Ryomgård

INDHOLD:

SKOLE OG KIRKE (Helge Qvist Frandsen)
BLAKBJERG – en rituel samlingsplads (Jens Erik Mehlsen)
SPANIOLERNE PÅ DJURSLAND (Erland Skovbjerg)
DE GRAA BUSSER (Jens Erik Mehlsen)
KØBMAND ANDERSENS ERINDRINGER (A.C. Andersen, Ryomgård)
KAMMERRÅD OLE ESMARCK (Jens Erik Mehlsen)
RYOMGÅRD AVIS 1925 (Ejler Haugsted fortæller Ryomgårds historie)

• Ryomgårds historie i hovedsagen fortalt af J.E. Mehlsen i flere hovedafsnit, med det yngste tidsafsnit øverst:
• MARIENHOFF
• KRIGEN 1940-45
• JERNBANEN
• DEN NYE BY 
• BEGYNDELSEN
• FORHISTORISK TID

SKOLE OG KIRKE
Helge Qvist Frandsen

Det er almindelig kendt, at skolen ligesom hospitalsvæsenet er barn af kirken. I mit sønderjyske annekssogn, Rejsby, var det et lille sidekapel til kirken, der var den første skole i sognet, og mange steder har den første skolebygning som i Marie Magdalene og Koed ligget ganske tæt på kirken.

Det er ikke så længe, siden præsten i kraft af sit embede var formand for skolekommissionen. Vi er nogle, der kan huske, når præsten og de øvrige skolekommissionsmedlemmer mødte op til eksamen for at høre, om vi havde lært noget. Omvendt var det meget ofte førstelæreren, der var kirkesanger og kontraministerialbogsfører, som det hed. Dvs., at han førte kopien af præstens kirkebog, og det var også ofte en lærer, der var organist.

I forbindelse med Ryomgård Realskoles 100-års jubilæum den 7. januar 2013 har jeg beskæftiget mig med skolens historie, og i skolens første årsskrift fra 1913 kan man læse, at elever, forældre og lærerpersonale på indvielsesdagen samledes i hotellets sal, hvor pastor Madsen, Marie Magdalene,” nedbad velsignelse over skolens værk”, og den 25. august samme år fandt den højtidelige indvielse af skolebygningen sted i gymnastiksalen, der var fyldt af 300-400 mennesker. ”Pastor Madsen og skolebestyrer Kirkegaard, Århus, talte. Og ligeledes forældreforeningens formand købmand A.C. Andersen og skolens ledere.”

Endnu i 1937-skoleloven hed det, at kristendomsundervisningen skulle være i overensstemmelse med folkekirkens evangelisk-lutherske lære, men loven fra 1975 nøjes med at fastsætte, at kristendomsundervisningens centrale kundskabsområde er den danske evangelisk-lutherske kristendom.
Nu er kristendomsundervisningen altså et kundskabsfag med hovedvægten på folkekirkens lære, men det betyder ikke, at kirken og skolen nu ikke længere har noget med hinanden at gøre. Tværtimod. Ligesom der kan opstå et nyt og kammeratligt forhold mellem forældre og børn, når børnene bliver voksne og selvstændige, således er samarbejdet mellem kirken og skolen i mange tilfælde blevet endnu mere frugtbart nu, hvor det er et samarbejde mellem to selvstændige parter med mange fælles berøringspunkter. Der er de fleste steder et godt samarbejde om tilrettelæggelsen af konfirmandundervisningen og om fag og emner, hvor kirke og skole kan inspirere hinanden. Det kan foruden religion f.eks. være kunst, litteratur og historie. Og der er også de fleste steder et godt samarbejde om juleafslutningsgudstjenesten i kirken.

Der er således almindelig tilfredshed med, at kristendomsundervisningen nu er et kundskabsfag, og det var derfor tankevækkende, da jeg i Ryomgård Realskoles første årsskrift fra 1913 i en beskrivelse af skolens fag læste følgende om faget religion: ”Ved fortælling og samtale gennemgås de hellige skrifter og den kristelige lære. Religion indtager en særstilling for de andre fag, idet man ikke lægger vægt på kundskaberne. Ved samtalerne vækkes elevernes etiske dømmekraft, og der kan i religionstimerne tilflyde dem mangt og meget, der kan lede den religiøse udvikling ind i et sundt og frugtbringende åndeligt liv.”

BLAKBJERG – EN RITUEL SAMLINGSPLADS
Indlæg fra ØSTJYSK HJEMSTAVN 2022 (Jens Erik Mehlsen)

En af Midtdjurs Lokalarkivs skribenter, Knud Vestergaard, indleder en artikel om Djurslands fortid således:
“Det er ikke tilfældigt, at mere end 800 af Aarhus Amts ca. 2100 fredede fortidsminder ligger på Djursland. Det har været attraktivt at slå sig ned her, hvor naturen har budt på mange varierede muligheder. Isen forsvandt for ca. 13.000 år siden. Derefter lå Djursland hen som tundra. Mange år senere – for 6.000 år siden – var området dækket af en næsten urskovslignende skov med spredte lysninger, gennemskåret på kryds og tværs af lave sunde og fjorde, have, der var fulde af fisk og dyr – og en skov fuld af jagtvildt. De første mennesker i jægerstenalderen var – som navnet siger – jægere – og fra den periode – ca. 4.500 f.Kr. – er der fundet kystbopladser, især langs Kolindsund og på Norddjursland.  Senere – omkring 4.200 – 1.800 år f.Kr. – ændrede befolkningen sig (bondestenalderen), og man begyndte at brænde skov af og dyrke jord, og fra den periode kender vi de imponerende og utroligt arbejdskrævende gravmonumenter i form af rund- og langdysser og jættestuer.”

Og et af de knap så kendte fortidsminder fra samme periode, både på Djursland og i hele landet i øvrigt, er de såkaldte Sarupanlæg.
Et sådant findes bl.a. i Ryomgård, der ligger lige midt på Djursland. Lidt i byens udkant mod vest – faktisk tæt med den Ryomgård sammenvoksede gamle landsby Marie Magdalene – ligger en af naturen (læs: istiden) frembragt bakkeknold eller bakkeknude: BLAKBJERG!

Her har der været et såkaldt Sarupanlæg, opkaldt efter en lille by på Fyn, hvor det første af den slags oldtidsanlæg blev fundet. Oppe fra toppen af dette plateau er der en flot udsigt over det gamle sund, – Kolindsund mod syd, og den på den tid vandfyldte slugt ind mod nuværende Marie Magdalene, der nåede ud til Bøjstrup, og endelig mod øst, hvor vandet i et smalt forløb snoede sig igennem det vi i dag kalder Saabydal. Den tanke er nærliggende, når man står på toppen deroppe, at der må være noget mystik fra fortiden knyttet til stedet. Og det er der i høj grad!

 Undersøgelser fra bl.a. Djurslands Museum i Grenå viser da også, at der har været et større befæstet anlæg på plateauet samt nogen beboelse. Vi skriver yngre stenalder (ca. 3900-1800 f.v.t.).

Et Sarupanlæg er altså et oldtidsanlæg, som man mener har været et samlingspunkt, et kultanlæg, hvor de forsamlede dyrkede hinandens selskab og deres guder.

Flere arkæologer har skrevet om dette knap 10 ha. store anlæg i Ryomgård/Marie Magdalene, herunder arkæolog Lisbeth Vincents fra Djurslands Museum i Arkæologiske udgravninger i Danmark, katalog 1992 fra Kulturarvstyrelsen 2006, bl.a.:

“Af 9 delvist undersøgte gruber langs kanten af et ca. 10 ha stort bopladsområde, havde nogle karakter af systemgrave, opfyldt med skallag og affald. Centralt på plateauet undersøgtes stolpehuller, grube med skubbekværn og et par tragtbægre, samt et kulturlag med keramik, flintaffald, flint- og stenredskaber og et lerkliningslag. Desuden foretoges systematisk opsamling og kartering af mere end tusinde redskaber.”

Blakbjerg bør yderligere beskrives, og hjælp er igen nødvendig fra bl.a. Kulturstyrelsen.dk., hvorfra løst gengives følgende: Blakbjerg er et såkaldt Sarupanlæg, der måske kan ”tolkes en slags festivalplads, hvor hundredvis, måske tusindvis, af folk fra et stort område er mødtes for i fællesskab at udføre nogle omfattende gravninger af systemgrave.”

Nedenfor foto af tegning, hvor man ser Blakbjergs ceremoniplads med lange gravede grøfter. Kolindsund i baggrunden og t.h. havets slyngning ind mod Marie Magdalene/Bøjstrup. (Gengivelse fra en planche på Blakbjerg med tilladelse fra Museum Østjylland).

Gravene kan være helt op til 20 m. lange og ca. 4 m. brede. ” I disse deponeres materiale, der var bragt med “hjemmefra”. Hurtig blev det hele igen dækket. Muligvis skal vi se disse handlinger, som en metafor for bondens såning, hvor jorden jo åbnes, for heri at placere såsæd.”.
Og der forsættes lidt senere:
“Den store fælles indsats ved planlægning og opførelse af Sarupanlæg kan være den begivenhed, eller rettere begivenheden eller festivalen over alle, der befæstede mange små enheders deltagelse i et fælles sammenhold. Efter den store begivenhed/festival opgives pladserne, systemgravene er genopfyldte og stolperne i hegn og palisader overlades til forfald. Men erindringen om begivenheden står stærk og befæster sammenholdet. Efterfølgende sker der med års, endog med århundredes, mellemrum genopgravninger i nogle af systemgravene. I nogle tilfælde bliver grave lagt sammen til større grave.”

Selvom området således ikke primært har været en boplads kan nogle anlæg udvikle sig til egentlige bopladser, og det er måske, hvad der er sket her, da der er fundet stolpehuller m.m. ind mod Såbydal – bakkeknudens østlige side.

Der var som sagt andre “Sarupanlæg” også på Djursland, det nærmeste blot ca. 5 km. fra Blakbjerg. Det hedder Ballebjerg/Ballebakke mellem Skarresø og Koed (meget tæt på Ballevej 20, Kolind). Dette anlæg er ikke så markant i landskabet som Blakbjerg, men har måske været det! En kendsgerning er det, at nedpløjning og anlægsarbejder har eroderet bakken ekstraordinært. I dag kan det oprindelige Sarupanlæg ikke klart skelnes, men køkkenmødding eller affaldsgrube findes let i den sydlige vejkant lige overfor, hvor Ballegården, Ballevej 20, 8560 Kolind) ligger i dag. Med hensyn til beliggenheden er det karakteristisk, at anlægget lå på spidsen af det næs, hvor Kolindsund deler sig i en nordlig del ind mod Ryomgård og en sydvestlig del ind ad Korup Ådal mod den nu tørlagte Korup Sø.

Yderligere forskningen af disse Sarupanlæg, især Blakbjerg, har længe været på arkæologernes ønskeseddel. Vi må håbe, at det lykkes indenfor overskuelig tid, så vi kan få noget mere at vide om disse spændende oldtidsanlæg.

MARIENHOFF
4 dele med forskellige forfattere

HISTORIE – Del 1:
Jens Erik Mehlsen

Navnet Marienhoff stammer fra Anna Marie Mule Hoff gift med Heinrich (Henrik) Mule Hoff, der ejede gl. Ryomgård i perioden 1798–1810. I 1804 udstykkede Heinrich Marienhoff sammen med 3 andre ejendomme, og opkaldte således denne gård efter sin hustrus kaldenavn Marie.

Blandt de tidligste ejere skal nævnes kammerråd Ole Ecmarck, som købte gården i 1816. Han forsøgte ved ansattes hjælp at drive gården så godt som muligt, men hans hovedbeskæftigelse var og vedblev at være pengeudlån og jordspekulation. En af hans største debitorer var greve Jørgen Scheel til Gl. Estrup. En eftertid opkaldte en vej i Ryomgård efter ham vel sagtens uden at vide andet om ham, end at han havde ejet Marienhoffgården. På ældre kort kunne man da se hans navn ved gården med samt hans fine titel: Kammerråd. En titel, der på den tid var uden betydning, men dog ærefuld, og formodentlig skaffet ham via grev Jørgen Scheel, Gl Estrup, som lokkemad for hans – altså grev Scheels – skrantende økonomi.

Akkurat som Heinrich Mule Hoff blev han trukket ned af statens bankerot i 1813, – og dog, han klarede skærene indtil 1824, hvor han måtte give op. Marienhoffgården kom da på tvangsauktion.
Gården fungerede i øvrigt efter samme principper som andre store gårde (proprietærgårde) med pænt mange folk og tyende ansat, egen smedje og mejeri (nuværende Marienhoffvej 21), der nedlagdes i forbindelse med etableringen af mejeriet i Ryomgård i 1890.

Interessant bliver gården først igen da udstykning til statshusmandsbrug påbegyndes. Egentlig opstod statshusmandsbegrebet allerede i 1899, hvor det blev muligt via lempelige statslån at etablere sig med et lille landbrug (4-8 tdr. land). Ejeren kunne ikke leve af sådant et lille lod, og måtte derfor ofte have arbejde ved siden af. Han var således ikke landmand i traditionel forstand, men kaldtes husmand. I 1919 ændredes loven så brugene øgedes til en størrelse, som husmanden kunne leve af. Med tiden ændredes udviklingen, og i hvert fald fra 1967 var disse brug i hovedsagen urentable og afvikledes gradvist.

Men i mellemtiden florerede de. De første 6 husmandsbrug på Marienhoff udstykkedes mellem 1905-1912, og var alle anbragte med bygninger omkring selve Marienhoffgården. Deres jorder strakte sig i forskellige retninger, men fordelen ved at holde bebyggelserne samlet var det samarbejde, der kunne etableres, dels med hinanden, dels med Marienhoffgården, – for leve af landbruget alene var som sagt næppe muligt. At være i nærheden af en større gård, hvor man kunne tilbyde at supplere arbejdskraften, var hensigtsmæssigt. En ekstra udstykning fandt i øvrigt sted i 1913, dog ikke til husmandsbrug, men til Ryomgård Realskole. Den daværende jer af Marienhoffgården, proprietær Just, solgte et par jordlodder nede ved Ryomgårds vestlige udkant – faktisk udenfor byen – og var formodentlig lykkelig over at slippe af med disse lodder, der på grund af dens bakkede og stenfyldte terræn var næsten ubrugeligt.
Efter 1919-lovens større imødekommenhed overfor ønsket om at kunne leve af jorden, udstykkede ejeren af Marienhoffgården Knud Just i 1926 hele 26 husmandsbrug, der bredte sig fra nuværende Vestergade i syd til Margrethelund i nord. Nuværende Solbakkevej 1 samt Vestergade 64, 77 og 104 er således alle husmandsudstykninger fra dengang. I bogen ”Rundt om Ryom” kan man læse herom:
 ”Et nyt lille koncentreret og erhvervsensrettet samfund (statshusmandskoloni) var opstået indenfor snævre grænser, men hvad skulle barnet hedde? Det interesserede egentlig ikke de involverede så meget, som de udenforstående i Ryomgård!

Debatten var derfor kort, og forslag som Højby, Stenhøjby, Stenhøjgård eller Mariegård døde hen, for de nyetablerede kaldte det blot Marienhoff, og derved blev det! De anderledes forslag var forårsaget af, at der på stedet, hvor Marienhoffgården lå, tidligere havde været et lille jordløst hus under Ryomgård Hovedgård, der kaldtes Stenhøj eller Stenhøjgård. Huset jævnedes med jorden endda nogle år før Marienhoffgården byggedes, men det oprindelige navn refererer formentlig til, at huset var bygget af og på sten, jfr. også det lignende navn fra den nær ved liggende ”Stenhusgrund” samt ejendommen ”Stenhuset” (Marienhoffvej 32).”

Husmændene stiftede familier og trivedes. Det var hårdt slid, men de var deres egne herrer – sådan da, for staten så jo til med det ene øje, da ejendommene var statsfinansierede, bortset fra en lille egenkapital. Og de fik det til at løbe rundt ligesom sammenholdet var stærkt.  Jørgen Verner Jensen har skrevet herom i sine erindringer, hvilket fortælles i del 2.

MARIENHOFF i 1930’erne (del 2)
Knud Jensen

Fra Jørgen Verner Jensen, som i dag bor i Nykøbing Falster, har Lokalarkivet modtaget denne beretning fra hans barndom på Marienhoff ved Ryomgård:
“Det var i det Herrens år 1928 – den 10. oktober – at jeg blev født på Nyvang (i dag Marienhoffvej 36), én af de udstykkede ejendomme på Marienhoff.
Jeg var barn nr. 2, min storesøster hed Lily og senere kom Lis. Mine forældre hed Carl Otto Jensen og Laura Amalie. Da udstykningen skete i 1926, købte far en af ejendommene for 2000 kr. Alle startede med at bygge et stuehus og en stald til nogle få køer, en hest og nogle svin. Jorden var ikke den bedste til dyrkning af almindelige afgrøder, så som supplement dertil begyndte far at grave grus ud af en skrænt på marken. Det blev flyttet på hjulbør og kastet over et sold med skovl. Min onkel Harry Sejersen fra Marmelin hjalp til. Han var arbejdsløs og gift med fars søster Margrethe. Min farfar Jørgen Jensen fra Marmelin kom gående og så til. Ham kan jeg huske fra min tidlige barndom, da vi kørte op til deres ejendom i Brunmose i fjedervogn. Ejendommen solgte de i 1932 og flyttede til Marmelin. Han døde i 1934. Bedstemor husker jeg langt bedre. Hende besøgte vi meget og hun havde altid noget godt til os og fortalte historier. Hun ville ikke nedværdige sig til at få aldersrente, men da renteindtægterne blev for små, gik hun alligevel med til det.
I 1936 var det min tur til at begynde i skolen. Vi gik ad en markvej gennem en lille skov og så var vi i Marmelin på ingen tid.
Der var to gamle skoler med tilsammen 4 klasser, men man var i gang med at bygge en helt ny centralskole med 5 klasser, så der blev et problem med at få delt børnene over en klasse mere. Jeg blev flyttet fra 2. klasse til 4. klasse sammen med Knud Laursen, Erik Madsen, Tage Jensen, Nina Pedersen og Lily Christensen. Der var nogle der blev misundelige, da vi sprang en klasse over. Lærerne ved de gamle skoler hed Thorup og Jørgensen, og de flyttede med til den nye skole.
I 1934 blev der indlagt vand på ejendommene, og i 1936 lys og kraft. Det var noget af en omvæltning, men en stor lettelse. Hvert år i maj måned skulle der laves tørv i den lille mose, der hørte til ejendommen. Tørvene blev æltet i en maskine, som blev trukket af en hest i en omgang med udveksling. Jeg skulle gå bagefter for at holde hesten i gang og det var jeg ikke vild med, så hvis jeg kunne lokke Lily til det, kunne jeg være ved ælteværket.
Da jeg var 11 år fik jeg min første cykel, ganske vist en brugt postcykel med flotte stafferinger og flyvepind på. Jeg havde fået fat i en gearomskifter, og den satte jeg på. Så kunne jeg lege skifte gear og den fik noget mundlir og hårde tramp i pedalerne.
Sidst i 30erne og begyndelsen af 40erne havde vi nogle hårde vintre. Der var kæmpe-snedriver og mosen var fyldt med vand som frøs helt til med store minusgrader. Nu er mosen jo helt groet til med træer og buske, så den er ikke til at kende igen. Men dengang var der en kæmpestor skøjtebane, og far havde lavet mig en is-slæde, og der kunne komme en god fart på, når man havde en stang med et søm banket ind i enden og så sat mellem benene – så var det bare med at komme afsted. Der var ikke mange børn, der havde skøjter på det tidspunkt.
Vi drenge lavede også vores egen bondegård. Hestene var jo hestesko, køerne var grankogler, grise var de mindre fyrrekogler og så lavede vi indhegninger.
I 1938 fik vi den første radio med store knapper på og en højtaler, der stod ovenpå. Den var til elektricitet, mens de fleste andre på den tid var til akkumulator eller tørbatterier.
Efterhånden nærmede vi os 2. verdenskrig. Jeg husker tydeligt, da landet blev besat. Vi lå i vore senge den morgen den 9. april, da de mange flyvemaskiner fløj meget lavt. Vi gik i skole, men blev sendt hjem igen. Mørket sænkede sig overalt, og vi måtte have sorte gardiner op for alle vinduer – også i stalden – men jeg kan ikke huske, at vi mærkede noget til soldaterne.
I 1941 solgte far ejendommen og vi flyttede til Ørbæk mark ved Ørum og jeg begyndte at gå i skole i Ørum”.

Næste gang bringes del 3 med titlen: Erindringer – Hans Madsen, Marienhoff.

DEL 3

ERINDRINGER – Hans Madsen, Marienhoff.
Formidlet af Knud Jensen

Hans Madsen og hustru Olga havde et husmandssted på Marienhoff (Marienhoffvej 34) i mange år.
Hans Madsen skriver i sine erindringer:
“Min far fortalte mig, at han omkring år 1900 tærskede med plejl i den store lade på Gl. Ryomgård. Da var daglønnen 1 kr. om vinteren og 1,50 kr. om sommeren. Laden står der endnu og er fredet. På den tid hørte gården Marienhoff under Gl. Ryomgård.
I 1916 ejedes Marienhoff af en kreditforeningsdirektør fra Viborg og blev drevet af dennes søn. Gården var på godt 400 tdr. land, mark og eng og lidt skov. Af folkehold var der en forvalter, 5-6 karle og nogle daglejere. Omkring 1920 tillige nogle polakpiger i den travle tid i roerne.
Vel på grund af den store arbejdsløshed kom der nu loven om udstykning af nogle af de gamle gårde. Den gik på at staten satte lån i jord og bygning, og det blev de såkaldte statshuse. Der blev udstykket ca. 30 på Marienhoff. 
For at komme i betragtning hed det sig, at man skulle fremvise et bevis for kommissionen på 2000 kroner, vel for at kunne tilså jorden og lidt til besætning. Omtalte beløb skulle attesteres af bank eller sparekasse eller en kendt person.
En mand havde fået samlet pengene og viste dem til sognerådsformanden, som sagde:
“A ka’ skryv, at A er dem forevist, men A ved ik’, om du ejer dem”. Vedkommende husmand boede i mange år på sin ejendom.
I 1926 var der så de 30 familier boende på jorden, og det var alle fattige folk. Der kom ikke frikadeller på bordet hver dag, men koen gav mælk, hønsene æg, kartofler og grøntsager groede på marken og man slagtede vel også en gris hvert år.
Jeg husker endnu omkring 1920, da den første mejetærsker kom til landet. Det var til én af de store gårde på Lolland, og der stod i avisen, at sådan en maskine var ikke brugbar her i landet – det var kun på de store prærier i Amerika. Ca. 50 år efter var der vel ikke mange landbrug, der fik høstet uden omtalte maskine, og så kan man jo spørge, om udviklingen er gået for stærkt! 
I 1927 købte jeg to dejlige islandske heste på et marked i Allingåbro. Priserne på hestene var 385 kroner, men hvis jeg selv ville trække dem hjem, skulle jeg få dem for 380, så jeg trak dem hjem til Marienhoff. 
Tiden indtil 1930 var ellers ret god, men så kom den store landbrugskrise, og alt raslede ned. En slagtegris kostede ca. 36 kr., en stor ko ca. 50 kr. og byg 6 kr. pr. td. Slagteren fra Ryomgård kørte hver uge rundt med kød til 16 øre pundet.
Den situation kunne jo ikke blive ved. Nu satte landboforeninger, husmandsforeninger og regeringen sig sammen og vedtog en lov, som ikke skal omtales her. Men nu kom svinekort, der skulle følge grisene til slagteriet. Prisen blev da 100 kroner – altså mere end det dobbelte. Det blev det lille landbrug, der fik det forholdsvis største antal. Til det store landbrug, der skulle sælge korn, blev prisen hævet fra 6 til 12 kr. pr. td. Det blev en ret god tid for husmændene, der også resulterede i at man fik bygget forsamlingshuset på Marienhoff.
Det var nu en rolig tid indtil 1940, da krigen brød ud. Det blev en streng tid for hele landet. Alt blev rationeret – brød, sukker, kaffe, mel. Man lærte at spare, men alt får jo en ende – også denne trange tid. Så blev det igen en god tid uden de store forandringer, men omkring 1970 blev kommunerne jo slået sammen. Nu blev der inddraget 17 husmandsbrug og bygget skole, børnehave, hal, posthus og alderdomshjem, så hele området skiftede karakter. Desuden blev der bygget parcelhuse og lejligheder. Fra at være et sted, hvor far, mor og børn arbejdede i roer, ved høslet og i høsten, blev området nu en forstad til Ryomgård. Mange af ejendommene er helt opslugt af byen, og af de resterende ejendomme udenfor byen er der i dag privat beboelse”.

DEL 4

MERE OM MARIENHOFF
Knud Jensen

I 1976 fejrede man 50. års jubilæum for den store udstykning i 1926.
Aarhus Stiftstidende bragte den gang en artikel om dagen, hvori der var udtalelser fra den 72-årige Laage Sørensen og den eneste tilbageværende husmand fra 1926, nemlig Johs. Andersen.
Artiklen er udlånt af Laage Sørensens søn, Ivar Laage, Ryomgård.

Denne udtalelse fra Laage Sørensen fortæller om den atmosfære og ånd, som var fremherskende i den nye landsby, som opstod ved udstykningen.

“Jeg kan med overbevisning sige, at det at have gode naboer er nummer ét i tilværelsen. Vi havde – og har endnu – et sjældent godt sammenhold her på Marienhoff. I tidens løb har døtre og sønner i mange tilfælde overtaget deres fødehjem her. Mange af mine gamle medtjenere på Marienhoffgården fra dengang bor endnu på egnen og de har ikke kunnet undvære fællesskabet og sammenholdet, som har præget denne landsby”.
Laage Sørensen var ganske vist ikke blandt de første husmænd på Marienhoff, men hans tilknytning til egnen går helt tilbage til 1918.
Herom fortæller han:
“Hjemme i Mørke var vi naboer til Marienhoffgårdens ejers far, og han rådede mig til at tage ud til hans søn for at lære landbrug. Jeg troede det var en bette gård, jeg anede ikke, at der var tale om en stor proprietærgård. Folkeholdet var på seks karle, tre faste daglejere, tre polakpiger, fodermester og staldkarl. Der var syv spand heste, dvs. 14 heste plus opdræt.
I 1919 rejste jeg herfra et års tid og kom så tilbage som karl i knap to år. Derefter kom jeg til Gl. Ryomgaard, til jeg skulle ind som soldat”. 
I de følgende år havde Laage Sørensen flere pladser på en række store gårde, bl.a. hos Gl. Ryomgaards ejer, grev Jørgen Scheel, som dennes bestyrer på øen Hjelm.
I 1940 købte Laage Sørensen sin ejendom på Marienhoff. 1966 købte han naboejendommens jord til og forpagtede endnu en ejendom. I dag driver hans søn de to førstnævnte ejendomme, som han overtog i 1972, da faderens helbred ikke kunne holde længere.        

Johannes Andersen, der var én af de oprindelige fra 1926 beretter:
“I 1930’erne under de meget hårde tider for landbruget kunne jeg ikke klare en terminsydelse på 450 kroner. Min ejendom stod for at måtte på tvangsauktion. Da et par naboer fik det at vide, gik de straks i banken og kautionerede for et lån, så jeg kunne klare terminen”.
Johannes Andersen fortsætter:
“Vi Marienhoff-bønder hjalp i det hele taget hinanden på alle måder. I høsten og ved roetynding tog vi fat på vore naboers jorder, når der var behov for det, uden at skele til tiden. Jeg kan bekræfte Laage Sørensens ord om det gode naboskab. Alle vi gamle, der er tilbage, nyder godt af det den dag i dag.

Af de oprindelige 24 statshusmandsbrug er der i 1976 13 tilbage. De drives alle som alsidige landbrug endnu. Af de 11 nedlagte ejendomme har kommunen købt de 10 til udstykning, dels til boliggrunde, dels til skole og idrætshal. Om betingelserne for de første husmænd på Marienhoff fortæller Johannes Andersen:
“Jeg havde fra 1925 haft en ejendom i Brunmose under godset Gl. Estrup i forpagtning, men vi ville gerne have vort eget. Derfor søgte jeg om én af lodderne på ca. 12 tdr. land. Prisen for en lod med bygninger var 18.400 kroner, og en betingelse var, at man kunne præstere en udbetaling på 2000 kroner.
Vor ejendom blev bygget i forsommeren 1926. Mens byggeriet stod på, boede vi selv i hønsehuset. Vore køer stod i vognporten, og grisene gik i tørvehuset. Selv om vi ikke har spundet guld, fik vi dog til føden. I 30’erne under krisen måtte jeg tre år tage arbejde om sommeren i tørvemosen ved Pindstrup, og i ni år kørte jeg mælketur til mejeriet i Ryomgård”.
Johannes Andersen var en drivende kraft i Marienhoff Kvægavlsforening. Alle 24 bønder var medlem af denne, og Johannes Andersen siger, at den betød meget for besætningerne på husmandsstederne. Da det blev almindeligt med kunstig sædoverføring (inseminering), blev foreningen nedlagt.

Forsamlingshuset på Marienhoff
Et eksempel som i over 25 år vidnede om bøndernes sammenhold, blev forsamlingshuset, som lå på den grund, der nu er på hjørnet af Marienhoffvej og Poppelvej. 
Grunden blev givet af husmand Hans Madsen, og alle Marienhoff-bønderne gik sammen om at bygge huset i 1936.

“Vi har haft mange hyggelige stunder der”, fortæller Johannes Andersen og Laage Sørensen. “I 1942 beslaglagde tyskerne det, og det blev bl.a. brugt som opholdssted for tyske flygtninge. Da de rejste igen efter kapitulationen, så huset frygteligt ud, men vi fik sat det i stand, og det blev atter vort samlingssted.
I 1973 blev huset revet ned, efter at kommunen havde købt det. Det blev efterhånden ikke brugt til så meget mere, og det var blevet vanskeligt at få nogen til at passe det. Jorden, hvorpå det lå, er nu indgået i det nye boligkvarter”.
Sådan berettes der i Aarhus Stiftstidende den 31. dec. 1975. Det har efter den tid været opbrudstider for husmændene på Marienhoff. Tiden har ikke været til de små steder med få tønder land, men de fleste ejendomme ligger der endnu, og de vil år frem kunne berette om en tid, hvor 24 unge landmænd og deres familier levede en nybyggertilværelse.
I dag er der ingen fuldtidslandbrug tilbage. Mange er indrettet kun til beboelse, nogle er fritidslandbrug, andre har forpagtet arealerne ud og atter andre har solgt jorden.

”SPANIOLERNE” PÅ DJURSLAND I 1808
Erland Skovbjerg

Det er over 200 år siden, at Napoleons spanske hjælpetropper, ”Spaniolerne” som de blev kaldt, var i Danmark  –  og også her på Djursland. Forhistorien er den, at da englænderne havde taget vor flåde i 1807 blev Danmark tvunget til at gå med i krigen på Napoleons side. Napoleon forlangte, at Danmark skulle gå i krig mod og invadere Sverige, og til hjælp hertil sendte han et fransk korps på 19.481 mand og et spansk korps på 13.389 mand. I alt medbragte disse tropper 6.191 heste. Der var i alt 11 spanske regimenter.
Det er disse spanske soldaters ophold, bl.a. på vor egn, som jeg har undersøgt lidt om.
De franske og spanske tropper, som skulle hjælpe os, kom i marts måned fra Hamburg, og den 28. marts var de nået til Kolding, Som bekendt brændte Koldinghus ved et uheld. De kuldskære Spanioler havde fyret så meget op i en kamin, at der gik ild i de trækanaler, som skulle lede røgen op gennem slottet. Der opstod forvirring, og først da deres general, Bernadotte (den senere konge i Sverige), mødte op, blev forsøg på brandslukning organiseret. Soldaterne stod i to rækker ned til søen og langede vandspande fra mand til mand. Det var soldater fra infanteriregiment ”Princesa”, der forårsagede branden.
Tropperne skulle jo have været til Sjælland og derfra angribe Sverige, men de engelske krigsskibe spærrede Storebælt, så kun få soldater kom over nede ved Lolland-Falster. Nogle soldater blev på Fyn, men mange blev sendt videre op i Jylland for at blive indkvarteret i forskellige byer. De nåede helt op til Ålborg og Mariager. Der er udførlige beretninger om deres ophold i Randers, Grenå og Ebeltoft, men de var også ude i småbyerne på Djursland.
Fra Grenaa og Ebeltoft berettes, at man så med blandede følelser på disse fremmede krigsfolk, som skulle komme til byen. Nogle ventede det værste, og enkelte damer med deres børn rejste i sikkerhed i en anden by.
Men Spaniolerne blev hurtigt vellidte, ved deres galante optræden og deres godhed mod børn.
De spanske tropper kom marcherende til Grenaa den 23. april med fuld musik af horn og pauker og trommer og piber. Forrest rider en rank officer fra regiment Algarbe i sin blå frakke og gule bukser. Efter ham en imponerende person, nemlig Regiments-paukeren. Han rider på en stor hest med pauker på hver side, som han med stor alvor og behændighed slå på med sine stokke.
Det er et aldeles nyt skuespil for Grenaagenserne.
Så kommer regiment Zamoras 1835 mand marcherende, geled efter geled. Det er slanke folk med ildfulde ansigter. De så godt ud i deres hvide uniformer med krydsbandoler over det sorte bryst. De havde lange brune støvler og en høj, flot chakot på hovedet. De 585 ryttere fra regiment Algarbe kommer derefter i langsomt trav på deres sorte, andalusiske hingste med lange haler. Lyden af hovslag og knirken af seletøj fylder Grenaas gader. Byens borgere stå nærmest med åben mund og ser på alt dette. Som afslutning på optoget kører nogle vogne, som er trukket af muldyr. Mange af soldaterne havde deres koner og børn med. Vognene er fulde af kvinder i fremmede klædedragter, samt de yndigste sortlokkede og sortøjede unger, som smiler og vinker.  For fuldstændighedens skyld bør jeg nævne, at de spanske også selv havde prostituerede med.
Som nævnt var de særdeles venlige og charmerende og legede meget med børnene. Deres gode guitarspil var noget nyt for os, og mange danske pigehjerter blev sat i brand. De havde dog nogle særprægede vaner. Hvis en kat kom på deres vej, kunne de finde på at stege og spise den. De spiste også snoge, snegle og frøer.  Hvidløg gjorde sig også bemærket i de danske næser. Overalt sås de med små hvide pinde i munden. Det var cigaretterne, som i 1808 blev indført her i Danmark af de spanske soldater. Cigaretterne kunne vi godt have undværet!
Et stort indtryk gjorde det også, at de holdt siesta og lå og sov alle steder midt på dagen. Men mest beundret blev de, når hele regimentet om aftenen knælede ned på torvet og holdt offentlig bøn.
Danskerne havde store problemer med at få dem indkvarteret, og der fortælles meget om denne sag. Der var da også uoverensstemmelser mange steder. Navnlig kunne de fremmede ikke fordrage øllebrød, som mange værter serverede til morgenmad. Soldaterne og deres koner og børn og de mange heste skulle jo som sagt have mad og foder hver dag. Så indkvarteringen var en stor belastning for de forskellige byer. Fra Grenaa og Ebeltoft fordeltes de fremmede over store områder –  og også til landsbyerne i Midtdjurs kom de.
På ”Gl. Ryom” har de været, og der er spor efter dem endnu. Der fortælles, at i den gamle lade har Spaniolerne øvet sig og kæmpet med bajonetter og sabler, og det er gået hårdt til, for man kan stadig se skrammer og ridser i væggene.

Nedenfor foto af den kamtakkede agerumslade på Gl. Ryom, fotograferet fra østsiden.

Et lille minde fra hine tider hang hist og her i mange år på landsbysmedenes port på egnen. Det var aparte hestesko uden tåstød, men med små, spidse hager.

Spaniolernes efterkommere bor stadig iblandt os. En mand fra Kolind ringede og fortalte, at hans oldemor havde sagt, at de stammede fra Spaniolerne. De havde da også stadig brune øjne. Familien har boet i Ryomgård, Ringsø og  Kolind. I Ryomgård var Mine Svenningsen, som blev 102 år, en efterkommer. I Nimtofte kender jeg selv Sanko-familien, som mener, at de har haft en spansk forfar. Jeg har snakket en del med dem om denne sag.

Jeg kender i øvrige en af Panduro-slægten, hvis spanske forfar havde brækket et ben og derfor blev tilbage her i landet. Han stiftede familie og efterslægten tæller i dag 900 mennesker.
En anden slægt i landet er Miquelsen. En soldat deserterede, da de andre drog af sted, og han gemte sig i et hult træ. En tjenestepige på gården kom ud til ham med mad, når det var mørkt. Naturligvis fik de senere hinanden og har en stor slægt i dag. Du kan gå ind på internettet og se noget på wvw.Stenboye.dk (historiske sider), og på Google.dk kan du slå op på ”Spaniolerne 1808” eller ”Spaniolernes efterkommere”.
Spaniolernes afrejse fra vort land skete med stor dramatik. De herværende tropper havde hørt rygter om, at der var sket store politiske forandringer i Spanien. Napoleon havde indsat sin bror Josef, som konge i Spanien, men spanierne havde gjort oprør mod Napoleon. De spanske soldater her i Danmark var nu i en uheldig situation, idet de jo var under franskmændenes, altså fjendens overkommando, men deres hjerter bankede jo for deres fædreland.
Spaniolernes leder, Markis de la Romana fik en dag hemmeligt besøg af en mystisk person. Han hed James Robertson og var engelsk spion. Han udgav sig for at være købmand, der ville sælge cigarer og chokolade til Markis’en. Efter en masse hemmelighedskræmmeri røbede Robertson, at han ville tilbyde den spanske øverstkommanderende at transportere alle hans tropper hjem til Spanien på engelske skibe. Ved mange intriger og vildledende manøvrer overfor franskmændene, lykkedes det Markis de la Romana efterhånden at få samlet mange spanske afdelinger på Fyn og Langeland, hvorfra de skulle samles op af engelske skibe for at flygte hjem til Spanien. Regiment Zamora var i forvejen blev overflyttet til Horsens, og herfra lykkedes det regimentet at komme videre til Langeland., hvorfra de udskibedes den 22. august og vendte hjem til Spanien. Her deltog de i kampene mod Napoleon. Algarbe, det andet af de to regimenter som var på Djursland, nåede kun til Lillebælt. Her blev de tilbageholdt af franskmændene. De spanioler, som det ikke lykkedes at flygte, forblev under fransk kommando.
Der fortælles, at da soldaterne blev udskibede fra Nyborg måtte de slippe 600 fine hingste løs på stranden. Der fortælles om ømme scener, da kavaleristerne måtte forlade deres elskede dyr, som havde fulgt dem hver dag i årevis. Til at begynde med løb hingstene i de vante geledder, men da flokken selv var på vej tilbage til staldene i Nyborg, kom de forbi en flok heste. Straks begyndte de fyrige hingste at slås. De sparkede hinanden med forhovene og bed hinanden til blods. Det gik uhyre voldsom til. Mange hingste lå døde eller lemlæstede, da nogle danskere forsøgte at hjælpe. Nogle lykkedes det at indfange, og i dag er der nok en del efterkommere efter disse andalusiske hingste her i Danmark.
De populære Spaniolers ophold var et farverigt indslag i vort lands historie. Vi kunne lide dem, disse mørklødede, fremmede fugle. Vi havde taget ”Spaniolerne” til vort hjerte, og enkelte unge kvinder bar endda en ”lille Spaniol” under deres hjerte.

De Graa Busser

POETRÆT AF EN 100-ÅRIG (2020)
Jens Erik Mehlsen

Midtdjurs Lokalarkiv har fået lov til at bringe uddrag af bogen om De graa Busser. Den er bragt en gang før – for en del år siden – i et tidligere, nu nedlagt site for Lokalarkivet.

Lokalarkivet har fået ti eksemplarer af Morten Jørgensen til salg for 20 kr. stk.

