PINDSTRUP

INDHOLD

SKOVFOGEDERNE PÅ STENALTSKIFTET I FJELD
(Erik Pilgaard Vinther)

PINDSTRUP BRUGS 100 ÅR -del 5

PINDSTRUP BRUGS 100 ÅR – del 4

PINDSTRUP BRUGS 100 ÅR – del 3

PINDSTRUP BRUGS 100 ÅR – del 2

PINDSTRUP BRUGS 100 ÅR – del 1

PINDSTRUP MOSEBRUG – FOTO
Nye fotos er indsat 01. dec. 2021

KONGSVEJ I PINDSTRUP (Knud Jensen)

ET STÆRKERE FÆLLESSKAB (H.C. Baltzer)

PINDSTRUPS HISTORIE
(Orla Pedersen)

MIN BARNDOM PÅ SKAFØGAARD (Robert Madsen/Knud Jensen)

KØBMANDSGAARDEN I PINDSTRUP (Knud Jensen)

ANKER JØRGENSEN OG PINDSTRUP (Helge Qvist Frandsen)

OM KÆMPEBRANDEN I PINDSTRUP I 1921 (Knud Jensen)

SKOLEN I PINDSTRUP – 1913 (Knud Jensen)

POLAKKERNE I PINDSTRUP (Helge Kristensen)

SKOVFOGEDERNE PÅ STENALT SKIFTET I FJELD SKOV PÅ DJURSLAND 1662-1900
(Erik Pilgaard Vinther, artiklen er indsat som PDF.

PINDSTRUP BRUGS 100 ÅR
1912 – 2012

DEL 5 (afslutning)

I 1981 mente bestyrelsen, at der snart ville være økonomisk baggrund for foreningens planer om at bygge en ny Brugs. I september henvendte Schrøder Thomsen (Pindstrup Trikotage) sig. Han ville sælge sin systue til Brugsen. Efter bestyrelsen havde set på systuens lokaler, mente man, den var velegnet til Brugs.

Man blev efter forhandling enige om prisen, kontant 475.000 kr.
Bestyrelsen var klar med planerne til generalforsamlingen den 23. marts 1982. Projektet ville stå i ca. 900.000 kr. og ville omfatte ombygningen af systuen til Brugs, inventar, P-plads, benzinanlæg mv. Der var mødt 170 medlemmer op til generalforsamlingen, og efter en længere debat var der afstemning om projektet. Skulle man købe systuen og flytte til Storegade 62? Der var 98 som stemte for flytningen/projektet og 66 imod. Man overtager Storegade 62 den 15. juli 1982.

Da man havde fået alle tilladelserne fra de forskellige myndigheder, gik man i gang med at få tilbud ind fra håndværkerne. I september er man klar til at gå i gang. Alle håndværkertilbuddene holder.
Allerede den 30. september kunne man holde indvielse af den nye Brugs på Storegade 62. Nu fik man 250 m2 salgsareal mod tidligere 160 m2 i den gamle Brugs og et lagerlokale mv. på 100 m2.

I januar 1983 opsiger uddeleren Poul Erik Jensen sin stilling til fratrædelse den 1. februar 1983. Poul Erik Jensen var ansat i ca. 4½ år.

til at opføre 5 udlejnings-lejligheder i bygningen.
Da amtet gav tilladelsen, var fuglen fløjet, – køberen var væk. Hverken købers eller brugsens sagførere kunne finde køber.

De første år efter Svend Aage Hansens tiltrædelse var rolige år. Bestyrelsen arbejdede på at sælge den gamle Brugs. Det lykkedes i 1984 at sælge bygningen til et genbrugsfirma i Egå.
Bestyrelsen besluttede at fejre 75. års jubilæum den 10. oktober 1987 i Pindstrup Hallen med spisning og bal. Der var 200 gæster til festen. Som skrevet står, maden var go, musikken kunne ønskes bedre, men alt i alt en god dag.
I november 1988 døde daværende formand K.O. Hansen pludselig efter 16 år på formandsposten og man valgte Bente Jacobsen som ny formand. Bestyrelsen var forsigtig, man konsoliderede sig og man foretog næsten ingen investeringer. På bestyrelsesmøderne var der megen tale om fjernvarmen, som man mente var for dyr.

Man holdt møde med en FDB-konsulent. Tegninger bliver fremlagt for en udvidelse på ca.100 m2, men på et efterfølgende møde dropper man planerne. Planerne om en udvidelse kommer op igen på et bestyrelsesmøde omkring årsskiftet 1989/90, men bliver udskudt igen til januar 1991, hvor man går i gang og senere afholder rejsegilde på et 100 m2 lagerlokale. Brugsen får den 1. februar 1992 postbetjening (bliver posthus). NærBrugsen skifter navn til Dagli’Brugsen.

Selvom 1998 var et godt år, ville bestyrelsen fortsat forsøge at udvikle Brugsen til et moderne supermarked. Overskuddet var det år næsten på en ½ million kr. De følgende år var der store overskud, hvor hovedparten blev henlagt i en reservefond.

børnebogsamling/bibliotek. Et tilskud som betød, at eleverne på skolen kunne låne børnebøger med hjem. Derudover gav bestyrelsen tilskud til mange andre formål bl.a. gadebelysning/julebelysning.

”Hvad skal der være?”
Det har der været sagt mange gange over disken i de første 100 år, men i princippet er det stadig de samme ord, der siges i dag som for 100 år siden, men det er i dag bare andre varer som ”langes over disken”.

Dette er blandt meget andet det der gør, at det bliver en spændende hverdag. Jeg er også kommet til at kende mange familier og deres liv igennem de mange år, jeg har været i Pindstrup Brugs. Der er mange, som har været ansat i butikken. Brugsen er et sted, hvor mange unge har deres første job, og hvor vi lærer dem at arbejde og tage ansvar. Det er en fornøjelse, at følge dem i deres videre færd.
Dagli’ Brugsen Pindstrup er en sund forretning, der i dag har en egenkapital på ca. 4 millioner, hvor vi i disse år er i et svært marked. Vi er en butik med mange ekstra funktioner: Post, bank, apoteker udsalg, tøjrens, tips/lottoforhandler, benzinforhandler. Med alle disse funktioner, kan vi beholde en dagligvarebutik i PINDSTRUP – men husk, det er dig, der igennem dit medlemskab er medbestemmende om Dagli’ Brugsens fremtidige udvikling. Husk Dagli’Brugsen eksisterer kun, hvis I handler hos os. Personalet og jeg er bevidst om, at vi kun har et job, hvis vi giver en god service/betjening, så kunderne kommer igen! Med dette ønsker jeg Dagli’Brugsen Pindstrup et stort TILLYKKE med de første 100 år samt ønsket om en lys fremtid.
Rigtigt mange fødselsdagshilsener til alle
Venlig hilsen
Svend Aage Hansen

Nedenfor bestyrelsen 2012, – Pindstrup Brugsforening:
Anette Danielsen, Jørgen Hvid, Dorthe Thykjær, Steen Mikkelsen og Ulla Bak.

Nedenfor personalet 2012
Bagerste Række fra venstre: Lonnie Dilling Pedersen, Anders Friis Laursen, Frederik Lægård Christiansen, Jonas Andersen, Svend Aage Hansen, Kasper, Holm Hansen.
Forreste række fra venstre: Rikke Kaas, Mette Busk, Stephani Darre, Tommy Jensen, Malene Nygård, Benn Wigh.

PINDSTRUP
BRUGSFORENING 1912 – 2012      

DEL 4

Uddeler Jacob K. Andersen, 1946 – 1978

Uddeler Jacob K. Andersen kom fra en stilling som 1. kommis i Kristrup Brugs. Han boede sammen med sin kone Elly i midtbyen i Randers.

som var faldefærdig. Der var ingenting som fungerede, alt var nedslidt, så det var hårdt arbejde fra dag 1. Jeg må fortælle, at det var en daglig kamp med bestyrelsen for at få lavet forbedringer i forretningen og beboelsen.
Omsætningen var faldene, så det så håbløst ud, men vi var unge og der var begyndt at komme flere medlemmer. Medlemmer som kom fra arbejderklassen, hvilket vi håbede på ville give en stigning i omsætningen.

Elly K. Andersens beskrivelse af situationen i deres første år, fremgår også af protokollen: Ved opgørelsen den 31. marts 1946 kunne man konstatere en nedgang i varebeholdningen, og man måtte udsætte defekte varer for et beløb på 518 kr., som den ny uddeler købte for 75 kr.
Man havde virkelig problemer med økonomien i Brugsforeningen. Bestyrelsen var ikke meget synlig i den første tid med Jacob Andersen som uddeler. Men man havde bestyrelsesmøde i august 1946 på anmodning om, at foreningen ville afstå 2 m jord af haven til en påtænkt udvidelse af missionshuset (t.h.) til kirke.

Den 1. maj 1947 vedtog bestyrelsen at forhøje priserne for visse varer, fordi vinterregnskabet viste for lidt i netto-overskud. Det første år med Jacob K. Andersen som uddeler var ikke nok til at vende den synkende skude. Der var langt imellem bestyrelsesmøderne i det år, men i september besluttede bestyrelsen at søge varedirektoratet om 1 porcelænshåndvask samt WC-kumme med cisterne til brug for butikkens personale. Byggenævnet giver i 1948 tilladelse til at opføre et WC, men ikke at montere en håndvask. Man fornemmer tydeligt, at uddelerparret ihærdigt forsøger at forbedre forholdene i Brugsen. Bestyrelsen vedtog, at taget på bryggerset skulle udskiftes og samtidig at installere WC’et.

I begyndelsen af 1948 var der mange ansøgninger om optagelse i Brugsforeningen, så på generalforsamlingen i november kunne formanden oplyse, at der nu var over 100 medlemmer. Og samtidig kunne han fortælle, at varesituationen nu var begyndt at forbedre sig. FDB var nu mere leveringsdygtige, dog var der ikke sket nogen prisfald. Formanden Laurits Jensen berettede også, at der var foretaget forskellige reparationer og nyanlæg på bygningen. I begyndelsen af 1949 besluttede bestyrelsen at anskaffe en lampe i gården.
Man fortsatte med at afholde generalforsamling 2 gange om året, men til gengæld blev der ikke afholdt så mange bestyrelsesmøder som før 1946. Man havde tilsyneladende tillid til den ny uddeler.

Uddeleren presser på for at forbedre butikken/bygningerne og ikke mindst uddelerens egen bolig. Så i maj 1950 bliver der foretaget reparation og maling af bygningen udvendig. Samtidig får uddeleren tilladelse til at lade en dør flytte fra stuen ind til børneværelset. Dog måtte han selv betale. Det vedtages også at lade dagligstue og spisestue tapetsere. På samme møde besluttede man at genoptage sagen om ombygning af Brugsen. Der blev fremlagt et tegningsforslag.

Ombygning af Brugsen
På den ekstraordinære generalforsamling den 21.september 1950 vedtog man at ombygge Brugsen, dog med visse ændringer. Sagen skulle dog behandles på en senere generalforsamling, der blev afholdt den 5. december 1950, hvor det blev besluttet at ombygge Brugsen og at den fremover skulle være en selv-betjeningsbutik! Der var dog en del i tegningerne, som skulle tilrettes.
I maj 1951 er bestyrelsen i gang med at optage et byggelån på 45.000 kr. til dækning af de med ombygningen forbundne udgifter, som der står skrevet i protokollen. På samme møde – I henhold til vedtagne love og restriktioner, er det hele standset!!! Senere på en generalforsamling omtaler formanden kort byggesituationen, der foreløbig er standset.
På generalforsamlingen den 28. nov. 1951, blev der vedtaget at stoppe varekørsel af varer til Brunmose pga. mund- og klovsyge blandt medlemmerne!!! På bestyrelsesmødet den 28. februar 1952, blev det besluttet at sætte byggeriet i gang snarest. På baggrund af de indkomne tilbud skulle der ombygges for ca. 76.000 kr.
Bestyrelsen havde problemer med at låne penge til ombygningen. Der var problemer med arkitekten og måden, hvorpå ombygningen var blevet udbudt på. Uddeleren ønskede gummibelægning på gulvene over hele bygningen og måtte da selv betale differencen på 1.000 kr.
På de følgende generalforsamlinger var ombygningen af Brugsens lokaler anledning til megen kritik. På generalforsamlingen den 18. november 1952 var der megen kritik af byggeomkostningerne, at arbejdet ikke var blevet udliciteret (læs murermester N.P. Jensen). Der var også megen kritik af arkitekten. Hele bestyrelsen var enig om en stærk utilfredshed med arkitektens assistance og føler os brøstholdne over den ringe hjælp og støtte han havde været for os. Det var lærer Borup Hansen (og ikke formanden Laurits Jensen), som forsvarede budgetoverskridelserne vedrørende ombygningen. Dirigenten Jens Sejr Jensen sluttede generalforsamlingen, hvor bølgerne havde gået højt, med ordene: ”Tak for kritik, ro og orden”.

