KOLIND I GÅR

Lokalhistorie
fra nutiden

Titlen “Kolind i går” refererer til, at vi nu ikke er længere tilbage i tiden end nogle (ældre) kan huske “som var det i går”. Af web-tekniske årsager er det også praktisk at adskille den nyere tid lidt fra den ældre (siden “Kolind”), ligesom den bedre overskuelighed forhåbentlig bifaldes af læserne.

Indholdsfortegnelse

HÅNDBOLDKAMP PÅ “ANLÆGGET” I KOLIND I 1954. Anlægget omdannedes senere til dyrskueplads.
FRA FØRSTELÆRER TIL SKOLEINSPEKTØR (Uddrag af Kolind Skoles 40 års skrift)
SØREN PETERSEN, JENNINGKJÆRET (Knud Jensen)
MIN LÆRETID SOM TYPOGRAFLÆRLING (Knud Jensen)
HVAD JEG HUSKER FRA “KRIGEN” (Knud Jensen)
EN MÆLKETUR TIL KOLIND MEJERI I 40érne (Knud Jensen)
VED ET AFVANDET SUND (Jens Hougaard, tidligere Hotel Kolind)
EN IVÆRKSÆTTER KOMMER TIL KOLIND (L. Simonsen fortæller til Bent Møller Pedersen)
KOLIND BAG FACADEN (Fotoserie af Bent Møller Pedersen)
FLYGTNINGE I KOLIND (Knud Jensen)
DEN INDREMISSIONSKE KOLPORTØR FRA SIVESTED (Knud Jensen)
LÆRERDATTER I GL. KOLIND (redigeret af Knud Jensen)
VOR MAND PÅ TINGE (Søren Pedersen/Knud Jensen)

INDKOMNE FOTOS TIL SUPPLEMENT AF ANLÆGGET I KOLIND – 1954 – NEDENFOR:

ANLÆGGET I KOLIND – 1954

FRA FØRSTELÆRER TIL SKOLEINSPEKTØR
…OM ET LIV PÅ KOLIND SKOLE
Uddrag fra 40 års jubilæumsskriftet fra Kolind Centralskole 1955 – 1995

Fru Jacobsen tager beredvilligt imod, da jeg ringer på, selvom hun ikke ved, hvem jeg er, eller hvad jeg vil. Da hun får at vide, at vi gerne vil fortælle hendes og hendes mands historie, fordi de er en vigtig del af skolens historie, bliver tre kæmpestore scrapbøger fundet frem. Fru Jacobsen har heldigvis gemt alle avisudklip, breve og papirer fra deres lange og spændende liv, og historien er nedskrevet til børn og børnebørn. Jeg får lov at låne dem med mig. At dykke ned i dem er som at dykke ned i en anden verden.
Hr. Jacobsen var Kolind Centralskoles første skoleinspektør, fru Jacobsen var kvinden, der stod bag og spillede en vigtig rolle. Men inden de nåede dertil, måtte de ”gå så gruelig meget igennem.”

Hr. og fru Jacobsen er begge sønderjyder. Da de mødte hinanden, er han kommis. Det er et job, han aldrig har været glad for, men i hans barndomshjem var der ikke råd til at læse, selvom han allerede dengang brændende ønskede at blive lærer.
Efter at de har kendt hinanden et par år, beslutter de sig for at rejse til København, for at han kan læse på KFUM’s lærerseminarium. De opgiver en lille forretning, som de har, for at han kan få sin drøm opfyldt. De har ingen penge, og der findes ingen offentlig hjælp, men netop derfor vælger de København, for der er det muligt at gemme sig i mængden. Der kan man gå klædt, spise og leve, som man har penge til. Begge hans forældre er døde, og hendes er stadig mærkede økonomisk af 1. verdenskrig, så de må klare sig selv.

Han kommer ind på seminariet, og ved siden af det arbejder han som natportier på et hotel. Arbejdstiden er fra ni aften til syv morgen, så fra hotellet er det direkte til seminariet. Inden han møder igen om aftenen, skal han både læse og sove. Hun tager alt det arbejde, hun kan få. Hun er bl.a. stuepige og kogepige på et andet hotel.
Inden seminarietiden er omme har de tre børn, men økonomien og helbredet rækker ikke til, at de kan beholde dem hos sig. Børnene kommer i pleje og på børnehjem.

Hr. Jacobseb bliver lærer i 1933, hvor arbejdsløsheden er på sit højeste. Efter en kort tid i Sønderjylland, kommer de først til Marie Magdalene, så til Pindstup Skole inded de i 1938 kommer til Kolind Skole, hvor hr. Jacobsen ansættes som førstelærer. Det er på den tid en to-klasset skole med to lærere, hr. Jacobsen og hr. Malfeld, og godt 100 børn.
De to familier bor også på skolen. Fru Jacobsen mindes de år som den bedste tid. Efter alle de år med slid og slæb er familien, der nu er vokset til fire børn, blevet samlet. De har en fast indtægt, tjenestebolig og hendes mand har fået det job, han drømte om. Tjenesteboligen er et næsten nyt hus med centralvarme, toilet og badeværelse. Selvom de to familier bor tæt, foregår det gnidningsløst. Malfeld skal holde Jacobsens fire børn ud, og Jacobsen skal leve med Malfelds kæmpestore hund og en hane, der galer hele tiden. I udhusene holder begge familier grise, som slagtes til jul, og i haven dyrker de grøntsager til eget forbrug, så der er ingen nød.

Krigen kommer til Kolind
Selvom der er centralvarme, er det umuligt at varme skolen op under krigen. Man kan ikke få kul eller koks, så der fyres med brunkul og tørv fra Pindstrup Mose. For at der kan være varmt, når børnene møder, må den ældste af drengene op hver morgen klokken 6 og tænde op

Ved slutningen af krigen bliver skolen inddraget til tyske flygtninge. I det ene klasseværelse installeres køjer, i det andet spiser og opholder flygtningene sig. Fru Jacobsen mener, at der opholder sig mere end 100 flygtninge på skolen. Der er bevæbnet vagt døgnet rundt, og de må ikke have omgang med dem. Undervisningen skal aflyses, men hr. Jacobsen flytter den blot ind i deres egen stue. Ingen må vide det. Heller ikke skolekommissionen, så børnene benytter en bagdør.
Forbuddet mod at have omgang med flygtningene bliver heller ikke overholdt. Bageren kom hver aften i mørkningen med brød og fru Jacobsen, der talte tysk, gik til flygtningene med det. Som hun siger: ”Vi var jo ikke fjender, og fredsbudskabet sad vi og hørte sammen inde i stuen, både flygtningene, de tyske soldater og os selv. Alle var lige lykkelige over budskabet.”

Nye tider – nye skoler
Da hr. og fru Jacobsen blev ansat ved Kolind Skole i 1938, fik de at vide, at der skulle bygges en ny skole, men først i 1953 besluttedes det endeligt.
I mellemtiden lejer skolen et ekstra lokale i byen og ansætter en ny lærerinde. I disse år bliver fru Jacobsen også ansat som håndgerningslærerinde. Det er ikke noget hun har særlig lyst til, men da der ”snart” skal bygges en ny skole indvilger hun. Hun kommer til at undervise i 10 år. Derudover arbejder fru Jacobsn fuldtids som ulønnet kontordame. Det er ikke et job, der regnes med, men der er nok at se til. Skolens eneste telefon befinder sig i deres hjem, så hun er en central person. Når bønderne ringer for at hyre nogle børn til roearbejde eller når forældre ringer og beder deres børn fri fra skole, så er det hende, der tager affære. ”Jeg kunne jo ikke give børnene fri, så jeg sagde, at nu skulle jeg lige spørge. Så lod jeg røret ligge lidt, tog det igen og sagde, at det var i orden”, siger fru Jacobsen og ler af forholdene dengang.

Grundstensnedlæggelse

Skolen står færdig den 1. december 1955, men allerede fra begyndelsen er den for lille. Den er bygget som en syv-klasset skole til børnene fra Kolind, Ebdrup og Skarresø kommuner, men udvides snart med realskole, og fra Nødager skole flyttes 5., 6. og 7. klasse også til Kolind.
Skoleomlægningen betyder også at flere elever får længere til skole. Der oprettes skolebusser for de, der bor længst væk, men eleverne tættere p, bl.a. Nødager, får stillet cykler til deres rådighed.
På den nye skole bliver der bygget et børnebibliotek, men det kniber med bøger. Der er store huller i reolerne. På et forældremøde foreslås det, at der i klasserne opstilles sparebøsser, ”så eleverne kan ofre en ti- eller 25 øre, når de har lyst dertil.”

Kundskabens alter indvies
Skolen er de første 10 år under næsten konstant om- eller tilbygning. Elevtallet bliver mere end fordoblet i denne periode, så der i 1965 er 470 børn mod ca. 200 ved indvielsen.
Ved den nye indvielse af centralskolen i 1963 svinger Randers Amtsavis sig op til at beskrive skolen som ”et kundskabens alter, hvor eleverne kan blive åndeligt udrustet til at gå ud i livet og gøre deres indsats.”
Det havde ikke været uden sværdslag at få skolerne sammenlagt. Også dengang diskuterede man problemerne ved skolenedlæggelser overfor ”stordriftsfordele”. Stordriftsfordelene bestod bl.a. i, at der blev oprettet faglokaler, og lærerstaben blev udvidet. Mange lærere var mere fleksible og kunne dække bredere end på de forhenværende en-lærerskoler.

Af andre smånotitser som man kan læse i avisen i dagene omkring denne indvielse, fremgår det, at det !på et menighedsrådsmøde er blevet vedtaget, at ti bænke i Kolind Kirke skal have skumgummisæder” og ”i denne uge opsættes der vejskilte i Kolind”. Det er en by i udvikling.

Fra skoleleder til inspektør

I fru Jacobsens scrapbøger er det hr. Jacobsen, der er hovedpersonen, men man fornemmer tydeligt, at hun har stået bag og har haft en meget vigtig rolle. En rolle hun har haft, siden de boede i København, hvor hendes slid og slæb var med til at studierne kunne lade sig gøre og indtil 1968, hvor hr. Jacobsen gik på pension.

Hr. Jacobsen døde i 1973, så deres fælles otium blev ikke så langt, som de havde håbet. Fru Jacobsen er i dag 87 år, og det kniber hende at gå, men ellers er hun frisk. Hun bor stadig i eget hus og klarer sig selv. Hukommelsen fejler ikke noget, og når vi sidder og snakker vælder minderne frem, og hun vil gerne fortælle om deres spændende liv.
De oplevede den periode, hvor udviklingen og forandringerne tog fart. Fra dengang, hvor Kolind skole havde to lærere til det blev en centralskole med 32 lærere. Når fru Jacobsen sidder og tænker tilbage, mindes hun tiden på den gamle skole som den bedste. På den lille skole boede de lige midt i det hele, og hun havde børnene tættere på. Sammenholdet mellem lærerne på de mange omegnsskoler var godt. På nogle skoler var der kun en lærer, andre var større. Hver jul holdt de julefrokost for alle lærere og ægtefæller. De kunne være op mod hundrede, der mødtes. De sang, spillede små skuespil og læste op for hinanden. Den slags blev sværere på den nye skole, fordi den blev større og de fik mere travlt.

SØREN PETERSEN, JENNINGKJÆRET

Knud Jensen fortæller om Søren Petersen, Jenningkjæret, få kilometer vest for Bugtrup. Søren Petersen er kendt for sine mange skriftlige arbejder, såsom biografier og lokalhistoriske indlæg og meget andet. Hans produktion er vort lokalarkiv i besiddelse af og står åben for publikum at studere. Kig ind en onsdag eftermiddag og få syn for sagn.

Mange gange har vi i Optimisten bragt artikler og biografier fra hans hånd. Ikke alle ved hvem han var, så nu er det på tide at fortælle lidt om ham og hans livsbane.

Søren Petersen blev født i Hedeskov ved Thorsager i 1885. Allerede som 10-årig kom han ud at tjene på Lykkegården ved Skarresø. Lige fra barn af læste han meget og havde planer om at blive journalist. Som 14-årig skrev han sin første biografi og fik den optaget i Grenaa Folketidende. Den handlede om Frederik Barfoed.

Som ung tog han et højskoleophold i Ollerup og der blev han interesseret i den grundtvigske bevægelse. Det førte til, at han fortsatte på Askov Højskole i to vintre, og blandt hans kammerater der, var bl.a. senere statsminister Knud Kristensen, biskop Øllgaard og Bertel Dahlgaard. De havde bl.a. en diskussionsklub, som de kaldte ”Det grønne baand”!

Efter disse ophold kom han på Højskolelærer-kursus, og efter endt uddannelse blev han så ansat som lærer på Djurslands Højskole i Lyngby i årene 1907-14. Det var rige, men travle år. Han var mest historielærer, men tog også del i mange andre fag og var med til utallige andre aktiviteter. Det var lange arbejdsdage, og han brændte nok sit lys i begge ender, for i 1914 forlod han Lyngby og blev lærer på Voldby Højskole, inden helbredet ikke holdt længere. Lægerne frarådede ham at fortsætte som lærer og rådede ham til at vende tilbage til landbruget, hvilket han modstræbende måtte gå med til.

Han den store sorg at miste sin første kone Hanne i 1917, men forinden – i 1916 – havde han købt købt ejendommen ”Jenningkjæret”, som lå mellem Skarresø og Bugtrup. Han kendte jo egnen fra sin barndom. Navnet kom fra de mange enebær på egnen. Jenning er et gammel dansk ord for enebær.

Ejendommen var udstykket i 1910 fra Thygesminde i Astrup (Astrupvej 26). Der knytter sig en makaber historie til stedet. Søren Petersens barnebarn Mogens Rerup har fortalt, at den berygtede Dagmar Overbye boede på stedet et års tid omkring 1912. Hun blev kendt under navnet ”Englemagersken” og var nok den største masse-morder i danmarkshistorien. Som plejemor dræbte hun over 25 småbørn i København. Hendes tilknytning til Skarresø var den, at hendes far var født i byen.

Det var dog ikke nok for Søren Petersen at drive jorden. Nu begyndte hans skriveri for alvor. Han tog fat på personalhistorie og startede med at beskrive personer lige fra Marsk Stig og videre op gennem de mange århundreder til vor tid. Det var mest personer fra Djurslands gamle slægter, han beskæftigede sig med. Det blev til langt over 150 kronikker, som alle blev optaget i dagblade på egnen, mest i Grenaa Folketidende og Randers Dagblad. Foruden disse kronikker har han skrevet utallige foredrag, levnedsbeskrivelser og egns-beskrivelser fra omegnen. Bl.a. har han skrevet meget om sine barndomsoplevelser og han har også lavet en lang liste over stednavne i Skarresø sogn.