DEL 1 og 2

Laurits Jørgensen

1. generation

Mejerist

Laurits Jørgensen, Rønde, stiftede d. 10 marts 1920 sit eget lille rutebilfirma. Det fik senere navnet: L. Jørgensens Rute- og Turistbusser, og senere igen: De Graa Busser. Laurits Jørgensen blev født d. 9. juni 1882 og var således 37 år, da han stiftede firmaet.
Men hvad havde han mon bedrevet forinden?
Hvis vi ser bort fra barndommen, så er svaret, at Laurits havde arbejdet!

Sin første plads på vej til en uddannelse som mejerist fik han som 16-årig, da han d. 01. februar 1899 tiltrådte en stilling hos mejeribestyrer Chr. Andersen, Korslund. Bygningen findes stadig på sydsiden af Korslundkrydset, og de ældste læsere kan formodentlig stadig huske mejeriskorstenen på nordsiden af bygningen. Arbejdet på dette mejeri passede han så godt, at Chr. Andersen anbefalede ham til en stilling som undermejerist. En sådan fik han på Vissing Andelsmejeri, og herefter fik han skiftende stillinger, alle til arbejdsgivernes tilfredshed. Herudover et ophold på Testrup Højskole, betalt af amtet på grundlag af hans anbefalinger – Laurits var værd at investere i.

Han slutter sine mejeri-jobs hvor han startede, nemlig hos Chr. Andersen på Mejeriet Korslund, hvor han blev 1.ste mejerist, og for så vidt var parat til at søge stilling som mejeribestyrer. Han fristes dog til yderligere dygtiggørelse på forskellige mejerier, men i sommeren 1909 siger han stop. Det kan være at han forgæves har søgt stillinger som mejeribestyrer – vi ved det ikke – men han er nu 27 år gammel og vil have en afgørelse om sin fremtid. En gammel drøm om at blive landmand som sin far havde egentlig optaget ham meget. Og han havde også udset sig Røndegård, som den gård, han kunne tænke sig. Røndegård lå nær ved Følle og var i sin tid bygget af Knud Rønde, en fætter til Laurits’ far Knud Bruus Jørgensen.
Men selvom Laurits som mejerist havde formået at spare en del penge sammen af den ellers ydmyge løn, kunne hans drøm om Røndegård ikke gå i opfyldelse, for så langt strakte kapitalen ikke – og så var gården for øvrigt slet ikke til salg! Laurits’ datter Karen fortæller i øvrigt om sin fars sparsommelighed, at han ofte indfandt sig på den lokale kro i Rønde for at købe sig en kop kaffe til 25 øre. Fidusen heri var, at han så kunne læse kroens avis gratis.
Men mulighederne var ikke mange. Det var jo oplagt trods alt at blive ved som mejerist, som han jo var uddannet til, og som måske kunne føre til en stilling som mejeribestyrer. Han var det nu det han ville, og kunne helbredet holde? Hvis han vedblev at være mejerist, ville han fortsat skulle svinge de tunge mælkejunger og meget andet tungt arbejde, i hvert fald indtil han fik en ledende stilling, – hvis han altså fik en. Laurits skønnede, at helbredet ikke kunne holde ar arbejde på et mejeri. Sygdommen iskias havde allerede nu vist de første symptomer, og skulle senere plage ham regelmæssigt.

Laurits’ ældste bror var godsinspektør på et større landbrug på Sjælland (Fruens Egede under Lystrup Gods på Sjælland), og han ville anbefale Laurits til et job som regnskabsfører i den store mejerisammenslutning Trifolium, hvis Laurits ville søge det! Det var godt betalt og skånede den sarte iskiasnerve. Laurits søgte jobbet og fik det. Starten har været sommeren eller efteråret 1909, mens slutningen er et skud, formodentlig 1912-13. Forinden sin hjemkomst have Laurits dog et ganske kort intermezzo hos en cykelhandler i Odense, hvor han ansattes som assistent. Arbejdsgiverens navn kendes ikke, men ansættelsen har ikke varet ret længe, højest 6 måneder, hvorefter han er vendt tilbage til Rønde for at starte op som cykelhandler og -reparatør.

Cykelhandler
Det var på Rønde-egnen, at Laurits følte sig hjemme, og derfor var det også naturligt for ham at vende tilbage hertil. Og her boede jo også Ane Kirstine, som han jo kendte fra barndommen, hvor de havde været naboer.
På Landbrugsskolen såvel som på de forskellige mejerier havde han lært maskinlære og mekanik, hvilket han nu ønskede at bruge på cykelhandel og – reparationer. Samtidig var han ferm til at føre regnskab, og mente således at have kvalifikationer til at starte som selvstændig. Den opsparede kapital var heller ikke blevet mindre af at have været regnskabsfører på Trifolium, tværtimod!
Laurits’ søster og dennes mand urmager Madsen, Rønde havde i 1910 opført et hus på Molsvej 9, og i haven til dette hus var et skur, der kunne bruges til at starte cykelforretningen i.  Skuret lå helt ude ved Molsvejen, og Laurits fik lov at leje eller låne det.

t.v. er urmager Madsens datter Anna (altså Laurits’ niece, født 1911), mens manden t.h. er Marius Pedersen, en fætter til Anna. Fotoet er taget nogle få år efter Laurits’ opstart som cykelhandler og – reparatør, men inden hans giftermål i 1918. Anledningen til billedet har måske været den sjældne motorcykel foran Laurits, en NSU fra før 1920. Havehuset blev nedrevet kort efter, at Laurits flyttede sin forretning op til Landevejen (Hovedgaden 3).

Der findes ikke mange kilder om Laurits’ første tid som cykelhandler, men det vides da, at han af og til måtte holde sengen i kælderen hos søsteren og svogeren. Sygdommen har formentlig været den tilbagevendende iskias, men søsteren og hendes mand var meget omsorgsfulde og sørgede for at passe ham. Økonomisk er der god grund til at tro, at det har løbet rundt og også mere end det. Laurits var en hæderlig fyr, som folk gerne søgte, selvom der i Rønde på den tid vides i hvert fald at have været mindst 2 yderligere cykelhandlere og – reparatører.

Tid til giftermål blev der også. Laurits stammede fra Oldagergård, lidt uden for Rønde, som hans far, – veteran fra krigen i 1864 – Knud Bruus Jørgensen havde købt i 1873. Her boede Laurits i sin barndom sammen med sine 11 søskende. Et par gårde længere inde mod Rønde boede Søren Anthonsen på Kapelgården (nu nedrevet). Datteren her, Ane Kirstine, og Laurits havde fået et godt øje til hinanden. De blev gift i 1918 og slog sig ned i Rønde på Hovedgaden 3, altså ganske tæt ved Laurits’ cykelskur, som på det tidspunkt havde opfyldt sin cykelforretning-mission. Så cykelforretningen blev nu flyttet fra cykelskuret på Molsvej til Hovedgaden 3. Det skete på et eller andet tidspunkt mellem 1918 og 1920. Huset blev da delt således, at det fik et butiksvindue ud til gaden, der kunne rumme nye cykler samt reservedele og ekspedition, mens reparationerne fandt sted i gården eller i kælderen.

Rutebiler
Laurits havde nogenlunde samtidig fundet en ny interesse: Rutebiler.
Efter 1. verdenskrigs afslutning kom der gang i handel og samfærdsel herhjemme. Hidtil var landet bundet sammen af jernbaner, færger og hestetrukne dagvogne (også kaldet diligencer), men krigstidens teknologi nåede nu ud i civile antræk. Den første rutebilrute åbnedes allerede langt før krigen (1903) af C.H. Fuglsang (Nykøbing F – Nysted), men led af voldsomme tekniske problemer. Teknologien forbedredes kun langsomt, så først ved 1.ste verdenskrigs afslutning begyndte rutebilerne at indtage vejene. Året 1920 regnes faktisk den dag i dag for året, hvor rutebiltrafikken for alvor kom i gang. Laurits havde set muligheder og behov for at forbinde Rønde med rutebil til Århus. Ganske vist var der en enkelt forbindelse i forvejen – en såkaldt postkontrahent (Chr. Madsen, Rønde), der udover post (gods) også kunne medtage passagerer, – men Laurits’ interesse for rutebiler var vagt i en sådan grad, at han valgte at forsøge sig på området. Han må have overvejet muligheden af at få et levebrød ud af busdrift meget nøje, for det synes at have været et stort spring at købe en bus og satse på rutebilkørsel. Det skal dog tilføjes, at han beholdt sin cykelforretning ved siden af i endnu en del år

2. del – Rutebilejer

Den 10. marts 1920 starter Laurits Jørgensen sit lille rutebilfirma. Han havde netop forinden – d. 3. marts – købt han sin første rutebil – en GMC af postkontrahent og rutebilejer Chr. Madsen, Rønde, der jo netop var manden, som i forvejen drev den første rute mellem Rønde og Århus.
Ved købet fulgte derfor ikke blot rutebilen, men også ruten. Rutebilen var ca. ét år gammel og havde plads til 12 passagerer plus chaufføren. Det er lidt uklart om Laurits selv kørte rutebilen fra 1920 til 1923 eller om han fra starten havde en chauffør ansat.  Den første chauffør, der kendes, ansatte Laurits i 1923. Han hed Rasmus Rasmussen og var fra Rønde. Han kørte GMC’en og var ansat 1923-25 og igen fra ca. 1930. Han kaldtes Ras2gange og var oprindeligt udlært grovsmed.

ved hvert gearskifte blev slidt for til sidst, når læderet var slidt godt af, da at begynde at larme højt, og til sidst at sætte ud af funktion. Det betød, at beklædningen måtte retableres og mekanikeren måtte da have bistand af den lokale sadelmager – efter at have skilt motoren ad, så sadelmageren kunne komme til!

Passagererne steg ind og ud bagfra i rutebilen. Når det betænkes, at vejene var hullede og rutebilen kørte på hjul med massivt gummi – det man kaldte faste dæk – , så kan turen efter nutidsforhold ikke have været særlig bekvem.

Med i Laurits’ handel fulgte to reservehjul og en del værktøj, især beregnet til hjulskift. Som omtalt medfulgte også ruten Århus – Løgten – Rønde, men Chr. Madsen havde dog forbeholdt sig stadig at betjente ruten som postkontrahent. Prisen for rutebilen var kr. 15.500, således at 10.000 kr. udbetaltes straks og resten blev afdraget med 1000 kr. om måneden. Laurits’ datter Karen har fortalt, at da Laurits købte den, spadserede han fra Rønde til Dejret Sparekasse og hævede her kr. 800,-, som hans hustru Ane Kirstine engang havde fået på en bankbog til sit bryllup, vistnok af sine bedsteforældre. Om han nu havde resten selv eller skulle ud og låne vides ikke, men det var måske var blanding af begge dele.

Antallet af passagerer og gods har ikke været stort. Det første år taltes ca. 2000 passagerer. Da ruten kun betjentes én gang dagligt, svarer det til en belægning tur/retur Rønde-Århus på ca. 2 – 3 passagerer hver vej, – og de har måske endda ikke kørt med på hele strækningen. Selvom der også kom indtægter ved fragtkørsel samt kommissionsforretninger for både handlende og private langs ruten – man kaldte ofte dens tids rutebilejere for landevejens husmænd – så må det have været vanskeligt at få til at løbe rundt. Der var derfor god grund til at fastholde cykelforretningen og Laurits vides en enkelt gang at have suppleret sin økonomi med en kortfristet kredit i form af en veksel. Den er fra 1923 og lyder på kr. 649, og i denne veksel er hans stillingsbetegnelse da også stadig cykelhandler. Det blev den i øvrigt ved med at være. Selv op i 1940’erne kaldte Laurits sig for cykelhandler.

noget at gøre på teaterpladsen (Clemens Torv). Dens holdeplads i Århus var ved Hotel Jylland (Rosensgade 28)!

For så vidt angår holdeplads i Rønde anvendtes vejarealet foran Laurits’ bolig på Landevejen (Hovedgaden 3) i Rønde. Men arealet overfor var jo ligeså naturligt at anvende, når rutebilen skulle retur. Dette areal ejedes af Kalø og førte til en dialog med Godset, der noget senere endte med en lejekontrakt og endnu senere et køb af arealet, – men endnu var tiden ikke moden hertil.

Holdepladsen ved Hotel Jylland udvidedes i 1927, hvor fotoet er fra. Man kom til Hotel Jylland og Rutebilstationen fra nord ad Mejlgade, hvor bilerne kørte ind ved Graven og ud igen ad Rosensgade. Man ser t.v. på skiltet over døren: Kontor, Garderobe og Ventesal. Selv efter udvidelsen skulle der blot gå 3 år før rutebilstationen igen viste sig for lille og den flyttedes til dens nuværende (2010) placering på Amtsmandstoften overfor Spanien. I 1954, måtte den udvides til dens nuværende størrelse (2010).

Yderligere kan eventuelt indsættes senere, – nærværende er blot en forsmag på bogen om firmaet, jfr. indledningen

ERINDRINGER
ANDERS CHR. ANDERSEN, købmand i Ryomgård 1904-38

Borger af Ryomgaard, Købmand A. C. Andersen 1869 – 1961 var købmand i Ryomgaard 1904 – 1938, i Storegade, (nu Slotsgade 6). Han har heldigvis skrevet sine erindringer for længst. De er nu i Lokalarkivets sikre forvaring. Herfra er hentet de sider om hans liv i kærlighed, respekt og haardt arbejde.

DEL 1

Mit Barndomshjem var for mig en Idyl, saa skøn! Huset laa ind i Kanten af en stor høj Bakke, som var udgravet i Bakkesiden, og saa jævnet ud til den modsatte Side, som derved var blevet en plan Flade, der kunne bygges paa!
Far havde ladet Huset bygge og selv udført en Del af Jord-Arbejdet, og andet forskelligt! Den østlige Side af Huset vendte ind mod Bakken, den vestlige Side mod Haven, der skraanede ned mod et Engdrag!
Lidt nord for den nordlige Gavl, var der en mindre Bakke, mens der fra den sydlige Gavl og Haven var en smuk Udsigt til Eng og Skov og Sø!
Igennem Engdraget var der en Bæk, hvori Vandet løb fra Nord til Syd ud i Søen, Vallumsø!
Bagved Engen og Søen var der en Bøgeskov paa en række af høje Bakker! I saadanne omgivelser laa mit hjem paa Halvøen Djursland, ½ mil fra Ryomgaard St.

Jeg var den ældste af Flokken, syv i alt, og maatte derfor ofte passe mine yngre Sødskende. – Far og Mor maatte arbejde haardt for at skaffe det daglige Brød til os alle. Jeg var ganske ung, 5 eller 6 Aar, da jeg begyndte at fiske i Bækken og Søen.
En af de første fisk jeg fangede i Søen maa jeg fortælle lidt om! Det skete fra en Muddermaskine, som laa i den nordlige Ende af Søen, og hvortil jeg maatte skaffe mig Adgang ved at gaa i Vand til Bæltestedet. Men da jeg saa kom paa den anden Side af Muddermaskinen, den der vendte ud mod Søen, var der jo meget dybere Vand at fiske i. Fisken var en stor Brasen, den slog vældigt i Muddermaskinens Dæk, og jeg var meget stolt af Fangsten. Men “ak og Ve”. Da jeg fik Krogen ud, og holdt Fisken med begge Hænder, slog den nogle mægtige Slag, og tilsidst var det mig umuligt at holde den, og den sprang igen i Søen.
Med Graad og Elendighed endte denne fisketur. Jeg var ogsaa til Søs en Dag, da jeg var meget ung. En større Dreng, der hed Laurits og min yngre broder Peter, og jeg, ville skiftes til at skubbe hinanden et stykke ud i Søen, i en baad, der laa ved Søens Bakkeside. Den af os, der skulde skubbe ud, smøgede sine Benklæder op og holdt ved Baadens ene Ende, og skubbede den ud saa langt, han kunne, uden at blive vaad, for derefter at trække den til Land igen. Det gik ogsaa udmærket en Tid, indtil Laurits skulle hen og møde de Køer, som han var Hjorddreng for. Min Broder skulle saa skubbe mig ud. Men da han havde faaet for meget fart paa, kunne han ikke holde Baaden tilbage – da vandet naaede hans Benklæder, og saa slap han, og jeg drev til søs!
I Baaden var der ingen aarer, saa jeg var jo prisgivet til Vind og Vejr, og Baaden drev langsomt, da der kun var lidt Vind. Min Broder løb hjem og fortalte, hvordan Sagerne stod, og min Mor fik tilkaldt vor Nabo, der saa kom løbende om til Søen. Han raabte og gav mig de fornødne Formaninger, at jeg ikke skulle gøre noget forkert, og efter en god halv Times Forløb landede jeg paa den modsatte side af Søen, ved Skoven.
Da jeg var 7 aar gammel og begyndte at gaa i Skole i 1876, oplevede jeg en Begivenhed, som paa dette Tidspunkt var enestaaende paa Egnen. En Jernbane fra Randers til Grenaa, der havde været under Arbejde i et Par Aar, og nu var færdig, skulde indvies ved en Højtidelighed i de to Byer. Dette mærkede vi jo ikke noget til ude paa Landet, men Egnens Befolkning skulde jo helst se Aabningstoget, da det skulde holde ved Ryomgaard St., og heri var vi Drenge jo ogsaa meget Interesseret, især da det fortaltes, at Kongen var med Toget. Jeg husker den store Begivenhed, som om det var i Gaar. Perronen var fuld af Mennesker, og jeg hørte, hvordan Folk bedømte Situationen, der nu forestod, bl.a. hørte jeg en Mand sige, at saa snart Toget kunne ses, er det her lige med det samme, og saa skal vi passe paa, at vi ikke kommer for nær til Skinnerne!. Jeg husker, at jeg saa Toget komme dampende et Stykke borte, og trak mig straks tilbage, for det skulde jo være her lige med det samme. Jeg blev imidlertid skufffet, da det varede noget inden det kom, og sagde derfor til Manden: “Du løj jo.” Forklaringen er den, at Jernbanen paa dette sted er ½ mil lang i lige linje. Imidlertid kom Toget og der blev raabt hurra flere Gange. Jeg kan huske, at Kongen, – “Christian den Niende” – var i en meget fin Vogn, og stod sammen med en Dame. Alle de mange Mennesker, der var forsamlet, det var som et Pust fra en anden Verden, og Mindet herom blev bevaret længe af os.
I min 8-9 aarige Barndom skulde jeg efter Høstens Afslutning, ud paa Stubmarken, for at samle de Aks op, der var faldet af ved Høstarbejdet. Min 2 aar yngre Border var sommetider med, vi kunde samle en Del, selvom det var et sent Arbejde, men vi havde jo Tid til det, og derfor lønnede Arbejdet sig godt. Vore Høns kunde lide Aksene, og vi var glade for, at vi derved fik flere Æg at spise. Og Far og Mor var glade for, at der blev flere Æg at sælge. Ligesaa gik vi ud og ribbede Brændenæller til Grisene, som de kunne lide. Vi tog paa Nælden forneden, lukkede Haanden om Stænglen og trak opad, og derved fik vi alle Bladene, – uden at brænde os! Og Stænglen blev staaende. Naar vi kom hjem med Nældebladene, blev de puttet i et Kar sammen med Valle og Grutning, og naar den var overstaaet, aad Grisene den Føde med stor Begærlighed. I Slutningen af 1870’erne var der en meget lang og haard Vinter, saa haard og lang, at Brændslet slap for tidligt op hos mange Folk ude paa Landet, ogsaa hos dem, der havde faaet det samme Kvantum Tørv, som sædvanligt. Og blandt dem var ogsaa mit Hjem. Da jeg som før nævnt var den ældste af Børneflokken, den Gang 9 aar gammel, snakkede Mor og jeg om det Brændsel, og vi kom til det Resultat, at jeg skulle tage Trillebøren, og køre over i den nærliggende Bøgeskov og samle Skalpinde (udgaaede Grene der var falden ned af Træerne). Uha, hvor var det koldt, og det sneede og blæste stærkt, jeg havde vanter paa, men alligevel frøs jeg mine Fingre. Men jeg tænkte det gør nu ikke noget, for jeg kunne jo bare løbe rask omkring efter Pindene, op og ned af de høje Bakker, der er inde i Skoven, saa kan jeg sagtens holde Varmen. Og saa hvor dejligt det skal være at komme hjem til Mor med et stort Læs Skalpinde, saa kan vi faa det saa varmt inde i Stuen. Det lykkedes ogsaa at faa Trillebøren fuld, og da jeg kom hjem med Pindene, blev Mor glad og roste mig. Jeg følte for mig selv en Glæde ved at kunde gøre Nytte, og det var yderligere en Drivkraft, der gav Lyst til, saa tit det var nødvendigt at køre i Skoven efter Pinde. Men da Skoven nærmest ved var gaaet igennem og der ikke var flere nedfaldne Pinde, lavede jeg en Krog (et Søm paa skraa i enden af en lang Stang) til at trække de udgaaede Grene ned med, der endnu sad fast oppe i Træerne. Det gik udmærket saa længe, der var nogle af dem. Da de slap op var der kun Træstubbene tilbage, men de maatte ogsaa tages med. Jeg tog derfor en Økse med og klemte saa paa rødderne, som vi kaldte dem, det var kun de halvraadne, jeg kunde tage op, de friske magtede jeg ikke. Min yngre Broder Peter var nogle enkelte Gange med paa Skovturen efter Brændsel. Saaledes blev Slutningen af den strenge Vinters kulde afhjulpet af os, i mit Hjem.
Da jeg var 10 aar gammel, maatte jeg ud at tjene om Sommeren som Hjorddreng, og det blev paa en større gaard (Ny Ryomgaard) i Nærheden af mit Hjem hos en Forpagter der hed P. la Cour. Der var ca. 50 Malkekøer paa gaarden og derforuden en Del Ungkvæg. Der var en ældre Røgter. Det var dejligt at staa op og komme ud i Marken til Køerne, der var tøjret og skulde flyttes om Morgenen kl. 5. Men ofte kneb det mig om Morgenen med Tid til at bede “Fadervor”, mens jeg var i Hus, og saa maatte det ske paa vejen til Arbejdet. Aa – hvilken Fryd det var at være ude i den fri Natur tidligt om Morgenen, hvor alt aandede en ny Dag, med Liv i hver Plante og Græsstraa, og en kvidrende Lærkesang, og Liv og Fløjt af Fuglestemmer. Ogsaa mange andre Lyde fra Dyrenes Verden, lige fra Græshoppernes Hvislen til Biernes Summen. Mægtigt gribende og storslaaet er alt Liv i Naturens Opvaagnen. Og lidt længere op ad Dagen et syn af Sommerfugle, med sarte Vinger, i mange forskellige Farver, og Guldsmede, flyvende omkring i Livsglæde for Dagen, der atter var kommen. Ogsaa det unge Lam, der hoppede omkring i høje Spring struttende af Overmod, kunde jeg heller ikke undgaa at lægge Mærke til. Køerne var ude baade Dag og Nat Sommeren igennem, og de havde altid Dækken paa for de kølige nætters skyld. De Dage, der blev meget varme, og Oksebremserne tog fat, var lidet lystige for os, da bissede Køerne stærkt, og ofte sled de sig løse. Og saa kan det nok være, at de kunde løbe med halen lige op i luften, og da havde Røgteren og jeg vor Løbekunst behov, for at fange dem. Kunde vi komme dem saa nær, at vi kunne faa fat i Halen, og derved lade os slæbe af Koen, og tvinge den fra den ene Side til den anden, var sejren næsten altid vor. Men besværligt var det, naar det hændte, at mange Køer bissede samtidigt, saa kunde Røgteren og jeg blive meget udasede og trætte. Efter en saadan Dag var vi ikke meget bevendt om Aftenen, og Solringens Klokkeslæt var der ikke blevet Tid til at se efter. Dagen var gaaet hurtigt. Om Formiddagen skulde Køerne vandes og det foregik fra en Vandvogn. Denne var en stor firkantet trækasse med et Laag paa, hvoraf halvdelen kunde lukkes op, saa Køerne kunde komme til at drikke, og under Kassen var der to store Hjul, og saa en Hest forspændt til at trække Vognen. Vi kørte fra den ene Ko til den anden, Rækkerne igennem. Ved den ene ende af en Række, stod Tyren tøjret. Han var et galt Dyr, hvorfor han havde et Pandetræ for øjnene. Ofte stod der en støvsky omkring ham, naar han skrabede og stangede i Jorden. Sommetider brølede og brummede han og Fraaden stod ud af hans Mund og Næsebor. Kun Røgteren og jeg kunne komme til ham, og jeg har flere Gange kløet ham paa Pandetræet, eller haft Hænderne fat om Hornene, naar han nikkede op og ned med det store Hoved. Men det har selvfølgelig kun været, naar han var fredelig stemt. Der var altid to tøjr paa ham, ét med Grine og ét i næsering, hver med Tøjrpæl. Men en skønne dag sled Tyren sig løs, Næsebrusken, som ringen sad fast i, gik itu, og Blodet flød. Grinens tøjrpæl rykkede han op, og saa blev der en farlig Halløj. Alle Mand paa Gaarden bevæbnede sig med, hvad de kunde faa fat paa, Grebe, Forke, Køller og andet, alt imens Tyren rasede omkring. Han kom ogsaa i nærheden af gaarden, og sprang lige imod en ældre Daglejer (Lars Ølholm), der var meget foroverbøjet af Slid, men han stod tilfældigvis paa et Sted, hvor der laa en stor Sten. Den greb han med begge Hænder og slyngede den mod Pandetræet midt i Tyrens Pande. Det har sikkert gjort ondt i Tyren, for den snurrede rundt paa sine Bagben og fortsatte saa den modsatte Vej. Til sidst lykkedes det at faa Tyren bagefter en Ko, der saa blev trukket hjem i Stalden, og dermed var den Tyreforskrækkelse forbi. Men ufarligt havde det ikke været, da Tyren var aldeles rasende. Da Tyren var kommet løs, blev det mig forbudt at deltage i at fange den, – jeg tænkte da paa, at jeg maaske var den, der bedst kunde komme til den.
Om Efteraaret eller naar høsten var forbi, blev køerne sluppet løse, og Røgteren kunde da selv passe dem i Flok. Om Formiddagen var de i Marken, og om Eftermiddagen i Engen, og de kom da i Stald om Natten. Af og til naar Røgteren var beskæftiget med Ungkreaturer eller med andet, maatte jeg passe Køerne i Engen om Eftermiddagen. Det var let nok, da den ene side af Engen var begrænset af en Bæk, hvor Køerne aldrig gik over, og paa den anden Side var Bøgeskoven Grænse. Det var dejligt med den Skov, navnlig naar det saadan en Eftermiddag ustandseligt regnede, jeg kunde da altid finde et nogenlunde tørt Sted under et Træ. Der var en af Køerne, som altid ville løbe væk fra de andre, og derfor var forsynet med en Klokke i et Reb bundet om Halsen. Vi kaldte den derfor “Klokkekoen”. Naar Køerne skulde hjem om Aftenen maatte den findes, og vi kunde da høre i hvilken Retning den var, og gik efter lyden. Som regel gik den ind i en Krog af Engen eller ind i Skoven, hvor der var noget Græs. Jeg passede ogsaa Svinene paa Stubmarkerne efter Høsten, de skulde tage Aksene, der var falden af ved Høstningen. Der var ca. 30. Det var nogle mærkelige Dyr at passe ude i Marken i Flok og Løsgang. Til Tider er de ikke til at drive fra Stedet, og til andre Tider kan de pludselig sige “øff, øff, øff” og da fare af sted hele Flokken og sommetider løber de langt. Det hændte en Gang, at fire af dem løb væk for mig, jeg havde altid tal paa dem, og vidste det derfor godt, men der var da ikke andet for mig at gøre, end at drive hjem med dem jeg havde i Behold. Forpagteren var somme Tider til Stede i Gaarden for at kontrollere Antallet i Flokken, og den Aften var han der netop. Det kan nok være, at hans Kæp snurrede rundt i hans Haand som en Møllevinge i Stormvejr. Jeg vidste jo godt, at de fire var væk, og det var en slags Trøst for ham, og da Flokken var kommen i Hus, maatte jeg ud at lede efter de fire Svin. Jeg havde min Tanke henvendt paa Skoven, der grænsede op til den Stubmark, Svinene havde været paa den Dag. Men da det nu var blevet helt mørkt, var det ikke let at se noget derinde, hvorfor jeg maatte bruge min Stemme og kalde paa dem i deres eget Sprog “øff, øff, øff”. Det lykkedes ogsaa, da jeg var kommet Stykke ind i Skoven, at faa svar fra dem, og at finde dem, og jeg og svinene kom hjem i en Fart, og saa var det jo godt. Til slut i Oktober Maaned blev mit hverv at passe faarene, ca. 70. Det er nogle fredelige og rolige Dyr at passe, og meget nøjsomme, og de kan gaa ude saa længe der ikke er sne, Kulden mærker de ikke, den er værre for Vogteren. Saadan gik der fire Somre som Hjorddreng, jeg skulde jo kun i Skole ½ Dag om Ugen, paa nær den sidste Sommer, da jeg ogsaa gik til Konfirmations Forberedelse 2½ Dage om Ugen.
De tilsvarende fire Vintre gik jeg i Skole i Koed 4 hele Dage om Ugen, og det var noget, der passede mig. Det var en meget rar og dygtig ung Lærer P. Kolind, vi havde. Han hyldede Grundtvig, og var bl.a. en ivrig Skytteforeningsmand, i mange Aar Formand for den stedlige Skytteforening.
Men saa hændte det en Gang, da det var en mild Vinter, og Skovfoged Søren Lindbergs Køer som Følge deraf kunde bjærge Føden ude, at hans Hjorddreng blev syg. Skovfogden henvendte sig da til min Lærer, om jeg ikke maatte passe hans Køer i nogle Dage, og det gav Læreren lov til. Det var det værste Læreren har gjort mig, og meget fortørnet var jeg, men min Far syntes alligevel, at det maatte gaa denne Gang, men helelr ikke mere. Imidlertid var jeg blevet 13 Aar, og i Anledning af de kolde Efteraarsdage ved faarene, havde jeg anskaffet mig en Pibe og Fyrtøj med Fyrstaal, da jeg syntes det var ligesom at have Varme i Kakkelovnen, naar jeg holdt med Hænderne skiftevis paa Pibehovedet, naar der var ild i det. En af de første Dage, jeg passede Køerne, kom Skovfogdens Søn Jens, nogle Aar yngre end jeg, ud til mig i Marken, og han saa da, at jeg havde en pibe med, men at det kneb med Tobakken. Saa sagde han “Far har Tobak”, nu tager jeg lidt med i Morgen, for jeg kommer ogsaa ud til Dig i Morgen. Som sagt saa gjort, jeg havde jo ogsaa mit Fyrtøj med, og fik Dampen op. Det maa have været meget fristende at se paa for Jens, for han spurgte mig, om han ikke maatte prøve, mens jeg gik hen efter en Ko, der var gaaet fra de andre. Da jeg kom tilbage og spurgte om, hvordan det smagte, sagde Jens “det er dejligt.” Men lidt efter begyndte han at blive bleg, og det tiltog ret hurtigt, indtil han blev Syg og kastede op. Og nu var det helt galt fat, han kastede op mange Gange, og for hver Gang sagde han “jeg skal aldrig gøre det mere”.
Da det blev henimod Aften, var der kommet mere Liv i Jens, vi drev hjem med Køerne, og han sagde da “vi taler vel ikke om det til Mor?” “Nej, det gør vi ikke” sagde jeg. Men Jens’s Mor opdagede, at han var noget bleg, og da han heller ikke ville have noget Aftensmad, spurgte hun, om han var syg, saa maatte han hellere komme i Seng, saa gik det nok over til i Morgen. Og det gjorde det, men jeg maa tilstaa, at jeg ikke var glad for Situationen den Rygedag. Jens Lindberg blev senere Købmand i Ebeltoft og røg helt godt.
I September 1883 blev jeg konfirmeret, jeg var eneste Dreng fra to Sogne, men der var 13 Piger fra hele Pastoratet. Min Konfirmationsgave bestod i en Salmebog, derud over ingen Gaver, saa enkelt i sin Økonomi var Tiden den Gang, men nye Klæder, Sko og andet skulde der jo til. Men nu efter min Konfirmation trængte Spørgsmaalet sig paa, om en eller anden Lære, og da jeg ikke kunne blive klar over, hvad jeg ville være, blev det bestemt, at jeg skulle være Landvæsenselev paa samme gaard, hvor jeg nu havde været Hjorddreng i fire Somre, og Forpagteren tilraadede mig mest mulig dertil. Saa begyndte min Læretid d. 1. november 1883, og jeg fik en ny Benævnelse, steg fra Hjorddreng til Landvæsenselev, og købte mig et gammelt stort Lommeuhr, i stedet for Solringen.


DEL 2

Da jeg kendte mit lærested så godt i forvejen, vil jeg fortælle lidt mere om det! Forpagteren blev altid kaldt “Inspektøren”, fordi han også var blevet dette for sin Broder, der ejede to Herregårde (Løvenholm og Georgsminde) på Djursland, men han boede i England som Kulmine-Ejer. Inspektøren, som jeg i det følgende vil kalde ham, var omkring 40 år gammel. Han havde en almindelig kommando Stemme og evne dertil, i mine tanker som Napoleon! Han var forud for sin tid på Landbrugets Område, og blev set op til af Omegnens Landmænd både store og små. Allerede så tidligt som i Foråret 1879 tilsåede han et stort Areal med Roer og et mindre med Gulerødder. Han brugte 4 slags Foderkager og Klid til Malkekøerne, alt sammen noget, der ikke var almindeligt den Gang. Om Vinteren kørte Karlene Masser af Læs Tørvejord hjem, som blev lagt bagved Kostalden, til Opsugning af Ajlen, som løb derud, og som derved blev til den såkaldte Kompost-gødning, – også megen Kunstgødning blev brugt. Der var Mejeri på gården, og den meste Tid også en Mejerist, men det skete også, at han havde en Mejerske. To gange om Ugen, om Vinteren, mødte Inspektøren Kl. 5 Morgen i Kostalden til Prøvemalkning, han vejede og noterede Mælken op for hver Ko. Alle Malkekøer havde Nummer indebrændt i deres Horn.
Lærerstedet var rigtigt nok, nu kom det an på, om det var min rette Hylde.
Vi var to Elever, og vi skulde skifte med hinanden om Vinteren, hver anden Måned i Kostalden og Hestestalden, den sidstnævnte vil sige, at den af os, som var dér, skulde følge et Spand Heste. Jeg begyndte i Kostalden og skulde derfor tidligere op om Morgenen end min Kollega. Kl. 5 skulde jeg være i Stalden, så skulde Køerne have det første Foder, der bestod af Havrehalm. Dernæst Hø, og så kraftfoder (Klid og Kager), Vand, Roer og til slut ved 10-Tiden Rughalm. Efter Hø skulde vi Muge. Fra kl. 10 til 15 skulde Køerne have Hvile. Røgteren og jeg havde fri til Kl. 14, da vi så skulde knække Kager, som vi fik i hel Tilstand. Det foretoges på en Kampesten, og var et sent Arbejde. Kl. 15 begyndte vi igen på samme Omgang med Køerne, som om Morgenen, dog med nogen Forandring på Rækkefølgen af de forskellige slags Foder.
Sådan gik Dagen regelmæssigt den første Måned, kun med den forøgelse af Arbejdet, at vi om Lørdagen skulle strigle Køerne, så de kunne være pæne om Søndagen.
Næste Måned var jeg i Hestestalden, hvor vi begyndte Arbejdet Kl. 6 med strigling, og derefter Mugning, og til sidst Selerne lagt på Hestene, så de var klar til udrykning. Vi havde Staldkarl og var derfor fri for at fodre Hestene. Så spiste vi Dagre og rykkede ud til Arbejde Kl. 7½. Om Vinteren i de korte Dage var det aldeles mørkt på den Tid af Døgnet, og vi måtte se os nøje for, indtil det begyndte at lyse af Dagen. Om Sommeren rykkede vi ud kl. 6. Det var mange forskellige Arbejder, vi havde for om Vinteren. Som før nævnt Hjemkørsel af Tørvejord, det tog lang Tid (mange Dage). Vi hentede også Brænde i en Skov (Eldrupskoven), der lå langt borte, ca. 1 1/4 mil. Vi kørte Gødning ud på Markerne, pløjede den Jord, der ikke var blevet det, inden Vinteren satte ind, og mange andre Ting var også, der skulde laves. En Dag midt om Vinteren, hvor det var Snevejr, men dog tø, blev jeg sendt ud på en Græsmark med et Spand Heste og en svensk Harve, og skulde med den rive Grønsværen op. Det var et grimt Arbejde sådan en Dag, og mit Humør var ikke højt, da jeg drivvåd kom hjem om Aftenen, og min Mening om Landbruget heller ikke meget bevendt den Dag.
Jeg kørte også Gødning ud – kørte imellem – som det hed. Det bestod deri, at jeg hentede Læssene inde ved Møddingen, og afleverede dem til Forkarlen, der kom imod mig med tom Vogn. Så byttede vi både heste og vogn, han fik den fulde, og jeg den tomme. Når vognen var tom, lagde vi den ene Sidefjæld ind i Vognen, med den rene side opad, for så at kunne sætte os på den, med Benene ned mellem Forhjul og Baghjul. Det er sjældent, at der sker noget uheld derved, men det skete alligevel for mig en Dag. En stor Sten, som jeg ikke havde set, kom i vejen for et af Hjulene bagtil, og da Hjulet gik over den, løftedes den ene Side af Vognen så meget op, at Sidefjælen, som stod ret op, faldt over på min Ryg og slog mig af Vognen. På en eller anden Måde havde jeg fået Tømmen om Benene, og da det var ned ad Bakke og Hestene kunne mærke, at der var noget galt, gav de sig til at løbe med mig slæbende i Tømmen ved siden af Vognen. Jeg fik alligevel drejet Hestene så meget til Siden, at de i stedet for at komme lige ned af Bakken, kom på skrå, og derved fik jeg dem standset. Da en af Daglejerne, der spredte Gødning og Forkarlen, der hjalp ham, opdagede hvordan jeg var stedt, kom de løbende og nåede mig lige, da jeg fik Hestene standset. Jeg havde heldigvis kun fået Hudafskrabning på det venstre Ben.
Vinteren gik med skiftning som før nævnt, og med mange slags Arbejder, og da det blev Maj, rejste den anden Elev. Mit Arbejde blev derefter mere forskelligartet og alsidigt, lige fra Havearbejde til Skufning og Rivning af Spadserestien gennem Skoven, – længde ca. 3/8 Mil.
Jeg havde mit Soverum sammen med Karlene i den ene Ende af Hestestalden, og vi var altid to i én Seng. I Sengen var der Rughalm til Underlag. Min første Slof hed Søren, og min anden Slof Frederik, begge i Tyverne. Den første rejste til Amerika for at tjene Penge, der var hans lyst. Han blev senere hvervet af den Amerikanske Stat til at være Spion i den Amerikanske Krig med Spanien om Filippinerne. Han blev fanget af Spanierne og skudt. Hans Løn for Tjenesten blev sendt herhjem til hans Kæreste, der imidlertid var Død, men som så kom deres Barn til gode.
Den anden rejste også til Amerika, fordi han havde Kærestesorg, og han blev senere en stor Landmand derovre.
Vi var mange folk på gården, i Almindelighed omved 20, men i Høstens Tid omved 30. Der var ingen Maskiner den gang til Markarbejde, men hjemme var der Torskemaskine, Hakkelsesmaskine og Smørkærne, hver med Hestegang. Vor Spiseseddel var meget konstant. Mandag, Onsdag og Lørdag Middage fik vi Kærnevælling med store Byggryn i, men ingen Sukker, og én løftet Pandekage, meget tyk og 8 a 9 Tommer i Diameter, men ingen Sukker eller andet til. Tirsdag, Torsdag og Fredag Middage, skiftede med forskelligt for Expl. Kødsuppe, Hvidkål eller Grønkålsuppe, Ærter og Flæsk, Sødmælksvælling, Kartofler og Flæsk, o.s.v.
Alle Søndag Middage Byggrød, kogt af store Gryn Og til at komme i Grøden en Smørklat samt en Kop Kaffe og et stykke Brunsukker. Om Morgenen 365 Gange om Året Mælkebrød (Rugbrød i Mælk). Om Aftenen ligeledes 365 Gange årligt Mælkegrød (Grød i Mælk) også henholdsvis varmt om Vinteren, og koldt Mælk om Sommeren. Det var altid god håndskummet Mælk. Kosten på Gården blev anset for at være god, hvilket den også var, da det altid var gode Sager, den blev lavet af. Serveringen foregik i fortinnede Fade og Tallerkener 4 a 5 mand langede til ét Fad, men vi fik hver sin Tallerken. Hver Mand skulde møde med sin egen Ske, som regel var det en Træske, nogle enkelte havde en Hornske. Manglede der noget under spisningen, kaldte vi på Kokkepigen, enten ved at ringe, – en Klokkestreng førte ud til en Klokke i Bryggerset – eller også, hvad der var det almindeligste, ved at banke med sin Ske på Kanten af det fortinnede Fad. Når spisningen var til Ende, tørrede enhver sin Ske af, enten ved at slikke den godt af, eller ved at tørre den af med sin Bluse. Derefter sattes Skeen op til Bjælken, hvor der var et smalt stykke Læder slået på, der dannede et Hul, hvor Skeskaftet kunne gå ind, og således var den klar til næste Spisning.
Den Tids Lønninger var ikke store. Forkarlen fik 250 Kr., 1.ste Karlen 200 Kr. 2.en Karlen fik 150 Kr. 3.die Karlen fik 125 Kr. og 4.de karlen fik 100 Kr. Årligt, plus kost og Logi.
En Daglejer (der var fire) fik 50 Øre pr. Dag om Vinteren, 65 Øre pr. dag Forår og Efterår og 85 Øre om Høsten. Dertil kom Kosten samt begrænset Skummetmælk til sin Familie og begrænset Korn til en billigere Pris end Dagsprisen. Herudover til Tørveforbruget, når de selv lavede den. I Høstens Tid begyndte Arbejdet Kl. 6 Morgen, og varede ved til Kl. 7 ¾ Aften. Herfra gik 1 ¾ time til Middag og Hvile og to ½ Timer til Formiddags- og Eftermiddags Mellemmad. Til Høstens Mellemmad fik de mandlige en Snaps Brændevin. Jeg solgte min Snaps til en Daglejer, og købte Puddersukker for Pengene til mine Pandekager. Det skete nogle Gange om Høsten, når vi kørte Korn ind, at det henimod Aften trak op til Regn, hvorfor vi så blev ved at køre ind til Kl. 12 eller 1 om Natten. Da var der lys i Laden. Så blev der udleveret en Fl. Brændevin til Deling, og vi fik fri til næste Dags Middag. Dette Høstarbejde om Sommeren i Eng og på Mark, er for mig uforglemmeligt. En sådan Friskhed, Munterhed og Glæde ved Arbejdet, hvor der var så mange glade Mennesker, Mænd og Kvinder, bjergtog mit sind, og jeg tror, at det skal opleves for til fulde at kunne forstå det.
Da jeg flere Gange har omtalt Inspektøren, vil jeg også omtale hans Frue. Hun var Datter af Oberst Wegener i Randers, var afholdt og venlig og flink ved sine Folk. Hun holdt Søndagsskole og Andagt i sit Hjem for Omegnens Ungdom, der ønskede at komme, efter hendes Indbydelse, og der kom en Del. Fru Inspektøren var en af Lederne på Djursland, for de såkaldte Forsvarskvinder. Exellencen Estrups Frue, fra den nærliggende Skafføgård, kom af og til på Besøg, men sjældent kom Estrup selv, da han næsten altid var i København, optaget som han var af Politik. I Borgerstuen lå altid Bladet “Vort Forsvar” og “Randers Amtsavis” til behagelig Afbenyttelse for Folkene. Læreråret gik nu på hæld og jeg havde bestemt mig for, at Landmand vilde jeg ikke være, jeg ville være Snedker eller Købmand!
Min Far rådede mig til Købmand.