Efter ombygningen i 1952 faldt der ro over Brugsforeningen, og der blev indmeldt flere og flere medlemmer i foreningen. Bestyrelsesmedlemmerne blev jævnligt skiftet ud, men formanden Laurits Jensen forblev som formand, indtil han på bestyrelsesmødet den 13. maj 1957 meddelte, at han ikke ønskede at fortsætte som formand. Som ny formand valgtes Nicolaj Slot. Laurits Jensen fortsatte i bestyrelsen og som regnskabsfører. På efterfølgende generalforsamling i november 1957, hvor Nicolaj Slot aflagde beretning, kunne han bl.a. fortælle, at Brugsforeningen havde rundet 400.000 kr. i omsætning. Overskuddet var på ca. 37.000 kr. og der ville blive udbetalt 4% i dividende. Formanden Nicolaj Slot og generalforsamlingen rejste sig og takkede Laurits Jensen for hans 32 år som formand. I 1958 fik man anskaffet frysediske til forretningen, og i 1959 var man tæt på en omsætning på 1 million kr.

 
Man vedtog at afholde kun én opgørelse og én generalforsamling om året.

I 1961 begyndte bestyrelsen og FDB at lufte tanken om at ombygge Brugsen til en mere moderne butiksform, der blandt andet medførte, at man skulle have slagterafdeling. Den 21. november fik bestyrelsen på generalforsamlingen bemyndigelse til at ombygge forretningen indenfor en ramme på 150.000 kr. Der var 77 medlemmer til stede på generalforsamlingen. På et medlemsmøde den 4. juli 1962 var der forslag fra bestyrelsen om indførelse af kontantbetaling samtidig med åbningen af den ombyggede Brugs. Det blev der en meget ophedet debat om. Man mente, at bestyrelsen havde tillagt sig for store beføjelser ved at indføre kontantbetaling. På bestyrelsesmødet den 22. august fik uddeler Andersen tilladelse til at forestå TIPS-forhandling for egen regning.

I ”Uddelerbladet” den 22. november 1962 var overskriften: Medlemmerne i en af Djurslands store brugsforeninger giver sig selv en ny butik i 50 års jubilæumsgave.

Uddrag af artiklen
 I jubilæumsgave fik Pindstrup en ny Brugs. Ved udvidelsen af den gamle butik fra et salgsareal på 70 m2 til 200 m2. En udvidelse til 150.000 kr.

1. Forudsætningen var, at uddeleren skulle flytte fra Brugsen, for at der kunne skabes den fornødne plads. Han får i stedet boliggodtgørelse.

2. Det var en fornuftig og i økonomisk henseende grundig gennemarbejdet plan, der blev fremlagt for generalforsamlingen, som med stor majoritet vedtog planen.

En betingelse var at ombygningen/udvidelsen skulle stå klar og være i brug på 50 års jubilæumsdagen. Samtidig indførte man kontantbetaling. Uddeleren udtalte: ”At det var rart, det var kontanter, som var i kassen, når dagens omsætning blev gjort op”.

Ugen efter blev der afholdt generalforsamling, hvor man skulle udvide bestyrelsen til 7 medlemmer. Der blev foreslået 15 og der skulle vælges 4. Blandt de valgte var Olida Rasmussen, så nu var der 2 kvinder i bestyrelsen.
På generalforsamlingen den 12. november 1963, var der en del debat om dividendens størrelse. Formanden Nicolaj Slot foreslog 4 + 2%, men forsamlingen mente, at man skulle udbetale 5+1%, som der blev lovet på den forrige generalforsamling. Bestyrelsens forslag på 4+2% blev dog vedtaget.

Nedenfor t.v.
Fru Elly står for manufaktur-afdelingen og glæder sig over den nye, smukke afdeling. T.h. ekspeditrice frk. Marie Andersen hjælper her husmødrene til rette med at indkøbe varer fra kødafdelingen.

Ved valget til bestyrelsen var der kontant afregning, formanden Nicolaj Slot blev ikke genvalgt.
Nicolaj Slot takkede for godt samarbejde i de 6 år, han havde været formand, og uddeleren takkede også for godt samarbejde. Bestyrelsen valgte derefter Jens Sejr Jensen som formand.

Fra 1. oktober 1964 valgte man at lade Regnskabscentralen føre regnskabet, da regnskabsføreren Laurits Jensen (82 år) ville stoppe.

På generalforsamling den 11. november 1964 var der igen kampvalg, da der skulle vælges 4 til bestyrelsen. Valgt blev Jens Peter Jacobsen, Olida Rasmussen, Cecilie Sørensen og Ellen Bøjstrup. Det blev også en speciel aften, hvor generalforsamlingen tog afsked med Laurits Jensen, som var med til at starte Brugsforeningen i 1912. Uddeleren udtalte på vegne af Generalforsamlingen en stor tak til Laurits Jensen for hans store arbejde for Brugsforeningen igennem 53 år.

Den 25. november 1964 var der bestyrelsesmøde, hvor bestyrelsen konstituerede sig.
Formand J.P. Jacobsen
Næstformand Arne Christensen
Olida Rasmussen
Cecilie Sørensen
Ellen Bøjstrup
Evald Sørensen
Ejner Jensen.
Man kan bemærke sig, at Jens Sejr Jensen kun var formand i et år.
Den første protokol/forhandlingsbog fra den 10. oktober 1912 blev den 25. november 1964
fyldt ud, så det blev til 53 års brugsforeningshistorie i samme bog.

Nye tider
Henry Sørensen, Bakkegården (Laurits Jensens svigersøn) opsagde fra 1. oktober 1965 en gammel lejeaftale vedrørende vejen op til Brugsen. Det gav problemer for Brugsen, da de lastbiler, som leverede varer til Brugsen, var blevet større, så der krævedes en større vej op til indleveringen. Men det lykkedes at købe jorden af Henry Sørensen. Det skal dog nævnes, at der gik 5 år inden jordkøbet blev afsluttet. I 1965 opsatte Jysk Telefon en telefonboks ved Brugsen.

Bestyrelsen besluttede sig for at koble sig på byens nyetablerede fjernvarmeforsyning.
Året efter i 1966 var man i gang med en mindre ombygning. Man indkøbte en køledisk, da man var startet med at sælge mælkeprodukter. Man blændede vinduerne af ud mod gaden og fik nye reoler i butikken og bygningen blev frisket op. I de følgende år blev der årligt investeret i nye frysere, kølediske og der blev foretaget ommøbleringer i butikken.
På generalforsamlingen i november 1971 blev der udtrykt en stor tak til uddelerparret for deres 25 år i Brugsforeningen. Den 13. november 1972 bød formanden Anthon Revsbech velkommen til den store generalforsamling, som samtidig var Brugsforeningens 60. års Jubilæum. Der var oliekrise i 1973 og man forsøgte på flere måder at begrænse varmeudgifterne, blandt andet ved at etablere et vindfang ved indgangsdøren og loftet over forretningen blev isoleret. Der var de følgende år megen opmærksomhed på at spare på energien.
Der blev også de følgende år lavet mange små ændringer, så som belysning af facaden og blomsterkummer foran butikken. Der blev ikke udbetalt dividende i de følgende mange år.
I maj 1978 opsagde uddeler Andersen sin stilling fra den 1. august.

PINDSTRUP 
BRUGSFORENING 1912 – 2012         

 DEL 3

PINDSTRUP I FLAMMER
Underligt at der i forhandlingsbogen ikke er nævnt, at en stor del af Pindstrup brændte ned den 12. juli 1921. Laurits Jensens gård, Bakkegården, der lå bag Brugsen, nedbrændte totalt. Det var midt i byen, omkring brugsen, hvor de stråtækte gårde og huse lå. I det område nedbrændte alt, dog ikke Brugsen, som havde bliktag.

Nedenfor: Bakkegaarden før og efter branden i 1921.

Den omfattende brand gjorde, at 14 familier og dermed 65-70 personer blev husvilde.

Kristian Andersen var, på trods af at bestyrelsen til tider var utilfredshed med ham, stadig uddeler ved 10. års jubilæet. Jubilæet blev afholdt i januar 1923. Bestyrelsen vedtog at holde gilde og invitere alle, der handlede i Brugsen til fest i Landbohjemmet – til kaffe med brød og bagefter blev der afholdt bal.

Uddelerfamilien måtte midlertidig flytte over på den anden side af vejen til Storegade 47, medens byggeriet stod på. Hvor lang tid byggeriet stod på, vides ikke, men Storegade 47 var lejet i ¾ år.
Et af de punkter, som bestyrelsen og uddeleren var meget uenige om, var den ugentlige udkørsel af varer og afhentning af varer fra stationen. Uddeleren ville gerne påtage sig dette arbejde mod betaling på ca. 400,- kr. pr. år, men det var altid blevet afslået.
Men på generalforsamlingen i 1924 blev det besluttet, at uddeleren udfører varekørselen for en 7/8 del af omsætningen. ”Der har nok været stor glæde i familien for denne ekstra indtægt”.

uddeleren og bestyrelsen måtte give store kreditter til landmændene på gødning, foderstoffer mv.
I 1933 fik Brugsforeningen dog råd til at få indlagt vand. Man besluttede at installere 2 vandhaner, som foreningen betalte, men den årlige afgift deles mellem forening og uddeler.
I maj 1937 var der igen klager over uddeler Kristian Andersen. Mundtlige klager over ekspeditionerne i butikken – blandt andet at kunderne skulle vente i ret lang tid, før de blev ekspederet. Så det henstilles igen til uddeleren at sørge for hurtigere betjening og måske ansætte en ældre kommis eller en kommislærling mere. Derudover vedtog man at købe 4 lampetter mere til butikken. Disse skulle holdes tændt, så butikken var fuldt oplyst.
I foråret 1937 ville bestyrelsen ombygge Brugsen igen, en mindre ombygning til 17.000 kr. Forslaget blev forelagt på 2 generalforsamlinger, da der var en del modstand mod at ombygge. Den 30. marts blev forslaget vedtaget med stor majoritet 24 for og 12 imod.

I oktober 1937 vedtog man at holde fest pga. Brugsforeningens 25. års jubilæum. Der skulle dog en ekstraordinær generalforsamling til for at beslutte festen. Så der blev afholdt fest den 15. november, hvor foreningen indbød til fælles kaffebord med bal bagefter. Senere på aftenen blev der serveret smørrebrød.
Bestyrelsen var bemyndiget til at vise uddeleren en lille opmærksomhed i anledningen af hans 25. års jubilæum. I juni 1938 blev det vedtaget, at uddeleren i fremtiden i fællesskab med bestyrelsen antager kommiser og bestemmer deres løn. Samme år vedtager bestyrelsen, at uddeleren skal antage en førstekommis, som kan lede forretningen i uddelerens fravær. Det var ikke meget råderum bestyrelsen gav uddeleren i de år.
Men igen var der ansøgninger/forslag om optagelse af arbejdere i foreningen. Andragendet blev behandlet på generalforsamlingen den 30. maj 1939.
Men ansøgningen blev forkastet med 19 stemmer mod 4, så heller ikke denne gang kunne der optages arbejdere i brugsforeningen.

Besættelsestiden 1940 -1945
Der blev vedtaget en henstilling til kunderne om at betale kontant i den nu foreliggende situation, bl.a. fordi grossisterne forlangte kontant betaling. Det første år under krigen var der ikke noget at bemærke i bestyrelsesreferaterne. Men det vedtages, at der i januar 1941 skulle afholdes fest med lysbilledfremvisning fredag den 17. kl. 19.00. Ligeledes bal for børnene fra kl. 18.00 til 21.00, derefter kaffe og dans for de unge til kl. 1.00. 
I 1941 var det blevet et problem at udbringe varer. Man foreslog at stoppe udbringningen pga. krigen. 18 stemte for at stoppe vareudbringningen og 12 stemte for at fortsætte. Forslag fra bestyrelsen om at stoppe salget af smør og lade uddeleren privat stå for salget. Der var 19 der stemte for forslaget, som blev vedtaget.
Bestyrelsens indflydelse på dagligdagen i Brugsen, kan man fornemme ved dens deltagelse i de daglige beslutninger, hvilket ikke tyder på stor tillid til uddeleren.
På et bestyrelsesmøde i 1942, blev der besluttet, at bestyrelsen sammen med uddeleren skulle fordele de månedlige rationer af forskellige varer. HK Grenå afd. anmoder om at få en forhandling om overenskomst om arbejdsforholdene for personalet i Brugsen. De gårdejere/landmænd, som sad i bestyrelsen, kunne ikke godkende den fremsatte overenskomst. Så da bestyrelsen 1943 blev indkaldt til et møde i den faste voldgift i København, valgte man da at lade Højesteretssagfører Hjelesen tage sig af sagen.