Hans arbejde med personalhistorie har bidraget til skildringer af egnens historie på en enestående og værdifuld måde, for hans beskrivelser er både pålidelige og historisk korrekte. Utallige er de bøger han har pløjet sig igennem for at samle materiale, og det er beundringsværdigt, at han har kunnet gennemføre det. Han mente selv, at hans gamle drøm i ungdommen om at blive journalist lå bagved skriveglæden.
Nogle år efter overtagelsen af ”Jenningkjæret” blev han igen gift, denne gang med en gammel elev fra Voldby Højskole, Mariane. Igennem årene kom der 4 børn, Hanne, Hjarne, Vagn og Ellen. De to ældste blev begge lærere.

Denne artikels forfatter husker udmærket Søren Petersen. Omkring 2. verdenskrig var det på mode for børn at samle på Richs-mærker, og jeg opsøgte Mariane for at få deres kaffe-mærker og blev altid venligt modtaget af dem begge. Et par gange så jeg ind i stuen og var meget imponeret af alle bøgerne.

Nu skal man ikke tro, at landbrug og skrive-virksomhed var nok for Søren Petersen. Han fik også tid til mange andre gøremål. Han var i mange år formand for Kirkeligt Samfund i Kolind og Omegn, han var med i Kolind og Omegns Husmandsforening, Afholdssagen, Skarresø Brugsforening og Ungdomsforeningen i Skarresø.
Desuden var han meget brugt som foredragsholder og var heller ikke bleg for at sætte sig til orglet, både hjemme og ude.
Politisk var han nok radikal og var med til at starte et radikalt blad i Grenaa, ligesom han flittigt skrev læserbreve om partiet og dansk politik i en årrække. På et tidspunkt brød han dog med det radikale parti – vist nok på grund af deres politik om Sydslesvig. 

Midt i 50’erne flyttede han og Mariane til Kolind. De købte Enghøj på Vesterågade og overdrog ”Jenningkjæret” til datteren Ellen og hendes mand Karl Rerup.

Han cyklede dog tit ud og hjalp med alt muligt markarbejde, men ordene flød fra ham i en stadig stigende strøm, og det er utroligt, at han var i stand til at finde nye emner at skrive om.

I 1974 startede man Midtdjurs Lokalarkiv og der kom forslag om at gøre Søren Petersen til leder af arkivet. Han var meget smigret over tilbuddet, men måtte dog takke nej, da han syntes han var for gammel. Han var på det tidspunkt 88 år, men var dog med til at give gode råd i starten og hjalp til, da Musse Laursen blev den første leder af Lokalarkivet.

Søren Petersen døde som 91-årig i 1977. Mariane døde kort efter.

For lokalhistorikere er Søren Petersen ikke til at komme udenom. Man kan altid finde oplysninger ved at lede i hans efterladte skrifter. Midtdjurs Lokalarkiv er i besiddelse af ALLE hans værker. Det drejer sig om bøger, som han selv har indbundet i stift bind.

Min læretid som typograflærling 

Af Knud Jensen
Efter 7 års skolegang i skolen i Gl. Kolind var det nu slut i 1949, og konfirmationen ventede. Jeg gik  til forberedelse ved sognepræst Jens Yde, der var kommet til Kolind kørt tid før. Han havde afløst Alfred Sunde, og var klart præget i den grundtvigske retning. Der var f.eks. ikke overhøring i kirken, og vi skulle heller ikke lære salmer udenad.Konfirmationen foregik i foråret 1950, og på det tidspunkt havde jeg ikke gjort mig de store forestillinger om min fremtid.  

Jeg havde hjulpet lidt til derhjemme på husmandsstedet i Bugtrup, og havde et års tid arbejdet inde ved frisør Seemann på Torvet i Kolind nogle timer efter skoletid. Der hjalp jeg til med at feje, vaske og tørre servietter samt vaske hår på kunderne inden klipning, og jeg sæbede også ind før barberingen. Dengang var der mange der kom et par gange om ugen for at blive barberet. 

Det tjente jeg lidt ved, så jeg kunne købe bøger. Jeg husker mest fredag aften i salonen. Da kom alle de unge mænd, der tjente på landet. De havde jo ikke tid til daglig. Da blev der fortalt historier, for ventetiden var lang. Der var jo ingen tidsbestilling, og de skulle som regel have håret vasket, klippes og fønbølges, så klokken kunne godt nærme sig midnat, inden jeg kom hjem.  

Jeg tog også mod betalinger. Nogle købte hår-midler, barberblade og andre ting. En gang var der en ung mand, der ville købe noget. Jeg forstod det ikke, men så kom Seemann ilende og fandt kondomerne i bunden af kasseapparatet.  
Efter et års tid fandt vi dog ud af, at det ikke var i det fag min fremtid skulle bygges, så vi skiltes som de bedste venner og jeg fortsatte med at blive klippet ved ham. 

Nu var jeg arbejdsløs og hjalp igen lidt til derhjemme, men en fremtid som landmand kom slet ikke på tale. Heldigvis søgte Kolind Bogtrykkeri en bydreng nogle timer hver dag. Det job fik jeg, og det kom jeg ikke til at fortryde. Bogtrykkeriet var ejet af Aage Kjær Andersen og var i samme bygning som Kolind Boghandel. Den var ejet af hans bror Evald. Begge virksomheder var startet eller overtaget i 1916 af deres far Elias Andersen, som egentlig var kommet til Kolind som malermester. Han var ikke hvem som helst. Han havde været sognerådsformand, formand for menighedsråd, formand for Indre Mission, var med til at starte Banken for Kolind og Omegn, utallige  andre  tillidshverv, og da jeg kom i lære, var han stadig sognefoged.  

Aage havde startet Midtdjurslands Ugeblad i 1947, og der var foruden ham selv typograf Svend Erik Jacobsen, lærling Axel Jensen og kontordamen Anna Jensen fra Frelling. Når avisen udkom om onsdagen, mødte tre falsedamer op, og så gik snakken livligt.  

Jeg gik ud med tryksager, hjalp med forefaldende ting, men mest sad jeg og rullede numre og nitter til tombola. Dem blev der solgt mange tusinder af om året. Jeg fik også lov til at se på sættekasserne og se hvordan der blev lavet tryksager. 

I 1950 kørte jeg også sammen med Axel rundt i hele kommunen og solgte skattebøger. Den købte de fleste, nok mest af nysgerrighed. 

I 1951 solgte Aage ugebladet til Hornslet Bogtrykkeri. Typograf og kontordame blev fyret, og Aages kone Lizzy overtog kontorarbejdet. 

Axel var lige udlært, og der skulle komme en anden lærling. Han meldte imidlertid fra, og Aage spurgte så, om jeg ikke kunne tænke mig at komme i lære. Jeg blev lidt overrasket, men sagde ja. Først mange år senere fik jeg at vide, at min far havde været der og spurgt om pladsen. Det glemte jeg ham aldrig. 

Der blev så tegnet kontrakt fra 1. juni 1951, og læretiden som sætter var 4½ år. Jeg havde jo lært lidt i min tid som bydreng, og derfor kom jeg hurtigt ind i sagerne med Aage som en god læremester. Det var en god læreplads, og jeg vil godt sige, at Aage Kjær Andersen er et af de bedste mennesker, jeg har mødt i mit liv.

Fra min tid som bydreng vidste jeg godt, hvordan typerne lå i sættekasserne, så jeg blev ret hurtigt dus med faget. Alt foregik jo med løse typer i bly, og de hele blev stablet op i en såkaldt vinkelhage, som man holdt i hånden.

Ved store mængder tekst fik vi dog maskinsats leveret fra Clemens-trykkeriet i Aarhus. Det var ejet af Aages bror David. Alle trykkemaskiner var med hånd-pålægning af papir og først i 1958 fik trykkeriet en automatisk Heidelberg Vingeautomat, som nok er nogle af de bedste trykkkemaskiner, der nogensinde er lavet. De står stadig i dag på de fleste trykkerier og er utrolig driftsikre. 

I 1953 kom min bror Arne i lære i boghandelen, som ejedes af Aages bror Evald. 

Der var jo ingen fagskole for typografer i Kolind. Ordningen var den, at man skulle på fagskole i Aarhus 3 uger de sidste 2 år af læretiden. Og tænk, så kom Aage og sagde at han ville betale skolegang for mig på Teknisk Skole i Kolind eller på Handelsskolen i Ryomgård. Det tilbud tog jeg naturligvis imod og jeg valgte at gå på handelsskolen. Det var nemlig hver torsdag fra 15-20 og på Teknisk Skole skulle man gå tre aftener om ugen. Jeg syntes heller ikke, jeg havde meget tilfælles med andre håndværkere. 

Det blev tre gode år på Ryomgård Realskole, hvor undervisningen foregik. Jeg fik mange gode kammerater. Vi blev undervist i dansk, regning, bogføring, handelslære og varekundskab. Måske ikke fag der havde så meget med mit at gøre, men jeg lærte nu noget, der kom mig til gode sidenhen. Bl.a. lærte jeg at regne, for det havde vi ikke lært hos lærer Malfeld i skolen i Gl. Kolind. Han var ikke god til at lære fra sig. 

Min fritid under læreårene gik mest med at læse. Jeg havde ikke mange andre interesser, men kom dog meget i biografen på Drasbeks Hotel. Der var film hver torsdag og søndag. Desuden var der sportsstævner at gå til. En ven fik også overtalt mig og mine brødre til at gå på danseskole på Hotellet. Det var meget sjovt, men satte dog ikke blivende spor. Jeg var dog også meget interesseret i musik og lyttede til radio, så ofte det kunne lade sig gøre. Pludselig fik jeg lyst til at lære engelsk. Jeg tilmeldte mig et brevkursus, der hed ”Engelsk efter naturmetoden”. Alt foregik skriftligt, men det virkede udmærket, og i dag kan jeg sagtens klare mig på engelsk. 

I 1952 havde Kolind Håndværker- og Borgerforening startet en ungdomsklub i konfirmandhuset ved præstegården. Der var åbent nogle aftener om ugen, og der begyndte jeg at komme, og fik på den måde nogle nye venner. I 1955 blev jeg endda formand for bestyrelsen og var det indtil min soldatertid i 1956. 

I 1954 tog jeg eksamen fra handelsskolen med ug÷ og det var så det. Samtidig var jeg begyndt på det første kursusophold på typografernes fagskole i Aarhus. 

Handelsskolen
fra venstre Knud Højholt, Knud Jensen og Erling Jensen.

Det varede 3 uger, men jeg boede og spiste ved min faster Marie i Molsgade, så der var ingen transport frem og tilbage. Det gentog sig i 1955, og vi fik lov til at lave alle mulige former for tryksager, som så blev trykt i trykkernes afdeling.

Min læretid udløb den 30. november 1955, men inden skulle der aflægges svendeprøve. Det foregik på trykkeriet i Kolind over to dage. Der kom en bogtrykker og en typograf fra Aarhus, som skulle være skuemestre. Jeg skulle sætte 48 linier på tid, lave en annonce og en 2-farvet brochure, som Aage trykte for mig.   
Jeg fik ros for prøven og fik mit svendebrev. 

Nogle dage efter holdt jeg svendegilde hjemme ved mor og far, hvor vi var 16 til stede. Sammen med mor og far var jeg også inviteret til middag ved Aage og Lizzy.     

Jeg havde været på session og var blevet udtaget til flyvevåbenet, og skulle møde i Jonstruplejren ved Værløse den 2. maj 1956.  
Igen viste Aage sig som en dejlig arbejdsgiver. Han tilbød mig job som svend indtil april måned. Det var jo et godt tilbud og det tog jeg gladeligt imod. Det var jo også til en højere løn. NU var der råd til at købe flere bøger. På trykkeriet var der kommet en ny lærling, der hed Rita. 

Jeg købte en NSU Quickly ved cykelhandler Jacobsen og tiden gik hurtigt – også de 16 måneder ved flyvevåbnet.  

Det sidste år tilbragte jeg i øvrigt på Flyvestation Tirstrup, så da kom jeg meget til Kolind, og vi otte soldater derude havde det utrolig godt og passede for det meste os selv. 
Soldatertiden var slut i august 1957. Derefter fik jeg arbejde ved P. S. Johnsen i Grenå, men måtte så gå arbejdsløs i 2 måneder, inden jeg fik arbejde i Skagen fra april 1958.  
Der fik jeg igen brug for Aages hjælp. For at få jobbet i Skagen havde jeg sagt, at jeg kunne betjene en Heidelberg vingeautomat, og det var ikke helt rigtigt, så jeg nåede 2 dage på trykkeriet i Kolind, hvor Aage lærte mig at bruge maskinen. Det viste sig at være tilstrækkeligt, og holdt til 37 år i Skagen. 

En lille tilføjelse: I 1960 var jeg hjemme på vinter-ferie. Aage lå syg og kunnen ikke arbejde. Han havde lovet flere tryksager færdige inden nytår, så jeg trådte til og på et par dage fik jeg ryddet ud i ordrebunken. 

I 1966 solgte Aage Kjær Andersen trykkeriet til Svend Andersen, og tog arbejde som håndsætter ved sin bror David på Clemenstrykkeriet i Aarhus. Allerede i 1968 byggede Svend Andersen nyt trykkeri på Maarupvej. 
Aage Kjær Andersen var i 1987 med til at starte pensionistbladet Optimisten og da jeg flyttede tilbage til Kolind i 1995, varede det ikke længe, inden han havde kapret mig som medarbejder, så vi kom igen til at arbejde sammen. 

Jeg holdt forbindelse med ham, indtil han døde i 2011 i en alder af 101 år. 

HVAD JEG HUSKER FRA ”KRIGEN” – 2. verdenskrig af Knud Jensen

Jeg er blevet opfordret til at nedskrive det, jeg kan huske fra den tid. Det vil jeg nu gøre, og det bliver mine personlige minder samt forskellige episoder jeg har fået fortalt, men også nogle gengivelser fra andres erindringer.
Jeg er født på Bugtrup mark den 17. oktober 1935, så jeg var altså 4½ år den 9. april, men alligevel husker jeg de store sorte flyvemaskiner, der fløj lavt hen over os. Jeg vidste selvfølgelig ikke, hvad det drejede sig om, men på mine forældre har jeg nok kunnet mærke noget, og derfor husker jeg dagen.
Jeg tror heller ikke, at far og mor vidste, at de fleste maskiner var på vej til Norge.
Vi boede på et mindre landbrug med 5 køer, 2 heste, grise og masser af høns. Vi var til dels selvforsynende, så derfor har vi nok ikke mærket meget til varemangel. Jeg vidste jo ikke, at der var noget der hed appelsiner og bananer, og kaffe var jeg da ligeglad med. Når vi købte madvarer, var det som regel i Brugsen i Skarresø eller ved købmand Nielsen i Kolind, men vi slagtede hver jul og havde kød til lang tid. Hvis vi fik festmad om søndagen, var det altid en kylling eller en høne.