DEL 3
I Handelslære

Inspektøren havde dog bestemt, at jeg skulde være Landmand, og havde fået Lovning paa andet Aars Læreplads til mig paa Ourupgaard paa Falster. Da han hørte, at jeg vilde i Handelslære, blev han meget vred. – Han spurgte mig, hvorfor jeg ikke vilde være Landmand. Herpaa svarede jeg, at jeg ikke tror, at jeg kan tjene saa mange Penge, at jeg kan faa en Ejendom, og jeg vil ikke være Røgter, naar jeg bliver gammel. Inspektøren sagde saa, Du skal ikke være Røgter, Du skal være Forpagter, det er bedre og meget bedre, end at være Fedtekræmmer!
Men det blev nu saadan, at jeg skulde prøve paa, at komme i Handelslære.
En Søndag i september 1884 gik Far og jeg hen til Købmand J.P.Andersen i Kolindbro, for at høre om en Læreplads. Købmanden og far havde været Kammerater i Krigen 1864, og var saaledes gamle Bekendte, og de talte om gamle Dage. Da Far havde fortalt vort Ærinde, sagde Købmanden til mig: “naa, du vil være Købmand?” – Ja, det ville jeg da gerne, og Købmanden sagde saa: “det er der ikke noget ved, men Du kan jo prøve, – det er Lysten, der driver Værket.” Og det blev saa bestemt, at jeg skulde komme til November. Dermed var min skæbne beseglet, og jeg gled stille ud af Landbrugets Område.
 
I handelslære
Jeg var kommet tilbage til mit Hjem d. 1. November 1884 om Eftermiddagen, og skulde tiltræde min Læreplads i min nye Livsstilling Dagen efter.
Det var en Søndag, og jeg begav mig paa Vej om Formiddagen. Jeg havde ikke ret meget Tøj at bære paa, da jeg nemt kunde gaa Hjem og hente, naar jeg manglede noget. Der var kun ¾ mil, hvad man den Gang ikke regnede med var nogen lang Vej at gaa. Cykler fandtes jo ikke paa den Tid. Paa Vejen gik jeg og tænkte paa, hvordan mon det nu vilde komme til at gaa for mig. Jeg kikkede af og til ned paa mine blankpudsede, franske Træsko og tænkte, at herefter vilde de altid kunde være pæne, for i en Butik var der ikke Snavs af nogen slags, som dér hvor jeg kom fra.
Jeg naaede at komme til Middag, og da vi havde spist, maatte jeg jo ud i Butikken og se, hvordan der saa ud. Naturligvis var alt nyt for mig, og jeg brugte hele Eftermiddagen til at gaa og kigge paa sagerne, saadan at jeg om Mandagen kunde vide lidt om Tingene. Det var jo mange forskellige Varer, jeg nu skulde lære at kende og huske Priser paa. Da jeg var vant til at komme tidligt op om Morgenen, var det ikke nødvendigt at kalde paa mig. Jeg kunde selv vågne. Nu var det saa forbi med Mælkebrød om Morgenen, Kaffe fik vi i stedet; hellere vilde jeg blevet ved med det førstnævnte. Sikke dog en Forandring, det var i det daglige Arbejde. Hidtil noget ensformigt, roligt og ikke meget afvekslende, men nu et mangeartet og forskelligt Arbejde, der varierede meget fra Morgen til Aften. Men det tiltalte mig.
Vi skar selv vore papirposer til, og klistrede dem, og stemplede dem, hvis der kunde blive Tid til det, ellers ikke. Baiersk Øl fik vi i Ankre og ½ Tønder, og tappede det af i Halvflasker. Det var en kold Omgang om Vinteren at staa ude og skylle Flasker til Øllet. Alle Varer fik vi paa den Tid i originale Kolli, for Exempel skotsk Farin i store Fade af Træ, hvori der var fra 1000 til 1500 Pund, og skaaren Melis kom fra Itzeho i Toppe. Vi fik kinesisk The i løs Vægt, i store, firkantede Trækasser med Blyindlæg, Kaffe i originale Sække, kinesisk Kanel i bundter paa ca.1 pund, pakket i firkantede originale Trækasser med kinesiske Bogstaver, Brændevin og Akvavit i Tønder og Ankere. Brændevin fik vi fra Jacob Emil Sørensen, Hobro, Købmand Henriksen, Ulstrup og Jens Ormslev, Aarhus. Akvavit fra Harald Jensen, Aalborg, og Vine fra A.Duus i Aalborg.
Vi købte alt hvad Landmændene havde at sælge: Korn, Smør, Uld, Huder, Skind, Talg, Æg i Snesetal (ikke efter Vægt) o.s.v. Og solgte dem alt hvad de havde brug for: Kolonial, Kul, Tjære, Reb, Tvist, Lysgarn, Karter, Markfrø, Redskaber, Isenkram o.s.v.
Der var ingen Mejerier, Slagterier eller Brugsforeninger paa Egnen paa den Tid, al Omsætning foregik hos Købmændene. Det var meget interessant at lære saa mange forskellige Mennesker at kende, og at kunde tilfredsstille de mange Ønsker og Krav, der blev stillet fra Kunderne. Et meget afvekslende Liv var det for mig, og jeg var glad for det. Inspektøren, som jeg havde været Landvæsenselev hos, kom nogle Gange det første Halvaar for at høre, om jeg ikke snart var ked af det Fedtkræmmeri, som han kaldte det, men det var jeg jo ikke. Men én gang, da det gik skævt for mig, idet jeg kom for Skade at slaa en Flaske med 1 Pot Petroleum itu paa Disken, saa Indholdet løb ned i en stor Skuffe med Byggryn, under Disken, var jeg til godt Køb. Hvis Inspektøren var kommet i det Øjeblik, er jeg ikke sikker paa, om jeg alligevel ikke havde overgivet mig, da jeg var gruelig ked af det skete.
Slide maatte vi. Om Vinteren fik vi en mængde Korn, og da det var meget begrænset, hvad vi kunde have paa Lager, maatte vi flere Gange om Ugen sende Vognladninger til J. Ankerstjerne i Randers. Karlen og jeg maatte da op tidligt om Morgenen for at maale op, og køre til Stationen og indlade i Jernbanevogn, som Regel 50 Tønder. Vi skulde være færdige til det blev lyst. Naar det blev Dag begyndte Landmændene at komme, og det blev de ved med hele Dagen. Noget af det, vi døjede mest med, var Smør fra de Steder, hvor der kun var en eller to Køer. Det var samlet paa for længe og var – eller blev – hurtigt karsk, og det endte som regel ude i Vognsmørelse Tønden. Gaardmændene have to Smørbøtter med deres navn paa, og mens den ene var hjemme til Fyldning, blev den anden sendt bort med Smør. Vi solgte Smørret til Aarhus, og Leverandøren fik den Pris, som Købmanden, fik, han tog ingen Fortjeneste herpaa. Jeg hørte ofte i Butikken Bøndernes Klage over, at Herregaardene fik en langt større Pris for deres smør. Bønderne fik den Gang for det bedste 80 Øre for et Pund, medens Herremændene, der havde Mejeri, fik 125 Øre. Bøndernes krav om højere Smørpris resulterede i, at de sluttede sig sammen om Fælles- og Andelsmejerier i større eller mindre Kredse. Og i sidste halvdel af1880’erne tog Bevægelsen stærk Fart med Oprettelse af dem.
En Læge i en Naboby sagde da, at om faa Aar vilde der blive lige saa mange Ligvogne, som der nu blev Mejerivogne. Han tænkte vel paa Tuberkulose ved Sammenblandingen af Mælken og havde aabenbart ikke megen Tiltro til Nyskabelsen af Smørproduktionen.. Engang midt i 80’erne, da vi solgte hollandske Butterine, og der blev Tale om at lave dansk Margarine, blev der holdt mange Møder om den Sag. En Dag fik vi Besøg af to Mænd, Redaktionssekretær ved Aarhus Amtstidende Vilhelm Lassen, den senere Finansminister, og Pastor N. Johan Laursen. Den ene var for, og den anden imod Margarine; hvem der var hvem, husker jeg ikke. De gik begge frem og tilbage i Butikken, meget ivrigt drøftende Sagen, indtil de skulle af sted til Møde i den nærmeste Landsby. – Naa, Margarinen kom alligevel, og den danske var meget bedre end den hollandske Butterine, der var meget stiv at stikke i med Smørskeen, som vi brugte ved Afvejningen.
Samtidig med Mejerierne kom ogsaa Slagterierne, og jeg husker den første Gang vi fik Blærefedt (Fedt i Svineblærer), da vejede den første Blære 12 Pund. Før den Tid havde vi solgt amerikansk Fedt,, som vi fik i løs Vægt i Tønder på ca. 200 Pund. Vi solgte ogsaa amerikansk Flæsk, Majsflæsk kaldte vid et, fordi det var saa blødt og løst i Spækket, grundet paa, at de amerikanske Svin udelukkende fik Majs som Foder.
I Aaret 1886 erfarede jeg for første Gang, at der var Svindlere til I mange Aviser stod der omtrent saadan: En Skogmaskine, der kan borttage alt Skog, kan nu faas for 4,50 Øre ved Efterkrav. Billet mrkt m.m. København. Min Principal, der havde Fuldskæg, skrev efter en saadan Maskine, og den kom pr. Post. Det var en Pakke paa ca. 6 Tommer i Firkant. Nu var det jo spændende at se den Maskine, og Købmanden gav sig til at pakke den ud. Der var flere Kunder i Butikken, som ogsaa gerne vilde se den.. Det ene lag papir efter det anden fulgte nu raskt, hvor mange ved jeg ikke, men da der ikke var mere Papir, laa der inderst inde ½ Bøgesten (Hvæssesten) paa ca. 3 Tommer lang, 1½ bred og 3/8 Tommer tyk. Tableau! Ved siden af Bøgestenen laa en Skrivelse, hvorpaa stod: “man skal bare blive ved med at gnide Skægget med indlagte, indtil det gaar af, saa kommer det aldrig mere.” Svindleren fandtes aldrig. Afsenderen var anonym paa den Maade, at der kun stod et par store Bogstaver.
I mine første Læreaar indtraf der her i Landet baade Samfundsuro og politisk Uro. Der skete dette, at der mellem Smedene og deres Mestre i København, opstod en Lønkonflikt der udartede i højere Grad end man var vant til. Dette satte Sindene i Bevægelse blandt Befolkningen. Nogle holdt med det ene Parti, og nogle med det andet Parti, som det altid er Tilfældet. Men en altoverskyggende Uro, var den politiske. Estrups provisoriske Finanslov førte Landet ud i en gold politisk Strid, og Befolkningen som Helhed reagerede voldsomt herimod. Jeg husker, at der blandt nogle af vore Kunder opstod stor politisk Uenighed. En Dag gik det saa galt, at det endte med Slagsmaal i Kontoret, mellem to af vore Kunder, Propritærer. Den ene var Højremand, og den anden var Venstremand; den førstnævnte klarede sig. Og bedre blev det ikke, da en politisk-forvirrret Typograf skød på Estrup paa Gaden i København i Okt. 1885. Saa fik vi de blaaklædte Gendarmer over hele Landet, i vor Kommune 4 til Hest og 4 til Fode. De havde Station paa en Proprietærgaard, Margrethelund. Men var det ikke galt, saa blev det for Alvor galt, da de kom. Naar de var ude i Tjeneste, var de altid to med hinanden, og to skulde møde på Stationen i Ryomgaard til hvert tog. De blev af Befolkningen ugleset og drillet, navnlig i Begyndelsen, senere gik det bedre. Under Københavns Befæstning i 1880’erne, blev der indsamlet Penge dertil ude hos Befolkningen, og en af vore Kunder havde givet Tilsagn om et Bidrag. Den Dag to opkrævere indfandt sig paa vedkommendes Bopæl om Bidraget, og spurgte om Beløbets størrelse, opgav han 50 kr., “men han vilde sidde dem af!” Opkræverne forsvandt noget flove ved Situationen.
I min Læretid var der ikke megen Fritid for Butiksfolk. Til Daglig, om Sommeren, lukkede vi Butikken op Kl. 6 og om Vinteren Kl. 7. Om Søndagen var Butikken aaben til Kl. 9 Formiddag, og igen fra Kl. 4 Eftermiddag. Aften-Lukketid var meget forskellig, saavel Hverdage som Helligdage; det bestemte Kunderne, der var ingen Lov herom. Det kneb altid med at faa lukket søndag Formiddag Kl. 9, – Kunderne blev ved at komme efter den Tid. Jeg har altid holdt af at gaa i Kirke, og naar det kunde lade sig gøre at faa Tilladelse, gik jeg ved 9 Tiden. Saa maatte det gaa med Butikken, som det kunde, tænkte jeg. Dejligt var det Søndag Formiddag, om Sommeren, at gaa den Tur, skiftevis til Koed, Kolind og Nødager til Kirke, at have fri, og være ude i Naturen. Tiden fløj rask af sted, og jeg havde efterhaanden lært dem at kende, de omliggende Landsbyers Befolkning. Det var vore Kunder. Jeg havde ogsaa lært en hel Del af Købmandslivet og Faget at kende, syntes jeg da. Købmanden var flink og rar imod mig, jeg holdt meget af ham, og befandt mig i det hele godt i Pladsen. Da jeg havde været der i to Aar, sagde Købmanden til mig: ” Nu kan du ikke lære mere her, nu maa vi se at finde en anden Plads til Dig, hvor du kan lære noget mere, og helst i en Købstad.” Det havde i nogen Tid været hans Plan, hvad jeg dog ikke vidste. Der var ikke aftalt noget om Løn til mig; Kost og Logi var en Selvfølge, men jeg fik alligevel for det første Aar 50 Kr. og for det andet 75 Kr. Det var jeg glad for, og stolt over, da jeg derved kunde se, at Købmanden satte Pris paa mig.

DEL 4
Plads som forbundter
 
Ved min Principals hjælp lykkedes det mig at faa plads som Forbundter i en forretning i den østligste Købstad i Jylland (i Grenaa, hos Severin Rasmussen-Gidsel). Det var jo lidt andre forhold end paa Landet. Det var en saakaldt Landforretning i Byen, hvor Bønderne kørte kørte ind i Gaarden og spændte fra, og tit var der mange vogne i Gaarden. Men af Landmændendes produkter fik vi ikke mange, kun lidt Korn, Æg og Smør, men mange Tørv, saa vore Huse til dem snart blev fyldt. Bønderne havde Kunder til Smør og Æg rundt omkring i Byen, hvoraf en Del var Haandværkere, og de to Parter kunne bytte Varer med hinanden. Men vi solgte ellers Bønderne, hvad de havde brug for af vore Varer. Forretningen var mere specialiseret end den, jeg kom fra. En Del Byhandel havde vi ogsaa. Hver Morgen skulde vi pille Rosiner, Gaardskarlen ogsaa. En dag i Marts 1887 var der Folketingsvalg, der den Gang kun foregik paa et Valgsted for hele Kredsen. Da havde vi mægtig travlt. Jeg kan huske, at da Kunderne fra Landet ved 3-4 tiden om Eftermiddagen, trængte paa for at faa deres Varer, fordi de ville Hjem, var der saa mange, der pressede paa Fordisken, at den knagede i sine Fuger.
Jeg blev desværre alvorlig syg af Rosenfeber, og maatte rejse hjem til mine Forældre efter ½  aars Forløb. Efter tre maaneders Ophold hjemme, var jeg blevet saa rask, at jeg kunde bestille lidt igen, og min første Principal bad mig da komme hen til sig indtil jeg kunde faa en Plads. Hos ham var jeg jo godt kendt med alle Forhold og af alle Kunderne. Efterhaanden blev jeg fuldstændig rask igen, og kunne saa efter 3 Maaneders Forløb, søge en ny Plads. Pladsen hvor jeg blev syg, var straks optaget. Jeg var saa heldig at faa Plads som Forbundter i den nordvestligste Købstad i Landet (Thisted). Det var en livlig Handelsby med et godt Opland og de fleste Forretninger klarede sig godt. Det var udelukkende en Byforretning, men enkelte større Landmænd var også faste Kunder. Købmanden var en ung og flink Mand, som jeg satte Pris paa, saavel som hans Familie. En dag i Slutningen af 1887 sendte Købmanden mig paa Posthuset, hvor Statstelefonen havde til Huse, – paa det Tidspunkt var der endnu ingen privat Telefonselskab der i Byen. Jeg skulde telefonere for Købmanden (S.C.Jørgensen), og det var første Gang, jeg talte i Telefon. Postmesteren maatte forklare mig, hvordan det gik til, og jeg syntes jo, at det var en højest mærkelig Indretning, men fandt ud af, at den var praktisk. Et af to Aar derefter blev der overalt i Landet, i Købstæderne, oprettet lokale private Telefonselskaber, og det varede ikke længe, før man syntes, at nu var telefonen aldeles uundværlig.
I denne Forretning lærte jeg mere decideret Byhandel end de andre to steder, jeg havde været, og her blev jeg endelig udlært, efter 5 Aars Forløb, godt 20 Aar gammel.
Jeg havde faaet lidt løn, ogsaa i denne Forretning. Købmanden skrev, da jeg blev fæstet: “Jeg plejer at give mine Folk Løn efter, som jeg kan lide dem.” Det var jo ikke noget bestemt, men haab om Løn var ikke udelukket. Jeg fik det første Aar 50 kr. og det andet Aar 75 kr., ligesom jeg havde faaet i min første Plads. Købmanden ville gerne beholde mig som Kommis og jeg vilde ogsaa godt blive. Vi enedes da om, at jeg skulde have 150 kr. i Løn det første Aar, samt Kost og Logi, som den Gang var almindeligt alle steder for kommiser. Det var jo ikke nogen stor Løn, men Fordringerne den Gang var kun smaa, og jeg klarede mig med den. Vi var to Mand i Forretningen, og vi blev enige om, at vi vilde sammenkalde de øvrige Kommiser i Byen til et Møde for at drøfte Oprettelsen af en Forening, der havde til Formaal, at dens Medlemmer skulde gaa Morgentur, inden Forretningerne lukkede op.. Dette Møde kom ogsaa i stand, der var mødt 8, og vi stiftede saa en Forening; dens Navn blev “Morgengry”. Der blev vedtaget Love med en Mængde Paragraffer, som jeg nu ikke husker alle, men de vigtigste kan jeg huske. En Paragraf bestemte, at vi skulde møde paa en nærmere betegnet Plads, hvorfra der skulde startes. Tiderne var forskellige og skulde bestemmes efter de fire Aarstider. En anden Paragraf om Bøder lød: “Den, der kommer 5 Minutter for sent, skal bøde 10 Øre, den, der kommer 10 Minutter for sent, som ogsaa for hel Udeblivelse – 25 Øre. Bøderne skulde gaa til en Udflugt. En Paragraf bestemte, hvor langt vi skulde gaa, og en anden, at hvis vi ønskede at bade i Fjorden om Sommeren, i stedet for, maatte vi ogsaa det. Morsomme Paragraffer var der ogsaa; vi maatte ikke “frådse”. For Expl maatte ingen af Medlemmerne baade ryge og skraa samtidig; opdagedes det, var det en Bøde paa 25 Øre. Der skulde altid møde et af Bestyrelsesmedlemmerne paa Startpladsen, – for Kontrollens Skyld. Jeg havde den Ære at blive valgt til Formand, og der blev valgt kasserer, Næstformand og Sekretær, – det var Bestyrelsen! Principalerne var glade for Foreningen – Medlemmerne var jo vaagne, naar de mødte i Forretningerne om Morgenen. Desværre faldt der mange bøder og vi havde efter ¾ Aars Forløb en god Kassebeholdning. For denne foretog vi saa en Udflugt med Damer til Vesterhavet en Søndag. Vi slog os ned i et Badehotel, hvor vi spiste og drak Kaffe og fik lov til at danse i Salen. Der var en Del Badegæster, og efterhaanden kom vi sammen med dem. Det blev en vellykket Udflugt. Efter denne Udflugt kunde man læse i mange Aviser, med de store Københavnske i Spidsen, om den nye Forening “Morgengry”, og dens Formaal, den eneste i Landet af den slags, og alle Blade var enige om, at det var en god Forening. Men det gode slipper altid for tidligt op. Foreningen blev kun 2½ Aar gammel. Efter den Tid mødte kun Formanden. Jeg vedblev at gaa Morgentur i al min Kommistid.
Det var en Sommer i Slutningen af 80’erne. Endnu var det i Velocipedernes Tid, men mange var der ikke af dem. Jeg havde, i kompagni med en anden Kommis, én med Træhjul med Baandjern om, vistnok den eneste paa Pladsen af den slags. En Manufaktur-kommis ved navn Prohaska havde været saa heldig, at skaffe sig en Bicykle (Cyklet blev den kaldt) med massive Gummiringe. Denne Cyklet var paa det Tidspunkt noget af et Fænomen, og den eneste i byen. Nu skulde der minsanten være et væddeløb mellem den og Væltepeterne. Det blev bestemt til en Søndag, og Løbets længde skulde være to Mil, fra Thisted til Sjørring og tilbage. Starten skulde foregaa fra Enden af Vestergade, og da Tiden kom, var der paa begge Sider af Hundborgvej sort af Tilskuere; man mente, at der var over 1000 Mennesker. Og Sikken Spænding der var, det var jo noget helt usædvanligt, der skulde foregaa. Starten foregik Planmæssigt (vor Træpeter var ikke med) og lidt efter var alle Rytterne ude af syne. Ventetiden syntes man varede længe, men endelig saa man ude i Torp, en Rytter dukke frem. Da han kom nærmere blev man klar over, at det var Protaska med sin Cyklet. Da han kom ind i Maalet, længe før nogen af Væltepeter-Mændene, blev Spændingen udløst, og han blev modtaget med saa kraftig Hurra og Sejrsjubel, at man skulde tro, at det var en meget stor Begivenhed, der havde fundet sted. Og saa var det kun et Væddeløb mellem to typer af Cykler.
Tiden gik og jeg ville gerne tjene noget mere end de 150 kr. om Aaret, hvorfor jeg søgte og fik en Plads i en større Forretning i samme By (Thisted). Lønnen dér var 250 kr. det første Aar. Købmanden hed N.P.Worm og var en anerkendt og solid Mand, han var flink og rar ved sine Folk og baade ham og hans Familie holdt jeg meget af.

DEL 5
Thisted

Hos Worms i Thisted drejede det sig udelukkende om Landhandel, og det var en gammel og stor forretning. Der var gennemført Orden i alt og Kunderne var alle solide Folk, nogle af deres Forældre havde også været Kunder i samme Gaard, og alle kendte de hinanden ud og ind. Vi Kommiser blev kaldt “Krambokaal” (Krambodkarle), og vi skulle sige Du til Kunderne; det forlangte de. Den første, der fortalte mig dette, da jeg havde været i Forretningen i nogle Dage, var en gammel Kunde (Godsejer) “det må du vide,” sagde han, – “at først da betragter vi dig som hørende her til Forretningen.”Jeg skal indrømme, at det gjorde en stor Forandring i forholdet til Kunderne, at vi kunne sige Du til dem alle – og de ligesaa til os. Det var som om Tilliden til hinanden blev større.
Vi solgte alle slags Kolonialvarer og Grovvarer, bl.a. Jern, Kul, Kakkelovne, Komfurer, Barnevogne m.m. og købte Korn, Smør, Æg, Uld, Huder, Skind, Jordemoderost m.m. Vi solgte udelukkende spansk Salt (St. Ybes), som vi modtog hvert Efteraar, en del af en Skibsladning, saa kunne det slå til Aaret rundt. Andre af Byens Købmænd delte resten af Ladningen. Til Saltet, der kun solgtes efter Maal, havde vi et specielt stort Rum. Vi modtog ogsaa hjemmelavet Tøj til farvning. Det var en meget stor Købmandsgaard, og den var paa Efteraarets Torvedage (Store Onsdage) og Markedsdage omtrent fyldte med Vogne. Det største Antal jeg erindrer, var omved et hundrede på en Dyrskuedag. Dagen før ankom nogle Hingste, Tyre, Køer, Ungkreaturer og Faar, der skulde paa Skuet, ind i vore Stalde Natten over. Vi vækkedes den Nat ved et forfærdeligt Spektakkel og Hyleri, det var to Hingste, der var ved at slaas. Den ene havde slidt sig løs, de stod endda i hver sin Ende af Stalden. Den ene af dem, der var fra Mors, blev saa stærkt medtaget, at den ikke kunde fremstilles paa Skuet. Det blev oplyst bagefter, at de to Aar før havde været i Slagsmaal, og derefter igen kunde kende hinanden.
Paa Dyrskuedagene var der, – med vore egen Gaardskarl, Martin, – tre Mand i Gaarden til at modtage Vognene og spænde Hestene fra, og sætte dem i Stald, og vi i Butikken havde vores Mas med at faa de købte Varer lagt i de rigtige Vogne. Den dag havde vi meget travlt i Butikken, og vi blev sent færdige. Klokken var to om Natten da den sidste Vogn kørte Hjem, og vi kunde gaa i seng.
Kunderne leverede som Regel i Butikken de Ordrer, de selv havde skrevet op, mens de Kunder, der ingen Seddel havde, fik skrevet op hos Købmanden, inde i Kontoret. Efter Ekspeditionen blev de fleste Sedler lagt ind til Købmanden, der da afregnede med Kunderne.
En dag modtog jeg en Ordre af en Gaardmand Bertel Borggaard i Hundborg, hvor jeg ved Ekspeditionen blev opmærksom paa, at der stod 50 pund Kaffe. Da jeg bestemt troede, at det var en Skrivefejl, forandrede jeg det til 5 pund, og ekspederede saadan, uden Omtale, og Sedlen ind paa Kontoret. Men det var min Fejl. Da Manden skulde hjem, og derfor gøre op med Købmanden, opdagede Bertel Borggaard, at det var for faa penge, han skulde af med, og saa straks, at det var Kaffen, der var for lidt af. B.B. kom da farende ud i Butikken til mig og sagde: “Hvans er Du for en Krambokaal, vil Du ikke sælge mig 50 pund Kaffe?” Saa maatte jeg jo Bekende min Fejl, og Undskylde, og lægge 45 pund mere ud i hans Vogn!
Naar Konerne var kørende sammen med Manden til Byen, kom de der ønskede det, ind i Spisestuen, og fik Kaffe. Om Vinteren, naar de havde kørt et Par Mil, kunde de også trænge til det. Manden, der ønskede det, fik søde Dramme og Cigar. Disse søde Dramme fik vi fra J.J. Jacobsen, Faaborg, i Tønder eller Oschofter (?).
Mit vanskelige Arbejde i Forretningen var Kvalitetsbedømmelsen, og Prisbestemmelse for det Smør, som vi fik af Bønderne. Den overvejende Fejl ved Smørret var Lugt og Smag af Tørverøg.
Jeg befandt mig godt i den Plads, hvor jeg var i 3 Aar, og jeg lærte stadig mere paa Fagets Omraade. I denne By, Thisted, fandt jeg Marie Hede, den unge Pige, der blev min Hustru.
Men jeg blev jo ældre, og syntes, at jeg maatte tjene noget mere i Løn. – Jeg søgte derfor en anden Plads, og fik den i den lille Købstad Ringkøbing, hos Købmand Chr. Skikkild. Der kunde jeg tjene 500 kr. i Løn for et Aar. Der var en mægtig Forskel paa den By, jeg kom fra, og den jeg nu kom til. Sidstnævnte var stille og gammeldags i al Forretning, som i en større Landsby, og ingen Travlhed sporede man nogen Steder. – Endskøndt Byen, som bekendt, ligger ved en Fjord, var der kun en Baadehavn, man kunde gaa ud i Fjorden meget langt inden Vandet naaede til Bæltestedet. Det var en blandet Land- og Byforretning.
Vi solgte megen Kunstgødning, Kainit, Superfosfat o.s.v. og en Del Hakkelsesmaskiner, Rensemaskiner, Roeraspere og andre smaamaskiner til Haandkraft, samt reservedele til disse.
I denne By var der paa det Tidspunkt ingen Handelslærlinge i Kolonifaget; det var Købmændene blevet enige om, at de ikke vilde have. Som følge deraf maatte Handelsbetjentene hjælpe til med alt. Vi havde for Expl noget Landbrug, og det var nyt for mig at hjælpe til med Hjemkørsel af Høsten, – men for resten helt dejligt, syntes jeg. Købmanden havde et Par gule, norske Heste, prægtige Dyr, dem kørte vi til Vesterhavet (Søndervig) med en gang i mellem paa Sommersøndage. En af mine Ungdomsbekendte var Mylius Eriksen, han var Volontør paa Herredskontoret, og blev senere Grønlandsfarer, men døde deroppe.
Jeg var fæstet for et Aar, men da der efter et halvt Aars Forløb tilbød sig en Forretningschance paa min Hjemegn, vilde jeg gerne have den. Købmanden vilde imidlertid ikke slippe mig, og jeg var ikke i godt Humør, men vi blev alligevel enige til sidst.
Og saa rejste jeg derfra, og afsluttede dermed min Periode som Krambokaal, Handelsbetjent eller Kommis.

DEL 6
Koed

Den mig tilbudte Forretningschance var en paatænkt Opkøbs- og Eksportforretning af Æg til England, samt opkøb af Huder og Skind. En af mine ældre Bekendte havde anbefalet og tilraadet mig at starte en saadan, ved min Hjemegns Jernbanestation – Ryomgård.. Han havde tilbudt mig sin assistance med Raad og Vejledning, – han drev selv samme slags Forretning oppe i Thisted. Jeg havde haabet at kunne skaffe de fornødne Penge, men det lykkedes ikke, og jeg maatte med Sorg opgive denne Plan. Senere blev der paa samme Plads to store Æg-Eksport Forretninger, én privat, og én Andels.
Men der var samtidig en Købmandsforretning til Leje, i en Landsby i Nærheden – Koed – og jeg besluttede da, – med Tilskyndelse af min Far, at leje den. Det var en gammel Forretning, men den var i Nedgang. Der var nemlig en Brugsforening i Nabobyen Attrup, den første paa den Egn, – nogle Aar gammel. De fleste af Beboerne i min By var medlemmer af den, men der var ca. ¼ Mil til den. Jeg skulde altsaa prøve paa, om jeg kunne holde Beboerne hjemme i deres egen By.
Paa den basis begyndte jeg min Købmandsgerning.

Foto t.v. Skaldhøjvej 8 a, Koed, – den lille gule bygning, hvor Købmand A. C. etablerede sig i 1894

