikke blive ved at gå! Hvor kunne jeg ønske, at man dengang havde haft en båndoptager og igen høre deres snak.
Det år var udflugten den 25 juni – Lillebæltsbroen og Kolding. Besøg på chokoladefabrikken og aftensmad på Hasselager Kro.

Den 10. marts 1955 var der generalforsamling og samtidig fest i anledning af Brugsens 40. års jubilæum, ca. 120 deltager, fælles kaffebord, film: vi som går køkkenvejen. Om eftermiddagen film for børn: Fyrtøjet. Der kom forslag om badeværelse i Brugsen. Kloset håndvask, siddebadekar. Omkostninger ca. 1500 kr. Det blev godkendt.
I 1956 får vi varmtvandsbeholder i badeværelset og delvist nyt inventar i butikken. Julekalender til medlemmernes børn pris 22 øre stk.

Den 25. februar 1958 er der købt et kasseapparat, pris 2570 kr., hvoraf 570 kr. Betales kontant og resten pr. kvartal 200 kr. Jeg bliver bevilget 60 kr. Til kursus på Andelsskolen Manufaktur. Efter det kursus går jeg i krig med at sælge “Slidmand” arbejdstøj. Det blev en sport. Husfællen (uddeleren) siger: Blot du kan sælge 50 stik. Er det fint. Jeg tager afsted, fra hus til hus, er nok lidt beklemt i starten, men møder kun venlighed, og får mangen en kaffetår og hyggesnak. 120 stk. tøj blev der solgt. Vi fortsatte flere år frem med at gøre ekstra arbejde for salg af “Slidmand”, men også det fik en ende.
Det blev et travlt år, vi havde en ekstra generalforsamling den 27. juni angående forandring af butik og lejlighed, Oliekamin, vinyl på gulv, mere nyt inventar, i Butikken ny kaffemølle, 3 værelser på loftet, sammenlægning af 2 stuer. I lejligheden blev alt godkendt, og var færdig i november, lånte 12.000 kr. I Nødager sparekasse.
I 1960 køber Brugsen regnemaskine.

I 1961 på bestyrelsesmøde vedtog man at lukke kl. 12 om lørddagen, ligeledes at lukke om eftermiddagen mellem jul og nytår. Der fremkom forslag om at lægge kontor og mellemgang til Butikken, som var færdig i 1962. Samme år spurgte uddeleren bestyrelsen om hvad de ville sige til at give hans kone (lille mig) et mindre beløb for mit arbejde i butikken. Bestyrelsen bestemte sig til at udsætte spørgsmålet, men var dog enige om, at det var billigere end hvis man skulle til at holde fremmed hjælp.

I 1963 købtes frysedisk, pris 3.800 kr. Jeg bliver bevilget en løn af et tusind kr. årligt.

I 1964 ny perron og i 1965 havde Stabrand Brugsforening 50. års jubilæum.
Referat fra avisen: Indviet 1915 – 1965 Stabrand Brugs har torsdag den 1. juli 50. års jubilæum. Det var lærer Marius Rasmussen, der tog initiativet til at starte en brugsforening. Der nedsattes et udvalg bestående af ovennævnte samt grd. Niels Udsen, Krarup, Rasmus Rasmussen, Stabrand, Mads Andersen, Mårup, P.M. Pedersen, Horstved. Man fandt en egnet byggegrund i den lille landsby og brugsen blev opført for 8.000 kr. Og der startedes med 50 medlemmer. Som uddeler ansattes Chr. Pedersen, Attrup. Han drev forretningen til sin død i 1939, hvorefter hans hustru, Sofie med en nevø drev brugsen videre til 1946, da den nuværende uddeler Robert Guldholt og hustru blev antaget. I de 50 år har der kun været 8 formænd. Brugsen er vokset støt og i dag er medlemstallet 100, hvad der må betegnes som fint i ret tyndt område, hvor brugsforeninger ligger tæt. Brugsen måtte dele skæbne med de øvrige beboere i Stabrand, da den tyske værnemagt i 1944 besatte byen. Da medlemmerne var samlet til den årlige generalforsamling d. 24. februar, måtte formanden meddele der var kommet besked om, at Brugsen, hylder og skuffer skulle være rømmet i løbet af 24 timer. Heldigvis kunne man flytte ind i en nedlagt købmandsbutik i Mårup og her fortsatte handelen indtil Brugsen og byen igen blev givet fri. De gode borgere, der for 50 år siden startede Brugsen, kunne umuligt have forudset, at den 29 år senere skulle opleve en æra som kirkesal. I første omgang brugte værnemagten brugsen som depot, men senere som katolsk kirkesal for det voksende antal flygtninge, der strømmede til byen. Den 1. juli 1947 blev brugsen igen beboet som forretning, og kunderne stod igen sammen om deres forening samt markerede dagen med fælles kaffebord om aftenen på hotel i Kolind.
Vi havde også inviteret alle de bestyrelsesmedlemmer, der har været gennem de 25 år til frokost. Det blev holdt på lageret sammen med nogle kolleger. Der havde været nær kontakt med mange mennesker, med FDB, da kom vi hinanden ved. Det var festdage da de rejsende fra FDB kom med udvalgte varer, mange gange en hel dags besøg, hvor vi kunne få tid at hygge os sammen til måltiderne.

Vores børn er nu vokset op og fløjet fra reden.
Dage, hvor man syntes alt var gråt i gråt, havde egentlig mest lyst til at pakke ranslen, men husker på det gamle ord: Problemer er til, for de skal overvindes.
Og de gode dage, hvor alt gik så legende let, har været i flertal. Derfor er der kun grund til at se tilbage i tiden med taknemmelighed.

Efterskrift:

Sinne Guldholt fortæller her lidt om de gamle mål:

Som jeg husker de gamle mål fra min barndom, og den første tid i Mårup og Stabrand. Da de fleste ting var i løs vægt, vejede vi dem selv af eller tog på lurenkig. Mange opskrifter lød f.eks. på for 2 øre gær, til en kringle eller til et franskbrød. Vi skar eller brækkede gær af, sådan som vi nu mente, at det var passende, med tiden blev prisen 5 og 10 øre. Man regnede ikke med kg, altid stod der i kontrabogen 1 ₻ = tegn for pund (omregnet ½ kg., 500 gr.)

1 pægl var 2½ dl. og 4 pægl var 1 pot (1 liter).

Jeg husker tydeligt sedlen, som vi børn havde med i Brugsen, f.eks. 2 ₻ sukker (st. melis), 1 ₻ puddersukker (farin), ligeledes knalder (hg. melis), for 2 øre hjortesalt, 10 øre rosiner, – der håbede man på, at uddeleren øste rundhåndet, så der kunne blive lidt til kunden at smage, 1 kræmmerhus (bolcher) for 2 øre.
Når far en gang om måneden betalte bogen, var der som regel et kræmmerhus med hjem i kurven, og den var gratis. Det hændte, at far købte en pose med kager, der hed: vrøvl. Deri var forskellige figurer og nogle med chokoladeovertræk. Det var en festaften.

Nødager brændte den 15. september 1889. Aarhus Stiftstidende skriver om branden:

BRANDEN I NØDAGER i 1889

Dueskydning (subtitle til artiklen i Århus Stiftstidende)

Chr. Nielsen, som er en af de brandlidte. Omtrent ved Middagstid i Mandags var han gaaet ud for at skyde et Par bortfløjne Duer. Den ene af disse traf han siddende paa den nordre Side, det vil sige Vindsiden af Gaardejer Jeppe Laursens østre Gaards Tag; han gav Ild, og umiddelbart efter Skuddet opdagede en Dreng Brand i Taget paa det Sted, hvor Duen havde siddet. Tilsyneladende havde Ilden næppe en Haandflades Størrelse, og Chr. Nielsen med flere var strax til Stede med Slukningsmidler, men det iagttoges hurtigt, at Ilden med rasende Fart havde udbredt sig under Taget og i Løbet af kort Tid ikke blot til samtlige Gaardens Bygninger, men ogsaa til Jeppe Laursens vcstre Gaard. Denne, som beboedes af Kreaturhandler Hans Nielsen, var ved en Længe sammenbygget med den førstnævnte, og begge nedbrændte til Grunden.
I et en Nabo tilhørende Skur blev Ilden slukket og derved dens Udbredelse imod Nord forebygget. Hinsides den i Nord og Syd løbende Vej antændte derimod Ilden fra den vestre Gaard den ca. 80-aarige Vejmand Rasmus Baslunds Hus, og samtidig udstrakte den sig om fra den førstnævnte Gaard over Vejen, løber i Øst og Vest. fulgte Vindretningen mod Nord og havde i Løbet af en Time antændt den der liggende Bygnings komplex, omfattende 6 til Dels sammenbyggede Huse. og naaede hen til Jens Pcderscns Gaard. beliggende i den østlige Del af Byen. Efter at Gaarden var nedbrændt, standsedes Ilden, men Flammerne hærgede og tilintetgjorde samtidig 3 Gaarde og 7 Huse. De blev totalt nedbrændte, medens den sydlige højtliggende Bydels Gaarde. Huse og to Skoler var lige saa truede af Ilden som de i den lavtliggende nordre Del tiloversblevne to Gaarde. Manglen paa Vand saavel i Branddammen som i Byens Brønde nødvendiggjorde, at det eneste til Forholdene brugelige Slukningsmiddel maatte hentes pr. Vogn i Kar, Tønder og andre Beholdere fra Aaen ved Aalbaarg Møllebro, der ligger over en halv Fjerdingvej fra Brandstedet. Der var mødt Sprøjter fra de fem omliggende Sogne, men flere af dem blev hurtig ubrugelige, og Vandtilførselen maatte blive mangelfuld paa Grund af Vejlængden til Aastedet. Det maa derfor betragtes som et Held i den store Ulykke, at Vinden lagde sig henimod Aftenen.

Endnu ved Midnat dannede Brandtomterne mægtige Baal med Ild- og Røgsøjler, som brød frem fra de nedstyrtede Mures glødende Masser af indhøstede Afgrøder. Korn, Hø og Tørv. hvilke endnu ikke var bleven opbrændte. Der stod flere Gange Ild i de omliggende Bygninger, fire Gange i Enkemadame Ane M. Olsens Gaard, og selv Maler Andersens længere bortliggende spaantækkede Hus antændtes gentagende gange. hvilke dog alle blev reddede. Nogle Høns indebrændte for Hans Nielsen, men intet Kreatur er gaaet tabt. Derimod er de nys fyldte Laders Beholdninger af Korn og Hø fuldstændig ødelagt.
Naar Hensyn tages til Ildens hurtige Udbredelse, er forholdsvis ikke lidet reddet af Indbo og andet Inventar, men Størstedelen findes anbragt under aaben Himmel, i Haver og i Tofte. De nedbrændte 12 Beboelseslejligheder havde været Hjem for ca. 50 voxne og Børn, som nu er husvilde. De brandlidte er følgende: Gaardejer Jeppe Laursen, Kreaturhandler Hans Nielsen, Vejmand Rasmus Baslund, Husmand Jørgen Madsen, A. Madsen (Moder til ovennævnte), Arbejdsmandmand Mikkelsens Kone (Manden aftjener for Tiden sin Værnepligt), Husmand Hans Mortensen, Sypige Marie Madsen, Husmand Rasmus Olsen, Husmand Bertel Sørensen, Muren Chr. Nielsen og Gaardejer Jens Pedersen.

Det meddeltes også, at alle var forsikrede.

SKARRESØ BY OG SOGN I GAMLE DAGE
Knud Jensen

Skarresø Sogn er beliggende omtrent midt på Djursland og omfatter byerne Skarresø, Astrup, Mesballe og Tjerrild. Sognet har et omfang fra vest til øst på ca. 8 km. Og fra syd til nord på ca. 5 km. Der er et samlet areal på 1638 ha.
Jorden består for størstedelen af let sandjord med tilhørende engarealer, der er til stor gavn for den magre agerjord.

Skarresø by med 4 nu nedlagte gårde omkranser en lille sø, der engang har været på 11 tdr. land men nu er meget tilgroet. Søen har ikke noget direkte til tilløb, men vandstanden fremkommer af væld fra de ret store bakker der omkranser den, og der er afløb til Korup Aa via en grøft i den østlige ende af søen.

Kirken ligger på en bakke omtrent midt i byen. Den er fra 1200-tallet og har i sin tid hørt under herregården Gammel Ryomgaard, hvilket fremgår af at både alter og prædikestol er forsynet med våbenmærker fra denne gårds ejere. Kirketårnet er bygget til i 1773.
I ly af kirken ligger en ældre bygning, hvor der er i sin tid var skole. Denne blev nedlagt i 1854 og flyttet til Astrup, men allerede i 1868 blev den nedlagt, og der er blevet bygget nye skoler i Ebdrup og Mesballe.

Folk blev gamle i Skarresø, og der var flere originaler imellem dem, for eksempel Niels Pip, der havde været med i krigen i 1848, og efter sigende gik han med en kugle i ryggen, som han havde mén af. Han var lidt træskomand, dog var hans træsko ikke alt for gode, men man gik med dem alligevel.
Der var Pæ’ Graver, som havde været graver ved kirken, men det er blevet sagt, at han ikke gravede hullerne dybe nok, kun en god alen, og det var for lidt. Han havde lidt landbrug, men ernærede sig mest ved at fange gedder i søen og ved at slagte kalve, som han betalte med 6 kroner pr. styk og så kørte han dem og gederne til Thorsager på en tohjulet vogn, som han selv trak. Der blev de solgt.
Begge ovennævnte havde den skik, at de hver søndag gik hen til en gårdmand, hvor de spillede ”Fied-Mauer” om penge. De fik hver 9 kort og hver af de første 3 stik var fede á 2 øre, og resten var magre à 1 øre. Alt skete i god forståelse og var udmærket tidsfordriv. Samtidig vankede der kaffe og tobak med nogle gode ”kagemelsmadder” til. Dette skete sidst i 1880’erne og først i 1890’erne.
En anden af de gamle hed ”Pæ’ Laursen. Han var også fra 48 og døde 98 år gammel. Han kørte med stude, og når nogle spurgte, hvordan han bar sig ad, når han skulle hente jordmoderen, sagde han:” A kyer dawn fær”!
Folk som væver Niels Jensen (Knold) og Mine Hjulmands hørte også til sognets noget særprægede mennesker. Niels boede i et lille hus midt i byen og ernærede sig som væver i mange år. Han var en oplyst mand, der havde øje og øre for tidens spørgsmål og han tog i væsentlig grad del i diskussioner. Han var overbevist venstremand og altid rede til at forsvare sine synspunkter. Væveriet blev efterhånden noget umoderne og han fik så den ide at tage på husflidskursus, hvorfra han kom hjem med energi og han oprettede en husflidsskole i sit eget hus. Denne skole blev besøgt af unge i mange år og de fik derigennem håndelag på at behandle såvel træ som redskaber, hvilket var til megen nytte senere i livet. Væveriet forlod han nu helt og kastede sig over murer- og træarbejde, som optog ham fuldstændigt. Han var også ringer og graver ved kirken i mange år, og passede jobbet med omhu. Det var også ham, der fik plantet træer omkring den forblæste kirkegård, hvor intet kunne trives. Mange af træerne står der endnu. Han var i flere år formand for Skarresø Brugsforening. Denne blev stiftet i 1898, og det var et hverv, som han røgtede med stor iver.
Mine Hjulmands og hendes mand Søren (som ikke var hjulmand) boede på en lille mager ejendom, der lå ved Tyresø. Det er en lille sø med tørveagtigt vand og i folkemunde siges den at være bundløs. Ejendommen kunne ikke give til føden, men Mine bidrog til det med noget helt andet. Hun sagdes at have læst i Cyprianus, hvilket gjorde hende til såkaldt ”klog kone”. Og hun var en klog kone, der var berømt rundt omkring for at kunne sætte ”i lave”, og det var lige meget, om det var arme eller ben, ja, så galt endda hoveder. Der fortælles om en mand, der have fået halsen af led, kom til hende og hun tog ham så kraftigt om halsen, at det gav et smæk – og alt var på plads igen.
Bylder kurerede hun med lethed, og der var til tider ret stort rykind hos hende, af folk, der kom langt fra. Fremmede spurgte om vej til ”Sætilavkonen”! Mine og Søren flyttede til Rosmus.
Beboerne i Skarresø levede som man siger ”et jævnt og muntert liv” med nok af arbejde og med sparsom af indtægt, men de forstod at hygge sig. Sammen med slægtninge og gode venner gik de sammen et par gange om året, ved juletid og ved høsttid, (Skaargilde) når høsten var overstået. Da var der noget på bordene, både fra saltkarret og hønsehuset, ja, måske var der rigeligt af ”det våde”, men der skete aldrig misbrug. Det bidrog kun til at stemningen var god.
Sådanne gilder begyndte om eftermiddagen med kaffe, og når det var overstået, gik mændene i staldene for at se besætningen, der jo foruden køer og grise var heste, som altid havde stor interesse og de blev kritisk bedømte.
Siden blev der budt til bords, og der manglede efter den tids forhold ikke sulevarer. Hønsene kom hele ind på bordet og den fornemmeste af konerne skulle skære for. Det kneb tit med at finde en kniv, der var skarp nok til hønsene, men hver især undersøgte sin kniv, og endelig fandt man én, som forskærersken fik overrakt. Efter måltidet samledes mændene til et spil kort, og det var som regel ”Firkort med trumf” og hver gang klør blev vendt betød det en dram til spillerne. Alt forløb til fælles tilfredshed. Konerne forslog tiden med ”Bindhuesen” og med snak. Mændene fik af go til en ”hal’kaffe” og tiden gik hurtigt indtil midnat, hvor gæsterne som regel tog hjem.

Beboerne havde i disse tider – sidst i 1800-tallet, mere respekt for kirken end der tilsyneladende er i vore dage. Kirken var næsten altid fyldt. Folk kom fra Tjerrild og Mesballe, og mange havde deres bestemte pladser. Det var ikke velkomment, hvis nogle satte sig på en plads, hvor andre plejede at sidde.

Efter kirkegangen, ja, måske også før, diskuterede man udenfor våbenhusdøren både gamle og nye nyheder. Særligt erindres to veteraner, Niels Thuesen fra 48 og Niels Thygesen fra 64. De havde hver deres mening om deres bedrifter under krigene, og det gik af og til ret kraftigt til, men 64 måtte som regel give op.
At folk i de tider samledes ved kirken var måske ikke altid  kirkelig interesse, men også i nogen grad for at høre nyheder.

I 1898 byggede man forsamlingshus, og nu blev der lejlighed til at mødes i mange andre sammenhænge. Ved begravelser i disse tider begyndte ceremonien i reglen på afdødes bopæl, hvor følget blev beværtet med spise og drikke før begravelsen, og efter denne mødes man så i hjemmet eller i forsamlingshuset til spisning. I et enkelt tilfælde, hvor bruden var her fra Skarresø erindres brudeparret spadserende fra gården til kirken med to messingblæsere i spidsen for brudefølget.

Ja, det var dengang. Der er stadig 4 gårde og de samme huse tilbage i Skarresø. Forsamlingshuset og Brugsforeningen er lukket, og der er kun kommet ganske få nybygninger siden dengang, så nu er der kun den gamle kirke tilbage, men den er der dog ingen planer om at nedlægge.

Herremanden havde i hine tider ansvaret for – og dermed stort set hånds- og halsret over sine bønder og fæstere. Hans ansatte ridefoged var i de fleste tilfælde de undergivnes skræk og plage. Unge bønderkarle, der nægtede at springe soldat, og bønder eller fæstere, som ikke ville makke ret, fik datidens straffemidler at føle på deres krop.

ulovligt brændevinsbrænderi, for dengang måtte bønderne ikke selv brænde. Det var et privilegium for – kort sagt – alle andre, for både præster og degne, for civile og militære betjente, for herremænd og embedsmænd, for proprietærer og forpagtere og for alle bosat i byerne. Bønder var jo ikke regnet for noget, de var nærmest anden klasses mennesker og dertil oftest livegne, og som sådan var det dem forbudt at lave brændevin selv. Naturligvis måtte en sådan forordning give anledning til utallige overtrædelser og retssager. Ved fogeders og dommeres bistand håndhævede herskabet lovens bestemmelser i kongens navn.

Til gengæld skulle alle, der havde ret til brænding, svare afgift deraf til kronen. I Grenaa, der dengang var på 150 huse og gårde, og hvis indbyggertal næppe har oversteget 1000, var købmanden Jens Chr. Juul konsumtionsforpagter. Hans fuldmægtig Ove Christoffersen Broch, forhenværende storkøbmand, men på grund af tidernes ugunst nu falleret, havde til opgave at inddrive told og afgifter. Han havde tidligere ejet den smukke gamle gård på torvet, der hvor nu Djurslands Museum har til huse. De to opkrævede skatter, acciser eller afgifter med hård hånd og konfiskerede ulovlige brændevinsredskaber i snævert samarbejde med herremænd og ridefogeder overalt i Nørre- og Sønder herred.

For at opfylde lovens forordninger om konfiskation skulle en rettens embedsmand – en birkedommer, en herredsfoged eller en byfoged – overvære inkvisitionen, som man dengang benævnte slige fogedforretninger.
En sådan inkvisition fandt sted 1774 i Skarresø, hvor man ikke ville finde sig i noget »forbud«. På landet, hvor brændevinsfremstilling altså ikke var tilladt, ejede bønderne ofte brændevinstøjet i fællesskab, og de forskellige dele, kedel, hat, lag, pibe og svaletønde, opbevaredes lige så mange steder i landsbyen. Af gode grunde. Et komplet anlæg var meget kostbart, og det var en katastrofe at få det beslaglagt eller ødelagt. Kedlen kunne have et rumfang af ½- 2½ tønde og dertil kom hat, låg og pibe, alt af kobber. Vægten androg fra 6 til 10 lispund og havde en værdi af 25-60 rigsdaler. Det var i 1700-tallet lige så meget som femtedelen af prisen på et velholdt hus eller en god gård. I panteprotokollerne ses brændevinsredskaber at være det mest almindelige pantsættelsesobjekt næst efter fast ejendom.

Ved Daggry den 20. Oktober 1774 forlod to vogne Grenaa gennem sønderport og kørte forbi accisseboden over åens tre broer. Vejen over de lave enge forbi Kragsø var opkørt og pløret. Det nærliggende Kolindsund, der dannede det naturlige skel mellem to herreder, beredte ofte de vejfarende store kvaler i vinter- og forårstiden. Det var derfor vigtigt, at vore to køretøjer og deres mandskab fik deres ærinde i Sønder herred forrettet, inden vinteren satte ind. Deres mål i dag var Skarresø. (Foto nedenfor er uddrag af matr.kort over Skarresø 1870)

Grenaa, der begge var forhindrede den dag. Thomas Meinicke boede i Voldby og havde tidligere været skovrider på Scheel med embedsbolig i Fjellerup. Han var født 1717 I Auning, hvor hans fader var skomager.

De to embedsmænd skulle på jagt efter brændevinstøj i Sønder herred, ligesom de i foråret havde været det i flere landsbyer i Nørre herred. Vognmand Hans Jensen Sejr, rebslageren Jens Pedersens søn fra den vestligste gård i Storegade, var kusk på vogn nr. To . På hans vogn befandt sig Jørgen Andersen Winter og Peder Carlsen, to Grenaa-borgere, der var udtaget testificanterd.v.s. vidner, i den undersøgelse, der forestod. Efter at have bedet på kroen i Kolind nåede de to køretøjer først på eftermiddagen frem til Skarresø, og her tog man straks fat på forretningerne.

I Jens Rasmussens gård fandtes bade hat, låg og piber, og hos Jens Skrædder et kobberlåg, som gik samme vej – op på vognen. Hos gårdmand Peder Thuesen var slåen skudt for alle døre, endskønt det var midt på dagen, og røgen stod af skorstenen. Rygtet om inkvisitionen var nået frem inden embedsmændene, takket være Niels Bach. Man havde derfor troet sig sikker ved at stænge dørene, men der gaves ingen pardon. Efter gentagen banken på blev dørene sprængt. I bryggerset duftede der lifligt, og en stor kedel var ganske fuld af varm bærme. I et andet rum fandt man konen og pigerne skræmt fra vid og sans. Derimod var der ingen redskaber at se nogen steder. Ved nærmere eftersøgning uden for huset fandtes friske spor af gravning i et havegærde.

Beboerne var ingen steder at se, men det arbejdende redskab var i sig selv bevis nok på lovover-trædelsen. Alt blev bragt ud på den ventende vogn. Da man kørte derfra, viste et kvindfolk sig i døren, men om det var konen i huset eller et tyende, kunne ikke siges. Birkedommeren og fuldmægtigen besluttede herefter at påbegynde hjemturen. De var klar over, at noget var i gære, og at det nu gjaldt om at komme af sted. Desuden var vognene næsten fuldt læssede, og dagen gik på hæld. Måske var der grunde for at mistænke endnu et par Skarresø-folk, men det fik vente til en anden gang. De to vogne forlod Skarresø og fulgte vejen mod syd over Astrup. Inden man nåde så langt, blev vognene indhentet af fem ridende Skarresø-karle. Nogle plovfolk, der arbejdede på marken, blev råbt an af rytterne og sat ind i sagen. Ligeledes nogle bønder fra Ebdrup, som befandt sig undervejs. De sammensvorne karle, plovfolk og bønder omringede de to køretøjer og standsede dem. Rytterne stod af hestene og spurgte de kørende, hvad de var for folk og titulerede dem »røvere og skielme«.

Birkedommer Thomas Meinicke og fuldmægtig Ove Broch fortalte, hvem de var, og hvorfra de kom. At de var taget ud i Hans Majestæts ærinde – og efter hans befaling – for at søge efter brændevinstøj. Naturligvis ville karlene ikke tro et ord deraf. Niels Bachs karl vidste jo fra sin husbond, at Grenaa-mændene ingen »papirer« havde med. Derefter tog de fat på at læssse de kære brændevinsredskaber af vognene. Birkedommeren søgte at gøre dem begribeligt, hvad de udsatte sig for ved at tage sig selv til rette. Det tog karlene overhovedet ingen notits af. De vedblev at læsse redskaber af. Samtidig truede de Grenaa-folkene med klø, så mange, at ingen af dem kunne krybe eller gå derfra. Endnu en gang søgte birkedommeren at tale karlene til fornuft, sagde, at de skulle være varsomme med at true, endsige bruge vold. Nu havde de jo taget redskaberne igen og burde lade ham og hans følge fare med fred. Og hvis de tvivlede på hans og hans ledsageres ord og om, at de ikke var i deres gode ret som øvrighed, så var han – birkedommeren – og hans folk villige til at køre om ad Ryomgaard til bøndernes herskab oberstløjtnant von Hoff eller dennes ridefoged. Eller til præsten i Marie Magdalene. Således at både bønder og karle kunne blive overtydet om, at alt var i overensstemmelse med gældende love og forordninger.

Intet gjorde indtryk på karlene. De blev jo længere des grovere, og uden at nogen rigtig vidste deraf, slog en af karlene til Jørgen Winter, der blev ramt i hovedet, og det så voldsomt, at blodet sprang ham af øret. Han skreg højt af smerte og angst, da han tumlede til jorden. Dermed var signalet givet til voldeligt overfald. Bønderkarlene slog løs på birkedommeren og især på Ove Broch, som snart efter lå blødende på vejen. Som våben anvendte karlene medbragte vogn- eller plovkæppe, men gjorde også flittigt brug af kobberpiberne fra brændevinstøjet. Da det gik hårdest til, benyttede de to testificanter (vidner) lejligheden til at stikke af.

Imens fortsatte karlene med at slå løspå Broch og Meinicke. De to vidner har vel tænkt at hytte deres eget skind, da de alligevel ingen chance havde for at klare sig mod overmagten. Da de to stak af, sprang et par karle til hest og indhentede dem. De flygtende bad for deres sølle liv, og karlene lod dem løbe overbevist om, at det ikke var rigtige konsumtions-betjente. Imens fik de to hovedpersoner endnu flere drøje hug og led yderligere overlast. Kusken Hans Sejr var der derimod ingen, der rørte. Tilsyneladende havde karlene fået raset ud, og Hans Sejr benyttede lejligheden til at få de overfaldne bragt til vogns. Det lykkedes at komme af sted, og man kørte – alt hvad hestene kunne rende – ad Kolind til. Et langt stykke vej forfulgte overfaldsmændene dog de to vogne med trusler og grove skældsord. Ove Broch var stadig kusk på den ene vogn, men var knap nået en halv mils vej, før han matte give op. Spændingen og den hårde medfart havde udmattet ham. Han sank sammen på bukken, mens blodet randt ham fra hovedet ned over hans kinder. Han var ikke i stand til at bevæge højre arm. Birkedommer Meinicke overtog derpå tømmerne og kørte vognen. Ove Broch blev anbragt midt i køretøjet, mens Jørgen Winter tog plads bag ham for at støtte, hvis han påny skulle falde i svime.

Hjemvejen gik over Kolind-Nødager-Albøge og til Lyngby, hvor Ove Brochs svigerfader, sognepræsten provst de Hemmer, boede. Her tog man ind for at få hjælp, for at blive vasket og få sårene forbundet. Samme aften blev Ove Broch ført til sit hjem i Grenaa i provstens lukkede karet og kom straks under kyndig behandling hos byens »chirurgus«, mester Hans Wulff. Det tog mange måneder, inden Ove Broch var restitueret og i stand til at genoptage sit arbejde for konsumtionsvæsenet. Også birkedommer Meinicke havde mén af slagene i lange tider efter de dramatiske begivenheder i Skarresø. Såvel birkedommer Thomas Meinicke som fuldmægtig Ove Broch rejste sag mod de fem Skarresø-mænd og deres karle, både for overtrædelse af brændevins-forordningen og for vold den i forordningen fastsatte bod på 10 rigsdaler rigsmønt, tilsammen 50 rigsdaler. og overlast, for den tort og svie, som var tilføjet dem den 20. oktober 1774. Sagen indbragtes for retten i Grenaa den 14. november samme år.

Hverken bønderne eller karlene gav møde. Derimod mødte på deres vegne ridefoged på Ryomgaard Sr. Jørgen Tranberg. Han erklærede, at denne sag var ham lige så ukendt som uventet. Han havde forlængst foreholdt de anklagede bønder deres ulovligheder. Dertil havde han ladet deres brændevins-redskaber borttage, sønderslå. og sælge. De derved indkomne penge – kobberets salgspris – havde vedkommende bønder faet udbetalt .  Bøndernes herskab, oberstløjtnant Palle Kragh von Hoff, kunne naturligvis ej heller forsvare sine bønders grove og voldelige adfærd, men erklærede sig indforstået med at give billig og tilbørlig satisfication efter de pågældendes fattige omstaendigheder. Han – oberstlejmant von Hoff – lod derfor ved sin ridefoged, Sr. Jørgen Tranberg, levere for hver at de fem anklagede Skarresøboere den i forordningen fastsatte bod på 10 rigsdaler rigsmønt, tilsammen 50 rigsdaler.

Hvis sagen således kunne ordnes i mindelighed, skulle de otte karle, både de fra Skarresø og de fra Ebdrup, som var med til overfaldet, indfinde sig, når det forlangtes, til fængsel på vand og brød i 8 a 14 dage. Dertil skulle hver for sin part betale 5 rdl. og disse penge deles mellem de fattige i Grenaa og Skarresø sogne og endvidere til badskærløn og andre eventuelle omkostninger.

Birkedommer Thomas Meinicke modtog på rette vedkommendes vegne mulkten på ialt 50 rigsdaler, og bøndernes sag var dermed afgjort. Med hensyn til de konfiskerede redskaber og for vold og overlast måtte han derimod reservere sig al lovlig ret. Hvad angik karlene kunne han ikke på nuværende tidspunkt udtale sig, om det tilbudte kunne modtages. Han ønskede derfor en udskrift at retsprotokollen til sagens nærmere vurdering. Om sagen senere er behandlet ved retten i Grenaa, eller om nogen dom er afsagt, har ikke kunnet spores. Men det må anses for givet, at en så alvorlig sag også har givet anledning til hårde domme. Det har til alle tider været kostbart at genere embedsmænd i funktion. Fra mester Hans Wulff forelå en attest fremlagt i retten. Wulff var holstener af fødsel og skrev på tysk. Attesten er at finde i retsprotokollen. I sine første år i Danmark var han chirurgus ved grevskabet Scheel, men havde bopæl i Grenaa. Her gengives attesten på dansk, idet tidens sprogbrug er søgt bibeholdt:

Nr. 18 CHR. 7-timus.

1774 6 Sk.

1774 den 21 Oktober har jeg paa Begjæring visiteret Consumptions-Fuldmægtig Hr. Ove Christophersen Broch og 24 ditto Hr. Birkedommer Meinicke. De foregiver begge at være overfaldet ved Astrup af Skarresø Bønder.

Jeg har fundet, at den første, Hr. Ove Broch, havde fire dybe slagne Saar i Hovedet, en Kvæstelse over den venstre Tinding, samt at ogsaa den højre Arm og det højre Skulderblad var meget saaret. Hr. Birkedommer Thomas Meinicke var ovenpaa højre Skulderblad ligesaavel som to Fingres Bredde under samme og paa venstre Arm tæt over Albuen ganske blaa og forslaaet.

Hvilket alt hermed efter Begærmg attesteres.

Grenaa, d. 14. November 1774. Hans Wulff. (L.S.)


Karl Mejnecke:
EFTERSKRIFT
Efter at “En Batalje i Skarresø” var færdigskrevet og trykt i Årsskriftet, fik jeg bekræftet min formodning om, at gårdmand Bo Sørensen, der er nævnt i denne beretning, er en af min faders, og dermed også, en af mine aner. Ved besøg hos sognefoged Anton Laursen, Skarresø, på gården ”Laursminde” – den gamle sognefogedgård igennem et par århundreder – fik jeg syn for sagn den 27 december 1964.
Anton Laursen, der lige var gået af som sognefoged, havde overtaget såvel hvervet som gården efter sin fader, Laurs Poulsen, der havde efterladt sig mange gamle og værdifulde dokumenter og papirer.

Stoffet til »En batalje i Skarreseø er samlet og fortalt af Karl Mejnecke på grundlag af familiens slægtsbog. Som kildemateriale er endvidere anvendt Carl Svenstrup: Grenaa Bys Historie.

Hoff skøder og fæster “Drudegaard”(?) i Skarresø sogn til gårdmand Rasmus Boesen efter hans fader Bo Sørensen. Anton Laursen viste med synlig stolthed og stor interesse alle sine arkivalia frem og fortalte gerne om alt, hvad han vidste fra gamle dage og fra sin egen tid. Alle disse gamle ting bliver omsorgsfuldt opbevaret hos Anton Laursen til gavn og glæde for efterslægten. Til erindring forærede Anton Laursen mig en gammel skattekvitteringsbog for husmand Niels Madsen, udflytter fra Sivested (Beisbakken?) 1803-1824. Bogen er indbundet i gammelt Gyldenlæderstapet og blev en gang fundet i den gamle sognefogedgård – på en rem i laden. Hvordan er den havnet der ?

Thomas Meinicke 1717-1784
Skovrider Scheels Gods, og senere Birkedommer (1762-1774) .

KOED AFHOLDSFORENING
Af Knud Jensen

Danmarks Afholdsforening blev startet i 1879 og har lige fra starten været en meget bred forening, idet den altid har samlet folk af enhver religiøs og politisk overbevisning. Foreningerne var næsten som andre foreninger. De arrangerede møder og foredrag, hvorved man udgjorde et alternativ til andre foreninger, hvis arrangementer involverede udskænkning af spiritus. Enhver kunne blive medlem ved at underskrive et løfte om at afholde sig fra nydelsen af berusende drikke.

Man forsøgte også at udøve pression over for lovgivningsmagten og i 1907 gennemførtes som et resultat heraf den første kommunale afstemning om, hvorvidt der skulle gives hoteller og beværtninger bevilling til at udskænke spiritus, og rigtig mange steder medførte disse afstemninger, at udskænkning af alkohol blev forbudt.
Foreningen toppede, hvad medlemstal angår, under 1. verdenskrig med et medlemstal på 69.000 medlemmer.
Ca. 1800 bygninger over hele landet har været i Afholdsforeningens eje.

Foreningen blev stiftet i 1885 og hørte under Ryom Afholdskreds. Under denne kreds var der foreninger i Koed, Kolind, Ryomgård, Glæsborg, Nimtofte, Hvilsager, Øster og Vester Alling, Mørke, Nødager, Stabrand, Følle, Thorsager samt Rostved/Korup.

Stykket som læstes, hed “Dalby Præstegård”, og dilettanterne kom rigtig pænt fra det, særlig da det var første gang, det blev prøvet her.
En kvik lille sang blev afsunget. Den var forfattet af en af deltagerne. Derefter blev der drukket kaffe i fællesskab.
En af medstifterne af foreningen, Johannes Rasmussen fra Kolind, samt formanden for Kolind Afholdsforening, Emil Jensen, var kommen til stede og begge havde lidt at sige.
Kredsformand A. Als, Bugtrup, var indbudt som taler og talte bl.a. om spiritusforbud og om medlemsmøderne. Det skulle have været oplæg til diskussion, men da lyset skulle slukkes kl. 11 (på grund af forbud under krigen), blev det en kort diskussion.
Det kan nævnes, at foreningen fik 2 nye medlemmer denne aften.
Formanden, Rasmus K. Kristensen, Koed, sluttede aftenen med at udtrykke ønsket om, at drikkeriet i vort land snart måtte få ende, og at alle danske mænd og kvinder måtte få lov til at stemme for eller imod spiritusfabrikation, så mange hjem kunne reddes fra undergang og de ulykker, som drikkeriet medførte”.

I omegnen af Koed var der mange afholdsfolk. Der var bl.a. en loge i Sundby med et ret stort medlemstal. Møderne blev holdt i Koed Forsamlingshus 2 gange om måneden. De begyndte kl. 8 om aftenen og man drøftede forskellige spørgsmål, hvorefter der blev drukket kaffe. Hvis der ikke var noget særligt på dagsordenen, læstes der op af en morsom eller alvorlig bog, og selvfølgelig blev der altid sunget ved møderne, både først og sidst.