Højesteretssagføreren meddelte efter et møde i 3-mandsudvalget, at det er brugsuddeleren, som er medhjælpernes arbejdsgiver og derfor skulle lave overenskomst med disse. Bestyrelsen forpligtede sig til, i tilfælde af uddelerskifte, at en ny uddeler skal tiltræde overenskomsten.
Senere kom der igen et pålæg til uddeleren om, at han skulle overholde indgåede overenskomster.

Jørgen K. Andersen, Ryomgård lærling fra 1. april 1945 fortæller:
”Da jeg kom i lære boede Uddeleren i stueetagen, og datteren Marie og svigersønnen Aage Mark ovenpå. Aage var førstemand i Brugsen. Jeg havde også et værelse oppe på loftet, som også blev brugt som varelager.”

Så Jørgen Andersen oplevede på nært hold, hvordan det var for Uddelerfamilien Andersen at blive opsagt og tillige, at deres svigersøn ikke blev antaget som ny uddeler. Som Jørgen Andersen fortæller, var det måske på grund af,

Bestyrelsesmødet den 13. august 1945 blev et skelsættende møde, hvor man vedtager, at man vil fremlægge forslag til generalforsamlingen om, at ændre § 3 i vedtægterne, så foreningen også kunne optage arbejdere. På samme møde vedtog man at opsige uddeler Kristian Andersen til fratrædelse den 1. april 1946, – efter 34 års ansættelse.
Ekstraordinær generalforsamling blev holdt den 23. august 1945, hvor der deltog ca. 40 medlemmer. 1. punkt. Ændring af § 3 – den vedr. optagelse af arbejdere m.fl. Beslutningen for at ændre § 3 blev vedtaget med stemmerne 22 for, 15 imod og 5 blanke.
Generalforsamlingen henstiller til bestyrelsen, at den ved optagelse af nye medlemmer følger denne regel:
At ansøgerne har været bosiddende i Pindstrup eller omegn i 2 år og at disse nyder alm. agtelse. Bestyrelsen skal optage disse eller forelægge dem på efterfølgende generalforsamling.
Sagen om uddeleren Kristian Andersens opsigelse kom også under afstemning, 17 stemte for at sanktionere beslutningen og 16 stemte imod. På det efterfølgende bestyrelsesmøde blev der optaget 7 arbejderfamilier efter den nye § 3 regel.
På generalforsamlingen i januar 1946 var der en liste på 27 medlemmer, som ville udsætte opsigelsen af uddeler Kristian Andersen. Der blev igen stemt, denne gang var der 19 for og 19 imod udsættelsen og 7 blanke (de 5 blanke var bl.a. bestyrelsens, så forslaget må være faldet).
Som det fremgår af referaterne fra bestyrelsesmøderne, går man i gang med at søge en ny uddeler med tiltrædelse den 1. april 1946. Der er 70 ansøgere til stillingen. De to sidste, som kunne tilbydes stillingen, var Jacob K. Andersen, Kristrup og førstekommis i Brugsen Aage Mark.
Man vælger J. K. Andersen, Kristrup.
Det var et hårdt slag for uddelerfamilien Kristian Andersen, da Aage Mark var deres svigersøn.
Den første uddeler i Pindstrup Brugsforening, havde det ikke nemt. Bestyrelsen bestemte næsten alt, og deres utilfredshed med uddeleren kom løbende frem. Det var en sluttet kreds af landmænd, som i mange år styrede Brugsforeningen og som var skyld i (Vedtægterne), at der i de første 33 år af Brugsforeningens historie ikke kom nævneværdig flere medlemmer i foreningen.
Man var endnu engang i færd med at nedlægge Brugsforeningen. Men Brugsforeningen blev reddet på målstregen – af nye vedtægter og en ny uddeler.
Citat fra Aarhus Stiftstidende 26. november 1972 af Mads Kristian Andersen i anledning af hans 90. års fødselsdag:
Det var betydelig lettere at blive uddeler. Her kunne enhver ”træskomand” bruges, da jeg som mejerist havde meget med tal at gøre, kom jeg snart bag disken som uddeler i Nordjylland. Siden til Pindstrup brugsforening, hvor min kone og jeg var i 33 år og oplevede den kolossale udvikling med la Cours oprettelse af Pindstrup Mosebrug. Det førte en masse forskellige mennesker til egnen, og det gav mange problemer med megen uenighed og det var ikke altid lige morsomt. Stod af ræset, omsætningen steg og det gjorde ræset også, så midt i 40’erne (i 1946) købte K. Andersen en købmandsforretning i Sall. (64 år gl.).

fortsættes…

PINDSTRUP 
BRUGSFORENING 1912 – 2012          

DEL 2

Pindstrup omkring denne tid

Efter jernbanen kom til Pindstrup i 1876 og indtil 1905 var der ikke sket nogen nævneværdig udvikling i byen – alt ved det gamle.
Dog fik man med Grenå-banens komme bygget station og flere boliger til de ansatte, og ikke mindst blev der bygget købmandshandel og gæstgiveri / kro i 1876 (ved Marius Klemmensen).
Der er ingen tvivl om, at netop Købmandshandelen var årsagen til, at gårdejerne gik sammen og oprettede en Brugsforening.

Ovenfor t.v. Pindstrups hovedgade omkring år 1900 og t.h. Pindstrup Station 1912

Ovenfor t.v.: Marius Klemmensens købmandsgård og kro. T.h. partier fra Pindstrup.

Gårdejerne var meget imod, at købmand Klemmensen skulle tjene på deres indkøb af foderstoffer, såsæd og dagligvarer. I 1895 blev der bygget et afholdshjem, (nu Perlen), og samme år blev Landbohjemmet bygget. Man fik også bygget en ny skole i år 1900, så lidt blev der bygget fra 1876 til 1912.

Pindstrup var i 1912 en lille stationsby, som var domineret af gårdmændene. Men der var opbrud på vej – Johs. F. La Cour var kommet til byen i 1905 og købte en ejendom med tørvejord, hvor La Cour startede en tørveproduktion. Da der skulle bruges mange arbejdere til denne produktion, kom der en del arbejdere og bosatte sig i byen.

Brugsforeningen var en forening, hvor der i mange år var ca. 30 – 40 medlemmer. Da man stiftede foreningen skulle der være 25 medlemmer tegnet, som hver især skulle betale 25,- kr. i indskud. På daværende tidspunkt var 25,- kr. et anseligt beløb.
Man havde love/vedtægter, som nøje gjorde rede for, hvem man måtte optage som medlem. På den baggrund kunne almindelige arbejdere ikke optages som medlemmer. Arbejderne og andre kunne godt handle i Brugsen, men som ikke-medlem fik de udbetalt 2% mindre i dividende. Så på den baggrund var der mange arbejdere som handlede med købmand Klemmensen.
Brugsens bestyrelse så ikke de muligheder, som den store tilstrømning af arbejdere til Pindstrup Mosebrug kunne have haft for Brugsens omsætning.
Måske på den baggrund kom der i de følgende år flere dagligvare-forretninger i byen: Købmænd, slagtere, manufaktur osv. Samtidig steg befolkningstilvæksten hurtig fra 1912 og årene fremover.

Uddeler Mads Kristian Andersen 
1912 -1946

Som det fremgår af forhandlingsbogen overtog uddeler Mads Kristian Andersen boet og dermed bygninger, inventar og varelager fra en falleret Brugsforening. Brugsens bygninger var, for at sige det mildt, ikke særlig velegnede til forretning og beboelse. Som det fremgår af forhandlingsbogen var der ikke indlagt elektricitet, vand og kloak. Forretningslokalet var ikke ret stort og lejligheden var meget lille til en familie. Ovenpå var der lager og værelser til lærlinge.

Datidens butik

butikken, så betjeningen kan ske hurtigere og at kunderne behandles mere imødekommende og ikke mindst ens, samt at uddelerens børn skal holdes mere fra butikken. En milepæl i brugsforeningen var, da der i 1918 blev installeret elektrisk lys i butikken. Dermed fik Pindstrup borgere også mulighed for at få elektricitet indlagt. 

at han selv møder i butikken til den tid, der iflg. kontrakten er aftalt og han skal være mere påpasselig med indpakningen af varerne.
I den periode, hvor Kristian Andersen var uddeler, blev der ikke optaget mange nye medlemmer i brugsforeningen. Det skyldtes bl.a., at foreningens love/vedtægter næsten gjorde det umuligt for en arbejder at blive medlem. Et eksempel på dette var, da Arbejdsmændenes fagforening og Socialdemokratiet, på vegne af 31 arbejderfamilier, søgte om optagelse i Brugsforeningen. Ansøgningen om optagelse blev taget op på en ekstraordinær generalforsamling den 20. januar 1920, men blev afslået med henvisning til § 3.
Et eksempel fra et bestyrelsesmøde:
Det vedtages, at optage Johannes Sørensen som medlem af foreningen på sædvanlige betingelser.
Det var bestyrelsen, som suverænt bestemte, hvem der skulle optages i foreningen.

Nedenfor t.v. Socialdemokratiske vælgerforenings bestyrelse 1920 og t.h. Dampmaskine – Kraft 1 – Mosebruget.

Fortsættes…

PINDSTRUP BRUGS – 100 ÅR. DEL 1
100 års jubilæet markereres i 2022 af et elegant hæfte om Brugsens historie, skrevet af fhv. borgmester Hans Chr. Baltser. I 5 dele bringer vi hæftet, del 1 kommer her:

PINDSTRUP BRUGSFORENING 1912 – 2012          

DEL 1

Oversigt 

        Indhold
Forord
Forfatterens forord
Baggrunden
Pindstrup omkring denne tid
Uddeler Mads Kristian Andersen
Uddeler Jacob K. Andersen
Uddeler Poul Erik Jensen
Uddeler Svend Aage Hansen

Periodens uddelere
Mads Kristian Andersen………………..1913 – 1946
Jacob K. Andersen ………………………1946 – 1978
Poul Erik Jensen ………………………….1978 – 1983
Svend Aage Hansen …………………….1983 –

Formænd i de første 100 år
Anthon Thomsen (Nedergård)………..1912 – 1925
Laurits Jensen …………………………….1925 – 1957
Nicolaj Slot ………………………………….1957 – 1963
Jens Sejr Jensen …………………………1963 – 1964
Jens Peter Jacobsen ……………………1964 – 1966
Anthon Revsbech ………………………..1964 – 1973
Ejner Jensen (ca. 3 mdr.) ……………..1973 – 1973
K.O. Hansen ……………………………….1973 – 1988
Bente Jacobsen……………………………1988 – 1993
Anna Tove Thomsen ……………………1993 – 1996
Poul Nielsen ……………………………….1996 – 2003
Anne Tove Thomsen ……………………2003 – 2004
Lise Lotte Lauritzen ……………………..2004 – 2008
Peder Carlo Babis ……………………….2008 – 2010
Steen Mikkelsen ………………………….2010

Billeder er venligst udlånt af Lokalhistorisk Arkiv Midtdjursland og private.
Alt, som er skrevet med kursivskrift, er direkte afskrift fra forhandlingsbogen/protokoller.

Forord
Pindstrup Brugsforening har nu eksisteret i 100 år. Det er grundlaget for dette jubilæumsskrift. Vi har i bestyrelsen overladt Hans Chr. Baltzer at sammenfatte og udforme skriftet af Brugsens 100 års historie. Da Hans Chr. Baltzer er meget bevidst om Pindstrups historie, fandt vi, at han var den person, som kunne skrive jubilæumsskriftet.
Materialet til jubilæumsskriftet er hentet i de velbevarede forhandlingsbøger og protokoller og en del velbevarede billeder, som er fundet frem til lejligheden. Samtaler med tidligere ansatte og personer, som har haft tilknytning til Brugsforeningen har bidraget til jubilæumsskriftet. Der skal bl.a. nævnes Elly K. Andersen, Jørgen Andersen, Marie Venderby (f. Andersen), Else Rasmussen, Jens Peter Jacobsen m.fl.
Det samlede resultat giver et godt billede af Brugsforeningens udvikling igennem de første 100 år. Men også et blik ind i Pindstrups historie, hvordan udviklingen har formet sig i Pindstrup, set igennem Brugsens protokoller.
Til sidst vil jeg gerne på bestyrelsens vegne rette en tak til overnævnte og alle andre, som på forskellig vis har bidraget til jubilæumsskriftet.