I leje skulde jeg give 250 kr. om Aaret. D. 31. december 1893 fik jeg mit Næringsbrev, og d. 1. januar 1894 overtog jeg Forretningen.
Jeg havde kun et lille Beløb til min Raadighed, da min Løn, som før omtalt, havde været beskeden, og ikke kunde give ret meget paa Opsparingskontoen. Men jeg laante et lige saa stort Beløb, som jeg havde og startede saa med 400 kr. som Driftskapital.
Varelageret som jeg overtog til Indkøbspris, androg 1140 kr., hvoraf Halvdelen betales 1. April og resten 1. Juli. Der var en solid Landsbybefolkning, hvilket var et Held for mig; thi selvfølgelig skulde jeg give Kredit, men jeg kunde altid faa penge hos Gaardmændene, naar jeg trængte til det. Nogle af Gaardmændene  var ogsaa store Forbrugere, hvilket var en stor Støtte for Forretningen. En Del Kunder havde jeg ogsaa udenfor Byen, omkring i Omegnen.
Varerne var den Gang billige, for Eksempel kostede 1 Pk. Tændstikker 9 øre, 1 Pd Tobak 45 – 70 øre, Cigarer 4-6 Øre, et pund Kartoffelmel 9 Øre, et Pund Flormel 9 øre, et pund Ris 14 Øre, 1 pund Rismel 13 Øre, et pund Rosiner 18 Øre, 1 Fl. Aalborg Akvavit 35 Øre o.s.v.
Men Indtægterne for Arbejdsmænd var smaa, navnlig om Vinteren. Om Sommeren var det bedre, da de saa kunde faa akkord, især i Tørvemoserne, og der var Arbejde nok til alle Mennesker.
Om Vinteren fik en Arbejdsmand for at tærske hos Bønderne 50 Øre pr. Dag og Kosten. En Vinter-Lørdag aften kom en Arbejdsmand, der var min Kunde, ind i Butikken i et straalende Humør. “Sikken et Humør, du har i Aften,” sagde jeg til ham. “Hvordan kan det være?”
 “Ja,, det har jeg rigtignok,” sagde han, – “for jeg har tjent 4 kr. i denne Uge, da jeg har haft Akkord. Og nu kan jeg faa Skraa, Røgtobak og Tændstikker til mig selv.” Og det fik han, og sammen med Rugbrød, der var en væsentlig Ting, og andre Varer, fik han saa meget for de 4 kr., at han havde nok at bære paa. Han var glad og tilfreds med den Uges Arbejds-resultat.
Som før omtalt haabede jeg at kunne holde Beboerne i min By, fra Nabobyens Brugsforening, og det lykkedes da ogsaa til dels. Min Forretning blev bedre for hver Uge, og da der var gaaet fire Maaneder, mente jeg, at der nu var Raad til at faa en Husbestyrerinde; hidtil var det huslige gaaet, som det kunde bedst. Jeg skrev derfor til min Forlovede og foreslog hende, at vi nu giftede os, og fik svar fra hende, at det var hun villig til. 4½ Maaned efter Forretningens Overtagelse holdt vi Bryllup, – i Thisted.
Forretningen gik stadig fremad, og vi var glade og lykkelige herfor. Min Hustru hjalp mig i Butikken, naar der var Travlhed, og passede den selv, naar jeg var ude. Søndag Formiddag var Forretningen aaben til kl. 9. Naar Butikken saa blev lukket, gik vi Ture resten af Dagen i Omegnen, eller ogsaa hjem til mine Forældre, hvortil der var ca. ½ Mil.
Jeg har før omtalt, at Varerne dengang var billige, og skal supplere denne Udtalelse med følgende: En Dag kom en af Byens Gaardmænd ind i Butikken og spurgte, om vi ikke kunne bruge en Kalvefjerding; han vilde tage varer for den. Den var god, sagde ha; Kalven havde faaet Sødmælk i al sin Levetid, 2 Uger, men de havde saa meget Kød i denne Tid, at de ikke kunde komme igennem det.. Keg gik ind og spurgte min Kone om det. Hun sagde. “Vi er jo kun to Mennesker, saa det er jo meget til os, men lad gaa.”. Da jeg kom ud med den Besked, spurgte Manden om det skulde være For- eller Bagfjerding, – vi kunde faa, hvilken vi ønskede, og vi valgte saa bagfjerdingen. Prisen var kun 75 Øre for hele vor del af Fjerdingen og Manden fik Tobak og  Tændstikker for hele Beløbet.
Mælk og Smør var på det Tidspunkt ogsaa meget billigt. Vi gav hos en Gaardmand for 1 pund smør 60 Øre og for 1 pot Sødmælk 6 Øre.
En af de mindre godt stillede Gaardmand havde faaet en Del Varer paa Kredit, og da jeg bad ham om et Afdrag, havde han ingen Penge. Vi blev saa enige om, at jeg skulde have en Veksel paa Hovedparten af Beløbet, og saa var det foreløbig klaret. Det var min første Veksel, derfor husker jeg den saa godt, siden har jeg haft nogle Hundrede af den Slags. Vekslen leverede jeg til en af mine Vareleverandører, der godskrev mig for Beløbet. Men saa en skønne Dag, godt 3 maaneder efter, fik jeg et anbefalet Brev fra min Leverandør med Meddelelse om, at Acceptanten ikke havde betalt, og at Vekslen var protesteret. Længere hen paa Dagen kom Acceptanten og meddelte, at han havde faaet et anbefalet Brev fra en Grosserer. Mande lavede en Del vrøvl, – hvad det nu skulde betyde, og der var ogsaa Pokkers med saadan nogle Kunster, og hvad jeg nu vilde gøre o.s.v. Jeg sagde, at jeg ikke vilde gøre noget, da det var ham, der skulde gøre noget. Om jeg da ikke vilde betale Beløbet? Nej, det havde jeg ikke lyst til, sagde jeg. Om jeg da ikke vilde sende Pengene, naar jeg fik dem af ham, men Protest-Omkostningerne vilde han ikke betale, absolut ikke. Jeg gik saa ind paa at sende Vekselbeløbet, som jeg fik af ham. Omkostningerne var jeg debiteret for hos min Leverandør, saa dem maatte jeg jo betale for at have Fred med denne Kunde.
Næsten hver Vinteraften havde de unge Karle i Byen sat hinanden Stævne i Butikken, dels for at købe et eller andet, og dels for at være i varmen. Deres ophold varede som regel flere Timer, der var jo ingen lovbefalet Lukketid den Gang. Snakken gik livligt, og Butikken var til Tider helt fyldt med Tobaksrøg, saadan røg de paa deres Piber. Men handlet blev der jo ogsaa, navnlig købte de Tobak, Tændstikker, Wienerbrød, og en Del smaating. To Gange om Aaret, Maj og November, naar Karlene havde faaet deres Løn, havde jeg et større Salg af Bluser og Piber. Hver Karl skulde da som regel have en Bluse og en stor Pibe (Shagpiber var ikke paa mode den Gang) og der var 17-18 Karle i Byen. En af mine Kunder, en gammel Gaardmand, der laa syg, sendte en Dag Bud til mig, om at komme hen til sig, da han gerne vilde tale med mig. Han var den mest velhavende i Byen, og havde før Sparekasserne endnu var fremkommen ude paa Landet, været Pengeudlåner til Omegnens Befolkning. Da jeg kom hen til ham, bad han mig om, naar jeg en Dag skulde til Aarhus i Forretningsanliggende, da at besørge et Ærinde for ham. Han fortalte mig, hvad det drejede sig om. Han havde en Del gamle Rigsbankdaler-Sedler og nogle Nationalbank-Aktier, som han gerne vilde realisere, da han mente, at han nu skulde dø.
Jeg lovede at besørge det for ham, og nogle Dage derefter skulde jeg til Aarhus. Ankommen dertil gik jeg straks op i Nationalbankens Filial og præsenterede de gamle Rigsdalersedler. Funktionærerne stak Hovederne sammen, og saa skiftevis paa Sedlerne og paa mig, og kom smilende til det det Resultat, at den Slags vilde de ikke købe. Paa mit Spørgsmaal, om de vidste, hvor jeg saa kunde sælge den Slags, opgav de mig Adressenpaa en Antikvitetshandler, der vist vilde købe dem. Derefter halede jeg mine Nationalbank-Aktier frem, og nu forandrede Situationen sig. Det var den Slags, de vilde købe! Jeg fik saa Pengene for Aktierne, og en Nota paa Beløbet, og vandrede derefter hen til den opgivne Antikvitetshandler. Han vilde ikke give ret meget for de gamle Sedler; men jeg overlod ham dem alligevel, med det Forbehold, At saafremt Ejeren ikke vilde sælge dem for den Pris, kunde de afhentes i Løbet af 2 a 3 Dage.
Da jeg kom hjem om Aftenen, gik jeg hen til den gamle Mand med mit Resultat, og det var han godt fornøjet med.
Først paa Sommeren 1894 endte Provisoriet med et Forlig mellem de politiske Partier. Den Mand, der mest energisk havde arbejdet herfor, var den moderate Venstremand Niels Neergaard! Der blev glæde ved dette Forlig, og det knugende Tryk, der havde hvilet paa Befolkningen forsvandt som Dug for Solen. Ro og Tilfredshed med den Vending, det politiske Liv derefter indtog, bredte sig ud over Landet. Det var alligevel ikke politisk Diktatur, man ønskede i 1880’erne og 90’erne.
Efter knap to Aars Forløb fik vi en Datter. Det var for os en dejlig Begivenhed med et saadant lille Menneskebarn, og vi glædede os hver Dag over det. Vore Udgangsture om Søndagen ophørte derved en Tid. Men vi havde jo også i den Tid, der var gaaet, været alle vegne omkring i den skønne Omegn.
Jeg havde fra Begyndelsen passet paa at betale mine Vareleverandører i god Tid, og sørget for, at de i Forhold til deres Tilgodehavende fik hver sin Del af de Betalingsmidler, jeg til enhver Tid var i Besiddelse af. Derved havde jeg opnaaet Tillid og ligeledes den Kredit, som jeg havde Brug for.
Vi levede omtrent to et halvt Aar i Koed, og Forretningen var i den Tid gaaet fremad saadan, at det kun var enkelte af de Folk, der boede i Byen, der endnu handlede noget i Nabobyens – Attrups – Brugsforening. Men dette Resultat var jo ikke saa godt for Attrup Brugsforening. Derfor fremkom der paa en Generalforsamling et Forslag om, at der skulde ske en Forandring i dette Forhold, og der blev vedtaget en Beslutning herom. Denne Beslutning lød paa, at enten skulde de medlemmer, som Attrup Brugsforening havde i Koed, handle i Attrup Brugsforening, eller ogsaa skulde Gaardmændene fra Koed, som var medlemmer af Attrup Brugsforening, køre Varer Hjem til Foreningen fra Stationen gratis, i lige saa mange Aar, som Gaardmændene i Attrup nu havde gjort det! Ultimatum om Udmeldelse, hvis de ikke vilde et af de to, fremkom dog ikke. Da Foreningen i sin Tid blev stiftet, kostede det kun 10 Øre at blive Medlem.
Medlemmerne i Koed bestemte sig saa til, trods alt, at handle i Brugsforeningen, frem for at køre Varer og Generalforsamlingens Bestemmelse herom lød paa, at Uddeleren én Gang om Ugen skulde gaa til Koed og optage Ordrer, og at Gaardmændene skiftevis skulde hente Varerne fra Attrup Brugsforening.
Det var en slem Streg i regningen for mig, og jeg afventede en kort Tid for at se, hvad det kunde føre til. Men virkningen af den nye Ordning udeblev ikke. Naar Uddeleren kom, og Konen i Huset saa efter i Spisekammeret, blev Resultatet, som naar en Rejsende kommer til en Købmand for at sælge Varer: “Der er lidt tilbage endnu, men der bestilles alligevel en ny Forsyning.” Som Følge deraf blev der for lidt til mig, og jeg besluttede mig derfor til at søge andet Steds hen. En Grosserer Just Abildgaard i Randers, – en af mine hidtidige leverandører – vilde have mig til at flytte dertil; Han havde en Forretning paa Haanden, hvor der havde været en større Landhandel, men den Købmand kunde ikke klare sig. Jeg var i Randers to Gange i den Anledning, men jeg turde ikke vove det, endskønt Grossereren tilbød mig ikke alene Varer i stor Udstrækning, men ogsaa Penge, hvis jeg fik brug derfor. Af alle de Tilbud, jeg fik, valget jeg at starte en helt ny Forretning i en helt ny Ejendom i den største By i Hads Herred (Odder), og vi tog med Vemod Afsked med den Forretning og den By, hvor vi dog havde haft det saa godt.

DEL 7
Ryomgård

Det var første Gang jeg skulde prøve at starte en Forretning, hvor der ingen havde været før. Alene Flytningen til den fremmede By – først Kørsel med Vogne til Jernbanen med Indbo og Varer, og Pakningen heraf i Banevogn, hvilket vi selv maatte gøre, og dernæst Kørsel fra Stationen til den nye Bopæl – var ikke saa lidt besværligt.
Men Arbejdet med at faa en ny Forretning i Gang paa en Plads, hvor der i Forvejen var ti af den Slags, var endnu værre. Jeg fik al min Evne og Kunst behov hertil. Jeg var klar over, at jeg skulde reklamere i stor Udstrækning, for i det hele taget at gøre mig bemærket. I den anledning henvendte jeg mig til de to stedlige Blades Redaktører, og aftalte med dem begge, om en Annonce for et helt Aar, til en fastsat Pris. Annoncerne skulde i Aviserne hver Dag, og jeg maatte forandre Teksterne saa ofte jeg vilde. Derforuden sendte jeg med Lærerforenings-Mærker,  Reklamer ud til Skolerne i Omegnen, og Lærerne uddelte dem saaledes, at hvert Barn fik et Eksemplar med Hjem.
Jeg averterede ogsaa en Overgang med Priser paa Varerne, men holdt altid paa en normal Avance.
Men trods alt var det alligevel træls at stampe en Forretning frem, og Kollegerne var ikke venlige imod mig.
Imidlertid gik der et par Aar, og jeg havde nu faaet saa megen Forretning, at jeg, naar alt gik normalt, som hidtil kunde eksistere, og Kollegerne saa nu mere venligt til mig, velsagtens ud fra den anskuelse, at de ikke blev fri for mig.
Vi var nu nogle Købmænd, der havde talt om at prøve paa, om vi ikke skulde danne en Købmandsforening, og blive Kolleger, der kunde tale sammen, i stedet for at staa skarpt overfor hinanden som Uvenner.
Vi indkaldte til et Møde, og da de fleste Købmænd fra Byen var kommen til stede, fik vi stiftet en saadan Forening. Der blev valgt en Bestyrelse paa tre Medlemmer, hvoraf jeg var det ene Medlem. Det var i Aaret 1898 og fra nu af gik det bedre med Kollegialiteten. Forholdet til Byens Befolkning var bedst muligt, og der herskede et sjældent godt Sammenhold mellem den og Omegnens Befolkning, Handlende, Haandværkere og alle andre, og god Forstaaelse overalt i dette lille Bysamfund. Jeg var en Tid Medlem af Sogneraadet og Skolekommissionen m.v. Omkring Aarhundredeskiftet havde jeg 8 Dages Ferie i September Maaned. En Onkel til mig fra Australien var hjemme paa Besøg, og vi fartede rundt i Nordsjælland i de 8 Dage.
I en fem a seks Aar havde min Omsætning været konstant, og jeg havde tjent det nødvendige. Men der var en Frygt hos mig for min fremtidige Eksistens, idet der stadig kom flere Købmænd og andre Handlende til Byen, og den voksede ikke i samme Forhold. Frygten tiltog, da der ogsaa blev oprettet en Brugsforening, for øvrigt i min Nærhed. Som følge heraf gik min, saavel som de andre Købmænds Omsætning ned. Jeg maatte tænke alvorligt over dette Resultat, og efter mange Overvejelser bestemte jeg mig til at rejse fra Byen. I denne By var Familien blevet forøget med Datter nr. 2 og en Søn. Som jeg tidligere har omtalt, havde jeg allerførst paatænkt at oprette en Ægeksport-Forretning ved min Hjemegns Jernbanestation i Ryomgård. Der var det mærkelige ved den Station, at der paa daværende Tidspunkt – 1902 – endnu var saare lidt af en By, til trods for, at Stationen og Jernbanen var kommen 26 Aar tidligere.
Dette havde sin Aarsag deri, at al Jorden omkring tilhørte en Godsejer – Mourier Petersen – der ikke vilde sælge Jord, og ikke ønskede nogen Stationsby der paa Stedet.
Tilhørende Godset var et Teglværk og et Beboelseshus, en Vandmølle og en Vindmølle, en Gæstgivergaard, hvori der ogsaa var en Købmandsforretning, et Hus til Beboelse for Jernbaneportører, og et Hus til Beboelse for en Jernbanerestauratør. Og saa havde Godsejeren udlejet paa en længere Aarrække et stykke Jord, hvorpaa der var bygget et Andelsmejeri og et Stykke Jord til en Karetmager, der havde bygget Værksted og Beboelseshus.
Dette var Byen i 1902, da han solgte Godset til en anden.
Den nye Godsejer – H. Castenschiold –  saa helt anderledes paa Sagen; han vilde sælge Byggegrunde, og da jeg altid havde haft Tro paa, at naar dette skete, vilde der blive en By, ligesom ved de andre Jernbanestationer, var jeg nr. 2 der købte Byggegrund til 1 kr. pr Kvadratalen. Jeg byggede saa herpaa et Hus, det første i Byen paa egen Grund, og det blev indrettet til Butik og Beboelse, til min Moder, der nu var bleven Enke, og til min ugifte Søster, der ønskede at handle med Smaating i Manufaktur, Galanteri m.m.
Da denne Handel gik godt allerede det første Aar, og da flere Folk nu købte Grunde og byggede Huse derpaa, besluttede jeg også at flytte dertil. Jeg maatte derfor atter til at bygge, – til mig selv, og da der var Plads nok paa min Byggegrund, skulde dette Hus bygges til det første, saa det kunde blive én Ejendom. Da Huset var færdigt flyttede vi i September 1904. Jeg havde nu faaet indrettet en god Butik med nyt og godt Inventar, et Kontor, to Kældere, Lagerplads paa Loftet, med Opgang fra Butikken, samt en fire Værelses Lejlighed og to Loftsværelser. Endvidere god Udenomsplads til Grovvarer.
Det var tredje Gang, jeg flyttede mit Skilt, og anden Gang, jeg skulde til at arbejde en helt ny Forretning op.
Det var nu ingenlunde en let Sag at gaa i Gang med, – den Købmand, der har prøvet det, ved det bedst. Men jeg haabede nu paa, at det vilde komme til at gaa for mig, og jeg bestyrkedes deri ved, at der var et naturligt Opland til Stationen, til Møllerne, Teglværket, Mejeriet og Gæstgivergaarden.
Efter 8 Aars Købmandsgerning i den By, jeg nu kom fra, og i det hele 11 Aars Virksomhed som Købmand, begyndte jeg saa ved min Hjemegns Jernbanestation, den 1. November 1904. Og saa arbejdede jeg nu paa Opgaven, og haabede paa, at det maatte lykkes at faa en Eksistens her for mig og mine.

DEL 8
Købmand i Ryomgaard

Jeg kendte jo nogle af Omegnens Befolkning, – men da jeg havde været borte derfra i 8 år, var de fleste alligevel ukendte! Jeg gjorde her den Erfaring, at det for Forretningens vedkommende ikke havde nogen Betydning, om det var kendte eller ukendte Folk, ja, ofte var de sidstnævnte endda de bedste Støtter for mig.
Den første Måneds Handel tegnede godt for Fremtiden, og den næste, der var Julemåneden, var udmærket god.
Men der skulde rigtignok an masse Varer, af forskellige Slags paa Lager, for at kunne tilfredsstille Kunderne. De andre to Forretninger, jeg havde haft, var i det væsentlige kun Kolonial, men her var det i høj Grad blandet Forretning, lige fra A til Z.
Trælast og Støbegods og Bygningsartikler var det, der krævede flest penge, men jeg var heldig at faa god Kredit hos Vedkommende Firmaer. En helt ny slags Handel havde jeg ogsaa faaet, den bestod i, at jeg købte Svin til Privatslagteriet i Randers. Jeg betalte dem efter levende Vægt, og det gav stor Handel i Forretningen, den Dag jeg modtog Svin, en Gang om Ugen, samt ogsaa nogen Fortjeneste paa Svinene.
Købekontrakt 1902 på den grund, som Godsejer Castenskiold sælger til A.C.Andersen. Købesummen androg. 1500 kr., hvoraf 700 kr.” afgår i den Kjøbesum, som Sælgeren skal betale Kjøbmandens Moder for et Hus i Attrup.” ..(er ikke med på fotoet)

Jeg havde mange morsomme Oplevelser i de Dage, der var nemlig ogsaa en anden Købmand, der modtog Svin, samme Dag, som jeg. Det gjaldt derfor somme Tider om, hvem af os, der kunne komme først til Vognene, der kørte med Svinene.
De første 2 a 3 Aar, jeg var her, var der meget Byggeri i Byen, og der kom mange nye Beboere, hvilket gav en Del mere Handel til mig. Ogsaa for Landmændene var de Aar en Opgangsperiode, og de byggede en Del, og jeg solgte ogsaa Byggematerialer til dem.
Det var en stor Glæde for mig i disse Aar, at tage kraftigt fat paa Arbejdet, og at erfare, at Resultatet var en fortsat Stigning i min Omsætning. Men endnu var Hovedparten af Byens Handel fra Oplandets Beboere, hvilket jeg maatte være glad for, da der nu kom en Standsning i Byggeriet for Byens Vedkommende.
Jeg har før omtalt min Søsters Forretning, den gik godt i nogle Aar, men efterhaanden som der kom flere Specialforretninger i samme Branche, hvori hun førte forskellige smaating, blev hendes Omsætning for lille, hvorfor hun med Vemod maatte opgive Forretningen. Ogsaa jeg var vemodig Stemt ved, at min søster maatte holde op. Hun rejste til Horsens, og fik en Kolonialforretning der, og min Mor rejste med hende.
Jeg lejede herefter hendes Butik og Lejlighed ud til Barber Nielsen.
Efter et par Aars Stilstand begyndte Byggeriet igen, og nu kom der atter forøget Liv og Forretning til Byen, og flere nye Beboere.
I nogen Tid havde der blandt Købmænd paa Djursland været tale om at faa en Handelsforening oprettet, til Gavn for Standen paa flere Omraader. Et af dem var at kunne optræde samlet overfor offentlige Myndigheders Krav til os i forskellige Forhold. Men ogsaa for at blive Kolleger i stedet for at være Uvenner, at blive Konkurrenter indenfor rimelige Grænser, i stedet for at være Konkurrenter helt ude i det urimelige og meningslæse, der kun førte til nogles Ruin.
En Dag i Begyndelsen af Februar 1909 samledes der saa en Del Købmænd i en større Stationsby (Allingaabro), hvor der blev drøftet Betimeligheden og Nødvendigheden af en saadan Forening til at varetage Købmændenes tarv. Resultatet blev, at en Handelsforening for Djursland blev stiftet, og det viste sig, at den gjorde megen Nytte straks i den første Tid, og særlig under Verdenskrigen. Der blev valgt en Bestyrelse, og jeg havde den Ære at blive Formand.
 Da der igen var gået et par Aar, blev der paabegyndt Jordarbejde paa en ny Privatbane fra Byen ud i Oplandet (Ryomgaard – Gjerrild) i en længde af 4 Mil. Dette Arbejde gav et stort Plus til Byens Foreninger, hvoraf der nu var blevet flere.

Min Barber var flyttet, og jeg bortlejede Lejligheden til Entreprenør Carl Jensen, som udførte Baneanlægget.
Saalænge dette Arbejde stod paa, knap to Aar, solgte jeg bl.a. en Mængde Brændevin og Bajersk Øl til Arbejderne, og jeg oplevede mange pudsige Situationer. Disse Banearbejdere, ”Børster”, som de kaldte hinanden, var et Folkefærd for sig selv, men de allerfleste af dem var reelle og godmodige Mennesker, som man kunne stole paa, og jeg har kun gode Minder fra den Tid, de var mine Kunder.
Da Banen var færdig og kom i Drift, blev jeg ogsaa Svineopkøber paa Stationerne ude paa Linien, og til at modtage Svinene og betale dem, havde jeg engageret Stationsmestrene. Men nu rejste min Lejer, Entreprenøren, og saa tog jeg hele Ejendommen i Besiddelse til eget Brug. Forretningen var blevet større og fordrede mere Plads.. I denne periode fik vi vor tredje og yngste Datter.
Saa kom aaret 1912, og dermed det metriske Systems Indførelse i Vægt og Maal. Overgangstiden var slet ikke saa behagelig, det forvoldte en Del Besvær, fordi Folk vedblev at forlange Varer efter det game Systems Vægt og Maal. Efter min Mening blev der ved det nye Systems Indførelse begaaet den Fejl, at vi ikke fik Hektogram Lodder indført, det havde betydet en stor Lettelse for os Handlende.
Mange morsomme Historier om det nye System var i Omløb, her er en af dem:
En gammel Kone kom ind til en Købmand og forlangte ¼ Pund Kaffe.
Saa sagde Købmanden: ”ja, nu hedder det jo Kilo”.
Konen: ”ja, ja, da, læ’ mæ’ saa fo’ ¼ Pund Kilo.”
Oversigtskort over Ryomgård 1906. Selve Jernbanen er ikke indtegnet, men blot afgrænset. A.C.Andersen ejede flere parceller i 1906. Hans butik med beboelse har matr. nr. 1 i. Kortet narrer lidt, idet det langt fra er alle de udstykkede parceller, der er bebygget, så byen er faktisk mindre end den syner på kortet. Gl. Ryom er klart aftegnet som matr. nr. 1 a, hvorfra alle øvrige udstykninger er sket.
 
I et Aars Tid havde jeg gaaet og talt med Borgerne, om vi ikke skulde prøve at arbejde paa at faa en Realskole i Byen. Det resulterede endelig i, at det blev mig betroet at indkalde Omegnens Befolkning til et Møde om Sagen. Til dette Møde var til vor Glæde kommet ca. 100 Mennesker. Jeg forelagde sagen; den blev grundigt drøftet, og det viste sig, at der var udelt Stemning for en saadan Skole. Kun to lærere tvivlede og talte imod Sagen. Mødet valgte et 3 Mands Udvalg til at arbejde videre for Sagen. Udvalget bestod af Godsinspektør Froberg, Mejlgaard, Forpagter Scheel, Ny Ryomgaard, og mig, og vi holdt derefter Møde, hvor det bestemtes, at vi skulde forsøge en Aktietegning af Rentefri Laan, og i øvrigt undersøge, hvordan Forholdene var på andre private Realskoler. Og saa gik vi i Gang med Sagen, og i løbet af et par Maaneder havde vi faaet tegnet nogle Aktiebeløb i den nærmeste Omegn og Byen. Men det var for lidt at starte et saadant Foretagene med, og nu var gode Raad dyre. Vi kom efter nogen Tids drøftelse til den Anskuelse, at for at der kunne blive noget Resultat ud af det, maatte vi finde en Skolemand eller flere, der vilde sætte deres arbejdsevne og Tid ind i Foretagenet. Og til Udvalgets store Glæde meldte der sig tre unge Lærere, Axel Munch, Holden Dall og Hakon Kirkegaard, der vilde tage fat paa Opgaven og en Udsending for dem var Axel Munch.

DEL 9
Hverdag i Ryomgård 1912 – 1918
 
Dette var i efteraaret 1912 og d. 2. januar 1913 begyndte Realskolen i lejede Lokaler med et Elevtal paa nogle og tyve. Forud for Skolens Begyndelse samledes Elever, Forældre og Lærerpersonalet paa Hotellet. Her stiftedes en Forældreforening, og der blev valgt en Bestyrelse, bestaaende af 4 Mænd og 3 Kvinder, hvoraf jeg var den ene Mand og blev valgt til Formand.
 
Da Elevtallet straks i Skolens første Levetid var i stærk Stigning, blev det hurtigt klart, at de lejede Lokaler vilde blive for smaa i nær Fremtid, hvorfor Lærerne besluttede at lade bygge en fuldt ud moderne Skole.
Forældreforeningens Bestyrelse gav i den Anledning Tilsagn om, at virke yderligere for en Tegning af rentefri Aktielaan, og d. 1. April var der i alt tegnet 5500 Kr., der blev overgivet Lærerne.
Og saa kom der fart i Byggeriet! Skolen skulde staa færdig d. 15. August, hvilket ogsaa var paatrængende nødvendigt, da der allerede d. 1. Maj var 60 Elever. Sjældent har en privat Skole haft saa god en start som her, og den blev, efter nogle Aars Forløb, Landets største Land-Realskole.

Fotoet t.v. er fra 1913 og viser Ryomgård Realskolens første bygning, herunder gymnastiksalen for enden af bygningen. Læg mærke til den lille sti op til skolen, der senere blev til nuværende Skolevej.
 
Naar jeg til Tider standsede et Øjeblik i det daglige Arbejde, og lod Tankerne glide ind paa Økonomiens Område, fra omved Aarhundredeskiftet til Ulykkesaaret 1914, kom jeg altid til det Resultat, at den Periode i udpræget Grad var i økonomisk Opgang.
Befolkningen blev i dette Tidsrum næsten alle bedre stillet, og i Handel og Vandel foregik en naturlig Udvikling. Folk paa Landet byggede en Del i den første Tid og Reparationer foretoges alle vegne, saa at det sommetider var vanskeligt at faa Haandværkere. Arbejdsløshed var næsten ukendt. Det var en dejlig Tid for det danske Folk, da faa havde for meget og færre for lidt.
Min Forretning gik jævnt og støt opad i Omsætning og mit Tilgodehavende gik nedad, og jeg maatte i en Del af den Periode have en Kommis mere end det normale. En Tid var jeg formand for Haandværker og Borgerforeningen, og i tyve Aar Formand for det private Gadebelysnings-Selskab. Sidstnævnte begyndte med mindre Petroleumslamper, de afløstes af større og til sidst i 1916, fik vi elektriske Lamper, og Antallet blev for hver Gang udvidet. Da Selskabet opretholdtes ved private Bidrag, blev Lyset slukket, naar der ikke var flere Penge i kassen!
Men saa i 1914 kom den ulykkelige Krigstilstand, der forandrede hele den økonomiske Situation. Indkaldelsen af Folk til Sikringsstyrken i de første Augustdage virkede uhyggeligt, men man haabede paa, at det kun vilde vare en kort Tid, inden de indkaldte atter kom tilbage. Tiden viste noget andet! Og snart begyndte Virkningerne af de økonomiske forandrede Forhold. De første Varer, der steg i Pris, var saa almindelige Ting som Salt og Soda, og i løbet af kort Tid fulgte mange andre Varer efter. Det var en ubehagelig Stilling for os Købmænd, naar Kunderne spurgte om Priser, at disse ofte var forhøjede, og ligesaa ubehageligt var det for os, at vi tit solgte Varer for 4, som vi maatte give 5 for ved næste Indkøb.
Paa en Generalforsamling i vor Handelsforening blev det vedtaget, at vi skulde forsøge et Fælles-Vareindkøb, og der blev valgt en Bestyrelse til at iværksætte dette. Vi fik oprettet et Kontor i Aarhus, og Forretningsgangen i Foretagenet, der begyndte om Vinteren 1916 var den, at Medlemmerne i Indkøbet skulde afgive deres Ordre en Gang om Ugen. Kontoret sorterede da de indkomne Ordrer og udbad sig derefter Tilbud paa de forskellige Varer hos Fabrikant eller Grosserer. Varerne skulde betales Kontant i Løbet af 8 dage. Kontorbestyrerens Løn var 2 % af Faktura Beløbet efter Fradrag af eventuel Emballage. Kun Medlemmer af Djurslands Handelsforening kunde deltage i Indkøbet.
Det gik ogsaa godt, og vi havde Fordel derved, jeg husker bl.a. Fordelen de Medlemmer havde, der købte Kaffemøller, Krydderier o.m.a. Varerne blev sendt direkte fra Leverandøren til Køberen. Fælles-Indkøbet varede ca. 2 Aar, indtil det blev helt umuligt at faa nogle Tilbud, grundet paa Varermangel, hvorfor det maatte ophøre. Det blev værre med forhøjede Varepriser, som Tiden gik og Krigen fortsatte! Og bedre blev det ikke da Kædehandelen, der var ulovlig, tog fat. Der faldt store Bøder til disse Kædehandlere, men let var det vist ikke, at faa ram paa dem. Saa traadte Regeringen til med Maksimal-Priser, og da blev der mere konstant Regulering i Prisforholdene. Det var vore Kunder glade for, og vi Købmænd ikke mindre, saa meget mere, som den Fortjeneste, der var afsat til os, var saa god, som vi kunde ønske den.
Krigen fortsattes stadig, og Metoderne blev mere og mere haardhændede, og en Dag toges den ubarmhjertige Undervandsbaadskrig i Anvendelse. Dermed var der sat Stop for den i Forvejen unormale Ind – og Udførsel af Varer, og mit Svineopkøb ophørte derfor pludseligt som Følge af Standsning af Bacon-Eksporten til England. Der begyndte samtidig at vise sig Varemangel af forskellige Ting, og saa kom den kedelige Rationeringstid, med sit Kortsystem ned til de mindste Portioner. Rationeringsmærkerne maatte man passe paa, og navnlig Sukkermærkerne, der tillige var Værdimærker. Vi fik refunderet 100 Øre for hvert Kg. Sukker, ved Aflevering af Mærkerne. Men forinden Rationeringen, rasede den ubændige Hamstring, der gjorde saa megen Fortræd, først og fremmest for de Folk, der ikke havde Raad til at hamstre, og dernæst for de Købmænd, der var imod denne Handelsmetode. Jeg var Modstander af denne Hamstring, og flere af mine Kunder blev vrede paa mig derfor, og nogle enkelte mistede jeg i den Anledning.
I krigens fjerde Aar var der mange Ting, der helt slap op. Jeg nævner kun enkelte Ting: The, Kaffe, Tobak, Hampereb o.s.v. I stedet for blev der brugt Lyngthe, Byg- eller Rugkaffe, Humletobak, Papirreb o.s.v. Den dag da vi igen kunde faa rigtig Tobak, havde jeg ca. 50 Kg. Humletobak paa lager og en del Lyngthe m.m.
De fire Krigsaar var en mærkelig Tid paa alle Prisomraader. En af de første Dage efter krigens Udbrud, kom en af mine Kunder ind i Butikken, og var i daarligt Humør. Han havde en Remonte Hest (en erstatningshest) i Pleje, og havde nu efter Ordre, afleveret den paa Stationen. Han kunde daarligt undvære den nu, og han havde faaet Tilsagn om at kunde købe den; det har formodentlig været en ældre Hest. Værdien af Hesten blev ved Afleveringen ansat til 700 Kr., hvad han dog mente, var for meget, og han sagde, at til den Pris maatte de gerne beholde den. Da der var gaaet en Tid, fik han Hesten tilbage, og saa købte han den for de 700 Kr. Senere hen under Krigen solgte han Hesten og fik 1800 Kr. for den. Mange store Jydske Heste baade yngre og ældre, blev under Krigen solgt til meget store Priser, helt op til 4500 Kr. Stykket. En af mine gamle Skolekammerater kom en Dag trækkende med en Ko, der var solgt og nu skulle leveres. Paa mit Spørgsmaal om, hvad den kostede, sagde han:
”Kan du gætte?”.
”Nej, det kunde jeg naturligvis ikke”
”Jeg skal have 1200 Kr. for den”, sagde han. Det var en smuk Pris for en smuk Ko, syntes jeg.
Et andet eksempel paa høje priser. Jeg havde i mange aar en fransk Vask og Strygerske til Kunde, som jeg havde lovet at holde ved lige med Kul. Det sidste Krigsaar var det meget besværligt, og jeg husker, at jeg da maatte betale 13 Kr. + Fragt for 1 HL. Selvfølgelig blev det kun faa HL. Hun vilde have til den Pris, og jeg kunde ikke faa mig selv til at tage nogen Fortjeneste herpaa.
Under Krigen kom der blandt andre Forordninger ogsaa den, at Staten ydede Laan til trængende Haandværkere og Handlende. Nogle af vor Forenings Medlemmer fik Laan i Størrelser paa 500 Kr. Som Formand maatte jeg ogsaa underskrive Laanebeviserne. Et Eksempel paa, at det just ikke var Købmænd, der blev Velhavere under Krigen.
I Slutningen af Aaret 1916 blev der startet et Andels-Elektricitets-Selskab, ”ARKE” kaldet, det omfattede det meste af Djursland samt Mols og noget af Aarhus og Randers-Egnen. Og min By, hvor jeg havde tegnet Medlemmer, gik ogsaa med hertil. I flere Aar var jeg i Bestyrelsen for ”ARKE”
Det skete i sidste Halvdel af Krigen, at abonnenterne i Jydsk Telefon følte sig forurettet ved en foreslaaet Takstforhøjelse og andet. I den Anledning blev der holdt Møder i de lokale Centralkredse, hvor det vedtoges, at disse skulde slutte sig sammen i større Enheder. En Mand blev valgt for hver Kreds som Sendemand, og de samledes en Dag til Møde og drøftede Situationen. Her blev valgt en Repræsentant for 13 Centralkredse (Østdjursland), der skulde forhandle med Jydsk Telefon, og det blev mig.
Som før omtalt blev Varemangelen i den sidste Krigstid stadig større, og mange ting, der før var ret almindelige, blev det helt umuligt at fremskaffe. Det bevirkede i de fleste Forretninger, at Omsætningen blev mindre. Men i Befolkningen florerede Spekulationen paa alle Omraader, i den sidste Periode af Krigen, da Landet havde faaet tilført en Mængde Kapital udefra. En Del af Befolkningen, der havde tjent Penge, syntes at det gav for lidt i Udbytte at sætte dem i Sparekassen, saa var det bedre at spekulere. Nogle spekulerede i Oprettelse af Fabrikker af forskellig Slags, Kartoffelmel bl.a. og mange byggede deres Lader større. Men trods dette var der alligevel rigelig likvid Kapital i Banker og Sparekasser. Og spekulationen tog mere og mere Fart, navnlig paa Børsen, til trods for, at Kurserne paa Aktier var urimelig høje, ja, paa nogle Papirer vanvittig høje. Spekulationsbankerne hjalp godt til, – de var mere end villige til at udlåne Penge til Spekulation. Flere af dem med Djurslands Landmandsbank i Grenaa i Spidsen, maatte bøde med Livet for deres Fejlgreb. Ogsaa jeg var ude i Spekulation, der bekom mig ilde. Men ser man hen til Købmandsstanden, maa det vist indrømmes, at denne som Helhed klarede sig nogenlunde under Krigen.

DEL 10
Afslutning

De første Aar efter Krigen var ikke gode for os Købmænd, – det vældige prisfald undlod ikke at gøre sin Virkning. For mit Vedkommende havde jeg mine store Tab ved Trælast og Foderstoffer, hvoraf Lageret – navnlig af førstnævnte – var for stort. Men ogsaa mange andre Varer faldt meget i Pris. Jeg tror bestemt, at de fleste Købmænd ikke var bedre økonomiske stillet efter Krigen, end de var før den.

En kreditbog var almindelig hos den lokale købmand.

Senere hen indtrådte igen nogle Aar, hvor Priserne blev konstante, ja, end ogsaa stor i Stigningens Tegn.  Disse Aar var ogsaa gode for Landmændene, og derfor ogsaa gode og normale i økonomisk Henseende for os Købmænd, og de varede i en længere Periode. Men i Begyndelsen af 1930’erne kom der en nedgangsperiode for Landbruget. Denne Periode udviklede sig senere til en Landbrugskrise, og denne Krise blev langvarig.
Ved vor Forenings Generalforsamling i Sommeren 1933, blev jeg udnævnt til Æresmedlem. Det glædede mig meget, da jeg deri saae et Bevis paa, at mine Kolleger var tilfredse med det Arbejde, jeg havde udført som deres Formand i 11 Aar. I flere Aar var jeg Delegeret paa vore Møder, det glædede mig.
To Gange i min Købmandstid har jeg været udsat for Krav i Anledning af Stridigheder mellem Arbejdsgiver og Arbejdere. Den første Gang var i Slutningen af 1890’erne, da Arbejdsgiverne erklærede Lockout overfor Arbejderne. Da kom Arbejdsgiverne, der var mine Kunder, og bad mig undlade at sælge Varer til de Svende, der nu startede egen Forretning.
Anden Gang var i 1919, da Arbejderne paa et Cikorietørreri erklærede Strejke, da sendte de mig en Skrivelse og spurgte, om jeg ville undlade at sælge Varer til Tørreriet og til Bestyreren. Nogle af Arbejderne var mine Kunder. I begge Tilfælde maatte jeg give Afslag med den Motivering, at disse Stridigheder kunde jeg ikke paa nogen Maade blande mig i. De Kunder, der kom i min Butik, og betalte, hvad de købte, var mig lige velkomne, hvilke Parter de end tilhørte.
Begge Parter, i hvert sit Tilfælde, reagerede straks overfor mig, men senere kom de igen som Kunder, og udtalte da: ”De handlede alligevel rigtigt den Gang, det kan vi se nu.”

Men Aarene går — og sidst i Juli 1938 ophørte min Tid med at være Købmand, idet jeg da solgte min Forretning og Ejendom, efter min Læges Raad.
Jeg havde da været Købmand i ca. 45 Aar! Ved Købmandshandel, med Lære – og Kommistid, i 54 Aar!
Da jeg derefter rejste fra den By, hvor jeg havde boet i 34 Aar, afgav jeg mit sidste offentlige Hverv, der bestod i at være Medlem af og Kasserer og Regnskabsfører for Menighedsraadet i Marie Magdalene og Koed Pastorat.
Skulle jeg nu udtale min Mening, om Købmandens Plads og Livsvilkaar i Samfundet, bliver det ikke, som Bedømmelsen næsten altid er, naar der af Udenforstaaende er tale om Købmanden:” Ja, han kan sagtens–!”
Nej, det er nu ikke saa sagtens, eller let, som mange tror. Men Købmandens Plads i Samfundet er nødvendig; thi der skal jo fordeles Varer af alle Slags til Publikum, og ingen anden Maade herpaa er endnu opfundet, bortset fra Automater.
Naar man ønsket at starte en ny Forretning, kræves der Evne, Arbejde og Kendskab til Faget, for at faa den til at gaa, ligesom der ogsaa kræves nogen Kapital, der ofte er vanskelig at skaffe. Lettere er det at overtage en i Gang værende Forretning, men som Regel må der saa betales noget derfor. Men hermed er det ikke naaet, det er kun Begyndelsen. Købmanden maa, – hvordan det end gaar,-  altid være høflig overfor Kunderne, og være en god Ekspedient. Han maa forstaa at konkurrere indenfor loyale Grænser, og han maa føre 1. Kl. Varer og have en pæn og ren Butik, med gennemført Orden i alle Ting. Han maa ogsaa reklamere for Forretningen, være varsom med Kreditgivningen, og passe paa, at Kreditten hos hans Leverandører ikke bliver for stor. Vilkaarene er dog endnu ikke saa gode, som de kunde være, og det bliver de ikke før Købmanden og Handels-Kooperationen stilles paa lige Fod i Konkurrencen, der er Handlens Prisregulator. Jeg tænker her paa kooperationens delvise Skattefrihed, som ogsaa paa Købmændenes Indkøbsforhold. Ogsaa Kravet om, at ingen, der vil begynde Købmandshandel, kan faa Adgang dertil, før han eller hun har skaffet Bevis for at være Faguddannet, maa opfyldes.
Naar disse Spørgsmaal er løst, og al Detailhandel staar paa skattemæssig lige Fod, skal Købmanden nok vide at hævde sig, overfor Kooperationen.
Men trods alt er det at være Købmand en interessant Livsgerning, som jeg har været glad for, den giver Kendskab til mange Mennesker og deres forskellige Anskuelser paa mange Omraader.

Ved Afslutningen af mine Erindringer som Købmand, kan jeg ikke undlade at mindes mine Kunder.
Jeg havde den Glæde at have mange personlige Venner blandt mine Kunder, Venner, der gennem mange Aar var en støtte for mig og min Forretning, – dem glemmer jeg aldrig.
Ogsaa indenfor Handelsrejsende – Standen havde jeg mange Venner, som jeg altid vil mindes. Og endelig mindes jeg med Glæde mange af mine gode Medhjælpere, saavel Kommiser som Lærlinge; de dukker ofte frem i mine Tanker.
 

RED: Hermed tager vi afsked med vores købmand. Skulle nogen have lyst, kan man i Midtdjurs Lokalarkiv se de håndskrevne erindringer. Og også læse en kort version af Købmand Andersens virke med flere fotos på sitet under fanen arkiv-hylden. På lokalarkivet har man også beskrivelser fra nogle af de udlandsrejser, som han og familien foretog. Selvom det ikke er lokalhistorie, – og derfor ikke bringes her – er det absolut læseværdigt og fortæller levende om tidligere tiders udlandsrejser, – den første fra 1921. Men her afsluttes hans erindringer fra vort område.

KAMMERRÅD OLE ESMARCK

I Ryomgård hedder en vej i byens nordlige del Esmarcksvej. Vejen er opkaldt efter en vis kammerråd Ole Esmarck. Men hvem er han egentlig?

På gamle kort kan man se hans navn Kammerråd Esmarck som ejer af Marienhoffgården, men historien stikker langt dybere og afslører en utiltalende og selvisk mand, som vist næppe fortjener en vej opkaldt efter sig. Men døm nu selv på baggrund af nærværende, der har sin væsentligste kilde i Hugo Matthiessens: En Greve, om stamhuset Gl. Estrup og Ulstrup (Gads Forlag, 1954) samt N.R. Estrup: Oplysninger om fredskovforholdene i Fjeld Skov, 1943.
Vi skal tilbage til 1800-tallet, hvor Jørgen greve Scheel (1768 – 1825) residerede på Gl. Estrup. Han kaldtes også den vilde greve, fordi han arvede mange godser og rigdomme, men satte det hele over styr. Hans lidenskab var at bruge penge, og det i et omfang, der sammen med hans gavmildhed medførte, at ikke blot formøblede han hele formuen, men han lånte tillige mange penge i øst og vest, herunder også af dem, som vi i vore dage ville kalde ågerkarle. Ole Esmarck var en af dem!