Det vides ikke, hvornår Koed Afholdsforening blev nedlagt, men i mellemkrigsårene, da den organiserede arbejderbevægelse slog igennem og den sociale lovgivning tog fart, begyndte foreningerne at miste deres betydning. Medlemsbladet “Stjernen” kunne ikke fortsætte efter 1921.
Det kan i øvrigt nævnes at den sidste redaktør af bladet var den kendte skovejer P. Madsen Pedersen, Horstved. Mange vil kende ham fra udarbejdelsen af bogen om “Stabrand-slægten”.

De fleste lokale afholdsforeninger blev nok nedlagt inden eller omkring 2. verdenskrig.  
Danmarks Afholdsforening eksisterer dog stadig i bedste velgående.

Midtdjurs Lokalarkiv har flere faner fra afholdsforeninger, bl.a. fra Kolind, Koed og Stabrand, ligesom man har samtlige numre af medlemsbladet “Stjernen”. Derimod er man ikke i besiddelse af nogle forhandlings-protokoller. Hvis der skulle findes sådanne, hører man gerne om det.

HELLIGKILDER I MIDTDJURS
Erland Skovbjerg

En Helligkilde er en kilde, hvis vand i folketroen antages at havde helbredende virkning, når man drikker det eller bader i det.
De er nogle af vore ældste kulturminder, og her i Norden har vi siden bronzealderen troet på kildevandets helbredende kraft og tyet til kilderne, når lidelser af enhver art, indvendig eller udvendig, har truet livet.
Den største besøgstid var Sct. Hansaften, og uden tvivl er det et levn fra oldtidens solhvervsfester. Alle naturens kræfter var stærkest på denne årstid, og på de lange, lune aftener, har man drukket af vandet eller tvættet de svage lemmer eller udvortes lidelser med kildens friske vand.
Mange kilder i Jylland havde dog den største søgning Valborgaften, den 30. april, men besøgene kunne finde sted til alle årets tider.

I mange kilder er der gjort fund af flinteredskaber, og man kan finde ting fra bronzealderen og helt op til begyndelsen af 1900-tallet. Når folk havde besøgt kilden, ofrede de som tak ét eller andet til kilden – f.eks. nogle småmønter.       

I den gamle Midtdjurs kommune er der 9 kendte Helligkilder.

MARIE MAGDALENE
Alene i Marie Magdalene gamle sogn er der tre:

HELLIGKILDEN
Lad os begynde med den, der hedder: ”Marie Magdalene kilden”. Den ligger 4-5 meter over bækken, der løber gennem byen og lidt til højre for gården, hvis tidligere ejer var Kresten Hvid.
Kilden løber vistnok stadig, og den ligger omkrandset af siv. Vandet kommer op i en hul træstamme, og løber ud i bækken.
Sagnet siger, at to jomfruer, Marie og Magdalene blev helbredt ved kilden, som fik deres navne. Måske har byen fået navn efter kilden? Den hed tidligere Astrup. Kilden var i mange år en berømt valfartskilde. Lærer Nissen mente, at der havde ligget et kapel ved kilden. Da dette forfaldt, lod Otto Nielsen Rosenkrantz til Hevringholm den nuværende sognekirke opføre omkring 1455-58.

BØJSTRUP MARK
Mellem Bøjstrup og Marie Magdalene på den mark, som tilhørte Carsten Hougaard, ligger en anden helligkilde. Den ligger vest for vejen ned mod bækken, der løber gennem Marie Magdalene. I en sænkning, hvor der stadig er lidt vand, og græsset gror frodigt, har kilden været. Det fortælles, at kilden i 1844-45 blev udgravet af en ”fremmed mand”. I kildebrøndens bund fandtes potteskår og en hel håndfuld skillinger, men det var ”ej gangbar mønt”. Før i tiden har kilden været meget søgt.

SCT. KIRSTENS KILDE
I Marie Magdalene ligger også ”Sct. Kirstens kilde”. Denne kilde fandtes indtil for 70 år siden på en mark i Klemstrup, syd for Klemstrup skov, men ved omlægning af landevejen Ryomgård – Randers forstyrredes vandåren. Der er dog vistnok endnu en grøn plet i vejsiden, hvor kilden har været. Marie Jensen i Bøjstrup, der i dag ville have været omkring 110 år, har fortalt, at hun som barn ofte havde drukket af kilden. Hun fortalte desuden om en kone, hun kendte, som omkring 1925 havde behandlet sine to småbørn mod engelsk syge med vandet. Kilden blev besøgt for helbredelse af flere forskellige slags sygdomme og svagheder.

NIMTOFTE

NIMTOFTE KRAT
”Helligkilden i Nimtofte Krat” (Ryomgårdvej). Kilden ligger på en lille bakke ovenfor parkeringspladsen i “Krattet”. Der er sat et skilt op. Endnu omkring 1900 var der vand, men nu er der kun et fugtigt hul. Lærer Nissen i Ramten besøgte stedet i 1893, og i hans indberetning til Nationalmuseet står der: ” – at så længe sagnet går tilbage, har kilden været besøgt, ikke alene Sct. Hansaften, men søgt af syge til alle årets tider”.                                                            
Det fortælles, at Ivar Rosenkrantz fra Rosenholm, der døde i 1745, ofte sad ved kilden sammen med sin gode ven, pastor Rise i Nimtofte og drøftede religiøse og filosofiske spørgsmål samtidig med, at de drak af kilevandet. Da Nissen, Ramten besøgte stedet i 1893 vist man ham en flaske vand, som havde stået fast tilproppet i 14 år. Vandet var friskt og meget klart. Man mente, at det skyldtes vandets store metalholdighed.

PINSEBAKKENS KILDE
”Helligkilden ved Pinsebakken”, Nimtofte:
Allerede i 1860erne blev kilden drænet sammen med en lille sø, som lå på marken midt imellem oldtidshøjen Pinsebakken og Nimtofte –Ramten landevej. Ca. 100 meter fra Ramtenvej på en lille skråning er der i dag et fugtigt område med store skræppeblade. Det menes, at det er kildens vand, der er ledt her hen og stadig kommer frem. Jeg har sat et skilt op (red: 2001) ved kilden. Denne havde en ikke ringe søgning før i tiden. Besøgstiden angives til Midsommeraften.
På den nærliggende Pinsebakke samledes ungdommen til dans på højen 2. pinsedags aften. Højens navn stammer sikker herfra. Skikken går nok helt tilbage til bronzealderen, hvor den opgående pinsesol er blevet modtaget af glad ungdom til tonerne af lur-musik.

SKARRESØ

HELLIGKILDEN
”Helligkilden i Skarresø”: Ca. 1 km nord for Skarresø kirke på den gamle gårdejer Henry Laursens mark ned mod engene langs Ryom å findes kilden, som rinder endnu. Vandet er klart og isnende koldt. Der er frodig vækst af græs, gederams og megen anden vegetation omkring vældet. I 1894 besøgte Nissen, Ramten stedet. Der fortaltes ham, at kilden førhen besøgtes Sct. Hans nat, men man mente, at besøgene næsten var ophørt. Dens vand ansås som særlig virksom mod skurv samt mod ”onde sår”. Kilden har i den katolske tid antageligt haft helgennavn og forbindelse med Skarresø kirke.
Gården fik sin vandforsyning til mennesker og dyr fra kilden. I 1920’erne opstod en mund- og klovsygeepidemi, og alle omkringliggende ejendomme fik sygdommen i besætningen, men ikke gården, hvor kilden var. Gårdmanden bad da sin søn om at tage staldtøjet på og gå over til naboen for at sørge for at få noget af smitstoffet på tøjet, så gårdens besætning kunne få sygdommen overstået nogenlunde samtidig med naboernes besætninger – og afspærringen derved ophævet. Sønnen gjorde det flere gang, men besætningen fik ikke mund- og klovsyge og heller ikke ved senere udbrud af sygdommen på egnen. Kilden i Skarresø er den eneste der med sikkerhed rinder endnu i den gamle Midtdjurs kommune.

BALLEBJERG
”Helligkilden ved Ballebjerg”, Skarresø.
Når man ved Koed kører mod syd til Skarresø og har passeret Ryom å, ligger Ballegården ca. 300 meter fremme. Hvis man fortsætter mod Skarresø og ca. 400 meter fremme til højre har nået plantagen, der findes på Ballebjerg, skulle man komme til det sted, hvor kilden tidligere har været. Fhv. gårdejer Holger Christensen fra Ballegården har været ude at se efter stedet, men det er svært at lokalisere i dag. Lærer Nissen skriver i 1885:”Omtrent midt oppe på Ballebjerg findes en grøn plet i en svag fordybning. Her var endnu i mands minde den hellige kilde, hvortil der kom besøgende, så længe der var vand i den. Den søgtes for alle slags sygdomme, og man ofrede en ny eller en blankpudset skilling i kildehullet. Besøgstiden var Sct. Hansaften, og dagen efter fandtes mønter, nye potter og stykker af kæppe og krykker, som var ofret til kilden.

NØDAGER

”Sct. Helene kilde”, Nødager. Kilden er nu forsvundet, men den har ligget på Pederstrupgårds mark (matr. nr. 19) på en bakke ca. 450 meter øst for vejen, der fra Pederstrup fører til Nøruplund. For ca. 100 år siden blev den drænet til den nærliggende ”Kukkerbæk”.
I en præsteberetning fra 1743 omtales kilden. Den blev søgt Sct. Hansaften af beboere i op til 3 miles omkreds (ca. 22 km). Smeden i Pederstrup havde opstillet en kildeblok, hvori folk kunne lægge en skærv, når de havde besøgt kilden. Præsten uddeler senere de ofrede mønter til sognets fattige.

Som omtalt er der kun èn kilde, i det gamle Midtdjurs, der med sikkerhed rinder endnu.

I hele landet har der været 720 registrerede Helligkilder.

Med hensyn til at ofre til kilderne, kan jeg fortælle om en lille tildragelse fra vor tid.
I Løvenholmskovene boede i 1930-40erne en eneboerske, der hed Andrea. Engang havde hun været udsat for en slags røveri. For at beskytte sig i fremtiden, havde hun taget en sølvske og var gået ud i skoven til brønden ”Mads Konges Kjæll” og kastet sølvskeen i brønden.
Andrea var en person, som jeg har kendt, så det er jo ikke så længe siden, at det med at ofre til en kilde har været brugt.

Var der noget særligt ved vandet?  Er der noget om snakken? I nogle tilfælde måske – ja.
Flere kilder er jernholdige, og i nogle er der konstateret indhold af radium, kalk og kulsyre. På Sjælland er der en kilde, der indeholder brom, som skulle være virksom mod betændelser.
Altså, vandet har indeholdt forskellige mineraler, og sammenlignet med det stillestående brøndvand på gårdene for et par hundrede år siden, er vandet fra kildevældet friskt og rent, og kan således sammen med lidt overtro have haft en lindrende virkning.

Litteratur:
Sigfred Svane: Danske Helligkilder og lægedomskilder.  1984.
Aug. F. Schmidt: Danmarks helligkilder. 1926.                                              

FRANTS MORTENSEN – 16 år i folketinget
Af Knud Jensen                                                                                                                                                I et tidligere “Historisk tilbageblik” lovede jeg at fortælle mere om husmand og folketingsmand Frants Mortensen fra Sundby ved Kolind.

Han var født 5. maj 1874 i Hallund ved Brønderslev, søn af Kirstine og Frants Mortensen. Der var 10 søskende og som 8-årig måtte han ud som hjorddreng for at tjene til livets opretholdelse.
1890 kom han i lære ved møllerfaget og efter aftjent værnepligt fik han lyst til at komme væk fra hjemstavnen. Han kom til Hadsten som møllersvend, men der blev han sammen med 8 andre møllersvende fyret, da de bad om at få mere i løn. Så kom han til Hellevad ved Aabenraa, da Sønderjylland var under tysk herredømme. Senere kom han til Røved Mølle, hvor han traf sin kone Marie Kirstine, som han blev gift med i i 1902.

I 1907 var han møllersvend ved Brabrand og fik da problemer med at tåle melstøvet. På samme tid læste han i avisen, at der ville blive udstykket husmandsbrug fra Vedø. Selv om han ikke havde mange penge, lykkedes det alligevel at købe én af lodderne.

De første år var kummerlige. For at overleve på de 6 tdr. land måtte husmændene tage arbejde rundt omkring, og først om aftenen var der tid til at passe det derhjemme. 
Men man hjalp hinanden og Frants Mortensen fortæller selv om en episode: “Jeg havde kun een ko, og trængte hårdt til i hvert fald een til, men det kneb med finanserne. En dag stod min genbo Anton Pedersen og jeg og talte om sagerne. Ja, du skal selvfølgelig have en ko til – her er 500 kroner, som du kan låne. Det var en håndsrækning, som jeg aldrig glemte”!

1912 skænkede Frants Mortensen grunden til forsamlingshuset, som husmændene byggede i fællesskab. Samtidig begyndte hans politiske virke. 1913 blev han formand for den nystiftede Socialdemokratiske Forening for Koed og Omegn. Der var han formand indtil 1917. Også i 1913 blev han valgt ind i sognerådet i Marie Magdalene-Koed, hvor han var medlem til 1921. I denne periode var han også medlem af bestyrelserne for Mejeriet, brugsforeningen i Attrup og foderstofforeningen.
Randers Amtsråd blev han valgt til i 1922 og var medlem lige til 1944. Samtidig var han formand for Kolind Husmandsforening 1926-29.
Så skete der det, at han i 1929 blev opfordret til at stille op til Folketinget i Grenå-kredsen. Han
blev valgt og så fulgte der 16 travle år i Folketinget for Socialdemokratiet.

Han blev meget benyttet i udvalg og var tit ordfører. Det drejede sig hovedsagelig om lovforslag vedr. landbrugsområder.

Under den store krise i trediverne så det skidt ud for de mindre gårde i Kolindsund. De var så langt ude, at de ikke kunne betale pumpeafgifterne. Frants Mortensen rejste så spørgsmålet i Folketinget og fik efter noget tid tilslutning til, at landmændene skulle hjælpes. Stauning og Borbjerg gik varmt ind for sagen og der blev opnået et driftslån på 40.000 kroner til at holde pumperne i gang. Desuden blev Frants Mortensen formand for et udvalg, som skulle tage sig af Kolindsunds problemer på længere sigt. 

Kolindsundloven af 2. maj 1934 fik stor betydning for gårdene i Kolindsund. De fik henstand i 2 år til at betale renter og afdrag på deres faste gæld, så truslen om tvangsauktion var slut. Men mange socialdemokratiske vælgere faldt over Frants Mortensen, fordi han havde “hjulpet” bønderne. Der blev endda sat en liste i gang for at få ham ud af Folketinget. Det skal måske ses på baggrund af, at arbejderne i Kolindsund i slutningen af tyverne havde fået en stor bod for at gå i ulovlig strejke. Denne strejke havde Frants Mortensen også fordømt.

Han red dog stormen af. På et møde i Fannerup redegjorde han for grunden til, at han havde foreslået hjælp til Kolindsund. Der faldt ro over gemytterne, og han beholdt sit medlemskab af Folketinget.

I 1945 trak han sig tilbage på grund af alder. Han var da 71 år. Dengang var der ingen pensionsordning for folketingsmænd, men han blev tildelt en klasselotteri-kollektion. I 1943 havde han forladt Sundby og taget bolig i Ryomgård.

Han kunne fejre sin 90 års fødselsdag i 1964 (foto t.v.)med sin hustru og 9 børn, som alle var politisk interesserede. Han døde dog samme år på selve nytårsaften og blev begravet fra Marie Magdalene kirke. I den anledning blev hans smukke menneskelige egenskaber omtalt og ligeledes omtaltes hans beredvillige indsats på mange felter. 
Det blev ligeledes nævnt, at Frants Mortensen altid var gået i brechen for småkårsfolk på Djursland for at hjælpe dem til en mere menneskelig tilværelse i en tid, hvor brydninger mellem samfundsgrupper var mere skarpe end i dag.

Kilder:
Benny Thomsen: “Socialdemokrater og andet godtfolk i Midtdjurs”.

STATSHUSMANDSKOLONIEN SUNDBY
Af Jens Erik Mehlsen

 I dag kalder man ”VEDØ” for en gård – en stor gård, men førhen var det et gods, hvis første bygning opførtes helt tilbage i 1500-tallet på en lille ø i det ellers flade vådområde. I Vedøs nordlige ende lå den såkaldte ”Vedø Overmark”, og i Randers Amts Udstykningsforening (stiftet 1904) havde to medlemmer, begge direktører, Boldsen og Hermansen, fået ideen om en udstykning her. Af festtalen ved koloniens 25. års jubilæum fremgår, at Boldsen og Hermansen regnedes for den lille kolonis grundlæggere.

Men ideen om udstykning mødte modstand, især var det lokale Marie Magdalene–Koed Sogneråd imod, da man mente, at et sådant projekt ville afstedkomme kommunale udgifter til forsørgelse for disse nybyggere, idet de næppe ville kunne klare sig selv. Synspunktet baseredes på, at udstykningerne kun var på ca. 6 tønder land, noget under de anbefalede mindstemål på ca. 10-12 tønder land for, at man skulle kunne leve af det.

Men modstanden blev overvundet, hvor især Pedersen-Nyskovs utrættelige arbejde må nævnes. Pedersen-Nyskov, der havde drevet landbruget Nyskov ved Thorsager, blev valgt ind i Folketinget, og var en stærk fortaler for udstykning af husmandsbrug. Uden hans særdeles aktive indsats, ville projektet næppe være blevet realiseret, fremgår det af samme tale.

Modstanden blev således overvundet og i 1907 gik man i gang, idet man averterede efter jordbrugs-interesserede, der ville investere i en sådan udstykning. Den var som sagt begrænset til 6-7 tønder land, men af samme grund økonomisk overkommelig i anskaffelse. Det skyldtes også gode muligheder for finansiering, lån op til 4.700 kr. som jorden kostede. Ens egenbetaling skulle andrage 500 kr., hvilket beløb skulle investeres i dyr. Den pågældende husmand kunne vel ikke leve af det lille stykke jord, men det kunne supplere hans indtægt ganske pænt. Hovedindtægten måtte komme som landarbejder, altså lønarbejde på større gårde, først og fremmest Vedø, men også på sundgårdene og Marienhoffgården nær Ryomgård. Bygninger blev rejst så billigt som muligt, både den kombinerede bolig/staldbygning, men også ajlebeholder og det fælles vandværk, der var en nødvendighed for projektet. Og jorden blev behandlet, hvilket også var et slid, da den var stenet og noget forsømt af Vedø.

Men kolonisterne var flinke til at hjælpe hinanden, også med et forsamlingshus, der byggedes med fælles hjælp allerede i 1912. Grunden hertil skænkedes af Frants Mortensen (egentlig Morten Frandsen Mortensen f. 1874), der oprindeligt stammede fra Vendsyssel. Han blev i sin ungdom møllersvend forskellige steder, men da han var positiv stemt for fagforeningsmæssige krav om arbejdstid og løn, og også bekendtgjorde sine tanker herom overfor sine arbejdsgivere, blev han afskediget. Sådan udlagde han det selv i et interview i Randers Dagblad i 1965, da han blev 90 år. Men det vides dog også, at han ikke havde det godt i lungerne med støvet i møllen, herunder især støvet fra melet.
Han ville nu skifte hverv, og her kom Sundby-udstykningen ind i billedet. For han blev en af pionererne, idet han dog forinden (1909-10) havde taget en kort landbrugsuddannelse på Vivild Højskole. Men som de andre nybyggere hang han i og blev en del af det fællesskab, der skulle knytte ham til egnen resten af sit liv, omend han dog ikke forblev i Sundby altid. På sine gamle dage flyttede han til Ryomgård.

Frants Mortensen var socialdemokrat og indvalgtes i Marie Magdalene-Koed Sogneråd i 1913 (1913-1927). Han havde også bestyrelsesposter i forskellige foreninger, men det politiske interesserede ham stærkt, og i 1920 indvalgtes han i Randers Amtsråd (1920-1943), og i 1929 i Folketinget, hvor han havde sæde i 16 år.
Som sådan have Frants Mortensen indflydelse, hvilket hans gamle hjemegn nød godt af. Han var bl.a. med til at bane vejen for opførelsen af Auning Kartoffelmelsfabrik samt i kraft af den såkaldte Kolindsundlov at yde nødvendige lån til sikring af pumperne i sundet og dermed sikre sundjordenes overlevelse.

I dag er de oprindelige bygninger i den lille by renoveret eller erstattet af nyere, ligesom der ingen husmandsbrug er tilbage. Men det er stadig et dejligt sted at bo, tilsyneladende langt ude på landet, og alligevel ikke langt væk fra byerne, med frisk luft og dejlig natur. Det gamle forsamlingshus består stadig, men som privat beboelse og som de øvrige huse, stærkt renoveret. Og det gode sammenhold og fællesskab, der har karakteriseret “kolonien” i dens over 100 år lange eksistens, eksisterer også den dag i dag.

NB: Sundby omtales også i bogen ”Dengang og nu – rundt om Kolind 2” af Bent Møller Pedersen og Knud Jensen (se indholdsfortegnelsen).

STABRAND KIRKE
Af Knud Jensen

Ved en gudstjeneste i Nødager kirke kom jeg til at tænke på, at der i murene på kirkens udvidelser sidder stene fra den nedlagte Stabrand kirke.

De fleste læsere ved nok, at der har ligget en kirke i Stabrand, men nu skal historien genopfriskes.

Den nedrevne kirke i Stabrand blev bygget omkring 1100 og den blev fjernet omkring 1550. Så sent som i 1751 blev der foretaget en begravelse på kirkegården. Peder Madsen Pedersen har udhugget tekst på en mindesten, der ligger på stedet. Teksten lyder: ”Her lå Stabrand kirke 1100-1550. Til fædres minde 1961”.
Ved senere udmålinger kan man se at kirken har været 27 alen lang og 17 alen bred. Desuden har den haft et våbenhus.

Hvorfor kirken blev nedbrudt vides ikke med bestemthed, men i 1552 udgik der fra Aarhus Stift en forordning om, at det skulle undersøges hvilke kirker der kunne undværes. Det har dels været en følge af reformationen, hvorved rige kirker blev frataget midler fra den katolske tid, og der var heller ikke megen fremgang omkring reformationen, så kirken kunne godt undværes.

Et sagn mener at vide at kirken blev nedbrudt på grund af en episode med ”utugtigt levned”. Det holder dog ikke. Sådan er det med de fleste sagn.

Det er den eneste kirke på det sydlige Djursland, der er nedrevet.

Stabrand kirke hørte under herregården Møllerup, og en del af stenene fra kirken er blevet benyttet ved bygning af broen ved denne gård. Andre sten er som skrevet benyttet ved udvidelse af Nødager kirke og der findes sten indmurede i næsten alle gårde i den sydlige del af Nødager sogn.
Måske har bønderne gerne villet bevare et minde om den kirke, som de sikkert helst ville have beholdt, ellers ser man intet formål med at stenene er blevet delt ud.

Nu gik kirkens indbo jo ikke til spilde. Døbefonden blev bragt til Møllerup, hvor den var indtil grev Ahlefeldt i 1914 tog den med til Sjælland og skænkede den til Geelsgaard gods i Søllerød, hvor den først blev brugt som blomsterkumme, men i 1936 blev den skænket til Søllerød kirke, hvor den nu er kommet til ære og værdighed som kirkens døbefond i denne smukke nordsjællandske kirke.

Altertavlen befinder sig i kælderen på Museet i Ebeltoft, og der kan man få den at se.

Og hvad blev der så af kirkeklokken? Det vides ikke, men der opstår jo altid sagn, og et gammelt sagn fortæller at den blev sænket i Øjesø ved Feldballe. I stille nattetimer skal man kunne høre tonerne fra klokken, som gennem 400 år har kaldt sammen til kirkelige ceremonier. Det er hvad sagnet beretter!
Jeg vil da opfordre læserne til at tilbringe en stille nat ved Øjesø, men man skal nok ikke forvente det helt store.

UDSKIFTNINGEN I EBDRUP I 1799

Knud Erik Handberg, der ejede Hovgården i Ebdrup har skrevet meget udførligt om udflytningen, og derfra har jeg de fleste oplysninger.

Henrik Muhle Hoff på Gl. Ryomgård ejede jo gårdene i Ebdrup, men i 1801 begyndte han at sælge alle sine besiddelser til selveje. I Ebdrup husker man ham som en fremsynet mand, der fik Ebdrup sogn udskiftet i 1799 og gårdene solgt til selveje i 1807.

Alle gårdene i Ebdrup fik i 1799 jorden samlet i én lod. Det blev derfor nødvendigt at flytte 4 af byens 14 gårde ud på marken I Overbyen skete det ved, at hver anden gård flyttede ud.

Det gav god friplads for udvidelse af de tilbageblevne gårde og mindskede brandfaren.
I Nederbyen burde man nok også have haft det med i planlægningen. Det blev der først rettet op på ved branden i 1931. Alle gårdene i Ebdrup fik i 1799 jorden samlet i én lod. Det blev derfor nødvendigt at flytte 4 af byens 14 gårde ud på marken.
Bykortet viser, at 4 gårde flyttede ud og tog navnene Gaardsenskærgaard, Sølillegaard, Oldmosegaard og Frellinggaard.

Udflytterne havde alvorlige problemer – væk fra samværet i landsbyen og ud i ødemarken! Godt nok var man ikke ene om det. Man havde familie og medhjælpere med derud. Alligevel var det ud på bar mark, udyrket og ugødet. Kunstgødning fandtes ikke dengang. Besætningerne var små og gav ikke megen gødning. Mergling af jorden var lige i sin begyndelse, og der skulle opføres bygninger og hegn. Staten gav hver udflytter et tilskud på 50-100 rigsdaler, som så måtte bruges på bedste måde. Nogle af bindingsværks-bygningerne blev nok taget med og opført i udmarken.

1816 blev der gennemført bonitering af jorden og gårdene fik andre matrikelnumre, der blev påført udstykningskortet fra 1799.    

De 4 gårde var på grund af jordens beskaffenhed udlagt med større arealer. Sølillegaarden blev udlagt med 5½ td.htk., og det var ca. 244 tdr. land. Herfra solgte senere 71 tdr. land til Døjkroghus.
89 tdr. land solgtes til forskellige af Ebdrupgårdene. Omkring 1900 gik yderligere 100 tdr. land fra til Ydesmindeskoven. Oldmosegaard var udlagt med 169 tdr. land, hvor de 69 frasolgtes til Tuelbrogaard. Gaardsenskærgaard var på 190 tdr. land og Frellinggaarden på 83 tdr. land. Der var jorden noget bedre.
Syd for Sølille lå dengang den lavvandede Korup sø. Kørte man videre mod Feldballe fra Sølillegaarden lå Døjkroghus, Søvang, Magdalenesminde og Korupsøgaard.

I årene efter 1864 udfoldedes stor energi her i landet for at indvinde ny landbrugsjord til erstatning for det tabte Sønderjylland. Udtørringen af Djurssøen til Kolindsund blev gennemført, og det dannede eksempel rundt om i landet. Således også ved den lille Korup sø. I 1872 blev der anlagt afvandingskanal til Korup å, hvorved søen nogenlunde blev ledet ud. Det lykkedes ikke for godt.
Derfor blev der i 1914 stillet vindmotor op, så vindens kraft kunne trække en vandsnegl og løfte vandet op, så søen kunne afvandes til større dybde. Det fungerede bare ikke i vindstille. Godt blev det først, da man i 1929 stillede en elektrisk vandpumpe an. 180 tdr. land blev indvundet til stor nytte for husdyrholdene på de tilknyttede landbrug.

Så med tiden blev de udflyttede ejendomme til velfungerende landbrug. På mange af jorderne blev der plantet skov, da sandflugt var et problem flere steder. Udviklingen har jo også sat sine spor, og i dag er der ikke mange fuldtids-landbrug tilbage.

HISTORIEN OM SKARRESØ FORSAMLINGSHUS 
Af Knud Jensen 

I slutningen af 1890’erne var der gang i bygning af forsamlingshuse i Danmark. Også i Skarresø sogn havde man planer om at bygge et hus, men man kunne ikke blive enige om, hvor det skulle ligge. I Tjerrild og Mesballe ville man bygge det i Mesballe, mens man i Skarresø og Astrup ville have det i Skarresø. Et forslag om at lægge det ved Skarresø Vestergaard sagde man nej til i Skarresø, og det endte med, at man der blev utålmodige, og i 1898 fik man bygget huset i Skarresø. Indtil da havde man brugt den gamle skole ved kirken. I Mesballe lykkedes det at bygge forsamlingshuset i 1906. 

Desværre har man ingen oplysninger om de første år i Skarresø Forsamlingshus, idet alle protokoller og andre papirer er forsvundet, så der findes ingen oplysninger om udgifter ved byggeriet. Vi ved dog, at den yderste tredjedel af huset lå på lejet grund, der tilhørte Laursminde på den anden side af søen. Lejemålet var på 99 år, og lejen var aftalt til 1 krone om året. Den blev betalt til nytår med en flaske snaps. På et tidspunkt er arealet blevet tilskødet huset. 

Huset blev jo bygget fordi sognets beboere manglede et sted at samles, og som i alle andre forsamlingshuse er det blevet brugt til at fejre runde fødselsdage, bryllupper og andre festlige begivenheder. Der har også været gymnastik om vinteren, folkedans, foredrag, generalforsamlinger, bestyrelsesmøder, dilettant, høstfest, juletræ osv. Vi ved også at man i 1908 opførte skuespillet ”Nye tider” med udelukkende lokale kræfter, bl.a. den unge Marie Pedersen, der senere blev kendt som ”Pette-P.” Hun havde legetøjsforretning på Bredgade i Kolind i mange år. 
I samarbejde med gymnastikforeningen benyttede man om sommeren sportspladsen i Astrup til håndbold, ringridning og andre konkurrencer. Om aftenen sluttede man med bal i forsamlingshuset. 

4. januar 1926 skete der imidlertid noget. Da holdt gymnastikforeningen juletræ i forsamlingshuset og der rejste sig røster om at få den daværende ungdomsforening ophævet, da den efterhånden kun var en danseforening. Den skulle så erstattes af en ny forening med tilknytning til ”De danske ungdomsforeninger”. Et udvalg til at undersøge mulighederne blev nedsat, og allerede den 3. februar holdt man stiftende generalforsamling, og ”Skarresø og Omegns Ungdomsforening” blev dannet. Søren Pedersen, Jenningkjæret, blev den nye formand, og det var sikkert også ham der stod bag dannelsen af den nye forening. 

I § 1 i de nye vedtægter står der: Foreningens formål er at fremme sammenhold og fællesskabsfølelse mellem de unge og ved folkelig og kristelig oplysning hjælpe dem frem mod målet: En vågen, dansk kristen ungdom.  

Nu blev der arrangeret møder i forsamlingshuset mindst én gang om måneden, og det drejede sig mest om forskellige foredrag, men også om oplæsningsaftener og diskussionsmøder. Der kunne godt samles 40-100 personer hver aften. Man begyndte også at arrangere udflugter. Desuden fortsatte man med at arrangere grundlovsfest, Sct. Hansfest, høstfest, juletræ og de årlige sportsstævner i Astrup fortsatte også. Man afholdt også møder sammen med ungdomsforeningen i Mesballe. 

I 1927 begyndte man igen med at opføre dilettantforestillinger. Man kaldte det nu fælleslæsning! Det var hovedsagelig mindre skuespil, hovedsagelig skrevet af Søren Pedersen, men senere gik man mere professionelt til værks. Man opførte i 1939 ”Kærlighed i Krostuen” og ”Kærlighed i Sengeløse.” I 1940 opførte man ”Et besøg i Møllegården” og i 1942 ”I morgen.” Derefter opførtes ”En ubehagelig overraskelse” i 1943. Forestillingerne fortsatte de kommende år. 

Den 25. juli 1944 var der stor sportsfest i Astrup med ringridning om formiddagen og håndbold om eftermiddagen med deltagere fra Thorsager, Marie Magdalene og Skarresø. Om aftenen bal i forsamlingshuset til Ove Greves musik.  

4. maj talte forstander Laursen fra Lyngby for 40 personer. I protokollen står aftenen opført som ”Fredsfest”. 

Men det begyndte at gå tilbage for foreningen. Den ældre generation faldt fra og de unge flyttede fra landet. Ved et bestyrelsesmøde i ungdomsforeningen den 29. oktober 1948 står der: Det vedtoges at dele kassebeholdningen på følgende, efter bestyrelsens skøn meget rimelige måde: Mesballe Forsamlingshus 1200 kroner, Skarresø Forsamlingshus 1700 kroner. Endvidere skulle sidstnævnte overtage foreningens sangbøger til dækning af gammel gæld, nemlig 40 kroner. 
Iøvrigt vedtoges det at se tiden an foreløbig med hensyn til foreningens virksomhed i fremtiden. 

Foreningen kom aldrig i gang igen! Derfor ved vi ikke, hvad der skete i Skarresø forsamlingshus i de kommende år. I hele Ungdomsforeningens levetid har der selvfølgelig været en bestyrelse for forsamlingshuset, men denne ved vi intet om.  

Der er dog også nogle andre møder der skal omtales. Kirkeligt Samfund eller Den grundtvigske bevægelse holdt i mange år gudstjenester – også i Skarresø – og i årene 1935-1948 kunne man samle op til 200-300 mennesker til møderne. Det skete også i Skarresø kirke og forsamlingshus. Igen var det Søren Pedersen fra Jenningkjæret, der var den drivende kraft. 

Og så kommer vi til 1970. Bestyrelsen har åbenbart ikke kunnet føre forsamlingshuset videre, for uddeler Kristian Clemmensen i Skarresø Brugsforening købte huset. Han restaurerede det fuldstændigt. Gulvet blev rettet op, der blev opsat ny beklædning indvendigt, og der kom ny loftbeklædning med ”synlige” bjælker. Nye vinduer kom i, og der blev muret skalmur udenom. Og så blev der endelig lagt vand ind. Clemmensen lejede det stadig ud til arrangementer, men han lejede samtidig meget service samt borde og stole ud. Efter hans død i 1974 fortsatte hustruen Katrine med at leje det ud. Hun døde i 1988. 

Huset blev købt af Ib Hadsund, der ville etablere en gourmet-restaurant ud til den smukke sø.  Den blev kaldt ”Sø-pavillonen”. Det varede dog kun et par år. Så måtte han opgive forsøget. Derefter blev huset benyttet af Marianne Hasselbalch, der havde møbelagentur. Det blev senere flyttet til det gamle Ramten Savværk. Forsamlingshuset blev så indrettet til beboelse. 

Siden den tid er der gået næsten 30 år, og huset er nu købt af genboen, der gerne vil have en smuk udsigt ud over søen, så det ender med en nedrivning af den gamle (nu ikke særlig kønne) bygning, der har lagt hus til tusinder af begivenheder siden det blev bygget i 1898. Hvis det kunne tale, kunne der skrives mange spændende historier fra alle årene.

EN HJORDDRENG PÅ DJURSLAND
Af Carl Pedersen, redigeret af Knud Jensen.

I en avisartikel skriver Carl Pedersen om den tid, der ikke er så fjern – den tid, da vi levede herhjemme som u-lande i dag:
“Når jeg nu i en alder af 77 år lader de svundne år passere i min erindring, får jeg den tanke at skrive disse erindringer ned.
Mine forældre havde en lille landejendom på den magre jord på Djursland ved en sandvej, der snoede sig mellem sandbakker og engdrag, fra Tjerrild ved Ryomgård. Ved denne sandvej var placeret seks små ejendomme med passende, indbyrdes afstand, før den afsluttedes ved den ret store gård “Mosefeldt”. Da mine forældre havde deres bopæl der i mange år, er der måske nogle der kan huske dem. Min far hed Marius Pedersen og min mor Kirsten.
Vi var fem søskende i dette hjem (brødre). Vi måtte alle tidligt bort fra hjemmet og ud at tjene hos omegnens bønder. Min første plads var på “Bassegården”, ca. tre kilometer fra mit hjem. Jeg husker denne dag særdeles godt. Jeg var bærende nogle få ejendele, knyttet i en bylt på nakken. Min gode og kærlige mor fulgte mig på vej. Hendes ord til mig ved afskeden var: “Carl, nu må du være en flink dreng og gøre, hvad de sætter dig til”!
Derpå vendte mor sig om og gik hjemad. Jeg nåede lige at se en tåre finde ned ad mors kind, men hun tørrede den væk med bagen af sin hånd. Hvad denne tåre fortalte om mors tanker ved at sige farvel til sin dreng, som hun vidste fra nu af skulle opholde sig hos fremmede, ja, det har jeg først rigtigt kunnet forstå, efter at jeg selv blev voksen, stiftede hjem og fik børn.

PÅ KL. 5
Så var jeg da i min første plads på “Bassegården”. Husbond og hans kone var gode mod mig, og jeg blev behandlet godt. Men det er sikkert, at jeg gjorde god fyldest for den løn, der var blevet aftalt mellem far og dem. Dagen begyndte kl. fem morgen. Først en rask travetur på bare fødder. Ud at flytte ungkreaturer og får til et nyt tøjrslag. Nå jeg så kom hjem til gården igen, var køerne i mellemtiden blevet malket. Det var konen i gården og tjenestepigen, der klarede dette job. Så var anden fase af mit arbejde foran mig. Det bestod i at koble gårdens 14 køer, fire i hver tre geledder, for så at slutte af med to i den bageste formation. Så ud på græsmarken, tøjre dem der, så de dovent kunne gumle græs i sig hele dagen ved den mekanisme, der ved skabelsens visdom var indbygget i dem, at forvandle græs til mælk.
Efter denne morgenindsats var tiden inde til at indtage dagens første måltid. Dette bestod af mælkebrød, derefter kaffe og et stykke hjemmebagt franskbrød. Dette morgenmåltid formede sig på en særlig måde. Fadet med mælkebrød blev sat frem midt på bordet, så vi alle kunne fiske noget af fadets indhold.
Omkring dette fad var vi nu alle placeret. Den gamle mand Niels Vinter, sønnen Erik Vinter, der havde overtaget gården, hustruen Inger Marie, samt gårdens unge karl Henrik Jensen. Tjenestepigen var hans søster Bertha. Til at deltage i denne fællesspisning var nu også jeg som den nylig tilkomne.