Forfatterens forord
Det har været mig en stor fornøjelse at skrive dette jubilæumsskrift. Man ser jo rundt omkring i Danmark, at det ikke er usædvanligt, at brugsforeninger kan fejre 100 års jubilæum.
Brugsen (Dagli’Brugsen) er nu byens eneste dagligvarebutik og den er klar til de næste 100 år, som byens ”Indkøbscenter” og daglige samlingspunkt.
Den originale forhandlingsbog (protokol fra 1912) har været en fantastisk kilde og rigdom til skriftet. Men også samtaler med den nuværende uddeler Svend Aage Hansen, Elly K. Andersen, der var gift med uddeler Jacob K. Andersen, Else Rasmussen, Olida Rasmussen, Jørgen Andersen (lærling fra 1945) og Marie Wenderby (f. Andersen), som var lærling i 1962.
Så tak til alle for jeres deltagelse – det var nogle hyggelige og sjove timer, vi havde sammen. Med jeres bidrag har det været en god oplevelse at skrive dette jubilæumsskrift.
Det var svært at vurdere Brugsens betydning for lokalsamfundet i de første 50 år. Men det nære samspil mellem Brugsforeningen og lokalsamfundet fra 1950’erne har været til stor glæde for borgerne og Brugsen.
Det nære samspil mellem Brugs og lokalsamfundet for 100 år siden foregik inden for en bestemt samfundsgruppe, nemlig gårdmændene og ejendomsbesidderne. Det var dem, som oprettede Brugsforeningen for Pindstrup og Omegn og som ledede Brugsen igennem deres bestyrelsesarbejde i de første 50 år.
I dag er Dagli’Brugsen Pindstrup borgernes eneste dagligvarebutik og dermed borgernes daglige mødested i byen.
Den forandring, der er sket i Brugsforeningen og i Pindstrup, er, at det nu ikke er gårdmændene som spiller den fremtrædende rolle i byen / samfundet, som i 1912. Det er blevet sådan, at alle Brugsens konkurrenter i Pindstrup: Købmænd, slagterforretninger og bagere i dag er væk. Men det afspejler vel også, at Brugsen med skiftende uddelere og bestyrelser har haft evnen til at komme i kontakt med alle samfundsgrupper og har formået at skabe et indkøbssted for alle. Det har været min ambition at vise samspillet mellem Brugsen og lokalsamfundet, og som en naturlig del at fortælle Brugsens historie og samtidig fortælle lidt af Pindstrups historie. Derfor kan skriftet også læses som en beretning om Pindstrups historie – men dog med Brugsen i centrum.
Det kan ikke være anderledes, Dagli’Brugsen og lokalsamfundet er i dag afhængige af hinanden på godt og ondt.
Derfor en opfordring fra ”forfatteren”: Hvis vi i fremtiden skal bevare vores eneste lokale indkøbsmulighed, så foretag jeres daglige indkøb i Dagli’Brugsen – så er I med til at bevare ”Brugsen” for fremtiden!
Med disse ord: Tillykke til ”Brugsen” med de første 100 år og tillykke til Pindstrup, for at vi stadig har en dagligvarebutik. Jeg håber, at jubilæumsskriftet vil falde i læsernes smag – så god læselyst til alle.
Piet Hein:
Der findes visse skribenter
fra hvilke man ved,
at der findes talenter,
som bør graves ned.

Baggrunden
Oprettelse af Brugsforening i Pindstrup (Brugsforening står for en forbrugerkooperativ forening), havde det formål at indkøbe varer en gros og fordele varerne til medlemmerne samt fordele et evt. overskud i forhold til medlemmernes varekøb. Brugsforeningerne blev styret af en forretningsfører (uddeler), som havde ansvaret for indkøb og salg. Den enkelte forening blev ledet af en medlemsvalgt bestyrelse. Brugsforeninger (fællesforetagender) var for at opnå store rabatter og stå stærkere over for den private handel og industri, derfor sluttede de fleste brugsforeninger sig sammen i fællesindkøbsforeninger, der senere blev til Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger – FDB.
FDB blev oprettet for at imødegå den megen modstand, der var fra den private handel og industri.
Det var på den tid, de store industrimonopoler skabte usikkerhed med hensyn til forsyninger til brugsforeningerne. Når man tænker på, at der i 1912 kun var ca. 50 husstande og ca. 230 indbyggere i Pindstrup, men dog med et stort opland: Brunmose, Kastrup, Hedeskov og Bjergene, og med en stor købmandshandel/kro i byen, var det en modig beslutning at oprette en brugsforening. Og al den stund, at den blev oprettet på ruinerne af en falleret brugsforening!
Men det var oppe i tiden, at alle små landsbyer skulle have en brugsforening, således også Pindstrup. I den gamle forhandlingsbog står der bl.a.:
På den baggrund blev der den 10. oktober 1912 afholdt møde i Pindstrup Afholdshjem, angående oprettelse af en Brugsforening for Pindstrup og Omegn, hvilket vedtoges på grundlag af det fremlagte lovforslag, dog med enkelte ændringer og tilføjelser. Endvidere vedtoges det, at nedsætte et udvalg på 5 mand til at foretage de nødvendige forberedelser til foreningens dannelse, dog må udvalget intet fortage sig, førend der er tegnet 25 medlemmer. Udvalget kom til at bestå af følgende: R.P. Sørensen, Karl Petersen, R.P. Pedersen, Laurits Jensen, A. Thomsen.

Det fremgår af forhandlingsbogen, at der har været en Brugsforening før i Pindstrup, end den nu 100-årige. En brugsforening som må være gået fallit! Der hersker usikkerhed om, hvem og hvornår den første brugsforening i Pindstrup startede (den før 1912), men iflg. Peter Friis’ erindringer, var der en Brugsforening i byen omkring år 1900. ”Og iflg. kirkebogen var der en Uddeler Hans Kristian Christensen i Pindstrup i 1908, Laurits Jensen og hans kone stod faddere til et af deres børn (Erhardt Poul Christensen).”

Den 15. nov.1912 afholdtes der generalforsamling i Pindstrup Afholdshjem for at vælge uddeler og bestyrelse. Som Brugsens første formand valgtes A. Thomsen. Formandens løn blev fastsat til 4/5 % og kasserernes løn blev fastsat til ¼ % af omsætningen. Revisorens løn var 5 kr. pr.

og Laurits Jensen fra 1925 til 1957. Det var personer som nød stor anseelse i Pindstrup og omegn, som stiftede Brugsen.

Fortsættes…

PINDSTRUP MOSEBRUG – FOTO
Foto indleveret af borger i Pindstrup, der oplyser, at de er fra 1950’erne og også findes i Mosebrugets jubilæums skrift 1955.

Indsat dec. 2021:

Indsat okt. 2021:

KONGSVEJ I PINDSTRUP
Af Knud Jensen

J. B. S. Estrup var jo Danmarks konseilpræsident (statsminister) fra 1875-1894. Han ejede Skaføgård og Fjeld Skov.
Gennem sin lange regeringstid fik han et nært forhold til Christian d. IX. Majestæten besøgte flere gange Estrup på Skaføgård. Det foregik med særtog til Mørke og derfra med char-á-banc til Skaføgård.

På ét af disse besøg fik Pindstrup besøg af kongen, idet Estrup havde inviteret til besigtigelse af ny-plantninger i Fjeld skov. 

Fra Skaføgård kørte kortegen gennem Pindstrup by ad den vej, som nu hedder Kongsvej. På den tid førte vejen videre op, hvor Fjelds hovedbygning nu ligger og videre ind i skoven. Denne skovvej har i mands minde heddet Kongevejen.
Omkring 1930 nedlagde man Kongsvejs forlængelse, og siden er den helt forsvundet med de nye bebyggelser.

ET STÆKERE FÆLLESSKAB
Hans Chr. Baltzer, Pindstrup

Det er overskriften på mit indlæg. “Et stærkere fællesskab”, men et stærkere fællesskab, som blev skabt for 85 år siden. Lidt kulturhistorie om polakkerne i Ringsø og den katolske kirke, Skt. Michaels Kirke.

Forhistorien er den, at der under 1. verdenskrig arbejdede mange polske familier i Pindstrup – ja, familier, mændene arbejdede i moserne, kvinder og børn arbejdede på liggepladserne med at rejse og stakke tørv. Det var for familierne vigtigt, at der blev tjent mange penge, så de – når tørvesæsonen var forbi – havde nok at leve for.
Da polakkerne ikke var danske statsborgere, måtte de klare sig så godt de kunne, der var ingen hjælp at få fra de danske myndigheder. De måtte støtte hinanden og rejse hen, hvor der var arbejde. De mange polske familier var kommet til Danmark som roearbejdere på Lolland i begyndelsen af 1900-tallet, men en del af disse arbejdere, daglejere, blev i Danmark og søgte til andre egne af landet, bl.a. kom der i 1920erne mange til Pindstrup, ja, der var en hel koloni af polakker på 12 – 14 familier, hvoraf nogle købte mindre landbrug eller blev selvstændige på anden måde. Ligesom mange danskere på den tid var med i foreninger, var der også et stort ønske blandt polakkerne om at danne en polsk forening. Det blev en realitet den 1. maj 1929 (på Arbejdernes internationale Kampdag), og den fik navnet “Den polske Forening i Danmark omkring Pindstrup”.
Foreningens første og største opgave var at tage initiativ til at bygge egen katolsk kirke. Efter at man havde indsamlet 6-8000 kr. Skænkede Johs. F. la Cour, Pindstrup Mosebrug tømmer til at bygge en kirke, og arealet/grunden på ca. 1 tdr. land, blev skænket af Jacob Kot, en lokal polak. Derpå gik man i gang i den sparsomme fritid med at opføre en kirke, idet man udførte så meget arbejde som muligt selv – dog måtte man have hjælp fra håndværkere.

2. påskedag den 21. april 1930 kunne indvielsen finde sted. I spidsen for processionen gik rødklædte kordrenge og tre præster ind i den nye kirke, hvor P. Staubli, præst i Aarhus, foretog kirkens indvielse.

Det indvendige interiør blev skænket fra forskellige, bl.a. blev alteret skænket af Sct. Josefs-søstre, Frederiksberg, kommunikationsbænken fra Jesu Hjertes kapel i Stenogade, Biskoppen skænkede kirkebænkene og J. Keblowzik, Aarhus et harmonium. Der blev også anbragt to klokker i tårnet, som dagligt ringer Angelus (kalder til bøn) hen over mark ogskov til fryd for alle. Man skal huske på, at da Skt. Mikaels kirke blev bygget, havde Pindstrup ingen kirke.

Skt. Mikaels kirke blev et samlingspunkt for katolikker fra hele Jylland. Før krigen var der til den årlige Kristi Legemsfest (valfartsdag) op mod 400-500 katolikker, som mødte op til festdagen, men efter krigen ebbede det ud, men der kommer stadig mange.
I løbet af de sidste 50 år er der sket en kraftig udskiftning i menighedens sammensætning. De oprindelige polskfødte er næsten væk alle sammen, og deres børn og børnebørn bor ikke længere så tæt på Ringsø. Desuden har der været tale om, at et ret velkendt fænomen blandt immigranters efterkommere har gjort sig gældende: Man vil så gerne på så mange måder som muligt ligne værtsbefolkningen, og derfor ser man ingen grund til at opretholde fædrenes nationale, kulturelle, ideologiske og religiøse traditioner. Men denne tendens er tilsyneladende stoppet, og der er kommet en større menighed i de sidste år.
Der er stadig kirkegang to gange om måneden, og der er kommet nye katolske grupper til, bl.a. fra Baltikum, Polen, Tamiler og andre, så der er fortsat grobund for kirkens eksistens.