Bekendtskabet mellem Jørgen greve Scheel og Esmarck stammede fra tiden, hvor Esmarck havde været forpagter af noget af Gl. Estrups Jorder, formentlig i slutningen af 1700-tallet. Under alle omstændigheder forstod Esmarck sig på penge, og have samlet sig mange af dem, bl.a. som mellemmand i ejendomshandler og ved heldige spekulative gårdkøb. Da han samtidig kunne charmere Greven, og Greven altid var i pengeforlegenhed, var vejen til pengelån kort. Det vides, at Grevens gæld til Esmarck allerede i 1810 var på 84.000 Rigsdaler, og at Esmarck også have garanteret flere af Grevens veksler.

I 1810-11 ønskede Greven at afhænde Herregårdene Ørbækgård, Skjern og Karmark. Esmarck var lige mellemmanden, der kunne klare dette job. Han tog sig godt betalt og tog gode renter af sine lån og kreditter til Greven. Og sikkerhed skulle også etableres. I 1811 havde han således sikret sig et gældsbrev fra Greven på 150.000 Rigsdaler og som tillige gav sikkerhed i ”Ind- og Udbo på Scheel”.
Det lyder af mange penge, og er det såmænd også, men det skal bemærkes ,at Danmark var indblandet i Napoleonskrigene, der først sluttede i 1814. Riget fattedes derfor konstant penge. Det prøvede man at kompenserede for bl.a. ved at forøge pengemængden, hvorved inflationen røg i vejret. Det skulle gå galt, og i 1813 brød pengevæsnet sammen. Statsbankerotten var en realitet.

Men endnu skriver vi 1811 og Greven var ved at komme godt i lommen på sine kreditorer, herunder Esmarck. Da Esmarck nu købte den lille herregård Ingvorstrup lidt vest for Grenaa, blev Greven i januar 1811 sammen med andre af egnens ”selskabeligste Damer og Mænd” indbudt til fest. Esmarck gav nødigt penge ud, så traktementet var meget tarveligt, og da selskabet ønskede ”en lille hopsa” lånte han musikere af Jørgen Scheel, som let lod sig overtale af hans anmodning herom.
I 1812 flyttede Esmarck, der nu titulerer sig Landvæsenskommissær og Kammerråd, ind på godset Løvenholm ved Gjesing, som han – sammen med andre – havde været i stand til at købe af godsejer Fønns. Han har kun penge i hovedet, hvilket megen af korrespondancen med Greven viser. Først og fremmest ønsker han sit pant i ”Ind- og Udbo på Scheel” specificeret for at være sikker på, at sikkerheden holder overfor andre kreditorer. Men Greven var ikke så hurtig hertil, som Esmarck ønskede, hvorfor han selv tager til Gl. Estrup på et tidspunkt, hvor Greven er ude at rejse og indlogerer sig med henblik på at få al det kostbare indbo registreret og vurderet. Grevens kammertjener tør ikke protestere, men sammen med andre bringer han om natten flere kostbarheder i forvaring for at undgå Esmarcks registreringer, hvis endelige mål var tvangsauktion over indboet.
Men båndet mellem Greven og Esmarck bristede ikke trods Esmarcks noget uhøflige og anmassende egenrådighed.

I sommeren 1815 var de begge i København. Greven skulle her bl.a. indfri en æresgæld, men var uden midler hertil, hvorfor han anmodede Esmarck om hjælp. Denne ville ikke stille kapital til rådighed uden fornøden sikkerhed, og det kunne Greven ikke stille, bl.a. fordi han på grund af umyndiggørelse samme år slet ikke kunne disponere over sine få tilbageværende midler. Men Esmarck forsøgte dog på Grevens indtrængende anmodning – og gode betaling – at finde andre lånemuligheder til Greven. Det glippede og Greven var fortvivlet. Esmarck vidste imidlertid, at Greven var i besiddelse af forskellige værdier i form af guldsmykker og andet, som Fru Marcussen til Høgholm havde deponeret hos ham. Baggrunden herfor var den banale, at fru Marcussen ved en eventuel skilsmisse fra sin mand, generalkrigskommissær Poul Marcussen, ville sikre sig imod at stå uden værdier, og fandt netop Greven værdig til hendes ubetingede tillid til at opbevare disse smykker for hende. Esmarck ønskede håndpant i disse fru Marcussen tilhørende værdier. Det var en alvorlig sag, hvis Greven føjede ham, da de jo ikke tilhørte ham og derfor en ulovlig transaktion. Men Greven klyngede sig til, at hvis æresgælden nu blev betalt først, havde han tid til at finde penge til at indløse pantet hos Esmarck. Greven gav derfor fru Marcussens værdigenstande i håndpant til Esmarck og denne forstrakte da greven med den fornødne sum penge til indfrielse af den ubehageligt presserende æresgæld. Det var Grevens eneste mulighed, men han var naturligvis klar over sit svigt.
Men efterfølgende kunne Greven ikke indfri lånet til Esmarck og denne ville derfor realisere det pantsatte ved en auktion. Forinden havde Marcussens på Høgholm fået afklaret deres ægteskabelige forhold. Det blev ikke til skilsmisse og fruen oplyste nu sin mand om de smykker, som hun havde deponeret hos Greven.

Vi må her tænke os til Grevens forlegenhed, da Marcussens ønskede værdigenstandene retur. Der var ingen vej udenom. Greven gik til bekendelse! Marcussens – fruen især – var chokerede, men ikke mere, end at de med loven i hånd henvendte sig til Esmarck og forlangte smykkerne tilbage. Han gav dem dog ikke frivilligt fra sig, og truede med en skandalisering af Greven, fordi denne svigagtigt havde pantsat andres smykker. Det vidste Esmarck jo godt, men truslen virkede alligevel, fordi Greven havde adeligt navn og titel, som mange nødigt så griset for meget til. Det lykkedes derfor ved en del trakasserier at udvirke et forlig, som kendetegnende nok gav den snu Esmarck dækning for sit lån.

Esmarck købte Marienhoffgården i 1816. Han drev gården ved folk, for hans hovedbeskæftigelse var at sikre sig de mange penge, han havde udlånt. Det menes, at han igennem taktiske manøvrer, vagtsomhed og plagerier formentlig fik sikret mange af sine penge. Men udstrakte kreditter var nødvendige overalt. Og nogle tab må han have lidt – helskindet slap han ikke igennem den for landet generelle miserable økonomiske situation.

I 1817 købte Esmarck Bøjstrupgården, – resterne heraf er det lille hus Bøjstrupvej 25, Der ses t.v. Efter udstykning af gården Lille Bøjstrup, kaldtes Bøjstrupgården Store Bøjstrup. Dengang var det en firlænget landbrugsejendom med pæne store tilliggender. Det er lidt tvivlsomt, om det måske kun var dele af ejendommen Esmarck købte, måske med henblik at sammenlægge dem med Marienhoffgården, som han jo også ejede. Men hans adkomst blev aldrig tinglyst, vel sagtens fordi handlen var betinget af købesummens betaling, – og denne betaling udeblev!

I 1824 kan han ikke længere klare prioriteterne på Marienhoffgården og den ender samme år på tvangsauktion.

Esmarcks velmagtsdage var nu talte, og der høres ikke mere om ham før to år senere, hvor han afgik ved døden. Og dog, der hørtes alligevel noget om ham igen 1980’erne, da en vej i Ryomgård opkaldtes efter ham.

RYOMGÅRDS HISTORIE – fortalt i “Ryomgaard Avis” i 1925

Indlæg af Ejler Haugsted om Ryomgaards historie, som bragtes i Ryomgaard Avis i august og september 1925. Stavemåde etc. er bibeholdt. Enkelte navne f.eks. Jørgen Fogh Nilster, Palle Krogh von Hoff og Chr. Helm Mourier-Petersen er rettet til Jørgen Fogh Vilster, Palle Kragh von Hoff og Chr. Hellenus (ofte udtalt og skrevet: Helenius) Mourier-Petersen.

Den nu udtørrede Sø, Kolindsund, var den sidste Rest af et virkeligt Sund. I den graa Oldtid strakte Stenalderhavet en Arm gennem Djursland fra Grenaa Strand til Grund Fjord, og den Dag i Dag kan man spore det fordums Sund og dets Bugter og Vige i en sammenhængende Række af Moser og Enge; fra Pindstrup til Kolind løber Randers-Grenaa Banen paa dens nordre Bred ved Foden af Skraaningerne, der paa et langt Stykke dækkes af rester af den mægtige Skov, der i Oldtid og Middelalder strakte sig i et bredt Bælte gennem Sønderhald og Nørre Herreder, fra Gl. Estrup og Ryomgaard over Løvenholm til Meilgaard og Benzon.
Nu standser Skoven, Fjeldskov (Fællesskoven) ved en Kirkeby, der bærer det mærkelige Navn Marie Magdalene; her har Kirken ikke, som det ellers er Skik i Danmark, taget Navn efter Landsbyen; men en nybyggerlandsby er blevet opkaldt efter en til Marie Magdalene indviet Kirke. Det var Christiern I’s Rigshofmester Hr. Otte Nielsen (Rosenkrantz) til Hevringholm og Bjørnholm, der lod et stykke Skov rydde og opdyrke og til Nybyggerne byggede en Kirke ”i thet stedh som skow oc træ stodhe”.
Da Aarhusbispen Jens Iversen Lange vilde gøre sin Myndighed gældende over den nye kirke, opstod der mellem de to Stormænd en Strid, som blev afgjort af Kongens Retterting, der dømte, at Hr. Otte Nielsen og hans arvinger til evig Tid skulde have Kaldsret til Marie Magdalene Kirke.
Et stykke Østen for Kirken laa en lille Landsby, Ryen eller Ryom, hvis Navn maaske kan sættes i Forbindelse med Skovrydningen, og som sandsynligvis ogsaa tilhørte Hr. Otte Nielsen. Her voksede efterhaanden en Landsbyhovedgaard frem, Ryomgaard Hovedgaard eller Ryomgaard, hvis ældste Historie er hyllet i mørke.
Det kan formodes, at det Gods, den er dannet af, sammen med Marie Magdalene Kirke, er gaaet i Arv i Familien Rosenkrantz og har ligget under Bjørnholm, der efter Hr. Otte Nielsen tilfaldt hans søn, Hr. Erik Ottesen, og derpaa dennes søn Hr. Niels Eriksen, begge Rigshofmestre.
Efter Christoffer Rosenkrantz, Niels Eriksens yngste søns barnløse Død 1561 blev Arven delt mellem mange; det meste af Bjørnholm tilfaldt Rigsmarsken Tyge Krabbes Børn; en af disse Magdalene Krabbe blev gift med Børge Ulfstand til Grimminge og fik med ham en eneste Datter, Margrethe, der bragte alt sit fædrene og mødrende Gods til sin Ægtefælle, Erik Axelsen Rosenkrantz til Laugtind. Det er muligt, at Marie Magdalene Kirke og det Gods, der blev til Ryomgaard, har hørt til Margrethe Ulfstands mødrende Gods. Sikkert er det, at Ryomgaard Hovedgaard som Arvegods tilhørte Erik Rosenkrantz’ Datter Birgitte; det står i en af de Rettertingsdomme fra 1608 og følgende Aar, der er de ældste skriftlige Kilder til Ryomgaards Historie.
Birgitte Rosenkrantz blev 1576 gift med Mogens Juel, en Søn af Landsdommer Palle Juel til Pallesberg og Strandet. Efter at han havde tumlet sig i udenlandsk Krigstjeneste og blandt andet kømpet mod Tyskerne i Ungarn, deltog han i 1567-70 i Syvaarskrigen i Tjeneste hos Johannes Friis til Hesselager.
Efter Krigen tjente han 6 Aar i Frederik II’s Gaard, indtil han giftede sig. Han hørte til den Kreds udenfor Adelen, der deltog i Festerne ved Hove og fulgte Kongen paa Rejser. 1597 blev han Landsdommer i Nørrejylland og blev forlenet med Asmild Kloster, hvor han opslog sin Bolig; her døde han pludselig Valborg Aften 1605 efter et Maaltid ”som var krydret med mange smukke Ord og Tale”, i Frænders og Venners Lag.
Første Gang, vi i dokumenterne sporer hans Tilknytning til Ryomgaard, er den 10. Juli 1585, da han af Kronen begærer et Bol i Ryen til Mageskifte. I Marie Magdalene kirke findes hans og Hustrus Navne paa Altertavlen med aarstallet 1593, og han har bygget Kirkens Taarn.
Han døde som en meget forgældet Mand. Fru Birgitte blev Gang paa Gang stævnet af hans Kreditorer og maatte for at tilfredsstille dem afstaa det meste af sit betydelige Jordegods.
Skønt Ryomgaard var pantsat til Jomfruerne Dorte og Anna Vesteni for 7250 Daler, solgte hun Gaarden de, 23. Januar 1606 til sin Broder Bærge Rosenkrantz til Ørup (i Skaane), der kort efter – i April – overdrog den til Axel Galt. Jomfruerne Vesteni forsøgte at omstyrte disse Handeler, men Forsøget mislykkedes, da der var sikkerhed i andre Gaarde.
Da Axel Galt havde betalt 21.500 Daler i Guld og enkende Daleb, tiltalte han den 15. Juni 1608 Børge Rosenkrantz for Rettertinget og fik ham dømt til at give nøjagtigt skøde; han havde kun udstedt et Følgebrev ved Overdragelsen. Det holdt haardt at faa Skøde. Den 28. Marts 1610 tiltalte Axel Galt paany Børge R. til uden Svig og Argelist at gøre ham et nøjagtigt Skøde på Ejendommen, og han fik det endeligt.
Axel Galt var en Søn af Gjord Pedersen Galt til Palsgaard og Tyrrestrup og Regitze Rosenkrantz Folmersdatter til Stensballe; han var Lensmand på Aastrup i Vendsyssel fra 1602 til sinDæd 1614. Ogsaa hans Formueforhold var slette, hans arvinger gik fra Arv og Gæld. Endnu mens han levede (1613) nævnes en anden ejer til Ryomgaard, den norske Adelsmand Gudde Galle, der var gift med en Datter af Jørgen Marsvin til Nørlund. Indtil 1618 skrev han sig til Ryomgaard.
Den næste Ejer var Enevold Kruse (1554 – 1621), der tilhørte en gammel Jydsk Slægt, hvis Vaaben er en blaa Jødehat med røde Opslag i Sølvfelt. Hans Fader, Thyge Kruse til Vingegaard, satte ham i Skole paa Herlufsholm og lod ham derpaa ved Universitetsstudier i Udlandet uddanne sig til Embedsmand. Efter at have været Sekretær i Kancelliet 1578 – 82 var han 1582 – 1608 Rentemester, var derpaa Statholder i Norge og Høvedsmand på Akershus 1608-18 og Lensmand paa Tranekjær 1618-21. Fra 1608 sad han i Rigsraadet.
Sammenligner an hans – mer glimrende løbebane med Mogens Juels, ser man, hvorledes de danske Adelsmænd omdannes fra Krigere til Embedsmænd. Han samlede efterhaanden en betydelig mængde Gods; hans Gaard var Hjermeslev i Børglum Herred; senere købte han blandt andet Stenalt. Hvornaar og hvorledes han kom i Besiddelse af Ryomgaard, vides ikke. 
Hans søn Jørgen Kruse (d. 1668) begyndte sin Løbebane ligesom Faderen med en lang Udenlandsrejse og Sekretærvirksomhed i Kancelliet, men han naaede ikke højt. Han er det nuværende Ryomgaards Bygmester..
Ryomgaard ligger paa Nordsiden af det omtalte store Mosedrag paa en halvø, der skyder sig ud i Kæret i nordvestlig Retning; den lille Aa, der danner Afløbet fra Vallum Sø, skiller Halvøen fra det gamle Sunds nordre Bred. Den ældre Gaard, som Jørgen Kruses Borgegaardsanlæg afløste, laa efter Fundamentrester at dømme tæt ud til Kæret paa Halvøens Sydside; den nye Borgegaard blev bygget et halvt hundrede Alen nordligere. Paa det nordøste Hjørne stod der et ottekantet Taarn, hvis Fundamenter findes. 1770 er dette Anlæg blevet stærkt omdannet, men den østre Del af Hovedhuset og den korte Østfløj tilhører dog Jørgen Kruses Hus og viser, at det blev opført af røde Mursten lagt i Krydsskifte paa en med huggen Kamp beklædt Sokkel.
Omkring den nuværende indgangsdør er der indmuret en Sandstenportal fra det oprindelige Anlæg; den har siddet omkring Døren i et Trappetaarn. Paa Portalen læses: ”Jørgen Kruse F Beate Bulav thil Hærmidtsløfgaard” over Ægteparrets fædrene og mødrende Vaaben og Aartstallet 1643.
Ladegaarden. Der blev bygget først, blev anlagt Øst for Borgegaarden; den bestaar nu af Lade i Øst og en Stald i Syd. Laden er opført i Grundmur over en Kampestenssokkel, har Kamgavle og et meget højt straatægt Tag; den er vel vedligeholdt og er en af de smukkeste af de treskibede Højrumslader, der endnu findes paa en Del gamle Herregaarde; den bærer Aarstallet 1637.
Ryomgaard har ikke været et sted, hvor der har været tjent Formuer . tværtimod. Ogsaa Jørgen Kruses arvinger maatte gaa fra Arv og gæld. Maaske er det de onde Aar under Svenskekrigen, der har gjort, at Hr. Kruse økonomisk set gik tilbage.
Den næste Ejer af Ryomgaard er Magister Laurids Jensen Bording eller Borum (1610-77), hvis slægt stammer fra Borum; han er Søn af Raadmand Jens Bording i Aarhus. Efter at have taget Teologisk Eksamen var han et par Aar Hører på Herlufsholm, og derefter tilbragte han 14 Aar på Udenlandsrejser. Ved Hjemkomsten blev han Professor ved Sorø Akademi, men det varede kun et par Maaneder, før han blev Lektor teologiæ i Aarhus, som hans Bedstefader havde været før ham. Han blev gift med Borgmesteren Rasmus Nielsen Brobergs Datter Ingeborg og ble en velhavende Mand.
Han havde Penge staaende i Ryomgaard og nu maatte han tage Ryomgaard Hovedgaard i Betaling for sine udsatte rede Penge. Han tog sin afsked i Aarhus 1874 og tilbragte sine sidste 3 Leveaar i Ryomgaard. Hans eneste Søn, den ugifte Dr.jur Rasmus Bording sad som Ejer til 1703. Ti Aar efter købte dennes Søster Magdalenens Mand, Peder Fogh, de andre ud.
Peder Fogh (1675-1753) var Søstersøn af Griffenfeld og var blevet adlet 1707. Han blev senere Etatsraad. Han var tre Gange gift, men havde ingen Børn. I Marie Magdalene Kirke satte han et Epitafium over sine tre Hustruer og lovpriste dem i en lang latinsk Indskrift. Han stiftede et Legat paa 3000 Rdl. Der af hans Søstersøn blev forhøjet til 3500, hvis Renter skulde anvendes til Skolehold i Marie Magdalene, Nimtofte og Ebdrup, til de fattige paa Godset og i Aarhus til en Student og Dicipel paa Aarhus Katedralskole. Han døde 78 Aar gammel og efterlod Gaard og Gods til sin Søstersøn Jørgen Fogh Nilster, der blev adlet under Navnet Fogh-Nilster. Han døde barnløs i 1756 og hans Enke Ane Marie Galthen giftede sig med Oberstløjtnant Palle Krogh von Hoff (1717-99).
Han har givet Borggaarden dens nuværende Skikkelse. Paa Vestfjøjens Gavl er der indsat en Tavle med hans og hans Hustrus Navn og Vaaben og Aarstallet 1768. Den lange Lindealle, der syd for Stalden fører hen til Plænen foran Hovedbygningen, og som bærer tydelige Spor af, at den oprindelig har været klippet, stammer fra den Tid. Ved dens Indgang staar to Stenborner, der er dekorerede med en sol og derunder P.K.H.A.M.G. 1763.
Paa Auktionen efter hans Død blev Ryomgaard tilslaaet hans Brodersøn, Henrik Muhle von Hoff til Silkeborg. Han var en mærkelig Mand, yderig og rastløs virksom trods et svagt Helbred. Paa Silkeborg  gjorde han store Anstrengelser for at realisere sin Yndlingside: at gøre Gudenaa prambar og faa en lille Købstad eller Ladeplads anlagt der; men han mødte Vrangvilje overalt, og maatte opgive Planen. Han var Landmand med Liv og Lyst, men beskæftigede sig ogsaa med Literatur.
Ryomgaard blev nu solgt for 47.000 Rdl. Til Hoffs Svoger Peter Marcussen Wodchou. Godset var af Hoff blevet udstykket og af nye Gaarde blev indrettet: Marienhoff, opkaldt efter Fru Ane Marie Hoff, som med nye Bygninger, 242 Tdr. L.A. og Eng og noget Gods blev solgt for 33.000 Rdl. Margrethelund, der med de nye Bygninger og 400 Tdr. L, mest Hede, blev solgt for 17.000 Rdl.; Carlsruhe (Ny Ryomgaard), der uden Bygninger med 123 Tdr. L. Ager, 130 Tdr. L. Skov og 40 Tdr. Mose blev solgt til Ejeren af Hovedparcellen, og Kragelund, der med 43 Tdr. L. Ager, 31 Tdr. L. Eng og 74 Tdr. L. Skov blev solgt for 15.000 Rdl. Saaledes blev Godset udstykket. Hoff forsvandt fra Egnen og døde som en fattig Mand i Viborg. Godset Ryomgaards Saga var ude. Hovedparcellen, der blev kaldt Gl. Ryomgaard i Modsætning til Ny Ryomgaard (Carlsruhe) var en stor Proprietærgaard, hvis Ejere havde svært ved at klare sig i de vanskelige Tideer efter den store Krig. Efter Wodschou ejede P. Brockenhuus Ryomgaard (1825-34), og Th. Carstensen solgte den 1854 til Chr. Helm Mourier-Petersen (1828-1903), en Søn af Generalkrigskommissær Chr. Petersen til Engelsholm og yngre Broder til Hedeselskabets mangeaarige Formand A. Mourier-Petersen til Holbækgaard. Han var to Gange gift, først med Jensine Komtesse Scheel fra Gammel Estrup, derpaa med Marta Briand de Crévecoer. Han var en Tid Folketingsmand (1864) i Grenaakredsen, men sad ellers rolig paa Ryomgaard, som han udvidede ved Køb af Marienhoff og Ny Ryomgaard.
I hans Ejertid genopstod den længst forsvundne Landsby Ryom som Stationsby.
I 1902 solgte han de tre Gaarde til Hofjægermester A.F.H.Castenschiold, den nuværende Ejer af Overgaard og Borreby. I Mourier-Petersens lange Ejertid var Hovedbygningen bleven noget forfalden og Haven var tilgroet. Nu blev der luftet ud i den tætte trævækst, en Sump blev til en Dam, og i Husets indre blev der foretaget en Del forandringer.
I 1912 blev Gammel Ryomgaard købt af Grev Jørgen Scheel. Til Gaarden hører der nu ca. 170 Tdr. L. væsentlig Eng. Kommer man fra de tørre, golde og forblæsteBakker mod Nord, virker Ryomgaard som en Oase; den gamle røde Gaard ligger lunt bag de hundredaarige Træers tætte løvhang

DEN NY BY

OVERSIGT:

Ryomgaard bliver til
Perioden 1870 – 1902
Perioden 1902 – 25
Realskolen startes
Nye virksomheder
Bybilledet
Den livlige by
Kloaksagen og bevillingssagen
1930-erne og lidt af 1940 erne
Politik

RYOMGAARD BLIVER TIL

Selvom jernbanen med dens store station fra 1876 var en kendsgerning, gik det i starten kun langsomt frem med by-skabelsen. Men da Chr. H. Mourier-Petersen i 1902 solgte Gl. Ryomgård til Carl V.B. Castenschiold, der samme år videresolgte til sin søn A.F.H. Castenschiold fik byen næring og råderum. Nu skete der noget, – den nye by fik grundfæste og kunne vokse for viljen hertil var til stede hos den, som ejede jorden.
 

RYOMGAARD – ISÆR PERIODEN 1870-1902

Måske er det bedst at starte med et kort før ovennævnte periodens start, nemlig 1816, hvor byen endnu ikke var til. Kortet nedenfor viser Ryomgård, før der var nogen by. Det er ikke så tydeligt, men vejen fra Mesballe ses, dukke op fra bunden af kortet og opad. Den fortsætter mod nord i et kryds over i Nørregade. Krydset er ikke i nuværende rundkørsel, men ved jernbaneoverskæringen, hvor vejen fra vest (Pindstrupsiden) kom ind (– det blev senere blev til jernbanespor). Mølledammen ses i midten t.v. for vejen og Gl. Ryom t.h. påtegnet matr. nr 1 A. Fotoet er senere tilrettet, derfor nogle overskrivninger.

Livet stod næsten stille på det lille sted, – men så kom jernbanen, – og alligevel skete meget lidt, sådan lige til en start.

For selv efter jernbanens ankomst skete der faktisk meget lidt, kun ganske langsomt groede en lille by frem. En vindmølle var på et tidspunkt mellem 1867 og 1875 blevet opført på en af bakkerne nord for stationen (Møllebakken), og måske nogenlunde samtidig (eller nok lidt tidligere) var et teglværk blevet anlagt på nuværende areal mellem Nørregade og Nimtoftevej, hvor det kunne afgrave leret i den for enden af Nørregade (nr. 11) liggende lergrav. En senere tid har omtalt lergraven som en mergelgrav, og det kan da også være, at mergel (der er en lerart) senere, vel først efter teglværkets ophør, er blevet hentet i jorden der. Resterne ses i øvrigt stadig (forår 2017) i Nørregade 11 og vil man se dem, skal man skynde sig, da arealet er solgt i 2016 til bebyggelse (Dolmer Parken).

Fotoet t.v. er udateret, men hentet fra et postkort dateret d. 4/12 1909. Det er taget fra Mølledamhuset eller i hvert fald fra Thorsager-vejens vestside ind mod Ryomgård, hvor træerne i højre side dominerede Mølledammens syd-østlige hjørne. Man aner, især ved forstørrelse, broen over Mølledammen i højre side (bag træerne). Møllen på bakken ses tydeligt, men bygningen svagt t.v. for den, kan ikke identificeres. Lidt over fotoets midte anes vejen ind til byen.

Kortet nedenfor er fra ca. 1883. Kroen er nævnt. Den er lige blevet bygget, for det blev den i 1879-1880. I Aarhus Stiftstidende d.  11.08 1879 kan man læse følgende referat fra et møde i Randers Amtsråd:
Indenrigsministeriets skrivelse af 25 juli d.a. hvori tilsiges købmand N.C. Fischer af Nimtofte bevilling til at drive gæstgiveri ved Ryomgård Jernbanestation, imod at han opfører fornødne bygninger med tilhørende rejsestald.
Det er det første og måske eneste bevis for Hotellets opførelse, for selv ikke tingbøger kan her hjælpe, da matrikulering af arealet først skete i 1903. Indtil da var hotellet således på lejet grund! På kortet ses også et symbol for vindmøllen på toppen af Møllebakken, ligesom teglværket er nævnt.

Infrastrukturen var i sin vorden, og i 1890 kunne man finde oplysning om jernbanetog til Randers, Aarhus og Grenaa, og nedenunder landpostbudenes ruter.

Et af de første fotos af Ryomgård som en lille by ses nedenfor. Det er fra et tidspunkt i 1890’erne og fotograferet fra nuværende Skovbakken ned over Nimtoftevej. Møllen på Møllebakken ses tyeligt og for den skarpe iagttager kan gården “Nordly” skimtes, især ved forstørrelse. Dens konturer falder dog svært sammen med omgivelserne. Gården “Nordly” (Egevej 2) ses registreret første gang som opført i 1903, men er – som det ses – ældre.

Fotoet nedenfor er fra 1918 og igen med Nimtoftevej i forgrunden. Det gengiver især Teglværket og stationen yderst t.h. og jernbanebommene yderst t.v.

I 1890 formåede en del mælkeproducenter at overtale H. Mourier-Petersen til at udleje et areal (Slotsgade 3) til mejeri, der stiftedes i andelsregi. Den. 3. september 1890 rullede de første mælkevogne ind på mejeriet og en ny epoke tog sin begyndelse for de næste ca. 80 år. Det er muligt, at også andre grundstykker blev udlejet.

Fotoet t.v. af Mejeriet i Ryomgård er fra 1930, – det ældste vi kunne finde.

Udover Gården (Gl. Ryom – nogle siger slottet, men det er det jo ikke, da et sådant er royalt), med dets stald og ladegård forefandtes således bomhuset, mølledamhuset med vandmølle og pakhus, teglværket med tørreplads, en lille landbrugsejendom bag teglværket (nu Egevej 2), vindmølle på Møllebakken med en mindre tilknyttet bygning, hotellet og stationen, der hurtigt udbyggedes med pakhus og tjenestemandshuse, samt ledvogterhuset ved jernbaneoverskæringen. Og tæt ved stationen og dets skinner lå et lille vandtårn med vindmølle. Der var også yderligere, hvad bl.a. fotoet ovenfor bevidner, f.eks. villa Svanholm i Markedsgade og Jernbanegade 7, der var (delvist) landbrug samt vognmandsforretning (Frederiksen med sit heste-span og sin drosche). Købmand A.C. Andersen skriver i sine erindringer, at han havde
“paatænkt at oprette en Ægeksport-Forretning ved min Hjemegns Jernbanestation i Ryomgård. Der var det mærkelige ved den Station, at der paa daværende Tidspunkt – 1902 – endnu var saare lidt af en By, til trods for, at Stationen og Jernbanen var kommen 26 Aar tidligere. Dette havde sin Aarsag deri, at al Jorden omkring tilhørte en Godsejer – Mourier Petersen – der ikke vilde sælge Jord, og ikke ønskede nogen Stationsby der paa Stedet. Tilhørende Godset var et Teglværk og et Beboelseshus, en Vandmølle og en Vindmølle, en Gæstgivergaard, hvori der ogsaa var en Købmandsforretning, et Hus til Beboelse for Jernbaneportører, og et Hus til Beboelse for en Jernbanerestauratør. Og saa havde Godsejeren udlejet paa en længere Aarrække et stykke Jord, hvorpaa der var bygget et Andelsmejeri og et Stykke Jord til en Karetmager, der havde bygget Værksted og Beboelseshus. Dette var Byen i 1902, da han solgte Godset til en anden.”

Stationen var en markant og flot bygning, – arkitekttegnet og ikke som mange andre blot plagieret, – der knejsede flot på det næsten mennesketomme sted i den by, der endnu ikke hed noget, – og dog! Jernbaneselskabet skulle give sin station et navn, hvilket blev Ryomgaard St, ofte forkortet til Ryom St. Da stedet var jernbaneknudepunkt, blev lederen af stationen ikke stationsmester, men stationsforstander, hvilket understregede stationens betydning for jernbanetrafikken som knudepunkt.

 PERIODEN 1902 – 1925

Den nye ejer af Gl. Ryomgård i 1902 Hofjægermester Holten Castenschiold, ville gerne sælge jord til byggegrunde, og købere fandtes i pænt omfang. I de gamle skødeprotokoller kan man følge forløbet på de ældste udstykninger. De er her gengivet i delvist systematiseret form under den fælles matrikelbetegnelse, Ryomgård Hovedgård, Marie Magdalene Sogn:

 matr. nr                        ejer                              adresse

År 1903
1 s                                J. Boysen                      del af Slotsgade 1

1 p                                Rasmus Rasmussen      Jenbanegade 3

1 m                               Laurits Nielsen               Jernbanegade 13

1 l                                 H. Knudsen Elle             Ryomg Hotel

1 o                                R. Jensen                     Skovvej 13

1 K                               J.P. Olesen                   Jernbanegade 1

1 i                                 A.C. Andersen               Slotsgade 6

1 d                                J. Boysen                      Slotsgade 1

Ryomgård Hotel ses nedenfor i et af de første fotos af Hotellet, ca. år 1900, hvor Hotellet omtales som “Gæstgiveri ved Ryomgård station”.
D. 09.12 1903 kunne man i Jyllands Posten læse dette:
“Elles Hotel, Ryomgård station. Undertegnede har fra 1. novb. d.a. overtaget gæstgivergården ved Ryomgård station og driver den under ovennævnte navn. Ny montering, 1. kl. sengeudstyr, á la carte hele dagen. Køretøj til udlejning. Ærbødigst H.C. Knudsen Elle, restauratør på banegården.”

Af gamle tingbøger kan man se første udstykning af denne grund i 1903 til H.C.Knudsen Elle, f. 1856. Men hotellet er som foran omtalt opført tidligere. På fotoet ovenfor ses hotellet før 1906, idet Knudsen Elle ombyggede rejsestalden til højre i billedet til indgangsparti. Bagest t.h. skimtes møllen på Møllebakken. Det hører med til omtalen af Knudsen Elle, at hans virke startede i byen i 1894, hvor han d. 12.03 indrykkede denne annonce i Jyllands Posten:
“Ryomgård stations restauration.
Undertegnede har overtaget ovennævnte restauration fra 01. april d.a. og anbefaler sig til de ærede rejsende. Ved morgentogene forefindes kaffebord. H.C. Knudsen Elle”.
Knudsen Elles tid blev i øvrigt ikke lang, da han dør allerede 1909 på Grenå Sygehus, 52 år gammel. Hans enke driver hotellet videre ca. 1/2 år, hvorefter hun i oktober 1909 sælger “Ryomgård Gæstgivergård” til tidligere bestyrer af Jebjerg Kro, Niels Knudsen for 29.500 kr”, (Randers Amtsavis d. 13. 10 1909).

Knudsen Elle.” I 1903 begyndte han som selvstændig købmand og byggede da sin nye ejendom på hjørnet af Jernbanevænget og Storegade (nuværende Jernbanegade og Slotsgade). Måske blev den først helt færdig i 1906, ( – kilderne er lidt forskellige omkring det). Ejendommen fik adressen Storegade 1, og Boysen indrettede her en blandet landhandel, der ud over kolonialvarer også handlede med grovvarer og manufaktur.

T.h. foto af Købmand Boysens butik i 1920érne.

I Boysens Ejendom var der forretning i hele stueetagen og beboelse på 1. og 2. sal. Det var byens absolut flotteste ejendom, og i dens gård bag ejendommen var der plads til hestehold.

På modsatte hjørne byggede A.C. Andersen en købmandsbutik med hovedvægt på kolonialvarer og isenkram og senere også trælasthandel.

År 1904
1 y                                Chresten Jensen           Skovvej 15

1 v                                Niels M. Jensen             Slotsgade 8

1 n                                A. Marius Andersen       Jernbanegade 11

1 h                                Martin Rasmussen         Slotsgade 2

1 u                                Marius Andersen           Slotsgade 5

1 t                                 Ryomg Andelsmejeri      Slotsgade 3

År 1905

1 ac, 1 gh, 1 gi            Anders Andersen          bl.a. Slotsgade 10

1 æ, 1 ck                      Neesgård                     Slotsgade 20

1 ø                                J. Boysen                    Jernbanegade 23 B

1 x                                A.C. Andersen              Østergade 2

1 aa                              Rasmus Andersen        Jernbanegade 9

1 ae                              A.C.Nielsen Grann        Jernbanegade 5

1 ab                              Frederik Elmstrøm         Jernbanegade 7

1 z                                ?                                  Inddraget til vej

(krydset Vestergade/ Skovvej/Slotsgade, – ejendommen blev nedrevet for at give plads til vejudvidelse).

Købmand A.C. Andersen byggede sin købmandsforretning (nuværende Slotsgade 6) overfor Jannik Boysens.

Læs eventuelt Købmand Andersens erindringer på disk, der lånes gratis på Midtdjurs Lokalarkiv i Kolind onsdage mellem kl. 14-17.
Et husmandsbrug dukker op i 1905 på nuværende Margrethelundvej 10, udstykket fra Margrethelund til Rasmus Nielsen, men ellers er det fra Marienhoffgården, at udstykningen tager fart.
Læs evt. mere herom under fanen: Omegn.

År 1906

1 ai                               C. Hornslet                   Jernbanegade 17

1 q                                J. F. Falking                 (inddraget som vej, del af Skolegade)

År 1907

1 ab                             Niels Frederiksen          Jernbanegade 7

1 al                              W. Flentje                     Slotsgade 12

1 am                            Staldforpagter Vilh. Olsen                Nygade 3 A

År 1908

1 ao                              J. Boysen                     Vestergade 1 B

Det ser lidt magert ud fra 1906 -1908, men udviklingen gik også langsomt. Opremsningen er dog ikke fyldestgørende og nogle af parcellerne blev handlet flere gange i perioden, ligesom flere bebyggelser skete på grundlag af købekontrakter, der forudsatte en senere udstykning, og senere tinglysning.
Nedenfor et foto af dagvognen (eller diligencen, som den også kaldtes) i Boysens gård (Slotsgade 1), klar til afgang. Begrebet dagvogn eller diligence må være et ukendt begreb i dag, hvorfor lige ofres lidt omtale af fænomenet:

Postvognen fra Meilgård var 4-sædet og derfor både til post og personer. I Jannik Boysens gård skiftedes heste, og mandskab fik et hvil. Jernbane og rutebiler (eller omnibusser. som de kaldtes dengang) udkonkurrerede den inden længe over hele landet. Læs evt. om udviklingen – fra en lokal synsvinkel – i 90 års jubi-skriftet “de graa busser” (2010).

I 1810 oprettedes en postrute fra Randers til Grenå. Denne rute gik fra Randers ind over Skoffergårde (på gamle kort står: Skofferhuset, – Østenfjeldvej 1), videre til Svenstrup og Nimtofte, hvor der var et brevsamlingssted på Ryomgaardvej 9 (se huset på fanen sporløs 9/3 og 5/4 2020), der også behandlede post til og fra Ryomgård. I Århus Stifttidende d. 01.10.1880 kan man læse denne annonce: “Nimtofte – Ryom station. Hver søgnedags morgen kl. 7 afgår postbefordring fra Nimtofte til Ryom station, medtagende passagerer, og returnerer efter togets afgang fra Ryom. Alle bud, pakker og fragt besørges – N.Thomsen”
Fra Nimtofte fortsatte postvognen over Sjørupgård, Tøstrup og Gammelmølle til Grenå (Gammel Landevej hedder vejen i dag, dengang blot “Landevejen”). Når postvognen også var til passagerer – hvad den oftest var – kaldtes den ofte dagvognen – af og til diligencen. I teksten til fotoet ovenfor nævnes, at det er “Postvognen fra Meilgård” – sådan har jeg fået at vide, at den kaldtes, men dokumentation for en forbindelse til Meilgård har jeg ikke kunnet finde. Det lyder dog troligt nok, da dette driftige sted måtte have megen gods til befordring. Fra 1874 var der daglig forbindelse. I 1876 ophørte dagvognen med at passere Nimtofte. I stedet bragtes posten til Ryomgård, hvor et brevsamlingssted nu var oprettet i forbindelse med jernbanens ankomst til stedet. Fra 1. jan. 1912 skete al postekspedition i Nimtofte fra Nimtofte Jernbanestation, der netop var blevet oprettet i forbindelse med Gjerrildbanens etablering. Dagvognens tid var herefter forbi her på egnen. Fotoet ovenfor kan være fra den sidste afgang i 1912.

Tilbage til Ryomgård:

Realskolens tegne- og sanglærer Marius Dynesen tegnede ca. 1930 denne tegning t.v. af Ryomgård og omegn. Sådan forestillede han sig området, ca. 1912-13. Skolen var da under under opførelse, mens Gjerrildbanen endnu ikke eksisterer.