FADET ROTEREDE
Dette måltid var godt nok, men da vi alle seks med skeen stak til fadet fra samme side, gjorde de fysiske love sig gældende på den måde, at fadets indhold kom i stærkere og stærkere roterende bevægelse, så det kunne være svært at få noget af den faste føde med i skeen.
Midt på formiddagen et par rugbrødsskiver med pålæg og dertil hjemmebrygget øl. Når klokken så var tolv, var tiden inde til middagsmaden. Dette mit første middagsmåltid på denne gård vil jeg altid kunne huske, fordi jeg blev dybt beskæmmet ved en bebrejdende vejledning fra den gamle mand. Hvori bestod da min brøde? Jo, middagen bestod af byggrynsgrød, serveret som fællesmåltid i det samme lerfad som fra morgenmaden. Igen de samme seks personer. Midt i portionen var placeret et smørhul, hvori vi kunne dyppe grøden. I min enfoldighed dyppede jeg skeen deri hver gang. Der var nu ikke gået ret lang tid, før jeg mærkede den gamle mands øjne hvile bebrejdende på mig, og så kom ordene: “Ja, si her hos wos plejer vi no kun at dyppe i smørhullet hver åen gång”! Derefter dyppede jeg kun hver tredie gang.
Ud over at passe kvæg og får var det en ret alsidig opgave, jeg var gået ind til. Jeg bar tørv ind i køkkenet, pudsede knive og gafler, holdt flagermuslygten fri for petroleums-os og når middagen stod på kartofler, var min assistance ønskelig for at pille dem.
Alt dette gik nu helt godt. Det værste job jeg blev sat til, var når ægteparrets lille datter Ellen, som var fire måneder, satte i med skrål og ikke ville holde op. Så fik jeg af moderen overdraget barnet, lagt i barnevogn. – Hvorfor skriger nu sådan en lille pige? Når man betænker, at hun efter den tids skik, var indhyllet i et svøb, der var mindst to meter langt, i barnevognen, tykke dyner ovenpå! Pigen har været ved at gå til af varme!
Nå, jeg gik pligttro til opgaven, kørte frem og tilbage med varierende hastigheder, rokkede og tyssede, forsøgte at synge, dog uden glæde for mig eller barnet. Stilhed efter gråd indfandt sig imidlertid ikke, skrålet blev bare mere iørefaldende. Men så kom befrielsens resultat, pigens mor overtog igen pigebarnet, og hun udkonkurrerede mig fuldstændigt, hvordan? Jo, hun lagde pigen til det ene bryst, og da hun ikke kunne både skrige og sutte på samme tid, valgte hun at sutte.


HENTEDE HESTE
Da jorden var sandet, var den let at betjene med de forskellige markredskaber. Derfor gik der ikke lang tid, før jeg blev betroet både at pløje, harve og meget andet. Særligt kunne jeg lide at sidde til vejrs på hesteriven, betjene dens mekanik.
På gården var der fire jyske heste, som om sommeren gik løse i en fold, når de ikke var i arbejde. Det var min opgave at få fat på dem, koble dem sammen og så op på ryggen af den nærmeste, og så hjem til gården i lystigt trav. Det kunne jeg godt lide, det var bedre end at trække med tvære køer. Når så dagens gerning var forbi efter at have flyttet får og ungkvæg for natten – det var den tid, da solen gik ned – så var tiden inde til at gå til ro. Som regel fik vi efter lidt tid i gårdens stue, en forfriskning, rabarbergrød eller lignende før sengetid.
Karlen på gården og jeg havde et kammer til fælles. Dette gemak stod meget tilbage at ønske med hensyn til beliggenhed og sanitet. Der var alene adgang fra hestestalden. Ganske vist kan det være hyggeligt at høre hestenes gumlen, deres svage støj med bidslerne. Det mest uheldige var, at fugtigheden fra stalden bevirkede, at døren bulnede ud, så den ikke kunne lukkes. Dette kammer ville jo i vor tid være fuldstændig ulovligt. Vi sov i en dobbeltseng på ru brædder med underlag af rughalm.
I denne seng har jeg mere end én gang gået til ro i stivfrosne dyner. Jo, det kunne ske, fordi der lige over sengen var et kvistvindue i stråtaget. Når det regnede sivede der vand ned i sengen. Hvis der så kom brat omslag i vejret, kunne dynen godt være stivfrossen. Gulvet i kammeret var af cement og væggene var hvidkalkede. Disse vægge fik jeg lejlighed til at betragte meget indgående. Sagen var, at jeg nogle gange i denne plads blev syg, sikkert som følge af nogle gange at gå i tøj, der var gennemblødt af regn. Så måtte jeg jo ligge der i sengen, til jeg igen blev arbejdsdygtig.
Når jeg ikke sov eller lå og døsede, faldt mine øjne på væggen, tiden skulle jo gå med noget. I min fantasi kunne jeg så ved de streger og uregelmæssigheder, der var på væggen, danne mig billeder af personer eller sære ting. Denne “vægfantasi” var jo i lighed med den, som vel nok de fleste børn har oplevet ved liggende på ryggen at betragte ejendommelige skyformationer som i mere eller mindre fart var på rejse under det blå himmelhvælv. Der fremtrådte mærkelige figurer, dyr fra en ukendt verden, mærkelige ansigter, nogle venlige, milde, mens andre kunne virke vrede og faretruende.
Jeg tror nok man kan mene, at tilværelsen for sådan en tjenestedreng var misbrug af børn i den alder. Dog tror jeg ikke, at det rent legemligt var til skade. Når børn nu skal opøve og træne deres muskler, sker det sikkert på en mere fornøjelig måde – ved sport og leg. For mit vedkommende var det ved vedholdende arbejde.
Til min skole i Mesballe var der tre kilometer. Cykler var der ingen af os der havde. Om sommeren var der skolegang tre dage om ugen, fra syv til tolv middag. Der var kun en lærer, Axel Brøns, han betjente skolens to klasser – “Bette og stuer klas”. Det var alderen 10 år, der var skillepunkt mellem de to klasser. Der var jo også dengang noget, der hed skoleferie. Da børn var et ret stort arbejdsaktiv, blev fridagene lagt på de tider, hvor de forskellige høstformer skulle foregå, så børnene kunne gøre deres del. Der var kornhøst, noget senere skulle kartoflerne op af jorden, og senere endnu gav man sig i kast med roeoptagningen. For mit vedkommende så jeg ikke frem til sommerferien med længsel i tankerne. Timerne i skolen var jo en afveksling fra dagens slid, hvorimod ferie betød meget kropsligt arbejde.
Mindst én gang hvert år blev vi i skolen tvangsindlagt til at være i selskab med personer i den nordiske, mytiske gudelære, med Thors mærkelige hammer og grisen med den særlige egenskab, der ville gøre den værdifuld for enhver at have i stalden med tanke på de nuværende grisepriser. Katekismus lært udenad, tilhørende opremsning af salmevers indtog også en høj position. Det overrasker vel ikke. Der var dog også positive sider i undervisningen. Hvortil jeg regner dansk, geografi og regning.
Det var ikke den højere pædagogik, der var lærer Brøns’ særpræg. Ved at bruge en lineal flittigt som strafferedskab, opretholdt han sin autoritet. Hvis en dreng på den ene eller anden måde havde forset sig, blev han kaldt op for så at modtage hårde slag i håndens inderside. Jeg har selv mere end én gang være ude for det. Vi syntes alle det var en hård behandling.
Når jeg alligevel på en vis måde syntes om denne lærer, så jeg ikke gemmer på vrede mod ham, så er det i erkendelse af, at det var en gængs metode dengang. Han kunne også udvise forståelse. Dette kom også til udtryk overfor mig en gang. Det skete, at jeg kunne falde i søvn under pigernes højtlæsning. Denne oplæsning var til tider forfærdelig monoton, drævende og uden nogen som helst form for modulation eller betoning. Da kunne jeg, der jo havde været oppe meget tidligt, med lang vej til skole, siddende i en skolestue med varm og lummer luft – da kunne jeg ikke holde mig vågen, mit hoved sank ned på pulten. Så kommer det, som i mit sind bringer en venlig indstilling over for denne lærer: Han kom stille forbi min plads, og ganske svagt rørte han ved min arm. Ingen bebrejdelse – han kendte mine forhold.
Denne beretning er måske holdt i ret grå toner. At der også var andre sider at tilværelsen for mig på denne tid, skal ikke omtales her.

PLUK AF TØSTRUPS HISTORIE
Jørgen Sørensen, Ryomgård

fra den romanske periode og fra tiden efter ombygningen. I 1886 installeres varme, i 1906 udskiftes klokken, i 1928 flyttes orglet fra Vestervig kirke til Tøstrup.  Orglet er bygget i 1902. Fra 1984 til 1986 restaureres kirken og de gamle kalkmalerier kommer igen til syne.

Matrikelkort nedenfor over Tøstrup fra 1814 med bl.a. præstegården, dengang Tøstrupvej 55, hvor der i dag er autoværksted. Nr. 1 er præstegården ved siden af kirken og nr. 2 er skolen med skolelodden.

Hvor længe der har været en præstegård i Tøstrup er uvist, men der har været en præst med tilknytning til kirken indtil 1775. 

Et andet spørgsmål, som jeg har grundet over er, hvorfor ligger kirken i Tøstrup, som der står i sangen, ”den egn er bar og tør”. Og ikke i Sivested, Koustrup eller Skiffard? Som er tæt på Kolindsund, en god transportvej, da kirken blev bygget. En forklaring kan være, at der i tiden før kristendommens indførelse, har været en hedensk offerplads og derfor blev kirken bygget her.

Præstegården brænder natten mellem 7. og 8. december 1741.

Brev fra Christian den sjette af guds nåde, til Danmark og Norge, de Venders og Goters hertug udi Slesvig, Holsten Femern og Ditmarsken, greve udi Oldenborg og ……. Gører til vitterligt at eftersom Jens Andersen Halse, sognepræst for Tøstrup menighed i Århus Stift i vort Nørre Jylland – for os allerdanigst haver ladt andrage, hvorledes hans præstegård med indavlede korn og alt hvad han ejede, natten mellem den 7. og 8. december udi nys afvigte år (1741), skal være afbrændt og lagt i aske.

Da have vi efter fornævnte Jens Andersen Halses herom allerunderdanigst gjorte ansøgning og begæring, allernådigst bevilget og tilladt, at han til hjælp til fornævnte hans afbrændte præstegårds opbyggelse må nyde og bekomme én rigsdaler af hver kirke i bemeldte Århus stift.

Dog skal samme summa af stiftbefalingsmanden og biskoppen over forbemeldte Århus stift – efter vores elskelige, kære hr. forfaders, salig og højalvorlig…. ?  bestemmelse den 12. juli 1690 allernådigst udgangne befaling – lignes med…., hvorfor vi herved byde og befale bemeldte stiftelsforeningsmand og biskop, samt alle andre vedkommende, der over kirkernes indkomster i fornævnte Århus stifthaver, at råde og disponere………. Bemeldte Jens Andersen Halse eller hans fuldmægtig foreskrevne hjælp og undsætning med ford….  Og ifald at de, som …Patronus haver, skulle findes forsømmelige med betalingen, haver forbemeldte stiftsbefalingsmand og biskop hannem dertil på ansøgning for de skyldige at være beforderlig. Hvor efter samtlige vedkommende sig altunderdanigst haver at rette.

[Oversat: Stiftsbefalingsmanden og biskoppen skulle sørge for, at de der var pålignet at betale til præstegårdens opbygning, også skulle gøre det!]

Givet på vort slot Christiansborg i vores kongelige residensstad Kjøbenhavn
                                           den 9. februar 1742
                      under vor kongelige hånd og signet.

Året derpå 1742, blev præstegården igen opbygt.

Præsten Jens Halse kom til kaldet i 1702, hans ældste søn Andreas Richard Halse blev præst i Øster og Vester Allinge, hans anden søn Balthasar Halse blev magister philosophiæ, siden Conrector i Århus Latinskole og endelig Cancelliråd. Den yngste af sønnerne, Peder Chøler tog han i 1743 til capellan og forskaffede ham tillige suuesion (ansættelse). Dog forrettede Jens Halse selv embedet nu og da, så vidt man kan erfare indtil 1753, da både alderdom og svaghed således tiltog, at han siden lod sig høre fra prædikestolen. Hvad tid han døde, vides ikke, som noget mærkeligt må erindres, at han har været præst ved kaldet i 50 år og det bliver således én af stiftes jubel lærere.

Hr. Peder Chøler Halse fik den kongelige konfirmation d. 3. maj 1743, at være sin fader ad jungeret og siden som sognepræst at suuedere. Han var præst i 25 år og døde d. 8. marts 1768.

Efter ham er jeg uværdig kaldet af hr. krigsassessor Boesen den 6. april 1768 og den 1. juli derefter confirmeret at være præst i Tøstrup. Præsten Frederik Mortensen Boesen, var den sidste præst i Tøstrup 1768 til 1776, ifølge præsteoptegnelsen i Tøstrup Kirke.

Optegnelser af præstegården i 1772.
Præstegården, der er fri og ligger i Tøstrup tæt ved kirken, har, hvad grunden, bygningerne og den tilliggende jord angår, sådan beskaffenhed: dens grund er til den nordre side fra gaden til kirkegårdsmuren 77 alen og til den søndre side fra toften til gaden 84 alen.
Den vestre side fra kirkens fortov og til haven indbefatter 54 alen og den østre fra samme kirkens fortov til toften 51 alen.
Præstegården består af 4 fritstående huse, nemlig – stuelængen, der vender i øster og vester og indeholder 14 fag. Laden, der strækker sig fra synder til nord og består ligeledes af 14 fag og vender ud mod gaden. Staldraden, som vender i øster og vester og ligger ud til parkeringspladsen, udgør 15 fag, og fæhuset, som ligger ind mod kirkemuren i sønder og nord, indeholder 14 fag.

Sønden for stueraden ligger haven, som er fra huset af indtil gærdet i sønder, der indelukker den fra marken, fra 110 til 118 alen dyb og fra toftegærdet i øster indtil indelukket for gaden fra 75 til 78 alen bred.
Østen for haven er toften, der mod vesten indelukkes fra haven ved et risgærde, mod norden dels mod kirkemuren, dels med et jord og grøft dige, mod østen med et halv jord og stendige og mod sønden med en forsvarlig stenmur, hvilken bliver ved at gå hen i vester, forbi haven om til præstens hus.

Samme stendige er dels repareret, dels er nyopsat i min tid (præst Jens Halse, præst 1702 til1753) og udgør en strækning af 120 favn. Toften er i den nordre side 264 alen og i den søndre 258 alen lang. I den vester ende 120 alen og i den østre 128 alen bred.

Nedenfor: Skitse af Tøstrup Præstegaard, udarbejdet efter optegnelser fra 1772, 31 år efter branden.

Vurdering af præstegården i 1772:
Tømmeret som sammenhæfter underbygningen i de 3 første længer, er endnu forsvarlig, eftersom præstegården for 31 år siden blev opbygt af ny, men fæhuset er meget skrøbeligt, såsom samme blev opsat med det gamle fra branden reddede tømmer.
Stråtaget derimod på hele præstegården er på engang så forfaldet, at det vil koste anseligt, førend det kan komme i stand.

Da sognet for nærværende tid ikkun består af 26 hele og halve gårde og eet boel, så er her ikke uden 27 decimantes, som giver korn- og kvægtiende. Her er vel nogle få huse, men da de samme er jordløse og beboes mestendels af fattige folk.

Tøstrup sogn var i en svær tid, idet landbruget havde det hårdt og havde svært ved at tjene penge i disse år. Både præst og degn havde svært ved at opretholde en fornuftig levestandard, når tienden udeblev eller kun delvis blev betalt. Det var derfor vanskeligt at bibeholde Tøstrup kirke med egen præst, så det var belejligt at slå Tøstrup og Nimtofte sogne sammen

Tøstrup var eget pastorat indtil 1775, da det blev et anneks til Nimtofte. (Trap 5. udg.)
Nimtofte havde været samhørende med Koed, men da Nimtofte blev samhørende med Tøstrup, blev Koed samhørende med Marie Magdalene.

Hvad sker der videre med præstegården?

1787.  
Lars Pedersen, 41 år – opsynsmand ved den forhenværende præstegård. Hans kone Anne Nielsdatter, 36, datteren Maren Larsdatter, 8 år og Peder Larsen 1 år.

1789, den 2. oktober havde Hr. Anders Bang og husholderske Kirsten Rasmusdatter på Ryomgård, efter forudgående trolovelse, bryllup i Marie Magdalene kirke, festen stod på Ryomgård.
Forlovere var …. På Callø og forvalter Søbye på Ryomgård.

I 1793 blev datteren Anne Magrete døbt, båren til dåben af frøken Anne Magret de Hoff. Øvrige faddere: de herrer Lang fra Vedø, forvalter Press, skovridder Press og cand. jur . Boesen.

1789.   Forpagtningskontrakt fra Palle Krag v. Hoff til Anders Bang, se nedenfor.

dens mark, avling, græsning og have plads udi 6 næst efterfølgende åringer – at regne fra 1. maj 1789 til samme dato 1795. og det på følgende vilkår:

1. Forpagteren må bo på gården og der holde og have de til husholdning og tjeneste ved gården behøvede folk – og til den ende overlades han alle stuerne, kamrene og værelserne i stuehuset, kælderen og det kammer i gården ved porten samt lofterne til det aftærskede og utærskede korn.
2. Overlades ham hele ladegårdens bygninger til korn, hør, bæster, kvæg brænde, tørv og lyng.
3. Han må benytte sig af hele gårdens mark og kornavling, høslet og græsning, som han bedst ved og kan – dog at han retter sig efter at lade jorden hvile. –dyrker og besår således som haver været brugeligt – ligesom han forpligtes til ej at lade bortkomme fra gården hø eller halm, men samme at lade fortære på gården ved at holde så mange bæster og kreaturer som ved gården kan græsses og fodres på det ved gården ved hans bortflyttelse kan have den fornødne gødning.
4. Af den nu ved gården værende gjødske (gødning) såvelsom, hvis den kan samles indtil hans tiltrædelse (som skal ske, når kornet er indavlet efter næstkommende Michaelis eller …. D. 1. oktober 1789). Når ikke noget bortføres, må samme forblive ham til nytte og brug, lige som han ved hans bortflyttelse intet af gjødskningen må lade bortkomme.
5. Den i jorden på gårdens mark lagte sæd, som består af : rug, 13 tdr. 2 skp., byg, 3 tdr.4 skp havre 10 tdr. 2 skp,  boghvede 11 tdr. 4 skp. Lader jeg under hans opsyn dette år indhøste for ham at oppebære, men siden drives gårdens avling af forpagteren selv med egne bæster og folk.  Hvorimod han igen bliver forbunden til ved sin fratrædelse at lægge og aflevere samme sæd. Der i mod nyder han årlig fornøden tørveskær lige med bønderne der i Tøstrup – samt 6 læs bøgetræ.
6. Forpagteren bliver befriet for at svare tiende af alle slags, samt fri for alle skatter uden alene ekstraskatten, og om andre personlige skatter bliver pålagde. Og holder jeg selv gården ved lige – alene forpagteren forsyner (?) tag og vægge??
7. Skulle jeg sælge gården og ejeren selv tiltræder den, da skal frasigelsen ringste ske ½ år tilforn – og ellers et år, når en af perterne skulle finde for godt efter 3 års forløb at forandre kontrakten og da nyder forpagteren i første tilfælde 20 rd afslag af afgifter.
8. Denne forpagtnings kontrakt forbinder jeg, Anders Bang, mig som forpagter til at holde i alle dens ord og punkter. – så og at betale udi forpagtningsafgift årlig til martini: rug 8 tdr. innatura og 2 tdr. boghvedegryn som kan betales efterkapitaltaksten og til påsken næst efter penge: 36 rd – skriver tredive og seks rigsdaler. – og til vtterlighed for afgifterne haver jeg formået velædle hr. birkedommer Asch, forpagter på Callø, som kautionist at benævnte forpagtningspenge… ja altså bliver betalt til tiden – ellers er kontrakten forbrudt.

Af denne kontrakt forbliver originalen i min hr. Oberstløjtnant Hoffs bevaring.

Ryomgård d. 12. sept. 1789.  P. K. Hoff.

Bang.

            Som vitterlighedsvidner               Christian Press.                  Jacob Høgeberg.

             Som kautionist underskriver og forsegler Asch.

1795. skøder Hr. Rasmus Christensen (R C har 1793 fået skøde på Wedø) til Rasmus Møller (285 tdr. hartkorn).
Samme Rasmus Møller bebor Thøstrupgården eller den forhen kaldte Tøstrup Præstegård og er den 22. maj blevet gift i Grenå med Kirstine Marie Bang. 179? 
Skøder Rasmus Møller i Tøstrup til Lanng på en gård i Tøstrup.
Skøder Rasmus Møller i Tøstrup til Søren Svendsen – på et hus og 3 skp. Hartkorn.
Skøder Rasmus Møller til forvalter Jespersen og degnen Bang i Tøstrup, 4 gårde
på samme sted.

1796. ..hans ejede og påboende gård, Tøstrupgården eller den forhen kaldte Tøstrup Præstegård, beliggende i Århus Stift, Randers Amt, Nørre Djurs, Tøstrup sogn og by, såvel det mig i bemeldte Tøstrup tilhørende bøndergods, som i fæste haves og bebos af:
Ole Rasmussen 5-5-2-2 og skovskyld 0-0-1-2½, Jens Rasmussen 5-3-2-2 og skovskyld 0-0-1-2½.
Lauers Pedersen 5-3-2-2 og skovskyld 0-0-1-2½ og Jørgen Henriksen5-3-2-2 og skovskyld 0-0-1-2½,
samt et hus, som i fæste haves og bebos af Søren Svendsen, hartkorn 0-0-0-3.

Ovennævnte min påboende Tøstrupgård med dens bygninger og ejendomme på hvilken forrige præstegård, som har skatter og tiender … ligesom andre præstegårde, der ellers sætter den årlige afgift, 6 td rug, 6 td byg og 6 td havre til præsten i Nimtofte og de benævnte bøndergårde med besætning og ejendomme i mark og by… alt sammen med dets indkomster … således som det mig af proprietær hr. Christensen til Vedø ved skøde af 13. juni 1795 er mig overdraget.

Tøstrupgård den 14 juni 1796. R. Møller.

Folketælling 1801.
Rasmus Møller 43 år, sandflugtskommisær og ejer af Tøstrup præstegård! gift med Kirstine Marie Bang 34 år. Mette Marie Møller 10 år, hans datter, Hans 5 og Jens 3, deres fælles børn og Peder Just Møller 13, hans brodersøn. Desuden tjenestefolkene Peder Terkildsen 20 og Bodil Terkildsdatter 21, begge ugifte.
Der er usikkerhed om det er to gårde eller om præstegården omtales som Thøstrupgården.
Samme år sælger R. C.  Sjørupgården.  R. C. dør 1803.

Jeg baron Jørgen Rosenkrantz til Wedøe, tilstår herved at have afhændet og solgt, som den i Tøstrup beliggende forhenværende præstegård til, Hr. Frederik Pommerinscke med alle de herligheder og byrder, som jeg samme have købt og ejet, for den sum 2700 rbd, Skriver to tusinde og syv hundrede rigsbankdaler norm. Værdi (?) på følgende vilkår:

1. Af købesummen udbetales 500 rbd.
2. Med gården følger de matriculerede jorder med sammes påstående afgrøder. Endvidere den på gården værende vogn, en gammel plov og en harve samt 2 køer og 4 får, som køberen udtager af den på gården værende fåreflok, efter at sælgeren først har udtaget 6.
3. Den såkaldte Tøstrup eng afbenytter køberen til slet i 10 år uden betaling. –og i følgende 10 år betaler han i afgift for samme 10 rbd. Dog står det naturligvis køberen frit for at frasige sig samme om han behager.
4. Køberen tilstås for i frihed til at lade hente i Tøstrupengen 10 bønderlæs af de derværende tørv…
5. Fra datum indtil november betaler køberen det accorderede månedskorn til folkene: nemlig 6 skp. rug og 6 skp. Byg. Pengelønnen afgør sælgeren med undtagelse af 8 rbd. Til pigen som køberen betaler.
6. For de tvende sidste kvartaler af 1815 betaler køberen de af ejendommengående skatter, og i analogi heraf ligeledes alle andre offentlige ejendommen til besvær faldende byrder. –præstekornet for 1815 betaler køberen alene.
7. Så snart sælgeren forlanger, forpligter køberen sig til at stille antagelig kaution for købesummen.
8. De af den handel flydende byrder med stempelpapir til kontrakt og skøder deler sælger og køber lige imellem sig. Foreløbig er således dette optaget på slet papir, indtil det stemplede papir kan erholdes. Ejendommen tiltrædes fra i dag den 1. august og står fra dette øjeblik af i alle henseender for køberens regning.

Foranstående bliver herved af sælger og køber med hænders underskrift bekræftet,
og til vitterlighed undertegnes (?) efter begæring pastor Thygesen i Mariemalene og hr. Holler til Ryomgård.

                                           Wedøe d. 1. august 1815.
                                           Rosenkrantz                       Frederik Pommerenscke
Til vitterlighed                    J. M. Holler                         Thygesen

1818 Skøde til Jens Chr. Christensen, som i 1822 får gården på auktion, p. gr. af manglende betaling af tiende.

1822 d. 14. oktober, blev i retten fremlagt i sagen nr. 1822, Procurator Olsen på pastor Møllers i Nimtoft og egne vegne – contra procurator Ostenfeld på Stenalt følgende:
Efter at procurator Olsen – som befalet for hr. pastor Møller i Nimtofte – hvorved Jens Christian Christensen i Tøstrup Præstegård var for resterende, til sognekaldet i Nimtofte henlagte og på bemeldte præstegård hæftende afgift for årene 1819 og 1820, tildømt at betale 84 Rbd 3 sk 12 m sølv med renter og omkostninger.

Sagen trækker i langdrag og 2 auktioner bliver kendt ugyldige, utallige udskydelser af retsmøder ender ud en dom i 1826, hvor contracitanten procurator Ostenfeld på Stenalt bør til hovedcitanten pastor Møller betale 163 Rbd 5 sk 4 m sølv af den ved hovedstævningen påstemte sum, med renten 4 % årligen fra den 21. okt.1822 indtil betaling sker. Samt hovedsøgsmålets omkostninger med 50 rbd sølv, men i øvrigt for hans videre tiltale i denne sag fri at være.

Under den lange retsag forfalder gården og 4 fag af vestre længe og hele den øverste del af 14 fag på samme hus blæser omkuld.

1833 klages der over ejeren Wejmann af forhen Tøstrup Præstegård.
Biskoppen over Århus stift har nu med hosfølgende skrivelse tilstillet Canceliet den ligeledes vedlagte forestilling med bilag, hvori sognepræsten for Nimtofte og Tøstrup menigheder, Welling, andrager på, at der fra det offentliges side måtte træffes nogen foranstaltning imod
ejeren af Tøstrup forrige Præstegård, Wejmann, med hensyn til, at denne ikke blot lader gården bygninger forfalde, men endog i afvigte sommer har nedbrudt og solgt flere fag hus x af disse , samt driver gårdens jorde uden gødning og bortfører samme til en anden ham tilhørende gård, uagtet gården med tilhørende ejendom efter coditionerne for dens salg skal være og forblive et fuldkommen første prioitets pant og forsikring for den årlige afgift af 6 td rug, 6 td byg og 6 td havre, som årlig skal svares til præsten i embedet.

I denne anledning skulle canceliet tjenstlig anmode hr. kammerherre om, behageligen at ville indhente og med deres egen betænkning hertil indsende fornævnte Wejmanns erklæring i foranførte henseende, og forventes med svaret det insluttede behagelig remitteret.

                                                                 Den kongelige Cancalie D. 12. febr. 1833.

Der foregår flere sondringer bl. a. Kammerherrens betænkning ledsaget af bemeldte Wejmanns  erklæring og ligeledes korrespondance med det kongelige rentekammer.

Man skulle tjenstlig tilmelde dem tilbehalig efterretning og videre bekendtgørelse, at bygningerne formentlig er indbefattetede under præsteembedets sikker for den årlige afgift, og at sognepræsten må have samme ret til at påtale og hindre pantets forringelse, som enhver anden pantcreditor i almindelighed – hvorfor man lige tjenstligskulle tilføje, at man under dags dato har tilskrevet biskoppen over Århus stift om at tilkendegive bemeldte sognepræst Welling, at han – så fremt sagen ikke i mindelighed måtte blive afgjort ved forligscommisionen, så i fornødent fald kan henvende sig til hr. kammmerherre om *benefication processus gratuite til sags anlæg. ( om særlig ret til gods , der er udlagt til at tjene som grundlag for aflønning af en gejstlig person og lade sagen overgå til sagsanlæg).

Det kongelige danske Cancelie d. 21. marts 1833.

                      Monrad           Larsen.

Til amtmanden over Randers amt.

1834, ft. Den forrige præstegård, Chr. V Moldrup 56 år og afskediget kaptajn af infanteriet gift med Ane Dorthe Bang, 53. de lever af det Moldrupske Legat! Maren Sørensdatter deres tjenestepige 20.

Herefter er der ingen oplysninger om præstegården, men da Kolindsund blev udtørret i 1870`erne  ved vi at, der boede sundbisser i præstegården. Omkring år 1900 boede der polske arbejdere, som deltog i tørvefremstillingen, som var fremherskende på den tid.

Foto nedenfor – Tøstrup 1870.

Jacob Hesselbjerg byggede i 1936 den smedje, som i dag (2012) er autoværksted.
Da den blev bygget, blev der lavet smedearbejde, og skoet heste på alle de arbejdsheste, der var på gårdene. Efterhånden som traktoren fortrængte arbejdshesten og mange jernvarer blev fremstillet på fabrik, blev det ”rigtige” smedearbejde mindre.

Preben Møller, som overtog smedjen i 1963, lavede også smedearbejde, men autoriseret VVS -installatør og det var mere det der blev lavet fra smedjen.

Søren Klemmensen starter her Tøstrup Auto og Maskinværksted i 1967. I 1973 blev pladsen for trang og Søren Klemmensen køber gården Tøstrupvej 50 og ændrer navnet til Midtdjurs Traktorlager.

I 1975 sælges til Jørn Laursen, som nu (2012) driver Tøstrup Autoværksted.

20. februar 1919. Smed Jacob J W F Jongberg får skøde på smedjen, parcel nr. 15, nu depot.

Præsteboligen, har ligget hvor Tøstrupvej 57 ligger i dag, tidligere graver Henrik Andersens hus. Det eneste, der står om det, er at stengærdet syd for præstegårdshaven, går forbi haven om til præstens hus.

Frysehuset, Bygget omkring 1950 og indeholdt 12 bokse. De forskellige husstande havde så en hel eller en halv boks i fællesskab med en anden. Jeg kan huske at min far og mor delte boks med Villy Jørgensen. Jeg er ikke klar over, hvornår huset ophørte med sit virke, men det har nok været omkring 1970.

Den gamle skole og jorden til skolen, degnelodden
(Tøstrupvej 80).

Det er omkring 1690, at den første skole omtales.
Tøstrup skole blev nedlagt i 1939

Den 25. marts 1793 ved aftenstide, brændte degneboligen i Tøstrup.
I retten fremstod degnen Hans Bang, som vemodig fremdrog hvordan hans bolig blev ramt af vådesild mellem kl. 6 og 7 om eftermiddagen, mens han var fraværende. Da han kom hjem omtrent en time senere, var hans stuehus ganske afbrændt og nedfalden, uden det mindste, som kunne komme til nogen videre nytte.
Desuden afbrændte ved denne ulykkelige lejlighed alt hans indbo, med undtagelse af nogle sengeklæder og 3 skuffer fra en dragkiste med linned. Desuden indebrændte 17 fårehøveder, som ikke kunne reddes, på grund af ildens grusomme hastighed.
Degnen var følgelig sat i en beklagelsesværdig tilstand, da han end ikke beholdt mere klæde af uld og linned end det han samme dag havde på sin krop.

Dernæst fremstod gårdmand i Tøstrup, Ole Rasmussen med lige vemodighed androg at han havde haft det uheld, at den i Tøstrup degnebolig d. 25. marts sidst opkomne ulykkelige ildebrand havde antændt hans påboende gård, som var næst derved beliggende og bestod af 4 længdehuse, 1 stuehus bestående af 11 fag, 1ladehus, bestående af 11 fag, 1hus hvor der var6 fag korngulv og 4 fag fårehus og endnu et hus som bestod af 10 fag indrettet til stald, fæhus og vognhus.

Foruden brændte for Ole Rasmussen, 4 fårehøveder, 1 so med 4 grise og en gase og en gås blev forbændt, at det er uvist om den forsat kan leve.

Tillige brændte det meste af hans ind- og udbo, korn på loftet og øvrige fødevarer, så at han alene fik reddet hans sengeklæder, 2 kister, et skab, 1 kobberkedel, 2 små trækar og en vogn, som dog var antændt af ilden, samt seletøj til 4 bæster. Men han så meget i det øvrige ved ildebrænden foruden hans gårds bygning, som ville blive ham surt at erhverve igen, og som naturligvis har sat ham i en fattig og beklagelsesværdig tilstand.
Alt hans forårs sædekorn, både tråsken og utråsken og hans sædekorn tillige, blev ganske forbrændt og ødelagt, uden at der kunne bruges mere  efter denne brand, som var så voldsom i den stærke østenvind.

I retten blev forklaringerne berigtiget af 4 vidner, som aflagde ed på at ingen kunne give forklaring på, hvordan ilden var opstået og at der var gjort det der var muligt at begrænse skaden.

På vegne af Caløe Amt Brand Societet, var mødt på kammerherre og greve Scheels vegne, forvalter Laurits Jespersen, der ikke fandt noget imod de skadelidtes og vidnernes forklaring. Jespersen vidste at alle mulige anstalter til ildens bekæmpelse var iagttaget, for så vidt det var muligt.
Han havde selv 2 dage efter branden, ved sin gennemrejse i Tøstrup set de endnu brændende pladser uden at finde det mindste af de forhen stående bygninger.
Han kunne derfor ikke have noget imod, at de skadelidende fik udbetalt, hvad forbemeldte societet indretning for hver fag især er tillagt, der for degnen var som han havde anført,  men for Ole Rasmussen kun var anført 34 fag og ikke 42.

I 1808 kommer der en ny degn, Peder Egens.

Han skal være degn for Nimtofte og Tøstrup og tillige skoleholder for Tøstrup.
Straks ved sin tiltrædelse lader han tage syn over degneboligens brøstfældigheder.
Boligen synes af præst i Grenå og provst for Nørre herred Andreas Peter Krøyer, Sognefogeden Søren Bager og gårdmand Anders Johnsen, begge fra Skiffard.

Boligen består af en længe som ligger nord – syd. Den udgør 14 fag, 5 fag stuehus, 1 til køkken, 2 til bryggers, 2 til børnehus og 4 fag ladehus. I længens halve længde er der bygget 2 fag hus til kraturer, det fremgår ikke hvor mange kreaturer degnen havde.

På stuehuset mangler ca. 100 sten og da de er sat på kant, kan der anvendes 1000 sten.

I spisekammeret mangler et vindue, der kan aflåses, i bryggerset mangler loft og der mangler skillerum mellem bryggerset og børnehuset.

Til taget behøves der 19 traver langhalm.

Pris for istandsættelsen 42 rigsdaler for materialer og 14 for arbejdsløn. Der er ingen notater om hvor meget der blev udført.

Skolelodden. Det fremgår af matrikelkort fra 1814, at den er på ca. 10 tdr. land og ligger på højre side af vejen til Ramten. (se kort).

Den gamle skole blev nedlagt i 1939, og Anders Boes var lærer dengang. Han flyttede ud på den nye skole. Den 23. august 1940 sælger Nimtofte Kommune til Viggo Darling.

Skolestuen blev brugt til møder og søndagsskole og i 1956, da jeg for første gang så fjernsyn var det i den gamle skolestue, og det var en udsendelse til fordel for Ungarnshjælpen. Karetmageren, som gjorde lidt i radio/tv og var fra Nimtofte, stillede et apparat op og vi har vel været en 25 stykker.

29. marts 1957 lyses skifteretsattest som adkomst for Sigurd Darling.29. marts 1957 arveudlægsskøde til Edith Darling.
Edith Darling ernærede sig med systue og klaverundervisning.
31. december 1958 skøde til Vagn Albe`r. Huset blev nu udlejet bl. a. til kunstmaler Otto Krank. Han var en ”farverig” person og vi børn kom der en del. Vi var flere der blev tegnet af ham.
31. januar 1966 ejerpant til grønthandler Kaj Jensen.
28. november skøde til Kaj Jensen.
22. august 1967 ejerpant forhøjet med 4.000,00kr.
1. april 1968 Nimtofte – Tøstrup kommune tinglyser oversigtsforhold ved vej.
29. maj 1968 ejerpant forhøjet med 32.000,00 kr.
21 august 1969 ejerpant forhøjet med 20.000,00 kr.

Bent Lassen, købmand Knud Lassens søn fortæller:
Min far startede forretning i Tøstrup i 1925 og stoppede/lukkede butikken i 1974. I øvrigt var han uddannet købmand i Skiffard.

Min farfar udstykkede Tøstrupgården først i tyverne og i den forbindelse blev der etableret købmandsforretning, men min farfar har aldrig været købmand.

Det med Nimtofte har noget med min farmor at gøre. Hendes familie (Ross) havde forretning i Nimtofte, men det ved jeg ikke meget om.

Tøstrupgaardens avlsbygninger, foto nedenfor, ca år 1900.