Derfor glæder det mig, at en gruppe katolikker forsøger at skaffe penge til at få kirken renoveret, så man igen kan få kirkens gamle stil frem og få den til at fremstå, som den var oprindelig, nemlig som en smuk trækirke, gerne med de gamle udskæringer og krummelyrer osv., og få klokkerne til at ringe Angelus igen.
Det var et stærkt fællesskab, som blev skabt i 20erne og 30erne omkring Skt. Mikaels kirke og som stadig eksisterer.

Noter: Jeg har støttet mig til teksterne i Historisk Årbog fra Randers Amt 1986 og bogen “Pindstrup – Skabt på Træ og Tørv”.

PINDSTRUP’s HISTORIE
Orla Pedersen, Pindstrup

Jeg har lovet op til flere gange at skrive om byen Pindstrup. Nu har jeg endelig gjort det, så hermed dette indlæg.
Mit navn er Orla Pedersen, født 1927. Jeg har boet i Pindstrup altid, på nær 3 år fra 1947 – 50. Min viden om lokalsamfundet er delvis egen erfaring, overlevering fra mine afdøde forældre og andre. Andet indhold i tilknytning til indlægget er fra historisk litteratur.

Da byens eksistens ikke kan føres langt tilbage i tiden, har jeg henholdt mig til især at fortælle om to store personligheder, som især har haft betydning for byens opvækst og om selve byen op til nutiden. Indledningsvis vil jeg citere fra foreningens jubilæumsskrift 1980, hvor jeg skrev følgende:

“Ved den lange dalstrækning mellem Grenå og Randers omkranset af skov og mose samt moderne storindustri, ligger byen Pindstrup som et vidnesbyrd på, at industri og skøn natur i forening udvikles og trives.
Langs indfaldsvejene fra øst, vest og nord er byen omsluttet af Fjeld og Løvenholm skove og fra syd kommer man ind i dalstrækningen, hvor der endnu findes spor af de opgravede moser i skønne maleriske motiver med søer og vildtvoksende buske og træer.
Men uanset hvorfra man end kommer, vil industriens høje skorstene kunne øjnes på lang afstand, som et vartegn for byen og som et symbol for virksomheden og arbejderbevægelsens virke”.

Ifølge egnsbeskrivelser over Midtjylland havde naturen en helt anden skikkelse for 6000 – 7000 år siden, idet havet dengang trængte helt ind i dalstrækningen og skabte søforbindelse fra Grenå over Randers og helt ind til egnen omkring Viborg. Men efterhånden som havbunden voksede og vandet trængtes tilbage, begyndte den natur at opstå, som blev kendetegnet for Pindstrup området. En begyndende bosættelse i Pindstrup hører formentlig sammen med, at godsejer Jørgen Rosenkrantz i 1579 bygger Skaføgård og starter opdyrkningen af de store jordarealer. Et geodætisk kort fra 1600-tallet viser, at navnet Pindstrup er indtegnet med landbrugsparceller nord for mosen og grænsende op til skovområderne.

Men egentlig bebyggelse finder sted langt senere. Især to store personligheder har haft betydelig indflydelse på byens opvækst:

Jacob Brønnum Scavenius Estrup og Johannes F. la Cour.

J.B.S.Estrup
var født I 1825 og døde I 1913. Som 27-årig købte han Skaføgård i 1852 og kort tid efter de skovparceller, der i dag omfatter Fjeld Skov.

Nedenfor nutidigt foto af Skaføgård.

Han iværksatte en egentlig kultivering af hele området til effektiv skovdrift. På et tidspunkt var der ca. 100 ansatte i skovdriften. Sammen med anlæggelse af jernbanen fra Randers over Pindstrup til Ryomgård i 1876 førte det til, at en del af disse skovarbejdere og jernbanefolk bosatte sig i Pindstrup og byen voksede langsomt frem – omkring år 1900 var der ca. 45 – 50 boliger.

Ifølge historisk litteratur stammede Estrup-familien ikke fra et aristokratisk godsejermiljø, men fra en familie af jyske fæstebønder med en social opdrift. Hans far var lærer og senere rektor for Sorø Akademi, giftede sig til penge og position, der førte til, at han blev ejer af Kongsdal ved Holbæk. J.B.S.Estrup arvede allerede som 21-årig Kongsdal.

Estrup var en landskendt person på grund af sin politiske indflydelse og store personlighed i årene 1865 – 1901. Derfor vil jeg også skrive lidt herom: Da det var de nationalliberale og deres Københavnske rygklappere, der havde lagt den politiske kurs, der førte til krigen i 1864, lå det i luften, at alternativet til en regering måtte have rod i landbefolkningen. Derfor indgik Venstre (bondevennerne) forlig med deres ærkefjender godsejerne. Venstres forhandler I. A. Hansen havde formentlig drømt om nogle ministertaburetter til bondevennerne, men heri tog han fejl.

Godsejerne kom til at præge samfundsudviklingen de følgende 35 år. Den politiske indflydelse havde Estrup i alle årene. Først som indenrigsminister 1865 – 1869, konseilspræsident 1875 – 1894 og den øvrige periode som landstingsmedlem frem til 1901, hvor godsejer-regeringen afløstes af en Venstre-regering med professor og jurist J.H. Deuntzer som konseilspræsident.

Men Estrups eftermæle er uløselig knyttet til 35 års politisk kamp, hvor han repræsenterede den ubøjelige konservatisme. Hans politiske holdning bundede slet og ret i, at han var godsejer. Han foragtede de nationalliberale – disse embedsmænd, der ville styre staten samtidig med at de levede af den. Han havde heller ikke meget til overs for de nye matadorer i industrien og forretningslivet. Hans filosofi var, at kun den som økonomisk frit stillet var uafhængig af hensynet til egne snævre interesser, og alene dem, der ejede jord – en andel af selve landet – besad den ansvarsfølelse, som burde præge en regering. Denne holdning bar måske også præg af, at alle statens indtægter udelukkende kom fra godsejernes jordskatter, samt den del, der blev opkrævet i told. Estrup var utrolig flittig og stillede store krav til sig selv og forventede det samme af andre.

Han var helt og holdent det 19.århundredes mand, politisk konservativ, men ellers optaget af alle praktiske krav og gøremål, lige fra oprettelse af sygekasser til anlæggelse af jernbaner. Det kom til udtryk i hans private virke som godsejer og det var den side af ham, som offentligheden blev bekendt med, da han som indenrigsminister 1865 – 69 var direkte årsag til bygning af Esbjerg Havn og fremføring af jernbane fra det østlige til det vestlige Jylland.
Med ordene “her skal havnen ligge” jog han sin stok i sandet ved Esbjerg Kleve, en sandet kyststrækning under stejle skrænter lige overfor Fanø. Dermed var der sat punktum for mange års diskussion om placering af en havn på vestkysten.

Frederiks d. 7’endes sydslesvigske jernbane, der gik fra Tønning ved Ejdersted til Flensborg, var det første større projekt, der havde til formål at skabe transportforbindelse til England. Jernbanen blev indviet i 1854. Men det blev aldrig nogen succes, og efter krigen i 1864 overtog Preussen denne banestrækning.

Selvom der var etableret jernbane allerede 1847 fra København til Roskilde (den blev betragtet som et skovtursprojekt), så var Rigsdagen for længe om at planlægge og udnytte jernbanen til egentligt transportsystem. Efter flere års overvejelser beslutter Rigsdagen endelig at vedtage en plan for udbygning af jernbanenettet vest for Storebælt. Man opretter et selskab til drift af de Jydsk-Fynske jernbaner, som hurtigst muligt skulle privatiseres i form af udstedelse af aktier. Samtidig stillede regeringen 13. mill. Rigsdaler til rådighed for projektets gennemførelse.

Den engelske hovedentreprenør Morton Peto købte alle aktierne i selskabet. Han havde dog overvurderet sin egen økonomi og måtte senere bede regeringen om at lade handlen gå tilbage. På den måde blev staten selv driftsselskab og de Jydsk – Fynske jernbaner blev senere til De Danske Statsbaner.

Estrup havde praktisk forståelse for, at jernbaner og togdrift var et vigtigt færdselsmiddel, der ville gavne samfundet og bidrog i sin politiske periode til yderligere udbygning af jernbanenettet.

Meget andet kunne fortælles om Estrups politiske gerning, men jeg har holdt mig til især at fortælle om, at på trods af hans stærke politiske konservative holdning var han en af de få, der havde praktisk forståelse for, hvad der dengang rørte sig i samfundet.

Johs. F. la Cour
I 1905 købte Johannes F. la Cour en landejendom på 47 tdr. land, hvoraf det meste var tørvejord, og han begyndte en mindre produktion af skæretørv, som i de følgende år udviklede sig til en egentlig industriel produktion af æltetørv, hvor trækkraften først var som hestegang, der via aksler og tandhjul drev pumper og ælteværk. Senere var det med lokomobil, motorer og el som trækkraft.

La Cour var født og opvokset på Skærsøgård ved Ebeltoft. Der var på denne ejendom også mose, så da han som 25-årig startede sit eventyr i Pindstrup, havde han gode forudsætninger for at vide, hvad en mose kunne frembringe.
Han var en flittig og driftig mand, der forholdsvis hurtigt skabte en industriel produktion af tørv, som især ekspanderede under 1. verdenskrig.

Da produktionsanlæg skal vedligeholdes etablerede han en smede- og tømrerafdeling og et mindre savværk. For at få trækkraft til maskinerne byggedes den første kraftstation – et mindre kedelanlæg med et maxdamptryk på 6 kg. / cm2 og en dampmaskine, der via et stort svinghjul trak mange andre aksler med remskiver til den enkelte maskine. Desuden anvendes dampkraften også til en mindre produktion af strøm. (denne dampmaskine som antagelig er fra 1897 kan ses på Tangeværkets Museum ved Bjerringbro).

Da de væsentligste reparationer og fornyelser fandt sted i perioden fra tørvesæsonen sluttede og til den startede igen om foråret, var det nødvendigt – for at undgå spildtid – at finde på anden beskæftigelse. Derfor iværksattes en mindre produktion af tørveanlæg, der blev solgt til andre som havde moselodder.

Min far kom d. 1. april 1917 til Pindstrup for at søge arbejde som smed på Mosebruget. Her mødte han la Cour, der spurgte om hans ærinde på virksomheden. Da min far svarede, at han søgte arbejde som smed, svarede la Cour, at hvis han forstod at betjene en drejebænk, kunne han få arbejde med det samme. Min far sagde ja tak hertil og ansætelsesforløbet varede 52 år.Der var dengang ansat 15 smede, senere kom der flere til, idet der påbegyndtes en produktion af tørveanlæg til andre fabrikanter. Det var især forvalter Bennesen, der ledede disse aktiviteter. Smedeafdelingen blev dengang ledet af værkfører Madsen. Da han døde overtog min far denne stilling.

Allerede før 1. verdenskrig havde mosebruget iværksat en mindre produktion af tørvestrøelse. Da efterspørgslen voksede, købte la Cour i krigsårene den store Fuglsø Mose og Horsemose ved Stenvad, hvor tørvefibrene var velegnede til strøelse.

Der blev i Stenvad bygget en fabrik med tilhørende kraftcentral, smedje og forvalterbolig, hvor der indrettedes kontorlokaler.

Jeg kan tilføje, at min bedstefar Peder Andreas Pedersen, der tidligere havde haft en smedeforretning i Hørning ved Randers, blev ansat til at lede smedje og kraftcentral ved fabrikken i Stenvad. Ansættelse varede til han blev pensionist.

Den hurtige udvikling førte til, at det i perioder kunne knibe med likviditeten. Derfor blev virksomheden omdannet til et aktieselskab under navnet “Nordisk Mosebrug A/S”.

Selskabet likviderede i 1932 og la Cour videreførte herefter i privat regi virksomheden videre under navnet “Pindstrup Mosebrug, Savværk og Emballagefabrik”.

Efter USA’s børskrak i 1929 og den efterfølgende depression først i trediverne, forbedredes konjunkturerne langsomt og der kom mere gang i virksomheden.

I 1938 opføres en stor finérfabrik og sideløbende hermed også en ny kraftstation, der producerede procesvarme og strøm til de mange elmotorer, som drev de mange maskiner. Der opføres en bygning med henblik på, at der skulle fremstilles klynebrikketter (af tørvestrøelse). Det blev der ikke noget ud af, i stedet indrettedes bygningen midlertidigt til montage og svejseværksted i forbindelse med, at der i 1942 opføres en briketfabrik (hvor briketten består af tørvesmul).