Det må erindres, at mange i byen boede til leje f.eks. jernbanepersonale og det dengang ikke ubetydelige folkehold på Gl. Ryom, ligesom tiden var karakteriseret af mange tjenestepiger, karle. lærlinge og tyende (som man kaldte tjenestepiger) samt børn. Ansatte på stationen forøgedes især i 1911 ved Gjerrild-banens etablering, hvor stationen talte 20 ansatte, dog ca. det dobbelte, hvis man også regner medhjælpende hustruer med samt bude og stationsforstanderens tjenestefolk – først og fremmest rengøringspersonale, der rengjorde hele stationen, altså ikke blot stationsforstanderens tjenestebolig på 1.sal.

Jernbanegade – eller Stationsvejen, som man kaldte den i 1912. Efter Elles Hotel ses bagerforretningen, dernæst (den senere) cykelforretning, og så et privat hus, der i dag huser “Hair by Adelsbøll”. For enden af vejen skimtes Jannik Boysens garageanlæg.

I Allingåbro fortalte en tidssvarende undersøgelse (ca. år 1900), at der ud af 300 indbyggere var 25 tjenestepiger og ca. 80-90 børn. At der virkelig var kommet liv i byen fremgår bl.a. af, at Håndværker- og Borgerforeningen stiftedes d. 09.12. 1906.

Det er ikke nemt at finde foreningens første formand, derimod ved vi, at manufakturhandler F.R. Beuschau, Ryomgård var formand for foreningen 1913-1917.  Ferdinand Reith Beuschau er i øvrigt anført i kirkebogen som forlover sammen med købmand A.C. Andersen for Axel Munchs vielse med frk. Ellen Kirstine Sørensen i Marie Magdalene kirke d. 01. aug. 1917.  Se eventuelt mere herom i sitet ryomreal65. WordPress.com, hvor jeg under fanen “sporløs” har indsat et foto af Ellen Kirstine Sørensen. Parret blev skilt efter 5-6 års ægteskab.
Købmand A.C. Andersen kan have været første formand, men dokumenterbart er alene, at han blev formand for Djurslands Handelsstandsforening i 1909, hvori Ryomgårds handel naturligvis også var repræsenteret. A.C. Andersen (købmand i Ryomgård 1904-1938) skriver i sine erindringer: “En Dag i Begyndelsen af Februar 1909 samledes der saa en Del Købmænd i en større Stationsby (Allingaabro), hvor der blev drøftet Betimeligheden og Nødvendigheden af en saadan Forening til at varetage Købmændenes tarv. Resultatet blev, at en Handelsforening for Djursland blev stiftet, og det viste sig, at den gjorde megen Nytte straks i den første Tid, og særlig under Verdenskrigen. Der blev valgt en Bestyrelse, og jeg havde den Ære at blive Formand.”

“Nimtofte Mejeri får stor Tilgang. Landmænd i Skoffergårde, Kærende Mark, Kærende By, Koed Mark, Højvang, Bøgely og Grandly har hidtil leveret til Mejeriet i Ryomgård. Fra 1. oktober vil de levere til Mejeriet i Nimtofte”.

I 1912 (skøde tinglyst i 1913) solgtes Gl. Ryom til Greve Jørgen Carl Scheel, der egentlig stod Gl. Estrup nærmere, men ikke kunne udvirke enighed blandt arvingerne, hvorfor han købte Gl. Ryom. Jørgen Scheel solgte i 1941 Gl. Ryom til Johs. Fogh Nielsen (med andel til konsul Toft Nielsen, Horsens). Under hele Jørgens Scheels ejerskab fortsattes udstykningerne. Befolkningstallet voksede om end byggeriet ikke altid fulgte med i samme takt med. Den 1. mar. 1918 kunne man i Dagbladet Djursland læse:

“Bolignøden i Ryomgård
I Marie Magdalene-Koed kommune (Ryomgård) har der vist sig en stærk bolignød. Adskillige familier står husvilde til flyttedag 1. maj. Sognerådet har derfor besluttet at indføre huslejenævn, hvortil det er valgt skomager H. Christoffersen, Niels Chr. Nielsen, Ryomgård, gårdejer Laurits Jensen og husmand Peder Mogensen, Pindstrup. Til formand for nævnet er af herredsfogeden udnævnt postmester Haurbach, Ryomgård og til suppleant mejeribestyrer Jensen, Ryomgård.”

I ca. 1918 åbnedes en bank i byen. Historien bag kan læses i Grenaa og Omegn – før og nu, 2010: Bankkrakket i Grenaa, af Jens Daugaard, Grenå, hvor løst citeres, at i 1908 oprettedes i Grenaa “Grenaa Folkebank”, hvilket navn dog allerede ændredes i 1914 til “Djurslands Landmandsbank”. Banken fik en pæn start og byggede til sig selv den flotte bygning på Torvet i Grenaa, der i dag rummer Djurslands Banks hovedsæde. I perioden frem til 1918 oprettedes flere filialer rundt om i oplandet, bl.a. i Ryomgård. Allerede i 1921 led banken store tab ved betalingsstandsninger blandt nogle af bankens lånere. Og nedturen fortsatte bl.a. med fald i ejendomspriser og kursfald. “Den Danske Landmandsbank” – Skandinaviens største – kom i alvorlig krise i 1922, og med den også 30 andre – mindre – banker. Finanskrisen dengang lod intet tilbage for vor tids finanskrise. Betalingsstandsningen i “Djurslands Landmandsbank” (der trods en vis navnelighed ikke havde noget med “Den Danske Landmandsbank” at gøre) blev en realitet d. 4. marts 1922, og rev naturligvis sine filialer med sig, deriblandt altså også banken i Ryomgård. Likvidationen af banken og dens filialer strakte sig over 6 år.

“Banken for Grenaa og Omegn” åbnede i november 1922 på ruinhoben fra “Djurslands Landmandsbank” bl.a. ved køb af dennes bygningen på Torvet i Grenaa samt overtagelse af en del af dens aktiver og passiver.

KORT OVER RYOMGAARD 1906

Ovenfor ses et kort, oprindelig tegnet i 1816, og tilrettet både i 1864 og 1906. Vejsystemet har endnu ikke fundet sine ben at gå på. Et rodet vejareal har dog fået fæste ved stationen og hen til Slotsgade (- der dengang hed Storegade, – ved kommunesammenlægningerne i 1972 ændret til Slotsgade) og videre op til Vestergade-krydset (i dag rundkørsel). Vejen mod Pindstrup er nu ført i et forholdsvis nyanlagt spor efter at jernbanen har hugget den oprindelige vej. Lidt mod vest ser det ud til at ophøre brat for at dreje vinkelret op mod Marienhoffgården. Men sporet fortsatte også ligeud mod Pindstrup, for i dette vinklede kryds stødte det nye hjulspor fra Marie Magdalene til. Man ser flere matrikelnumre, som ikke samtidig kunne genfindes i ”skjøde- og panteprotokollen”. Det skyldtes, at tinglysningen ofte haltede nogen tid efter matrikuleringen, fordi man typisk købte grunde på betingede købekontrakter, som først sendtes til tinglysning med påtegningen ”endeligt skøde”, når betingelsen – som regel købesummens berigtigelse – var opfyldt, måske først nogle år senere. Man tog disse juridiske spidsfindigheder ret afslappet!

Sideløbende med de gradvise udstykninger, var der gang i udviklingen ved jernbanen, hvor man kunne finde yderligere tjenestemandsboliger ad den lille vej langs banen mod vest ligesom stationsarealet udbyggedes med flere rangerspor, lokomotivgarage og – værksted, folkestue og “badeanstalt” (ved lokomotiv-garagen), pissevare (ja, det hed det altså!), lager herunder også kokslager og kiosk. Og vandforsyning til damplokomotiverne havde jo været nødvendig fra start af. Oprindelig havde der været forsyning af vand i form af en stor vandkran, men senere lavede man om på det ved at opføre et stort vandtårn, hvori vandet samledes og ledtes ud til to vandkraner. Alt dette skete naturligvis langsomt og successivt. Badeanstalten fortjener lidt mere omtale, se under fanen Jernbanen.
Aktiviteterne ved stationen var – som det fremgår – mange, og knudepunktet udbyggedes med Gjerrildbanen i 1911, der i dens vestlige anker fik hjemsted i Ryomgård. Følgelig byggedes en remise på hjørnet af nuværende Jernbanegade og jernbaneoverskæringen, beregnet udelukkende til Gjerrild-grisen, som dens lille motorvogn/lokomotiv hurtigt blev døbt af folkene på strækningen.  I remisen var der også to små værelser med kakkelovn og vaskekumme og et lille aftrædelsesrum, så lokomotivføreren og fyrbøderen om nødvendigt kunne overnatte. Der var jo langt til Gjerrild sidst på aftenen (senere også til Grenå), især om vinteren, og skulle man alligevel starte tidligt næste morgen, – var det nødvendigt at overnatte i Ryomgård, og stå tidligt op, for lokomotivets kedel skulle jo varmes op!

Gjerrildbanen havde i øvrigt sin egen vendeskive, (- lige overfor hotellet, nu P-plads), så stationen rådede nu over to vendeskiver, – og sammenlagt med alt det øvrige forstår man så udmærket, at det var en station af de større, hvorfor chefen ikke var stationsmester, men en grad højere: stationsforstander!

Ved jernbanens ankomst var et brevsamlingssted etableret på stationen, hvor stationsforstanderen tog sig af de egentlige postekspeditioner fra 1908. Ekspeditionen flyttedes senere til lejede lokaler skråt overfor stationen (Jernbanegade 21).

Ryomgård talte officielt i 1911 269 indbyggere. I Kolind var der næsten dobbelt så mange, ligeledes i Pindstrup, Thorsager og Nimtofte. I 1912 solgte A.F.Holten Castenskiold GI. Ryom til Grev Jørgen Carl Scheel. Holten Castenskiold havde ligesom sin forgænger Chr. Helenus Mourier-Petersen (1828-1903) drevet gården sammen med Marienhoff og Ny Ryomgård, men nu skiltes de atter.

Grev Scheel var ligesom H. Castenskiold interesseret i Ryomgård by’s fortsatte vækst og udstykkede efter behov, ligesom han sørgede for at fortsætte Castenskiolds påbegyndte renoveringer af hovedgårdens bygninger, et punkt der var blevet noget forsømt i Mourier-Petersens lange ejertid.

A.C.Andersen skriver i sine erindringer:

“I et Aars Tid havde jeg gaaet og talt med Borgerne, om vi ikke skulde prøve at arbejde paa at faa en Realskole i Byen. Det resulterede endelig i, at det blev mig betroet at indkalde Omegnens Befolkning til et Møde om Sagen. Til dette Møde var til vor Glæde kommet ca. 100 Mennesker. Jeg forelagde sagen; den blev grundigt drøftet, og det viste sig, at der var udelt Stemning for en saadan Skole. Kun to lærere tvivlede og talte imod Sagen. Mødet valgte et 3 Mands Udvalg til at arbejde videre for Sagen. Udvalget bestod af Godsinspektør Froberg, Mejlgaard, Forpagter Scheel, Ny Ryomgaard, og mig, og vi holdt derefter Møde, hvor det bestemtes, at vi skulde forsøge en Aktietegning af Rentefri Laan, og i øvrigt undersøge, hvordan Forholdene var på andre private Realskoler. Og saa gik vi i Gang med Sagen, og i løbet af et par Maaneder havde vi faaet tegnet nogle Aktiebeløb i den nærmeste Omegn og Byen. Men det var for lidt at starte et saadant Foretagene med, og nu var gode Raad dyre. Vi kom efter nogen Tids drøftelse til den Anskuelse, at for at der kunne blive noget Resultat ud af det, maatte vi finde en Skolemand eller flere, der vilde sætte deres arbejdsevne og Tid ind i Foretagenet. Og til Udvalgets store Glæde meldte der sig tre unge Lærere, Axel Munch, Holden Dall og Hakon Kirkegaard, der vilde tage fat paa Opgaven og en Udsending for dem var Axel Munch.”

De tre lærere tog handsken op og startede en privat skole med navnet Ryomgård Realskole. I 1913 fandt 26 elever vej til skolens lejede lokaler i Villa Svanholm i Markedsgade. Foto nedenfor.

Realskolen 1914, – gymnastiksalen på tværs bagest. Stien i forgrunden blev senere til Skolegade.

begyndelse i det bakkede terræn i byens udkant i august 1913.

“Anneks” for skolen og nedreves i 1933, for at give plads til skolens tværfløj. Marken, der behandles af landmanden, er strækningen mellem nuværende Vestergade 27 og 35.

Realskolens undervisningsmæssige form brød med ellers anerkendte og vanedannede principper, idet den søgte bort fra hårdtslående og bombastiske metoder over mod venligere behandling af børnene, ligefrem respekt, der igen byggede på et oparbejdet gensidighedsprincip mellem lærer og elev. Selvom heldet var med de unge idealistiske lærere i form af rette tid og sted, et opbakkende moralsk bagland fra omegnen og forældrene med bl.a. købmand A.C. Andersen i spidsen, og ikke mindst en økonomisk spydspids i læderhandler Carl Dall, Middelfart, så var dygtighed og pædagogisk snilde også nøgleordene og drivkraften i det værk, der foreløbig igennem mere end 100 år nu har formet en respekteret og anerkendt skole.

NYE VIRKSOMHEDER

I 1916 grundlagdes Cikorietørreriet først på nuværende Industrivej. Der var – især under 1. ste verdenskrig – behov for kaffeerstatninger til supplering af den rigtige, men knappe og dyre kaffe. Rødder fra cikorieplanten kunne i knust og tørret tilstand, og ofte blandet med bl.a. ristet korn fra byg eller rug samt sukkerroer strække kaffen eller helt erstatte den. Den solgtes under navne som Richs, Danmarks og Skandinavia, men i 1936 indstilledes produktionen i Ryomgård. Faktisk havde den på det tidspunkt ligget stille de sidste to år. I 1936 gjorde man et sidste forsøg på at få fabrikationen i gang igen, men forgæves. I 1937 købte Johs. F. la Cour den lukkede cikoriefabriksbygning og startede et cementstøberi, der bl.a. producerede cementsten. la Cours ide var at producere disse sten i blokke, som kunne mures efter behov. Da der især produceredes cementtagsten, fik fabrikken i folkemunde hurtigt det lange navn: cementtagstensfabrikken. Senere indrettede la Cour en virksomhed med en træbetonfabrik, kaldet “Rypi” efter forbogstaverne i bynavnene Ryomgård – Pindstrup Her produceredes træbetonplader, byggeblokke og tagelementer.

Nogenlunde samtidig – ca. 1913 – anlagdes et kartoffeltørreri eller rettere Dansk Andels Eksportforening med kartoffeltørreri. Den første direktør hed M.P. Frederiksen og virksomhedens beliggenhed var ved siden af Cikorietørreriet, se ovenfor. I dag har Jiffy til huse i bygningen. Eksportforeningen formål var – som navnet siger – at eksportere kartofler (senere æg). En enkelt kilde har nævnt virksomheden som en kartoffelmelsfabrik, men det har kun været en kort periode (ca. 1917 og få år frem). Kartoffeltørreriet opstartedes efter andelstanken, og ideen var, at andelshaverne (naturligvis landmænd) skulle levere kartoffelhøsten til foreningen, der herefter skulle eksportere de gode kartofler, mens de dårlige tørredes og sendtes retur til landmanden som kraft-fodertilskud til dyrene. Ideen var ikke bæredygtig, men det menes dog, at virksomheden var i drift indtil 1926. Herefter stoppede man med at tørre kartofler, men eksportforeningen fortsatte med æg, og kaldte denne virksomhed Dansk Andels Ægeksport (i folkemunde blot: ægeksportforeningen). Så vidt jeg kan se, – der er nogen usikkerhed – stoppede denne virksomhed i 1932, eller måske blev den blot omdannet til ægpakkeri: Ryomgård Ægpakkeri. Direktøren her hed J. Chr. Møller, og han gjorde det tilsyneladende godt, for i 1949 fortæller Dagbladet Djursland, at han flyttede til en nybygget ejendom på Nygade i Ryomgård, dvs. adressen var så vidt jeg kan se Vestergade 19. Her boede så Jens Chr. Møller, og han brugte sin kælder og baggård ud mod det vi i dag kalder Nygade, som arbejdsplads for æg-pakkeriet. Og måske var det ham, der opførte huset på en lille parcel netop der i Nygade, hvortil virksomheden fik praktisk virke. En vindmølle var muligvis tilknyttet, men herom vides ikke yderligere (hjælp ønskes). Men alt har en ende og virksomheden lukkedes, hvornår vides ikke, men vi har få fotos af den, som tyder på, at vi er et godt stykke oppe i 1950’erne før den lukkede. Foto herfra samt yderligere omtale af Æg-pakkeriet er omtalt under fanen “Efterkrigstiden“. Senere blev der tømmervirksomhed i bygningen (Rud Nielsen og Martin Sørensen), og derefter indrettedes den til lokaler for daværende fagforening SID. I dag (2017) er den ombygget til beboelse.
Æg-pakkeriet er spundet ud af resterne af æg-eksportforeningen, men der er lidt tvivl om tidspunkterne. Som anført ovenfor stoppede æg-eksportforeningen i 1932, og heraf sluttes, at det så nok var det år, at æg-pakkeriet startede, men det er lidt usikkert. Købmand A.C. Andersen antyder i sine erindringer, at begge virksomheder en overgang virkede samtidig. Noget tyder på, at æg-pakkeriet flyttede til Nygade ca. 1942, for her kan bygningerne på Industrivej nu ses til salg. Og de købes samme år af Johs. F. la Cour, som på et eller andet tidspunkt påbegynder en produktion af kurvevarer, hvor han kunne anvende de mange piletræer, som han havde ladet plante de steder, hvor han havde afgravet jorden for tørv, især i Pindstrup-området (Ringsø).
Virksomheden ophørte efter nogle år og blev så i 1959 udlejet til i/s Dansk Jiffy Pot, et interessentskab mellem den norske ejer af Jiffy Pot a/s og ejeren af fabriksbygningen Pindstrup Mosebrug a/s.

Virksomhederne som er nævnte indtil nu, er gode eksempler på jernbanens tiltrækningskraft. Uden den var formodentlig ingen af dem blevet etableret i Ryomgård! Og med virksomheder fulgte indbyggere – arbejdstagere og deres familier – og stedet blev til en lille by.

Andelsmejeriet overlevede i en lang periode. Det havde fra starten fået vind i sejlene og måtte udvide allerede i 1909. Den første mejeribestyrer N. Jensen fejredes ved sin afgang i 1919 med en stor fest på hotellet. Hans efterfølger P. Bundgård forestod atter en udvidelse af mejeriet i 1921, og skaffede samme år en fordelagtig aftale i stand med grev Scheel på GI. Ryom, hvorefter ”Mejeriet mod at betale 100 kr. årligt måtte hente is i Mølledammen…” (protokollat af 03.12 1921), hvorved man naturligvis kunne opnå en besparelse i budgettet.

Foto t.v. ca. 1920 af den endnu ikke-asfalterede Vestergade.

Udstykningen af byjorden fortsatte i langsom og afdæmpet tempo. Befolkningstallet i nogenlunde samme takt, men Ryomgård var stadig mindre end de fleste omegnsbyer. I 1921 så indbyggertallene således ud, nedenfor t.v.:

Pindstrup led i øvrigt netop i 1921 voldsomt under en ildløs, hvor store dele af byen brændte, ifølge optegnelserne 5 gårde, 9 huse, den gamle skole, 55 ha. mose og 2 mill. tørv. En mindre befolkningsflugt blev følgen, hvilket Pindstrup var 20 år om at hente hjem igen.

BYBILLEDET
I Ryomgård kunne man fra 1920’erne for alvor se bybilledet manifestere sig i en stadig større og fastre struktur. Yderligere to købmandshandler etablerede sig, ligesom en landpolitistation (Markedsgade 3) og en ny bank kom til ca. 1922 (en filial af Banken for Kolind og omegn), i stedet for den samme år likviderede filial af Djurslands Landmandsbank (se dens historie ovenfor). Også andre virksomheder dukkede op; C&G Udsalget, der oprindeligt var en del af J. Boysens butik, men frasolgtes og nyindrettedes i Østergade 2.

Populært kaldtes C&G Udsalget for Tugthusudsalget, fordi det blandt sine isenkramvarer også havde børster, klemmer, måtter og lignende, indkøbt fra tugthuset i Horsens, karetmager (i det nu nedrevne hus mellem Slotsgade 20 og Vestergade 1 A), cykelforretning og bageri (Jernbanegade 17), møbel- og snedkerforretning (Slotsgade 5), skomager (Slotsgade 16), handelsgartneri (bag Slotsgade 10), endnu en købmand (i byens vestlige udkant, Vestergade 23) samt slagter (Slotsgade 14, Nygade 1 og fru grisehandler  Sørensen i Villa Svanholm), snedker/tømrer, briketsalg, sadelmager, vognmand, urmager og radioforhandler. Samtidig indeholdt jernbanestationen også postkontor, telegrafstation, telefonstation, samt restauration. På Marienhoffvej gravedes mergel, samt en overgang faktisk også i den gamle lergrav for enden af Nørregade (nr.11, men her kun kort tid endnu). Hvornår man påbegyndte, vides ikke, men det var ikke så attraktivt lige der (både for enden af Nørregade og på Marienhoffvej) på grund af et forholdsvis lavt kalkindhold. Måske af den grund indstilledes gravningen i 1931, for dog 20 år senere at blive genoptaget, (- på Marienhoffvej, enden af Nørregade var nu færdig). Beretning herom er derfor at finde under næste afsnit om efterkrigstiden.
I 1923 var der også planer om at starte Ryomgård Handelsskole i Realskolens bygninger, under ledelse af lærerne Erik Munch og Niels Sæderup. Det bekendtgjordes i aviserne, men projektet skrinlagdes, da tilslutningen var for ringe. Skolen var her lidt forud for sin tid, men Erik Munch genoptog ideen i 1944. Han havde da udset sin ansatte inspektør S. Vester-Petersen som den, der skulle lede denne del af skolen. Denne gang lykkedes foretagendet og d. 1.sept. 1944 åbnede handelsskolen med 14 elever, der dog endnu samme år voksede til 18 elever.

Ved genforeningen med Sønderjylland i 1920 rejstes en mindesten herom både i Marie Magdalene og Ryomgård (samt mange andre steder). På Møllebakken havde borgerforeningen lånt et lille areal og anbragt en flagstang samt rejst mindestenen som en dysse. Den lå lige ved siden af Møllen og således i forlængelse af Realskolens areal. Skolebestyrer Axel Munch var interesseret i køb af dette nabo-areal. Købesummen var ikke stor, da Møllen var forfalden og i øvrigt uden interesse, – arealet kun kunne sælges som forholdsvis værdiløs jord – dyrke det kunne man i hvert fald ikke! Axel Munch købte nu dette areal, dvs. fra hans stadion (nuværende basketball-bane og lign.) til og med et stykke af nederste del af nuværende Nordlyvej. Dette køb betød, at Borgerforeningens stendysse-arrangement for genforeningen med Sønderjylland samt flagstang med det vejrende flag til byens højtideligheder nu var i fare.
Lokalbefolkningen var berørte over situationen, fordi Møllebakken var blevet en slags folkeeje, – og Axel Munchs køb måtte dog have en anden dagsorden, måske! Hvad ville han med arealet, for kunne det passe, at eleverne skulle have så meget areal at muntre sig på? Det havde de da ikke i Marie Magdalene!– Kunne man komme der mere, herunder hejse flaget ved fester og højtider? Og tvivlen var berettiget, for svaret var nej, næsten! For Axel Munch havde ikke noget imod, at man fortsat besøgte stedet, men færdslen måtte ske ad skrænterne. Vejen op fra Vestergade skulle lukkes og elever fra Realskolen skulle kunne være her, og ny boldbane (i starten håndbold) skulle indrettes på arealet nedenfor Møllen (på nuværende Nordlyvej). Det faldt ikke i god jord hos borgerne i byen. Borgerforeningen holdt møde om sagen, og forsøgte at formå Axel Munch til at sikre området uændret, og foreslog en deklaration tinglyst herom. Axel Munch sagde nej og sådan blev det. Under disse omstændigheder valgte man at flytte genforeningsstenen. For det blev kun den, der flyttedes, altså overlæggerstenen, hvor teksten om genforeningen 1920 stod – den flyttedes nu ned i byen, faktisk til det sted, hvor vejen op til Møllen havde gået – mellem Vestergade 12 og 14 – for den vej blev jo nu lukket. Vi skriver midten af 1930’erne, men stenen flyttedes senere ned i midten af vejen, hvor Storegade (Slotsgade) udmundede i Vestergade (nuværende rundkørsel). Senere igen placeredes den i det sydvestlige hjørne af Vestergade og Slotsgade i et hjørne af blikkenslager Thorkild Bliks ejendom. Ved anlæggelsen af rundkørslen flyttedes stenen igen, nu til et hjørne af det lille anlæg ved Nørregades blinde afslutning ved rundkørslen.
I 1923 var endnu en mindesten rejst i byen, nemlig på realskolens areal, denne gang for sprogforskeren P K. Thorsen, der havde været realskolen en nær ven. Stenen rejstes på skolens 10-årsdag af lærerpersonalet og anbragtes på den store bakke, hvor den stadig står.

Her t.v. er Boysens hjørne igen. Denne gang uden trafik på den støvede ikke-asfalterede vej.
Byen var nu ikke længere blot et ryddet sted ved hovedgården, men var blevet en levedygtig lille by med handel, håndværk og industri. Også de rejsende kunne få forplejning, både på hotellet og på jernbanerestauranten, og børnene kunne undervises i den stadig ekspanderende realskole, der ved indskrivningen i 1926 kunne tælle ikke mindre end 187 elever.
Jernbanens ankomst og den påfølgende industri og udstykning havde forankret stedet som en lille by med sjæl og virke.
Realskolens køb af Møllebakken medførte også, at møllen – der på det tidspunkt var ophørt – skulle nedrives. Det job fik “Mergel-Petersen”, (Centimeter-Verner Petersens far) der ene mand nedrev både møllen og redskabs-hytten ved siden af (foto nedenfor) – bygget af kampesten med græstag. Det skete i perioden 1935-37. På fotoet ses besøgende børn og unge, der er kravlet op på taget. Da både hytten og møllen på fotoet ikke forekommer forfalden – endnu – , skønnes fotoet at være fra 1920’erne.

DEN LIVLIGE BY

1920’ernes anden halvdel var en blomstringsperiode for byen. Ryomgård Avis med skoleinspektør Erik Munch i spidsen så dagens lys, og uddrag fra den lader os følge byens liv:
J. Boysen var en af de flittigste annoncører og udbuddet var mangeartet, f.eks. damehatte, bomuldstrøjer, dynesatin, jumbers i uld og silke, kjoler m.v. Chr. Hald annoncerede med udlejning af en ’lukket bil til billig takst”. Hotellet var ubestridt byens centrum, og sammenkomster af enhver art udfoldede sig her, således også H. Laursens Danseskole, der øvede hver tirsdag aften (om vinteren), samt Biograf-teatret, hvor byens befolkning strømmede til, når der som regel onsdag aften blændedes op for ”Wienerbarnet” eller andre film.

Ryomgård Afholdsforening afholdt foredragsmøder her, og Ryomgård Sangforening afholdt sangaftener, men krydrede ofte med årlige dilettantkomedier, f.eks. Hostrups ”Soldaterløjer”. Om skræddermesterforeningen kunne læses følgende d. 17. apr. 1926:
Ryomgaard og Omegns Skræddermesterforening
afholdt for nogen Tid siden Generalforsamling på Ryomgaard Hotel under Ledelse af Formanden, Skræddermester Reffstrup, Ryomgaard, der indledede Forhandlingerne om Prisforholdene. Til Repræsentant ved Centralforeningens Aarsmøde i Nykøbing valgtes Formanden. Kasserer, Skræddermester J.S. Jensen, Hornslet, fremlagde det reviderede Regnskab, der balancerede med 213 Kr. og godkendtes. Generalforsamlingen, der var godt besøgt, endte med Fællesspisning.

Spejderne i Ryomgård grundlagdes i 1942, de blå spejdere med bl.a. realskolelærer Marius Dynesen som aktiv leder, og i 1946 oprettedes Ryomgård Pensionistforening, der stadig er aktiv under navnet Midtdjurs Pensionistforening. Året efter oprettedes Ryomgård Jagtforening.

Uhrmager Peter Hansen solgte foruden ure også ”billige symaskiner”, og hos snedker M. Andersen i Slotsgade 5 var ligkister til salg, – foruden møbler naturligvis. Huset indeholdt også ”Ryomgård Telefoncentral”, og naturligvis beboelse for familien Andersen. Det lille hus må have været fyldt til sidste centimeter. Bager Creutzberg (nabo til hotellet) solgte varme kryddere samt svesketærter til kr. 2.50, og skræddermester J. Reffstrup (Realskolens nabo mod øst) bragte ”flot snit og god pasning….i publikums velvillige erindring”. Skræddermesteren var i øvrigt formand for ”Ryomgård og Omegns Skræddermesterforening.” I Ryomgård Skov holdtes sommermøder med taler og fællessang, som regel arrangeret af Indre Mission, og på Ørnebjerg (eller Ørnehøj), der tilhørte P. Greve, Koed og ligger før Korupskovvej 11, holdtes tilsvarende møder med medbragt madpakke og fælles samvær, idet man nød den skønne udsigt. I dag er stedet omgivet af træer, og kun svagt markeret i terrænet, men den ihærdige kan finde stedet.

På markedspladsen midt i byen afholdtes markeder to gange om året. Det var landmandens husdyr, det her drejede sig om, og selv om man også i Kolind og mange andre steder holdt markeder, enedes man i Borgerforeningens bestyrelse om at forsøge antallet øget til seks markeder om året. Ideen var god, men ikke bæredygtig, tværtimod havde markederne kun en kort fremtid i byen, men det var måske netop, hvad bestyrelsen indså og derfor prøvede at vende.

Borgerforeningen var i øvrigt ret så aktiv og stod bag mange tiltag, f.eks. på generalforsamlingen d. 2. december 1926, hvor ca. 32 fremmødte medlemmer vedtog oprettelsen af en foredragsforening, der dog ikke holdt sig i live ret længe. Bedre gik det med dilettantforestillingerne, hvor entusiasmen holdt sig igennem mange år, og for så vidt stadig væk – ind i mellem – er levende. Også til markederne var borgerforeningen i fokus. Til sommerfesten 18.-19. juli 1925 havde borgerforeningen således hegnet hele markedspladsen ind og udformet indgangspartiet som en smuk æresport. Indenfor var telte med fiskedamme, tombolaer m.v. Endvidere afholdt ”Bestyrelsen for Børnenes Fornøjelse” forskellige løb. Karrusel, skydebane, boldkast blev faldbudt og et jazz-orkester spillede med deltagelse af blandt andre bagermester J. Creutzberg, købmand Cilleborg og assistent Knoblauch, ”der afsluttede hvert musikstykke med revolverskud, hvilket havde en uhyre virkning…”

Lige fra 1906 var flere ejendomme i forbindelse med udstykning blevet belagt med en servitut, der i sin overskrift hed: Dokument om Markedsplads. Ideen var naturligvis at sikre byens markedsplads, og skønt dens betydning er væk, eksisterer servitutten stadigvæk på få ejendomme omkring den gamle markedsplads, dvs. mellem nuværende Vestergade – Slotsgade – Jernbanegade og Markedsgade.

Hotellet var som sagt et vigtigt samlingspunkt, men jernbanerestauranten stod ikke tilbage, og byens lidenhed til trods var der plads til dem begge, vel nok fordi de appellerede til forskelligt publikum. Da Chresten Hvid var formand for Marie Magdalene–Koed sogneråd kunne han i august 1926 skrive til ”frøken Minna Frida Frederiksen, Ryomgård, at der kunne anbefales bevilling til hende til at drive Restauration på Ryomgård.

Nedenfor foto af Jernbanerestauranten i Ryomgård, ca. 1925 – uden alkoholbevilling.

Jernbanestation uden ret til at udskænke stærke drikke.” Hotelejer L. Larsen, Kolind havde året forinden (eller samme år) købt hotellet i Ryomgård, som han drev til 1941. Forinden (d. 1. okt. 1937) havde han overtaget forpagtningen af Jernbanerestauranten, og drev således i 4 år begge forretninger samtidig. I 1953 ophørte hans forpagtning af jernbanerestauranten og to år senere døde han, 82 år gammel. Privat boede han efter salget af hotellet på Vestergade 18.

Fra stationen førte en lille sti op til realskolen. Niveauforskellen udlignedes af en del naturlige trin, men i 1926 etableredes en rigtig grusvej (Skolegade). Byen fik herved en ny dimension, idet vejnettet rundt om byen nu ”hang sammen”, og begejstringen læstes i avisen: ”…Vejen til Realskolen fra Jernbanepladsen er nu for så vidt i orden, at brinken mod Jernbanepladsen er gennemgravet, så vejen er farbar…et smukt anlæg, når stensætningerne nu bliver murede og haverne foran husrækken langs Jernbanepladsen kommer i orden.”

Nedenfor et håndkoloreret postkort af nuværende Slotsgade, ca.1930. Fra højre Tugthusudsalget, dernæst købmand A.C. Andersens forretning i midten. Så følger en ledig grund, hvor et hus byggedes for senere at blive nedrevet og give plads til Djurslands Bank. Derefter Handelsgartneriet med den hvide gavl (Pizzeria i dag). Den sidste handelsgartner her hed Holm Winther, hvis søn Erik fortæller: 1.ste ejer var Marius Andersen, der grundlagde det i 1917. Viggo Stoltze kom til i 1921, derefter Alfred Pedersen i 1936 og i 1938 Andreas Sigurd Sørensen, der sælger til Holm Winther i 1963. Gartneriet ophørte i 1972, og Holm Winther indrettede en flot have på det tidligere areal bagtil, hvor gartneriets mange planter og urter før var blevet dyrket.

KLOAKSAGEN OG BEVILLINGSSAGEN

KLOAKSAGEN
Indtil 1926 var Ryomgård ikke kloakeret. Samtidig led byen i hvert fald periodevis under det ukontrollerede afløb fra Blegmosen. Fotoet af et kort nedenfor er fra ca. 1915 og valgt, fordi det tydeligt viser Blegmoserenden (ved pilen). Naturen ville, at vandet fra Blegmosen flød i en stadig strøm, skiftevis over og under jorden. Den nåede Ryomgård  ad en fordybning kaldet Blegmoserenden (foto t.h.), der krydsede vejen mellem nuværende Nordlyvej og rundkørslen i en stenkiste. Herfra fortsatte det i et lidt bredere og overfladisk forløb bag Storegades (Slotsgades) vestlige husrække, og endte i en lille fugtig enklave bag det nuværende jernbaneterræn, for til sidst i en lille bue at søge ud i sundet udenom den opstemmede Mølledam. Det siges, at man engang for længe siden kunne fange fisk i Blegmose-rendens vand, men det var slut nu, hvor dets afløb i stigende grad blev brugt til spildevand for adskillige ejendomme. Vandet kunne lugte, især i sommervarmen, og det kunne flyde over forskellige steder. Løsningen var at regulere afløbsforholdene! Men det kneb med enigheden, både omkring behovet for dette nymodens påfund og om udgiftsfordelingen. Man hentede derfor hjælp i den stedlige landvæsenskommission, der dog ikke formåede at skabe forlig. Sagen hang nu i en tynd tråd, men så indkaldte Gl. Ryoms ejer, Grev Scheel, til møde på hotellet, hvor han oplyste at ville stævne enhver, som udledte spildevand i Blegmoserenden, idet den udmundede i hans enge og forårsagede skade her! Så forligedes parterne! – endda uden landvæsenskommissionens mellemkomst! Kun en genstridig borger holdt sig for god, men ellers var alle med i det inden udgangen af 1926 dannede ”Ryomgård Spildevandsselskab”. Man afholdt flittigt møder på hotellet og protokolførte behørigt alt væsentligt, herunder betalingstaksterne, da arbejdet var ved at være vel etableret: ”kr. 20,- pr. køkken og kr. 4,- for hver kr. 1000 bygningsværdi.”
Nedenfor et foto af den lille by med en pil pegende på Blegmoserenden, et fænomen der ikke kendes af ret mange i dag, omend der stadig løber vand fra den i jordlagene. på overfladejorden ses rester af den i skellet mellem tandlægepraksissen på Nordlyvej 6 og Dolmerparken.

Der var styr på sagerne i den lille by, der med rette var stolt over kloakledningen, der udadtil hævede byens prestige og indadtil gjorde livet behageligere for borgerne.

BEVILLINGSSAGEN
Også en anden sag ophidsede sindene i 1926. Indre mission forsøgte at få tag i befolkningen, men uden synderligt held. Da hotellets ejer Hr. Simon Kjær solgte hotellet til Hr. Larsen, Kolind, rettede Indre Mission-tilhængere henvendelse til sognerådet for at forhindre, at alkoholbevillingen blev overført til den nye ejer. Sognerådet tøvede og en heftig og følelsesladet debat rejste sig nu blandt borgerne. Diskussioner og ukvemsord fløj gennem luften, blandet med læserbreve i det lokale landboblad og Ryomgård Avis. Sognerådet formåede ikke at skære igennem, men var selv splittet på sagen. Den gordiske knude løstes ved folkeafstemning i sognet. 366 stemte for bevillingen og 183 imod. Hr. Larsen kunne herefter tiltræde skødet og byen notere sig som midtpunkt for en usædvanlig tvist og dens forholdsvise usædvanlige måde at løse problemet på. Tilsvarende afstemninger havde dog også fundet sted andre steder i vort lille land., så Ryomgård var ikke ene om den form for direkte demokrati.

1930 erne

Det er nok lidt af en overdrivelse at tale om 1930’erne som en periode med ekspansion, men i denne relation – den lokalhistoriske udvikling – kan det være på sin plads, trods de generelt nationaløkonomiske trange kår.

I 1930 var indbyggertallet 531. Ryomgård Avis var gået ind, og Landbobladet for Djursland og Kaløvig, der i øvrigt også eksisterede i 20’erne, var nu eneste lokale avis. Byen var dog ingenlunde gået i stå. Ryomgård Vandværk stiftedes i 1931 med den første vandværksbygning i haven på Vestergade 29. Og flere forretninger viste sig i bybilledet, ligesom indbyggertallet voksede fortsat.

I Dagbladet Djursland kunne man læse dette d. 11. okt 1933:
“Købmand Boyesen og hustru, Ryomgård, fejrer guldbryllup 18. oktober. Ægteparret kom til Ryomgård for over 30 år siden for at overtage hotellet, hvor der også var købmandsforretning. Efter nogle års forløb solgte de hotellet og flyttede forretningen til den store hjørneejendom, som Boyesen har ladet opføre. Købmand Boyesen, der er 78 år og fruen 74 år, driver formelt endnu selv forretningen. Ægteparret har tre børn, to sønner, der begge er manufakturhandlere, den ene i Ryomgård, og en datter, der er gift og bosiddende i Hjørring.”
Journalisten har stavet Boysens navn forkert, og selvom forretningen nok ejedes af ham på dette tidspunkt, så var det dog sønnen Andreas og dennes hustru Johanne, der drev den.
Nedenfor ses de to – Andreas og Johanne – i forretningen, ca. 1928.

Samme år etableredes en Falck station i Ryomgård, – i dag Nygade 14, hvor man stadig kan se garagen, og som i mange år havde den røde farve, som mange af Falcks stationer havde. I “Falcks Redningskorps i Danmark”, jubilæumsbog 2006 kan man læse bl.a. dette:
“I 1933 åbnede Falck en autohjælpestation i Ryomgård. Stationen blev nedlagt 1. jan. 1956 i forbindelse med åbningen af Falck stationen i Rønde. Den nuværende stationsleder i Ryomgård, Kurzmann, blev overflyttet til Århus som redder. Stationen (red: i Ryomgård) havde kun en kranvogn, men i en kort periode i 1953 – i forbindelse med nogle Nato-øvelser – flyttedes stationen midlertidigt til Tirstrup Flyveplads….”