Driftsbygning. Billedet er taget fra nord, – midt i gårdspladsen
ligger i dag stuehuset, nord syd til Tøstrupvej 86. Hvor udhusene til højre ligger, ligger i dag udhuset til Tøstrupvej 86.
Udhusene til venstre har ligget i haven til nr. 86. Der hvor laden mod syd er, ligger i dag stuehuset til Sjørupgaardvej 23. Deraf navnet ”Ladegård”.

til sagfører Bay i Ebeltoft. Han solgte den videre i 1876 for 120.000,00 kr til M. B. Nørgaard, senere Ørbækgaard og derefter kom den til kammerherreinde Charlotte C. Sehested, som 1893 overdrog den til sønnen, landbrugsminister og Kammerherre Knud Sehested, død 1909, hvorpå den kom til F. Nymann. I 1914 solgtes den for 90.000,00 kr. til A. Damsgaard. I 1916 blev den udstykket i 7 statshusmandsbrug og 2 mindre gårde, mens en hovedparcel på 7 tdr. hartkorn solgtes til Chr. Lassen, far til Knud Lassen, senere købmand i Tøstrup.
Min farfar udstykkede Tøstrupgården først i tyverne, og i den forbindelse blev etableret købmandsforretning. Min farfar har aldrig været købmand, det har min far derimod,. Han blev uddannet i Skiffard og startede forretningen i Tøstrup i 1925. Den stoppede/lukkede i 1974.

1926. Jens Lisbjerg og Thomma Kathrine Lisbjerg Nielsen. Deres forældre blev gift i 1926 og ejede Tøstrupgården indtil
1939. Karen og Arne Sørensen (Børn Svend Erik, Doris og ?) overtager Tøstrupgården og bor mod vest. I enden mod øst har købmand Lassen forretning.

Branddammen, placeret mellem smedjen og Tøstrupgården, blev meget brugt tidligere om vinteren, da den hurtigt blev bundfrossen. Vi løb meget på skøjter der, det kunne være seksdagesløb eller ishockey. Isen kunne også bruges om aftenen, da der var en svag belysning

Sprøjtehuset, var placeret ud mod vejen i indhegningen til nr. 86. Hvornår det er bygget, vides ikke, men det blev nedrevet omkring 1950.

Fotoet t.v. viser et sprøjtehus fra den gamle by i Århus. Både huset og sprøjten er større end det i Tøstrup, men pumpen er af samme type. Brandsprøjten var et stort ovalt kar på 1½ meters længde og ca. 1 m højt. Karret stod på en lille flad 4 hjulet vogn, som kunne spændes efter en hestevogn.
Pumpeanordningen fungerede ved, at to lange stænger bevægedes op og ned og den skulle betjenes af 2 eller 4 mand. Når der skulle sprøjtes ved ildebrand, var der mange hjælpere i gang med at hente vand i træ- eller læderspande. Nogle gange dannede man kæde, hvor spanden gik fra hånd til hånd og den sidste hældte vandet på ilden.

Fra fæste til landmand
Jens Erik Mehlsen  

Trods overskriften bytter vi om på tingene og foretager en retrospektiv lille vandring fra nutid til fortid i en landbrugsejendoms historie i Marie Magdalene.
 
Lidt nord for den lille by Marie Magdalene, – Mameline eller MarieMalene, som nogle siger – ligger Bøjstrup, mærkeligt nok mere liden end Mameline. Men sådan er det ofte i vort land, – lidenhed er sagen.
Imellem disse to lokaliteter ligger en gård, hvis historie vi forsøger at afdække. Det drejer sig om Bøjstrupvej 50, Ryomgård. På denne gård boede enkefru Margrethe Hougaard, og hun var en sand guldskat i nostalgi. Jeg besøgte hende i 2011, hvor hun fortalte om sin fødegård, inden hun døde få år senere. Margrethe var født 1923 på den gård, der var Bøjstrupvej 50’s forgænger. Ruinen af den ses på fotoet nedenfor, fotograferet lidt nord for

Bøjstrupvej 50, altså den ruin, der ligger nede i selve slugten, hvor stenalderhavet engang gik op til Bøjstrups nordlige kant. Gården kaldtes “Lille Bøjstrup”, fordi den var udstykket fra en anden gård “Store Bøjstrup”, som lå oppe ved Bøjstrupvejen, – dengang en firlænget gård, i dag blot et lille hus, tæt ved vejen, netop hvor den slår en bugt, et par hundrede meter før Bøjstrupvej munder ud i Margrethelundvej.  Endelsen ”strup” i Bøjstrup, stammer fra vikingetidens sidste del eller middelalderens allerførste del (ca. 1200 – 1300), og der har givetvis været beboelse og liv her, hvor vejene/stierne bøjede af i enden af slugten. Måske kommer navnet heraf, eller er det måske blot navnet på den første bonde, der byggede her. Det kniber lidt med dokumentationen her.
 
Vi skruer nu tiden tilbage til 1923, da Margrethe blev født på Bøjstrupvej 50’s forgænger, der levede livskraftigt nede i slugten. Det var dengang en firlænget gård med stuehus, lo, lade og stald med dyr, bl.a. heste, grise, køer, høns og ænder/gæs. Dens tilliggender på ca. 100 tønder land strakte sig på begge sider af slugten, altså også mod vest, hvor der i dag er skov, og mod øst. Nord for gården – tæt på grænsen til Fjeld – på det sted, hvor der i dag ligger en lille jagthytte, var der førhen en grusgrav – den ses stadig tydeligt i terrænet – , og lidt syd for gården – men dog tilhørende gården – var der det, som vi i dag vil kalde en gammeldags frugthave med æbler, pærer, blommer og mange bær, alt som brugtes i husholdningen, ikke mindst til syltning. Man kan endnu i dag se enkelte af de gamle frugttræer. Og Margrethes søn, Carsten, har gang i et lille projekt omkring retablering af frugttræer af ædle og gamle sorter fra dengang. Man kan se noget fra vejen med det blotte øje, men ellers må henvises til en kikkert eller spørge Carsten Hougård om lov til at gå derned.
Det sidste gjorde jeg og fik samtidig lov at låne et foto af den gamle ejendom (nedenfor) før den brændte.

Og hvorfor brændte nu denne flotte ejendom?
Forklaring følger, men først må fortælles om ejerne, nemlig Margrethe Hougårds forældre, Marie og Knud Jensen. De passede med flid ejendommen, byggede den faktisk op til et mønster-landbrug, der efter 2. verdenskrig – altså på den nye ejendom Bøjstrupvej 50 – ”belønnedes” med en Ferguson Traktor fra Marshall-hjælpen fra USA. Men selvom Margrethes far var glad for traktoren, blev han ikke dus med den. Han opgav den faktisk og undskyldte sig med, at den ikke stoppede, når han sagde: Pruuuuh! Det var naturligvis en spøg, men han holdt sig fra dette moderne monstrum og lod hans ansatte karl køre traktoren. Selv foretrak han sine Nordbagger. Det vidste man, hvad var! Man synes umiddelbart, at Nordbakkerne må have fristet en hård tilværelse, for det kuperede terræn var ikke altid let for dem at forcere – med et eller andet markredskab på træk.

Og så til branden. Det skete i 1934, at gården brændte! Ildløsen skyldtes, at man havde høstet og i den forbindelse anbragt en del korn for tæt på en motor, som brugtes til grutning, – altså kværne ting og sager fra mark, eng og frugthave sammen med mælk til dyrefoder. Motoren var af en eller anden grund ikke blevet slukket efter brug, – måske havde man mere der skulle gruttes? – det vides ikke! På et tidspunkt kom kornet fra høsten i forbindelse med den varme motor og antændtes. På kun 20 minutter var gården nedbrændt, herunder mange af dyrene i stalden.
Ryomgård Brandstation havde til huse på Vestergade i Ryomgård. Anden adresse var der ikke dengang, men i dag ved vi, at det er Nygade 14, Ryomgård, om end brandstationen for længst er nedlagt. Garagen ses dog stadig, som et godt vidnesbyrd på dens fortid. Brandbilen var ikke længe om at nå frem, men kunne intet stille op. Sagen var alvorlig og sognefogeden i Marie Magdalene Peter Hvid, kaldte endnu samme aften Knud Jensen til afhøring i Marie Magdalene Forsamlingshus for at få afklaret årsagen til den alvorlige ildløs. Konklusionen blev, at Knud Jensen var ganske sagesløs i ildebranden, og ingen sigtelse blev rejst, ligesom assurancen udbetaltes.

 Genopbygning af gården ansås for umulig, så man lod ruinen ligge og byggede i stedet nyt på Bøjstrupvej 50, hvorfra familien nu drev gården frem til 1956, hvor de flyttede i en aftægtsbolig på Margrethelundvej 20.
 Margrethe var i mellemtiden blevet gift (1946) med Harry Hougård og ægteparret flyttede ind på gården i 1956, som de forpagtede og efter ca. 10 år købte. I 1982 kom Harry til skade i skoven, hvor et træ, som han fældede, ramte ham. Harry blev invalideret og kunne ikke mere passe driften af gården, der herefter blev bortforpagtet, og senere solgt til børnene. I mellemtiden var store dele af de vestlige jorder – altså nede ved brandtomten og vest herfor, sprunget i skov, og da børnene Helle og Carsten købte en halvdel hver, var der ca. halvt skov og halvt landbrugsjord.
 
Men nu tilbage igen. Tidligere ejere før Knud Jensen er ikke undersøgt, men vi springer nu helt tilbage til 1777. Da hørte området ind under Gl. Ryom, eller Ryomgaard, som det blot hed dengang. Ejeren dengang var Palle Kragh v. Hoff, og mange af hans gårde var fæstegårde. Når fæsteren (hovbonden) fik fæstebrev på en gård med tilliggender, kunne han dyrke den mod at aflevere fæsteafgift til herremanden. Det er sikkert, at der på Hougårds ejendom var en sådan fæstebonde, men lidt usikkert, hvor selve fæstegården lå. Den kan have ligget samme sted i slugten, som den senere nedbrændte ejendom eller lidt nordligere, tæt ved fornævnte grusgrav.

På kortet t.v. er med pil markeret den ejendom, som det formodentlig drejer sig om. Lidt usikkerhed er der som sagt om det, dels fordi kortet er fra 1878 og for så vidt alt for ”nyt” i forhold til nævnte fæstetid. Dels fordi vejenes aftegning i landskabet var meget anderledes dengang, hvorfor de er vanskelige at anvende som pejlemærker.

Fæstebrevet:

Ovenfor ses fæstebrevet mellem Palle Krag von Hoff og fæster Jens Pedersen. Det er vanskeligt at læse, hvorfor en oversættelse bringes nedenfor. Læg eksempelvis mærke til fæsterens pligt til at køre til en købstad to gange om året (med hestevogn, forstås), og til at bringe sand fra sin grusgrav til hovedgården (Gl. Ryom).

Her bringes afskriften:
 
Afskrift af fæstebrev 18/7 1777 for Jens Pedersen: 
No. 4 Chr. 7. fire og tyve skilling. Jeg Palle Kragh von Hoff til Ryomgaard og Wedøe, Deres kongelige majestæts bestalter oberstløjtnant af kavaleriet gør hermed vitterligt at have sted og fæst, såsom jeg hermed steder og fæster, til Jens Pedersen Scharresøe det mig tilhørende sted Lille Boystrup som Jacob Pedersen med min tilladelse fraflyttede, med alt hvad han ejede til gården i Mariemalene efter den imellem dem selv indbyrdes gjorte akkord.
 Bemeldte sted står i nye landmålingsmatrikel for hartkorn, ager og eng 1 tønde 3 skp. 3 fjdk. 1 album og Fyndboejorden i MarieMalene som har lagt til sadelmagerhuset hvilket bemeldte Jens Pedersen må nyde, bruge og sin livstid beholde med al dets tilhørende som der tilligger og med rette bør ligge, og alle påfølgende conditioner.
 
1. Svarer og betaler han alle kongelige kontributioner som nu er, eller herefter påbydendes vorder af stedets hartkorn.
 
2. I stedet for landgilde og hoveri af stedets og tillagte Fyndboejord betaler han årligt hver 1. marts 6 Rd. uden restance, samt forsyner borggården [dvs. Gl.Ryom, red]  med sand og forretter tvende kørende rejser til købstæderne enten Århus eller Randers, når han derom tilsiges.
 
3.  Siden han har flyttet sit indbo og besætning med sig fra gården i Marie Malene og til Boystrup, så har han og i sin tid ved alle påkommende forandringer at tilsvare og aflevere  4 gode bæster 1 vogn 1 plov og 1 harve, således og i den stand, at avlen forsvarligt kan dyrkes med.
 
4. Holder stedets bygning og den anførte besætning i forsvarlig stand, så det altid kan svare til et lovligt syn; intet af dets tilliggende ager og eng bortlejer eller til upligt bruger, men samme selv forsvarligt gøder, dyrker og dræner, som det sig bør. I øvrigt er mig og mine uskikkede hørig og lydig, og overalt retter og forholder han sig efter hans kongelige majestæts allernådigste lovlig forordninger alt under dette fæstes fortabelse.
 
Ryomgård d. 18. juli 1777
  P. K. von Hoff
 
Ligelydende originale fæstebrev har jeg modtaget og lover i alle måder at holde mig samme efterretteligt; det tilstås herved af Jens Pedersen (m. f. hånd)

STORE OG LILLE BØJSTRUP
Hvad blev der af Store Bøjstrup?
Ole Knudsen

Den vej, der går mod øst umiddelbart inden gården, er nu nedlagt, men førte mod Margrethelund/Nimtofte ifølge kortet, altså den vej, der i dag er kendt som Margrethelundvej. Den løb ind i Margrethelundvej, hvor den i dag slår et knæk ved Margrethelundvej nr. 18.
Som det ses, var Store Boÿstrup af betydelig størrelse. Når man sammentæller arealerne af de matr. nr. i ejerlavet, der er udstykket fra matr. nr. 2, ser man, at Store Boÿstrup oprindeligt har været på 709.912 m2 svarende til næsten 71 ha. Til sammenligning havde Lille Boÿstrup et areal på 369.513 m2, altså ca. halvt så stor. Så giver navnene mening. Det er dog ikke sikkert, at det er helt eksakte tal, da der kan være arealer fra den oprindelige gård, der er indlagt under andre matrikler, ligesom der kan være arealer fra andre matrikler, der er overført til matrikler udstykket fra Store Boÿstrup. 
Landsdommer Henrik Hansen Muhle Hoff var ejer af Ryomgård fra 1799 – 1804. I den periode udstykkede han godset i 5 ejendomme. Hovedgården Ryomgård blev herefter kaldt Gammel Ryomgård. De fire øvrige var Karlsruhe (nu: Ny Ryomgård), Marienhoff, Kragelund (nu: Frederikslund) og Margrethelund.
I sin bog ”Kort fremstilling af min Virkekreds i Danmark” fra 1810 skriver han bl. a: ”Nye anlagt blev Marienhoff med et Areal af 242 Tønder Land alt godt Agerjord og Eng, inddeelt i 9 Marker eller Kobler, hver på 18 Tdr. Land, hertil blev lagt Bøndersteder og Huse i Mariemalene og en stor Bondegaard Boystrup med endeel Skov; Gaarden opbygt, og drives af nuværende Ejer Hr. Villaume ret vel.”
 Der er for mig ingen tvivl om, at den omtalte gård i Bøjstrup er Store Bøjstup. Den har altså fra 1804 været en gård under Marienhoff.
 Karl Anton Villaume var ejer af Marienhoff fra 1807 til 1814.

Det efterfølgende er min tolkning af kortet og behøver ikke at være den rette. Hvis nogen er i besiddelse af optegnelser, der giver den rette sammenhæng, hører vi gerne nærmere om det.
 Det fremgår af førnævnte matrikelkort, at Store Böÿstrup oprindeligt er tildelt matrikelnummeret 2, medens Lille Boÿstrup er tildelt matrikelnummeret 3. Af kortet fremgår det også, at Store Boÿstrup på et tidspunkt er delt i matr. nr. 2a, hvor Store Boÿstrup ligger, og 2b. Ved begge matrikler står Kammerråd Esmarck som ejer. Der står endvidere ved matr. nr. 2a, at den er fæsteledig. Kammerråd Esmarck var ejer af Marienhoff fra 1816 – 1824 og var forpagter på den ved sin død i 1826.
Det ser ud, som om matrikelnumre ved kortets tilblivelse er skrevet med rødt tusch, og senere tilføjelser er med sort tusch.
Matr. nr. 2a og 2b er skrevet med rødt tusch, så udstykningen er formentlig sket omkring 1816, hvor kortet er tegnet, altså omkring det tidspunkt hvor Kammerråd Esmarch blev ejer af Marienhoff.
 Matr. nr. 2a er i kortets gyldighedsperiode (indtil 1844) udstykket i følgende matrikler: 2a, 2c, 2d, 2e, 2f, 2g og 2h, men hvorfor udstykningen er sket, og med hvilket formål, kan ikke umiddelbart ses af de kort, der er til rådighed.
 Det mest sandsynlige er, at Esmarck af økonomiske grunde har valgt at udstykke for derved at skaffe kapital.
 På nedenstående kort, som har været gældende matrikelkort fra 1864 – 1985, kan man stadig finde benævnelserne Lille Böÿstrup og Store Böÿstrup, men bygningskonturerne er væk for Store Böÿstrups vedkommende. Bemærk at der gennem årene er sket noget med stavemåden af Bøjstrup.

 På kortet nedenfor, hvis venstre del er et nutidigt kort, og hvis højre del er et kort, der var gældende fra 1842 – 1899, kan man på det gamle kort se en ejendom beliggende ca. 200 meter fra Bøjstrupvej, mellem Bøjstrupvej 48, ved grøn pil, og Bøjstrupvej 50, ved rød pil. Ejendommen er markeret med en gul pil.

Den er formentligt erstattet af Bøjstrupvej 48, som er opført i 1912.
 Det, man med sikkerhed ved, er, at arealer fra den oprindelige Store Bøjstrup i dag er delt ud på mindst 12 ejendomme i området.

FLYVERØNNEN I MARIE MAGDALENE
Helge Qvist Frandsen

Marie Magdalene kirke er bl.a. berømt, fordi der i mange år voksede et kraftigt rønnetræ over våbenhusdøren.

Midt i 1800-tallet skrev sognets præst i kaldsbogen for Marie Magdalene sogn:
“Over den udvendige kirkedør står der et rønnetræ, som er vokset ud af muren gennem en sprække. Det når for tiden (1848) over våbenhusets tag og er ved en jernring i muren fastholdt til væggen. Dette træ må have stået der i mange år og nævnes her som en kuriositet, da det ser ud, som om det var vokset ud af selve stenen. Det står der i al fald som et smukt symbol på kirkens liv” En senere præst tilføjede, at der i 1897 viste sig et lille skud fra bemeldte rønnetræ midt for døren.

En flyverøn var forbundet med megen overtro, da man mente, at den i modsætning til de almindelige træer ikke var befængt med ondskab, når den ikke havde rod i jorden. Man har derfor forsynet ploven med lidt af træets ved, så at der kunne blive frugtbart, hvor den pløjede. Man mente også, at det ville fremme lillesøsters lykke, hvis der blev anbragt en stump flyverøn i hendes vugge, ligesom det angiveligt skulle hjælpe mod tandpine, hvis der kom en stump i den hule tand.

I 1851 måtte man forsyne våbenhusgavlen med 2 kraftige støttepiller, da flyverønnens rødder, der efterhånden havde fundet vej helt ned i jorden, truede med at ødelægge gavlen. Det var ikke så let at få Nationalmuseet med på denne plan, da museet fandt det forkert at foretage en så omfattende ændring af gavlen på grund af et par træer, “hvis tid alligevel var begrænset”.

Efterhånden som rodnettet havde udviklet sig, var det muligt med jævne mellemrum at foretage en nænsom beskæring af træerne, men omkring 1970 gik det vestligste træ ud, og efter nogle år med mange blomster og bær måtte det andet træ også give op. Menighedsrådet gjorde, hvad man kunne for at redde det. Man konsulterede en meget kyndig forstmand, men forgæves. Træets tid var omme. Nogle meget tørre somre sled også på det. Man havde erstattet gravene tæt ved kirken med en ralbelagt plads, så at det ikke blev vandet så godt som tidligere, og den tiltagende luftforurening har vel også hæmmet vækstbetingelserne.

Det udgåede træ blev fældet omkring 1980, og nogle år senere blev de sidste rester fjernet, og gesimsen retableret, og vi kan glæde os over det gamle solur, der havde været delvist skjult.

Historien om Marie Magdalene Kirkes flyverøn er stadigvæk med i mange turistbrochurer, og mange af de turister, der besøger kirken, spørger om, hvad der er blevet af flyverønne. Derfor bestemte vi i menighedsrådet at lade fremstille en mindetavle om flyverønnen, som vi satte op i våbenhuset til højre for indgangsdøren til kirken. Her har vi opstillet en dekorativ del af rønnebærtræets stamme sammen med nogle billeder og min beskrivelse af historien.

Engang kom en af sognets beboere og bad om et lille stykke af det nedtagne rønnetræ, som han ville bruge til et lille kors, som han ville bære på sit bryst. Det fik han, men jeg tænkte ikke videre over det, før vedkommende, der for længst var rejst fra sognet, en dag dukkede op og endnu engang ville sige tak for det lille stykke af rønnetræet, der nu havde reddet hans liv. På en køretur over Fyn var han tæt på at blive torpederet af et lastvognstog, men takket være hans lille kors var han i sidste øjeblik blevet skånet for en påkørsel, der kunne have kostet ham livet.

TYMPANONEN VED NØDAGER KIRKE  
Knud Jensen

Når man går ind i Nødager kirke ser man det kendte tympanon-relief over indgangsportalen.  Relieffet har inspireret til sagndannelser og der har været mange forskellige teorier om, hvad det skulle symbolisere. Det forestiller to riddere med lanser eller spyd og der er et kors i midten. Ved siden af de to riddere står to fodfolk klædt i kjortler.  Mest kendt af alle teorier er sagnet om de to herremænd, Nilaus Høg til Tolstrupgården og Jonas Maar til Mårup. Ifølge sagnet var de lidet gudfrygtige og var ofte på jagt på helligdage, hvorfor de også fik deres straf. En påskedag viste Fanden sig for dem i en hares skikkelse, og da hundene fulgte den, forsvandt den pludselig, så hundene kom op at slås og bed hinanden ihjel. Det fik herremændene til at skændes, og det endte med at de i raseri slog hinanden til døde. Deres fæstemøer, Kirsten og Gudrun, sørgede sig ifølge sagnet også til døde. Stedet på Stabrand mark, hvor kampen fandt sted, kaldes ”Hunden og haren” og ligger i dag inde på lufthavnens område. En gammel folkevise kaldes ”Helligbrøden”, og den giver et afskrækkende eksempel på, hvad der sker, når to herremænd ikke vil respektere messetiden en helligdag. Det er jo en gruelig historie, og den holder da heller ikke ved nærmere undersøgelser. I 1768 kommer biskop Hygum med en teori om, at tympanonen skal forestille korsfæstelsen, og at der intet var om alle andre rygter. Senere kom Eigil Rothe med sin teori om, at meningen med relieffet er at vise lægfolk et tilgængeligt billede af at indprente den åndelige strid, der gennem korset som symbol for Kristus fører ind i hans samfund. Der kommer også en teori om at relieffet simpelthen viser, at ingen med våben i hånd måtte træde ind i Kristi kirke. Da tympanonen blev lavet har man været meget præget af korstogstanken og forestillingen om de hellige steder, og hvad dertil knyttede sig af legender og fortællinger. Derfor er det måske også det rigtige at sammenligne relieffet med et korsfæstelsesbillede, og de to riddere er muligvis Centurionen og Longinus, som af Jesu side frembragte kirken (Johs. 19,34). Tympanonen kan derfor være lavet for at mindes en Nødagerridder, der identificerede sig med de to riddere. Til slut skal nævnes Aage Jørgensen, der i ”Danske Landsbykirker” skriver: ”De krigerbilleder, vi kender fra stenskulpturen, skal næppe opfattes andet end symbolsk. De er billedtale og skal minde den enkelte kristne i menigheden om den åndens kamp, der må kæmpes for at vinde sejrskransen, og som må føres med åndelige våben, kampen mod ondskabens åndelige hær”! Den fremtrædende plads korset har fået på Nødager –

relieffet, kan vel heller ikke betyde andet, end at det er noget af den rigtige forklaring. Næste gang du går ind i Nødager kirke, kig da nøje på relieffet og dan dig din egen mening om betydningen. Sagnet om de to herremænd er jo den mest spændende forklaring – men . .

 

BØJSTRUPHUSET
Jens Erik Mehlsen

Bøjstruphuset var en arbejderbolig under Fjeld. Først lidt om dets beliggenhed: Kør gennem Marie Magdalene ud mod Bøjstrup, – drej til venstre (vest) i krydset (Margrethelundvej) ind i skoven. Allerede efter 400 meter kan man se sporet af en nedlagt skovvej, der fører ind til huset, men den er ikke farbar længere.

Bøjstruphuset var en arbejderbolig under Fjeld. Først lidt om dets beliggenhed: Kør gennem Marie Magdalene ud mod Bøjstrup, – drej til venstre (vest) i krydset (Margrethelundvej) ind i skoven. Allerede efter 400 meter kan man se sporet af en nedlagt skovvej, der fører ind til huset, men den er ikke farbar længere.

Nedenfor et foto fra 2015 af grunden, hvor huset stod.
Fundamentsrester ses i baggrunden t.h. Foran huset anes en lille fordybning – en lille dam, der dog er kommet til efter at huset er fjernet – måske jægernes påfund.

Den i senere tid eneste vej til stedet er at fortsætte ad Margrethelundvej hen til Grønholtvej (Grønholt-krydset), hvor man drejer til højre og ca. et par hundrede meter mod nord ad Grønholtvej, ses en undseelig lille skovvej fører ind i skoven til højre. Der er af og til en kæde for. Skovvejen fører ind til en stor åben plads. Derinde lå huset!

Huset er fjernet i dag, og man ser ikke meget tilbage efter, at Hjerl Hede Museet har hentet det en gang i 1960érne. Årstallet er lidt svævende, fordi 1989 figurerer på nettet (Dansk Kulturarv.dk og Danske Billeder.dk), men huset opførtes på Hjerl Hede tidligere. Nogle få fundamentsrester er der på stedet, og en fornemmelse af stedets aura får man, når man står der, og især hvis man har besøgt huset på Hjerl Hede og forstår at omplante sine indtryk herfra til stedet.

Huset er af flere årsager lidt spøgelsesagtigt. For det første fordi det er gengivet med ét billede på nettet (Dansk Kulturarv og danskebilleder.dk), og ét andet på Hjerl Hede. Det autentiske er dog sidstnævnte, hvilket en slægtning til seneste beboer i huset har godkendt.

Ovenfor foto af Huset på Hjerl Hede, juli 2015. Huset blev i forbindelsen med flytningen til Hjerl Hede restaureret, hvorfor det ikke er let genkendelig for mange, som ellers kunne huske det fra Bøjstrup.

For det andet fordi det er bygget 1850 og alligevel kan man i Marie Magdalenes kirkebog, Sønderhald herred for perioden 1684-1813 se tre navne tilknyttet ”Bøjstrup huset”, eksempelvis fra 1727: ”Albert Christensens datter i Bøjstrup huset – Kirsten.”  – Så et andet hus har jo nok ligget der tidligere!
Og for det tredje har huset forskellige navne knyttet til sig, ”Skovfogedgaarden”, ”Skovfogedhus” (1877, 1908 og 1911), ”Skovhus” (1947), ”Skyttehuset” og  ”Bøjstruphuset”, alt efter hvem man taler med og hvilket (generalstabs)kort man kigger på. Enkelte omtaler det også som ”Skytte-Jensens hus” efter den sidste beboer.

Hjerl Hede har i deres museum en oplysningstavle opstillet ved huset, hvorfra noget af det følgende er hentet. Bøjstruphuset blev som sagt opført i juli 1850, dvs. kun stuehuset, og kaldtes fra starten Skovfogedhuset (ses på kort 1877-1911), formodentlig fordi det var bestemt til at huse en skovfoged. Bygherren var Fjeld, men det vides ikke, om nogen skovfoged nogensinde har boet i huset. Derimod var huset beboet af skiftende skovarbejdere, skovløbere og skytter med familier. Ovenfor ses Bøjstruphuset på Hjerl Hede med stald og lade. Foto fra juli 2015. Navnet – også ifølge skiltet på Hjerl Hede – er Skovfogedgården.   Ca. 40-50 år efter stuehusets opførelse skete en udvidelse, idet der opførtes en stald- og lade-bygning af kampesten.

Skovarbejdet fungerede jo bl.a. ved hjælp af arbejdsheste til at trække de mange fældede træstammer til større skovveje. Men med heste fulgte også behovet for foder, hvorfor der byggedes en ”klapsejler”.  En klapsejler er en vindmølle, der ikke er beregnet til det tunge arbejde, som at male korn via en tung roterende sten, men derimod til at hente vand fra en boring og til det lettere arbejde i øvrigt, såsom at ”klappe”, dvs. skære, f.eks. roer og kartofler til foder. Men var der vindstille skulle der jo stadig laves foder, hvorfor stedet også forsynedes med en hestegang på gårdspladsen. Nu kunne hakkelses-maskinen trækkes til enhver tid – og også øvrige andre senere tilkomne maskiner, f.eks. kværn og et tærskeværk. Huset udendørsareal øgedes nemlig, da behovet for korn også indtraf og et lille markareal blev tilknyttet. Et lille tærskeværk blev fundet på ejendommen og det kunne ses, at det kunne forbindes med ”klapsejleren”.

Men det blev jo også vinter, og da var skov-slæder ligeså nødvendige som slæbekæder og egentlige skovvogne. De var også på stedet og hørte til i laden, som byggedes sammen med stalden. Nu er vi efterhånden et godt stykke inde i 1900-tallet, og som tiden går, blev det hele efterhånden forældet. Ikke fra den ene dag til den anden, men sådan lidt efterhånden – og husets berettigelse skrider væk.

Den senere ejer af Drasbeks Hotel i Kolind, Sofie Adamsen, har som ung pige været ansat i ”Bøjstrup Skovfogedhus” , hvilket hun har fortalt i sine bog ”En krokones erindringer”. Her skriver hun, at hun i 1915 fik sin første plads  hos Lene og Peter Boller i Bøjstrup Skovfogedhus. T.v et foto af Sofie ca 24 år gammel.

Det følgende er uddrag fra bogen, – hun fortæller: ” Det var et slid og slæb fra morgen til aften. Det bedste jeg vidste, var at være hos dyrene i den varme stald.  Når jeg en enkelt søndag fik lov at besøge min far, blev jeg derhjemme hele aftenen. Om natten cyklede han mig til kanten af skoven. Jeg sad på stangen og lænede mig ind til hans varme krop. Og med hans arme omkring mig var det den største lykke, der fandtes. Jeg kan endnu i min høje alderdom fremmane denne sære vidunderlige følelse i mit indre, som det var at sidde på en cykelstang med et par stærke mandfolkearme omkring sig – og hans varme ånde i nakken. Men efterhånden som tiden gik, voksede jeg jo i krop og kræfter og blev mig selv bevidst. Jeg blev klar over, at jeg var en arbejdskraft, som de – husbond og madmoder – nødigt ville undvære, og derfor voksede min styrke også indadtil. En dag efter skoletid og efter at have spist min byggrød med sukker og kanel, blev jeg sendt i marken for at luge gulerødder. Jeg arbejdede et stykke tid, men det var varmt, og jeg blev døsig – og var vel også træt – så jeg faldt i søvn. Men vågnede brat ved en voldsom smerte i siden, og det skyldtes konen – Lene – som var fuldstændig vild og råbte og skreg, mens hun sparkede mig ind i siden med sine spidse træsko. Jeg for op at stå på mine ben, greb mit kortskaftede roejern og gennembankede min madmor med træskaftet. Hun sprang afsted og rendte vild hylende hjem. Et øjeblik efter kom Peter Boller ud i marken og ville vide, hvad der var sket? Han fik straks hele historien, men smerten og harmen fik mig til at glemme al blufærdighed. Med et rask tav hev jeg kjolen op, ”brættede ned” og viste ham de blå mærker efter hans kones træsko. Herefter kunne jeg gå i fred for hende. Der var ikke mere skåret mærker i rugbrødet eller lagt andre fælder. Sukkerkrukken og osten blev efter denne dag ikke mere låst inde. I forbindelse med Skovfogedhuset i Bøjstrup kan jeg fortælle, at mange år efter – da jeg som sædvanlig stod i mit køkken på Drasbeks Hotel – blev der netop bestilt mad til 12 personer fra Frilandsmuseet på Hjerl Hede. Jeg fik at vide, at mine gæster skulle nedbryde og flytte et gammelt hus i nærheden af Ryomgård og flytte det til Hjerl Hede, hvor det skulle indgå i museets landsby. Jeg blev nysgerrig og spurgte, hvilket hus det drejede sig om? Det viste sig at være det gamle Skovfogedhus fra Bøjstrup Skov, som Skovrider Estrup havde foræret til genopstilling på Hjerl Hede. Jeg fortalte derefter direktør Hjerl-Hansen, som var en af de nævnte 12 gæster, om min ”nærværelse”, og hvad jeg huskede i det gamle hus. Han blev meget interesseret i mit kendskab til husets møbler og indretning og inviterede mig til Hjerl Hede, når huset var opstillet – for at jeg kunne bekræfte, at alt var rigtigt indrettet og møbleret. Da jeg fik indvielses-indbydelsen og kom til Hjerl hede, var det faktisk et bevægende syn for mig at se, hvor alting stod på de rigtige pladser, netop som dengang jeg tjente der. I den stue, hvor vi opholdt os til daglig, stod to dobbeltsenge samt et langt bord med bænk, hvor vi altid spiste vore måltider. Da man spurgte mig, om der manglede noget, kunne jeg ikke dy mig og hviskede:” Ja, – kattelorten under sengen”. Efter at have grinet lidt, blev der meget sagligt svaret:  ”Ja – man kunne jo prøve at lave en kunstig af slagsen og sætte under sengen”. Det var et lille sidespring, men jeg synes det hører med til min barndoms skov. Jeg glemmer aldrig den plet jord, hvor jeg sled mine bare fødder til blods dag ud og dag ind, men trods alt besøger jeg stedet flere gange hver sommer. Stedet hvor jeg blev voksen. I skolen havde vi en rar og forstående gammel skolelærer, der hed Andersen. Han var helt vidunderlig og min bedste ven gennem de tre lange år. En morgen i skolen – efter morgensang – sad jeg og græd. Lærer Andersen kom ned til min plads og ville vide, hvad der var i vejen med mig? Jeg viste ham da mine hænder, der var fyldte med dybe revner, hvorfra blodet bestandigt piblede. Han tog mig med ind til sin kone, som vaskede og rensede mine hænder, smurte dem med salve og forbandt dem. Jeg fortalte Andersens, at revnerne i mine hænder var kommet af, at jeg hver morgen inden jeg gik i skole skulle vaske 4 store spande kartofler i iskoldt vand – og enten det var sommer eller vinter, og derfor havde jeg fået denne slemme ”frost” i fingrene. Disse kartofler blev kogt både til husholdningen og til foder til dyrene. Når jeg kunne se mit snit dertil, listede jeg nogle stykker af de varme kartofler op under kjolen og tog dem med i skole, hvor jeg i et frikvarter nød dem sammen med en veninde. Om mine hænder skrev Skolemesteren et brev, som jeg fik med hjem at aflevere personligt til Peter Boller, med strengt pålæg om ikke at aflevere det til hans kone – Lene Boller. Og fra samme dag blev jeg fri for at vaske kartofler. Et nyt afsnit i mit liv begyndte. Tilmed vidste jeg, at nu var jeg en voksen pige”.

Det var lidt fra Sofie’s erindringer, – eller Fie, som hun kaldtes i daglig tale -, og giver et godt indtryk af livet i huset på hendes tid, da hun i alderen 10 – 13 år gammel (1915-18) tjente på stedet.

 De sidste beboere hed Knud og Rosa Jensen. Ofte kaldtes manden ”Skytte-Jensen”, og det fortæller jo om hans job ved Fjeld. Vi er nu i første halvdel af 1960’erne og Fjeld kunne ikke længere bruge huset. Det var moden til nedrivning, men heldigvis tog Hjerl Hede hånd om det – efter en henvendelse fra ejeren Vilhelm Estrup! Og vil man se sagerne ”in live” fra dengang, skal man besøge museet derovre lidt vest for Skive. Det er et besøg værd og tænker man på historien som her beskrevet, rives man med i en god lokal-historisk oplevelse.

RUNDTUR PÅ SYDDJURS
Knud Simonsen

Knud Simonsen fra Djurs Hytteby i Nimtofte har skrevet en kalejdoskopisk artikel over natur-seværdigheder i syddjurs. Artiklen kan nås ved at klikke her:
Der-er-yndigt-syddjursland 

SKOVKROEN
Jens Erik Mehlsen

Et folkeligt ikon  

Skovkroen blev bygget i 1932 (i “Optimisten” skrev jeg: “slutningen af 1930érne”, men korrigeres nu til  1932) som et kaffested. Dens navn dengang var Skovhuset og bygherren var Løvenholm Gods. Den første lejer var – mig bekendt – en hr. Nielsen. Nielsen var oprindelig landmand vestpå, men da hans kone døde og han blev alene med sine 3 små piger, herunder 12-årige Gerda (senere gift Kofoed, Ryomgård) solgte han bedriften og lejede sig ind i Skovhuset. Han fik sig en husbestyrerinde, og sammen begyndte de at servicere skovens arbejdere med madpakker og kaffe. Der var især under krigen knaphed på kaffe, så i starten medbragte besøgende selv kaffen eller rettere kaffeerstatningen, og der blev så kogt vand til dem. Også andre kunne da komme dertil og efterhånden blev det til, at Nielsens selv lavede kaffen – og inde længe suppleredes med ostemadder. Senere kom kager og udendørs havemøbler. Parret passede det flot og drev det op til en forretning, men det er som sagt tvivlsomt, om det egentlig fra starten var tiltænkt som sådan. Men der blev pæn søgning til stedet og i 1950’erne var der især om sommeren så mange, at hjælp måtte til. To piger blev ansat til servering, kaffebrygning, rengøring osv. Var der fest hjalp Nielsens datter, Gerda, også til.  Det er Gerda, der har oplyst om fornævnte og leveret de ældre fotos til denne artikel. Nielsen havde i den østre ende af Skovhuset, – den senere krostue –  et forlokale, hvor kunden kunne afgive sin bestilling. Her var en skranke med et højt glasskab placeret mod den østlige væg, bagved hvilken der var toiletter.  Glasskabet var fyldt med kager osv. passende til kaffen. Kunden kunne godt sætte sig her i forlokalet, da der trods alt var et par borde, men ellers var det meningen, at man skulle sætte sig i den fine afdeling (mod vest). Der var et par trappetrin ned samt ved siden af trappen – lige før – et aflangt vindue, så personalet kunne se derned. Nielsen havde i den fine afdeling indrettet en række ”båse” i den nordlige side med et bord i midten og polstrede bænke på hver side. Man kunne naturligvis også sætte sig ved borde og stole udendørs, hvis vejret tillod det.  Den fine afdeling bestod kun af borde og bænke i båsene i den ene side (den nordlige side), idet der var privat afdeling i den anden  side (den sydlige del). På 1. salen var der soveafdeling – 3 værelser på stribe, dog en stue for enden mod vest. Toilet var kun i stueetagens østlige del, hhv. et for gæster og et for personale med adgang fra køkkenet. 
På parkeringspladsen udenfor havde Nielsen ca. 1950 anskaffet sig et lille Esso- benzinanlæg med håndsvingspumpe. Når en vogn således ankom for at få benzin dyttede den nogle gange og straks kom Nielsen selv eller en af pigerne ud og betjente kunden. Ca. 10 år senere erstattedes dette anlæg med et mere moderne anlæg, se nedenfor ca. 1959. Foto i midten er det den ansatte Viola, der betjener tanken. 