Jeg vidste sikkert slet ikke, at der var krig, og årene derefter var ret sorgløse.  Vi legede i Valde Højs skov og jeg har kun glade minder.
En enkelt episode husker jeg dog. Niels Ølholm, som var vor nabo, var på besøg en dag og jeg stod udenfor sammen med ham. Så sagde han: ”Hitler fylder år i dag. Skal vi ikke sende ham en buket tidsler?” Det fortalte jeg mor og hun kiggede forfærdet på mig og sagde: ”Knud, sådan noget må du da ikke sige!” Det forstod en syv-års knægt jo ikke, men jeg var da godt klar over, at der var noget galt.

I april 1943 begyndte jeg i skole i Gl. Kolind, og da så jeg tyske soldater i bybilledet, og begyndte nok at fatte noget mere, og jeg begyndte at spørge mor og far om krigen. Vi begyndte også med geografi i 2. klasse, og da kom vi ind på landene i Europa. Lærer Jacobsen fortalte os meget, og han var bestemt ikke tyskvenlig. Jeg husker, at mor sommetider bad mig købe et stykke ost ved Oste-Line, der havde butik på Bredgade.

I foråret 1944 skete der så noget. Vi havde altid kunnet trække køerne ned gennem skoven til vor eng, der lå nede ved Korup å. Men nu var det slut. Det vrimlede pludselig med tyske soldater inde i skoven, og vi fik naturligvis forbud mod at gå derind. Far fortalte, at de gravede skyttegrave og underjordiske anlæg til biler og andre motorkøretøjer. Hver dag kom der tyske soldater gående fra Kolind, og de gik hjem igen til aften, men der var vagter derinde i skoven hele døgnet. Valdemar Høj havde en jagthytte derinde, og der sov vagten.  Nu begyndte soldaterne også at komme til ejendommen for at købe æg og flæsk. Det var hovedsagelig ældre mænd, og nogle af dem kunne lidt dansk. Der var et par vi kaldte Gøg og Gokke. Den ene af dem var landmand i Tyskland. De lærte os hvad forskellige ting hed på tysk.
De købte især æg. Vi havde mange høns, så der var æg nok, og de betalte jo for dem.

Nogle aftener kom der en officer ind til os, når vi sad ved petroleumslampen. Han tog sin frakke af, hængte revolverbæltet over stoleryggen, og så spillede han dam eller møl med far. Jeg husker også, at han ville høre radio, og det skulle helst være fra England eller Sverige. Han har måske været klar over hvilken vej krigen var ved at gå. Vi havde en radio med batteri og akkumulator, så der skulle spares. Vi fik kun lov at høre radioavis og måske en middagskoncert fra Wivex en gang imellem.

Vi vidste jo godt, at der var frihedskæmpere på egnen. Før tyskerne kom i skoven, havde de brugt Valdemar Højs jagthytte til øvelser.  Far kørte jo mælketur til Kolind mejeri, og i 1944 var han et par gange ude for, at han blev stoppet af tyske soldater før Kolind. De ville undersøge, om der var våben i jungerne. Det har nok været dagen efter nedkastninger.

I februar 1945 forlod tyskerne pludselig skoven. Vi mødte dem, da vi gik hjem fra skole og nogle vinkede til os. Far fortalte senere, at han havde talt med nogle af dem, og de frygtede at blive sendt til Østfronten.
I efteråret 45 blev udgravningerne i skoven jævnet, og efter nogle få år kunne man ikke se, hvor de havde været.

Den 4. maj om aftenen hørte vi radio fra Sverige, og der kom frihedsbudskabet jo også. Jeg var da 9½ år og kan ikke huske, hvordan jeg tog det, men mor og far var glade. Et par dage efter befrielsen gik alle elever fra skolen ud på Bugtrupvej med masser af flag. Det var fordi englænderne skulle komme. Vi ventede forgæves nogle timer, men de kom ikke. Det skete først dagen efter.
Nogle dage efter var der stor fest i Kolind. Det skete på Torvet, og foran Brugsen stod flere af frihedskæmperne sammen med Kolind Sangkor. Der var taler og man sang mange danske sange. Jeg og min bror Vagn fik lov at tage derind, og på billeder fra aftenen ses vi stående nede foran frihedskæmperne og koret, – foto nedenfor.

Efterhånden fik man noget mere at vide om frihedskæmperne i Kolind. Vi havde alle sammen hørt, at dyrlæge Quortrup og landbetjent Petersen var gået under jorden på et tidspunkt. Nu fik man så at vide hvem de andre medlemmer af gruppen var. Det var jo ganske almindelige mennesker, som vi kendte fra deres daglige gøremål. Det var mest jernbanesabotage, de havde beskæftiget sig med. Man fik også at vide, at de havde haft skydeøvelser i Brugsens kælder. Det kom også frem, at Quortrup og Petersen havde opholdt sig hos private mennesker i Kolind, mens de var gået under jorden. Hos smeden i Ebdrup havde man haft våbenlager.

Efter krigens afslutning hjalp de til med bevogtningsopgaver på flyvepladsen i Tirstrup. Gruppen blev nedlagt ved en fest i Skarresø Forsamlingshus i juli. (Se nedenfor).

Fra Erling Haugaard Christensen, søn af karetmager Christensen, har jeg modtaget følgende beretning:
”Jeg overværede anholdelserne i Kolind. Til tider havde de et lidt komisk skær over sig. Nogle af gruppen var ganske nye i faget og havde ikke foretaget sig noget som helst. De var klædt ud efter alle kunstens regler i hjemmesyede cottencoats (lavet af faldskærme) med skrårem, læderbælte, stålhjælme, armbind, knive, pistoler og tommy-guns. Da man skulle anholde barber Petersen, også kaldet Tysker-Petersen, en yderst fredelig mand og svend ved barber Seemann, sprang nogle af gruppen på meget dramatisk  vis fra hushjørne til hushjørne op på hans værelse, hvor han lå og sov. Han havde værelse ved slagter Sørensen og var forlovet med datteren Klara. Han blev så med våben i ryggen ført ned på elværket, hvor man afhørte krigsforbrydere. Hans eneste forbrydelse var, at han var af tysk afstamning, og han blev også snart sat på fri fod. Det var lidt til grin, men desværre forekom der også en begivenhed, hvor en ung pige blev ydmyget og fik håret klippet af, mens mange så til uden at blande sig. Hun havde kendt en tysk soldat. Det foregik bag gavlen af elektriker Mogensens hus”!

Hvor mange der blev interneret i Kolind vides ikke, men i Grenå-området drejede det sig om 60 personer.

Men krigen var nu ikke forbi for vi skoleelevers vedkommende. Nu kom der masser af flygtninge til Kolind, og skolen blev beslaglagt. De ældste klasser blev dog undervist i lærer Jacobsens privatbolig, men vi yngste elever kom ikke i skole før efter sommerferien.
Der var også flygtninge på begge hoteller, i Missionshuset og på teknisk Skole. Lidt før sommeren blev de alle flyttet til store lejre ved Tirstrup Flyveplads, og det varede flere år, inden disse lejre var rømmet.

Der gik dog mange år inden vi var fri for eftervirkninger efter krigen. Jeg tænker på rationeringen på rigtig mange varer, der var svære at få fat i. Rationeringen fortsatte i flere år og de sidste kort forsvandt først i 1953. Kaffemærker var meget efterspurgte. Mange ville gerne betale temmelig meget for et kaffemærke, og da der ikke blev drukket megen kaffe i vort hjem, kunne mor bytte til sukker- eller smørmærker. De var mere værdifulde hos os.
Der blev også solgt en masse kaffe-erstatning, enten Danmarks eller Richs. Jeg og mine søskende samlede på mærker fra disse pakker, og jeg er i dag i besiddelse af flere album.

Mine sidste minder om krigen kom i 1956, da jeg var indkaldt til Flyvevåbnet, og i et år var ansat i Kontrol- og varslingstjenesten på FSN Tirstrup. Da fandt jeg ud af, hvor meget krigen havde betydet for beboerne i Stabrand og omegn, og jeg stiftede også bekendtskab med efterladenskaber fra disse år, bl.a de mange bunkers.

Frihedskæmperne i Kolind havde afslutnings-fest i Skarresø Forsamlingshus den 28. juli 1945, og i den anledning blev denne sang skrevet:

Mel.: Den glade kobbersmed

Ja, nu er vi i Skarresø, og her skal holdes fest
for frihedskæmperen i Kolind og hver enkelt gæst.
Nu håber vi det festligt bli’r og vi det rart må få
og at det i det hele taget hyggeligt må gå.
Tra – la – la

Det var en vinter lang og trang, vi vented kun på fred
og alt imens gik kæmperne om natten ud og sled.
Til Valde Højs det lille hus i skoven tog de ud
og holdt lidt skydeøvelse, men ingen vådeskud.

Til engelsk radio lytted’ de og langt om længe kom
jo meldingen ”Valeska” som de gik og drømte om.
Der ned fra himlen skulle falde våben til vor trop,
men flyv’maskinen snød dem, og de skuffet så derop.

Så måtte de jo hjem igen, men fjenden stod parat
og napped Quortrup med pistol, og det var ej så rart,
så Quortrup blev radise, under jorden gik han ned,
men folk var flinke rundt omkring, han ingen skade led.

Med Petersen som leder gruppen stadig fremad gik,
de havde ikke rist og ro, før tysken ud de fik.
Og Mouse og så Svane de var sabotører her,
de sabotered’ baner og de laved’ meget mer.

Så har vi smeden, gartner Knudsen og så Kaj og Kaj,
samt Søren, Nissen, Amund, Poulsen og den lange Gaj.
De mødte alle op, hver gang der budt til ”Lhombre” blev,
fra Buchenwalde Arne kom og han tog flittig del.

Så kom den 5. maj, det var en ganske dejlig dag.
Og tænk den kom med fred og smukt der vajed flag
ved flag.
Dog gruppen havde ingen fred, den måtte straks af sted
at arrestere folk, der var en smule muggent ved.

En tak skal også lyde til de mænd der mødte op
den 5. maj og hjalp os alle med vort svære job.
Og gruppen blev til Maarup sendt, for der at passe på
at ingen skulle tyvekosterne fra pladsen få.

Det illegale posthus i det gamle apotek
vi også takke vil, fordi det os en støtte blev,
og alle værtsfolk rundt omkring med hemmelig logi
skal have en tak fra alle, der gemte sig deri.

Nu takker vi fordi vi atter bliver fri igen
og sender mangen venlig tanke til vor Konge hen,
og håber at vi må få mange fredelige år,
og at i vores levetid vi ingen krige får.
Tra – la – la

Sangen er skrevet af skovrider P. E. Gøtzsche, Ørbæk Skovgård. Han blev leder af gruppen, da dyrlæge Quortrup og betjent H. Petersen begge måtte gå under jorden.
Det tyder på at han har nævnt navnene på de oprindelige medlemmer af gruppen, og kun nøjes med at takke de hjælpere, der kom til den 5. maj om morgenen.

Valdemar Høj var tømrermester og ejede skoven mellem Bugtrup og Skarresø.
E. Quortrup var dyrlæge, og leder af gruppen, men måtte gå under jorden i 1944.
Landbetjent H. Petersen overtog ledelsen, men senere måtte han også skjule sig.
Mouse er E. Mouritsen, anset som elektriker ved Mogensen.
Svane var kommis ved Møller & Gay.
Smeden var smedemester Egon Hansen fra Ebdrup.
Gartner Knudsen havde forretning på Bred-gade.
Kaj Brøsted Jensen var automekaniker.
Kaj Poulsen var arbejdsmand.
Nissen var uddeler i Kolind og Omegns Brugs-forening.
Søren Amundsen var kommis ved EBM.
Alfred Gay var medejer af købmandsfirmaet Møller & Gay.
Arne ”Dommer” Rasmussen var landbetjent.

Der nævnes det illegale posthus og det lille apotek. Efter sigende var det lokaler i kælderen på Alderdomshjemmet på Bugtrupvej.

Det var mine personlige erindringer fra de fem lange år.
De er garanteret rigtige, men der kan godt være fejl i oplysningerne om frihedsbevægelsen. Kilderne er Midtdjurs Lokalarkiv, Bogen ”Dengang og nu i Kolind” samt oplysninger fra Henning Gøtzsche, søn af P. E. Gøtzsche.

Knud Jensen, Kraghøjvej 1, Ebdrup, 8560 Kolind

23 46 72 61… – mail: knudebdrup@c.dk…

MÆLKETUR TIL KOLIND MEJERI I 40’ERNE
Af Knud Jensen

Det første mejeri blev bygget i Kolind i 1888 på Bredgade 4.
I 1912 byggedes der et nyt på Bugtrupvej, hvor nu Møllers K-Marked ligger.

Fra min barndomstid omkring 1940 kan jeg huske ting fra den tid, da min far Richard Jensen havde ejendom på Bugtrup Mark. Dengang kunne et lille landbrug løbe rundt, men det var nødvendigt med ekstra job for at forsørge en familie. Far arbejdede som daglejer ved Karl Boiesen i Bugtrup, men det bedste bijob var nok mælketuren til Kolind Mejeri. Den havde han i mange år. Det var nu ikke altid til den store fortjeneste, for der var mange om budet, og turen var i licitation hvert år, så jeg husker mange gange, hvor far sad ved stuebordet med papir og pen og grublede over, hvad hans tilbud skulle være, for at han kunne være sikker på at få turen. Nå, han må nu have været god til at finde de rigtige priser.
Det var ikke det store antal ejendomme, han skulle hente mælk fra. Tre steder før Bugtrup, de 7 gårde i Bugtrup samt til sidst ejendommen, hvor Fuglevænget ligger nu.
Jeg og mine to brødre fik tit lov til at komme med på turen, og det var en stor oplevelse at se på arbejdet inde på mejeriet. Der var tempo på, for de forskellige vogne kom med bestemte mellemrum, og der var ikke plads til at mange kunne holde og vente. Der gik nu tit kuk i den, for hvis en vogn var forsinket resulterede det i virvar, når der pludselig manglede en vogn.