MIN BARNDOM PÅ SKAFØGAARD
– erindringer – Robert Madsen, Pindstrup

Formidlet af Knud Jensen, Midtdjurs Lokalarkiv

Fra Robert Madsen i Pindstrup, der var født i 1915 og døde for ca. 10 år siden har Lokalarkivet fået en beretning om hans barndomsoplevelser fra Skaføgaard ved Mørke.

Vi lader Robert Hansen fortælle:

“Jeg er født på Skaføgaard Huse og fik min opvækst ved mine bedsteforældre, der havde et lille husmandssted. Bedstefar arbejdede på Skaføgaard som havemand, så derfor tilbragte jeg megen tid sammen med ham på denne gård. Der skete noget hele tiden. At se 10 spand heste rykke ud hver morgen var en stor oplevelse. Forvalteren stod i døren og fortalte, hvad hvert spand skulle lave den dag. Gården havde såmænd ikke så mange store maskiner, men jeg kan huske en selvbinder og to aflæggere. Husmandskonerne gik bagefter og bandt op, så det var med at rubbe neglene.

Der var rigtig mange ansatte på godset. I stalden var der omkring 100 køer samt stude, og hver person skulle malke 17 køer. Det var et hårdt job, også om sommeren når køerne gik ude. Så skulle de tidligt op om morgenen, når rimen lå tæt over det hele – og koldt var det.

Som dreng fik jeg lov til at gå rundt alle steder, så jeg gik og blev gode venner med håndværkere, tjenestefolk og forpagter Sørensen. Jeg opholdt mig nok mest i køkkenet på selve slottet. Man skulle ikke tro, det var nødvendigt med et stort personale, for det var kun godsejeren Jacob Estrup, der boede der. Men der var 2 piger og en husjomfru som hed jomfru Nielsen. Hende var jeg gode venner med. Hun var en “ældre dame” på ca. 40 år, og jeg var tit på hendes værelse for at få bolcher. Hun havde en udstoppet stork, og da jeg spurgte hvorfor hun havde den sagde hun, at “det kunne jo være, at den engang kom med et barn som dig”. Det har jeg tit spekuleret på.

Godsejer Jacob Estrup talte jeg tit med. En gang gik bedstefar i haven og jeg sad på et bræt på slåmaskinen. Bedstefar skulle også tømme et gammeldags WC, og det skulle spules med vand fra voldgraven. Jeg kom i vejen og blev våd. Så gik der et vindue op og en stemme sagde: “Goddag Robert, blev du våd”? Det var godsejeren. Pludselig kom der et stykke papir ud af vinduet og jeg samlede det op Der var en femøre i det. En hel femøre! For 1 øre kunne man købe et helt kræmmerhus bolcher ved købmanden, så en femøre var jo en formue. “Og så passer du bedre på en anden gang”, sagde godsejeren.

Karlen Johannes gik jeg meget sammen med. Han skulle hver dag lukke vand ind fra søen i voldgraven, og der var en sluse, hvor man kunne fange ål. Det hjalp jeg med, og de blev så leveret til jomfru Nielsen og smidt i vasken og spulet med vand – direkte fra voldgraven! Johannes skulle også forsyne slottet med brændsel, og da han ikke måtte køre ind på gårds-pladsen med trillebøren, skulle han bære det ind i et stort forklæde. Det var ca. 10 gange hver dag, han måtte gå med brændsel. I folkestuen var der omkring 10 mand hver dag til at spise. Der var jo intet køleskab, så maden kom fra fadeburet, hvor der var køligt. Der måtte jeg ikke komme ind. Køkkenet var kæmpestort og der var nok 4 meter til loftet.

Godsejeren var sur på de egern, der tog nødderne om efteråret, så jeg var med på jagt efter dem. Jeg skulle sige, hvor der var et egern og så forsøgte han at skyde dem. Han ramte nu aldrig, for når han tog ladegreb, var de væk. Skovrider Rasmussen derimod kunne skyde. Med salonriffel kunne han ramme en fasan eller en agerhøne, og han havde endda kun ét øje.

Der blev holdt nogle historiske møder på Skaføgaard og da kom folk fra Hedeskov, Thorsager og Mørke med vogn, så der var et leben uden lige. Mens der blev holdt taler, blev der leget med vi børn på en tørreplads, sækkevæddeløb, to mand frem for en enke og vi spillede pind og meget andet.

På Skaføgaard var der en heskabsstald med mange flotte vogne. De blev solgt på auktion, da Jacob Estrup døde. Stolperne i stalden var lavet af tømrer Andersen fra Ryomgård og de var malet og med udskæringer. Johannes skulle harve ridebanen hver dag. Han var også ansat som kusk og jeg har flere gange set ham køre af sted for at hente kong Christian d.X. på banen i Pindstrup eller Ryomgård. Kongen kom adskillige gange på besøg på slottet og det var jo en stor festdag hver gang. Bedstemor serverede altid til middagen, og hun var klædt helt i sort med et stivet hvidt forklæde. En dag kongen var på besøg var bedstemor der ikke, og da havde han spurgt efter hende og savnet hende.

Det var jo mest i årene inden jeg begyndte i skole i Termestrup, at jeg havde min daglige gang på Skaføgaard. Derefter blev det ikke hver dag, men jeg færdedes dog stadigvæk deroppe og havde mange gode oplevelser.

Som 12-årig kom jeg ud at tjene på et lille landbrug mellem Kastrup og Hvilsager. Det var ved min morbror Rasmus. Og da var det slut med den daglige gang på Skaføgaard”.

KØBMANDSGÅRDEN I PINDSTRUP
Knud Jensen, Midtdjurs Lokalarkiv

Når man kører gennem Pindstrup ser man på hjørnet af Storegade og Banevej en gammel trefløjet bygning. De fleste ved nok, at der engang har været købmand i bygningerne, men det var måske på sin plads at fortælle lidt om forretningen.

Kort nedenfor er fra 1912. Bebyggelsen er sparsom og banens anlæggelse med station lidt udenfor byen bevirkede et ryk i bebyggelsen hen mod stationen. Klemmesens købmandsgård er i denne østlige ende af byen og markeret med “KRO”, som han jo også drev en overgang.
 

Da banen blev oprettet i 1876 kom der mange banearbejdere til egnen, og derfor blev der bygget Kgl. Privilegeret Kro og købmandshandel på stedet. Dengang var der kun to huse nær stationen og det var i det hele taget småt med bebyggelsen i Pindstrup.
 

I 1900 kom Marius Klemmensen til byen som smed, men han ville nu hellere være købmand, så han overtog kro og butik. Hvert år kom et par hundrede tørvearbejdere til byen. De boede i træskure og loftsværelser og holdt sig selv med kost, så det gik godt med salget i butikken. Hver ordre sluttede gerne med ordene. “- og en flaske brændevin”!  Det gik til tider livligt for sig i krostuen, men Marinus var mand for at holde orden.

Arbejderne var folk, der arbejdede på banerne om vinteren, skar tørv om sommeren og var i roerne på Lolland om efteråret.

Omkring 1900 tilhørte moserne flere gårde, men i 1905 kom Johannes F. la Cour til Pindstrup og begyndte at opkøbe arealerne.
Efter den tid gik det kun fremad for Pindstrup og der kom bl.a. gang i byggeriet.

I 1918 overtog sønnen Karl Klemmensen og hustruen Kirstine forretningen.

Karl Klemmesen
Karl var blevet udlært i Randers og blev senere kommis ved købmand Kelp i Brødregade. Her fortæller han om sin tid som kommis: “Fire dage om ugen lukkede vi kl. 20, derefter handelsskole fra 20.15 til 22.00. Fredag var butikken åben til kl. 21 og lørdag til 22. Søndag formiddag var der åbent til kl. 10. Men vi var jo ikke færdige før et par timer efter lukketid. Der skulle jo bl.a. gøres rent!”

Ved overtagelsen af forretningen i Pindstrup var kroerne på det tidspunkt i modvind på grund af afholdssagen, så Karl Klemmensen opgav bevillingen og holdt sig til at være købmand. I den gamle krostue blev der isenkramforretning. 

I et interview med Aarhus Stiftstidende i anledning af 40-års jubilæet i 1958 fortæller Karl Klemmensen om priserne omkring 1920: “Jeg husker at en øl kostede 17 øre, to øl 35 øre og tre øl 50 øre. Fik man fire kostede de 70 øre. Den første øl kostede altså 17 øre, den anden 18 øre, den tredje 15 øre og den fjerde 20 øre. Tørvearbejdere kunne få megen tid til at gå med at regne ud, hvordan de fik flest øl for pengene!”

Klemmensen fortæller også om sit forhold til tidl. konseilspræsident Estrup på Skaføgård: “Da jeg var ung, blev hans tjener syg, og Estrup sendte bud efter mig, og jeg var i nogle måneder på Skaføgaard som tjener. Dengang var Estrup blevet til en elskelig gammel mand, men han var blevet svagelig, så der skulle holdes godt øje med ham. Men han kunne godt verfe folk væk, hvis de ville hjælpe ham!”

Foruden at drive forretningen havde Karl Klemmensen tid til andre ting. Han var bl.a. næstformand i Djurslands Handelsstandsforening i flere år, og han var medstifter af Pindstrup Borgerforening.

I 1966 var Karl Klemmensen 82 år og han overdrog da forretningen til sønnen Erik, som jo så blev 3. generation i den gamle købmandsgård.

De hårde tider indenfor kolonialbranchen nåede imidlertid også til Pindstrup, og allerede i 1969 måtte Erik Klemmensen dreje nøglen om. Forretningen havde da eksisteret siden 1876. Karl Klemmensen døde i 1969, 85 år gammel. Kirstine var død nogle måneder før.

Kilder: Randers Dagblad og Aarhus Amtstidende.

ANKER JØRGENSEN OG PINDSTRUP
Helge Qvist Frandsen

En af mine nabopræster i Sønderjylland fik for mange år siden embede i nærheden af Præstø. Det er en smuk egn, hvor mange danske film er blevet optaget. Vi skrev julekort til hinanden i mange år, og engang skrev han, at han havde tænkt meget på mig den dag. Det gjorde naturligvis et stort indtryk på mig, men lidt af glansen gik af bemærkningen, da han fortsatte med at skrive, at han var kommet til at tænke på mig, fordi han i den stedlige brugs havde set en sæk med spagnum fra Pindstrup Mosebrug. Det er naturligvis især Pindstrup Mosebrug og Novopanfabrikken, der har gjort Pindstrup kendt, men der er også andre ting, der har været med til at sætte Pindstrup på landkortet.

Tidligere statsminister Anker Jørgensen har i en erindringsbog skrevet om, hvor meget Pindstrup kom til at betyde for ham, da han blev gift med Pindstruppigen Ingrid, der var datter af den mangeårige værkfører på Pindstrup Mosebrug Søren Pedersen og hans kone Kirstine. Anker Jørgensen mistede begge sine forældre meget tidligt. Han kom til Vajsenhuset, hvor han fik sin skolegang, og en tante tog sig kærligt af ham, men han blev meget nært knyttet til svigerforældrene og familien i Pindstrup. Han fortæller i erindringsbogen, at det ville være naturligt for ham at blive gift på rådhuset, selvom han allerede som ung var meget interesseret i de danske landsbykirker, og han var da også medlem af folkekirken.

Det betød imidlertid meget for svigerforældrene, at brylluppet blev holdt hjemme i Pindstrup, og så blev Anker og Ingrid da gift i Marie Magdalene kirke den 6.november 1948, og det har Anker aldrig fortrudt. På det tidspunkt havde Pindstrup jo ikke sin egen kirke. Anker fortæller, at pastor Axel Andersen åbenbart var godt informeret om Ankers virksomhed i det faglige og politiske. Han havde en løftet pegefinger til Anker om, at han ikke måtte glemme familien og sin kone til fordel for det vigtige arbejde, han udførte. Og det har Anker heller ikke gjort. Vi så ham jævnligt, når han besøgte Pindstrup. En nytårsmorgen meget tidligt skrev Anker en hilsen i Marie Magdalene kirkes gæstebog, og han kunne også finde på at cykle over til Skaføgård, hvor hans kollega, konsejl-præsident Estrup, havde resideret.

Anker og Ingrid havde sommerhus ved Hundested, og så tog de naturligvis færgen til Grenå og bussen til Pindstrup. Da jeg blev præst i sognet, besøgte jeg ofte Søren Pedersen og hans elskelige Kirstine, der begge blev næsten hundrede år, og som foruden en række runde fødselsdage også opnåede at fejre jernbryllup, og da jeg engang spurgte, om de havde været ovre og besøge Ingrid og Anker for nylig, svarede Kirstine, at Søren jo ikke længere havde kræfter til disse ture, men hun føjede til, at Anker og Ingrid var flinke til at komme hjem og besøge dem, og så gav de dem en lille skilling til turen. Det foregår vist ikke helt på den måde, når vore dages politikere drager rundt i landet.