Ca. 1965 solgte Nielsen til Charles Laursen. Han var tidligere frisør i Århus, og havde slået sig sammen med fraskilte Christa Funder, også Århus. Christa havde ejet et cafeteria i Århus, der var godt besøgt som et udsøgt madsted. Hun var rigtig dygtig til madlavning og af den grund skiftede Skovhuset nu karakter til egentlig spisested i den fine afdeling og  

ølstue/krostue i det tidligere forlokale. Charles søgte og fik spiritusbevilling, hvilket stedet ikke havde haft før. Ligeledes nedlagde han benzin-tankene, som tiden var løbet fra – på dette sted! Efter nogle år ville Christa gerne tilbage til Århus, ca. 1968, og købte sig en villa på Ndr. Ringgade. Charles fulgte senere med, men ville godt vente lidt på en køber, og imens drev han forretningen videre med to piger ansat til hhv. servering (Kirsten) og madlavning (Lillian). Kendt fra Charles tid er bl. a. pinse-morgener, hvor bal-gæster fra bl.a. “Las Vegas” (Nørager) og Auning Kro ved 4-tiden om morgenen (for da sluttede ballet!) drog til Skovhuset for at drikke morgenkaffe og se pinsesolen danse. Da var der fyldt i krostue og i de udendørs arealer. Alt var besat – af glade unge mennesker, der i den tidlige morgenstund var bilet eller cyklet til Skovhuset, som man endnu kaldte det!  

Charles fik nu solgt til en journalist fra Århus, en flink og rar mand, der elskede stedet, men ikke helt have økonomien med, desværre, så inden længe måtte Charles tage forretningen tilbage. Efter nogen tid fik Charles solgt igen, denne gang til Birgit og Anker Vendelbo Jensen. Anker havde været ansat som laboratorieassistent i en virksomhed i Århus, faktisk med et overordnet ansvar, og Birgit havde passet deres kombinerede brød- og mælkeudsalg i Højbjerg ved Århus. Megen af deres fritid tilbragte de i deres elskede kolonihavehus, som de holdt utroligt meget af, og det kan måske have været med til at inspirere dem til at bosætte sig i naturen/skoven, som købet af Skovhuset jo betød.  Med Anker og Birgit blev igen en ny tid indvarslet, idet de fik Løvenholm til at bygge om, så den fine stue nu blev ryddet for de gamle båse og helt nye borde og stole sat ind i et åbent arrangement. Lidt senere fornyedes de tynde og gammeldags udendørs borde og stole med mere moderne og solide sager. Og de fik også lov til at rive væggen ned til den gamle private stue bag køkkenet, og lægge det sammen med den nye åbne restaurant. I midten indsatte de en ny pejs, der kunne varme alt op og samtidig skabe hygge.

Endelig blev det aflange vindue fra krostuen ned mod den fine afdeling blændet, hvilket også hang sammen med, at gulvet hævedes i den fine afdeling, således at trappen derned kunne sløjfes. Alt var nu meget mere harmonisk. Og nu fandt også navneforandringen sted, ikke pludseligt, men hen ad vejen blev navnet ”Skovhuset” erstattet med navnet ”Skovkroen”. Flere og flere fandt vej til stedet, der nu var blevet en a la carte restaurant, hvor også mange familiesammenkomster fandt sted. Nogle vil måske stadig kunne huske, når gæsterne bad Anker og Birgit give et nummer, de selv havde komponeret: ”Her på Skovkroen altid man hygge sig kan – her i Jydernes sagnrige land”. De sang i bedste tyrolerstil og Anker akkompagnerede med sin banjo og alle gæsterne sang med, – stemningen var i top! Her var festligt, folkeligt og fornøjeligt! De gjorde det godt, Anker og Birgit, men et slid var det, og i 1980’erne solgte de til ejerne af Ryomgård Bodega, Anette og Vivi, og flyttede ned på den bag Skovkroen liggende ”Ryttergård”, som de havde lejet af Løvenholm. 

Også Anette og Vivi lavede om på sagerne, idet restauranten gennemgik en flot restaurering, og maden skiftede fra det traditionelle køkken til det mere forfinede og nuancerede. Og et musikanlæg blev installeret og lokkede igennem et afdæmpet, men lydnært stereoanlæg ud i harmoniske klange med potpourrier af klassisk musik, men dog i et populært tilsnit – ganske flot fundet på – tilpas afdæmpet. Og sammen med inventaret i nyt “dress” med levende lys på bordene kunne det give besøgende den rette stemning af en gedigen restaurant, hvilket de to piger også levede op til. 
I slutfirserne solgte Vivi og Anette til Jonna Jensen fra Grenå. Jonna havde tidligere kørt taxa, men ville nu prøve noget nyt. Hun var dygtig i køkkenet og hendes ægtefælle Peter hjalp og holdt alt udenom rent og nydeligt, og passede samtidig sit job i Grenå. Jonna solgte efter nogle år til Grethe Gissel, der også efter nogle succesrige år solgte den videre, men nu var tiden ved at rinde ud for Skovkroen. Der kom yderligere få ejere, men da den til sidst kun åbnedes for selskaber ved forudbestilte lejligheder, enedes Løvenholm Godsbestyrelse om at stoppe foretagendet. Tiden var løbet fra det gamle kaffested, der nu var blevet nødlidende. Det var bedst at rive det ned, for selv den omkostningsbestemte husleje forslog ikke længere til vedligeholdelse, forsikring og ejendomsskat. 

Nedrivningen begyndte – og er i dag en realitet. Man kan stadig se, hvor det gamle kaffested har ligget, men inden længe vil skovens træer og deres susen have erstattet det før så livgivende, lystige, musik- og sangglade sted. Et folkeligt ikon er forsvundet. 

KÆRENDE
Jens Erik Mehlsen

Der har altid været nogen diskussion om udtalen, – var det nu med tryk på første eller anden stavelse? Det er formodentlig på anden stavelse, da ordet betyder Kærets ende. Kæret måltes fra Nimtofte Krat og stoppede ved Frederikslund-dalen. Her var igennem tiden opstået en lille enklave af få landbrug og husmandsbrug, og ved Gjerrild Banens opståen etableredes her et trinbræt. Fotoet ovenfor viser trinbrættet i funktion kort før banens nedlæggelse i 1956. Fotoet nedenfor er fra toppen af Kærets sydlige bakke, tæt ved Elholt skole, der ligeledes stoppede som skole sidst i 1950’erne. Klik på fotoet nedenfor og et traktor-hjulspor kan ses i marken, – lige før det udmunder i vejen t.v. var trinbrættet beliggende. Man ser – hvis man ser nøje efter – den lille lavning i terrænnet, hvor Gjerrild-sporet gik.

Området hedder i øvrigt mere overordnet Elholt, omend Kærende-navnet – eller som der står på vejviser-stenen i krydset ved Frederikslundvej-Elholtvej: Kierende – har været et officielt navn til en del af området. Det ses bl.a. af et skøde fra 1865, hvor “Generalkoncul” Anders Westenholz sælger gården Frederikslund til “Etatsraad” Nyholm…herunder bl.a. “matr. nr. 1 a af Kjærende, Koed Sogn…”.

Lidt mod syd lå Elholt Skole, Den blev bygget i 1888 og dækkede området Attrup, Frederikslund, Kærende inkl. Hedvigslyst og Elholt iøvrigt inkl. Skoffergaarde. Elever fra Kragelund og Margrethelund hørte ligesom Blegmosen til Marie Magdalene Skole og elever fra Sundby til Koed Skole. Kærende inkl. Hedvigslyst hørte i øvrigt til Koed Sogn, hvorfor en daværende ejer af Hedvigslyst (Holger Jensen) en overgang var at finde i Marie Magdalene-Koed Sogneraad, og ikke i det tilsv. Nimtofte-Tøstrup.

På fotoet  t.h. ses skolen på et uddrag fra et postkort, – det må være fra 1950’ernes første halvdel. Man bemærker møllen i baggrunden, der hev vand op til ejendommens brug. Et drivhus anes i baggrunden, hvilket tilhørte lærerinden og hendes mand, Kirstine og Søren Brock.

Den seneste lærer på Elholt skole var Fru Kirstine Brock. Hun styrede egenhændigt og dygtigt skolen, hvor der kun var et enkelt klasselokale i den ene ende af huset – med en høj kakkelovn i et hjørne -, mens fru Brock boede med sin familie i den anden ende. Eleverne gik i skole hver anden dag hhv. 1. kl. – 4. kl. sammen og 5. kl. – 7. kl. sammen. Skolen blev nedlagt ca. 1958, hvor en ny skolelov blev vedtaget, hvorefter landsbyskolerne (de “stråtækte”, – som man sagde) enten skulle opgraderes til “rigtige” skoler eller nedlægges.

MARIE MAGDALENE
Jens Erik Mehlsen

Marie Magdalene var førhen sognets førende by. I 1841 oprettedes forløberen for sognerådene, nemlig sogneforskaberne, med sognepræsten som selvskreven formand. Den første sogneforstander var således pastor G. F. A. Graae, og møderne holdtes i præstegården i Marie Magdalene. Pastor Graae var i øvrigt gift med Ellen Castenschiold, datter af Gl. Ryoms ejer, Th. Castenschiold, og forholdet mellem svigerfar og svigersøn kom til offentlig skue, da Pastor Graae ville følge en kongelig udstedt opfordring til landets borgere om at oprette lokale forsvarsværn pga. truslen fra det krigstruende Prøjsen, og følgelig indkaldte sine sognebørn til møde herom. Men Th. Castenschiold talte ham imod, og følgelig meldte kun en enkelt frivillig sig – foruden pastor Graae – til værnet. De to frivillige drog desuagtet til Gl. Estrup kro (ved den gamle hovedlandevejs bro over Alling Åen, 2 km sydligere end den nuværende), og fik instruktioner og øvelser, hvorpå de kom hjem og indkaldte til nyt møde.

De ville nu videregive deres viden fra Gl. Estrup kro og var i det hele taget forberedte på at tale deres sag. Det hjalp! 45 karle meldte sig, og pastor Graae blev således rehabiliteret. Efter overgang til egentlige folkevalgte sogneråd var Marie Magdalene fortsat politisk centrum, og det var med nogen undren, at man kunne konstatere en stationsbygning, endda af forholdsvis stor dimension, blive opført på de nøgne arealer inde ved hovedgården. I første omgang generede det dog ikke udviklingen i det lille samfund, – der var nu heller ingen af nogen betydning! Nedenfor foto af maleri af den gamle præstegård i Marie Magdalene.

I Marie Magdalene sogn var befolkningstallet vokset lidt, og omkring 1864 var der 653 indbyggere i sognet. Det lille samfund – den lille by – kaldtes i folkemunde Mameline og bøndergårdene dominerede, men der var faktisk også en lille produktion af tørv og træsko. Om træsko dukker navnet Carl Søndergaard op. Det skulle være Carl Søndergaards far, der opstartede denne produktion, der angiveligt skyldtes en søn og datter med klumpfod. Carl Søndergaards far – hvis navn jeg ikke har kunnet finde – var egentlig  graver og ringer ved kirken, men i et forsøg på at hjælpe sine to handikappede børn med bedre gang, startede han dette håndværk, som hans søn således fortsatte og øgede. Men med hans ophør stoppede produktionen.

En skole fandtes også, og så var der naturligvis en smedje, præstegården og kirken. Kirken havde allerede i 1593 fået sit tårn, som Mogens Juel til Ryomgård havde ladet opføre med et spåntag og kuppelspir. Men bestandigt blev altid lidt tilføjet både før og tidligere, både udvendigt og indvendigt. Det ældste alter fra 1593, også givet af Mogens Juel, erstattedes således af et nyt i 1639, hvor også en prædikestol og gravkapellet byggedes. En kirkeklokke kom til i 1669 og i 1716 den nuværende døbefond. Peder Fogh istandsatte – næsten restaurerede – kirken i 1739, og i hvert fald fra 1848 kunne man iagttage et lille rønnebærtræ skyde op over døren til våbenhuset.

Kortet ovenfor er fra ca. 1836 -1867. Vejen fra Pindstrup mod Ryomgård ses ikke, men følger næsten det nuværende spor ved småbakkernes fod, for ved Klemstruphuset (se foto ovenfor t.h. – nu er huset nedrevet, – det lå næsten overfor Klemstrupgården på modsat side) at svinge ind i skoven. Lige før Marie Magdalene svinger vejen ud igen, hvor foran omtalte terrasse-agre ligger (se fanebladet “Begyndelsen”). Herefter slår vejen en lille bue mod syd for så at dreje ind ad nuværende Savværksvej. Videre mod Ryomgård kommer den nødvendige runding omkring Blakbjerg, der var noget rundere dengang, men som en eftertid har rettet lidt ud. Derefter møder man Såbydal-krydset og et par hundrede meter længere fremme et for eftertiden ganske umotiveret knæk – lige før det nuværende ældrecenter Jættegården. Vejen var noget sydligere dengang, – man skal forestille sig, – og kan jo også se på kortet –  at vejen pegede ind mod Gl. Ryom – og da jernbanen blev anlagt, eksproprieredes bl.a. dette vejareal – fra knækket og ind mod stationsarealet -, som jernbanen herefter blev anlagt på. Vejen fra Marimalene blev altså amputeret, men det betød ikke så meget. Vejarealer var i hovedsagen private og udgjorde den billigste ekspropriationsenhed. Vejen var her som mange andre steder kun et hjulspor, og et nyt anlagdes gradvist ind mod Hovedgården ad nuværende Vestergade. Skulle den rejsende videre til Koed, skulle han fortsætte lidt ind ad grusvejen mod Hovedgården for straks efter første sving at svinge ad vejen mod venstre, der udmundede ved nuværende Attrupvej. En sti eller lille markvej løb syd for det nuværende jernbanespor til Korupskov og videre til Koed. Men den gængse vej til Koed var faktisk en anden, nemlig over Attrup, hvor man straks ved denne bys vestlige udkant mødte (mark-)vejen mod syd-øst, der førte direkte til Koed kirke.

Smedjefaget var naturligvis vigtigt for landbruget og på egnen her fandtes udover på hovedgården også smedjer både ved Ny Ryomgård, Marienhoffgården og naturligvis  i Marie Magdalene. Sidstnævnte fandtes i bygningen mellem Forsamlingshuset og Kirken. Bygningen skimtes på fotoet t.h. som en hvid bygning bag træerne ved forsamlingshuset. Huset er  i dag nedrevet, men var virksomt i mange år. Den seneste smed her var smed Sørensen, hvis 3 børn Astrid (kaldet Tulle), Svend (senere kaldet store Svend) og Christian (senere kaldet Christian smed) alle slog sig ned i Ryomgård i samme hus, – Skolegade 5, hvorfra Christian drev sin smedeforretning – hjørnet af Skolegade og Nygade. Læs mere herom under sitet efterkrigstiden. På fotoet bemærkes også ESSO – tanken, som Brugsen havde fået etableret engang i 1950’erne, hvor også fotoet er fra.

Også tørvegravning fandt sted, især fra moselodderne syd for Margrethelund, men også mange andre steder på egnen. Teglværker skød op mange steder, hvor undergrunden gav basis derfor, således også på nuværende Kragelunds jorder, både på nuværende Frederikslundsvej 7 og bag Kragelund-gården helt inde ved den naturskønne Kveld Sø (dengang Kul-sø og senere kulhus-sø, – navnet fortæller jo nok et og andet!), hvor man endnu kan finde få og små spor af virksomheden. På Grønholt var ligeledes et teglværk, i øvrigt udstykket fra Ryomgård af H. Mule Hoff, der benævner denne sin mindste udstykning som ”en liden parcel med Teglværk og nogle huse”.

I den lille skole undervistes børn af degnen, men ifølge den i 1814 vedtagne skolebekendtgørelse var det påbudt, at  degnelæsningen på landet afløstes af to-klassede skoler med en fast lærer (skoleholder). I 1866 byggede man en ny skole ved siden af præsteboligen (Bøjstrupvej 19), og her blev der plads til skoleholderen, som skulle bo i skolens ene ende.

Tilgangen til Lilleskolen voksede, især efter, at byen inde ved Hovedgården langsomt dukkede frem, men da skolebekendtgørelserne fra 1814 forudsatte, at eleverne godt kunne gå et stykke vej (et par mil), måtte de nye indbyggerbørn fra Ryomgård vandre til skole i Marie Magdalene. Skolen, der ses på fotoet både ovenfor og t.v., blev således snart for lille og et anneks byggedes så omkring århundredeskiftet i nuværende Bøjstrupvej 20. Annekset var alene til supplering af den gamle, ikke til erstatning, og to lærere var nu ansatte til at undervise det med tiden voksende elevtal, – i tyverne lidt over 100 elever. Den “nye” skole, altså Bøjstrupvej 20, byggedes år 1900 og kaldtes udover annekset også for “anden lærerens skole”, for her kom han til at bo og undervise. Seneste “Anden lærer” hed Johannes Houge Thorup (f. 1902).

De to skolebygninger nedlagdes i 1938 til fordel for den da nybyggede skole i svinget ved amtsvejen – efter Blakbjerg – ind mod Ryomgård.

1874 oprettedes ”Marie Magdalene-Koved og Omegns Spare- og Lånekasse”, med ugentlig kontordag i Koed skole, Tornhøjvej 14, og i 1893  byggedes forsamlingshuset lige midt i byen. Det må også være omkring denne tid, at Marie Magdalene Idrætsforening oprettedes. I starten formodentlig blot med en fodboldbane på den tørre del af engarealet ved Savværksvej 1. Senere fik foreningen også en håndboldbane nær Ryomgård, hvor nuværende Produktionsskole ligger Noget senere stiftedes ”Marie Magdalene og Omegns Brugsforening” med udsalgslokaler også midt i byen (1908). Telefon var en nymodens opfindelse, men brugsen anskaffede en til “samtalebrug” i 1912. Faktisk pænt på forkant med udviklingen. Medlemmer skulle for en samtale betale 25 øre, mens ikke medlemmer måtte erlægge 35 øre. Læs eventuelt mere både om ovennævnte sparekasse og brugsen på sitet  lokalarkivmidtdjursland – fanen Ryomgård. Brugsen har herudover udgivet sin egen lille pjece om dens virke igennem 100 år.

Forsamlingshuset i Marie Magdalene
Alice Bak Petersen

Alice Bak Petersen boede Bøjstrupvej 38 sammen med sin mand Svend, og skriver i 1982 dette om forsamlingshuset i Marie Magdalene, – det startede egentlig som i/s, men er i dag ændret til selvejende institution.
“I/S Marie Magdalene Forsamlingshus. I året 1893 samledes borgerne i Marie Malene, som det hed dengang, for at drøfte opførelsen af et forsamlingshus. Af de personer vides navnene på følgende:
Grd. Kresten Hvid, M.M Grd. Nicolai Jensen M.M. Grd. Jens Daugård M.M. Grd. Kresten Rygård M.M. Murer Karl Tygesen M.M. Maler Jens Laursen M.M. Smed S.P. Sørensen M.M. Købmand Knudsen M.M. Skræddermester August Rafn M.M. Karetmager Jensen, Margrethelund. Matrikelskort nr. 15 s fremlagt i Rougsø med flere herreders ret d. 9-1-1894.

I tilknytning til forsamlingshusetblev der opført et “rullehus”, en lille kampestensbygning, hvor der stod en rulle til afbenyttelse for byens borgere, – det eksisterer ikke mere.  Foran forsamlingshuset blev der plantet to lindetræer, som der bliver værnet om, og som er byens stolthed. Der blev optaget et lån på 1000 kr. i M.M. – Koed sparekasse og udstedt et pantebrev med pant i huset. Nævnte pantebrev blev aflyst 31. maj 1968, da det var indfriet for længst, men var bortkommen. Efter at huset havde bestået en årrække og var ledet af forskellige borgere, tyndede det ud i interessenterne, så der kun var tre tilbage. De tilbød Marie Magdalene Brugsforening at overtage huset vederlagsfrit, på betingelse af at det stadig skulle bevares som forsamlingshus, og ellers holde et spisegilde for de sidste tre interessenter, som var følgende: Jens Daugård, Rasmus Jensen, Niels Pedersen. Det var sidst i 1920’erne ca. 1928. I 1931 blev gulv i salen lagt om af tømrer Jacobsen, Marie Magdalene. I 1967 overdrog Marie Magdalene Brugsforening igen huset til byen for restgælden 3.000 kr. og der blev tegnet 50 interessenter. Forsamlingshuset har været brugt til gymnastik, folkedans, foredrag, fester og private gilder. I slutningen af krigen 1940-45 blev det brugt som skole, da tyskerne havde beslaglagt kommuneskolen. I 1968 blev der bygget en lille tilbygning, hvor der blev indrettet 2 toiletter, og der blev malet og tapetseret overalt. Der blev optaget lån på 5.000 kr. i sparekassen for M.M. – Koed.

Det har været svært at konkurrere med t.v., men en stædig kamp har bevirket, at man i dag har et pænt og godt benyttet hus, med en sund økonomi og stor interesse langt udenfor byen. I 1978 blev der sat termoruder, ny dør og nyt køkken op samt isoleret og indlagt centralvarme, og der blev indkøbt nyt inventar, det beløb sig til ca. 45.000 kr., hvoraf man fik 20.000 kr. i tilskud fra kommunen, mod pant i huset. Alt arbejde blev udført gratis, og man optog lån i Ryomgård og Omegns sparekasse. I 1981 blev der lagt parketgulv for ca. 15.000 kr. og der fik man tilskud fra kommunen 6.500 kr. mod pant i huset. Også dette arbejde blev udført gratis, dog blev betonunderlaget lagt af Hans Bach og Søn, Ryomgård.

Husets egne arrangementer er høstfest, julestue, juletræ, fastelavn eller forårsfest. Og sammen med udlejning til private fester dækker det til dels driften, men den store istandsættelse har dog gjort det nødvendigt at afkræve kontingent hos interessenterne. Midtdjurs Musikforening holder fællesdans en gang om måneden og sangkor en gang ugentlig. Bestyrelsen efter 1967: Knud Revsbæk,  M.M. Henry Rygård, M.M. Svend Petersen, M.M. Thorvald Hansen, M.M. Laurits Mogensen, M.M. Niels J. Nielsen, M.M. Lissy Revsbæk, M.M. Alice Petersen, M.M. Frida Wendelboe, M.M. Mette Abrahamsen, M.M. Kirsten Boll, M.M. Jens Nielsen, M.M. Chr. Andersen, Krathuset Mogns Laursen, Bøjstrup Harry Hougård, Bøjstrup Helga Rasmussen, Bøjstrup Kristian Hansen, Ryomgård Robert Petersen, M.M. Revisor Villy Fyrst.
1982 d. 12.03, Alice Petersen”

Forsamlingshuset eksisterer stadig i bedste velgående, og på deres hjemmeside kan alle følge aktiviteterne. Om kilden i Marie Magdalene er der skrevet under fanen “Begyndelsen”.

TILDRAGELSER
omkring Sjørupgaarden – del 3
Knud Jensen

Hermed bringes det sidste afsnit om Sjørup-gaarden, skrevet af Søren Petersen i 1971. Om de senere år har vi fået oplysninger af Rite Kristensen, Kolind.  

Søren Nymanns søn, Otto Nymann, overtog Sjørupgaarden efter sin far. Men inden længe afhændede han gården til et konsortium for en pris af 300.000 kroner. Konsortiet solgte derefter gården til hestehandler Kr. Rasmussen. Han bortsolgte besætningen, og uden denne solgtes gården til N. Chr. Bisgaard. Og nu oprandt der en skæbnetime for den gamle historiske gård. Den blev købt af Randers Amts Udstykningsforening, og størstedelen af dens marker udstykkedes til husmandsbrug.
I årene efter århundredeskiftet var der landet over en stærk bevægelse fremme for at oprette statshusmandsbrug på de store arealer omkring herregårdene. De kår landarbejderne levede under, var ikke misundelsesværdige, og mange af deres børn udvandrede til Amerika for at søge bedre levevilkår der.
På baggrund af disse forhold vedtog Rigsdagen i 1899 en lov om jordlodder for landarbejdere, og denne lovs fremkomst betød for mange en lysning i tilværelsen. Tusinder af statshusmandsbrug opstod rundt om i landet. Med glæde og forhåbning toges der fat på arbejdet i egen bedrift. Og der er ingen tvivl om, at der skabtes mange lykkelige hjem ud fra denne lov. Mand og kone hjalp hinanden med arbejdet, og børnene kunne muntre sig i den friske luft.
Men forholdene har jo rigtignok ganske ændret sig i de sidste årtier. Nu forlades arbejdet på hus-mandsbrugene, og der må søges arbejde andet-steds. Men dette kunne ingen dengang forudse.
Også på Sjørupgaardens udstrakte jorder rejste husmandsbrugene sig. Der blev af Udstyknings-foreningen oprettet i alt 14 statshusmandsbrug.
Sjørupgaardens areal var dermed nedbragt til ca. 50 ha, men dermed var dens dage ikke talte. Den fik nu en ejer, der med dygtighed og ildhu tog fat på at omdanne den forsømte gård til et mønsterbrug. Og det lykkedes også! Manden var Ingvard Kristensen.
Han var søn af den i sin tid kendte leder af husmandsbevægelsen på Kolind-egnen, Jens Emmert Kristensen fra Ebdrup. I barndommen hjalp han faderen med arbejdet, og det fortsatte han med gennem ungdomstiden.

I ungdomstiden havde han gode lærepladser, bl.a. hos proprietær Rudolf Laursen, Frederikslund. Teoretisk uddannelse fik han som kontrol-assistent og ved et ophold på Ladelund Landbrugsskole.
Ingvard Kristensen købte i 1926 hovedparcellen af Sjørupgaarden for 90.000 kroner. Til denne hørte 50 tdr. land agerjord, 30 tdr. land i søer og vandlidende arealer samt 7 tdr. land i park og have. Af besætning var der kun 5 heste, 6 køer, 12 kalve og nogle få svin. Og der var sygdom i besætningen.
Ingvard Kristensen tog straks et energisk arbejde op for at få orden på den forsømte gård.
Først tog han fat på at få agermarken bragt i stand. Den var meget stenfyldt, og i løbet af et par år fjernedes 1400 kubikmeter sten fra marken.
Men hovedarbejdet gjaldt de vandlidende arealer. Og her blev der skredet ind både på en energisk og usædvanlig måde.
Vandet kunne ikke ad naturlig vej ledes bort fra vandlidende arealer. Ingvard Kristensen fik så den idé at grave dybe brønde ned ved søbredden. Den første brønd han gravede gav til resultat, at vandet i søen sank 6 tommer på en måned, og nu arbejdede han dag og nat med gravning af brønde. Der blev gravet tre af disse hver på 25 alens dybde, og gennem disse lededes vandet bort. Han kunne et års tid efter pløje 10 tdr. land søbund. Endnu en brønd blev gravet, og der kørtes tusinder af læs jord ud til regulering. Hele arealet kom nu under plov og gav rige afgrøder.

Ved den energiske indsats blev gården drevet frem til et mønsterbrug. Og i 1944 tildelte Foreningen af Jydske Landboforeninger Ingvard Kristensen sølvmedalje for landboflid. Besætningen bestod nu af 20 køer, 30 ungkreaturer, 10-12 grisesøer, 2 orner, 50 fedesvin, 7 arbejdsheste og 5 plage foruden et stort fjerkræhold. Ejendommen var øget med en tredjedel, og bygningerne var forbedrede. Af pietetsfølelse overfor den gamle hovedgård blev nogle dejlige gamle lindetræer på gårdspladsen og i haven fredet. Bistået af sin dygtige hustru var der nu skabt et hyggeligt og godt hjem.
Ingvard Kristensen fulgte interesseret med i tidens rørelser. Han havde sine egne meninger om tingene, og de blev fremsat lige ud og uden omsvøb.
Efter afslutningen af et eftermiddagsmøde i Kolind Landboforening ytrede han til den ligeledes bramfri konsulent Arne Larsen-Ledet: “Det er nogle idioter, der ordner disse møder. De holder dem midt om dagen, hvor vi har travlt, i stedet for om aftenen!” Larsen-Ledet svarede: “Ja, sådanne udtryk kan du og jeg bruge, men de pæne og anstændige mennesker anvender ikke et sådant ord om bestyrelsen!”
Desværre kom Ingvard Kristensen ikke længe til at nyde frugten af sit arbejde. Han døde i 1950, kun 57 år gammel.En broder, Knud Kristensen, overtog Sjørup-gaarden og fortsatte dygtigt landbrugsarbejdet. Men i 1955 mistede han livet ved et ulykkes-tilfælde på markarbejde, hvor en pumpe væltede ned over ham, og hans enke, Agnes Kristensen, ledede derefter arbejdet, indtil sønnen Tage Kristensen købte gården i 1958.
Det har i de senere år været vanskeligt at få medarbejdere i landbruget, og de høje lønninger har mindsket rentabiliteten. Mange landmænd har for at bøde på dette specialiseret bedriften. På Sjørupgaarden er det svineholdet, der nu især lægges vægt på.
Tage Kristensen er blevet en kendt mand på egnen, idet han har været leder af landbo-foreningens ungdomsarbejde. Talrige møder, sammenkomster og udflugter har han i mange år stået i spidsen for og ledet på en god måde. Desuden var han i flere år næstformand i Kolind Landboforening og formand for kontrolforeninger.
Søren Petersen.

Her slutter Søren Petersens beretning om Sjørupgaarden, men takket være Rite Kristensen har vi kunne føre historien op til vor tid.
I 1986 solgte Rite og Tage Kristensen gården til deres nabo Peter Petersen. Han lejede stuehuset ud i nogle år, inden han solgte bygningerne.
Rita og Tage flyttede til Kolind, hvor han døde i 2008 efter længere tids sygdom.
Bygningerne forfaldt mere og mere og ved en brand i 1997 brændte halvdelen af udbygningerne.
I flere år stod det hen i det uvisse, hvad der skulle ske med den gamle gård, men i 2008 skete der noget. Kapitalstærke folk overtog ejendommen og en større renovering blev iværksat. 
Nu er det et stort og moderne ferie- og kongres-center med plads til 50 personer. Der er store ferielejligheder, konferencerum med storskærm og mulighed for tilslutning af computer. Desuden er der stor svimmingpool, spabad og en stor aktivitetshal, hvor man kan spille hockey, hånd-bold, badminton, basketball eller indendørs fodbold. 
Gården omkranses af en stor parklignende grund med 4 søer, hvor børn kan lege og fiske. 
Ingen havde vel forestillet sig, at det skulle ende på den måde med den gamle kendte gård, der har oplevet så meget, men nu kan man glæde sig over det smukke syn, når man kører forbi gården.
Og de fredede lindetræer står der endnu!


TILDRAGELSER OMKRING SJØRUPGAARDEN – del 2
Af Søren Petersen, Jenningkjæret, Skarresø, artikel fra 1971, formidlet af Knud Jensen

Pastor A. Fibigers far, P. Chr. Fibiger, solgte i 1881 Sjørupgaarden til forvalter Ole Hartvigson. Prisen var 105.000 kr., men efter 5 år solgte Hartvigson gården for 224.000 kr., altså med en stor fortjeneste. Prisen var muligvis også kommet for højt op, thi efter at en staldmester i Stockholm og en københavnsk grosserer havde ejet den en kort tid, blev gården overtaget af Overformynderiet i København. Og i følgende annonce blev gården udbudt til salg: 
“Torsdag den 10. ds. (dvs. 10. oktober 1894) afholdes på Raadhuset i Grenaa anden og sidste auktion over ejendommen Sjørupgaard, beliggende ca. ½ mil fra Kolind jernbanestation, i alt 14 tdr. land, 6 skpr. hartkorn, areal ca. 410 tdr. land, deraf 30 tdr. land eng. Med gården, hvis bygninger er nye og brandforsikrede for 62.017 kr. medfølger en besætning af 17 heste, 59 stk. kvæg, 18 får med lam og 37 svin, samt endvidere hele årets høst. Ved første auktion blev ikkun budt 52.000 kr. Af førsteprioriteten, stor 52.000 kr., kan hos en solid køber de 3 fjerdedele forblive indestående”. 
Gården blev dog ikke solgt før 1896. Men som Overformynderiet havde ønsket det, fandt det også en solid køber, nemlig gårdejer Søren Nymann fra Allelev. Han fik Sjørupgaarden med dens ca. 260 ha og 15 tdr. hartkorn og besætning og inventar for 42.000 kr., altså kun en femtedel af, hvad den havde kostet 10 år tidligere. Efterspørgslen havde åbenbart ikke været stor. 
Søren Nymann var ikke som folk er flest. Han gik efter sin egen næse, og brød sig ikke om, hvad andre mente. Det fortaltes, at han ikke gav sig tid til at skifte tøj, før han rejste til København for at købe Sjørupgaarden af Overformynderiet, men rejste i sit dagligtøj. Han nærede ligegyldighed overfor alt formvæsen. 
Han var en reel, dygtig og energisk mand. Og smilte man stundom over hans ejendommeligheder, var han agtet og respekteret. Han blev en kendt mand på egnen og videre ud. 
Og som Søren Nymann var dygtig og arbejdsom, satte han pris på de mennesker, der besad de samme egenskaber. Om en ældre kone, der i en årrække havde udført et solidt og uegennyttigt arbejde på Sjø-rupgaarden, sagde han: “A sejer, a sejer, den slags vokser it’ op mer”! Han indledte som regel sin tale med ordene: “A sejer, a sejer”! 
På markedspladserne blev Søren Nymann en kendt skikkelse. Når der skulle handles var han rigtig i sit es. Der er fortalt, at han om vinteren færdedes på markedspladsen med halmviske om benene for at værne dem mod kulden. Og så skulle der gerne slås en handel af. “A sejer, a sejer, de er let nok og kyev, de er vær’ aa la det staa”! 
En gang blev han taget ved næsen i en kohandel, og det skete vist sjældent. Tildragelsen blev kendt vidt omkring, og blev husket længe. 
Forfatteren Bertel Budtz-Møller, der en tid var forvalter på Sjørupgaarden og Vedø, har fortalt derom: 
En molbo ville ved Kolind marked sælge en kælveko til Søren Nymann. Den var reel i alle henseender, sagde molboen, men “den malker kun lidt mæ den jen patt”. Søren Nymann svarede: “A sejer, a sejer, det gjør ent nowed”! Og handelen blev indgået. 
Men da koen havde kælvet, viste det sig ganske rigtigt, at den kun malkede lidt med den ene patte. men den malkede slet intet med de øvrige tre! Molboens udtalelse havde været sand, men selvfølgelig havde Søren Nymann og de øvrige tilhørere opfattet udtalelsen således, at om den kun malkede lidt med den ene, malkede den normalt med de andre tre. 
Søren Nymann morede sig meget over, at han således var blevet taget ved næsen, og ved et følgende marked i Kolind gav han molboen en tikroneseddel, idet han sagde: “A sejer, a sejer, den ska do ha, faa do ær den jenest, dæ haa tawn mæ i en handel paa den måde”! 
Søren Nymann havde økonomien i orden. En ældre mand i Kolind har fortalt, at han en dag traf Søren nede ved Jernbanestationen. Efter at have hilst, sagde Søren Nymann: “A sejer, a sejer, a kommer li fra Sverrig, der haar a kjøft en gaard”: På spørgsmålet om det var en god gård, sagde Søren: “A sejer, a sejer, den ligger højt”! Det skulle jo nok forstås som en fordel. 
Søren Nymann havde en bror, Jens Nymann, der var købmand i Grenaa. Da han var blevet noget svær, foreslog lægen ham at tage ud til sin bror på Sjørupgaarden, for at han ved legemligt arbejde kunne tabe nogle af de overflødige pund. Men vandringen bag harve og plov blev for anstrengende, og Jens Nymann udbrød: “Nej, Søren, det kan jeg ikke have med at gøre, så får det gå, som det kan”! 
Jens Nymann bosatte sig i Lyngby, hvor han i 5 år var nabo til undertegnede [Søren Petersen].
Bag hans tilsyneladende tilknappede væsen gemte der sig lune og humor. Under en samtale ved havehegnet kom en dame gående forbi. Det var i korsetternes tid, og vi kunne se, at damen energisk havde anvendt dette. Jens Nymanns replik lød: “Hun er jo ikke tykkere, Peddersen, end at hun kunne slås midt over med en skefuld vælling”! 
En ugift søster, jomfru Nymann, holdt hus for ham. Hun havde været husjomfru hos proprietær Laurits la Cour på Skærsø. Her kom historikeren Frederik Barfod ofte på besøg, og en dag bad han jomfru Nymann tilberede en rotte, som han ville prøve at spise. Under en belejring havde københavnerne en tid måttet ty til at spise rotter for at opretholde livet. Nu ville Barfod have kendskab til, hvordan disse dyr smagte. Hun gjorde som han havde bedt om, man hun fik aldrig at vide, hvad han syntes om smagen. 