Vi beundrede det håndelag mejeristerne havde, når de lod jungerne kure hen over flisegulvet. Det gik stærkt. Hver leverandør havde et nummer, og det stod på hver junge, så mejeristerne kunne holde styr på dem. Mange kan sikkert huske nogle af mejeristerne. Jeg kan bl.a. huske Nielsen, Sand og Elkjær og desuden mejeribestyrer Basse, der stod og fyldte kurve op med smør, fløde og ost, som skulle tilbage til leverandørerne. Når jungerne var læsset af og tømt, kørte vognene frem til næste rampe, hvor de tomme spande samt dem der var fyldt op med syrnet og skummet mælk skulle læsses.
Det var dejligt at være mælkekusk en tidlig sommermorgen, når det var lyst og fint vejr. Til gengæld kunne det være grimt om vinteren. Mange husker jo nok de hårde vintre under 2. verdenskrig. Da kunne der ikke altid køres med vogn, så far fik lavet en stor slæde inde ved karetmager Christensen i Kolind. Den blev brugt mange gange i de hårde vintre under krigen, og den var praktisk, for hvis man ikke kunne køre på vejen, gik den lige så godt inde på markerne. Snerydning var der ikke meget af på den tid, og der var i hvert fald aldrig ryddet om morgenen.

Jeg husker også nogle gange, at landpost Alfred Jensen fik køretur med hele vejen, og pastor Sunde og organist Elias Andersen kom med halvvejs til Skarresø kirke nogle søndage.
En sådan tur med de samme to heste betød, at de til sidst selv kunne finde vej. Det kunne dog godt være et problem, for hvis far senere på dagen skulle ind til købmand Nielsen havde han besvær med at holde dem fra at dreje ind til mejeriet. Vanens magt er jo stor.
Jeg husker også under besættelsen at mælkejungerne blev åbnet af tyskerne, hvis der havde været våbennedkastninger her på egnen. De fandt nu aldrig noget.

Ja, det var så et lille tidsbillede fra krigens tid. Med mejeriet gik det jo sådan, at det blev nedbrudt i 1975. De sidste år forsøgte man at gøre det til et rent ostemejeri, men det kunne ikke løbe rundt.
Ved nedrivningen af mejeriet skrev genboen Anders Rygaard Nielsen nogle betragtninger: “Sic transit gloria mundi – sådan forgår al verdens herlighed. – Som genbo til Kolind Mejeri har jeg gennem mange år kunnet konstatere vindretningen, og jeg har fulgt mejeriet gennem dets udvikling og undergang. Jeg har hørt de jernbeslåede hjul på mælkevognene, der kørtes af omegnens husmænd, som måtte ud, før “den slemme” fik sko på, for at samle mælkejunger hos bønderne. Jeg har set vognene få gummihjul, set lastbilerne og tankvognene, som fulgte efter – og herefter ingenting!

Jeg har glædet mig over de smukke harmoniske bygninger med den gode håndværksmæssige udførelse, de tykke mure, der sluttede med grøntglaseret skifte, og en gesims med afrundede hjørner, det fuldkantede tømmer og det afvalmede skifertag, som skiftede farve i regn.

Det knugede lidt i brystet på en håndværkssvend, da den store bulldozer slog til, og det hele sank i grus. Tilbage står så skorstenen, og den er kun en bastard i forhold til den oprindelige, smukke kegleformede – og den får nok også sin bekomst”! 

Ja, det fik den og det varede ikke længe inden den nye købmandshandel skød op, men mange af os husker stadig det gamle mejeri.

VED ET AFVANDET SUND
Af Jens Hougaard, født 1944 – Hotel Kolind

Del 1

Når engang min bevidsthed viskes ud i morfinrusen, vil den, sådan som elefanterne søger hen for at dø i ensomhed, vugge sig til hvile på mit barndomssted og i det landskab, hvor jeg blev født. Men allerede nu kan den strejfe gennem alt det, der nu kun er i erindringen. Jeg kommer der kun til begravelser, eller når en tilfældighed bringer mig igennem. Min barndomsby ligger der endnu, men er for længst blevet en bevidsthedstilstand. Hotellet, hvor jeg er født og vokset op, er udstykket i ejerlejligheder, og resterne af mine forældre ligger side om side på kirkegården, hvorfra man kan se over på det tidligere hotel. Byen ligger som en boble i tiden, der efter at have udvidet sig i hundrede af år, langsomt bliver mindre inden den forsvinder og suger mig med ud i det, hvorfra jeg engang kom, som en vag krusning på et umådeligt hav af intet.
 
Kolind betyder den kolde fjord og er i tidernes morgen opstået ved fjorden, der strækker sig tredive kilometer ind i landet fra Grenå. Svend Estridsen påstås at være sejlet ind i Kolindsund; det var før min tid, men vi efterabede ham. Under de store forandringer af bondelandet i slutningen af forrige århundrede [da artiklen er skrevet før århundrede skiftet, menes her 1800-tallet som forrige århundrede, red] blev sundet tørlagt. Pumpeværker arbejder i døgndrift for at pumpe vandet fra de kanaler, der holder Danmarks bedste jord oven vande, op i Grenå havn. De kolde vintre kan man løbe på skøjter på kanalerne og over engene, længere end øjet rækker.
 I trediverne kom det til en årelang konflikt mellem godsejerne i sundet (jord med mere end fyrre fold) og landarbejderne; endnu i min tid kunne man mærke eftervirkningerne inde i Kolind, der først og fremmest var en handelsby: hvem gav kredit og hvem ikke?
 Gammel Kolind ligger i sikkerhed ovenfor den nu tørlagte havstok, mens Ny-Kolind har bredt sig ned over den og en smule ud i bunden af fjorden. Måske vil vi en dag, når pumperne sættes i stå, se bygningerne, der nu ligger på havstokkens affald mod sundet: stationen, tømmerhandlen, Hotel Drasbek og købmand Møllers supermarked (red: der dengang lå ved siden af Drasbeks Hotel) som Abu Simbel synke i vandmasserne og blive til et platonisk Atlantis.
 Kolind var en lille by i min bette tid. Der var under tusind sjæle og nogle få sjælløse som skolelærer Malfeldt – den dag han så mig med studenterhue på, skråede han over gaden, trykkede mig i hånden og sagde ”jeg kondolerer” – og udenfor byen var der en masse høveder. Til gengæld var der tre hoteller.
 
Gammel-Kolind ligger øst for Mårup Å. Den kom ikke med i 1700-tallets udskiftning. Gårdene ligger tæt omkring en slynget vej op til præstegården og de nye gårde fra begyndelsen af århundredet. Overfor præstegården lå skolen, der endnu i min tid havde to klasseværelser med to årgange i hver, kakkelovn med brændekurv, grifler, spanskrør og øretæver. At luge andenlærerens have var en disciplin på linje med regning og bibelhistorie. Gymnastik foregik om vinteren i afholdshotellets sal, om sommeren på dyrskuepladsen. Om vinteren var sangleje til ”På Vorrevangen, der vil jeg bo” og om sommeren lugning og fodbold. Det var først, da den nye centralskole blev bygget oppe på bakken i Ny-Kolind, at den stod på korte bukser, undertrøjer og ”I alle de Riger og Lande” med høje benløftninger. Gammel-Kolind toppede kulturelt op i præstegården, Nørgaards bageri og Afholdshotellet. Engang må præsten være kommet gående ud af byen op til den fritliggende kirke.
 Af vores familie var det kun mig, der kom på Afholdshotellet, ja min far gik så vidt, at han var medlem af Den personlige friheds Værn. Foreningen havde erklæret afholdsbevægelsen krig og var, så vidt jeg husker, stiftet af en landsdommer i Viborg med det udmærkede navn Hoff. Allerede da jeg var barn, blev afholdshotellet først til cafeteria og senere til diskotek.
 Efter afvandingen af Sundet kom også jernbanen. Den løber i havstokken og Kolind ligger kort inden banen fra Grenå deler sig mod henholdsvis Århus og Randers. Ny-Kolind er en stationsby, som de opstod i forrige århundrede. Stationsforstander Kristoffersen var gammel officer. Jeg gik til spil ved hans kone og kunne se ham ligge og sove til middag under paradesablen, der var hængt op på væggen. Overfor stationen lå Drasbeks hotel; det var den ene del af den moderne verden. Min far og værtinden på Drasbeks Hotel havde delt verden mellem sig: det ugentlige marked hos os og dyrskuet hos dem, Jørgen Bitsch hos os – ugentlig biograf hos dem, begravelser hos os (vi lå overfor kirken) – baller hos dem, husmandsforeningen, borgerforeningen og landboforeningen hos os – handelsstandsforeningen hos dem, ja, selv de daglige øl-gæster havde delt sig i to grupper, der kun flyttede sig, når de skyldte penge. Drasbeks hotel og Stationsvej var ikke fjendeland. Afholdshotellet var et resultat af de folkelige rørelser i 1800-tallet. Drasbeks hotel var bygget i tilknytning til industrialiseringen og udviklingen af jernbanenettet.
 
Mit barndomshjem var på alle måder et koncentrat af de to byer. Hotel Kolind hed oprindeligt Landbohotellet, og det var bygget i 1913 på initiativ af landboforeningerne. Min forældre købte det i 1933 under krisen og fik et levebrød ud af det, og lidt til. Bygningen ligger på den venstre moderne side af åen, som deler Gammel- og Ny-Kolind, og parkeringspladsen ligger fra hotellet ned til åen. Det er sket, at fulde folk er kørt direkte fra hotellet og ned i åen.
 Langs åen ligger en klinkbygget keglebane. Inden for den en rejsestald med plads til mere end hundrede heste, en lille svinesti til hotellets forbrug, og som regel en so med grise, der blev fodret med køkkenaffald og sjatter. Soen var tit fuld som et svin. Derudover var der hønsehus og hønsegård og brændeskur. For enden af hotellets gård bag et hvidt stakit, lå der en klassisk bondehave. Omkring den store runde græsplæne gik en elme- og hvidtjørneallé, som vi kaldte kærlighedsstien; den løb et stykke langs åen til et lille plateau med en bregnehøj, alt sammen symboler på gud ved hvad. En gang i fyrrene havde min far fået en jernbanevogn som afdrag på en gammel regning. Den blev først brugt som en slags havehus og senere som udrugningssted for de årlige kyllinger, vi hentede på et fjerkrærugeri og satte ind under den elektriske kyllingemoder, indtil de kunne komme over i hønsehuset. Det skete, at vi havde gæs, der tyraniserede gården, så man måtte have voksne med, når man skulle ud. Bagest løb haven ud i en halv tønde land køkkenhave og kartoffelmark, hvor man om sommeren kunne træffe min far tidligt om morgenen ved halvsekstiden, mens han endnu kun halvt påklædt skubbede en radrenser. Han havde søer på anpart ved to husmænd, det vil sige han betalte soen, mens husmanden betalte foderet, og de første to grise i hvert kuld var min fars.
 
Der var en stejl trappe ned til kælderen fra køkkenet, der endte i en mur. Døren til forgangen var ved siden af kældertrappen. En gang styrtede en af gæsterne fra slyngelstuen, der havde skyndt sig gennem køkkenet, ned; han lå foran muren med en pande frikadeller over sig. Der var en overgang, hvor jeg ikke turde gå derned, fordi min bror havde bildt mig ind, at der boede en ræv, men virkeligheden var mere prosaisk. Lyde af koks, der kurede ned af slisken, af klirrende flasker, der blev kørt af øl-mændene henne fra porten ind til den dybe kælder, hvor de holdt sig forholdsvis kolde, min mor og køkkenpigerne ved gruekedlen og rullemaskinen eller bare servitricens trippen på trappen, når hun hentede øl. Hun skulle ned hver gang i øl-kælderen, hvor øl og sodavand hobede sig op, og hvor der endnu altid stod en halv kasse rød vand fra fagforeningens juletræsfest. I kælderen blev der slagtet får og grise. Et styrtende syn, som alle ved, der har set det, når kniven gled ind i struben og grisen sprællede, mens blodet pulserede ud i en spand, og mel blev drysset i øjeblikkelig inden koaguleringen begyndte. Blodpølse med fedtgrever, sirup og hvidt puddersukker og kogt paneret lammehoved satte min far højt, og vi andre lærte det efterhånden. Kroppene blev lagt i store træsaltkar længere inde i kælderen, hvor de lå blege i rosa blodig saltlage, der satte sig som kager af salt. Kroppene blev tynget ned af kampesten, der blev lagt på brædder. Det var i det saltede og kogte køds tid. Vællinger, kålretter med kogt kød og grød, hvortil kom hos os også frisk kød, fordi det var et hotel, hvor folk skulle kunne få, hvad de ikke fik hjemme.
 Længst inde var en aflåst tremmedør til vinkælderen. Der kom vi sjældent. Næsten ingen drak vin. Standardvinen hed ”Bon Repas”, og har man ikke smagt den, skal man ikke ærgre sig over det. De voksne drak øl og snaps, riga balsam, genever, flyvere, caloric og D.O.M.
 
Disse uudtalelige ord og forkortelser blev opfrisket en gang om året. Familiens juletur gik til Randers, hvor min mor fik vintertøj og min far besøgte vinhandelen Ishøys Efterfølger, og mens han drak underlige ting, fik vi sodavand, der vakte søde minder om forgangne oplevelser. Randers var dengang – som den delvis er endnu – en usædvanlig smuk by, før tressernes ødelæggelser og før byen endeligt tabte kampen om oplandet, og også vi begyndte at tage til Århus.