Da jeg begravede Kirstine og Søren, var Anker naturligvis med, og jeg husker især hans meget bevægede tale ved svigermoderens begravelse. Hun havde helt tydeligt betydet meget for ham.
Ved mindesamværet i Landbohjemmet efter Sørens begravelse, sad jeg ved siden af Anker, og jeg spurgte ham i samtalens løb, om han ville komme og fortælle om sit  liv og virke ved vort traditionsrige efterårsmøde på Pindstrup skole. Det sagde han ja til, og han sagde også ja til at prædike ved gudstjenesten i Pindstrup kirke før mødet, og både kirken og skolens gymnastiksal var fyldt.
Anker bad mig hjælpe med salmevalget, men han behøvede bestemt ikke hjælp til foredraget, som var uhyre spændende. Han har jo truffet en lang række af sin tids berømte personligheder, og han havde ord for at sige tingene ligeud og uden omsvøb.

Han var f.eks. ikke altid enig med de skiftende amerikanske præsidenter, og nogle journalister gjorde et stort nummer ud af, at det ikke var Anker, men derimod Poul Schlüter, der blev inviteret på besøg hos præsident Reagan i Det hvide Hus, men Anker fortalte, at han under et møde med verdens ledere havde truffet Reagan på herretoilettet. De havde fået en hyggelig snak, og Reagan havde sagt til Anker, at han nu ville tage hjem og sørge for, at han blev inviteret over at besøge ham, og det var således kun stats-ministerskiftet i 1982, der var skyld i, at det blev Schlüter, der fik den ære.

I den bog, der blev udgivet i anledning af dronning Margrethes 4o-årsjubilæum som regent fortæller hun, at hun var glad for samarbejdet med Anker Jørgensen.
“Han var en mand af den gamle arbejder-bevægelse, sådan lige ud ad landevejen. Han blev meget begejstret for min mor, for hun hed Ingrid ligesom Ankers kone, og det betød noget for ham.”

KÆMPEBRANDEN I PINDSTRUP I 1921
arkivleder Knud Jensen

 ”I alt blev 14 gårde og huse lagt i aske. Skaden andrager ca. 250.000 kroner. Ca. 100 mennesker husvilde. Næsten alt levende blev reddet.”

Sådan stod der i Randers Dagblad i dagene efter den 12. juli 1921. 

Sommeren var meget tør, og der var allerede sket flere voldsomme brande i lokalområdet og mange andre steder i landet.
Den 12. juli 1921 var det så Pindstrup, det gik ud over. Branden skyldtes gnister fra en lokomobil, der blev brugt som trækkraft i mosen. Trods den opfyrede maskine havde arbejdsholdet uansvarligt forladt den for at holde middagspause, og gnister fik med lynets hast fat i den tørre lyng og mosebund på den vestlige side af jernbanen.
Man forsøgte selvfølgelig at kvæle ilden, men på grund af mangel på vand i nærheden lykkedes det ikke. 

Inde i byen anede man ikke noget om branden, men den stærke røgudvikling mærkedes snart, og pludselig fik den kraftige vind ilden til at springe over banen, og forpagter Kolinds store gård stod med ét i flammer. Forpagter Mikkelsens gård ved siden af blev det næste bytte. Disse to gårde ejedes af Estrup på Fjeld. De brændte ned på få minutter.

Nu gik det hurtigt! Det næste bytte blev et langt hus, hvori boede fire familier. der nåede man ikke at redde noget som helst af indbo og tøj, idet der kun gik får minutter fra ildens opståen, til huset lå i ruiner. 

Gnister fløj overalt, og så var turen kommet til Laurits Jensens gård, der også hurtigt nedbrændte. Det lykkedes at redde telefoncentralen, men ledningerne var ødelagte, så man kunne ikke komme i kontakt med omverdenen. Skolen reddede man også, for der var tegltag og rigeligt med vand i brønden. Desuden var der en ung mand ved navn Aage Petersen, der lå oppe på skolens loft, hvor han slukkede alle de gnister, der føg ind under taget. 
Man troede på et tidspunkt, at branden var stoppet, da alle stråtækte gårde og huse midt i byen var brændt, men pludselig opstod der brand i et tørveskur indeholdende 400.000 knastørre tørv, og inden længe bredte branden sig til den vestlige og nordlige del af byen. Også der brændte flere huse og et par gårde. 

Der mødte sprøjter op fra Auning, Mørke, Øster Alling, Kolind, Marie Magdalene og Pindstrup, men man kan sige sig selv, at slukningsarbejdet var omsonst på grund af de brandfarlige bygninger og mangel på vand. Man indskrænkede sig derfor til at afværge nye katastrofer. Det lykkedes også, bl.a. ved skolen.

Allerede ved røgudviklingens begyndelse sendte førstelærer Poulsen børnene hjem, og mange af indbyggerne søgte op mod skoven, hvorfra man kunne se branden brede sig. Nogle kunne stå der og se på, at deres hjem brændte. 

De omfattende brande gjorde 14 familier og næsten 100 personer hjemløse. De fleste havde mistet alt, hvad de ejede af indbo og personlige ejendele, og selvom mange havde forsikret, var summen tit sat for lavt, hvilket medførte endnu mindre erstatning. De mange husvilde blev indlogeret ved ikke skadelidte venner og naboer, ofte for et længere tidsrum, idet det tog lang tid inden genopbygningen var færdig.
Heldigvis skete der kun få legemsbeskadigelser, men fire personer måtte dog indlægges på Ørsted Sygehus med forbrændinger. De ville redde kreaturer hos Mads Kolind. Også Laurids Jensens hustru var nær indebrændt, men hun nåede dog ud af et vindue i sidste øjeblik.

I selve mosen gjorde over 200 mand en enorm indsats, så det forhindrede en endnu større katastrofe. På et areal brændte dog over 2 millioner tørv, som lige skulle transporteres ud til forbrugerne. De sammenlagte brandskader løb op i flere hundrede tusinde kroner. Det lyder måske ikke af så meget i dag, men prøv at gange det med over 100, så passer det til nutidens norm.
Ilden ulmede i brandtomterne længe efter, og allerede dagen efter lykkedes det at forhindre en ny storbrand i den nærliggende Fjeld skov.Når ilden rigtig får fat i mosejord, kan der gå mange måneder med flammer langt nede under de øverste lag. For at forhindre opblussen af ilden gravede man grøfter og kanaler igennem de vandholdige tørvegrave og derved sivede vandet ind i de brændende lag. Efterårets regn og den senere snevinter fik de sidste gløder til at forsvinde.    
Kilder:
Randers Dagblad samt “Pindstrup, skabt på træ og tørv”.

 

SKOLEN I PINDSTRUP 
Knud Jensen

– en beretning fra 1913

Der har været skole i Pindstrup i snart 150 år. Fra Trap Danmark ved vi, at en skole omtales i 1858 og i en embedsbog fra 1861 omfatter Pindstrup skoledistrikt lokaliteterne Brunmose, Bjergene, Kastrup, Kalvø, Holen og Viborghuset.

I 1885 blev skolen på Storegade bygget (hvor der i dag er autoværksted). 2 tilbygninger kom til i 1900. I slutningen af 1940’erne begyndte man at tale om en ny skole. Den blev dog først bygget i 1958.
Hvad der senere er sket med skolen vil vi ikke skrive nærmere om her. Det ved læserne sikkert udmærket fra de senere års politiske beslutninger angående skolen og hvad deraf fulgte ved det sidste valg til kommunalbestyrelsen.

Ovenfor foto af den gamle skole i Pindstrup – vistnok fra 1920’erne. 

 13. september 1906 blev Richard Jensen født i Brunmose. 

Vi lader ham fortælle om sin tid i Pindstrup skole: 
“Jeg begyndte at gå i skole i året 1913, da jeg var 7 år gammel. Mine forældre, Cecilie og Jørgen Jensen, boede i Brunmose, og den nærmeste skole lå i Pindstrup. Der var ca. 7 km dertil. Jeg startede skoletiden én af de første dage i november måned 1913. Det var en spændende dag, som jeg husker den dag i dag. Min bror Frederik, som var 4 år ældre end mig, var med den første dag. Det var også dengang almindeligt, at man blev fulgt i skole for første gang.
Dengang begyndte man aldrig på skolegangen, før man var fyldt 7 år. Det er jo anderledes i dag.

I skolen var der på det tidspunkt en lærer, der hed Poulsen og en lærerinde ved navn frk. Frederiksen. Der var 4 klasser i skolen. Lærer Poulsen underviste anden og fjerde klasse, og frk. Frederiksen første og anden klasse. Jeg var glad for de to lærere og syntes de var flinke. Lærer Poulsen stammede fra Thy og frk. Frederiksen var fra Fyn. Jeg gik i første klasse ved frk. Frederiksen, før hun blev syg og kom på sanatorium. Siden hørte jeg ikke mere om hende. Lærer Poulsen var lærer i Pindstrup i mange år, og han nød stor tillid hos både forældre og elever. Vi mærkede altid hvor glade vi var for ham, hvis han truede med at rejse fra byen. Det kunne godt ske, hvis noget gik ham på, at han begyndte at tale om at søge et ledigt embede et andet sted. Senere opdagede vi dog, at det nok var et trick han brugte for at gøre os mere opmærksomme i timerne. 

Vi var omkring 25 børn i hver klasse. Vi var kun 6 børn fra Brunmose de første fire år af min skoletid, fire piger og to drenge. Jeg skulle gå et langt stykke, før jeg kom til den anden drengs hjem, men lige ved siden af mit hjem boede min onkel Hans Karlsen, og han havde to piger, lidt yngre end jeg. Da den ældste begyndte at gå i skole, fulgtes vi ad indtil vi kom til min kammerat Niels Sørensen (senere gårdejer i Astrup). Han havde også to søstre, Marie og Kathrine. Min kusine hed Ellen Karlsen.

Om vinteren mødte vi kl. 9. Da jeg gik i lille klasse, som de kaldte 1. og 2. klasse, skulle jeg i skole to gange om ugen i vinter-halvåret, og fire dage om ugen fra maj til november. I store klasse var det lige modsat. Det blev dog ændret i 1920. Da blev det til, at vi skulle møde hver dag seks gange om ugen.       

Mens jeg gik i skole havde jeg også fået arbejde ved en anden nabo, Mogens Mogensen, og det måtte jeg passe ved siden af skolen. Dengang kom alle børn ud at tjene i en ung alder.

I min skoletid blev der flere gange snakket om, at skolen var for lille, men det blev ved snakken. Dog blev det i en lang periode nødvendigt at leje forsamlingshuset, og det brugte man så til de yngste elever, men det var først efter min skoletid.

Det var tit besværligt at gå i skole, især om vinteren. Vi havde ikke andet end træsko at gå i, også når der var dyb sne. Der var ikke andre muligheder end at gå og det tog lang tid, men alligevel var jeg aldrig ked af at gå i skole i Pindstrup”. 

Richard Jensen har skrevet disse erindringer i 1925. Han havde i årene 1934 til 1991 en ejendom på Bugtrup mark og døde på Ringparken i Ryomgård den 2. november 2004 i en alder af 98 år. 

POLAKKERNE I PINDSTRUP
Helge Kristensen
Congo-Kris, fra bogen Congo-Kris fortæller, med tilladelse.

En historie om en gruppe indvandrere, der kom til at spille en betydelig rolle I et lokalt og kulturhistorisk billede.

En borgerfortegnelse fra Pindstrup-egnen vil uvilkårligt afsløre en hel del polske navne. Det er navne som Babis, Czaja, Kopec, Sliwa, Mielec og Cronowski med flere, men hvis man går lidt mere tilbage end 70 år I tiden, omkring 1930, har der givetvis været mange flere. De familier, der I dag bærer polske navne, er efterkommere af disse polakker, der var indvandret til Danmark i håb om  her at kunne finde lidt mere lykke, end de var I stand til I deres hjemland.
For de flestes vedkommende havde de oplevet en fortid I de store roemarker på Lolland og Falster. Mange af dem var blevet “lokket” af væsentlig bedre indtjening end de hidtil havde kunnet opleve og kontrakterne kunne lyde på et år eller der omkring. De gyldne løfter virkede smittende, og fulde af forhåbninger drog de af- sted til Danmark, hvor fundamentet til en bedre levestandard kunne være I udsigt. I hjemlandet var levevilkårene direkte usle for de fleste.