TILDRAGELSER OMKRING SJØRUPGAARDEN – del 1
Den kendte lokalhistoriker Søren Petersen, Jenningkjæret ved Skarresø berettede i nogle artikler i 1971 om Sjørupgaarden. 

Sjørupgaarden, der ligger i Nimtofte sogn, 4 km fra Kolind, har en meget lang historie bag sig. Den har været genstand for mange omskiftelser i århundreders løb. 

Det første der nævnes om Sjørup by er at den er krongods og skulle bidrage til kongens underhold. Men i 1580 fik Aarhus Domkapitel Sjørup by i eje. Domkapitler var klosterlige præstesamfund, der havde hjemme omkring bispesæderne. Under dem sorterede præsteuddannelse og skolevæsen. Sjørup by hørte under Domkapitlet, til dette blev ophævet omkring 1662. Der var 27 tdr. hartkorn foruden skov og olden til 400 svin. 

Sidst i 1700-tallet hørte Sjørup by til den nærliggende herregård Vedø. Der var to gårde beboet af Søren Sørensen og Søren Rasmussen.
Omkring 1763 bliver halvdelen af de to gårdes jord skilt fra, og midt på stykket bygger ejeren, Hr. Henrik Jacobi Boesen til Vedø en gård, som han kalder Sjørupgaard, også kaldet Sjørup Ladegaard.
Det er først gang man hører om Sjørupgaarden.

I den følgende tid skiftede gården hyppigt ejer. Blandt disse var toldkasserer Hansen, Grenå, exam. jur. Poul Wendelboe og løjtnant Treschow, der forøgede gården med 6 tdr. hartkorn.
Efter at gården havde været i handelen endnu fire gange, standser vi op ved 1862, da den købtes af Joh. Andreas Neergaard (vistnok i fællesskab med R. Lund, Slemminggaarden) for 32.000 rd.
Neergaard havde et vidtstrakt virkeområde, idet han var dels ejer og dels forpagter af Meilgaard, Skærvad og Fannerupgaard. Hertil føjedes nu Sjørupgaard. Han havde en datter Annette, der omtaltes som en smuk og charmerende pige. Hun elskede sang og musik, og når hun sad ved klaveret og sang med sin smukke sangstemme, flokkedes mandlige tilbedere om hende.
Den foretrukne blev en ung landvæsenselev, Peter Christian Fibiger. Han var københavner. Faderen havde som borgmester deltaget i den historiske vandring i marts 1848, da man gik til Frederik d. 7. og bad om fri forfatning. Til slægten hørte flere kendte personligheder, bl.a. forfatterinden Mathilde Fibiger, der var en af de banebrydende personer for kvindesagen herhjemme.
Annette og P. C. Fibiger blev gift i 1861, og et par år efter købte de Sjørupgaarden. Den var da på 506 tdr. land og ved flid og påpasselighed forbedrede de gården betydeligt.

7. februar 1868 fødtes på gården en dreng, der i dåben fik navnet Johan Andreas Neergaard Fibiger, i daglig tale kaldet Andreas. Han skulle siden som præst blive landskendt. Langfredag den 10. april stod dåbsgildet på Sjørupgaarden. Der blev festet i tre dage. Deltagerne var familiemedlemmer, hvoraf mange boede på egnen. Annettes bror Joh. Neergaard var forpagter på Fannerupgaard, en søster var gift med justitsraad Hans Secher på Bjørnholm, og til vennekredsen hørte hofjægermester Eckmann på Frederikslund i Koed sogn.

I en beretning om gildet hedder det, at der “blev spist og drukket, snakket og bakket, sunget og danset i tre dage!” Men festens hovedperson, den lille Andreas, blev der ikke tænkt meget på. Der blev ikke sunget ved hans vugge, at han skulle blive en kendt præsteskikkelse og en energisk forkæmper for Indre Mission. Da festen påskedag nærmede sig sin afslutning, blev der dog udtalt ønske om at få drengen at se. Men moderen udbrød: “Nej, ham får I ikke at se! Han er så grim, at han ikke er værd at vise frem!”
Den lille Andreas var svagelig i de første år, men helbredet bedredes, og han blev en rask og modig dreng. Han fik sammen med en broder den første undervisning af en lærerinde, faderen havde antaget. Han elskede især historie og litteratur. Allerede i 8-års alderen kendte han navnene på de betydeligste danske digtere.
Drengen var på den tid sammen med hofjægermester Eckmann på Frederikslund en tur i København. En aften i Tivoli traf de digteren Høedt. Eckmann fortalte om drengens kendskab til de danske digtere. Man da han så blev spurgt, om han kendte digteren Høedt, måtte han sige nej, hvorfor denne blev fornærmet.

I hjemmet på Sjørupgaarden dyrkedes selskabelighed i ikke ringe grad. Men der levedes et smukt familieliv. Tillid og kærlighed prægede dagliglivet. Selv om hjemmet ikke var stærkt religiøst, skete det dog, at man på helligdagene lod hestene spænde for og kørte til Ørum, hvor Vilhelm Bech dengang var præst. I sine erindringer “Erindringer fra mit liv” fortæller Bech om sit venskab med familien på Sjørupgaarden og fortsætter: “Familien Fibiger i nabosognet besøgte også jævnligt Ørum kirke. De bor nu i København, og en søn er nu en virksom præst i Købanhavn”. Denne præst var Andreas Fibiger.Andreas levede et lykkeligt liv på Sjørupgaarden. Han skrev siden: “Der er jeg født og har levet hele min barndom, og jeg er uhyre ked af at skulle skilles fra den”. Men dagen kom, da han måtte forlade sit barndomshjem.

Her er ikke stedet til indgående at fortælle om Andreas Fibigers liv og gerning. Derom er der fortalt i bøger og i blade, men nogle træk skal dog fremdrages.

Andreas kom i Randers Latinskole og studerede derefter teologi ved Københavns Universitet. Sin præstegerning begyndte han i Bjørnsholm-Malle, og han var samtidig lærer ved det nærliggende Ranum Seminarium.
Her mødte han modsætningerne mellem Indre Mission og Grundtvigianismen. Med noget ret fandt han grundtvigianismen for overfladisk. Han skrev i et brev derom: “Ingen af dem ved andet om grundtvigianismen end at den er dette lette og lyse livssyn. Aah, den arme Grundtvig, hvad må han dog ikke bære? Han, som var den gamle rationalismes banemand – han som prædikede liv i de døde ben, og nu bruges han som beskyttende liglagen …. bæh, det er til at få kvalme af!”
Fibiger blev derefter præst i København. Her rettede han skarpe angreb på bradesianismen og socialismen. Derved kom han i voldsom strid med arbejderne. “Jeg blev bogstavelig talt tordnet ned af rasende protester”, fortæller han. Sandheden tro må det vel siges, at tidens konservative præster havde deres skyld i, at socialdemokraterne i mange år stod fjendske overfor kirken. Heldigvis er disse forhold ændrede i dag.

Andreas Fibiger blev en af de betydeligste præster inden for Indre Mission. Han var en dygtig prædikant og samlede store skarer omkring sin prædikestol. Et omfattende menighedsarbejde udførte han i København, og det skyldtes ham, at Eliaskirken blev bygget. Han udgav en række bøger. Ofte prædikede han i radioen, og han blev en kendt person i datidens Danmark.
Hans sind rummede både tung alvor og munter lystighed. Da han engang skulle deltage i et møde i Norge, rejste han sammen med den daværende pastor Bang i Vivild. Efter at være gået til køjs i sovevognen drillede de hinanden, mens toget rullede gennem Småland. Bang havde et mægtigt fuldskæg, og det var ofte genstand for Fibigers drillerier. Omsider blev der dog stilhed, men efter en stund lød Fibigers dæmpede stemme: “Bang, sover du?” Bang svarede: “Nej, Fibiger, men jeg var lige ved det. Hvad er der nu?” “Jeg ville bare høre, om du sover med skægget over eller under dynen?”

Andreas Fibiger døde 1937. Hans far havde solgt Sjørupgaarden i 1881, og familien bosatte sig i København.

TANKER PÅ KIRKEBÆNKEN (1)
Knud Jensen

Når man en meget kold vintersøndag sidder i Ebdrup kirke er der nogenlunde varmt- undtagen ved alteret, hvor Anne Kirstine står og fryser. Nu omgås menighedsrådet med planer om et nyt varmeanlæg, der skal afløse det gamle fra ca. 1965. Hovedparten af danske kirker er jo bygget I perioden 1100 -1300. De blev alle bygget uden varmeanlæg og har således stået uden opvarmning i flere hundrede år, så det må have været en kold omgang at være til de dengang ret lange gudstjenester. Først I løbet af 1800-tallet blev der installeret kakkelovne eller kaminer, og en egentlig opvarmning begyndte. Hvornår der er kommet kakkelovn i Ebdrup kirke vides ikke. Den gamle protokol går fra 1904 og først i 1919 står der noget om opvarmning, idet man vedtog at forhøje graverens løn for at fyre til 65 kroner om året, og det indbefattede også opvarmning til bryllupper og begravelser. Så står der intet i protokollen før 1956, hvor kakkelovnen revnede, og formanden Ejnar Pedersen indhentede tilbud på en ny ved firmaet H. Rasmussen og Co. i Odense. Den kostede 1790 kroner, og den blev købt og installeret. Jørgen Sørensen i Ebdrup fortæller, hvordan han og graverens søn Villy mange lørdage om vinteren glk ned i kirken og fyldte brændsel på kakkelovnen. Så kunne den holde til ved 4-tiden, hvor graver Jens Hansen gik ned og igen fyldte på. Derefter lagde han sig på en kirkebænk og sov videre indtil om morgenen. Brændsel til kakkelovnen blev opbevaret i en kasse mellem styltetårnene under klokken. Det var koks og kul og under krigen tørv. Man gik efter krigen også over til formbrændsel. I 1958 drøftede menighedsrådet muligheden for Installation af elektrisk varme, og der blev indhentet tilbud. Da var Børge Sørensen blevet formand. Projektet blev ikke til noget, men han har siden fortalt, at det var noget man drøftede hvert år. Tiden gik videre og først i 1964 tog man sagen op igen. Det blev da vedtaget at søge den løst ved opførelse af en kombineret varmecentral i en ny bygning med toiletter og redskabsrum. Efter tegninger og et overslag fra arkitekt Arthur Jensen i Grenaa og ingeniørfirmaet Horwalth og Skou, Aarhus, godkendte man planerne og det vedtoges at sende sagen til provstiet sammen med en anmodning om lån i stiftsmidlerne og ansøgning om at låne restbeløbet i et pengeinstitut. I protokollen står der herefter intet om dette byggeri, så der er nok ført et særskilt regnskab over projektet, men dette eksisterer ikke mere. Tilladelserne blev imidlertid givet fra provstiet, for byggeriet blev gennemført og i en notits fra 1968 står der, at man tegnede abonnement på eftersyn af oliefyret. Lønnen til graveren for fyring blev sat ned til 175 kroner årligt. Så det er et bedaget oliefyr der i dag står i den nye graverbygning fra århundredeskiftet, og man kan nok trænge til en ny form for varme, Inden det gamle fyr bryder sammen.

TANKER PÅ KIRKEBÆNKEN (2)
Knud Jensen

I 1911 lavede lederen af Kolind Privatskole, G.M. Theilgaard, en liste over præster i Kolind; Ebdrup og Skarresø sogne. Fra begyndelsen af 1500-tallet og op til vor tid er det blevet til 35 præster, hvoraf vor nuværende præst, Anne Kirstine Langkjer, har siddet længst i embedet. Fra omkring 1625 til omkring 100 år senere hørte Skarresø under Marie Magdalene sogn.
Her skal omtales en af de mest markante præster i Kolind-Ebdrup-Skarresø hele den lange periode, nemlig provst Niels Refsbæk Høvring, der var sognepræst fra 1823 til 1848. 11838 blev han tillige provst for Mols Sønder og øster Lisberg herreder. Før han blev kaldet til embedet i Kolind, var han huslærer på “Fævejle” ved Lyngby og i 1817 købte han proprietærgården “Nygaard” ved Lyngby og blev gift. Den ejede han indtil han fik embede i Kolind i 1823.Han var en kontroversiel person, og i en visitatsprotokol fra 1848 får han følgende skudsmål: Sang: Kun nogenlunde. Messe: Ret god. Prædiken: Ordentlig, tydeligt og populært for en landsbymenighed. Beskrivelsen slutter således: “Provst Høvring er en brav og dygtig mand, men han går sine egne veje og følger hverken vej eller sti”
Det var måske derfor han blev sogneforstander, da disse forstanderskaber oprettedes i 1841. Det var som regel præster, der blev valgt til formænd for disse forløbere for sogneråd. Det var nu også meget naturligt, idet de havde kendskab til administrative anliggender og var kyndige i landbrug. Medlemmer af de første sogneforstanderskaber var oftest landmænd, idet kun personer med en ejendom på over 6 tdr. hartkorn kunne blive medlemmer. I Marie Magdalene valgtes sognepræst G.F.A. Graae til formand og i Nimtofte-Tøstrup sognepræst Chr. la Cour til formand.
Høvring var en myndig og robust personlighed. I hvervet som formand udviste han megen myndighed, men det var også nødvendigt. Det var et krævende arbejde og alt var jo nyt. Der var ingen traditioner at følge. Møderne holdtes som regel i præstegården, og det var ofte med korte mellemrum, idet der var mange sager at tage stilling til. Orden og bestemthed prægede hans ledelse. Hvis et medlem blev væk uden at melde afbud, resulterede det i en skarp påtale.
Han var heller ikke nogen ynder af øllebrødsbarmhjertighed. Ved et af de første møder foreslog han, at der blev skredet ind mod den plage, de mange omløbende bissekræmmere forvoldte. Og det blev vedtaget. Og det blev vedtaget, at der ved kirkerne den følgende søndag skulle bekendtgøres, at bissekræmmere og betlere ”uden skånsel ville blive optagne og ført til vedkommende øvrighed”.
Ved en anden lejlighed opfordrede han de øvrige medlemmer til at påse, ”at anordningen om helligdagenes tilbørlige overholdelse blev respekteret”!
Et af de største områder at behandle for de nyvalgte sogneforskaber var fattigvæsnet. I middelalderen var det den katolske kirke, der sørgede for de fattige, og det fungerede faktisk udmærket, men da forsørgelsespligten efter reformationen i 1536 gik over til staten, gik det helt galt. Staten magtede ikke opgaven og tiggeriet florerede, så det blev en landeplage.
Om provst Høvrings ledelse af forstanderskabet fortælles mere i næste nummer af Kirke & Sogn.

TANKER PÅ KIRKEBÆNKEN (3)
Knud Jensen

Som nævnt i sidste nummer af Kirke & Sogn var fattigvæsenet det største problem for de nyoprettede sogneforstanderskaber. Med provst Høvring som formand var der ikke et eneste møde, hvor der ikke var problemer vedrørende fattigvæsenet på dagsordenen.
I 1847 blev en ”omløberske” med sine 4 børn anvist til forsørgelse i pastoratet. Hun var blevet født i Ebdrup i 1800 ”på gennemrejse”. Hun og hendes børn blev omtalt som ”nøgne og blottede for alle mulige nødvendigheder!” Provsten havde lejet en bolig til hende i Kolind for seks rigsdaler årligt. Det blev nu bestemt, at et medlem af forstanderskabet, Poul Christensen Smed fra Skarresø skulle rejse til Aarhus og købe, hvad der var nødvendigt til hendes forsørgelse. Det drejede sig bl.a. om: To sengesteder, overdyner, hovedpuder, madrasser, et simpelt bord, to stole, 40 alen lærred til indvendig linned for hende og hendes børn, vadmel til gangklæder, træsko, kakkelovn samt ildebrændsel. I alt blev det 104 rigsdaler. Hertil kom omkostninger til helbredelse for fnat.
Ved et møde den 14. august 1847 oplystes det, at et kvindeligt fattigmedlem var blevet besvangret og nedkommet med en datter. Hun var krøbling og kunne ikke selv passe sit barn. Derfor bestemtes det, at gårdejer Jens Jepsen i Kolind skulle have årligt 1 td. og 2 sk. Rug, 1 td. og 2 sk. byg og 6 rigsdaler til hendes fornødne føde.
Det var store udgifter for kommunen vedrørende fattigvæsenet, og man søgte da også flere gange Randers Amtsråd om økonomisk støtte, og den blev som regel givet.

Et andet emne som forstanderskabet behandlede, var faren for ildebrand. Allerede i 1842 foreslog provst Høvring at man anskaffede en vandsprøjte til pastoratet. De øvrige medlemmer syntes det var en glimrende ide, men beboerne i sognene var imod tanken, så det blev ikke til noget.
Provst Høvring fik altså ikke sin vilje med dette forslag. Han var ellers vant til at få gennemført sine forslag, og han var den myndige leder i såvel åndelige som materielle anliggender, men også en speciel person, som der gik mange historier om. En senere slægtning har fortalt om en episode ved et marked – sikkert i Maarup – da det foregik omkring 1840. ”En melhandler fra Grenaa stod foran en tjæret port, da provst Høvring kom og ville ind. Handleren ville ikke flytte sig og udbrød, at provsten jo kunne mane ham bort. De omkringstående var spændte på, hvad udfaldet ville blive. Provsten vidste jo godt, at han ville blive til grin, hvis han veg udenom, så han tog et stykke kridt og tegnede et kors på porten over melhandlerens hoved og på begge sider af ham. Så greb han manden og kastede ham over sit hoved ned på vejen. Da han gik gennem porten, spurgte han høfligt, om manden havde slået sig”!
Det er måske bare en historie, men den viser, at det var en person, man talte om. Hans tid som formand for forstanderskabet sluttede med hans død i 1848, og da blev proprietær Mønsted fra Ebdrup formand i et år. Han efterfulgtes af Jens Andersen Degn fra Kolind, men i 1850 kom præsterne tilbage som formænd, først pastor Jantzen og dernæst pastor Danæus. Efter ham blev det så grd. Rasmus Degn Jensen fra Bugtrup og det var slut med sognepræsterne som formænd.
Kilde: Søren Pedersen, Enghøj, Kolind: ”Kolind by og omegn.
(fortættelse følger).

TANKER PÅ KIRKEBÆNKEN (4)
Knud Jensen

Præster i Kolind-Ebdrup-Skarresø sogne (I)

Netop nu hvor forberedelserne til at få en ny sognepræst er startet, var det måske på sin plads at fortælle noget om de mange præster, der har været i sognene siden midten af 1800-tallet.

Præsterne før den tid har vi ikke mange oplysninger om, men siden Niels Revsbech Høvring blev præst i vore sogne i 1823, har vi oplysninger om de efterfølgende præster.

I tidligere numre af Kirke & Sogn er der skrevet flere artikler om Høvring, så her følger kun nogle oplysninger. Han var født i Aarhus i 1778 og fik teologisk embedseksamen i 1802, men derefter ernærede han sig som huslærer på Fævejle og landmand indtil 1923, hvor han fik sit første embede her i sognene som 46-årig. 1938 blev han udnævnt som provst i Østerlisbjerg Herred, Sønderherred og Mols Herred.
Samtidig var han sogneforstander i sognene, og derfor en magtfuld person.
I en visitatsprotokol står der følgende om ham: ”Sang: nogenlunde. Messe: ret god. Prædiken: ordentligt, tydeligt og passende for en landsbymenighed.” Beskrivelsen slutter således: ”Provst Høvring er en brav og dygtig mand, men han går sin egen vej og følger hverken vej eller sti.”

Lokalhistoriker Søren Petersen har skrevet adskillige artikler om provst Høvring. De kan ses på Midtdjurs Lokalarkiv.

Niels Høvring døde i 1848 og blev efterfulgt af Arnold Severin Jantzen. Han var født på Falster i 1799  og havde været sognepræst på Rømø, Læsø og i Gjesing Nørager, inden han kom til Kolind. Han fortsatte som sogneforstander, men huskes især for skolestriden. Den skal kort omtales her, idet den før har været behandlet i Kirke & Sogn.

Siden 1814 (måske også før) havde der været skoler i Kolind, Ebdrup og Skarresø. Nu ønskede pastor Jantzen at nedlægge de to sidste og bygge en ny skole i Astrup. Især i Ebdrup var modstanden stor, og der fulgte lange og svære forhandlinger. Til sidst fik Jantzen dog sin vilje, og i 1854 kom skolen i Astrup. I løbet af nogle år viste det sig dog at være en dårlig beslutning, men det blev Jantzens efterfølger, Rottbøll Danæus, der måtte rette op på fejltagelsen.  
Måske er det lidt uretfærdigt, at Jantzen mest huskes for denne skolesag, for han var faktisk en dygtig mand, der udrettede mange andre gode ting, ikke mindst som sogneforstander. Bl.a. fik han bygget ny skole i Kolind i 1855 uden nogen form for ballade og han fik også renoveret præstegårdens udlænger.
Efter 20 år som sognepræst i sognene blev han som 69-årig afskediget med nåde og bosatte sig derefter i København.

Han afløstes af Rottbøll Danæus, der var født på Læsø i 1823 og havde været i embeder i Østofte på Lolland samt i Tved på Mols, inden han kom til Kolind-Ebdrup-Skarresø.
Èn af hans første opgaver som sognerådsformand var at få orden på skolesagen. I 1870 blev sagen taget op på ny, og det blev ret hurtigt bestemt, at en ny skole skulle bygges i Mesballe. Så kom der gang i beboerne i Ebdrup, og de ønskede at få en ny skole i stedet for den i Astrup. På det tidspunkt var der i Kolind sogn 290 indbyggere, i Ebdrup 179 og i Skarresø 274. Indbyggertal og afstande betød, at der blev bygget de to nye skoler i Mesballe og Ebdrup og Astrup skole nedlagt efter kun 16 år.

Pastor Danæus var en dygtig landmand, men han blev betegnet som en ”sær snegl.” Han var meget påholdende, samlede hestepærer op på vejen til sine marker og han sparede på forhandlingsprotokollen ved at skrive så småt, at man næsten ikke kunne læse skriften. Som prædikant var han ikke meget værd, og hans konfirmandundervisning var mådelig. Det var i hans tid at Vilhelm Beck, Indre Missions senere formand, var kommet til Ørum-Ginnerup, og folk fra hele Djursland begyndte at valfarte over Kolindsund for at høre ham prædike, og mange gik hele vejen. I 1882 søgte Danæus nyt embede i Harridslev ved Randers og forlod sognene. 

Han efterfølger blev Hans Strøm Wille Thestrup, men hans virke blev kort. Efter at have prædiket i kirkerne 2. juledag, døde han pludselig natten til 3. juledag 1883.
(fortsættelse følger)

TANKER PÅ KIRKEBÆNKEN (5)
Knud Jensen

Præster i Kolind-Ebdrup-Skarresø sogne (II)

Efter pastor Thestrups pludselige død 2. juledag 1883 udnævnte man R. A. Dahl til sognepræst i 1884. Han var den første grundtvigske præst i sognene. Han faldt dog aldrig til blandt sine sognebørn og af én eller anden grund syntes man ikke om ham, så han søgte ret hurtigt nyt embede.
Allerede i 1887 rejste han til Vesteraaby på Fyn.
Den ny præst hed Anders Sandø Louis Ditlev Pedersen. Ifølge datidige kilder var han en lille beskeden mand, der ikke tænkte højt om sig selv. I et blad skrives der om ham, at ”han mest var optaget af timelige gøremål”! Der tænkes måske på, at han handlede med heste. Han var dog meget veltalende, og folk kunne forså ham. Konfirmander var glade for ham, og lokalhistoriker Søren Petersen har oplevet ham flere gang i en stuvende fuld kirke. Han var helt uden partipræg, men en del kirkegængere startede et lille Indre Missions samfund i Kolind og flyttede deres kirkegang til Nødager og Feldballe. I 1899 flyttede han til et nyt embede i Søby (Skive?).

 Efterfølgeren blev pastor Johan Marius Jørgensen, og han var afgjort grundtvigsk. Han var god ven med lærer Thoftrup, der var blevet lærer i Ebdrup. Denne hjalp ham med at få embedet ved at sende tre mand fra sognet til København for at tale med ministeren. Han var ikke så veltalende, og han blev ved med at tale fynsk, og det faldt mange for brystet. Han kæmpede for det grundtvigske med lidenskab og brugte helst dennes salmer. En tid var han medudgiver af et kirkepolitisk blad, men var meget utilfreds med at de fleste præster ikke ville holde det. Dem kaldte han for ”lade buge” – og det måtte han høre meget for.

I 1904 blev der bygget missionshus i Kolind. Pastor Jørgensen var ivrig tilhænger af indførelse af menighedsrådene i 1904. og det var på hans initiativ, at der på det første møde i dette råd blev antaget en menighedssygeplejerske, og han fik også vedtaget, at man skulle holde regelmæssige møder i rådet. I 1909 søgte han nyt embede i Grundfør og flyttede fra sognene.

Derefter kom P. I. Hjort-Degenkolv, og han blev en meget populær præst. Både IM og de grundtvigske forsøgte at gøre ham til ”deres mand”! IM gik af med sejren, men det afholdt nu ikke de andre i at holde af ham. Søren Petersen skriver, at da Degenkolv kom til byen blev han regnet for at være grundtvigsk, men det tør siges, at han efterhånden blev en renlivet missionsmand. Han var opfyldt om at gøre alt så godt som muligt. Han var meget veltalende og havde let ved at fange sine tilhøreres interesse. Der blev i hans tid meget god kirkegang, og den fyldte Kolind kirke var med til at få ønsker om kirkens reparation og udvidelse sat i gang.
Historien om kirken, der var så faldefærdig, at man i stedet byggede en ny kirke, er der skrevet flere gange om her i bladet, så det springer vi over i denne artikel, men hele postyret med forhandlinger og udsættelser af byggeriet gjorde Degenkolv så træt, at han søgte nye embede og flyttede fra Kolind i 1918.

Det blev således hans efterfølger, Jens Peter Jensen, der var kommet til sognene i 1918, der var tilstede, da den nye kirke blev indviet 2. pinsedag 1919. Han var grundtvigsk præget, og havde været højskolelærer i Vestbirk, og han havde meget let ved at komme på talefod med landmændene.
Han havde på en måde sit ydre og sin stemmeklang imod sig, og nogle latterliggjorde ham, men selv om han heller ikke var den største taler, blev han hurtigt meget afholdt på grund af sit solide, troværdige og ligefremme væsen. Han rejste dog allerede i 1922 til Østrup på Fyn.
(fortsættelse følger)

TANKER PÅ KIRKEBÆNKEN (6)
Knud Jensen

Præster i Kolind-Ebdrup-Skarresø sogne (III)

Da Jens Peter Jensen rejste fra sognene i 1922 ansatte man pastor Marius Christian Kjær. Han kom fra et embede i Vollerslev ved Køge.
Han var ikke nem at sætte i bås, for som Søren Petersen skriver: ”Pastor Kjær har ikke meget sympati for Indre Mission og det grundtvigske er ham en pestilens”! Han var dog ret veltalende, hans prædikener var gode, han valgte helst Grundtvigs salmer og kirkegangen var udmærket.
Han var absolut en selskabsmand, der elskede at blive budt til fester, og da han var livlig og snaksom kunne han tale med alle mennesker. Mange syntes dog nok han var lidt for pjattet, for en samtale kunne godt føre til, at han drev løjer med folk og begivenheder.
Han kunne dog godt være skarp, og han fór i harnisk, hvis man kom til at tale om kvindelige præster. Dem var han absolut imod, men det var de fleste præster vist på den tid. Han var også meget imod de grundtvigske frihedskrav. Da han i 1933 var ved at søge sin afsked, var der røster i menigheden der gerne ville have en valgmenighedspræst, der ikke var teolog, som hans efterfølger. Det gik han meget imod, og han kaldte de personer, der gik ind for en sådan, for ”enfoldige som duer”!

Man havde faktisk fundet et egnet emne som valgmenighedspræst. Det var Petersen-Bønding i Vestervig, men han var ikke teolog, og ved en menigheds-afstemning fik han ikke stemmer nok, så det blev ikke til noget. Siden blev han valgmenighedspræst i Aulum.

Pastor Kjær blev bevilget pension i 1934, og man antog Alfred Sunde, der kom fra en stilling på ”det døde Falster”. Sådan sagde man dengang. Ved ansættelsen stod der i aviserne, at ”han havde hældning til Indre Mission”. Søren Petersen udtaler senere at ”denne hældning nu var meget stærk”, og det lagde Sunde heller ikke skjul på.
Alfred Sunde var meget veltalende, og han var ikke meget for at bruge manuskript eller dispositioner, men sagde tit hvad der faldt ham ind. Man vidste aldrig hvor lang en gudstjeneste ville blive, for pludselige tanker førte ham tit på vildspor, så det kunne blive en lang prædiken.
Han tog sig flittigt af sine sognebørns glæder og sorger, og ville gerne hjælpe på alle måder, også ved at bede for dem, og hjælpe dem på andre måder, så generelt blev han betragtet som en god præst for sognene.
Mange ældre i sognene fortæller dog, at han ikke altid var lige diplomatisk. Ved begravelser kunne han godt være hård i sin omtale af de afdøde, hvis han ikke følte de havde ført et sømmeligt liv.
Det glemte de pårørende ikke.
I 1936 brændte præstegårdens udlænger, og ”Præstevang” bygges på præstegårdens jorder. I stedet bliver der bygget konfirmandbygning.
Under og lige efter krigen havde pastor Sunde det triste job at begrave flere tyske flygtninge på kirkegården i Kolind.

Som dreng husker jeg ham som en ældre mand, og var meget betaget af hans kørsel på cykel. Han havde en springpind monteret på baghjulet, og den satte han venstre fod på og sprang så op på sadlen.
Han tog sin afsked i 1948 og flyttede til Lystrup. Hans hustru døde i 1955, og de sidste år tilbragte han ved sin datter Lisbeth i Aarhus. Hun var gift med David Kjær Andersen fra Kolind. Alfred Sunde døde den 4. november 1966.
I sidste beretning om sognepræster i sognene omtaler jeg Jens Yde, Rasmus Tolstrup, Knud Erik Lægsgaard og Anne Kirstine Langkjer

“BRUGSEN” I MIDTDJURS
Knud Jensen

Der var engang – sådan begynder mange eventyr, og det kan man også sige om alle de brugsforeninger, der skød op i Danmark i slutningen af 1800-tallet. De fleste er væk, men nogle lever i dag i bedste behold og har vokset sig store.
 Her følger en oversigt over de brugsforeninger, der har været i det gamle Midtdjurs område, og vi starter med den først opførte:
 
Attrup – 1891-1983
 

De første optegnelser om Brugsforeningen er fra 1891, men den kan godt være åbnet nogle år før. I 1905 blev det foreslået at flytte den til Koed, og det blev vedtaget. Uddeler A. Sørensen flyttede med til Koed.
 Allerede samme år blev den igen oprettet i Attrup af utilfredse borgere. I 1910 var der storbrand i Attrup og butikken og alle varer brændte også. Det vides ikke helt bestemt, hvornår forsamlingshuset er bygget til, men i 1912 bygges der køkken og samme år blev en stue og en gang bygget for 295 kroner. Af senere uddelere nævnes Hansen i 1922 og i 1948 den vidtberømte Jens Johansen. Han var på posten helt til lukningen af Brugsen. I 1981 havde man forsøgt at bortforpagte bygningerne til nabobrugserne, men det gik i vasken.
 Man holdt dog en stor 90-års jubilæumsfest dette år, men den 19/10 1983 blev der lukket og slukket. Forsamlingshuset blev solgt fra og findes stadigvæk i moderniseret stand.

Skarresø – 1898-1969
 I 1898 kom turen til Skarresø. Man købte et lille hus bag ved kirken og indrettede den første butik. Uddeler blev P. Greve fra Astrup. Han blev i 1908 afløst af Jacob Rasmussen.
 Han holdt op i 1914 og da byggede man også den nye butik. Derefter kom uddelerne Kresten Rasmussen, Emanuel Højfeldt, S. Refshammer, Karl Søgaard og Svend Kristensen.
 1936 ansatte man Kristian Clemmensen til uddeler, og han var der, indtil man nedlagde Brugsen i 1969. Han købte imidlertid bygningerne og drev købmandsforretning sammen med sin kone Katrine under navnet “Skarresøhus. Ved hans død i 1974 var det slut med en butik i Skarresø.

Kolind – 1900
I 1899 begyndte fremsynede mænd i Kolind at tale om etablering af en brugsforening. Der var ganske vist et par købmænd i byen, men man mente nok, der var plads til en Brugsforening, så den 30. maj 1900 åbnede man i lejede lokaler på Maarupvej.

Året efter byggede man en helt ny bygning på Bugtrupvej 1, og der har Super Brugsen stadig sin plads, dog har der været store og mange udvidelser gennem årene.
De forskellige uddelere gennem tiderne er Niels Vinderslev 1900-1927, Thorvald Nissen 1927-1964, Henning Høj 1964-1970, Egon Pedersen 1970-1994, Jørn Schmidt 1994-2019. Kun 5 uddelere i løbet af 114 år!
 Omkring 1950 var der samtidig 5 købmænd i byen. Byen er dog tilført en FAKTA-discount butik.
 Super Brugserne i Kolind og Ryomgård er i dag de største dagligvarebutikker i Midtdjurs.

Nimtofte – 1901
I november 1900 begyndte man at tale om en Brugs i Nimtofte. Der var i forvejen 2 købmænd i byen.

 Det blev besluttet at købe ejendommen på Torvet og allerede 1. februar 1901 kunne man åbne butikken. Den blev snart for lille, og i 1912 byggede man helt ny bygning på stedet.
 Igennem årene er der foretaget flere små og store udvidelser.
 Uddelere: J. Tønning 1901-1902, M. Vinderslev 1902-1918, J. N. Skovbjerg 1918-1961, Visti Skovbjerg 1961-1985, Kaj Nielsen 1985-2000, Karsten Jespersen 2000-2010 og Per Juul Hermansen.
Brugsen i Nimtofte har overlevet alle de vanskelige år og er i dag en velfungerende Dagli’ Brugs med et stort vareudvalg.

Koed – 1905-1970
 Som allerede nævnt blev Koed Brugsforening startet i 1905. Uddeleren de første år var A. Sørensen. I 1943 nævnes uddeler Knudsen. I 60erne og 70erne var det Birthe og Vagn Jensen.
 Igennem årene var der stor debat om salg af spiritus.

 Afholdsforeningen stod stærkt, der var forskellige restriktioner, og først sent blev det vedtaget at sælge hele året.
 I 1954 blev der bygget til, så butikken blev større. Op gennem 60erne sporedes der en lille fremgang i omsætningen, men den kunne ikke fastholdes. Uddeleren sagde sin stilling op i 1970, og det blev besluttet at opløse foreningen.
 Efter lukning af Brugsen var der i flere omgange en købmandsbutik, men den måtte også give op.

Marie Magdalene Brugsforening – 1908

De nærmeste dagligvarebutikker var i Ryomgård, hvor der var et par købmænd, så man blev enige om at starte en brugsforening i Marie Magdalene, og der var officiel åbning den 1. juli 1908. Det kostede 3.500 kroner at få det hele i gang. I de første år var omsætningen meget ringe, omkring 100.000 kroner, men i 1911 blev der udbetalt dividende, så det må være gået fremad. Den første uddeler hed Niels Pedersen. Derefter kom der 7 forskellige uddelere.
 På et tidspunkt blev der foretaget en større udvidelse.
 Henry Dolmer blev uddeler i 1943 og i hans tid blev det af konkurrencehensyn besluttet at flytte Brugsen til Ryomgård. Det skete i 1966 og man flyttede ind i en helt ny bygning på den nuværende placering på Vestergade.

Ved Dolmers død i 1971 blev Bent Brøbech uddeler og i 1975 var en større udvidelse igen påkrævet.
 I 1983 blev navnet ændret til Marie Magdalene– Ryomgård Brugsforening og der må en ny udvidelse til i 1985. Palle Olsen blev uddeler i 1992, og i 2005 kom Thomas Koustrup. I dag er Super Brugsen i Ryomgård en stor forretning og suppleres af den ny-tilkomne NETTO, der er placeret lige overfor, så de to butikker supplerer hinanden i en god synenergieffekt.

Pindstrup – 1912
 I 1912 oprettede man den nuværende Brugsforening i Pindstrup. Den blev bygget på ruinerne af en tidligere Brugs på Storegade 40.

Der nævnes en uddeler H. K. Kristensen i 1908. På det tidspunkt var der kun omkring 230 indbyggere i Pindstrup, og der var en stor købmands-handel/kro, så det var et ret voveligt foretagende.

Man antog Mads Kristian Andersen som uddeler og det var han indtil 1946. Derefter kom Jacob K. Andersen (1946-1978) og Poul Erik Jensen (1978-1983). I deres tid blev der foretaget mange udvidelser af butikken, men i 1981 mente bestyrelsen, at der ville være økonomisk mulighed for at bygge en helt ny butik. 30. september 1982 kunne man holde indvielse af den nye butik på Storegade 62.

 Projektet stod i ca. 900.000 kroner.
 Uddeler Svend Aage Hansen blev ansat i 1983 og afløstes i 2017 af Michael Nielsen.
 Dagli’Brugs er nu den eneste dagligvarebutik i byen..

Mesballe – 1914-1971
 I 1910 havde købmand Andersen fra Ryomgård en forretning på Tjerrildvej 4 i byen, men en kreds af beboere ønskede en brugsforening og den blev stiftet på en generalforsamling den 27. marts 1914.

 Der blev købt en grund til 100 kroner lige overfor forsamlingshuset og man lånte 8000 kroner af Banken for Kolind og Omegn til at bygge for.
 Det første år var Mikael Pedersen uddeler. Derefter fulgte Andreas Hansen. På grund af problemer med bestyrelsen holdt han kun i to år, og blev efterfulgt af Valdemar Knudsen, der havde posten til 1939, altså 22 år. Fra 1939 til 1956 var uddeleren Valter Knudsen. Otto Andersen havde posten 1956-1959 og blev afløst af Bent Brøbech fra 1959-1968. I 1964 foretog man en større ombygning.
 Børge Møller blev uddeler i 1968, men da var det begyndt at gå tilbage med omsætningen, og på en generalforsamling i 1970 stemte man for en opløsning af foreningen og butikken blev lukket i 1971. Efter nogle år overtog ARKE grunden og bygningen blev nedrevet.
 