Til daglig var der foruden min mor og far en servitrice, to køkkenpiger, en stuepige, der gjorde rent på værelserne og afløste servitricen, og der var ofte konehjælp i køkkenet. Pigerne boede på loftet. Det var så stort som en indendørs håndboldbane, og i hver af gavlene var der pigeværelser. Køkkenpigerne boede i et stort værelse i den ene ende, mens servitricen og stuepigen havde hver sit i den anden. Man kunne gemme vigtige ting på det store loft og logisk nok også finde dem: gamle bøger, min faders breve fra han var kontrolassistent, redskaber fra svundne tider eller hele møblementer.
 Vi kom sjældent både på loftet og i kirken, på grund af instinktets sikre viden om, at man ikke skal overrende de hellige steder. Her fandt jeg en tysk skrivemaskine, som var blevet glemt af en tysk officer, der hed Buchholz, mens hotellet under krigen var tysk kaserne, og som den tyske stat i 1955 sendte min far et brev om, hvori han blev pålagt at aflevere den snarest, da det var tysk statsejendom.  En anden gang fandt vi tyske armbind og våben under scenen i den store sal, hvor tyskerne havde oprettet et interimistisk feltkøkken.
 Men i min tidligste barndom var det især denne underlige kvindeverden, der drog – at gå på besøg i eget hus. Man kunne sidde og se og være ubemærket i dette kvindeliv og for eksempel beundre, hvordan Mary – som var helt fra Jels og talte underligt – rullede vatkugler, dyppede dem i lokalbedøver og satte dem op i hule kindtænder, og man kunne kigge i Tempo, hvor de sidste slagere var trykt: Kære John, når du får mit brev, kære John, må du tilgi’, at jeg skrev , men min kærlighed til dig er død, du ved det sikkert selv, og jeg gifter mig i morgen, farvel. Og om sommeren kunne jeg selv eller vores feriebørn fra Sydslesvig, når der var plads, bo heroppe i en verden af lys uden lyd med udsigt ud over markedspladsen og sundet.

Del 2

Privaten, som vi kaldte vores lejlighed, og hotelværelserne var på første sal. Privaten var for enden af en lang gang, hvor tre værelser var indrettet til en lille lejlighed: to stuer og soveværelse, mens min storebror og jeg boede på nummer. 5, der var et dobbeltværelse, som lå lige over for mine forældres soveværelse. Det særlige ved privaten var imidlertid, at vi var der meget lidt. Jeg mindes ikke, at jeg har spist morgenmad eller varm mad i privaten, men det skete, at man fik the eller kaffe. Selv flasken med levertran, som jeg fik en teskefuld af hver dag, stod på buffeten i slyngelstuen. Privaten var en imitation af en god borgerlig stue, som ingen alligevel opholdt sig i. Om aftenen gik vi derop efter aftensmaden ved 7-tiden, men der var dage, hvor jeg kun kom der, når jeg skulle i seng.
 Da fjernsynet kom omkring 1960, fik privaten en funktion, men det var kort før jeg flyttede hjemmefra. Første gang jeg så fjernsyn var i vores store sal, der var fyldt af mennesker under indsamlingen til Ungarn i 1956. Når vi i de følgende år skulle se fjernsyn – der kun var om aftenen – var det i cykelhandler Bach-Andersens udstillingsvindue, hvor der var et, der var tændt som reklame, eller hos gårdejer Frode Vaarbjerg i Gammel-Kolind, der var en moderne mand med en rar kone, der kunne finde plads til ti børn eller flere.
 Da min spillelærerinde fru Kristoffersen blev enke, begyndte hun at give undervisning hjemme hos folk. Disse fredage, hvor jeg kom med toget fra skole i Ryomgaard, hvor jeg gik fra femte klasse, udpegede privaten som stedet for en særlig ufolkelig psykisk tortur. Før timerne begyndte, fik hun og mor og mig the og ristet brød, og det blev en særlig idrætsgren at trække denne hyggestund ud i det uendelige, der alligevel viste sig kun at have taget en tredjedel af spilletimen. Hun var desværre alt for sød til at være genstand for et passende had. Der havde mine søskende det lettere. De gik til spil ved organist Staal fra Ebeltoft, og han slog dem over fingrene, når de ”trykkede” på forkerte tangenter.
 
Byen Mårup, der ligger længere op ad Kolind Å, er de sidste hundrede år svundet ind til ingenting. I min tid boede der folk, der ikke længere forholdt sig til det organiserede samfund: subsistensløse, arbejdsløse og arbejdssky med store familier, der hutlede sig igennem ved kvindernes kraft og socialhjælp. Flokken af fædre, sønner og svigersønner kunne tage ophold på hotellet i dagevis. Så blev dagen ustyrlig.
 Siden middelalderen havde der været et stort hestemarked i Mårup, der i slutningen af 1800-tallet blev flyttet til Kolind. Der blev det holdt hver den anden onsdag i måneden; og markedet i september måned, der hed Hjorddrengens Marked, var enormt. Dagen før blev hotellet ommøbleret for at gøre plads til så mange mennesker som muligt, der blev stillet lange borde op i gården og salen, og alle de mindre rum blev indrettet til restaurant; gifte koner fra byen kom for at servere – der kunne være op til tyve, der arbejdede sådan en dag. Privaten var et sted, hvor man kom, hvis man havde en anledning. Vi levede i køkkenet og restaurationslokalerne. Kun de dage, hvor alt var optaget nedenunder var jeg virkelig hjemløs. En sådan dag var markedsdagene. Jeg måtte gå rundt med en gammel gårdmandsenke hele dagen uden at kunne snakke med min mor eller far, for i restaurationen kunne jeg ikke være den dag.
 
I 50’erne kom en del af borgerne i de små byer endnu på det lokale hotel, både håndværkere og handlende. Når ølkuskene, der havde fordelt dagene mellem sig for at undgå at mødes, havde været der, dukkede de første op. Ofte kom de fra det store værksted lige overfor med en kunde som påskud. Sadelmageren, Karetmageren, Niels-smeden og smed Hammer, hvis søn eksperimenterede med møgspredere – vi kaldte firmaet for Hammer og Søm – mælkemanden, hvis hest trofast ventede udenfor. Det skete, at de blev hængende hele dagen, og så stillede konerne ved aftenstid.
 Der var dem, der altid blev hængende, for eksempel Mikkel-maleren, der som regel var i gang med et restaureringsarbejde for min far, der trak ud, som om det drejede sig om det sixtinske Kapel. Og der var alle bønderne, der skulle have en større anledning til at komme som for eksempel markedet. Sidst på eftermiddagen kom så folk fra arbejde i butikkerne og de omkringliggende byer.
 Slyngelstuen var et lyst lokale med store vinduer. Biedermeier- og klunketid – for ikke at tale om Det vilde Vesten – havde endnu ikke nået værtshusene. Der var ingen båse og ingen lamper ned over bordene, som var belagt med linoleum. Gæsterne drak på regning, og der var hverken cola eller filtercigaretter.
 
Savnede vi privatliv? Det tror jeg ikke mine forældre gjorde. Så havde de anskaffet sig et. Men de kom begge fra meget store børneflokke. Min far fra en gård nord for Randers Fjord og min mor fra et husmandssted på Djursland. Og vi andre kendte det ikke. Vi havde et sted at være alene, et sted at sove og et sted at gemme ting. Desuden er der på et hotel andre grænser.
 Det var en enkel regel, at der ikke blev gjort forskel mellem gæsterne – kunder havde vi ikke. Forskellen, der måtte være, blev sat ved en reservation, der ikke tillod de infame at blive inddraget hverken i gæsternes og personalets flygtige og hurtigt skiftende fællesskaber eller fortrolighed. Mens en ophobet stak regninger nok kunne føre til sanktioner, var den ikke defamerende. Moralen var snarere en form for diskretion, og hvis det var gæster, man brød sig om, fortrolighed. Vi indviede kunne nok more os over gæster og fortælle historier om dem, men man sladrede ikke og fortalte ikke hemmeligheder videre. Den moral, man ikke ville have med ind i restauranten, hængte man i garderoben.
 På den anden side løj vi heller ikke. Jeg husker, hvad man svarede, når konerne ringede efter deres mænd. Man kunne svare klart, hvis han ikke havde været der. Derimod betød ”han er lige gået”, at han stadig var der og ikke havde til hensigt at tage telefonen eller gå med det samme. Konen vidste, hvad det betød, og kunne tage sine forholdsregler.
 
Et hotel er bygget til fester, og der var mange af dem. Ofte var det begravelser, fordi vi lå lige overfor kirken. Der var en hektisk aktivitet og så en venten indtil følget kom og fik kaffe med boller, kringle, flødekager, lagkage og småkager, hvad der var standarden. Vi havde en spion ude for at se, hvor stort følget var. Ganske vist havde min far først haft en samtale med enken – det var altid mænd, der døde, – sådan var det bare – der bestemt mente, at der kom firs, men min far vidste, at der altid kom omkring de tredive. Han vidste det af mange års erfaring, mens hun kun kendte sin mand. Det er en sociologisk kendsgerning, at en bonde, der har pensioneret sig selv og har boet i en villa i byen i nogle år, ikke kan samle mere end omkring de tredive. Hvordan forklare en sørgende enke, at hendes mands begravelse ikke kan samle flere. Det var ikke rart med alle de opdækkede pladser, der stod tomme, og det er også en kendsgerning, at tilfredse kunder kommer igen.
 For mig var begravelser stilhed og lytten ved dørene, derpå en vis fornyet munterhed og travlhed, når følget var gået, og så mængder af flødekager, som mine tilkaldte legekammerater stod magtesløse overfor, og endelig diskrete pakker, der blev bragt rundt i byen.
 Og der var andre fortrolige øjeblikke, som jeg først sent har forstået. Som da Jensen, der var kvartalsdranker, i julen efter sin kones død flyttede ind i skænkestuen og blev siddende, når kunderne gik, og min far låste ham inde. Han sad det samme sted om morgenen. Sådan hele julen igennem, indtil han forsvandt en dag, og vi hørte, han havde hængt sig. Eller da fagforeningskasseren lånte penge af min far et par dages tid til den årlige revision var overstået.
 
Vi spiste aldrig alene: Servitricen og Marius spiste altid med, og ofte var der flere. Marius var vores staldkarl, som jeg sov til middag sammen med ude i høet i rejsestalden, da jeg var ganske lille; han kunne skrælle et æble så skrællen blev et langt bånd.
 

På fotoet t.v. ses forfatterens far Jens Chr. Hougaard, i midten servitricen Klara Møller,  drengen er Jørgen Hougaard, vor forfatters storebror. Fotoet er fra ca. 1947. De står ved disken (buffet’en) i slyngelstuen på Hotel Kolind. Gik man ind ad hovedindgangen var slyngelstuen t.v., mens der var restauration t.h. En dør ligeud førte til køkkenet. I restaurationen førte en lille mellemgang til den lille sal og herfra kunne man komme ind i den store sal.

Vi spiste ved et bord i slyngelstuen, der var tættest ved disken, der endnu ikke var en bar. Vi fik solide ting: kogt kød og kål og kartofler, med vælling til formad eller grød til dessert. Om søndagen var der altid stegt kylling eller druer af egen avl med agurkesalat og citronfromage til dessert. Søndagens varme, stegte kylling og fodboldkamp med Gunnar over radioen. Sommeraften, fodbold og Gregory-mysteriet eller Shiva-skriget i radioen i restauranten.
 Almindeligvis spiste vi i slyngelstuen, men julemiddagen spiste vi i den pæne restaurant, og far sagde ved femtiden til de sidste gæster, at nu måtte de gå eller spise med. Og det gjorde de så: det ene eller det andet.
 Mit hjem var ikke noget hjem, men et sted. Jeg boede et sted i et landskab, som jeg kom til at kende ud og ind; et sted, hvor et koncentrat af en tid og en kultur opsøgte mig. Da jeg var seksten, måtte jeg gå. Jeg gik til Viborg og blev student derfra. Her satte man mig over for den opgave at tilegne mig den borgerlige kultur – hjemmets kultur.
 
Tidligt har vi haft et behov for at gå fra Kolind. Oppe i våbenhuset står der en sten fra Vikingetiden. På den er ristet, at ”Toste, Asveds smed, rejste denne sten efter sin broder Tue, som fandt døden østpå”.
 

EN IVÆRKSÆTTER KOMMER TIL KOLIND
Maskinhandler Laurits Simonsen, Kolind fortæller.

Der voksede en trang i mig til at blive selvstændig, siger Laurids Simonsen, da jeg i december 2012 interviewer ham om hans liv og virke.
Og den trang udmøntede sig først i en to-mands-virksomhed med ham selv og hustruen Metha. Det startede i en garage på Stadion Alle 5, Kolind og voksede sig siden stort til firmaet med 25 ansatte.

Her kommer hans beretning fortalt til Bent Møller Pedersen, Kolind:

Barndom
Jeg er født den 23. januar 1916 i Ørbæk i Hoven sogn. Mine forældre var Simon Simonsen og Ida Jensine Salling. Min far var smed i Ørbæk og senere i Hoven.

Min far og mor mødtes, fordi min mor, der hed Salling, og er opvokset i Ringsø ved Øster Alling på Djursland, ville ned og hilse på en gren af slægten. Hun og min far finder sammen og bliver gift den 19/9 1915 i Lindknud. De får mig og min søster. Min søster bliver gift og bosat i Ryomgård. Hun dør af kræft i 1975 og ligger begravet i Marie Magdalene.

Forbindelsen mellem Djursland og Hovborg skyldtes, at en mand fra Hovborg for rigtig mange år siden drog rundt som hosekræmmer og på sin færd kom til Pindstrup. Her mødte han en pige som han blev gift med. Efter sigende skulle de være bosat i Kræmmergården på hjørnet af vejen til Ringsø.

Min far går fallit med smedevirksomheden omkring 1921-22. Så flytter de hjem til min bedstefar i Hovborg. Han er blevet enkemand, og min mor fungerer som husbestyrerinde. Han havde været vejmand ved kommunen og her får min far også job som tromlefører i Ribe Amts vejvæsen.
Jeg gik i skole i Hovborg i en nyere skolebygning med kun to klasselokaler. Da min far dør i 1930, fortsætter min mor som husbestyrerinde, og det blev mit hjem indtil jeg som 14-årig kom i lære som smed i en lille by, Loft, 3 km. uden for Grindsted.
Jeg boede hos mesteren, men i weekenden cyklede jeg de 20 km. hjem til familien med ugens vaske-tøj og lapning.
Jeg tjente lidt ekstra penge ved i fritiden at reparere cykler for andre. Jeg havde et lille lager af dæk og slanger og reservedele, som jeg skrev hjem fra et firma i København.

Læretiden var 4½ år, men det aftaltes, at de sidste to år skulle foregå hos en anden smed. Så kom jeg til Sønderjylland til Rødekro. En svend fulgte mig derned pr. tog. Jeg var 16 år. Da jeg blev svend kom jeg til en nabosmed. Jeg blev i Sønderjylland i 5 år.
Jeg blev lidt træt af det sønderjyske og trængte nok til at komme væk, så jeg fik plads i Esbjerg på en lille fabrik, der lavede tærskeværker. Efter et par år på fabrikken spurgte direktøren, om jeg ikke ville rejse rundt som montør. Jeg skulle stille tærskeværker og kværne op rundt hos land-mændene.