TIL DANMARK OG HVAD SÅ?
Enkeltvis eller I grupper strømmede de til Danmark. Unge arbejdsduelige, virkeivrige kvinder og mænd. Så godt som ingen af dem kunne kommunikere på andet sprog end deres modersmål, og enhver må kunne forestille sig, hvad alene dette bibragte dem af vanskeligheder. Selvom papirdyngerne og antallet af besværlige bureaukrater dengang var knapt så omfattende, som vi kender det I dag, var der I rigt mål af andre ubehageligheder. Roeoptagningsmaskiner, som kunne have gjort arbejdet mindre besværligt, fandtes ikke I de tider. Optagningen foregik med håndredskaber, og der var ikke nogen otte-timers regel. Dertil kom, at de polske arbejdere ofte kun havde fundet sig nogle særdeles kummerlige logier. Det hårde arbejde var dem ikke fremmed, men der var langt fra de indtjeningsmuligheder, som de havde drømt om. Alligevel var det forbavsende få,, der valgte at droppe “roe-eventyret” og vende tilbage hvor de kom fra.

ANDRE MULIGHEDER
Efterhånden vovede nogle af polakkerne at forsøge sig indenfor andre arbejdsområder, og mange søgte til andre egne af Danmark. Det var således rygtedes til, blandt andet, Lolland-Falster området, at en driftig mand, Johannes Fabricius la Cour, havde indledt en storstilet tørveindustri I Pindstrup, og navnlig I perioden mellem slutningen af første verdenskrig og begyndelsen af tyverne fandt mange polakker vej hertil, og de dannede nu en hel koloni I Pindstrup-Ringsø området. Her var masser af arbejde at få. En rivende udvikling var I gang, og selvom tørveproduktionen ikke kunne foregå fra noget der lignede hvilestilling, så var det dog ikke så hårdt, som at trække sukkerroer op af fed lerjord.
Men tørveproduktionen kunne naturligvis kun finde sted I sommerhalvåret, og ledighed var ikke attraktivt I disse tider. Det lykkedes for de fleste at finde arbejde I de omkringliggende skovarealer, Løvenholm, Pindstrup-skovene og Rosenholm-skovene. Enkelte fandt arbejde som daglejere på nogle af egnens større landbrug. Fælles for de polske “gæstearbejdere” var og er, at de tydeligvis aldrig havde lært, er noget man for enhver pris skulle søge at undgå. Af samme årsag blev de da også som oftest meget vellidte og respekterede.

OGSÅ PLADS TIL RELIGIONSPLEJE
I Polen er katolicismen den absolut dominerende religion, og hvad var vel mere nærliggende end, at de mange polske familier gerne ville bevare deres religiøse skikke og særpræg. I 1929 lykkedes det dem at danne en polsk forening, og dennes første opgave blev at tage initiativ til byggeri af egen kirke. Da lønnen dengang ikke var hverken vild eller voldsom, cirka 20 øre i timen, gik det langsomt med at samle økonomiske midler, men det lykkedes da at skrabe cirka 7.000 kr. sammen. Direktør la Cour skænkede al tømmeret, og frivillig arbejdskraft lagde et pænt antal timer i opførelsen af bygningen.
2. påskedag 21. april 1930 stod Skt. Mikaels Kapel klar til indvielse af den katolske menighed og en række indbudte. Kapellet ligger på en ret stor grund, ca. 1 tønde land, men der er ikke nogen kirkegård. Begravelserne foregik derfor i reglen enten i Randers eller Århus.
Som årene er gået, er mange a de polske familier flyttet til andre egne, og søgningen til de katolske gudstjenester er selvsagt ikke længere så omfattende som i fordums tid. Der er så godt som ingen tilbage af de polakker, der dengang kom til Danmark direkte fra Polen. Det lykkedes dog i foråret 1987, efter megen søgen, at finde en enkelt, nemlig den på det tidspunkt 93-årige Sliwa, der boede i en beskyttet bolig i Auning. Josef Sliwa var født i Mieletz, en lille by i nærheden af Krakow i Galizien, der dengang var en del af kejserdømmet Østrig-Ungarn. Området bliver efter første verdenskrig annekteret i den nye stat Polen. Sammen med en kammerat mønstrerede Josef Sliwa et tysk fragtskib i Bremerhafen, og en efterårsdag i 1911 gik de to i land i København og blev så fascineret af Kongens danske stad, at de glemte at indfinde sig, da skibet skulle sejle. Altså blev de agterudsejlet.

HVAD DER LÅ FORUDE
Men bag Josef Sliwas mønstring ombord i det tyske fragtskib, er et kapitel, der bestemt skal ind i sammenhængen, sådan lige for fuldstændighedens skyld. Allerede som 10-11 årig havde han, sammen med sin far, oplevet Amerikas forenede stater. De elendige tilstande i Polen havde animeret faderen til at tage turen til det ”forjættede” land sammen med den lille purk. I løbet af et halvt års tid hutlede de sig rundt i forskellige egne af det store land, hvor de måtte ernære sig ved at samle kul langs jernbanelinjerne. Det gik altså ikke, som de havde drømt om, og de tog en damper tilbage til Europa. Senere rejste Josef Sliwa som 14-årig til Sachsen, hvor han arbejdede i nogle store roemarker. Mens han var her, udbrød en meget alvorlig koleraepidemi og folk døde i hundredvis. Det gjorde et stærkt indtryk på Josef Sliwa, og han glemte det aldrig.
Josef Sliwa og en jævnaldrende kammerat besluttede sig for at flygte, men al bevægelse måtte foregå om natten, da området som følg af epidemien var afspærret af politi og milits. Efter en halv snes døgn med næsten umenneskelige strabadser, lykkedes det dem at nå til Bremerhafen, hvor de fik hyre som kullempere ombord i førnævnte tyske fragtdamper, som via en række havne i Østersøområdet og London, skulle til USA. Josef Sliwa havde ikke opgivet håbet om endnu en gang at komme til det forjættede land  hinsides Atlanten. Nu var de altså ved skæbnens tilsnigelse landet i København, og pludselig var hele verden fuld af næsten uoverskuelige problemer.

TIL JYLLAND
Da Josef Sliwa kun  kendte til sit eget modersmål og nogle få brokker tysk, var stort set enhver form for kommunikation på forhånd så godt som umuliggjort. Det lykkedes ham dog på mirakuløs vis at skaffe sig noget arbejde i et gartneri på Amager. I 1912 havde han samlet midler nok til, at han kunne sejle til Jylland. Hans kammerat havde besluttet sig for at prøve lykken på anden vis og de to tabte kontakten til hinanden.
I Trustrup ved Grenå fik Josef Sliwa nu arbejde på et teglværk. Senere arbejdede han på flere store gårde i området, blandt andet ”Georgsminde”, ”Bjørnholm” og ”Høgholm”. I 1915 lærte han Maria at kende, og de to giftede sig samme år. Maria var født i 1896 i Katowice i Sydpolen. Hun var kommet til Ebeltoft som roepige, efter at hun i kirken i sin hjemby var blevet hvervet af en såkaldt ”forpige”. En sådan havde som regel haft et kortere ophold i Danmark og var derefter blevet ansat til at hverve unge polske piger til at prøve lykken i Danmark. Det var ikke ualmindeligt at de brugte at lokke med løfter om guld og grønne skove, fortæller Josef Sliwa. Marias forældre havde været meget imod, at deres unge datter lod sig friste til dette eventyr, men selvfølgelig ville de på den anden side heller ikke hindre hende i at opleve en større glæde i tilværelsen end den, der var blevet dem til del.
Marias kontrakt lød på seks-syv måneder, og det var den tid hun arbejdede i roemarkerne på Lolland. Hendes arbejdsgiver i det lollandske skulle for resten, meget pudsigt, vise sig at være en slægtning til Johannes F. la Cour i Pindstrup. Men netop som Marias kontrakt var ved at udløbe, brød første verdenskrig ud, og hun kunne ikke komme tilbage til Polen. Og nu var hun altså ”landet” i Ebeltoft-området, nærmere betegnet ”Bjørnholm”. Da roesæsonen var slut fik hun beskæftigelse som malkepige samme sted.
Da Josef og Maria nu havde lært hinanden at kende og var blevet ægtefolk i 1915, havde de en tid arbejde på Kalø samt Georgsminde og en stor gård i Hørning ved Randers. I 1925 kom de til Pindstrup og fik straks arbejde på det stedlige mosebrug. Her kom Josef Sliwa til at virke de efterfølgende 43 år, og først som 74-årig ophørte han med at være aktiv i tørveproduktionen. I de fleste af årene havde han et betroet job med pasning og vedligeholdelse af et lokomobil eller som fyrbøder ved en dampmaskine, og altid med relation til tørvefremstillingen. De sidste år inden han blev folkepensionist var han sysselsat som en slags altmuligmand. Josef Sliwas navn blev kendt overalt på egnen. Han var dygtig og ligesom hans mange landsmænd i området utrolig flittig og nøjsom. Han og Maria skabte et godt hjem, og deres to børn fik en god og fornuftig opvækst.
Maria døde allerede i 1956 kun 60 år gammel og efter lang tids håbløs sygdom. Hun er begravet på den katolske kirkegård i Randers. Hun nåede aldrig at gense sit gamle fædreland eller sin familie. En ret stor del af de mange polske ”gæstearbejdere” havde aldrig rigtig fået lært at læse og skrive. Maria var en af dem, men disse manglende skolekundskaber blev rigeligt opvejet af hendes sans for det praktiske og hendes rige evner til at lære af givne situationer, og hun var i virkeligheden meget begavet og højt respekteret af alle på egnen.

FORSKELLIGE ADRESSER
Josef Sliwa og Maria boede forskellige steder på egnen, blandt andet i en ejendom, der ligger mellem Pindstrup og Sønder Kastrup, og som kaldes ”Holding”. I nogle år boede de til leje hos den legendariske ”kloge mand” Laust Nielsen på Ringsø. Josef Sliwa fortalte, at han i øvrigt ret ofte bistod Laust Nielsen med at kurere patienter. Sidst boede de i ”Salling-huset”, der ejedes af la Cour. Josef nåede kun at besøge sit hjemland én gang, siden han i 1911 kom til Danmark.

CZESLAW KOT, EN REPRÆSENTANT FRA DEN NYERE GENERATION
På Tjerrild-vejen, lidt udenfor Pindstrup, boede Czeslaw Kot, hvis far, Jakob Kot, var en af de meget driftige og markante polakker i Pindstrup Czeslaw Kot havde erhvervet sig et 82 tønder land stort landbrug, som han med dygtighed havde udviklet til et givtigt foretagene. En samtale med ham afslørede at han kunne huske de fleste af de polske familier på egnen.
Det var meget få polakker, der rejste hjem til Polen igen, fortalte Czeslaw Kot og tilføjede, at han dog mente, at der havde været tale om to familier, som i 1929 var rejst tilbage til Polen. I forbindelse med hvervningen af unge polakker, var det udtrykkelig aftalt forudsætning, at de skulle være fyldt 17 år. Adskillige var imidlertid kun 16 år, men havde på en eller anden måde fået rettet i deres dåbsattester og på den måde snydt sig gennem paskontrollen. En af disse var Johan Sulek, der arbejdede i Pindstrup. Endvidere var det således, fortalte Czeslaw Kot, at polakkerne skulle have opholdt sig i Danmark og haft varigt arbejde i ti år, for at kunne få dansk indfødsret. Når de ti år var gået, skulle de pågældende så selv henvende sig med ansøgningen til myndighederne, og det hele gik jo som regel uden større besvær. En af de polske tørvearbejdere i Pindstrup glemte imidlertid at søge om indfødsret, og det resulterede i, at han som straf, hver 14. dag, i resten af sit liv skulle rette personlig henvendelse hos den nærmeste lokale landpolitibetjent, der dengang havde residens i Ryomgård. I sandhed var de sejlivede, havde en enorm vilje til at overleve og de var stabile og ærlige. De var gode og dygtige og nøjsomme arbejdere, og selvom de i mange tilfælde blev groft udnyttet, var de taknemmelige og man hørte aldrig om tilfælde, hvor de polske arbejdere prøvede at besudle deres nye hjemland eller true sig til fordele på den ene eller anden måde. De tilpassede sig og stillede sjældent uberettigede krav. Visse andre kunne lære et og andet af dem.