Ebdrup – 1914-1968
 I nogle år havde der været en mindre købmandsforretning lige over for Smeden, men i 1914 ville man også have en Brugsforening i Ebdrup og den blev stiftet med Jacob Rasmussen som uddeler helt til 1939.

Ebdrup Brugsforening 1916

 Derefter kom Viggo Skov i 14 år, og i 1953-1957 Børge Rasmussen. Børge Eskildsen var uddeler fra 1957-1965. Uddeler Vester havde et enkelt år, inden Hugo Lund lukkede og slukkede butikken i 1968. Der var altså brugs i Ebdrup i ca. 54 år.
 Anne Marie Sørensen drev derefter købmandsforretning indtil 1977. Ved lukningen var der stor sorg i byen. En nulevende indbygger sagde: ”At lukke butikken er kedeligt, men at lukke ”Rottehullet” er en helligbrøde!” Der blev hentydet til baglokalet, som i flere år havde været et populært samlingssted for mange af byens indbyggere.    
 

Stabrand Brugsforening – 1915 – 1984

Siden 1898 havde byen haft en købmandsforretning, men i 1915 tog lærer Rasmussen fra Krarup initiativ til at starte en Brugsforening i Stabrand og den startede samme år med Chr. Pedersen som uddeler. Efter dennes død i 1939 fortsatte hans enke Sofie sammen med en nevø som uddelere, indtil Sinne og Robert Guldholt blev ansat i 1946.
 I 1944 forlangte tyskerne Brugsen ryddet i løbet af 24 timer og man

flyttede til den gamle købmandsgård i Maarup, og der var man var indtil 1947, hvor bygningen i Stabrand kunne købes tilbage. Tyskerne havde brugt bygningen til depot og senere til kirkesal for tyske katolske flygtninge.
 Guldholts var uddelerpar indtil 1984, hvor man også i Stabrand måtte opgive at føre forretningen videre. Det kan tilføjes, at købmandsbutikken først lukkede i 2005, da Bent Odgaard døde efter 45 år som købmand i Stabrand.

Nødager – 1920-1987
 På dette tidspunkt var der 2 købmænd i byen, men dette år besluttede man at stifte en Brugsforening med adresse på Skaarupvej 4. De første år havde man en omsætning noget større end Brugsen i Kolind.

 Af uddelere kan man nævne Magnus Welling, Christian Harritz, Børge Pedersen, Bertel Clausen, Bent Jensen og Mogens Christensen.
 I 1987 måtte man også i Nødager give op. Ulla og Erland Sørensen købte bygningen
 og åbnede købmandsforretning, men på grund af for store omkostninger eksisterede den kun i 2 år. I dag er der ingen forretninger i Nødager.

 
Sivested  1946-1976
 På Sivestedvej 52 var den gamle skole fra 1890. Den blev lukket i 1939 og blev indrettet til købmandsbutik af fru Frandsen fra Kolind. I 1946 købte byens borgere både den og en købmandsforretning i nr. 35, og de oprettede en brugsforening i bygningen. Den eksisterede til 1975, hvor den måtte lukke på grund af svigtende omsætning.
 Lis og Peter Nielsen overtog bygningen og drev købmandsforretning indtil 1986, hvorefter de fortsatte med salg af planter og blomster indtil for nogle år siden.
 
Dette var en lidt nostalgisk gennemgang af de forskellige Brugsforeninger i Midtdjurs. Som allerede nævnt eksisterer der nu to SuperBrugser i Kolind og Ryomgård samt to Dagli’Brugser i Nimtofte og Pindstrup.
 Man kan se billeder af de forskellige brugsforeninger på www.danskebilleder.dk.
 
Kilder:
 Jubilæumsskifter fra brugsforeningerne i Kolind, Ryomgård, Nimtofte og Pindstrup.
 Bent Møller Pedersen og Knud Jensen: Dengang og nu – Rundt om Kolind I og II.    

MEJERIERNE I MIDTDJURS
Knud Jensen

Flere af mejerierne i vort område har tidligere været omtalt enkeltvis, og tidligere arkivleder Knud Jensen har givet en samlet gengivelsen af dem alle. Her bringes en opfølgning agf de tidligere artikler: 

Kolind Andelsmejeri 
I 1882 oprettedes det første Andelsmejeri i Danmark i Hjedding ved Ølgod. Der gik seks år, inden ideen nåede til Midtdjurs. Det første mejeri blev bygget i 1888 i Kolind og lå, hvor Kolind-Slagteren i dag har til huse. Det fik navnet ”Kolindsund Andelsmejeri”.  
I 1912 var man nødt til at bygge større, og for 4.500 kroner købte man en grund på Bugtrupvej af forstkandidat Chr. Dalsgaard. Navnet førte i 20erne til misforståelser, da der blev blokade mod Kolindsund Lodsejerlaug og mejeriet blev også ramt. Misforståelsen blev dog hurtigt opklaret, men man ændrede navnet til ”Kolind Andelsmejeri”.  På det tidspunkt hed bestyreren P. Basse og i 1929 efterfulgtes han af sønnen Peter Basse, der havde stillingen til 1969. Han flyttede siden til Spanien og døde i 2003, 102 år gammel. 

Af en statistik fra 1930 kan man se at der var 279 leverandører med 2500 køer og der blev indvejet 6.59 mill. kilo sødmælk. Mælkehandler Aage Jensen kørte i mange år rundt i byen med hest og vogn og solgte de forskellige produkter. 

Der var i 50’erne ansat 6 medarbejdere og som et ekstra frynsegode for beboerne i byen var der mulighed for at tage bad på mejeriet.  I 1966 byggede man ostelager og satsede på denne produktion, men det varede kun i 10 år, for i 1976 måtte mejeriet lukkes. Selve mejeriet blev jævnet med jorden, men Møllers K-marked indrettede sig i ostelageret og udvidede, også med benzintank. I dag har Super Spar til huse i bygningerne. 

Ryomgård Andelsmejeri 
I 1890 var tiden kommet til Ryomgård. Andelsmejeriet blev bygget tæt ved stationen på en grund lejet af godsejer Mourier-Petersen på Gl. Ryomgaard. I 1920 måtte mejeriet udvides, men beliggenheden var den samme lige til nedbrydningen i 1974. Alle ved nok, hvor mejeriet lå, og i dag kan man jo besøge et galleri på stedet. Den første bestyrer var Niels Jensen og han fortsatte i stillingen indtil 1919, da han blev afløst af Peter Bundgaard, som også besatte stillingen i rigtig mange år. 
Af statistikken fra 1930 kan ses at der var 230 leverandører med 1200 køer og en indvejning på 4.37 mill. kg sødmælk. Som alle andre steder begyndte der at komme vanskeligheder med at drive mejeriet op gennem 60’erne, og efter et samarbejde med Hornslet mejeri, der heller ikke blev en succes, måtte mejeriet lukkes i 1974 og bygningerne blev nedrevet.  

Nimtofte Andelsmejeri 
Næste mejeri blev bygget i Svendstrup ved Nimtofte i 1892. Der lå det indtil 1921, da man var nødt til at bygge et større mejeri på Stationsvej. Der står bygningerne den dag i dag. 
Statistikken fra 1930 viser at der var 223 leverandører med 1460 køer, og der blev leveret 4.85 mill. kg sødmælk. 

I byen havde man en hvid mælkevogn, der kørte rundt forspændt ”Mælkeklaus”, som hesten hed. På grund af alder blev den slagtet under krigen og der var sorg i byen, men de fleste steder blev der spist hestekød dagen efter. 
Der var også baderum til byens borgere, men ifølge lægen i byen blev det vist aldrig den store succes!  
I hele mejeriets levetid var der kun 3 bestyrere. Fra 1892-1918 I. C. Christensen, 1918-1938 Jens Peter Jensen og 1938-1970 Harald Christensen. 1959 byggede man osteri og det kørte fint, men vanskelighederne tårnede sig op og i 1966 blev der forhandlet med andre mejerier om samar-bejde, men det mislykkedes. I 1969 blev det besluttet at Ørum og Nimtofte mejerier skulle lægges sammen og Nimtofte mejeri nedlægges. Den sidste tur blev kørt 6. august 1970. 

Perstrup Andelsmejeri 
Så var turen kommet til Perstrup. Der blev bygget mejeri i 1894. Maskinerne blev drevet af en damp-maskine, der under krigen blev drevet af tørv, som leverandørerne leverede. I 1946 gik man over til elektrisk drift. 
Statistikken viser at der i 1930 var 86 leverandører med 650 køer, der indleverede 1.90 mill. kg sødmælk. 1944 fejrede man mejeriets 50. års jubilæum, der blev en festlig begivenhed i byen.  Mejeriet løb dog ind i problemer tidligere end de andre mejerier, og allerede i 1958 måtte man stoppe driften og bygningerne blev solgt til mejeribestyreren. 

Fællesmejeriet Bakkely, Sivested 
Det blev oprettet i 1909 af mejerist Haaning og var et privat mejeri. 
1929 hedder ejeren Oscar Vilhelm Jacobsen. Statistikken viser, at der i 1930 var 63 leverandører med 500 køer, og der blev indvejet 1.70 mill. kg sødmælk. Gennem mange år solgte man mælk ved gadesalg i Kolind, først med hestevogn og derefter fra bil. Den sidste ejer hed Kærgaard. Mejeriet blev lukket omkring 1970, måske nogle år senere. I dag er der privat beboelse. 

KRIGEN 1940-1945 – SET FRA TØSTRUP CENTRALSKOLE 
Inger Asmussen, Ebeltoft 

I 1939 blev der bygget en stor centralskole 1 km syd for Tøstrup. Den skulle være for børn fra hele omegnen. Overfor lå der en lille gård “Dalbo”, hvortil mine forældre flyttede i 1941. De havde i 1938 fået jobbet som pedelpar på skolen. 
Før vi flyttede til “Dalbo” boede vi i Sivested et par kilometer syd for skolen. Den 9. april stod jeg – 5 år gammel – udenfor vores hus om formiddagen og så de mærkelige sorte fugle flyve hen over himlen. Jeg vidste ikke, hvad det var og var også for lille til at forstå det. 

Det første år af krigen mærkede vi ikke meget til den, men i 1944 havde tyskerne “bedt” om lov til at bo på skolen. Der var ingen, der var begejstret for det. Lærer Boes var meget vred, men vi måtte bare finde os i det. Skolen havde tre lærere, Boes som førstelærer, lærer Simonsen som 2. lærer og frk. Thøgersen som lærerinde. 
Heldigvis kunne Simonsen tale tysk, så vi var ikke helt fortabte overfor tyskerne, og hans hjælp fik min far brug for senere. 
Den dag tyskerne skulle komme havde alle travlt med at rydde gymnastiksal med redskabs-  og omklædningsrum samt sløjdlokalet, som lå i kælderen ved siden af fyrrummet, der var min fars domæne. Bordene i lokalet skulle skrues af gulvet, og da alt var klart, ankom der så et regiment tyskere, der indlogerede sig de forskellige steder. Min far skulle ned i fyrrummet, og jeg ville gerne med. Da vi kom derned, så vi, at der udenfor døren sad fire russiske fanger. Vi gik ned i fyrrummet, og da far var færdig med at fyre, låste han døren, og vi gik hjem. 
Heldigvis skulle mine forældre i byen om aftenen, men i løbet af aftenen blev der så tilrøget nede i kælderen, at tyskerne troede, det var sabotage, men lærer Simonsen fik reddet trådene ud og forklaret, at vi jo havde haft travlt på grund af deres ankomst, og den forklaring var de tilfredse med. Det vist sig, at far havde glemt at lukke lågen til fyret. 
Hver aften skulle han derover ved 22-23 tiden. Der skulle være varme i skolestuerne næste morgen, når eleverne kom. Hver gang blev han holdt an af en tysker med gevær. Det var bælgmørkt, og alt var jo mørklagt under krigen. 

Frk. Thøgersen boede på 1. sal over skolestuerne og ved siden af hendes lejlighed var der et fint skolekøkken, som tyskerne også kunne bruge. Lærer Boes og lærer Simonsen havde hver en lejlighed, der lå i forlængelse af skolestuerne, så der var adgang ud til skolegangen fra hver side af gangen. I Simonsens lejlighed “lånte” tyskerne også hans kontor, der lå ud til gangen, så han måtte gå gennem “deres” kontor hver gang. 
En dag vi stod i vort køkken, kom der pludselig marcherende et helt regiment gennem vores gård, og de gik op på marken bag gården og begyndte at grave skyttegrave. Der fandt vi så ud af, at de ikke behøvede at spørge om lov! 
Ved siden af sportspladsen lavede tyskerne et landskab ved at grave en rende cirka ½ meter dyb. Så var der i midten et rektangel på cirka 2 gange 4 meter. Så kunne de sidde der og lave strategier angående øvelser eller hvad det var de lavede. 

En dag jeg kom ind i stuen, sad der en officer. Hvordan det gik til, at han sad der, ved jeg ikke, men min søster var der, og da hun gik på Ryomgård Realskole, havde hun lært tysk. Hun havde fået fat i, at han hed Eisennach, var købmand og havde kone og to børn, men han vidste ikke, om de var i live. Det syntes jeg faktisk var synd for manden, uanset om han var tysker eller ej. På mig virkede han som om han overhovedet ikke syntes godt om Hitler. Han ville hellere hjem til sin familie. 
Eisennach ønskede bare et godt og venligt forhold til os. Det kunne jeg tydeligt mærke, for en dag i skolegården kaldte han på mig. Han ville have mig til at gå til købmand for sig, og hvordan vi klarede det rent sprogmæssigt, kan jeg ikke huske. Om jeg fik købt det rigtige, melder historien ikke noget om. 

En dag kom min søster Ruth ikke hjem fra skole. De var nogle piger, der fulgtes ad til Ryomgård Realskole med toget fra Ramten, som ligger 3-4 km nord for Tøstrup. Vi anede ikke hvad der var sket, før der var nogen , der fortalte, at der havde været sabotage på Gjerrildbanen. Min far tog ud for at lede efter hende, og kl. 22 om aftenen kom de endelig hjem. Det var en lang skoledag, men den endte godt. 

De sidste soldater, der kom til skolen, var store drenge. Om nogle af dem nåede at komme til fronten, ved jeg ikke, men heldigvis var det ved at være slut, og det var alle glade for. Hvor lang tid de var på skolen, kan jeg ikke huske, men den 4. maj 1945 var de borte. Om aftenen var jeg ovre ved Bente Boes. Vi var ude i skolegården, da lærer Boes kom ud med Dannebrog under armen, og vi gik sammen ud og hejste flaget, og han så rigtig glad ud. På vi to ni-årige piger tror jeg ikke, det gjorde det store indtryk. Jeg tror ikke, at vi rigtig forstod det. 

Efter krigen skulle der ryddes op – rent bogstaveligt – og jeg husker, at jeg en søndag var med mor i kirke. Da gudstjenesten var slut og vi kom udenfor, holdt der en lastbil med åbent lad, hvorpå der var nogle mænd, og jeg mener, at de tog nogle af kirkegængerne med. Om det er sandt eller en drøm, kunne jeg tænke mig at få opklaret. Måske er der nogle, der ved mere. 

KOMMUNALVALG OG SOGNEKONGER I DET GAMLE MIDTDJURS
Knud Jensen

Der er sket meget siden de første sogneforstanderskaber blev oprettet i 1841, som regel med sognepræsten som formand. For disse råd var fattigdomsproblemet ét af de største. Først i 1867 bortfaldt præstens automatiske medlemskab. I 1855 indførte man, at der skulle vælges to halvdele til forstanderskaberne, den mindste halvdel af de mindre bemidlede i sognet, og den større halvdel af de, der havde de største gårde og betalte mest i skat, så denne del sad altid på magten.   Denne regel ændredes ikke før 1908, hvor kvinder for første gang fik valgret.

Nødager-Feldballe. Allerede i 1905 havde man i Nødager-Feldballe planer om at dele kommunen. Beboerne i Feldballe ville ikke blive ved med at betale til den fattigere Nødager kommune. Delingen skete i 1908. Det blev besluttet, at Nødager skulle have 56 personer med fattigunderstøttelse, mens Feldballe fik 64 personer.  Fra Nødager sogneråds protokoller ses bl.a.: 1913. En dyrlæge i Rønde får tilladelse til at køre på kommunens veje med motorvogn. 1915 anmoder amtmanden om at kommunen opstiller rækværk ved dybe skrænter. I 1919 får skolerne indlagt elektrisk lys. I 1921 vil man afskedige en lærerinde på grund af sin opførsel. Ministeriet bliver inddraget og vil have hende indlagt til observation på et sindssygehospital, men det vil kommunen ikke betale for, så det ender med at hun bliver afskediget med pension.  I 1966 blev Nødager kommune sammenlagt med Kolind-Ebdrup-Skarresø kommune.

I Kolind-Ebdrup-Skarresø var den første sogneforstander provst Høvring, der var en stor og stærk mand. Han sad der i 7 år, og derefter fulgte mange forskellige ledere, nogle i adskillige år. Egentlige sognekonger har der aldrig været tale om. Proprietær Th. Sørensen fra Benzonshøj var sognerådsformand fra 1944-54 og før ham sad gårdejer Marinus Rasmussen i en lignende periode. Også I denne kommune ses sjove ting fra protokollerne. Allerede i 1867 får Ebdrups unge lov til at holde 7 årlige legestuer, Bugtrup må holde 4 og Kolind 6. Hvorfor mon denne forskel? Udgifterne til veje var store og hvis de enkelte bønder kunne slippe, gjorde de det. Gang på gang måtte sognefogeden ud for at fortælle om pligterne. 

Når der var valg foregik det jo også i de mindre byer i kommunen. Der vidste man så nogenlunde fra gang til gang, hvor mange stemmer der faldt på de enkelte partier. Der var som regel ikke det store udsving. Ved et valg i Ebdrup omkring 1950 var der pludselig 2 stemmer på de radikale, og socialdemokraterne havde mistet 2 stemmer siden sidste valg. Der gik meget tid med at gruble over, hvem de to personer nu kunne være.

Marie Magdalene-Koed havde pastor Graae som den første sogneforstander. Først fra 1890 kender man navnene på sognerådsmedlemmer. I 1909 kan man måske tale om en sognekonge. Chr. Nielsen Hviid blev valgt til formand og var det lige til 1928, altså i 19 år. Efter ham kom Laurits Jensen fra Pindstrup, der sad på posten i 9 år. Så skete der noget specielt: Realskolebestyrer Erik Munch blev valgt ind på en Venstre-liste, men Socialdemokraterne foreslog ham som formand, og da han også stemte på sig selv, blev det sådan. Han sad i 2 perioder. I 1954 kom der en virkelig sognekonge. K. Løgstrup Knudsen fra Pindstrup blev valgt til formand og sad på posten i 4 år.  Han blev dog i 1985 afløst af den første og eneste socialdemokratiske sognerådsformand i de 4 gamle kommuner. Nicolaj Sloth fra Pindstrup blev nemlig valgt, men allerede 4 år senere kom Løgstrup Knudsen igen til magten og beholdt posten indtil 1970, men ikke nok med det – han blev borgmester i den nye Midtdjurs kommune indtil 1986, altså førstemand i 28 år.

Også i Marie Magdalene-Koed kommune ses der sjove ting i protokollen. I 1913 bevilgede man 12 lampesteder i lærernes lejligheder, men kun 5 i lærerindernes. Er der tale om diskrimination! 1916 får Socialdemokratisk Forening tilladelse til at afholde fest med dans og afholdsbeværtning i Korup skov. 1927 afvistes en klage fra Lensgreve Scheel på Gl. Ryomgaard over valget. Samme år sender Kolind brandvæsen en regning på 49 kroner for slukning ved Stadsborg. Kommunen betaler, men vil gerne have at vide, hvem der har sendt bud efter brandvæsenet!

En virkelig sognekonge
Det er der tale om i Nimtofte-Tøstrup. Som alle andre steder var det også en sognepræst, der var den første sogneforstander, nemlig pastor P. C. la Cour. I 1841 var Nimtofte den betydeligste by i Midtdjurs. Kolind og Pindstrup bestod af en klat gårde, og Ryomgård som by var der ikke tænkt på. Imidlertid blev landevejen flyttet og jernbanen kom til Djursland, og så var det slut med storhedstiden. Sognerådet havde de samme opgaver som i de andre kommuner, nemlig socialvæsen, skolerne og vejene. Det var de store opgaver. Måske skal her nævnes, at man i alle kommuner omkring 1940 begyndte at udgive såkaldte skattebøger, hvori kommunens indbyggere kunne læse, hvad de enkelte skulle betale i skat. Nysgerrigheden var stor og forargelsen også, hvis en stor gårdejer kun skulle betale 2 kroner i skat om året!
1937 kom gårdejer N. Høj Rasmussen ind i sognerådet, og så blev han der lige til 1970, altså i 33 år. Han var også en meget aktiv politiker ved planlægningen af den nye Midtdjurs kommune i 1970. Det var ellers foreslået af en kommission i 1962, at man skulle gå sammen med Ørum og Ginnerup kommuner, men det ønskede man ikke og resultatet blev jo som alle ved.

Midtdjurs kommune skal der ikke skrives meget om i denne artikel. Området fik den 2. socialdemokratiske borgmester, da Hans Chr. Baltzer var borgmester fra 1994 til 1998. Den største omtale fik kommunen dog, da man i 1985 havde glemt at sætte Erik Hansen fra Attrup på valglisten. Han stillede ellers op for Venstre. Det resulterede i, at Indenrigsministeriet dekreterede omvalg, og kommunen kom på alles læber.

FISKERIHAVNEN I SIVESTED
– da Kolindsund var en sø
Af Knud Jensen

Den 2. maj 1872 blev det første spadestik taget til de kanaler, der skulle udtørre Kolindsund. Udtørringen af Danmarks største sø var begyndt, og det fik store konsekvenser for lokalbefolkningen.

Et af de steder, hvor omformningen af tilværelsen greb meget ind, var den lille landsby Sivested. Der lå en lille havn, hvor fiskerfartøjer lagde til, og bønderne i Sivested ernærede sig for en stor del af jagt og fiskeri.

I foråret 1972 havde gårdejer Jens Madsen Kahr fra Sivested lige anskaffet en bog “Danmark – en topografisk beskrivelse”. I denne bog skrev han på titelbladet: “Denne bog tilhører Jens Madsen Kahr – 1872 – dette år den 2. maj begyndte det første gravearbejde til Kolindsunds udtørring”! Dette er på et tidspunkt fortalt til et dagblad af sønnesønnerne Johannes og Jacob Kahr.

Jens Madsen Kahr havde en vigtig indtægtskilde ved at fange fisk i Sundet og sælge dem i Randers. Sivested havde en lille havn med anløbsbro, hvor fiskefartøjerne lagde til. Det var et af de få steder ved søen, hvor der ikke var sivbræmmer.

Hver fredag eftermiddag læssede Jens Madsen Kahr en vogn med 500 pund fisk fanget i Kolindsund. Med sine heste kørte han den lange vej til Randers, hvor han var fremme lørdag morgen og solgte sine fisk på torvet for 2 øre pr. pund.

Undervejs havde han bedet i Slyngborg Kro, hvor hestene havde fået et foder og han selv en bid brød og en dram. Formentlig har han også forsynet den kendte kro med friske fisk. Et læs fisk kunne indbringe 10 kr., og det var mange penge dengang, så det var den lange tur værd. På årsbasis gav det over 500 kroner.

For at stille de 500 kroner i relation til landbrugets indtægter dengang, kan det nævnes, at den årlige bruttoindtægt på en sjællandsk bondegård var ca. 3400 kroner årligt. Deraf var godt halvdelen fra planteavl og resten fra animalsk produktion. I Sivested, hvor jorden er meget ringere end på Sjælland, har indtægterne sikkert ligget langt under, så fiskeriet har givet en væsentlig del af bruttoindtægten. Det var derfor en betænkelig sag at give afkald på denne indtægt, da Sundet blev udtørret.

Jens Madsen Kahr har næppe været en fattig mand. Det fortælles om ham, at han kun ville bruge sølv- eller guldpenge. Sedler ønskede han ikke at betale med. De kunne ikke gemmes hen med nogen sikkerhed for, at de bevarede værdien, mente han. Sønnesønnerne tror, at han havde den indstilling, fordi bønderne kunne huske statsbankerotten fra 1813.

Efter udtørringen blev der mellem aktieselskabet, der foretog udtørringen, og lodsejerne langs kysten truffet aftale om, at de som erstatning for den tabte fiskeret og rørskæret langs kysten vederlagsfrit fik et et areal i Kolindsund, og de blev fritaget for alle udgifter til udpumpning af vand og rensning af kanaler.

Jens Madsen Kahr fik 10 ha af den jord, der blev udvundet i Kolindsund for at afstå sine søretigheder. Men dette areal skulle også erstatte en årlig indtægt på omkring 500 kroner plus værdien af rørskæret, hvor der blev skåret rør til husenes tækning. I dag er det på disse lodder kornet, der skal give den indtægt, man i gamle dage fik fra fiskeriet.

Så kan man jo stille det spørgsmål, om disse tider kunne vende tilbage ved igen at gøre Sundet til en sø. Måske kan borgerne i Randers igen komme til at købe ferskvandsfisk fra Kolindsund?

MIN SKOLETID PÅ TØSTRUP SKOLE OG SENERE PÅ RYOMGÅRD REALSKOLE
Af Jørgen Sørensen

Jeg har altid gået i skole.

Min far og mor var henholdsvis pedel og rengøring assistent på Tøstrup skole,
skolen er bygget i 1939 og de fik jobbet fra starten og de fortsatte til den i 1963 overgik til forsorgen og blev eksternat skole.

Da mine søstre er nogle år ældre end mig, var det naturligt, at jeg var med på skolen, når min far og mor var der. Det var både i og udenfor skoletiden, samtidig med at lærer Boes havde en dreng, der var lidt ældre end mig, så ham var jeg også meget sammen med.
Lærer Boes havde sin svigerfar boende i de første år og jeg mindes de gode timer som han gav ved oplæsning af forskellige børnebøger, bl. a. Peter Plys.

Både før og i min skoletid var jeg meget med i det der foregik ved alle lærerne, vi hjalp meget i haverne hos både lærer Boes, men mest ved lærer høj. Da skolen blev bygget, var det stadig sådan, at en lærer skulle have så meget have, at meget kunne hentes der. Lærer Boes og Lærer Høj havde ud for boligen en prydhave, som en parcelhushave i dag og der foruden en nyttehave, der var på størrelse med 3 parcelhushaver. Det jeg husker, er at lærer Boes kun havde æbletræer og der var nok at plukke af. Og indtil frostvejret kom, stod de i kasser under trappen op til altanen. Der var nok en 20 – 25 kasser og der blev brugt af dem hele tiden. Når så frosten kom, blev de sat ind i kælderen.
Lærer Høj havde en del frugttræer og et drivhus med tomater samt mange urtesager. Når vi hjalp med at tage løg op, sagde han altid, at nu kan I sige til jeres mor, når hun siger ”I har beskidte fingre”, at det var løgene.

lektier, hvis jeg mødte lærerne efter skoletid. Jeg nåede at sidde efter som det hed den gang, det var noget med at kaste med viskelæder. Det kostede en time efter skoletid og så skulle der skrives ”jeg må ikke kaste med viskelæder”, 100 gange. Jeg mener vi var to der fik den straf.

Timerne var på 50 min og så var der 10 min. frikvarter, Jeg mener vi havde 18 timer om ugen i 1. klasse.
Lærerne var førstelærer Boes, han havde dansk, bibelhistorie og sang, så var der anden-lærer Høj, han havde regning, geografi, gymnastik, sløjd og så var der lærerinden frk. Vimmelmann, hun havde skrivning, håndgerning og hun var også i skolekøkkenet.
I frikvartererne legede vi tik, spillede fodbold eller slåssede. Om vinteren kastede vi med sne, det var svært at lave noget konstruktivt, da det hurtigt ville blive ødelagt.  Jeg husker, der kom en familie med 7 børn til at bo i sundet. Den næstældste kom i min klasse. Jeg husker ikke navnet, faren blev kaldt ”sluppen”, hvorfor ved jeg ikke. Drengen lugtede meget af petroleum, som var et meget brugt opvarmningsmiddel i 50’erne. Og selv om han boede i sundet, så var vand ikke hans bedste ven. Men han var for alle et nemt offer for drilleri ( i dag hedder det mobning), og det endte altid i slagsmål. Og selv om han var lige så stor som vi andre, var det en sejr at få ham ned og ligge og helst underst.

Da mine storesøstre havde gået på realskolen, skulle jeg også gøre det. Og modsat Tøstrup skole, startede skoleåret der efter sommerferien. Så jeg gik i femte fra april til sommerferien i Tøstrup skole for derefter at starte i femte på Reaskolen efter ferien 1957.
Fra at have fem minutters gang til skole, blev det nu til en skolevej der tog mindst en time at tilbagelægge. Om sommeren foregik det på cykel, og det kunne enten være over Sivested og Kolindbro og til Ryom eller over Tøstrup – Nimtofte og til Ryom. Længden af turen var den samme ca. 13 km. Normalt var det over Sivested, for der var flest at følges med, men afhængig af hvordan vinden var, kunne det være nemmere at køre over Tøstrup. Om vinteren foregik det med Fjellerup bussen fra Tøstrup, den havde vi månedskort til fra oktober eller november og til april. Jeg nåede aldrig at komme med Gjerrildgrisen, da banen blev nedlagt i 1956. Der kom elever fra Auning, Hornslet, Mørke og helt ude fra Gjerrild, Bønnerup og Fjellerup. På den tid kunne man kun tage realeksamen i Ryomgård og Trustrup.

en fodboldkamp mellem de ældste klasser  det forgik på de baner, bag tømrer Andersens lager og det er hvor Nordlyvej er i dag.

I første til fjerde klasse var der ikke så mange elever, idet det kun var dem der var fra Ryomgård og omegn der startede i første klasse. Der var mange i femte klasse og derfor var der 3 parallelklasser A, B, og C. Dem fra Ryom gik i A klassen og os der startede i femte, gik så i B eller C. Vi var jo efterkrigsbørn og de store årgange. Jeg husker da vi startede i 6. klasse var der 507 elever på Realskolen og vi var 42 i klassen, det var alt hvad der kunne være. Det varede dog ikke så længe, da flere hurtigt faldt fra og vi var 22, der tog eksamen i 9. klasse.

Når vi startede timen, stillede vi op i forgården hver klasse i 2 rækker, når alle var på plads, gik vi med vores lærer op til klasseværelset.

I femte klasse startede vi med engelsk, undervist af lærer Ole Jensen. Og gud trøste en, hvis ikke man kunne sine gloser, jeg skal lige sige, at man godt måtte slå eleverne dengang og jeg vil også sige, at det blev gjort i rigt mål. Der var flere der gjorde i bukserne.
Her hed det ikke regning, men aritmetik og geometri, henholdsvis regning med bogstaver og trekanter. Der kom også et fag til, der hed fysik, det var mest på læseplan, da instrumenterne i fysiklokalet var af ældre årgang. I 6. klasse fik vi så tysk, det var en svær en, men remserne lærte vi da.
Vi havde flere forfærdelige lærere, men ham til naturhistorie ( i dag biologi), var dog den værste. En gang havde han rodet sig ud i noget, som ingen af os kunne forstå/have interesse for, og da støjniveauet blev for højt, råbte han, at dem der ikke ville høre efter måtte gå på gangen. Det gjorde vi så og to piger blev inde hos ham.
Det varede dog ikke længe og frk. Weiner kom og fik os på plads igen.

Jeg fik min realeksamen i juni 1962 og var på det sidste hold, der tog en toårig eksamen, herefter skulle der 3 år til.

Som elev på realskolen var man noget særligt, idet den viden man fik her, var langt større end den man fik andre steder, og det mindste man kunne blive var statsminister. Jeg blev derfor noget skuffet, da det gik op for mig, at det var ikke rigtigt, for første gang jeg var på teknisk skole var der mange der havde samme viden som mig og nogle en større viden. Bl. a. derfor har mine egne børn ikke gået på Realskolen, men på Marienhoffskolen.

I dag har jeg et barnebarn, der går på Realskolen og efter ferien har jeg to, så nu kommer jeg der af og til. Der er nu 300 elever, det tror jeg fungerer bedre.
Jeg vil lige sige, at da jeg gik der, var der kun den gamle bygning til 500 elever!!

SLÆGTSBEGIVENHEDER I TØSTRUP SOGN
Knud Jensen

Lokalhistorikeren Søren Pedersen, Kolind skriver omkring 1950:
“Kong Frederik den VII besøgte måske Koustrup.

Lad det være sagt straks: Da de følgende skildringer for en stor del er givet ud fra gamle folks fortællinger for år tilbage, kan der måske forekomme enkeltheder, der ikke kan stå for historiens dom. Men stoffet forekommer at være så interessant, at det fortjener at fremdrages”.

Omkring 1890 fortalte en 80-årig mand far Kolind-egnen følgende historie:
“Engang Kong Frederik den VII besøgte Djursland, aflagde han besøg hos en gårdmand i Koustrup i Tøstrup sogn. Han hed Mads og havde været soldat i København, hvor kongen havde lært han at kende. Og da nu kongen var på Djursland, bestemte han sig for at besøge Mads i Koustrup. Da kongen uanmeldt trådte ind i stuen, blev Mads selvfølgelig meget overrasket, og i sin befippelse råbte han til sin kone ude i køkkenet: “Maren! Skynd dig at komme ind! Frederik fra København er kommen!”
Under den samtale, der fulgte, aftaltes det også, at Mads skulle besøge Majestæten, hvis han kom til København. Og Mads holdt ord. Under en senere tur til hovedstaden gik han op for at hilse på kongen. Og da Mads trådte ind i de kongelige sale, råbte kongen til grevinde Danner i et tilstødende værelse: “Louise! Skynd dig at komme ind! Mads fra Koustrup er kommet på besøg”! Man kan tvivle på rigtigheden af denne historie, men ser man nøjere på det, kan det ikke afvises, at historien kan være sand.

Kong Frederik den VII besøgte i dagene 12.-16. juni 1861 Djursland. Foruden grevinde Danner var der et ret stort følge med. Rejsen foretoges med hestekøretøjer, da der endnu ikke var jernbane på Djursland. Kongens rejserute var følgende: Århus, Kalø, Ebeltoft, Rugård, Katholm, Grenå, Sostrup, Meilgård, Fannerup, Nimtofte og tilbage til Århus.

Det ses altså, at kongen i hvert fald har været i Fannerup. Man mener endda, at han brugte tid på at udgrave gravminder på stedet. Det var én af hans store interesser. Da Fannerup og Koustrup ligger tæt ved hinanden, ville der være let adgang til at besøg Mads i Koustrup, så historien kan godt være rigtig.

Hvis det nu har sin rigtighed, kan man så ikke gå ud fra, at “Mads i Koustrup” var far til den senere gårdejer Jens Madsen? Han var bl.a. sognefoged og gift med Inger Marie fra “Rodehøj” i Koustrup. Blandt de børn der voksede op i deres hjem, var en datter ved navn Mathilde. De unge karle i omegnen havde et godt øje til hende, men hun foretrak forvalteren på Sjørupgården. Han hed Budtz-Møller og var løjtnant inden for militæret.

Løjtmant Budtz-Møller var muligvis kommet til egnen, fordi hans fætter Henning Møller ejede godset Vedø. Møller havde købt dette gods af Aktieselskabet Kolindsund i 1884 og ejede det til 1907, da han bortsolgte det til et konsortium. 338 tdr. land bortsolgtes derefter til statshusmands-brug, og sådan blev landsbyen Sundby til.

I 1890 blev de to gift og bosatte sig ved Viborg en kort periode, inden de forpagtede “Rodehøj” i Koustrup. Han følte sig imidlertid ikke tilpas ved landbruget, og gav sig til at læse til dyrlæge. Efter at have gennemført studiet, nedsatte han sig som dyrlæge i Thisted. Deres søn Bertel, som senere blev en kendt forfatter, opholdt sig meget af sin barndom hos Inger Marie og Jens på Koustrupgården, og fik der en god kammerat, Søren Zilmer, som senere blev gårdejer i Albøge.

I sin senere digtning fremdrog han minder fra både Koustrup og Skiffard. I en fortælling indleder han med at omtale navnene på sin barndoms byer: “Neden under bakkerne omkring Kolindsund i Østjylland ligger der i den gamle strandkant en række landsbyer hele vejen rundt fra Kolind i syd over Søby, Fannerup i nord tilbage langs den stejle østside, hvor de ligger gemt inde i vige, og på landsiden af skrænterne Skiffard, Koustrup til Sivested og Kolindbro – så har vi været den milelange vej rundt om det gamle sund, der nu ligger som et fladt bræt med spraglede fenner i tavl efter sæd og avl. Ligger man oppe på én af de talrige kæmpehøje, der kroner Kolindsunds mange næs og som ved siden af køkkenmøddinger og et utal af dysser spredt over hver ager – ja, så er man hjemme . . .”
Jo, han kendt sin barndoms land og holdt af det!

DA PETER SABRO VAR I SKARRESØ
Knud Jensen

Lokalhistorikeren Søren Petersen har skrevet om Peter Sabroes foredrag i Skarresø forsamlingshus i år 1900.

“Når der i brugsforeningernes første periode skulle antages uddeler, var det ikke altid ansøgerens handelskyndighed, der i første række sås på. Den vordende uddeler forventedes at være mere oplyst, mere belæst og i det hele taget have en videre horisont end de mennesker, han skulle virke iblandt. Der kan være noget om det en foredragsholder engang i 1890erne sagde, at de tre personer der kunne få mest betydning for sognets kulturelle liv, var præsten, læreren og uddeleren.

Da Skarresø Brugsforening oprettedes i 1898, var bestyrelsen da heller ikke i tvivl om, hvem der skulle antages som uddeler. Det var en ung mand fra sognet, P. Greve, som sad inde med disse egenskaber. Og han skuffede ikke. Foruden at passe sin butik levede han med i, hvad der foregik i folkets liv. Han skrev artikler i Grenaa Folketidende, og han samlede på oldsager, som nu delvis findes på Grenaa Museum. Han var også initiativtager til et forsamlingshus, hvor der holdtes foredrag og oplæsning.