Jeg kom helt op til Randers-Silkeborg-området. Firmaet havde nemlig en repræsentant, der boede i Silkeborg, så derfor blev der også solgt maskiner i området her og over mod Hovedgård. Jeg boede på pensionat i Hjerting uden for Esbjerg.

I sommeren 1939 brød 2. verdenskrig ud, og fabrikanten gav vi unge og ugifte, der var på fabrikken, den besked, at det kunne måske betyde fyringer, og så var det os, der måtte gå først. Det fortalte vi i vor fagforening, og de anbefalede os at tage et 5 måneders ophold på en ny håndværkerskole i Sønderborg, der netop var åbnet. Vi var to, der tog derned, og var der fra 1/11 39 til 30/3 40. Jeg var umådelig glad ved det ophold – især tegning og beregning kom mig til gavn senere. Det var svært at sige farvel derfra, men jeg havde jo allerede fået arbejde igen.
Derefter fik jeg job i Horsens og senere i Hovedgård hos en lille privat maskinhandler som montør. Der blev jeg 1-1½ år.

Jeg blev ikke soldat p.g.a krigen, men kom til civilforsvaret, hvor vi i tre uger bl.a. skulle rende rundt på stadion i Esbjerg med gasmaske på.

Min barndom var god, men der var ikke meget at rutte med. Min far var gået fallit, og den fallit har altid siddet i baghovedet af mig. Det skal aldrig gå mig som min far, så jeg har altid betalt enhver sit.
Familien havde kautioneret for min far, og den gæld der var til dem, arbejdede min mor af. Mor havde en halvbror, som sejlede med ammunition fra Amerika til Europa under krigen. Han tjente godt, og jeg ved, at han har sendt mor penge. Han fik et Viktoria-kors, som ligger i kirkeskibet i Øster Alling kirke. Han har besøgt os i Kolind ca. 1947 og fortalte bl.a. om konvoj-sejlads og ubådsfarer. Mange af de penge, han har sendt, er gået til at betale fars gæld af med. Og jeg ved, at hun var stolt den dag, hun kunne sige, at nu var vi gældfri. Hun ligger begravet her i Kolind.
At min far kom til at skylde penge til andre, skyldtes sikkert de dårlige tider efter verdenskrigen. Han skyldte bl.a. et større beløb til en jerngrossist i Vejle. Her fik han hestesko og jernstænger og smedekul.

Metha
Så kommer vi til sagens kerne. Jeg boede da i Hovedgård. En sensommeraften havde jeg læst i avisen, at der var dansant i Pavillonen i Skanderborg. Jeg spurgte nogle af mine kammerater om vi ikke skulle tage op til Skanderborg og se på pigerne. Der var ingen der ville med mig, så kører jeg selv. Jeg tog toget fra Hovedgård og gik ud til Pavillonen og dansede et par gange med en bestemt pige, som jeg syntes rigtig godt om. Jeg havde ikke set hende før. Hun var elev på Sølund. Så blev klokken halv ti og toget gik tilbage til Hovedgård kl. ti, så jeg havde pludselig travlt. Man skal jo nyde noget, når man er sådan et sted, og jeg fik en bon fra tjeneren, da jeg betalte. Den lå på bordet, og så skrev jeg bagpå, at hvis vi kunne mødes igen, så kunne hun ringe på det tlf.nr. Den gav jeg tjeneren og spurgte, om han ikke ville aflevere den til den bestemte pige. Og det gjorde han.

Så gik der 1-1½ måned, så kom hun på besøg i Hovedgård sammen med veninden Berta fra Lemvig. Jeg spillede dilettant med nogle af de lokale. Så kom der besked nede fra hotellet, at der stod to piger uden for, som ville tale med mig. Jeg gik ud og så, at det var den pige, jeg havde danset med i Skanderborg. Vi fik jo ikke snakket ret meget, for jeg skulle jo passe mit dilettant-show, men vi blev enige om, at jeg kunne komme og besøge hende oppe på Sølund. Og det gjorde jeg så. Det var Metha. Og det blev jo så min skæbne. Og min kones skæbne. Alt er jo tilfældigheder, og for os blev det lykke.
Jeg rejser senere fra Hovedgård til Herning, hvor jeg fik en værkførerstilling på en maskinfabrik.
Metha flyttede fra Sølund til Lemvig, og der besøgte jeg hende flere gange. Det var med tog. Det var i Lemvig, Poul blev født.

Kolind
Jeg kunne godt tænke mig at få et liv som selvstændig som min mester i Herning. Så var der en initiativrig repræsentant, som kom langt omkring. Ham spurgte jeg, om han kendte et sted, hvor jeg kunne starte for mig selv. Jo, sagde han. Der er nogen store hestemarkeder i Kolind, så der er noget at lave. Jeg vil tage med dig derud. Vi smed cyklerne på toget i Herning og steg ud på Kolind station i februar 1944. Og så cyklede vi ud til Trustrup og videre til Sostrup og snakkede med forpagteren, som han kendte i forvejen.

Kapelvej 7, Kolind
Vi vendte tilbage til Kolind, og repræsentanten tog hjem til Herning, og jeg blev i Kolind til marts-markedet. Det var mens lufthavnen blev bygget af tyskerne, og enhver vogn med et par heste, der kunne flytte en skovlfuld jord, de fik job på lufthavnen.
Og jeg må sige, at jeg blev imponeret.
Hestene kom med toget og ad landevejen for at blive handlet i Kolind. Der stod heste her nede fra området ved ungdomsskolen og helt op i byen. Jeg var jo uerfaren, så jeg spurgte Ole Jensen i Drasbeksgade, der havde et værksted som især beyjente bønderne i Sundet, om han troede, at der kunne blive plads til mig og en lille forretning.
– Næ, sagde han, han skulle nok klare dét, der var her!

Men jeg blev nu boende i Kolind. Jeg gik ind på Hotel Kolind og fik noget at spise. Jeg fortalte, at jeg kunne tænke mig at starte en forretning, hvis jeg kunne finde noget. Jeg vil godt leje et værelse for en måned.
Men hvad med telefon?
Jamen du kan bruge min telefon, sagde hotelejer Hougaard.

Men han blev nu træt af det og sagde, at jeg hellere måtte finde noget andet. Prøv at gå ind til naboen, købmand Ansgar, han ved nok, hvor der er en tom lejlighed. Prøv henne på Kapelvej nr. 7. Jeg ved, at lejligheden oven på er ledig. Den kunne jeg godt leje, så der boede vi i to år. Jeg lejede lejligheden i marts og april måned 1944, og vi blev gift den 23. april 1944 i Them kirke. Den 1. maj 1944 flyttede jeg så ind med Metha på Kapelvej.

Metha må være kommet med toget og Poul på armen og har haft sine personlige ejendele med. Da min bedstefar døde, kom min mor ud som husbestyrerinde på Ribe-kanten, men på et tidspunkt kom hun da her op til Kolind. Hendes møbler var opmagasineret, og dem fik vi så, så vi havde noget at fylde ind i lejligheden. Mors møbler havde vi så, til hun selv fik brug for dem.
Der var vi så til maj 1946.
Det første, jeg købte, da vi senere flyttede her hen på gården, var et soveværelse hos Danielsen til 600 kr.

Firmaet
Værksted havde jeg lejet i nogle af vognmand Røndes garager på Stadion allé, og i de to år cyklede jeg rundt og købte nogle gamle maskiner, som blev sat i stand. Metha malede dem og så kunne jeg handle med dem.
Der var en hestehandler Holger Thygesen. Han havde lugtet, at jeg var ved at starte op, så han ville sælge en 4-længet tom gård i Gl. Kolind, så jeg kunne få noget mere plads. Jeg havde ingen penge, men det mente han, vi nok kunne finde ud af. Der var ingen jord til gården, så den skulle koste 25.000 kr. Vi kunne bare skrive på en veksel, så behøvedes ingen udbetaling.
Indgangsdøren i det nuværende stuehus er den samme som dengang. I den ene halvdel boede en gammel forpagter, Marius Bager, så vi lavede en lille lejlighed i den anden ende af huset. Han flyttede her fra gården i november 1946, og så havde vi det hele.

Der var dengang ved Afholdshotellet en gammel lade af pandeplader, som blev brugt til markeds-hal. Hougård på hotellet sagde, jeg kunne måske få værksted i den. Jeg skulle tage ud og snakke med Sørensen på Benzonshøj. Han var formand for hallen. Og jeg kunne da godt rykke ind, men skulle være ude de dage, hvor der var marked. Og det gjorde jeg så.

Han stod lige og manglede en ukrudtsharve. Om jeg kunne skaffe ham sådan en? Og det kunne jeg. Det var den første kontakt, jeg havde med landbruget. I det hele taget blev jeg godt modtaget. Jeg har altid holdt af bønderne og befolkningen her i området, og de accepterede mig. Husk lige at jeg var en mand med tomme lommer og en værktøjskasse på bagagebæreren, så jeg var ikke farlig som konkurrent. Men så en dag kom købmand Mikkelsen, ”Afholdshotellet”, derind og spurgte: – Hvem har givet dig lov til at være her? – Det har sognerådsformanden, svarede jeg. – Det kan han ikke. Hallen er byens, og du må finde dig et andet sted! Og så var det, at jeg flyttede ned på Stadion alle og var der indtil 1. maj 1946.

I Kolind var der nogle ”førende”, som vi kaldte det. Der var brugsuddeler Nissen, bager Nørgaard, lægen, isenkræmmer P. Nielsen, bankdirektør J. Nielsen, Robert Bang og Staunskjær, men jeg har aldrig følt, at der var forskel. Vi havde ikke ”loger” i Kolind.

Jeg er altid blevet godt behandlet og har ikke følt, at det var vanskeligt at starte i en ny by.

På et tidspunkt kom bankdirektør Nielsen og isenkræmmer Peder Nielsen, der var formand for banken, det var høje personer her i byen, på besøg. Det var angående den veksel fra købet af gården. Den var efterhånden bragt ned på 18.000 kr. Vi synes, at du skal have den her veksel byttet ud med et lån på 18.000 kr. Det blev det da billigere af for mig. Det var da pænt! Der var vist mig tillid!
Veksler var ellers normalt dengang, og det kunne godt blive dyrt.

Mange gange har jeg gennem årene tænkt på vores start her i Kolind. Hvordan kunne Metha få mad på bordet? Pengene var jo små i starten. Min svigerfar havde en forpagtergård under Gunnar Larsen. Gården hed ”Højkol” ved Gl. Ry, og måske har hun fået lidt hjælp hjemmefra?

Vi fik ret hurtigt en lille bil, en Morris eller Austin. Der var selvfølgelig fire hjul på, men den var ikke ret stor. Jeg handlede mig til den henne i Dagstrup ved Mørke. Jeg fik kørekort i 1946 og fik nok bilen dengang. Den kostede vel omkring et par tusinde kroner, og jeg havde egentlig ikke råd til den, men det gik da.
Lønnen til folkene var omkring 5 kr. i timen i midten af 1940’erne.

I 1947 startede vi en fabrikation af plove. Efter krigen modtog Danmark Marshall-hjælp og der kom bl.a. amerikanske traktorer, men der var ingen redskaber med.
Dem kunne vi da selv lave, mente vi.

Og det gjorde vi så! Vi har vel lavet omkring 400 plove.
Da havde jeg hjælp af en mand, der kunne se lidt videre end kun Djursland.
Han foreslog, at jeg averterede i udenrigsministeriets tidsskrift. Jeg fik tre respons på den annonce, bl.a. fra Finland. De var interesserede i at købe plove, og omkring 70 blev sendt til Finland.
Vores plovproduktion stoppede i 1962.

Igennem Varedirektoratet kunne man søge indkøbstilladelse til ny bil ved at oplyse eksportomsætningstal m.m. Det gjorde jeg, og det resulterede i en indkøbstilladelse til en ny ”Standard Vanguard” personbil.

I en periode omkring 1948/50 lavede jeg sammen med en fotograf Lund, Kolind, formbrændsel i en gammel lade her på Mårupvej nr. 18. Vi havde købt 5 tdr. land mose i Tjerrild, hvor der hentedes smuld til presseren. Briketterne blev solgt til Århus og København. Da Lund rejste væk, solgte vi det hele til la Cour i Pindstrup. Presseren købte jeg på Sjælland.

Tænk dig, at vi har lavet hjulplove her. Plovskær og muldplader købte vi færdige, men resten lavede vi selv. Når de færdige plove skulle leveres, spændte vi dem efter hinanden ligesom elefanter, der går med hinanden i halen og så bagefter min bil, der var en Ford A. Op gennem byen og ned til stationen og læsset i banevogne. Ud til Århus havn og læsse dem i skib. Så kunne vi bagefter gå over i Toldboden og hente en check.

Og nu var børneflokken vokset til fire, 3 drenge og en pige. Vores datter Ulla døde af kræft i 2005 i Kolind.

I 1957 får vi forhandlingen af Dronningborg 5 og 6 fods mejetærskere og siden kom de selvkørende til.
I 1970 blev vi medlem af maskinhandlerindkøbsringen. Det blev starten til vort store redskabs- og butikssalg med hovedvægten lagt i et stort reservedelslager.
I 1973 fik vi forhandlingen af Massey Ferguson programmet, som nok var den største udfordring for os, idet det krævede meget større reservedelslager, større bygninger til maskinerne og allervigtigst, et værksted med uddannede og dygtige medarbejdere og fem servicevogne.

Vi byggede lagerhal i 1965 og igen i 1985, og butiksbygningen blev større og større ligesom værkstedet.

Poul og Torben kom med i forretningen i 1972, og det blev omdannet til Aps i 1980 og kørte sådan frem til 1999, hvor Bent Nielsen her fra Kolind blev overladt roret. I mellemtiden havde vi købt DLAM, en maskinforretning på andelsbasis, som lå ved Frellingvej, for at lukke den ned. Vi var nok her i Kolind!

Tirstrup Maskinforretning købte vi på tvangsauktion, men efter nogle år lukkede vi den. I 1982 blev vi tilbudt en maskinforretning i Randers. Det var A/S Søby og Nielsen, en forretning magen til vores egen og af samme størrelse. Sammen med to medarbejdere kørte vi forretningen videre, indtil det hele blev solgt i 2005 til en privatmand fra Randersegnen, Anders Vester Nielsen. Han døbte det om til at hedde Jysk Maskincenter (JMC).

I alle årene indtil dyrskuet stoppede, udstillede vi på Kolind Dyrskue lige som vore konkurrenter. I flere år gjorde vi det også på Grenå, Ebeltoft og Hornslet dyrskuer. Det var jo reklame for vores forretning, og det bidrog jo også til festen. Der var traktorer, mejetærskere og redskaber m.m. Nu udstiller vi kun på Landbrugsmessen ved Gammel Estrup.