I 1932-33 stiftedes også Ryomgård Tennisklub med bl.a. lærer Marius Dynesen og sagfører Peter Andersen som drivkræfter. Man havde ingen rigtig bane, men øvede sig på græs, men inden længe fik man lov til at benytte Axel Munchs tennisbane i have-arealet ved Blæsenborg, – endda helt gratis (- kan læses i borgerforeningens protokollat fra generalforsamlingen 1935). Senere – tidspunktet er lidt svævende, men vistnok kort efter krigen – købtes et areal til tennisbane for enden af Nygade (nr. 29).

Og endelig udvidede Realskolen i 1933 med en stor tværfløjet bygning til nuværende udseende, og kronede den gamle og de nye bygninger med et fælles tårn, der samlede bygningerne, gav status og udsigt. Og den offentlige præsentation med indvielse manglede heller ikke, hverken for byen eller de syv lærere, de 200 elever og deres forældre.

En Ole Opfinder dukkede op i snedkermester Sofus Thomsen, der patentanmeldte et sammenfoldeligt transportabelt badehus, en stålampe af ny konstruktion og en trælysekrone (1932). Postvæsnet flyttede fra Jernbanegade 21 til stationen, hvor det fik til huse i en ny tilbygning, og Ryomgård Mergelselskab administrerede afsætningen fra mergelgraven på Marienhoffvej, suppleret af flittige møder på hotellet til imødegåelse af de vekslende og dermed ustabile afsætningsmuligheder for den til dårlige jorder supplerende kalk. Især var konkurrencen fra mergelselskaberne i Allingåbro og Mørke presserende.

Marie-Magdalene – Koed Sparekasse begyndte at holde ugentlig kontordag i Ryomgård, og fra 1931 flyttedes denne fra hotellet til bogholder (og daglig leder) Chr. Tofts ejendom (Vestergade 16), hvorved bogholderens løn steg fra kr. 800 til kr. 1000 om året. Se evt. mere om sparekassens historie på sitet lMidtdjurslokalarkiv.dk og Kirsten Frandsens bog: Ryomgård og Omegns Sparekasse – jubilæums-skrift, 1999.

T.h. postkort fra ca. 1930.
C. Christoffersens skotøjsforretning blev langt senere (i 1970érne) Kontormontering (Bjarne Mortensen), dernæst tøjforretning (H.C. Konfektion, Thorsager), og dernæst indrettede Sparekassen Bikuben kontor i den. I dag huser den en del af nabo-forretningen, Jysk Køkkensalg / Invita. Karetmager  Chr. Pedersens hus er i dag nedrevet, da det skulle give plads for vejudvidelsen, hvor Storegade (nu Slotsgade) udmundede i Vestergade – i dag rundkørsel. M. Andersens hus indeholdt møbelforretning og snedkerlokaler i baghuset, hvor især ligkister fabrikeredes. Ejendommen indeholdt også telefoncentral, samt naturligvis beboelse for familien og den ansatte husassistent.

Borgerforeningens formand, Realskole-inspektør Erik Munch gjorde i årene 1932-34 et stort opsøgende arbejde. Han kontaktede således flere pengeinstitutter for at få en bank med fuld åbningstid, da Banken for Kolind og Omegn (der havde overtaget efter Djurslands Landmandsbank) ikke ville udvide sin med mere end den allerede tilstedte ene dag om ugen i dens Ryomgård afdeling. Presset hjalp, for efter givet afslag, fulgte inden længe en udvidet åbningstid. Tilsvarende forsøgte Erik Munch at få tandlæge og dyrlæge til byen (det sidste lykkedes en periode – Dyrlæge P. Rasmussen, senere Kolind), samt et bitingsted, hvilket Justitsministeren dog afviste, men måske kun fordi kommunen hørte under Randers jurisdiktion, og kommunen følgelig forlangte en ændring af jurisdiktionsgrænserne, så man blev underlagt Hornslet som hovedsæde, men dette ville ministeriet ikke acceptere.

Byens ekspansion fandt sted langs de tre indfaldsveje fra nord, øst og vest. Mod syd rettedes senere den snoede vej til Mesballe op. Møllen på Møllebakken blev nedrevet i 1935 – 37, for at arealet kunne indgå i Realskolens faciliteter. Gjerrild banen måtte se en stadig mindre omsætning i øjnene, ifølge protokollerne var det især transporten af kartofler og tørv, der svigtede.

En friskole (Ryomgård Borgerskole, under IM) forsøgte sig omkring 1933 i lejede lokaler i Nørregade 9. En ansøgning om støtte til opførelse af en skole afvistes af sognerådet, der ikke mente, at en sådan havde nogen fremtid. Skolen byggedes alligevel på Nygade 18 (senere lægehus, i dag lejligheder), og en enkelt lærer ansattes. Skolepengene blev ansat til en krone om måneden. Realskolens skolepenge androg samme tid 5 kr. pr. md. Skolens leder var hr. L. Laursen, der dog også drev skole andetsteds og derfor havde ansat en lærer til det daglige virke. Om aftenen dannede skolen ofte ramme om foredrag, lysbilleder osv. alt under IM. I 1936 blev skolepengene nedsat med 1 kr. pr. måned, altså nu gratis, men hverken hverdagens skole eller aftenens missionske foredrag fik tag i befolkningen, hvorfor virksomheden indstilledes og bygningen solgt i 1938 til Marie Magdalene-Koed kommune. Kommunen havde forsøgsvis nogle gange inden da lejet sig ind i lokalerne til sognerådsmøder om aftenen, og glædede sig nu over købet, der var billigt, og gav sognerådet sit første, faste tilholdssted. Ved kommunens køb af Borgerskolen indrettedes kæmnerkontor og sognerådssal i bygningens stueetage og kæmnerbolig på 1. sal.

Nedenfor et foto af den gamle Borgerskole, der fungerede som sådan ca. 1934-38, herefter kommunekontor til 1972, hvor det indrettedes til lægehus. I dag (2017) er der lejligheder i bygningen.

Det gamle kommunekontor i Marie Magdalene – Koed kommune 1938-70. Når man trådte ind, var ekspeditionen t.h., mens der var en lille sal t.v. til sognerådsmøderne. På første sal boede kæmneren, i mange år J. Laursen Pind. I kælderen var der arkiv i den ene ende, mens sygekassen havde kontor i den anden, – i mange år bestridt af “Sygekasse – Jørgensen”.

Hidtil (dvs. fra 1914) var sognerådsmøderne blevet holdt på hotellet og fra 1909 -14 i et lejet lokale hos hr. A. Gram (muligvis fejlskrift i sogneprotokollen – rette navn skal formentlig være hr. A. Grann, Jernbanegade 5). Før da, altså før 1909, ses sognerådsmøderne afholdt i Marie Magdalene, men måske kun en eller få gange, idet de ellers holdtes i Korupskov (ingen nærmere adresse er angivet).

I 1934 måtte man erkende, at de to små skoler i Marie Magdalene var for utidssvarende. I Randers Dagblad d. 16. okt. 1934 kunne man under overskriften: En ny Skole, læse at der var afholdt et møde i Marie Magdalene Præstegaard, “hvor Skolekommissionen  og Lærerrådet for Marie Magdalene – Koed Kommune skulle tage stilling til et Andragende indsendt af Sognerådet. I Andragendet havde 84 % af Distriktets Beboere anmodet om at få bygget en ny Skole, da de to Skoler der er, ikke mere er Tidssvarende. Samtidig udtaltes der ønske om, at Undervisningstiden måtte blive udvidet.”
Andragendet anbefaledes formodentlig også fordi der samtidig var kommet nye lovmæssige krav til kommuneskolers indretning, hvilket lilleskolens to bygninger i Marie Magdalene ikke opfyldte.
Det var lidt af et paradoks, at netop den ledende skolemand for byens private skole, skoleinspektør Erik Munch, var manden, der som sognerådsformand var med til at træffe beslutning om og i øvrigt også indvie den nye kommuneskole ved amtsvejen til Pindstrup i 1938 (Vestergade 116). Og så var det den udvikling, som skolebestyrer Axel Munch omend ikke frygtede, så dog forventede, og som havde sat ham i bevægelse for den såkaldte gymnasiesag, der i korthed gik ud på, at få Realskolen omdannet til “Djurslands Gymnasium”. Der arbejdedes hårdt på sagen, men den kunne ikke gennemføres.
Den stigende elevtilgang på Realskolen fortsatte dog uanfægtet, og togene bragte de udenbys børn til skolen fra alle sider. 1938 var også året, hvor byens gader fik officielle navne, og husene numre.

1937-38 fik Indre Mission bygget sit nye samlingssted, missionshuset på Vestergade 23, som erstatning for den solgte Borgerskole, der ellers udenfor skoletid havde fungeret som missionshus. Realskolen dominerede skolebilledet og som privat skole skulle eleverne og deres forældre udover skole- og rejsepenge også betale for skolebøgerne, hvilket bl.a. gav anledning til sådanne annoncer – her i Landbobladet:

“Brugte skolebøger købes – til Ryomgård Realskole – bøgerne betales med højeste pris. Ryomgård Boghandel – L. Viksø, tlf 69”

Og én af byens pionerer, Købmand A.C. Andersen, havde nu nået pensionsalder og solgte i sommeren 1938 – sin forretning til Gunnar Christensen, for 25.000 kr. Kopi af skødet ses nedenfor. Ca. 10 år senere – i 1948 – kom (senere ejendomsmægler) Ejvind Petersen til byen og købte købmand Boysens købmandsforretning på hjørnet af Jernbanegade og Storegade (Slotsgade). Han solgte igen i 1952, til Viggo Hansen, og slog sig ned med ejendomshandel.

I Marie Magdalene skete ikke meget. Ingen fornyelser eller investeringer fandt sted, tværtimod blev flere og flere af byens aktiviteter flyttet til Ryomgård, f.eks. folkedans, andespil og naturligvis de uundværlige lørdagsballer (dog ikke hver eneste lørdag), som hotellet pænt måtte administrere, for at dele sol og vind lige mellem Marie Magdalene Idrætsforening, Idrætsforeningen Skjold i Ryomgård og andre foreninger.

Kortet ovenfor er fra 1943, rentegnet ovenpå ældre kort (1906). Viadukten over Gjerrild-banen er endnu ikke lavet, og vejen ud af byen mod Attrup og Koed kringler sig i et skarpt sving i byens udkant mod syd op ad nuværende Skyttebakken, hvor den krydser Gjerrild-banen netop i det kryds, hvor Vallum-afløbet fører ind til Gl. Ryom og videre ud i Mølledammen. På toppen af Skyttebakken (den hed blot Bakken dengang) rundede den Skyttehuset (Korupskovvej 3, foto nedenfor), og deltes i to, den ene til Attrup, den anden, – nu ikke længere blot et hjulspor – til Koed.
I midten ses Blegmoserenden dukke op uden videre fra matr. nr. 1 fn. Dens løb kan følges ned til bymidten (mellem Vestergade 4 og Nørregade 1 ).

Stationen var med den mange funktioner, ikke mindst dens jernbanerestaurant, en central del af byens liv, ligeledes Hotellet, hvor der var a la carte i den fine afdeling, dvs. t.v. for den vestlige indgangsdør, mens der var en krostue i den østlige afdeling. Og i salen var den ugentlige rejsebiograf, lørdagsballerne samt talrige møder, f.eks. som dette, hentet fra Dagbladet Djursland d. 16. juni 1942:

STOR TILSLUTNING TIL HUSMODERSTÆVNET I RYOMGÅRD
Ca. 300 Husmødre fra Ryomgård, Århus, Mørke, Kolind med flere, samledes i går på Ryomgård Hotel, Hvor Fru Dagmar Munch bød velkommen ved det indledende kaffebord. Derefter gik turen til Ryomgård Realskole, hvor magister frk. Sofie Rifbjerg talte om “Vanskeligheder i det normale Barns Udvikling”. Dagen var meget vellykket.

POLITIK

Ryomgaard tilhørte Marie Magdalene – Koed Sogn, der styredes af sognerådet. Det er for overblikkets skyld samlet lidt for perioden 1929 – 1945. Meget af det skrevne nedenfor er hentet fra min lille bog: ”Der var engang” fra Realskolens 90 års jubilæum, dog er der suppleret, bl.a. med et brev, som Erik Munch skrev til Laurits Jensen, Pindstrup, da denne (E.M) kuppede sig til formandsposten i sognerådet i 1937. Brevet er så venligt overladt mig til scanning af Laurits Jensens barnebarn, Anette Søgaard Sørensen, se lidt længere nede.

I Sognerådet var socialdemokrater og venstrefolk repræsenterede, – i 1920’erne dominerede partiet venstre, der især repræsenteredes af landmænd og såmænd også en del husmænd. Disse folk forstod at holde på pengene, men holdt også skatterne nede. Men reformer trængte sig på, og her var det, at skolebestyreren fra Realskolen, Erik Munch, viste vejen. Han kom i sognerådet i 1929 valgt af venstre. Hans politis­ke kolleger var på den tid Sognerådsformand gårdejer Laurits Jensen, Pindstrup, der net­op hav­de afløst den hidtidige formand, gårdejer Marinus Hvid, Marie Magdale­ne. Marinus Hvid var nu næstformand og Erik Munch blev sekretær. De øvrige medlemmer var gårdejer Mads Madsen,  Attrup,  gårdejer Holger Jensen, Hedvigslyst (ved Nimtofte), statshus­mand Peter Hald, Ma­rien­hoff, arbejds­mand Harry Nielsen, Pindstrup, stats­husmand Frants Mortensen, Sundby og gårdejer Anders Johnsen Sørensen, Koed.

I 1937 var der igen valg til sognerådet, se nedenstående foto med navne. Da krigen indtrådte inden næste valg, sad dette sogneråd faktisk i næsten 2 perioder uden mellemliggende valg.

Sogneraadet 1937-43, fra venstre og rundt: Chresten Hviid, Marie Magdalene (ikke Laurids Jensen, Bakkegaarden, Pindstrup, som der står andre steder), Mads Madsen, Attrup, Holger Jensen, Hedvigslyst ved Nimtofte, Kr. Rygaard, Marie Magdalene, den nye Sognerådsformand Erik Munch, Ryomgaard for bordenden, Peter Hald, Saabydal ved Ryomgaard, Johannes Adelsbøll, Ryomgaard, (Laurits?)Peter Jensen, Pindstrup og Niels Jensen, Sundby

Erik Munch trivedes godt i sognerådet, men måtte erkende, at han samarbejdede bedst med partifællen Mads Madsen og socialdemo­kraten Peter Hald. De kaldtes af og til trekanten, og når tingene var ved at gå i hårdknude, lagde de papirerne til en side og drak en øl eller to, mens de talte om alt andet end netop den sag, der var gået i hårdknude, helst et og andet fra privatlivet. Så tog de papi­rerne frem igen, og arbejdede til pro­blemerne var løst. Og problemer var der nok af, også in­denfor venstres egen grup­pe, som Erik Munch ikke altid delte mening med. Faktisk arbejdede han med tiden bedre sammen med socialdemokraterne, og ved sog­ne­rådsvalget i 1937 kom dette for første, men ikke sidste gang til overfladen, da socialdemokraternes fire medlemmer pe­gede på Erik Munch som ny sognerådsformand, mens venstres gruppe peged­e på den tidligere formand Laurits Jensen, – undtagen Erik Munch, der ved at pege på sig selv blev valgt med fem stemmer imod fire!

Den sved mod de venstrefolk, men de tog det pænt og ønskede tillykke. Sådan var politik!

Mange år senere (1950)– ved Laurits Jensens 70 års fødselsdag – skrev Erik Munch dette brev til Laurits, hvori hentydes til sidstnævnte episode:

Erik var nu sognerådsformand og ønskede at leve op til for­skellige krav, som fandtes uløste til fordel for en solidt låst sognekasse. Først og fremmest var det nu på tide at leve op til kravet om bygning af en ny skole i Marie Magdalene. Det offentlige skul­le leve op til rammerne for sin un­dervisningsforpligtelse og måtte ikke spare udgifterne hertil under anbringe­nde af, at den private skole løste pro­blemet. For det gjorde den jo netop ik­ke, da et af de fundamentale principper i folkeskolen var gratis skolegang. Og det kunne Realskolen som bekendt ikke tilbyde. Problemet er omtalt ovenfor, men skal lige suppleres lidt.
Der var i 30’erne langt over 100 børn i Marie Magdalene lille­skole, selvom den sammen med sit anneks var beregnet til under halvdelen. Så der var ingen vej udenom. En ny skole måtte byg­ges. Men sognerådet var ikke helt enige i denne sag. Efter en del polemik kom sa­gen dog til afstemning, og nu gentog sceneriet fra formandsvalget sig: fire stemmer fra venstre var imod, mens so­cialdemokraternes fire stemte for.
Erik Munch afgjorde så igen sagen ved at stemme imod sin egen grup­pe, og forsla­get blev vedtaget. I sommeren 1938 kunne skolen ude ved Pindstrupvejen så indvi­es, og de to gamle bygninger i Marie Magdalene ned­lægges som skolebygninger.

Forinden, dvs. i midten af 30’erne, havde Indre Mis­sion bygget en skole (det gamle læge­hus i Nygade) i Ryomgård og startet sin egen fri­skole. Også det problem er omtalt foran, men skal også lig suppleres lidt. Der var nogen forbitrelse her­over fra andre sider. Byen havde jo en udmærket skole i den private realskole, og dertil kom jo den flydende forplig­tigelse til at erstatte Ma­rie Magdalene skole med en anden og større, eller som man sag­de: en rigtig kommuneskole. Dette ventede jo kun på realisering, når sognerådet fandt, at tiden og pen­gene var til det!  Men med bygningen af denne friskole var det som om I.M forsøg­te at påvirke ud­viklingen, givetvis for at de selv skulle få indflydelse på skolens ind­retning og udbud. Og det huede hver­ken borgerne eller sognerådet, der tidlige­re havde set deres by bragt i oprør af I.M’s indblanding på forskellige fron­ter. Sognerådet havde da også afvist at give støtte til bygningens opførelse, men den byggedes alligevel, og forsøgte at få fod­fæste i det lille samfund.
Men det lykkedes ikke. Allerede efter et par år indstillede den sin virksomhed på grund af manglende søgning, men på et punkt udfyldte den dog et tomrum. Sog­nerådet havde nemlig fri­stet en omtum­let tilværelse, som friskolen løste ved at udleje lokaler i bygningen til sog­nerådets møder. Det var da også pro­blemfrit at leje disse lokaler, blot man sørgede for ikke at arrangere dem samtidig med I.M’s aftenmøder, da loka­lerne jo i så fald ikke var ledige.

Da friskolens manglende berettigelse stod klar for I.M., skulle bygningen sæl­ges. Erik Munch foreslog, at kommu­nen købte den. Her kunne administratio­nen have til huse, idet der for­uden sognerådslokale var plads til både kom­munekontor og lej­lighed til kæmneren. Forslaget blev vedtaget, omen to af venstremændene, Laurits Jensen og Christian Rygård, Marie Magdalene, stemte imod. I bygningen kunne også kommunens arkiver være. De havde ellers ført en omflakkende tilværelse fra loft til loft, men nu sør­gede Erik for, at en arkivar fik papirerne ordnet og sy­stematiseret.

Omkring 1940 foreslog Erik Munch, at man byg­gede et alderdomshjem. Der var behov for det, men venstre var som sædvan­lig imod. Alligevel vedtoges det – man fristes til at sige med den “tra­ditio­nelle” stemmefordeling i sognerådet- og i 1942 stod “De gamles hjem” færdig for enden af Vestergade. I kælderetagen var der ledige rum, og Erik foranledigede det første sognebib­liotek indrettet her. Endelig var der vejene. De var ikke as­falterede, og med den stigende trafik, var der behov for asfaltering, der nu vedto­ges og blev ført ud i livet. Der kunne nævnes mange flere sager, f.eks. indførelse af skole­læge og skole­tandlæge, men det fører for vidt her at nævne dem alle.

Men kritiske røster var der også, idet nogle mente, at Erik Munch administrerede kommunen for dyrt, eksempelvis havde det nye alderdomshjem kostet 150.000 kr. (fuldt monteret)! Kritikken slog dog ikke igennem. De fleste vidste, at de nye tiltag var nødvendi­ge, og deres synlige berettigelse lod heller ikke vente på sig. Således fyld­tes den nye skole og alderdomshjem­met hurtigt, ligesom man i øvrigt hurtigt fik andet at tænke på. Krigen var brudt ud, og sammen med Axel Munchs død forinden fik den nye leder af skolen nok at se til.

Ovenfor foto af Sognerådet 1944. Fra venstre: Grd. Marinus Hvid, Grd. P. Laursen Pind, Statshusmand Bjerregaard Mikkelsen, Sognefoged M Justesen, Skolebestyrer Erik Munch (- for bordenden, sognerådsformand), Arbejdsmand Johs. Adelsbøll, Sognefoged Harry Nielsen, Banevagt Kr. Sørensen, Grd. Chr. Rygaard.

Erik Munch ønskede egentlig at komme ud af sognerådet nu, men afstod på grund af krigen. I 1946 var der igen fred og mulighed for at udskrive valg. Her stillede Erik ikke op. Efter 17 år i sognerådet, heraf 9 som sognerådsfor­mand, fandt han det betids at sige stop. Nu gjaldt det kun sko­learbejdet fremover!

Artiklen kan forsættes og især redigeres for rettelser, supplementer og nye oplysninger. Skriv i så fald venligst til os. Se adresser under siden om.

KRIGEN 1940-45

2. VERDENSKRIG – her på egnen 

2. verdenskrig kom til vor egn og hele Danmark i 1940. Historien herom er beskrevet generelt i diverse historiebøger, men de konkrete lokalhistorier fortjener udbredelse, hvilket denne artikel prøver at råde bod på, om end den ikke er den eneste her på egnen, hvilket beretningen også bekræfter. Materialet nedenfor er spredte glimt fra egnen og det kan og bør udvides – indlæg herom vil være velkomne.

Ryomgård under 2. verdenskrig er et broget billede af tyske soldater og en tilsvarende hverdag, der haltede afsted. Herved skilte byen sig ikke ud fra andre. Mangel på varer og rationeringsmærker var også en del af hverdagen, ligesom almindelige mennesker ikke uden videre måtte køre diesel- eller benzindrevne køretøjer. Tyskerne skulle bruge al den benzin og olie, de overhovedet kunne fremskaffe, i krigens tjeneste, så mange køretøjer – også busser – forsynedes med generatoranlæg. Varmekilden under krigen var træ og tørv, men især tørv blev ofte taget i brug før vandet var tørret ordentlig ud, hvilket forringede brandværdien – og gav en masse røg.

På et punkt adskilte Ryomgård sig fra andre småbyer, nemlig ved at være jernbaneknudepunkt. Det betød, at megen gods til Randers, Århus, Gjerrild, Trustrup, Grenå, Ebeltoft, Kolind (lufthavnen) og Hallendrup (lufthavnen) kørte transit Ryomgård. De øgede jernbanetransporter havde mange årsager, dels tyskernes uhæmmede transportbehov af sten, grus, sand og materiel, samt naturligvis af soldater, dels biler og færgers trængsler, – flere havne var således næsten lukkede, hvilket mørklægningen blandt andet havde sin andel i. Der var naturligvis også mørklægning i Ryomgård, hvor Stationsforstanderen her siden 1938 hed Evald H. Fenger. Han og hustruen Edele førte livlig korrespondance med datteren Rigmor. (Brevkorrespondancen er trykt i bogen: Edele og Evald, II, af Rigmor Fenger, Grevas Forlag 1976, hvilken bog er kilden til materialet her om fam. Fenger).

Foto nedenfor af Evald H. Fenger f. 1882, ansat ved DSB fra 1899, stationsforstander i Ryomgård 1938-1948, gift med Edele f. Stoltze

Vintrene var kolde, og effektiv isolering en sjældenhed. Ryomgård Realskole lukkede en overgang skolen i begyndelsen af februar 1941 på grund af kulde – brænde kunne ikke fremskaffes! Det kan være, at eleverne var glade for denne kuldeferie, men de fleste frøs uanset hvor de var. Fru Fenger skriver således, at deres inde-temperatur i stationsbygningens private afdeling var – 7. Stationsforstanderfamilien – hr. og fru. Fenger – rådede i øvrigt over 17 rum (nogle dog beregnet til udlejning/udlån til elever ved jernbanen), hvortil kom de offentlige rum på stationen, såsom kontorer, billetsalg, venterum, lagerrum, mandskabsrum, toiletter osv. De mange rum og mennesker krævede rengøring og den blev varetaget af rengøringskoner. Men Hr. og fru Fenger var ikke tilfredse med standarden og fru Fenger udarbejdede derfor en rengøringsplan: “Vejledning til udførelse af rengøringsarbejdet på Ryomgaard St.” Stationen husede også en restaurant, der under krigen forpagtedes af hotelejer Larsen. Larsen og hans hustru – skal vi ikke kalde hende for fru Larsen – ejede hotellet overfor jernbanestationen, og de havde set en fordel ved at drive begge forretninger: hotellet og jernbane-restauranten. Ofte var det fru Larsens domæne at sørge for ekspeditionen i restauranten og hendes mad rostes af fru Fenger, der ligeledes oplyser, at restauranten – trods krigens mangel på brændsel –  var opvarmet! Man aner mellem linjerne en forundring over denne varme. For vel kunne tørv skaffes, men de var ikke billige, – og ikke altid tørre nok til brug. Og man aner ligeledes, at opvarmede Larsen jernbanerestauranten, må konklusionen da være, at også hotellets restaurant opvarmedes! Havde Larsen et smuthul for fremskaffelse af disse produkter – der nok var tørvebriketter?  Svaret er nok et ja, men dokumentation har jeg ikke.

Men som sagt kom der mange mennesker til Ryomgård station. Til Flyvepladsen i Tirstrup transporteredes hver hverdag mellem 2-3000, dog langt fra alle via Ryomgård, men dog mange, ligesom der skulle køres uendelig megen materialer til tyske befæstninger og veje, navnlig i krigens sidste år, hvor tyskerne også i stigende grad beslaglagde flere bygninger til eget brug, – Realskolen f.eks., hvor Erik Munch havde stor mas med at få lov at beholde blot  halvdelen af sin skole til undervisning.

Af og til hobede mange togvogne sig op i Ryomgård af forskellige årsager. I de første krigsår skyldtes det dels de hårde vintre, dels forsyningssituationen for lokomotiverne (kul), men især i 1944 kom strejkerne til. Man fornemmede overalt tyskernes klemte situation og flere strejker iværksattes for at puste til det væltende læs. I november 1944 skriver fru Fenger, at der var over 100 ventende vogne i Ryomgård (heraf 56 med kartofler) med destination til Århus, men strejke i Århus hindrede transporternes gennemførelse. Men i krigens sidste del kommer i takt med russerne fremmarch også flygtninge fra Tyskland. I dec. 1944 ankommer “nogle hundrede”, til Ryomgård, som indlogeredes på hoteller, skoler, forsamlingshuse og hos en del private. Ligeledes vokser antallet af sabotager, navnlig fra 1943. De fleste i området foregik i Aarhus, men i nærområdet indtraf en af de største ved sabotagen af Auning Møbel – og Madradsfabrik sidst i oktober 1944, Som så mange andre sabotagehandlinger var denne begrundet i, at fabrikken arbejdede for tyskerne. Men ejeren af fabrikken, Dir. Robert Jensen, Auning havde ikke en chance. Tyskerne afgav (som sædvanlig) ordre om forskellige varer (senge, madrasser, borde og stole) til levering hurtigt og til betalingsclearing over Nationalbanken. Sagen stod ikke til diskussion, – blev ordren ikke adlydt skulle fabrikken straks forlades (den ejedes af Robert Jensen og hans hustru Else personlig), og tyskerne ville selv forestå produktionen! Følgelig blev ordren adlydt! Sabotagen blev senere levendegjort af 1.lærer i Auning Skole Stefan Nedergaard i 1946 i drengeromanen “På Skovgården”. Allerede i januar 1945 tog sabotagerne til bl.a. i form af angreb på tog. Sabotørerne ville ramme de tog, der transporterede tyskernes materiel, herunder naturligvis al transport i øvrigt i tyskernes tjeneste, Det medførte en del nervøsitet i Ryomgård, fordi talrige transporter her i høj grad vedrørte tyske interesser.
I slutningen af december 1944 skriver Evald Fenger, at der var urimeligt travlt på stationen: “Det myldrede med særtog trukket hertil fra Vestjylland……Hele natten kører vi med særtog i små portioner. Privatbanen (Gjerrildbanen) kan kun tage 8 – 10 vogne ad gangen, og her er 48 der skal retur, tømte med det samme (de er ankommet). Tyskernes angst for sabotage viste sig bl.a. ved at stille bevæbnede vagtposter alle steder, hvor der arbejdedes for tyskerne, herunder naturligvis også ved Stationen, hvor de om dagen såvel som om natten travede frem og tilbage på perronen. Midt i alt dette lider Evald Fenger af forstørret prostata og lader sig efter nogen tid indlægge på Sygehuset i Hornslet. Vel var Hornslet ikke langt væk, men togene aflystes ofte, så det var ikke nemt for fru Fenger at besøge sin mand, ofte tog turen hver vej flere timer. Det skyldtes ofte afsporinger, der tog til i foråret 1945. I marts 1945 var således to tog med 40-50 vogne blevet afsporet på linjen “Ryomgård-Aarhus”. På samme tid (april 1945) var ca. 500 tyske soldater stationeret i Ryomgård. Det krævede sin kost og sin plads samtidig med, at flygtningestrømmen tog til. Stationen var også transit for flygtningene, der transporteredes videre til de øvrige steder langs linjen, men som regel blev mindst en vognfuld flygtninge i Ryomgård. I april 1945 stoppede al persontransport op linjen, bortset fra soldater og flygtninge. Det betød også, at arbejdstog til Flyvepladsen i Tirstrup stoppede. Men sabotagerne mod togsporene blev ved og tyskerne greb ofte til andre metoder for transport, bl.a. ved at stjæle/låne biler og cykler. Tyske patruljer stoppede biler og cykler og tiltog sig brugsretten uden at man kunne gøre modstand. Selv realskolens elever opdagede, at deres cykler blev hugget, hvilket fik skolebestyrer Erik Munch til øjeblikkelig at advare forældrene om denne fare. Man prøvede ufortrødent at leve livet videre. Hotellet holdt således lørdagsballer for nedrullede gardiner og til Ove Greves musik. En lille episode herom er fortalt af en Pindstrup borger, kaldet “kongen” (Ove Jacobsen). Han og en kammerat ville til bal i Ryomgård, men gad ikke gå og turde ikke cykle. Kammeraten vidste imidlertid, at der stod en dræsine lidt inde i noget krat tæt på stationen i Pindstrup. De to gutter mente nok det gik an at låne den, så de satte den på sporet og trak og hev i hver sin ende af vippe-bommen, for så at nå Ryomgård ad denne vej. Hjemturen gik tilsvarende og de satte dræsinen på plads, hvor de havde taget den. Ufarligt var det ikke, da tog også kørte om natten, men de to unge holdt godt øje, og mødte ingen problemer.

4. maj 1945 om aftenen var det endelig slut. Tyskerne overgav sig og krigen sluttede her.

Ovenfor er belyst i løse uddrag krigen set fra Familiens Fengers side.

Nedenfor et lille uddrag fra hjemmesiden: Djurslands Jernbanemuseum -(djbm) – jernbanerne – fortællinger og erindringer – erindringer fra Hallendrups billetsalgssted:

“Krigen kommer til Hallendrup.
2. Verdenskrig blev mærkbar på egnen, især fordi tyskerne overtog og udbyggede flyvepladsen ved Tirstrup. I flere tilfælde ankom der tyske soldater med tog til Hallendrup på vej til Tirstrup, men det skete, at militæret glemte at hente dem ved toget. En vinter, hvor det var særlig koldt, sad der engang 14-15 soldater og frøs i ventebygningen indtil næste dag. Othilia Sørensen forbarmede sig over dem, og forsynede dem med kaffe og håndmadder. Derimod måtte soldaterne selv ud for at samle brænde, så der var noget at fyre med i kakkelovnen.

Othilias søn Laurits blev aktiv i modstandsbevægelsen sammen med bl.a. Viggo Nielsen, der boede syd for vogterhuset. En anden aktiv modstandsmand var dyrlæge Peter Rasmussen fra Kolind. Når modstandsfolkene var ude på natlige togter, gemte de sig nu og da i en kælder ved nordsiden af vogterhuset. Når Laurits vendte tilbage efter en aktion, var det altid med frygt for opdagelse på hjemturen – eller at tyskerne ventede på ham derhjemme. Othilia benyttede derfor et hjemmelavet varslingssystem. Hvis hun havde set tyske soldater i nærheden, stillede hun et tændt stearinlys frem i et lille vindue øverst i vogterhusets sydgavl. Så vidste Laurits og andre, at de skulle holde sig fra hjemmet og gå i skjul et andet sted.
25. marts 1945 anbragte sabotører tre sprængladninger på sporet nær Koed trinbræt (mellem Ryomgård og Kolind), hvorved to skinner blev ødelagt. Jernbanetrafikken var afbrudt i syv timer. Natten efter var der sprængning af sporet mellem Ryomgård og Thorsager. To sprængladninger ødelagde fire skinner, og trafikken var afbrudt indtil næste dag kl. 18. Samme nat sprængtes en skinne nær Pindstrup ved en aktion, hvor der var anbragt yderligere 10 sprængladninger, der dog ikke eksploderede. Trafikken var alligevel afbrudt i 8 timer.”

En mere organiseret modstandsbevægelse frem voksede især i krigens sidste år overalt i det lille land, også i Ryomgård. Og mange andre steder med de nærmeste grupper i Pindstrup, Auning og Kolind. Fælles for dem var at udøve sabotage og at hente de våben, som englænderne kastede ned fra fly. Landingsstederne her på egnen var især Georgsminde, Brunmose og åbne steder i Fjeld og Løvenholm-skoven. De enkelte medlemmer af modstandsgrupperne have dæknavne og ville helst ikke vide deres kammeraters rigtige navne, fordi de ved evt. tilfangetagelse da – selv under tortur – ikke kunne røbe deres kammeraters navne. Iværksættelse af deres aktiviteter omkring afhentning af våben, som englænderne nedkastede, skete ved, at der i radioen fra London (BBC) oplæstes en del navne – dæknavne – og de pågældende var da klar over, at der kom fly med våben på nærmere angivet sted og tidspunkt. Nedkastningschefen hed Tolstrup og fra ham fik man de sidste nøje instruktioner. Det var ofte om natten, og når tidspunktet nærmede sig og de pågældende modstandsfolk kunne høre et fly nærme sig, tændte de fakler, og dannede formation. Så vidste piloten, at han kunne frigøre lasten. Men modstandsfolkene skulle være hurtige, for tyskerne havde formodentlig også set flyet og kunne godt regne ud, hvilket formål der forfulgtes. Blev man fanget, blev man dømt til døden eller sendt i koncentrationslejr. Forskellen var ikke stor! De forskellige modstandsgrupper her på egnen etablerede gradvist især i 1944, og havde navn efter den by, de kom fra, eksempelvis: Hornslet-gruppen, Pindstrup-gruppen, Kolind-gruppen og Ryom-gruppen.

I Midtdjurs Lokalarkiv kan man finde lister over gruppernes medlemmer, for Ryomgård-gruppens vedkommende:
Bent Andersen, Aage Egon Bergstrand, Laurits Svend Orla Eriksen, Carl Chr. Hald, Tage Jürgensen, Ove Larsen, Knud Aage Mikkelsen, Peter Erik Rasmussen, Jens Erik Madsen Ry, Henning Schou, Jens Svendsen Sørensen, Bent Larsen, Egon Laursen.

Fortegnelse er nedskrevet efter hukommelsen efter krigens afslutning, og er ikke fyldestgørende, om end den menes at indeholde kernen af de modstandsfolk, der var med fra starten og ikke dem, der strømmede til i maj 1945, da krigens afslutning kunne forudses. Længere fremme vil blive indsat mere om modstandsgrupper, især Pindstrup-gruppen.

En af deltagerne var som det ses Peter (Erik) Rasmussen. Han kom som ung dyrlæge til Ryomgård i 1944 og bosatte sig i en lejlighed i Bredgade (nuværende Slotsgade) i en ejendom, der ejedes af slagter Nielsen og hustru. Ægteparret boede også i ejendommen og drev slagteriudsalg fra et par lokaler i stueetagen og var meget åbne og venlige overfor den unge dyrlæge. Fru Nielsen passede oveni købet hans telefon, når han var ude. Han blev gift med Gurli endnu i 1944 og de flyttede hen i Vestergade 22, hvor Skolebestyrer Erik Munch og fru Dagmar tidligere havde boet. Ved Axel Munchs død i 1939 var de flyttet til Blæsenborg. I den nye domicil kunne Peter Rasmussen bedre have sin praksis og Gurli blev hans assistent. Peter Rasmussen og hans familie flyttede i 1948 til Kolind, hvor han havde fået godt fat trods der i Kolind allerede var en dyrlæge. Det var især de store gårde i Bugtrup, der blev gode kunder, og af en af disse Bugtrup-bønder blev han tilbudt at købe en byggegrund inde på Bugtrup vej i Kolind. Rasmussen slog til og opførte en bolig med klinik. Herved ville han være nær sine bedste klienter og øgede i øvrigt hurtigt kundekredsen.

Da jeg besøgte (d. 19/01 2008) Dyrlæge Peter Rasmussen på hans gamle dage i Egå ved Århus, kunne han fortælle lidt om tiden, men nævnte ingen navne, – dem havde han “glemt”! Og dog – han huskede Ove Larsen, der var hans nabo – Vestergade 18 – hotelejer og forpagter af jernbanerestauranten, samt dennes søn Bent Larsen, som var på Peter Rasmussens egen alder. Samt vognmand Egon Laursen og en medarbejder ved stationen, der hed Mikkelsen (Portør Knud Aage Mikkelsen). Sidstnævnte tog sit eget liv kort efter krigens afslutning, hvilket Peter Rasmussen antydede kunne være forårsaget at det vældige pres, som ikke alle var bygget til at bære. Samtidig måtte han – Mikkelsen – måske også have haft dårlig samvittighed overfor sin arbejdsgiver – DBS, med stationsforstander Evald Fenger, som stedlig repræsentant herfor, især hvis jernbanesabotage var inde i billedet. Men det vides ikke, og Peter Rasmussen kunne ikke bekræfte det. Derimod erindredes, at Peter Rasmussen og Mikkelsen en gang sprængte en gravemaskine i luften, fordi tyskerne brugte den. Men ellers var det våben nedkastet fra fly, som Peter Rasmussens gruppe koncentrerede sig om. Rasmussen husker en episode fra 1945, hvor materiellet blev kastet ned i Løvenholm-Skoven, nærmere betegnet ved Briket-fabrikken. Nedkastningstidspunktet var aftalt til lige over middag, altså i dagslys, hvilket var lidt usædvanligt. Men risikoen for pågribelse af tyskerne var måske ikke større i dagtimerne end om natten? Modstandsgruppen dannede den aftalte position med fakler (i dagslyset!), da flyet nærmede sig og godset blev kastet. Man fandt hurtigt kasserne med våben, men noget var havnet i et mosehul. Med stort besvær fik man det op og nu manglede man kun en kasse. Den var også set lande i et større mosehul og forsøg blev da gjort på at lokalisere den i mosens bund. Men tidspresset blev nu for stort – tyskerne kunne være på vej – og risikoen for pågribelse voksede betragteligt. Peter Rasmussen fik da de andre overtalt til at lade denne sidste kasse med våben være – foreløbig – nu drejede det sig om at redde det, man allerede havde taget hånd om. Det var der enighed om, også fordi man havde aftalt med dem derhjemme, at man ville være hjemme senest kl. 16, – ellers ville der være noget galt og foranstaltninger skulle da træffes herom. Som et kuriosum bemærkes, at den pågældende kasse med våben aldrig siden er blevet fundet, – den ligger stadig i bunden af et vandhul i Brundmose!