Nu levede der i disse år en mand, der vakte røre viden om og ofte omtaltes i aviserne. Det var Peter Sabroe, som var medredaktør af Demokraten i Aarhus. I 1982 var han som 25-årig opstillet som folketingsmand i Ebeltoft, men blev ikke valgt. Det blev han i Aarhus i 1901. Han var tillige medlem af Aarhus Byråd.

Det der gjorde ham kendt i vide kredse var hans kamp for de små i samfundet. Han havde et varmt hjerte for samfundets stedbørn, og med enestående agitation gik han ind i kampen for disse. Han blev frygtet af de store og elsket af de små.

Det var sympati for Sabroe og hans gerning der fik uddeler Greve til at bede ham tale i Skarresø. Vanskeligheden ved hans besøg bestod i at skaffe ham et nattelogi. Gårdmændene tænkte på deres ikke just tiltalende karlekammere, som de nødigt ville han skulle se. Omsider meldte en frisindet gårdmand sig dog som vært, og det blev til gensidig glæde.

En efterårsaften i 1900 skulle foredraget afholdes. Salen var helt fyldt, da P. Greve bød velkommen og så talte Peter Sabroe. Meget fængslende fremdrog han oplevelser fra et besøg, han havde aflagt i London. Med stor harme omtalte han forskellen mellem de rige familier, han traf i Hyde Park, og de fattige, som boede i slumkvartererne. Og hele forsamlingen blev grebet af hans ord.

Alligevel var det ikke foredraget, der gav tilhørerne størst udbytte af aftenen. Det blev hans recitation af Henrik Ibsens fremragende digt Terje Vigen. Stående frit på gulvet fremsagde han digtet, der er på 42 vers med 9 linier i hvert vers. Her skal ikke gengives handlingen i digtet. Mon ikke de fleste kender handlingen i det lange digt.

For mig var det en stor oplevelse at høre Peter Sabroes oplæsning af det malmfulde digt. For en 14-15 årig tilhører førte det til, at jeg måtte lære digtet udenad og jeg brugte det også nogle gange i forsamlinger. Men aldrig uden at afstanden føltes mellem det, der præsteredes, og Peter Sabroes ildfulde og varmhjertede gengivelse”.

Ja, sådan skriver Søren Petersen i 1950 om sin store oplevelse i Skarresø forsamlingshus i år 1900. Om Peter Sabroe kan fortælles, at han var født i 1867 og blev som før omtalt socialdemokratisk medlem af Folketinget i 1901. På grund af sine yderligtgående synspunkter kom han tit i konflikt med mere moderate kræfter i sit parti. Men han kæmpede hele sit korte liv for børns og tyendes vilkår.

Han omkom i 1913 ved den store togulykke i Bramminge, hvor mange mennesker omkom.

HVORDAN SÅ DER UD I DET GAMLE PERSTRUP ?
Af Hans Bonde (Optimisten 2/2006)

De gamle i vor ungdom fortalte om et skomager- og træskoværksted, der var beliggende ved Skomagervejen. Ved Kukkebækvej boede der en væver, der samtidig var spillemand. Han havde to sønner. Den ene fik uddannelse som gartner, og drev i mange år et gartneri med drivhus og frilandsgartneri. Produktionen blev afsat på gartnerauktionen i Grenå. Den anden søn byggede Nødagervej 76 før anden verdenskrig. Der indrettede han et cafeteria ved navn ”Påfuglen”, hvor det gik muntert til, endvidere motorcykelværksted samt træskoværksted. En alsidig forretning.

Efter anden verdenskrig var den oprindelige skole på Møllebakken 1 blevet for lille til børnetallet. Da Theodor i nr. 76 havde fået et kunstigt ben efter en ulykke, byttede han med kommunen og drev derfra værkstedet videre, ja, man kunne endda få sit hår klippet, mens man sad på huggeblokken. Længere oppe på Møllebakken boede fiskehandler Thuesen, der drev en solid fiskehandel og et røgeri til fisk og flæsk.

I byens centrum var der omkring år 1900 et tømmerværksted. De gamle fortalte mig, at en tømrer købte Perstrupgårdens stuehus, efter at gården blev flyttet uden for byen omkring 1880. Han indrettede værksted på loftet. Hans kone kunne imidlertid ikke ha’ al den hamren og saven, for det larmede alt for meget i stuerne. Tømreren byggede så et nyt hus på Nødagervej 70 med værksted i kælderen, det var nu ikke stort bedre, det larmede stadigvæk. Han gik så i gang med at bygge et nyt hus. Denne gang byggede han værkstedet fritliggende, uafhængigt af stuehuset. Endelig fik han fred med konen. I 1952 var der blevet malerværksted der, men samtidig var den gamle maler og hans kone centralbestyrere på den lille Perstrup telefoncentral, der havde omkring 50 abonnenter.
Ligeledes i centrum havde købmand Pedersen en god stor landhandel, der handlede med kolonial, korn og foderstoffer samt brændsel og gødning til landbruget. Der var ansat tre personer, to voksne og en lærling. Købmand Pedersens far startede forretningen op i begyndelsen af århundredet.
Jeg traf ham som gammel mand, der for længe siden havde afstået forretningen til sin søn. Han fortalte mig, at da han startede forretningen op, købte han varer hjem for 300 kr.. ”Hvordan vil du få solgt alt det i Perstrup?” spurgte folk. Det gik nu fint for ham. Han blev det nærmeste man kommer til at være ”Matador” i byen.
Mejeriet blev nedlagt i 1957. Den ene af medarbejderne, der da stod uden arbejde, startede en kiosk oppe på Hvidhøjvej, og derved skaffede han og hans kone udkommet fint resten af livet. På Bygaden 16 var der en bygmester, der klarede både tømre- og murerarbejde. Han byggede flere huse i Perstrup og omegn. På Bygaden 14 var der smedeværksted. Der blev skoet heste og repareret landbrugsmaskiner. Bønder mødtes der og drøftede begivenhedernes gang. Nytårsaften slæbte de store drenge byens plove, harver og maskiner, der var indleveret til reparation, om i bækken, der løber forbi. Nytårsdag gav smeden dem en tikroneseddel for at slæbe det hele på plads igen.

Overfor boede Oskar Møller, der drev en omfattende handelsvirksomhed.
En overgang var der hele to murermestre, der byggede huse i by og omegn. Helt oppe ved Amu-Centervej var der en vognmandsforretning med to lastbiler. Forretningen havde kommunens kørsel. Bønderne slap derved for en del af den megen pligtkastning af sne, der mange gange var til stor ulempe for folk på gårdene.
Perstrup fik efter forholdene en stor industrivirksomhed. Det begyndte meget beskedent med, at Niels Fast købte nogle tønder land af sin far 20/3 1934 og startede med at harpe og sælge grus. Under anden verdenskrig begyndte han at støbe cement-mursten. Efter krigen udvidedes støberiet med kloakrør og blokke. I 1958 begyndte man at eksporter vaskede ral til Tyskland. Da talte de ansatte 15 mand. De fleste var fra byen eller nærmeste omegn. Virksomheden har betydet meget for vor lille by.
Min opgave er at skildre virksomhederne i ældre tid. Jeg vil dog lige nævne, at da sønnen Ole Fast afhændede virksomheden fortalte han mig, at der var ansat 125 mand. Virksomheden er dog stadig godt i gang, selvom vi skriver 2006.
I nyere tid er det store Amu-Center kommet til. Det er en anden historie, som andre og yngre folk, der ved mere om det, må skrive om.
I dag er der tilbage i byen Cementstøberiet, Amu-Centret, en frisør og et mekanikerværksted. Det er gået her som i alle andre små landsbyer. De små virksomheder forsvinder.
Der er flyttet mange nye folk til byen, så måske er der en ny udvikling i gang. Hvem ved?

EBDRUP – for 100 år siden
Knud Jensen

Hvis man ser i forhandlingsprotokollen for Ebdrup Menighedsråd fra 1904 vil man opdage mange beslutninger, som måske synes forældede i dag. Ligeledes er prislejet meget forskelligt fra i dag.

I 1913 godtager man forpagtningsafgifter for agerlodden ved Frellingvej på 196 kr. pr. år, for englodden kr. 220 pr. år og for en lille englod 29 kr. for et år.

1917 besluttes det, at der skal betales for orgelspil ved bryllupper og begravelser. Honoraret er 4 kroner for husmænd og ligestillede og 8 kroner for gårdmænd og ligestillede.
Samme år fastsættes følgende lønninger: Organist og kirkesanger 300 kr. pr. år, Graveren skal have 100 kroner samt 65 kroner for fyring og 50 kr. for rengøring pr. år. I 1924 forhøjes dette beløb til 75 kr.

I 1923 står der om årets budget: Udgift 925 kroner, indtægt 816 kr. Det giver et underskud på 108 kroner, som forventes dækket i det kommende regnskabsår.

Ved et møde i 1924 har der åbenbart været en afstemning om kvindelige præster. Det er nok Kirkeminsteriet, der har udsendt spørgeskema. På spørgsmål om adgang for kvindelige præster til kirkelige embeder stemte 5 medlemmer nej, 1 stemte ikke og 1 var fraværende. Det skal bemærkes at der var 2 kvinder i rådet og ingen af dem var fraværende.
Der blev samtidig stemt om kvindelige præster ved kvindelige straffeanstalter. Det kunne alle gå med til!

Ved et møde i 1926 bliver det besluttet, at man efter forhandling med Stiftsøvrigheden overtager vedligeholdelse af lærer Ydes og hustrus gravsted. Aftalen gælder indtil 1962.
Af protokollen kan man også se, at der har været flere årlige fællesmøder med Kolind og Ebdrup menighedsråd. Det skyldes ikke mindst bygningen af den nye kirke i Kolind samt flere præsteskift.

1909 afløses Johan Marinus Jørgensen af Poul Iver Hjorth Degenkolv. Denne bliver i 1918 afløst af Jens Peter Jensen. Han var kun i embedet i 4 år og i 1923 kom Marius Christian Kjær. Alle præster var jo medlemmer af de tre menighedsråd med stemmeret. Som regel var de også formænd for rådet. I Ebdrup var det dog kun de første år.

Ja, der er sket meget siden dengang. I de næste numre af Kirke & Sogn vil vi se på protokoller fra Kolind og Skarresø sogne. Protokollerne findes på Midtdjurs Lokalarkiv i Kolind, hvor man er velkommen til nærmere læsning.

SØSTRENE PÅ PETERSMINDE
Knud Jensen

Ældre personer i Kolind kan nok huske når søstrene Sofie og Johanne Gaardsted sammen med deres forvalter Knud Andersen kom kørende igennem Kolind i en vogn forspændt 2 jyske heste. Petersminde var en lille ejendom, som endnu ligger ude på Højsletvej i Kolind.

Deres far Hans Peter Gaardsted havde haft ejendommen indtil han døde i 1913 i en alder af 61 år. Der var 5 børn i ægteskabet, Johanne, Sofie, Agnes, Johan og Martin, der senere overtog Frellingvej 33. Efter faderens død førte moderen Rasmine Kirstine ejendommen videre med hjælp af de to hjemmeboende døtre, Johanne på 34 år og Sofie på 32 år. De to søstre blev aldrig gift. Til hjælp på gården havde de en fætter til deres mor, Knud Andersen, der kom fra Maarup.

Det var Johanne, der sammen med Knud passede ejendommen. Sofie tog sig af det huslige. Der var 6 køer, to heste, en griseso og en del får. Jorden lå nær ved, men de havde eng ude i Ellev ved Ebdrup. Den lå noget isoleret, men de havde vejret ud til den gennem et led ”mod betaling”. Knud Andersen kom til Børge Sørensen i Ebdrup og spurgte hvad han skulle betale, hvortil svaret var: ”Bare du lukker leddet efter dig”!

Det gik til tider hedt for sig, når Johanne skældte Knud ud i forbindelse med det daglige arbejde, men efter sigende ”var det som at slå vand på en gås”! Frida Gaardsted fra Frelling, hvis far Martin jo var en bror til søstrene husker flere af disse episoder, og ellers kan hun huske at bedstemoderen sad i stuen i chaiselongen og når hun kom gående ud til dem i Frelling var det altid strikkende på en strømpe, for tiden skulle jo udnyttes. Frida har også et lidt ubehageligt barndomsminde fra stedet, idet hun efter en ulovlig lille udflugt en middagsstund måtte indkassere en endefuld og blev smidt i seng. Hun mindes dog også de små lam, der til tider skulle have sutteflaske.

Søstrene Gaardsted og hele familien var nært tilknyttet Indre Mission og kom flittigt i Kolind  Missionshus, ligesom de var i kirke hver søndag, og arbejde om søndagen var bandlyst. Ifølge ældre borgere i Kolind blev Johanne med tiden slem til at falde i søvn under prædikenen, og det gav anledning til megen snak i menigheden. Knud Andersen var meget vidende og købte mange bøger. Frida husker at hans værelse var fuld af bøger, og var der noget man ville vide, kunne man bare spørge Knud, for han kunne altid give svar, men i en diskussion ville han helst have ret. At læse var ikke noget for søstrene, de havde nok i deres daglige gøremål.

Moderen Rasmine Kirstine døde i 1939 efter et fald ned ad en trappe i Kolind, men søstrene fortsatte med at drive ejendommen sammen med Knud Andersen, indtil alderen begyndte at trykke. I slutningen af 50erne solgte de gården til Svend Poulsen, og de flyttede ind på Søndergade i Kolind, hvor Sofie døde i 1959 og Johanne i 1965. Knud Andersen flyttede også til Kolind.

Svend Poulsen solgte omkring 1980 gården til Midtdjurs Kommune, der indrettede Petersminde til et værested med bl.a. E-klasse, væksthus og knallertbane til unge fra kommunen. For nogle år siden opgav man projekterne på Petersminde og kommunen solgte ejendommen. Nu er den indrettet til privat beboelse og fuldstændig restaureret. Det er svært at forestille sig, at der engang har været en lille ejendom drevet af to ugifte søstre.  

STABRAND FORSAMLINGSHUS
Knud Jensen

 Som i mange andre byer blev der også i Stabrand bygget forsamlingshus omkring år 1900. Det skete 1896 på gadejord lige midt byen. Det blev i de første år brugt af ungdomsforeningen og idrætsforeningen samt til juletræsfest og høstgilder. I slutningen af århundredet var drikkeriet temmelig udbredt. Mange drak dengang en til to potter brændevin om dagen, og det gik ud over familielivet og helbredet. Det blev til sidst for meget for nogle af beboerne og i 1901 stiftedes Afholdsforeningen. Den fik straks tag i befolkningen, og det blev efterhånden sådan, at de unge ved konfirmationen blev indmeldt i foreningen, og de der ikke ville være med, blev faktisk holdt uden for kammeratskabet. Afholdsforeningen holdt også deres møder i forsamlingshuset, men det blev flittigt brugt til mange ting, bl.a. til lørdagsklub, vinterfester, dilettant, missionsuger og filmaftener. Desuden er mange fødselsdage og sølvbryllupper blevet fejret i lokalerne. I 1944 skete der imidlertid en begivenhed, som ingen andre samfund i Danmark har oplevet. Flyvepladsen blev bygget ved Stabrand og alle indbyggere fik 1. marts ordre til at forlade hus og hjem inden 15. marts. Man måtte kun tage det allermest nødvendige med. Folk fik travlt med at finde logi og mange flyttede midlertidigt til familie eller venner. Besætninger og maskiner blev samlet på Trondhjemsgården og der blev holdt en større auktion over det indsamlede. Da huse og gårde var rømmet, flyttede tyske soldater ind. Mange gårde blev ombygget, skillerum revet ned og døre flyttet. Staldene blev lavet i værelser til soldaterne og efterhånden kom der tyske flygtninge og russiske krigsfanger. Alle bygninger blev som sagt beslaglagt af tyskerne, også forsamlingshuset. De byggede det dobbelt så stort og indrettede biograf og festsal i det. Ved krigens afslutning kom der flygtninge til Stabrand, men de forlod byen i 1947 og de tidligere lodsejere fik besked fra Indenrigsministeriet, at de kunne købe deres ejendomme tilbage. Nogle tog imod tilbuddet, og de ønskede efter kort tid at tilbagekøbe forsamlingshuset. Forsamlingshuset kostede 5.000 kroner, men der skulle en større reparation til, så man lånte 7.500 kroner i Nødager Sparekasse, og så blev der sat aktietegning i gang. Aktier til 150 kroner pr. stk. og der blev tegnet 57 aktionærer. Så oprandt en ny epoke.

 Der blev valgt en bestyrelse med vognmand Niels Nielsen som formand, Anders Sørensen som kasserer og Martin Larsen, Marinus Johansen og Karl Thomsen som de øvrige medlemmer. Man startede med at holde en stor befrielsesfest. Huset blev brugt meget i de kommende år, mest til de samme ting som før krigen, men også til nye tiltag. Der blev oprettet syklub, afholdt basarer og andespil, der var gymnastik, ligesom mange forenings-generalforsamlinger har fundet sted gennem årene.

Et specielt arrangement fortjener at nævnes:  
Den 31. august 1957 holdt Peter Madsen Pedersen, Horstved 100-års slægtsfest for Stabrand-slægten. Over 150 mennesker deltog i festen og året efter udgav Peter Madsen Pedersen bogen: “Stabrand-slægten gennem 300 år”. I 1970’erne trængte huset til en større renovering, men det blev for dyrt, så man opgav at gøre noget ved det og huset stod langsomt og forfaldt. Tømrer Henning Jensen købte i 1979 forsamlingshuset og benyttede det til lagerbygning. Han solgte i 1981 huset til Midtdjurs kommune, som lod det rive ned. Således gik det for et af de største forsamlingshuse på Djursland. 

BARNDOM I KRIGENS SKYGGE
Knud Jensen

For os i den ældre generation er “krigen” naturligvis 2. verdenskrig fra 1939-1945. Det er jo ikke selvfølgeligt for yngre personer, der ikke selv har oplevet denne krig.

I 1940 var jeg fem år og husker svagt de store flyvemaskiner der kom lavt hen over Danmark på vej til Norge. Det er imidlertid tankerne om det lille vældhul, der lå og stadig ligger i engene mellem Bugtrup og Skarresø. Fra jeg var helt lille gik jeg tit med far, når han trak de 4-5 køer ned gennem skoven til kæret, hvor der var græsning hele sommeren. Der var et lille vældhul, hvor kreaturerne kunne drikke vand. For at de ikke skulle ødelægge jorden, var der lagt en brøndring omkring vældhullet.

Vand har altid fascineret os mennesker, og det var heller ingen undtagelse for mig, når jeg lå på maven og kunne se vandet pible frem af sandbunden. Det smagte også dejligt. Da jeg blev omkring 8 år, fik jeg selv lov til at trække køerne gennem skoven og skulle altid hen at smage på vandet. Sammen med mine søskende og andre børn legede vi i afløbet ned til åen. Vi anlagde små havne og lavede krigsskibe af brædder med kanoner lavet af søm og udkæmpede drabelige slag. Vi fik nok idéerne fra Randers Dagblad, hvor der var reportager fra krigens gang i verden. Vi savede også revolvere ud af krydsfiner. Som børn forstod vi jo ikke alvoren i alle de begivenheder, der skete omkring os.

I 1944 skete der noget helt nyt! Tyske soldater blev stationeret i skoven, og det var slut med at trække køer den vej. De gravede skyttegrave og underjordiske garager til køretøjer. Vi fandt siden ud af, at det var fordi man fra tyskernes side frygtede en invasion af de allierede tropper. Nu fik vældhullet besøg af tyske soldater, der slukkede deres tørst. Hos mor og far kom de også for at købe æg og flæsk, og tit stod der en soldat og vaskede sig ved vandposten ude i gården. De havde også billeder af deres familie derhjemme, og dem viste de gladeligt frem. Desuden fortalte de os, hvad tingene hed på det tyske sprog.

Jeg husker en underofficer, som kom ind om aftenen og spillede dam eller mølle med far. Han havde et revolverbælte, som han hængte over stoleryggen. Jeg husker ellers ikke så mange detaljer fra den tid, men en episode skal dog med. Vores nabo Niels Ølholm kom en dag og sagde til mig: ” I dag er det Hitlers fødselsdag. Skal vi ikke give ham en buket tidsler?” Det syntes jeg var meget sjovt, så jeg løb og sagde det til mor, og hun udbrød forfærdet: “Ti da stille, dreng! Sådan noget må du ikke sige!” Det forstod jeg vist ikke rigtigt!

I begyndelsen af 1945 forlod tyskerne pludselig skoven. Da var flyvepladsen ved Tirstrup anlagt, og efter et par angreb af engelske flyvemaskiner gravede far et beskyttelsesrum inde i skoven. En nat var der endnu et engelsk luftangreb mod flyvepladsen og mor og far og vi tre børn tilbragte et par timer i rummet. Det var ret uhyggeligt, men da vi dagen efter fortalte vore skolekammerater om det, grinede de bare. Dagene efter et luftangreb kunne vi så finde masser af sølv-strimler, som de engelske maskiner havde kastet ud for at forvirre det tyske antiluftskyts.

Efter krigen genoptog vi nogle af legene ved vældhullet, men det blev aldrig det samme. Vi var nok blevet for gamle. I stedet gik vi over til at lege med legetøjssoldater, som vor kammeret Poul Willum fra Kolind havde mange af. Nu gravede vi store anlæg med borge og palisader, som vi beskyttede med forskellige slags soldater. Fantasien var stor. Hvorfor vil børn mon så gerne lege krig?

Vældhullet er der stadig, men der har ikke været kreaturer i mange år, så det er helt tilgroet. Dog kan man sagtens finde det, og det sumpede område viser tydeligt beliggenheden, ligesom der er tæt bevoksning langs afløbet ned mod Korup å.

EN UDVANDRERSLÆGT I EBDRUP                                                                                           
Knud Jensen

I årene 1820 til 1945 udvandrede i alt ca. 350.000 fra Danmark til Amerika. De rejste af mange forskellige årsager.
I 1923 udvandrede en ung mand fra slægtsgården i Egens på Mols. Den unge mand hed Thorvald Christiansen. Han var født i år 1900. Hvorfor rejste han? Dels for at se noget af verden i ungdommens år, dels for at kunne tjene noget til at købe en gård for. Det var svært i disse år at tjene nok herhjemme.

Udvandringen var godt tilrettelagt. Thorvald havde adresse på en farmer i Omaha, Nebraska, og var derved sikret arbejde fra starten. Rejsen gik over København og Oslo til New York. Den tog 12 døgn. Derefter kørte Thorvald med to andre unge danske landmænd med toget ind i det store USA til Omaha på prærien.

Farmen var en mejerifarm med 60 malkekøer og salg til byen. Der hørte godt 200 acre til farmen (omkring 80 ha), dyrket dels med lucerne til høbjergning, dels med majs, hvoraf noget til modenhed og noget til hakkelse i grøn stand og til at ensilere. Regnskyl og snesmeltning inde i landet kunne få floderne til at svulme voldsomt op, så det var med at holde øje med dyrene, så man kunne få dem væk i tide.

Mekaniseringen var længere fremskredet end her i landet. Dog udførtes malkning med håndkraft, fordi malkemaskiner ikke var til at rengøre godt nok. De modne majskolber plukkedes af med håndkraft og siden pilledes kernerne af med fingrene. Der var 4 faste medhjælpere på farmen. Man talte og forstod dansk, og det var til stor hjælp for Thorvald.

Kirkerne i USA er private foretagender. Efter gudstjenesten om søndagen samledes man til fællesspisning og underholdning. Her traf Thorvald et halvt år efter ankomsten en ung dansk pige, Anna. Hun stammede fra “de stærke jyders land” (omkring Hedensted og Vejle) og havde to brødre i USA. Hun var før Amerika-turen elev på Rønde højskole, kun 4 km fra Egens!
Efter to år i Omaha blev Anna og Thorvald gift i Detroit, Michigan, og der tog de nu ophold. Anna drev pensionat, og Thorvald tog plads på et mejeri og fik her dobbelt så meget i løn som i Omaha. Bil havde han købt, den legendariske Ford T, og den kostede 475 dollars. Kørekort var ikke nødvendigt.
1929 tog familien hjem til Danmark på besøg. De sejlede med “Stavanger” til Oslo og kørte med tog ned gennem Sverige og hjem til Danmark. Men besøget blev til varigt ophold, idet de købte gård i Ebdrup. Købet kunne ske til en fornuftig pris, og de opsparede dollars var til god hjælp. Medhjælperstaben var 3 karle, 2 faste daglejere og 2 piger.

Men så kom den store verdenskrise. Den “sorte dag” i USA på børsen i Wall Street fik aktiekurserne til at falde voldsomt, og bankkrak og arbejdsløshed fulgte. Herhjemme steg produktionen stærkt ved brug af indkøbt korn fra USA. Men så gik priserne helt i bund på grund af overproduktion. Thorvald købte et hold grise til 50 kroner pr. stk. og solgte dem 3-4 måneder senere til slagteriet for 30 kroner! Så billigt indkøbt foder kunne ikke klare det. En spædkalv kostede 5 kr. (skindets værdi).

I 1932 indførtes bl.a. svinekort (produktionsregulering) og sammen med andre tiltag bedredes de økonomiske forhold. Mange landbrug gik på tvangsauktion i disse år, og i byerne var der meget stor arbejdsløshed.

I 1931 skete den store katastrofe i Ebdrup. 5 gårde brændte ned, også Thorvalds. Byens brandsprøjte faldt sammen, da den skulle i brug. Og de tætbyggede, stråtækte længer fængede let. Branden bevirkede betydelige ændringer i Ebdrup. Naboen til Thorvald flyttede sin gård syd for Ebdrup, nu Højskovgård. Der blev så plads til, at Thorvald kunne opføre de lange udhuslænger og det præsentable stuehus, der i dag hedder Ebdrupgård. Også de andre gårde fik nye og bedre bygninger med brandfaste tage, og bygaden blev reguleret. En lignende storbrand kan næppe ske igen.
Fire brande i Ebdrup er kendte. 1871 brændte Hovgård og blev opført på sin nuværende plads.
1931 var så den store brand. 1946 brændte udhusene til Højskovgård og i 1975 udhusene til Langagergård. Efter 1978 brændte også udhusene til Kraghøjvej 8.

Thorvald var i en lang årrække formand for menighedsrådet og i bestyrelsen for mejeri, brugs, sparekasse og hesteforsikring.

1963 blev gården overtaget af sønnen Ove og hans hustru Ane Margrethe. Anna og Thorvald flyttede op i deres villa på bakketoppen nord for byen. Nu blev der tid til at slappe af. 2 børn boede i Amerika, og flere gange var Anna og Thorvald ovre at besøge dem. Anna døde i 1984.

I 1987 solgte han huset og fik ophold på Vikingegården i Kolind. Så sent som i 1988 besøgte han to døtre i USA og Canada. Lige til det sidste var han i stand til at tale og skrive flydende engelsk. 
Thorvald Christiansen døde i en alder af 92 år.

Kilde: K. E. Handberg: Historier og andet fra Ebdrup og omegn.

FOR MANGE ”ØLHØVLE” KAN VÆRE FARLIGT!
Knud Jensen

Lokalarkivet er kommet i besiddelse af en udskrift fra Fogedprotokollen i Ebeltoft, hvori der står beskrevet, hvordan der er foretaget ligsyn og forhør i anledning af, at arbejdsmand Rasmus Christian Christensen er fundet druknet den 27. maj 1895. Fogedretten blev sat ved sognefoged R. Jensen i Kolind den 30. maj 1895.

Fogden havde i samarbejde med distriktslægen synet liget af afdøde, der var henlagt på nogle brædder i en lade ved gården Bakkely fuldt påklædt. Liget blev undersøgt og der fandtes ikke spor af ydre vold. Derefter begav retten sig til det sted, hvor liget blev fundet, nemlig ved Søndre Landvandskanal i Kolindsund ca. 1600 alen fra gården Bakkely, og der fandtes heller ikke spor af vold. Stedet blev påvist og det viste sig at være et smalt gangbræt over kanalen med rækværk på den ene side.

For retten fremstod Anders Larsen af Bakkely på Kolind mark, der forklarede, at afdøde havde tjent ham siden 1.maj dette år og han havde været flink og afholdt i den tid. Larsen havde hørt at afdøde var forfalden til druk, men når undtages, at han var udeblevet fra sit arbejde et par gange og først kom dagen efter på grund af beruselse, havde man ikke mærket noget til det. Lørdag den 26. maj om aftenen gik afdøde fra Bakkely for at gå til Kolind station, hvor han ville tage imod en søn, der samme aften skulle komme med toget, og siden havde han ikke set ham.

Efter hvad han havde hørt, kom sønnen imidlertid ikke, og afdøde gik så ind til en mand i Kolind, hvor han skal have fået øl at drikke, og Anders Larsen formoder så, at da han senere skulle passere det beskrevne gangbræt i beruset tilstand, er faldet i og druknet. Han mener at der er tale om et ulykkestilfælde og at der ikke er grund til at antage, at der skulle være tale om selvmord.

Derefter fremstod for retten arbejdsmand Rasmus Svenningsen fra Kolind, der forklarede, at han i morges kl. 5 trak en ko ud for at lade den græsse ved dæmningen. Da han trak koen over en af broerne, så han noget i vandet, og da han havde hørt, at afdøde havde været væk siden lørdag aften tænkte han straks, at det kunne være ham, så han gik hen til stedet og fik ret i sin formodning. Han gav straks besked til Anders Larsen og sognefogeden, hvorefter liget blev trukket op og kørt til Bakkely på en vogn. Videre havde han ikke at forklare.

Derefter fremstod bager Anton Frandsen Svantemann fra Kolind, der forklarede at han lørdag aften havde været ude at spadsere med sin kone, og da de kom hjem kl. 9.30 sad afdøde i hans stue sammen med karlen Ove Sørensen og ungkarl Jens Peder Olsen. De sad og drak “Ølhøvl” – hvilket er øl og brændevin blandet sammen. Så vidt bageren kunne skønne, var afdøde ædru dengang. Han blev og spiste aftensmåltid sammen med dem, hvortil han drak en snaps, men det kunne ikke mærkes, at han havde nydt spiritus. Straks efter gik bageren til sengs, så han ved ikke, hvad der videre skete med afdøde. Hans mening er også, at der må foreligge et ulykkestilfælde.

Derefter fremstod arbejdskarl Ove Sørensen af Kolind, der formanet til sandhed forklarede, at han sammen med ungkarl Jens Peder Olsen lørdag aften sad hjemme hos bager Svantemann, hvor de sammen drak en “ølhøvl”. Da det sidste tog var gået fra Kolind station kl. 9 kom afdøde ind til dem, og da de vidste, at han godt kunne lide spiritus, bøde de også ham en “ølhøvl”. Denne blev tilberedt på den måde, at man hældte en kaffekop halv fuld af øl, og derefter blev koppen fyldt med brændevin – der kunne vel være tre snapse i en sådan kop. Efter at afdøde havde nydt denne drik, fik han atter én, som blev tilberedt på samme måde. Derefter kom bagerens hjem og indbød dem til at spise til aften, og da nød afdøde 2-3 snapse til maden. Da bageren var gået til sengs, mener Ove Sørensen ikke, at de nød mere spiritus, men han kan ikke huske det, da de havde drukket en hel del, inden afdøde kom. Han mener dog ikke, at afdøde var drukken, da han talte fornuftigt, men indrømmer, at han nok selv var meget fuld. Imidlertid fulgte han aføde på vej omkring kl. 11, men da han som anført ikke mente, at denne fejlede noget, fandt han det ikke nødvendigt at ledsage ham længere.

Til sidst fremstod afdødes søn, tjenestekarl på Vedø Anton Peder Christensen, der fortalte at hans faders fulde navn var Rasmus Christian Christensen, 61 år gammel, og at han havde været enkemand i 12. år. Han ved, at hans far holdt meget af spiritus, og efter hvad han nu har hørt her i Kolind, tror han at afdøde i beruset tilstand er faldet i kanalen og druknet. Han er sikker på at han ikke har taget sig selv af dage, da han altid var tilfreds med livet.
Disse erklæringer blev oplæst og vedtaget.

Den 1. juni 1985 blev Fogedretten i Ebeltoft sat, og erklæringerne fra ligsynsforretning og forhør blev sammen med distriktslæge Havens legale ligsynsattest fremlagt og taget til følge.
Forhøret sluttet og Fogedretten hævet.

Grenaa Folketidende, den 3. juni 1931:
MÆGTIG ILDEBRAND I LANDSBYEN EBDRUP VED KOLIND I EFTERMIDDAG

5 Gaarde og 2 Huse blev lagt i Aske.  –  Forsamlinghus, Skole og Kirke var truet, men blev reddet.

Ilden opkommet fra en Kortslutning.
I Middags har en mægtig Ildebrand lagt over Halvdelen af Landbyen Ebdrup ved Kolind i Aske. Ilden opstod nogle Minutter over Klokken 12 Middag i Th. Christiansens Gaard, der ligger i den vestlige Udkant af Byen. Man var her ved at male Korn med en Motor, der var ophængt paa en Bjælke i Laden. Under Malingen sprang der en Sikring og man satte derfor en ny sikring  i. Næppe var dette imidlertid sket, før der skete en kortslutning, og i næste Nu slog store Flammer ud fra Laden. Man forsøgte straks at slukke Ilden, men det viste sig at være haabløst. I den stærke Vestenstorm bredte Ilden sig med rivende Hast, og i Løbet af Sekunder var hele den store Ladebygning omspændt af Flammer. Man var snart paa det rene med, at Gaarden ikke stod til at redde, og da den stærke Blæst bar en Regn af Gnister over den øvrige Del af Byen med de mange staatækte Gaarde, var der stor Fare for, at Ilden kunde tage et større Omfang. Man alarmerede straks Motorsprøjten fra Kolind samt Omegnens Smaasptøjter, men længe før de kunde være paa Brandstedet, var over Halvdelen af Byen et flammende Baal, der sendte en Regn af Gnister viden om, samtidig med, at en tyk og kvælende Røg næsten gjorde det umuligt for de mange Mennesker, der var gaaet i Gang med Redningsarbejdet, at komme i Nærheden af de brændende Bygninger.

De brændte Gaarde.
I Th. Christiansens Gaard, hvor Ilden opstod, indebrændte 1 Hest, 1 Stud, 7 Kalve og alle Svinene. Endvidere brændte saa godt som alt Indbo og alle Maskiner. Herfra bredte Ilden sig til Ejner Thuesens Gaard, der ligeledes blev Ildens sikre Bytte. Ogsaa her brændte det meste Indbo, medens det lykkedes at redde alt levende, maaske med Undtagelse at et Par Svin. Fra Thuesens Gaard sprang Ilden over til Søren Hougaards Hus og Alfred Madsens Gaard, og heller ikke her lykkedes det at redde ret meget af Indboet, medens alt levende kom rettidig ud. Herfra bredte Ilden sig til Hans Henriksens og Christen Christensens Gaarde samt Jakob Rasmussens Hus. Hos Chr. Christensen reddedes Stuehuset, der var tegltækket, og alle disse Steder fik man alt levende og det meste Indbo ud.

Hvad der var truet.
En Tid lang var baade Brugsforeningen, Skolen og Kirken, der ligger tæt ved Jakob Rasmussens Hus truet, men ved Hjælp af Sprøjterne lykkedes det at redde disse Bygninger. I Modsætning til de fleste Steder paa Landet var der rigeligt med Vand fra en stor Dam, der ligger ved Th. Christiansens Gaard, og Motorsprøjten vedblev at dænge Vandmasser ned over de truede Bygninger.

Ildens Bytte blev altsaa 5 Gaarde og 2 Huse, og Branden er saaledes en af de største, der i lange Tider har hjemsøgt Djursland. Den før saa idylliske Landsby, hvor nu kun 4 Gaarde og 6 Huse er tilbage, frembød efter Branden –

Et sørgeligt Skue
Overalt løb forvildede Kreaturer, Heste og Svin omkring, langs Grøftekanter og i Haver var henslængt Bohave og Husgeraad, og i alle Ruinhobe saas de sørgelige Rester af Landbrugsmaskiner, Vogne osv. Paa Brandstedet var i Eftermiddag samlet mange Mennesker, men der var ikke meget at gøre. Den kvælende Røg forhindrede endnu alt Opryd-ningsarbejde, og man regner ikke med at faa Ilden slukket i alle Brandtomter i Dag. Allerede før Kl. 2 var Politimester Caspersen samt Overbetjent Bendt og Betjent Holtum fra Statspolitiet paa Brandstedet, men heldigvis synes Ildens Aarsag fuldt opklaret, saaledes at der ikke bliver noget at gøre for Politiet.

Brandskaden har selvsagt endnu ikke kunnet opgøres. men at den løber op i flere Hundretusinde, er givet.

Bygningerne var forsikrede i den alm. Brandforsikring for Landbygninger og Løsøret hos Wistoft. Christiansens og Thuesens Bygninger og Løsøre for tilsammen 90.000 Kr., Alfr. Madsens for ca. 44.000 og de øvrige for ialt ca. 50.000 Kr.

En Bil, tilhørende Christiansen, og som stod i en anden Gaard brændte – den var ikke forsikret.

Naar Landsbyen paany bliver genopbygget efter Branden, vil den antagelig ganske skifte Karakter. Alle Gaarde laa tæt sammenbyggede inde i Byen, og flere af dem havde deres Marker langt derfra. Man kan derfor gaa ud fra som givet, at de fleste Gaarde nu vil blive flyttet ud i Markerne.

Erstatninger efter branden:

Ejner Thuesens gård kr. 23.321,00. Gården blev flyttet til adressen Astrupvej 49.
Th. Kristiansens gård kr. 34.518,00.
Jacob Rasmussens hus kr. 2.518,00.
Kr.Kristensens stuehus kr. 10.199,00.
Alfred Madsens gård kr. 18.834,00.
H. H. Henriksens gård kr. 16.241,00.
Søren Hougaards hus kr. 1.995,00.

Allerede året efter var de fleste bygninger genopført, da håndværkerne havde god tid i denne periode.