Vi havde en gang i 1980’erne købt tre tdr. land eng neden for vores maskinhaller ned til Mårup å. Den eng købte vi for evt. senere at kunne udvide vores lagerplads ovre ved hallerne.

Men det endte med, at vi gravede en sø på stykket til stor glæde for byens borgere, så de havde noget at gå tur rundt om og lufte hunde. Senere byttede vi med kommunen, så vi kunne få noget jord oppe ved Mårupvej. Vi kunne godt bruge noget mere plads til at udstille maskiner på. Handelen var betinget af, at vi ville bygge en bro over Mårup å til engstien, så der var en lang spadseresti hen langs sportspladserne. Søen er på knap 4.000 kvadratmeter.
Da det var mig, der lavede broen, kaldte byens lyse hoveder mig for ”Brobissen”, men anlægget hedder i dag: Simonsens Eng.

Jeg stoppede i firmaet i 1999.

Tillidsposter
Der var ingen handelsstandsforening dengang, men kun en borgerforening.
Tidligere isenkræmmer Ladefoged havde fået stablet en teknisk skole på benene i Kolind i starten af 1900-tallet. Bygningen på hjørnet af Bugtrupvej og Søndergade ejedes af borgerforeningen. Her var jeg lærer om vinteren i en tre-fire år. Det var sammen med tømrer Valdemar Høj og snedker Thorvald Rasmussen. Vi udgjorde lærerkollegiet og underviste vel 3 gange pr. uge i 3 timer.

Så blev jeg formand for borgerforeningen i årene 1954-64. Det gik da også godt nok. Den første større ting, jeg havde med at gøre, var at bygge ny markedshal. Dyrlæge Rasmussen og jeg og en mere kørte rundt for at se på markedshaller. Jeg var også oppe i Hirtshals for at bestille limtræsbuer til den nye markedshal på fabrikken Lilleheden. Den nye markedshal lå, hvor ungdomsskolen i dag har sine bygninger.

Senere sælger borgerforeningen teknisk skole til la Cour og Halvgaard, som vil starte en specialarbejderskole.

Udvikling i byen
I 1966 var Nødager og Kolind kommuner blevet lagt sammen, og Kolind Centralskole, der var bygget i 1955, bliver udvidet i 1963 og bliver skole for hele den nye kommune.

Da vi begyndte at lave plove, havde vi jævnstrøm her i byen. Det blev så afløst af vekselstrøm til stor glæde for alle.

Vi fik fællesvaskeri og fælles frysehus samt telefonhus og fjernvarme i begyndelsen af 1960’erne. I det hele taget havde vi gode forhold og gode tider her i Kolind, både for håndværkere og handlende.
Håndværkerne havde hænderne fulde og tjente tilsyneladende vældig godt.

En dag læste jeg, at der var et offentligt møde om aftenen nede på Drasbeks hotel om Djurslands fremtid. Det må have været først i 1950’erne. Mødet var i den store sal. Jeg var ikke særlig interesseret i politik på det tidspunkt, men jeg kendte taleren, så jeg gik med. Det var Olaf P. Christensen, som sad i Århus byråd og var rådmand. Temaet han talte over, var Djurslands fremtid, altså området mellem Århus og Grenå. Og han spåede, at vi ville få en udvikling, som vi slet ikke kunne forestille os. Oplandet ville sygne hen og blive forladt, da initiativerne ville samles omkring byerne. Men heldigvis kunne vi da trøste os med, at bondegårdene blev liggende ude på landet!

Hans mening var vel, at sognerådene på Djursland skulle tilrådes en større forsigtighed med investeringer.
Men jeg syntes, at vi havde det godt nok i Kolind. Og det ville jeg godt kæmpe for.

Så i 1966 kom jeg i Sognerådet på borgerliste og blev formand for teknisk udvalg. Senere blev jeg også sognerådsformand fra 1968 til 1970. Det skyldtes, at nogle byrødder var blevet uenige med den siddende formand om en sag. Så trak han sig, og så blev jeg bedt om at tage over.

Det trak op til kommunesammenlægning mellem Kolind, Ryomgård og Nimtofte kommuner. Der blev afholdt mange møder mellem os. Diskussionerne gik på, hvem der var mest velhavende, hvem der var længst fremme i udvikling på de tekniske, sociale og kulturelle områder. Og ikke mindst hvem der havde byggemodnet, for det var jo en forudsætning for ekspansion.

Nå, vi havde også kaffepauser en gang imellem, og da benyttede vi lejligheden til at drille hinanden lidt, men det var selvfølgelig rent godartet. Vi drillede hinanden med, at hver især syntes bedst om sit eget. Vi sagde f.eks. til dem fra Ryom, jamen I består jo mest af skov og tørvemose. Men de protesterede og forklarede, at de da også havde industrivirksomheder og byggegrunde. Vi kunne så sige, at vi havde et frugtbart landbrug, og vi skal nok lave mad nok, så I også kan få noget. Nimtofte sagde, at de ville komme med en stor pose naturperler, og vi har en smuk egn og vi har jo også en læge, vi kommer med, hvis I skulle blive dårlige. Det var jo bare noget pjat. Det var godartede drillerier i kaffepauserne.

Men vi måtte jo tage hinanden, som vi var. Kravet var sammenlægning. Et glødende spørgsmål stod ubesvaret: Hvor skal et nyt rådhus ligge?
Nogen pegede på Koed.
Det lå meget centralt og var måske meget fornuftigt. Men nej sagde vi her i Kolind og ligesådan i Ryom. Begge byer ville have rådhuset.

Længe havde der været snak om at overbygge Kolind Svømmebad, så det kunne bruges hele året – det var i den gamle Kolind kommune. Ender af visen blev, at der var alligevel ikke råd til det.

Men så kom der noget frem, som overskyggede alt andet: Èn Centerby i hver kommune! Meningen var, at udviklingen skulle samles i centerbyen, og al teknisk, social, kulturel og planlægning skulle samles der. Og så kunne de mindre byer få efter behov. Var det mon Olaf P. Christensens spådom, der var ved at bryde igennem? .

Det huede vi ikke rigtigt. Så nu skulle der handles.
Det trak jo op til, at vi skulle have et rådhus, og skulle det være i en centerby ?

Jeg fik fat i Nimtoftes tre rådsmedlemmer Kraunsø, Hesse og Busk angående rådhuset. Ville de støtte os, eller hvem ville de støtte? Det gik så lykkeligt, at de tre medlemmer sagde: Vi støtter Kolind i sagen om rådhuset. Hvorimod de til overdækning af svømmebadet sagde, at hvis det blev aktuelt, så var det en ny sag.

Vi fik altså rådhuset, og vi ville, at alle fire byer skulle bevare sine udviklingsmuligheder, ellers ville de sygne hen. Ved kommunevalget i 1970 fik jeg fire år mere, men min forretning tog mere og mere af min tid, så jeg forlod rådet i 1974. Der er sket meget siden da, og det politiske liv og samfundsudviklingen interesserer mig stadig.

Nu sidder jeg her i min pensionistlænestol og tænker tilbage på alt, hvad der er hændt mig i mit voksne liv.

Det var jo med lukkede øjne, da jeg stod på Kolind Station i februar 1944. Jeg startede på 0, og det resultat, vi er nået til, synes jeg godt, vi kan være bekendt.

Jeg har mødt stor tillid og vist ansvar for det, jeg fik med at gøre og blev betroet. Og allermest tak til alle de mennesker vi har mødt og haft noget at gøre sammen med.

Kolind blev vort hjem, og alle årene blev rige på mange oplevelser, glæder og venner. I en så lang periode er der hændelser, der huskes bedre end andre:
En torsdag kom der telefax om, at traktorer ville stige 10 % fra mandag morgen. Nye ordrer skulle ligge i København senest mandag. Torben og jeg havde gode emner, så vi fik travlt med at ringe rundt og forklare, at der var penge at spare ved at handle nu.
Og mandag morgen fik direktøren vores ordre på 24 solgte nye traktorer. Vi havde naturligt nok taget brugte traktorer i bytte. Vi havde ondt i et helt år, før det brugte lager igen var normalt.

En stor dag var det også, da vi kunne aflevere nøgler til 6 nye Dronningborg mejetærskere til Nimtofte Maskinstation.

Hvert år kårer Agco/Massey Ferguson det bedst sælgende firma i hvert af de europæiske lande. I 1997 var det os, der modtog anerkendelsen fra USA. Vi fik invitation til en rejse til Sydafrika, som Poul og Hanne deltog i. Desuden modtog vi et trofæ: En smuk træplade med indskriften
Top Massey Ferguson
dealer in Europa, 1997

I 2008 mistede jeg min kone Metha, som var syg af kræft. Ofte føler jeg, hun er her endnu, tavs og blid. Vi fik 64 år sammen. Stor tak for det min pige. Jeg bliver her lidt endnu.

Interviewene af Laurids Simonsen er foretaget i december 2012 og januar 2013

KOLIND BAG FACADEN
– fotoreportage fra 2019 af Bent Møller Pedersen, Kolind.

FLYGTNINGE I KOLIND
Knud Jensen

Det var i 1945 at Musse Laursen, gift med købmand Carl Laursen i Kolind fik besked gennem Danske Kvinders Beredskab og Modstandsbevægelsen, at der ville komme flygtninge til Kolind. Den 5 maj kom der en snes unge mænd fra Tirstrup. Det var unge, som var blevet udskrevet til tvangsarbejde i Tyskland. De var fra Frankrig, Letland, Litauen og fra asiatiske lande. Da de allierede tropper rykkede frem i Tyskland, blev de evakueret over Østersøen.

Musse Laursen fortæller: “Skovrider Gøttsche fra Ørum kom med dem og vi begyndte straks at lave mad til dem. De blev indkvarteret i en lagerbygning til en købmandsforretning i Kolind og vi slæbte et par store mælkejunger frem og skar rugbrød op i mange skiver, tykke humpler, og de var godt sultne. De havde selv tæpper og spisegrej med og til at begynde med værnede de om hver dråbe mælk og hver krumme brød, vi gav dem, men snart spiste de i ro og mag, da de efterhånden fandt ud af at ingen ville komme og snuppe det fra dem. Næste dag spiste de i Kolind gamle skole, hvor menuen stod på havregrød, som vi kogte i en gruekedel. Vi kunne snakke lidt engelsk med dem, men smil og håndbevægelser klarede alle sprogvanskeligheder, så de forstod hurtigt at vi ville hjælpe dem”.

Kort tid efter kom der imidlertid besked om, at de unge mænd skulle flyttes til en lejr i Grenå, men der var 8 franskmænd, som var kede af at flytte fra Kolind. Så tog Musse en stor beslutning og sagde til sin mand: “Carl, det er også lige meget, nu tager vi dem hjem til os”! Og sådan blev det. Det var da vi havde den gamle købmandsforretning, der lå lige over for præstegården. De spiste der i en måneds tid, inden de kunne komme hjem til Frankrig. Musse Laursen har opbevaret en spiseseddel, hvoraf det fremgår, hvad flygtningene fik at spise i den periode. Der er alle mulige gamle retter, nævnes kan øllebrød, grønkålssuppe, stegt flæsk, irsk stuvning, forloren hare, havregrød, medister, byggrød, aspargessuppe, risengrød, kærnemælkssuppe og anden solid dansk mad. Øllebrød ses på menuen flere gange. Hun lavede maden hjulpet af en ung pige, og der var også tre børn i huset. Om natten sov de 8 franskmænd nede i købmand Nielsens lagerbygning ved anlægget.

En dag fik franskmændene besked om, at de måtte skrive et åbent brevkort hjem til deres familie. Og aldrig havde Musse Laursen set så meget skrevet på et brevkort. Bitte små typer for at få så meget med som muligt. De havde jo slet ikke været i kontakt med deres familie i 2-4 år.

Midt i juni rejste de så fra Kolind med tog ned gennem Europa og kom godt hjem til deres familier. Musse og Karl Laursen holdt forbindelsen med to af flygtningene i mange år. De hed Raoul og André. Den 23. juni 1945 kom der telegram fra André, at han var vel ankommet til Marseille. Der var tilføjet på dansk: “Mange tak”.

De skrev senere meget sammen og udvekslede billeder af familien og besøgte også Danmark. I 1970 var Musse og Carl inviteret til Paris i 8 dage, og de fik en hjertelig modtagelse og blev vist rundt til alt det, der var værd at se. Senere blev der stadig udvekslet breve.

Lokalarkivet er i besiddelse af et brev til den franske konsul i Randers, H. Volsing, hvori Raoul udtrykker sin store taknemmelighed for den måde, de blev behandlet på i deres korte ophold i Danmark. Han skriver bl.a.: “Lad mig først fortælle, at vi er kommet godt hjem og med stor glæde har genfundet vore familier. Jeg vil også bede Dem, hr. konsul, om venligst at sende et brev til fru købmand Laursen i Kolind, og deri udtrykke vor store taknemmelighed, vor taksigelse og vor hengivenhed. Vi glemmer ikke og kan aldrig glemme den hjertelige modtagelse, vi fik i Danmark. Det er det, som jeg gerne vil, at de skal sige til fru Laursen og til alle de andre mennesker i Kolind, som vi kender”! Samme konsul Volsing havde i øvrigt inviteret de 8 franskmænd til Randers, hvor han også havde inviteret dem på restaurant. Musikken spillede Marseillaisen, da de kom ind på restauranten. Det var de meget rørte over.

Musse Laursen flyttede senere til Risskov og døde for nogle år siden. Helst til det sidste havde hun kontakt med Raoul og flere efterkommere af de andre franskmænd.

DEN INDREMISSIONSKE KOLPORTØR FRA SIVESTED
Knud Jensen

Det påstås at hvis man omkring år 1900 fulgte landevejen fra Kolind til Grenå skulle man i Sivested by kunne se et mørkt område på vejen. Den skulle hidrøre fra at der i gamle dage lå en smedie. Og denne Sivested-smed var tillige dyrlæge. Noget hæftig af sind skulle han have været. Smedekonen var stille og beskeden.

En søn de fik i 1804 gav de navnet Frands Pallesen. Mange minder fik han ikke med sig fra barndomshjemmet. Forældrene døde begge af en smitsom sygdom, da han var 5 år. Så opfostredes han i et andet hjem. Det var fattigt med dårlig føde og småt med tøj. Han ville være møller. Var først på Vedø Mølle ved Kolind. Siden på Dronningborg Mølle ved Randers. Stor og stærk blev han. Han imponerede ved at kunne bære tre tønder rug på ryggen. Sin hustru Mette hentede han i Taastrup i Ødum sogn. Hun havde penge, og hun havde kræfter og var ikke bange for at bruge dem. En ko hun fik med hjemmefra, trak hun selv de syv mil fra Taastrup til Fladstrup i Lyngby sogn. For her havde de købt en gård. Den blev drevet godt og ved tilkøb af jord blev den til en ret stor bondegård i tidens løb.

Det kunne gå livligt til i hjemmet og i omgangskredsen. Der foretoges udflugter til Grenå, hvor der blev spillet og drukket. Og man brændte selv brændevin på gårdene. Således var det almindeligt i de tider. Men så blev brænding forbudt og redskaberne skulle afleveres. Myndighederne kom også til Frands Pallesens hjem, men det lykkedes Mette at få et brændevinsanker tildækket med tøj og en pige med et barn anbragt ovenpå, så det blev slet ikke opdaget.

Da Frands var omkring 40 år ændredes hans livsføring ganske. Han var kommet til at gruble over livets mening, og han kom ind i en sjælelig krise. Den øgedes da gården brændte, og han led et stort økonomisk tab. Så hørte han en søndag i Lyngby kirke en prædiken af præsten og seminarieforstanderen Frederik Nielsen. Han var en meget dygtig prædikant og evnede at levendegøre sit stof. Der blev prædiket over ordene: “Hvis din hånd forarger dig, så hug den af”! Frands tog det meget bogstaveligt og gik hjem og bearbejdede sin hånd med en økse. Så ilede han til den forfærdede præst og udbrød: “Se nu, præst, nu har jeg gjort som jeg har hørt og læst”!

Flere måneders sengeleje bragte ikke fuldstændig helbredelse af hånden. Men han fik ro i sindet. Nu skulle livet leves anderledes end hidtil. Han granskede sin bibel, han gik med til gudelige forsamlinger og han afholdt selv sådanne og beværtede de mange gæster med mad og drikke. Han blev nu en trofast forkæmper for Indre Mission. Dog optrådte han ikke som taler ved møder og forsamlinger. Han vandrede rundt fra dør til dør med gudelige småskrifter og talte med den enkelte om sin tro. Og den milde og kærlige vandringsmand blev en velset gæst i mange hjem.

Det var mest på Djursland, han fik sit virke. Hvor man ikke kendte ham, blev han ikke altid lige godt modtaget. En aften kom han til en gård på Mols og bad om nattely, fortælles der. Gårdejeren var ikke velvillig, for omstrejfende vagabonder holdt man sig helst fra livet. Han fik dog lov til at tilbringe natten i en staldbås. Næste morgen kom gårdmanden ud til Frands og viste med megen glæde sin besætning på 12 køer frem. “Ja, så mange køer har du vel ikke selv”? sagde han. “Jo”, svarede Frands stilfærdigt. “Hvor mange har du da”? lød det undrende spørgsmål. Frands svarede sagtmodigt: “Femogtyve”! Gårdmanden blev meget betuttet. “Ja, så skulle du sandelig ikke have sovet herude i nat”!

Også lange rejser foretog Frands Pallesen. Et par gange var han helt ovre på Langeland. Han besøgte her sin tidligere sognepræst, provst Langhoff. Og da hans eneste søn Palle i 1864 lå som soldat ved Dybbøl, rejste Frands også derned.

Gården i Fladstrup blev passet mønsterværdigt af hustruen og sønnen. Frands Pallesen bevarede helbred og åndskraft, til han døde i 1890, 86 år gammel.

Efterkommerne fortsatte pietetsfuldt Frands Pallesens gerning. Sønnen Palle, der fik gården i Fladstrup i arv, blev en trofast støtte for Indre Mission. Han var en livlig og vennesæl mand. Han sagde engang til en ven: “A sku ha wot grundtvigianer! A haar alt faa godt et humør te aa vær missionsmand”! Nå, missionsfolk kan nu også eje humor!

En søn af Palle Frandsen, der som bedstefaderen fik navnet Frands, blev indremissionær. En datter, Kirstine Pallesen, kom til at virke som missionær, bl.a. i Kina. Og en anden datter, Karen, blev gift med Peder Tolstrup fra Stabrand og de to blev forældre til Rasmus Tolstrup, der var sognepræst i Kolind-Ebdrup-Skarresø 1964-1973.

LÆRERDATTER I GL. KOLIND
Redigeret af Knud Jensen

Disse erindringer er skrevet i 1988 af Kisse Malfeld, datter af Hans Malfeld, som var lærer ved Kolind skole fra 1914 til 1954.

Jeg blev født en fastelavnsmandag i den gamle skole i Kolind, hvor min far var lærer.Forholdene i skolen var meget familiære, sånogle af skolebørnenevar inde at kigge på det lille nor. Skolen så ikke dengang ud som nu. I stedet for den store villa, der nu ligger der, lå en lang, hvid bygning med stråtag. I den boede førstelærer Christensen. I det lange hus, som har været gult, var der i den nederste ende 2 skolestuer, adskilt af en gang med cementgulv og små båse på væggene til børnenes træsko.

Der var 2 lærere ved skolen, som kun havde 4 klasser. Endvidere havde vi en håndgerningslærerinde E. Holstvig, en dame på ca. 40 år, men jeg husker, at jeg dengang syntes frk. Holstvig så ældgammel ud.

Vi boede i den sydlige ende af huset. Min vej til skole gik fra spisestue til dagligstue, hvorfra der førte en dør direkte ind i skolestuen. Dog må denne vej på min første skoledag være blevet for lang, for jeg befandt mig stortudende på en skolebænk i min fars klasse, og ret hurtigt forduftede jeg ind til den hjemlige arne, min mor og en sukkermad. Det var før sukker blev erklæret som menneskets værste fjende. Efterhånden vænnede jeg mig dog til skolestuen. Vi havde det hyggeligt i den gamle skole. Hver sommer havde de mindste klasser en udflugt til Maarup-skoven. Vi gik bevæbnede med sodavand og madpakke ud ad Maarupvejen og til højre ad en markvej. Ude i skoven var der en lysning, hvor vi legede 2 mand frem for en enke’, Blindebuk og forskellige sangleje. Jeg gad vide, hvad nutidens børn ville synes om en sådan udflugt!

Noget af det vi glædede os til hele året, var skolens juletræ. Denne fest fandt altid sted 3. juledag på Hotel Kolind. Vi implicerede indfandt os om formiddagen, bevæbnede med store kurve, hvori bl.a. var store, flotte røde og hvide papirsposer, som var en væsentlig del af pynten til det store træ. Om aftenen gik vi så rundt om træet og sang julesalmer. Lærer Christensen læste en fortælling, og så kom hvert barn op til et langt bord og fik en rigtig julegave samt en godtepose. Det var tilladt at bytte gaven, da der altid var gaver i overskud. Når dette spændende bytteri var overstået, stillede vi efterhånden trætte poder op til dans og sanglege.

Efterhånden som vi blev større, kom de rigtige skoleudflugter til. Det var livet! Jeg husker en 3-dages tur til Fanø. Vi sov om natten på et høloft ovenover en kostald, hvorfra der gik en faldefærdig stige op til ‘hotellet’! Det lykkedes os vistnok at komme op uden at brække arme og ben, men søvn fik vi nu ikke meget af! Jeg tror nok jeg syntes, at Fanø var et dejligt sted. En anden gang var vi 4 dage i København. Nej, altså . . .”! For os små landsbybørn var det ufatteligt, hvad vi så og oplevede. Vi boede på Nyboder skole i en stor gymnastiksal, og også denne gang var oplevelsen for stor til, at søvnen ville indfinde sig. Havde nogen dengang fortalt mig, at jeg skulle komme til at passere denne skole utallige gange, og at jeg skulle komme til at opleve mange år af mit liv i denne dejlige by, ville jeg nok have sagt: Det er løwn!

Nå, det gode får hurtigt ende. Nu stod jeg i en ret ung alder og skulle forlade den gamle skole. En meget lang rejse forestod. 7 km med tog til Ryomgård Realskole. Hvordan skulle jeg dog komme tilbage til min mor og sukkermadderne! Ak, ja! De svandt, de svandt de skjønne barndomsdage.

VOR MAND PÅ TINGE
Søren Pedersen/Knud Jensen

Det er nok ikke almindelig kendt, at Kolind i årene fra 1853 til 1869 i flere perioder var repræsenteret i Den danske Rigsdag. Repræsentanten hed Jens Andersen Degn og han var gårdejer i Gl. Kolind.
Han var født i Kolind den 4. december 1819. Egentlig hed han kun Jens Andersen, men Degn var et tilnavn, som han fik efter moderens første mand.
Som det i reglen var tilfældet kom han til landbruget efter konfirmationen, men han fik dog en god uddannelse, idet han i tre år var elev under Det kongelige danske Landhusholdningsselskab. Denne uddannelse gav ham adgang til betroede pladser, bl.a. som ladefoged. Det blev han senere på herregårdene Hessel og Katholm.
Han blev gift med Christine Jensdatter fra Attrup og overtog så fødegården i Kolind. Denne gård er for længst nedrevet. 

På grund af hans rige evner, som oversteg hans standsfællers, blev han i 1847 indvalgt i sogneforstanderskabet for Kolind-Ebdrup-Skarresø. Der blev han formand i 1848, kun 30 år gammel. Året efter trak han sig dog som formand, idet den nye sognepræst A. Jantzen overtog hvervet. Det var almindeligt, at sognepræsten altid var formand for forstanderskabet.

I denne periode fandt treårskrigen sted og grundloven blev indført i 1849. Det var også på denne tid, at den første købmand kom til Kolind. Handelsbetjent P. Larsen fra Randers fik tilladelse til at opføre en købmandsforretning lige over for præstegården.
I marts 1853 udtrådte Jens Andersen Degn af forstanderskabet. Om grunden hertil kan læses i forhandlingsprotokollen:
“Torsdag den 3. Marts 1853 var Colind Sogns beboere forsamlede i Colind Skole for at vælge en Sogneforstander istedetfor afgangne Sogneforstander Jens Andersen Degn, som ved sidst afholdte Valgmøde i Ebeltoft Kjøbstad blev valgt som Rigsdagsmand for Randers Amts 5. valgkreds”.

Jens Andersen Degn var altså blevet valgt til rigsdagsmand for Ebeltoftkredsen.
Det var nok med glæde og forventning, at han tog plads i Rigsdagen som repræsentant for Bondevennerne (det senere Venstre), men perioden blev ikke lang. Rigsdagen blev åbnet af Grundtvig som aldersformand og han udtrykte håbet om, at “dette møde måtte falde ud til kongens ære, rigets gavn og folkets glæde”.

Straks efter afholdtes et fællesmøde for begge kamre, hvor konsejlpræsident Bluhme oplæste et kongeligt budskab om arvefølgen, og han opfordrede medlemmerne til at stemme ja til dette forslag. Forholdet var jo, at Frederik den Syvende ikke havde arvinger, og derfor skulle der findes en anden tronfølger. Man var enige om at indstille prins Christian af Glücksborg dertil.
Ved afstemningen støttede 97 for forslaget, men 45 gik imod, og da der skulle 3/4 til ændring af kongeloven, var forslaget nedstemt. Harmfuld over dette resultat opløste Bluhme Rigsdagen skønt samlingen kun havde varet 6 uger. Jens Andersen Degn var iblandt de 97 ja-sigere.

Bluhme var blevet afløst af A. S. Ørsted som konsejlpræsident og der blev valg til Rigsdagen den 27. maj 1853 og der valgtes Jens Andersen Degn igen som repræsentant for Ebeltoft-kredsen. 
I denne periode var der store uoverensstemmelser mellem regeringen og folketing. Ørsted ville benytte lejligheden til at fratage kongerigets indbyggere nogle af de privilegier, grundloven havde givet dem.
Det resulterede i, at Rigsdagen igen blev opløst i oktober 1854 og der blev en bevæget valgkamp.
Jens Andersen Degn stillede mærkeligt nok ikke op til valg, men helligede sig sin landmandsgerning, da han på grund af små børn i hjemmet dårligt kunne undværes på gården. Hans efterfølger i kredsen blev A. W. Dinesen, Katholm. 

I 1855 indvalgtes han igen i forstanderskabet i Kolind, men allerede året efter solgte han gården og købte en ny i Vivild. Siden flyttede han til Nørager, men i begyndelsen af 60-erne igen tilbage til Kolind, hvor han overtog en mindre ejendom.

Hele tiden havde han haft rigeligt med tillidshverv.

Nu var han igen blevet draget ind i politisk virksomhed. Da den ulykkelige krig i 1864 var overstået opstod der store spændinger i folketinget og der blev udskrevet valg til folketinget den 4. juni og landstinget den 21. juni 1866.
Bondevennernes parti var også blevet splittet mellem de store og de små bønder. Det fortælles at godsejer Estrup på Skaføgård, der var en af lederne for de store bønder, kom ridende til Kolind for at rådføre sig med Jens Andersen Degn.

Det er siden blevet sagt, at folketingsvalget i 1866 er det vigtigste valg der nogensinde er blevet holdt i Danmark. Spørgsmålet var jo, om der i fremtiden skulle regeres efter Monrads frisindede grundlov eller J. B. S. Estrups grundlovsforslag af 1866.

Ebeltoft-kredsens mand i folketinget var godsejer F. Mourier-Pedersen, Rugaard. Han var tilhænger af Estrup, og nu fik han Jens Andersen Degn som modstander, idet denne blev opstillet som Venstres kandidat. Ved valget fik han 1007 stemmer, mens Mourier-Pedersen kun fik 454.
I nogle forholdsvis rolige år sad han nu i folketinget til 1869 og da stillede han ikke op mere. Hans efterfølger blev Thomas Christensen, Nyskov ved Thorsager. 
Fra nu af gav han sig ikke af med politisk virke. Da han ramtes af et slagtilfælde flyttede han til en datter i Ellev, som plejede ham til det sidste. Han døde 30. april 1894, 74 år gammel og blev begravet på Kolind kirkegård. Hans hustru døde i 1909, 90 år gammel. 

På Kolind kirkegård vil man forgæves lede efter hans grav. Den er for længst sløjfet og stenen slået i stykker. Det kunne nok have været på sin plads at hæge om hans minde mere end sket er. Han var dog engang en ledende skikkelse i sin fødeby og han var en pryd for den stand, han repræsenterede.

Kilde: “Gamle dage på Midt-Djursland” af Søren Pedersen.