Peter Rasmussen havde i begyndelsen af sin karriere som dyrlæge i Ryomgård kørt på motorcykel, men endnu ved årsskiftet 1944 – 45 udskiftet den med en gammel brugt Ford A, årg. 1930. I kraft af sit arbejde havde han fået dispensation til køb af benzin samt køretilladelse, hvilket bekræftedes af en mærkat i ruden. Våbnene fra Briket-fabrikken blev nu stuvet ind i Peter Rasmussens gamle Ford, men det duede ikke at begrave dem i jord i den tilstand, idet de fleste var våde. De måtte tørres og pakkes om, hvis de skulle være brugbare. Peter Rasmussen fandt derfor nogle store papkasser i sin garage, og efter tørring blev våbnene gemt heri. Om natten kørte den lille gruppe nu ud til fodboldforeningen Marie Magdalenes bane på Vestergade (i dag nr. 67), der hvor Produktionsvirksomheden ligger i dag. Eller måske var det idrætsforeningens Skjolds bane på Nimtoftevej, – det var dyrlæge Rasmussen lidt i tvivl om. Men i den ene ende af fodboldbanen gravede man et hul for våbnene. Som sagt så gjort! Man blev ikke opdaget, men havde nu sikret sig våben til det tidspunkt, hvor der skulle gøres op med tyskerne.

Men et lille efterspil blev der endnu inden krigen var slut. For Peter Rasmussen havde glemt, at de pågældende papkasser, som han fandt til våbnene i sin garage, var forsynet med hans navn og adresse. Rasmussen havde altså lagt løkken om egen hals, for havde tyskerne fundet våbnene, havde de også fundet gerningsmanden. Det var en rystende nervøs Peter Rasmussen, der i den følgende tid holdt godt øje med fodboldbanen i Vestergade/Nimtoftevej, for enhver aktivitet fra tyskernes side lige her, ville tvinge ham og familien til at flygte. Men heldigvis gik det godt!

Peter Rasmussen var også transportør af våben til andre skjulesteder, bl.a. det gamle teglværk på Frederikslundvej 7. Her var det meste nedrevet, men ikke en gammel tørrelade – med stråtag helt ned til jorden, og i denne lade skjulte gruppen også våben. Oplysningen herom stammer dog ikke fra Peter Rasmussen, men fra Erland Skovbjerg, der var i familie med Ove Jensen og hans familie fra “Kragelund”, der ejede det gamle for længst ophørte teglværk og hvorfra hans viden stammede.

JERNBANEN

OVERSIGT: 

Særligt perioden 1876-1956

Jernbanen anlægges

Gjerrild-Banen

Barn på stationen

Elevtid i Trustrup

SÆRLIGT PERIODEN 1876 – 1956

Ryomgårds “genopstandelse” skyldes jernbanens ankomst i 1876 (Randers – Grenå) og 1877 (Århus – Grenå) og den i forbindelse hermed anlagte station, der skulle vise sig at blive en af de større. I Djurslands Jernbanemuseums lille bog: “På sporet af Djurslands Jernbaner” kan læses mere udførligt om emnet. Ligeledes i den meget grundige og læseværdige bog: “Gjerrildbanen – en rejse gennem Norddjurs”, af Asger Christiansen.

JERNBANEN ANLÆGGES
Ved jernbanens udbredelse i landet i anden halvdel 1800-tallet, medførte en af de første anlagte baner i Jylland, Randers-Århus banen, hurtigt et ønske om en strækning til Grenå, idet denne by med sin placering og mulighed for besejling, selv ofte om vinteren, var attraktiv for jernbanekonnektion. Det var Randers, der var først med ideen, og fik Rigsdagen – som Folketinget hed dengang – til at tage spørgsmålet op på politisk plan. Rigsdagen nedsatte i 1869 et udvalg, der kom med flere betænkninger, den første allerede i 1870. Om anlæggelse af en jernbane på Djursland hedder det i indledningen bl.a., at
“landet er her (med undtagelse af det høie og golde, om end tildels skovbegroede Strøg nord for Ryomgårds Aa indtil Kattegat ved Stavnshoved) velbefolket, …og af frugtbar Beskaffenhed …”
Behovet for en jernbane begrundes også i ”et udviklet agerbrug” og ”sådanne industrier, der blot vente på et hurtigt og billigt Kommunikationsmiddel for at komme i fuld og gavnlig Virksomhed.” Her nævnes eksempelvis de store skove og tørvemoser samt kalksten, ”der henhørte til landets ypperligste.”

Udvalget skitserede en nordlig og en sydlig jernbanelinje med forskellige korte sidelinjer tilknyttet som alternative muligheder eller supplementer. Den nordlige linje forudsatte en station i bl.a. Øster Alling og Pindstrup, hvorefter den fortsatte i en linje
”sønden for Mariemagdalene, hvor Sandbunden kun er nogle få fod fra Overfladen, og naar i denne retning Ryomgård, hvor vi lidt norden for Gården havde tænkt os station nr. 4 fra Randers…”
På den sydlige linje var Thorsager foreslået som en af de større stationer, men ellers virker både linjeføringen og stationernes placering uforstående for en nutidsbetragtning, eksempelvis med stationer placeret i Kastrup (ved Ring), ved Skaføgård og i Ebdrup. Men tilsvarende gjaldt den nordlige linje, hvor Ryomgård kun var gården alene, akkurat som Skaføgård, – og Høgholm for den sags skyld, idet en station også var foreslået her på den sydlige linje.

Udvalget sluttede med en indstilling om, at den nordlige og sydlige linje kombineredes, således at den nordlige blev valgt fra Randers til Ring, hvorefter erstatningslinjen over Kastrup og Skaføgård til Thorsager blev valgt, og herefter den sydlige linje videre mod Grenå over Kolind og Albøge. Ryomgård og Pindstrup anbefaledes altså sløjfet, mens man dog tilrådede en sidebane til Allingåbro, ”hvor en ikke ubetydelig handelsomsætning allerede nu samler sig.” Det var – måske – denne sidste bemærkning, der senere udvirkede et nyt nordligt linjeføringsforslag fra Assentoft/Essenbæk over Allingåbro og Auning til Pindstrup og Ryomgård. Mens Auning var uden betydning i denne sammenhæng, fandt man, at Allingåbro – bl.a. også på grund af sit betydelige opland mod nord – var mere attraktiv end til blot en sidebane, mens det for Pindstrups vedkommende var mosearealerne, der trak og de deri liggende muligheder for transport af de tørv, som den øgede tørvegravning behøvede. En mulighed som en ung 25-årig mand – Johs F. la Cour – havde sine opmærksomme øjne åbne for nogle år senere, i 1905.

Ovenfor ses et af kortene, som jernbanekommissionen udarbejdede omkring linjeføringen Randers-Grenå. Mens den nordlige og sydlige linje er fuldt optrukne, er supplementslinjerne punkterede, idet udvalget således havde tilkendegivet mulighederne for, hvorledes den endelige linjeføring kunne sammensættes. Efter mange endeløse diskussioner, samtaler og debatter, barsledes endeligt et regeringsforslag i 1873: En Jernbane med et Anlægstilbud på 50.000 kr. pr. Banemil. Men de øvrige midler måtte skaffes privat, og jernbanen måtte følgelig være privat og ikke statslig. Det lykkedes ved aktietegning og banklån. Alle budgetterede tre millioner blev fremskaffet, og eneretsbevillingen blev udstedt til det private Østjyske Jernbaneselskab A/S d. 05.06 1874.

Arbejdet gik i gang under ledelse af den kyndige og farverige jernbaneentreprenør, Baron G. H. A. Gedalia. Baron-titlen havde han købt i Italien. Han gik konkurs med projektet i 1875, men arbejdet blev færdiggjort af bevillingshaverne i øvrigt, dvs. af underentreprenørerne som regningsarbejde, paradoksalt nok til en samlet billigere sum end den oprindelige entreprisesum. Den 24.08. 1876 kunne banen indvies med konseilspræsident Estrup til Skaføgård som det naturlige midtpunkt.

Randers-Grenå banen startede med at køre to tog daglig i hver retning, og i Århus frygtede man en forrykning af denne bys tiltrækningskraft på oplandet. Jernbanen trak jo både folk, handel og industrier, og var derfor en fare for Århus’ vækst og konkurrencemuligheder. Djurslands forrykning mod vest (Randers) på bekostning af syd (Århus) måtte stoppes, mente man i Århus! Altså måtte man have en jernbaneforbindelse fra Århus ud til Djursland med endepunkt i Grenå. En tilslutning til den eksisterende banestrækning et eller andet sted var alle enige om, men her ophørte enigheden til gengæld også. Havde der været diskussioner og debatter tidligere, under planlægningen af Randers-Grenå linjen, var disse for intet at regne mod diskussionerne nu. Mens Århus ønskede linjens tilknytningspunkt så vestlig som mulig, ville Randers have det modsatte, men i 1876 løstes den gordiske knude med det ud fra geografiske synspunkter naturligste tilslutningspunkt: Ryomgård! Et år senere åbnede banen, men ligesom søsterlinjen til Randers var de økonomiske problemer for store, og staten overtog begge baner i 1881.

Ryomgård havde nu fået en station, ovenikøbet med flere linjer, og blev derved et jernbaneknudepunkt. Persontrafikken fik en større andel af trafikken end egentlig forudsat, og jernbanerestauranten viste sig snart at få god søgning. I Jyllands-Posten d. 12. maj. 1894 kunne man således se denne annonce:

“Ryomgård stations restauration.
Undertegnede har overtaget ovennævnte restauration fra 1. april d.a. og anbefaler sig til de ærede rejsende. Ved morgentogene forefindes kaffebord – H.C.Knudsen.”

Da tidens materiel var forholdsvis små dampmaskiner, og da Ryomgård lå strategisk rigtig for ressourcer for linjerne, blev stedet hurtigt centrum for forskellige indretninger, der var nødvendige i driften. Der skulle kunne tages vand til lokomotiverne, ligesom personaleskift, oplagsplads, rangering, billettering, forplejning for personale og passagerer og meget andet var nødvendigt. Postkontor fik vi også, – det startede faktisk allerede i forbindelse med jernbanens etablering i 1876 som brevsamlingssted. Året efter, da Århus-banelinjen kom til, forfremmedes det til postekspedition. I 1908 åbnedes så et egentligt postkontor i stationsbygningen, og stationsforstanderen varetog også opgaverne her, om end han ikke fik postmester-titlen. I 1917 flyttedes postekspeditionen fra stationen til Jernbanegade 21 (i dag Adelsbøll frisørsalon), og i 1926 oprettedes så et egentlig postmester-embede i byen. Første postmester hed Chr. Fr. Oscar Mortensen.  I 1932 flyttedes embedet tilbage til stationsbygningen, for så senere at flytte til Ringvejen. I dag er embedet nedlagt og erstattet af en postekspedition i byens Superbrugs.

FOTO – T.v. ankommer damplokomotivet fra Aarhus 1915. T.v. i billedet den nye tre sporede remise med vendeskive og bolig bagved til rangermesteren. I dag er det hele tog-museum.

Stationen voksede med opgaverne, men mærkeligt nok voksede nogen by ikke op ved stationen, – endnu ! Man kan spørge, hvorfor banelinjens knudepunkt ikke blev lagt blot 2 km vestligere end sket, nemlig i Marie Magdalene? Forklaringen er den, at man ikke primært tænkte i løsninger omkring personbefordring.  Det var industrier (incl. større landbrugsafsætninger) det gjaldt, idet disses transportopgaver var blevet et påtrængende problem på landsbasis. Marie Magdalene havde intet særligt her at byde på. Det havde Ryomgård heller ikke, bortset fra hovedgården, men Ryomgård var som sagt det geografisk valgte som et kompromis, og derved blev det. Med jernbanens og stationens ankomst havde stedet nu fået et navn, – afledt af hovedgårdens, men trods gode forudsætninger for population varede det endnu nogen tid, før bebyggelserne tog til. Hovedgårdsejeren på Gl. Ryomgård, H. Mourier-Petersen, var årsag hertil, idet han ejede langt det meste omliggende jord, og ikke var meget for at sælge noget. Tilflyttere ville nemlig efter hans mening skabe et proletariat, der ville belaste sognekassen, og således forøge skatterne. Det skulle han ikke nyde noget af, – derfor ville han ikke frastykke jord til bebyggelse!

GJERRILD-BANEN

Ovenfor – Gjerrild-grisen ankommer til Ryomgård Station, ca. 1950. Der ses to spor t.v. , hvor det ene er et rangeringsspor, mens det andet fører hen til Gjerrild-remissen.

Da behovet for en jernbane til Norddjursland var til stede, blev Gjerrildbanen etableret i 1911, altså strækningen Ryomgård – Gjerrild. Men linjeføringen blev noget snoet, da mange mindre steder skulle have kontakt med jernbanen. Karakteristisk er det, at banen frembyder flere trinbrætter, de nærmeste ved Ryomgård var ”Kærende”. Banen suppleredes i 1917 med en forbindelse videre fra Gjerrild til Grenå.

På fotoet nedenfor ses Gjerrild-sporene midt i billedet, som ender i en drejeskive. Man ser også et spor, der fører hen til banens remise, hvor ikke blot toget kunne overnatte, men også lokomotivføreren og kedelpasseren.

Gjerrild (eller rettere Stokkebro) blev hjemsted for banen (overtoges senere af Grenå), men Ryomgård var også et vigtigt punkt. Her skulle lokomotiverne kunne vendes, hvorfor der byggedes en ekstra drejeskive ovenfor. Den lå skråt overfor hotellet, på et areal, hvor der tidligere havde været have for stationsforstanderen. Godset der befordredes øgedes med tiden og omfattede efterhånden bl.a. tørv fra Stenvad, mergel samt gødning og dyr til og fra landbrugere. Fra Mejlgård skovene skulle fældede træer befordres til savværker, og fisk fra bl.a. Bønnerup til de større byer samt sten og grus fra grusgrave til byggepladser og ral fra især ral-lejerne ved Gjerrild Nordstrand.

Nedenfor foto af Ryomgaard Station 1930 med bl.a. vindmølle, der trak vand op til det lille vandtårn. Vandtårnet erstattedes senere af et større, der bygges lidt længere tilbage fra sporet, – og det står der stadig, men i dag uden nogen funktion, men som et slags vartegn om damplokomotivernes tid i byen.

Persontransport skete bl.a. af skolebørn, der søgte Realskolen i Ryomgård samt bl.a. også til festlige lejligheder, som KFUM og K’s sommermøde i 1934, se annonce nedenfor.

Toget kunne godt holde ved ikke-køreplanlagte steder, f.eks. ved Roligheden, hvis der var fest eller folkemøde her. Senere (1933) blev dog et trinbræt etableret her. Roligheden starter ved det lille sti-kryds for enden af Vallumsøen (i Trap Danmark dengang benævnt Voldumsøen), hvor man i dag kan cykle eller gå til ad Gjerrild-stien. Og går man så til højre, kommer man langs Roligheden op til Attrup, mens man til venstre kommer op til Ny Ryomgård. Fortsætter man ligeud, ender man tæt på Frederikslund, dvs. man følger sporet, der går udenom Frederikslund og havner i Kærende, hvor der lidt senere efter banens etablering etableredes et trinbræt med læskur. Men stod man altså af i Roligheden, kunne man nå festpladsen, – i dag fuldstændig ukendt og vanskelig at lokalisere i terrænet.

Ovenfor – Kærende Trinbræt – Tidspunktet er formodentlig sidst i 1940’erne. En stander stod t.h. -desværre udenfor fotoet – og var beregnet til at rejsende kunne hejse et signal, hvis toget skulle stoppe. Ellers kørte det blot forbi.
Især om vinteren havde banen store problemer at slås med, når sneen føg over markerne mellem Kærende og Nimtofte. Og forinden da – fra Vallumsøens østlige ende gik det op ad bakke, mod Kærende. Det lille tog med den lille dampmaskine blev udfordret til bristepunktet, og ofte måtte mandskab, især fra Nimtofte Station, rykke ud og skovle toget fri.
Gjerrild-banen havde stort set altid – enkelte undtagelser – underskud, og den likvideres i 1956.

 Fritz Sørensen har skrevet et fint lille hæfte om banen (særtryk findes fra 1976), ligeledes Asger Christiansen, Århus, jfr. indledningen. Interesserede må læse videre der. Dog vil jeg også henvise til lokalarkivets site – fanen Nimtofte, hvor der er to artikler om jernbanen, den ene af anonym, den anden Erland Skovbjergs fine artikel om ”Stationen i Nimtofte”.

Ryomgaard Stations mest ekspansive og travle periode var 1940’erne og 1950’erne. Gjerrild-banen var trods dens tilsyneladende lidenhed ret markant i bybilledet, – med egen remise, hvor som sagt både lokomotiv, lokomotivfører og kedelpasser kunne overnatte.

Barn på stationen

Nedenfor et uddrag fra hjemmesiden: DJBM – jernbanerne – fortællinger og erindringer, hvortil henvises for at læse mere. Artiklen er fortalt til Niels Skov Hansen af Karsten Jørgensen og dennes lillebror Ib Jørgensen, vinteren 2011-12. (Ganske svagt redigeret).

Hvordan husker jeg Ryomgård station med hvad dertil hører?
I al den til jeg husker, boede vi i et af jernbanens huse på Stationsvej. Her var 3 huse til de ansatte på Ryomgård station. 18 a- et 2 etagers hus med 4 lejligheder. Her boede vi. Så var der 19 b- et rækkehus med 4 lejligheder. Endelig var der 18 c, hvor først overbanemesteren og senere skiftende assistenter boede.

Red: På fotoet ovenfor ses helt til højre huset med de to skorstene, som ovenfor betegnes 18 a, og er beliggende Jernbanegade 4, og ved siden af 19 b, rækkehus, som er beliggende Jernbanegade 6. I forgrunden en vandkran, som hentede sit vand til lokomotiverne fra vandtårnet, der stikker sin top op i baggrunden.
Jens Daugaard boede Jernbanegade 6 i 1950’erne – og har i også leveret fotoet. Han skriver: I det lave hus bag vandkranen boede vi, min far og mor og til sidst fire børn. Vi flyttede ind i 1952 – 53 og flyttede derfra i 1964, hvor min far og mor havde bygget hus på Solbakken. I huset på Stationsvej var der fire lejligheder, alle beboet af tjenestemænd. Far var stationsbetjent – senere portør og overportør, de andre var ansat ved “linjen”. Banemester Anton Jessen Jensen boede i lejligheden længst mod vest (altså t.v. på billedet). Dernæst Knud Risager og Gunner Sørensen, og så familien Daugaard.

Karsten og Ib Jørgensen fortsætter: (svagt redigeret): På pladsen lige uden for vores lejlighed stod vindmøllen. En flot mølle opført i metal, der blev demonteret i start/midt 1950erne. Bag den lå vandtårnet. Det eksisterer endnu, dog ikke som vandtårn. Mølle og vandtårn var et eldorado af en legeplads. Det var forbudt at betræde begge dele, men for os børn var det en ugentlig foreteelse, at vi var oppe i vandtårn og mølle. Vandtårnet kunne vi kun komme op i, når “Holger-pudseren” havde glemt at låse. Turen op i tårnet – først ad snoet metaltrappe, efterfølgende af lodret træ-stige -, hvor vi kunne kigge ned i vandbeholderen, var det ypperste, vi kunne forestille os. Vandet til tårnet kom fra DSB’s egen brønd, der lå ved siden af signaltjenestens bygning.
Vandtårnet opførtes i 1914 – som mange andre DSB-bygninger plagieret fra station til station, – dog naturligvis kun hvor vandforsyning til lokomotiverne var nødvendig. Tidligere (fra 1876) var der også vandforsyning i Ryomgård til lokomotiverne, men noget mere primitive forsyningsenheder. I dag findes bevaret tilsvarende museale vandtårne bl.a. i Langå  og Skjern – og flere andre steder.

Fotoet nedenfor giver et godt indtryk af den travle station i 1950’erne. Fotoet er fra 1958.

Stationen var rigtig stor i børneøjne. Det var den vel også for alle andre. Fra øst mod vest var der Gjerrildbanen med remise, spor og drejeskive. Derefter kiosk, stationsbygning med jernbanerestaurant, 3 perroner med spor mod Grenå, Randers og Århus, blokpost, signaltjenestens bygning, banetjenestens bygninger, drejeskive og remise med overnatningslokaler. Udover perroner var der 3 hovedspor til person- og godstog. Hertil kom rangerspor, ladespor og læsserampe. Endvidere var der sidespor ind til RYPI, senere Jiffypot, og senere igen også sidespor til Carlsbergdepotet. Endelig var der 2 vandkraner, hvor damplokomotiver kunne “få slukket tørsten”. Her var endvidere et mindre depot af kul, så damplokomotiverne kunne få en mindre nødforsyning, såfremt dette var påkrævet.

I signaltjenesten var der endvidere et oplagsrum til koks, da samtlige bygninger blev opvarmet med koks, ligesom mange MO motorvogne og personvogne, ofte skulle forsynes med ekstra koks under ophold i Ryomgård. Der skulle bruges megen koks, som blev leveret til stationen i åbne højsidede godsvogne – litra Pb. De blev placeret i spor 1 ud for koksrummet (red: undt. koks til Gjerrild-banen, der havde sin egen “kulgård” tæt ved dens remise). Tømningen af koksvognene, som vi knægte selvfølgelig deltog i, skete med trillebør ned ad en sliske og ind i bygningen, hvor vi atter skulle op ad en sliske, der lå på “koksbjerget”, da der jo skulle fyldes helt op under taget.

En leg for os knægte var, når vi lagde små mønter (1- og 2 ører) på skinnerne og ventede på et forbi-kørende tog. Mønterne fik mere end fordoblet størrelsen – dog ikke i værdi.

I mange år havde vi et foto hængende med alle de ansatte på Ryomgård Station. Der var ca. 30 personer – foto nedenfor fra 1949 med tilhørende tekst

Jernbanepersonalet – Ryomgård Station 1949. Arne Holm Andersen, søn af banebetjent A.J. Andersen (kaldet AIS) har hjulpet. Forkortelser: e-a: ekstraarbejder; opt: overportør; pt: portør. De to bageste rækker fra venstre: e-a Karton Larsen, Einar Jørgensen (kaldet Fessor), e-a Svend Laursen, e-a- Gerhard Bach, Knud Glintborg, e-a Viggo Rank, opt Jensen, opt H.D. Steffensen (kaldet Steff), e-a Andreas Frandsen, e-a Niels Pedersen, Pakhus-formand Petersen (kaldet Pakhus-Petersen), e-a Johs. Adelsbøll kaldet Albinus. Forreste række fra venstre: overtrafikass. Niels Erik Linnes, Anne Marie Dueholm (dengang vistnok trafikass. Frk. Kristensen), stationsforstander Mortensen, trafikass. Børge Sejersen og endelig Birgit Pedersen.

Særligt remisen og området udenfor var spændende for nogle “knægte”. Mange timer blev tilbragt med at lege på og med drejeskiven. En gammel træsneplov, der stod udenfor, var interessant. I mange år stod en gammel dampmaskine i remisen. Det var en B-maskine med litra nummer B 45. Den gik “Holger-pudseren” og pudsede på. Den kravlede vi meget rundt på. I remisen var også badefaciliteter, hvor vi kunne få det ugentlige bad.

Et bad-regulativ hænger i dag på Djurslands Jernbanemuseum i Ryomgård. Man kunne tage bad i rangermesterens bolig ved DSB-remisen. Regulativet fortæller, at prisen var 10 øre.
I remisen havde far, der var portør på stationen, lejet et lokale, hvor han havde opbygget en stor modelbane.

På samme sidespor ved remisen hvor sneploven stod, havde banetjenesten desuden parkeret en trolje, hvor man skulle anvende nogle træskafter, for at få denne til at køre. Disse træskafter havde forneden i selve skaftet et hul, hvor der skulle sættes i en tap på hjulene på troljen. Troljen havde vi megen morskab med, idet vi legede eksprestog med den fra sidesporet, ned over sporskifte hen til drejeskiven, for at køre på et andet spor retur til sidesporet.
Megen tid blev brugt med at løbe på perronerne omkring ved kiosken. Når vi havde været der for længe, kom stationsforstander Mortensen og købte os til at lade være med at løbe på perronerne. Vi fik hver gang 10 øre hver.
Et højdepunkt var, når togfører Børge Hviid var togfører i et af togene, Vi vidste altid, hvornår han kom. Vi ventede altid i spænding, når han skulle komme. Han havde nemlig hul i den ene bukselomme, så der faldt 10 ører ud, når vi nærmere os. Pudsigt nok var det altid to 10 ører – en til hver!
Lokomotivfører Oscar Philipsen skulle vi også altid forbi og hilse på, når han kom forbi. Vi kom altid op på maskinerne, når han havde ophold i Ryomgård. Han fortalte masser af historier, og så manglede han yderste led på venstre lillefinger. Han sagde selv det skyldtes, at han spillede violin, og det kunne hans far ikke lide. Derfor klippede han lillefingeren af.

Læssevejen var en guldgrube for et par knægte med initiativ. Her smed signaltjenesten alle deres kasserede batterier. De indeholdt både bly og messing, så disse skilte vi ad og samlede metallet. Elselskabet ARKE sendte jævnligt en vognladning kobberrester til Frederiksværk. Når de var færdige med at læsse, lå der altid flere kilo kobber, hvor godsvognene havde holdt. Det samlede vi også. Alt hvad vi samlede af metal, solgte vi til SA (byens produkthandler). Han var også ansat ved signaltjenesten. Kan stadig huske nogle af priserne på metal: Jern 5 øre/kg, støbejern 12 øre/kg, bly 1,25 kr./kg, kobber 3,50 kr./kg. Et sandt eldorado blev det, da Gjerrildbanen blev nedlagt, og skinnerne rykket op. Oprydningsarbejdet var meget mangelfuldt. Vi samlede flere hundrede kilo støbejern (lasker, svellebolte m.m.). Vi tjente rigtig mange penge, men måtte også arbejde for det.

Rigtig stort var det, når vi fik lov til at køre med damplokomotiverne i de tidlige barndomsår, når de rangerede på stationen. Senere fik vi af og til lov til at køre med til Grenå i førerrummet.
Der var også en hel del stykgods til og fra Ryomgård. Bl.a. kom der hver tirsdag og torsdag fersk kød med toget fra svineslagteriet i Randers til Slagter Nielsen i Ryomgård. Der var normalt 2-3 ½ grise pakket i sækkelærred, og 2-3 trækasser med fersk kød. Det kørte vi om til slagteren på en af stationens trækvogne. Det fik vi, så vidt jeg husker, 2 kr. for om måneden og 1 pose flæskesvær om ugen. Flere aftener om ugen, kom mange kasser fersk fisk til omlæsning, så det kunne komme videre mod Århus.
Det, at vi ofte opholdt os på stationen gjorde, at vi selv fik interessen for at komme til DSB.

Nedenfor foto af Asger Christiansen. Togkryds – Ryomgård Station – nye tog 2019.

Elevtid i Trustrup
Karsten Jørgensen fortsætter med at fortælle (svagt redigeret): Jeg startede som trafikelev d. 16.08.1962 på DSB-skolen, der lå Sølvgade 40 i København. Efter den første skoletid skulle vi ud på en station. Der var stor spænding om, hvor vi skulle hen. Min første station blev Trustrup, hvor jeg skulle være i 9 måneder. Det var ikke mere end 20 km. hjemmefra. Vi skulle 2 elever til Trustrup – undertegnede og K.S.Jensen, der senere blev præst.
Trustrup station var også en stor station med privatbane til Ebeltoft. Også her var der meget personale: Stationsforstander var Jens Friis kaldet “revolver-jens”. Han havde efter sigende, en aften med kaos, råbt ud af vinduet fra sin lejlighed på stationens 1. sal: “I skulle skydes hele bundtet”. Der var 3 trafikekspedienter, Gunnar Sørensen, Karsten Jensen og Svend Åge Madsen. Derudover var der 1 kontorassistent og 3 ekstraarbejdere – Børge Buck, Carl Pedersen og Svend (?).
Elevtjenesten blev tilrettelagt således, at vi arbejdede skiftevis morgen og aften, 6 timer dagligt, med forpligtelse til at læse 2 timer efter fyraften. Der var fri hver weekend. De 2 elever mødte altid modsat hinanden. Jeg kunne bo hjemme hver anden dag. Vi lejede begge to et værelse hos skorstensfejer Aarestrup, der i mange år havde lejet ud til trafikelever. De dage jeg havde overnattet i Trustrup, fik jeg sendt en madpakke med toget fra Ryomgård. Vi fik en aftale med den lokale kro om, at vi kunne spise dagens middag (2 retter) for 20 kr. Det var selvfølgelig mange penge, når elevlønnen på det tidspunkt kun var 350 kr. om måneden. Efter et par måneder, begyndte vi at spise på cafeteria i Grenå.
På Trustrup station tilbragte jeg ikke tiden sammen med min broder, som på Ryomgård station. Men også Trustrup station fik fornøjelse af min broder, idet han efterfulgte mig året efter, hvor han blev 1. års elev i Trustrup.

Om tog her på egnen kan især henvises til sitet: https://www, djbm.dk/aktivside

https://www.djbm.dk/aktivside

Artiklen kan forsættes og især redigeres for rettelser, tilføjelser og nye oplysninger.

BEGYNDELSEN

INDHOLD:

Begyndelsen
Første gård og første by
Første bys endeligt
Hovedgården og dens omgivelser
Heinrich de Mule Hoff
Hoveri eller betaling
Bomhuset
Herregårdsslagteren
Spaniolerne på Ryomgård
Kirketiendet pantsættes
Omgivelserne – 1800-tallet

Hvornår begyndte det? – altså Ryomgård?

– læs om tiden frem mod vores by blev dannet.

Hvordan så der egentlig ud på egnen her og hvad rørte der sig mon fra de første kilder dukker op om egnen og til den spæde start på den samling huse, der skulle blive til byen Ryomgård? Dele af det skrevne er fra bogen: “Rundt om Ryom”, idet der dog mange steder er sket ændringer og tilføjelser.

I slutningen af 1300-tallet fødte herren til Hevringholm, Niels Jensens hustru en søn, som døbtes Otte Nielsen. Hevringholms besiddelser strakte sig vidt omkring på det skovtætte Djursland, og da den ca. 31-årige Otte i 1426 giftede sig med enken til hvideslægtens gamle gård, Bjørnholm (nuværende Høgholm) Else Krognos, kunne han igennem arv og ægteskab se sig selv som jorddrot, der i størrelse (ved supplerende opkøb noget senere) kunne måle sig med en af datidens største, Lauge Brock til Gl. Estrup.

Forbindelsen mellem Hevringholm og Bjørnholm foregik formodentlig over vadestedet ved nuværende Gl. Ryom, som det korteste og mest bekvemme sted at passere den våde rest af det gamle Stenalderhav, hvis sidste element ellers kun dukkede synligt frem i indsøen Kolindsund.

I 1460 omtales en gård i Marie Magdalene ved navn Æsteroob som Otte Nielsens, og det lyder ikke usandsynligt om Otte Nielsen og hans følge brugte denne gård som mellemstation på sine ridt mellem gårdene. I 1443 blev Otte Nielsen Rigshofmester hos Kong Chr. I, og rejste i denne egenskab meget omkring eller opholdt sig hos kongen, men i 1452 fritages han for hvervet ”for hans alderdoms og krankheds skyld”. Fra da af havde han tid til at tage sig af andre mere hjemlige gøremål, og et af dem var at bygge en kirke i Marie Magdalene i 1458. Måske er den bygget direkte ovenpå en gammel hedensk vieplads, som formentlig blev indstiftet af syge, der havde søgt og måske også fået helbredelse ved kildevældet i Marie Magdalene. Fundamentsrester tyder dog på, at en anden kirke var der i forvejen, måske bygget i 1200-tallet som så mange andre kirker, men så skrøbelig at Otte Nielsen mente en fuldstændig ny kirke var nødvendig. Samtidig synes der at have været en eller anden form for beboelse ved nuværende Gl. Ryom, måske som en fordums ”røverrede”, hvilket en enkelt forfatter har foreslået (Karl Mejnecke). Røveruvæsnet var udbredt overalt hvor skoven kunne give ly, og vadestedet må have været et godt tilholdssted, selvom vi ikke har konkrete beviser på det. Under alle omstændigheder indtog Otte Nielsen holmen ved nuværende Gl. Ryom og byggede sig en stor gård, der måske var tænkt som afløsning af Æsteroob i Marie Magdalene. Samtidig ryddede han skoven i en strækning fra sin nye gård ud til sin kirke i Marie Magdalene, og sandsynligvis har det ikke varet længe før området inde ved borgen blev bebygget yderligere, og tog navn efter rydningen. Her har der været beskyttelse at opnå, og en del jord var befriet for skov og nogenlunde klar til dyrkning. Tidspunktet har været efter 1452, hvor han ophører som rigshofmester og 1477, hvor han dør.

Et sagn fortæller, at Marie Magdalene har navn efter to søstre af samme navn, der blev helbredte ved at drikke af den kilde, der sprang på stedet. Men det er mere troligt, at Otte Nielsen opkaldte sin kirke efter den bibelske person Maria Magdalene, der huskes som den, der besøgte Jesus grav påskemorgen.

Denne forklaring støttes af ordet ”sancte” i den fornævnte fra 1460 kendte tekst om Æsteroob (i dag sprogligt nærmest Estrup eller Astrup), hvor der står: ”Æsteroop hooes sancte Marie Magdalene.” Det bestyrkes også af, at man i materialet omkring kilderne i Danmark stort set ikke eller i hvert fald sjældent finder eksempler på kildenavne opkaldte efter personer, der måtte være blevet helbredte ved kilden. Tværtimod er langt de fleste navne på kildevæld knyttet til stednavne, gudenavne (hedenske guder) eller bibelske navne (helligkilder).

Men hvor lå kilden i Marie Magdalene egentlig? Det er sandsynligt, at den lå lige ved skel i den nuværende præstehaves nordlige hjørne, faktisk på nabomarken, og meget tæt ved bækken, der løber igennem byen (Bøjstrup Bæk). Kildevældet har rindet herfra i hvert fald i 500 år, sandsynligvis langt længere, men langsomt er det aftaget. I 1992 kunne man stadig være heldig at finde lidt vand springe, men i dag leder man forgæves. Arnestedet er svært at anskue, da tæt krat og vildnis periodevis har spærret for adgang og ordentlig iagttagelse, ligesom almindelig erosion har udjævnet stedets karakteristika. En pumpe var engang anbragt ved hvælvet, men blev fjernet engang i 1930’erne (eller før). Et sagn fortæller, at kildens helbredende virkning ophørte, da en nærig bonde trak sin syge hest til kilden, for at den kunne blive rask ved at drikke af dens vand. Men sagnet er alene et mundheld, der hæftedes på mange kilder, når de udtørrede eller af andre grunde ophørte at have interesse. Der findes flere kilder i området, også helligkilder, men ingen af dem har haft samme overleverede betydning, som den hellige i præstegårdshavens skel mod nord. Se evt. om de øvrige kilder i Sigurd Svanes bog: Danske Helligkilder, Finn Jacobsens Forlag 1984.

Vender vi tilbage til Otte Nielsens gård, sørgede Otte Nielsen for dens stabilitet ved at sikre dens økonomiske rammer. Gården skulle gøres til en driftsmæssig enhed, hvis drivhjul skulle passes og næres. Jord måtte der til, men det har nok ikke voldt denne kongens mand besvær. Megen jord i landet var nemlig ingenmandsland, og det som ingen ejede, ejede kongen, sagde loven. En anden mulighed for at få tillagt jord var mageskifter, og Otte Nielsen ejede jord nok til, at han altid kunne give andre et godt mageskiftebud. Megen skov måtte dog ryddes, før ploven kunne vende mulden, men i hvert fald fra 1500-tallet dukker Ryomgård op som registreret storbrug, selvom dets omfang fra starten ikke var det, som det senere blev til.

PERIODEN 1470-1644

Den første gård og den første by

Ryomgårds officielle og synlige status som en større gård, var nu en realitet. Otte Nielsen, der på sine gamle dage blev adlet Rosenkrantz, behøvede naturligvis folk på gården, ligesom en popularisering af stedet lidt nord for gården finder sted.En svag bydannelse tegner sig og denne første egentlige by kaldtes med tiden Ryum eller Ryen, mens gården kaldtes Ryumgård. Mellem 12 og 14 smågårde/ bondegårde, måske blandet med et par jordløse huse, bliver det muligvis til i perioden frem til et og andet tidspunkt i 30-års-krigen, nærmere bestemt omkring 1644. 30 års krigen var en sørgelig periode for vort land. Den enevældige kong Chr. 4. havde – som Hertug af Holsten – involveret landet i en krig, som især efter Chr. 4.’ s nederlag ved Barenberg (1626), hensat landet i stor nød. Den tyske kejserlige hær besatte Jylland og krævede forplejning. Dette sammenholdt med den generelle stigning i efterspørgsel efter landbrugsprodukter, gjorde at ny jord måtte inddrages. Også den senere, men under samme 30 års krig, Thorstensson-krigen (1643-45) gjorde ondt. Befolkningen led meget og fjenden spurgte ikke efter mad, – de forlangte den, tog den, røvede den, se lidt mere længere fremme. Muligvis er det i lyset heraf, at vi i denne periode skal se terrasse-agrene ved Marie Magdalene dukke frem. De stammer nemlig fra denne periode.

Kører man i dag ud af Ryomgård mod Pindstrup, forbi Blakbjerg og hen til næste sving, kan man – i svinget til højre – se rester af terrasse-agre. I mange lande, især sydpå, har sådanne været anvendte i masser af år, – og anvendes stadig. Herhjemme har de været anvendte især i middelalderen (for Danmarks vedkommende ca. 1050-1536).  Fordelen har været, at bonden under pløjning slap for at vende spand og plov, hvilket var besværligt med den tunge hjulplov, som dengang anvendtes, men kunne pløje i en lang stribe på den ene terrasse efter den anden. Inden svingploven gjorde sit indtog, var det en stor lettelse i pløjningen. I Marie Magdalene er de pågældende agre ca. 3-4 meter brede og pænt lange, – og så er de fra 1600-tallet! Dette sidste fortæller, at der har været mangel på jord til opdyrkning, for selvom svingploven kun var langsomt på vej, blev terrassebrug mere og mere sjældent herhjemme efter middelalderen. Der har tilsyneladende været mangel på jord til opdyrkning, hvilket kan skyldes områdets struktur i form af vådområder, skov og til tider for stejle bakker i kombination med befolkningsforøgelse. Det var ikke let at implementere ny jord! Men flere munde skulle mættes, hvilket igen kan være begrundet i 30 års krigen, jfr. ovenfor.

Også andre steder på egnen finder vi terrassebrug fra perioden, nærmeste sted er i Auning, hvor man udenfor byen mod øst ad hovedvej 16 møder Auning Skoven. Til venstre lige inden man kører ind i skoven er der en p-plads – af de lokale ofte kaldet sigøjner-pladsen! Netop i den østlige ende af denne plads – lige hvor skoven starter – ses terrasse-agre af akkurat samme art som ved Marie Magdalene. Der er i øvrigt i samme skov, lidt østligere inde i skoven mange andre tegn på tidligere agerbrug og beboelse, men det er en anden sag.

Tilbage til gården Ryumgård.
I 1477 døde Otte Nielsen Rosenkrantz, men forinden nåede han på grund af sit engagement med Marie Magdalene kirke at ryge uklar med Århus bispen Jens Iversen Lange, idet denne forlangte myndigheden over kirken. Man talte om, at ”hvor Fællesskoven (Fjeld Skov) standset, vestenfor en kirkeby med det mærkelige navn Marmelene, havde Otte Nielsen Rosenkranz ladet skov rydde og jord opdyrke i thet stedt som skov oc træ stodh.” Fra et senere (1700-tallet) udpluk af Sønderhald Herreds­protokol refereres fra dommen: ”…og haver giort der en skøn Kirke, og alt det Folk til den sogn det hører forskrevne hr. Otto til, og Biskoppen vil ly steede Ham til, at sette der Capellan til, eller bevare sig der ydermeere med, end som Hand, og hands Huus Frue havde der intet tilgivet.” Kirkens førende mand på egnen, Århus bispen, ville med andre ord ikke finde sig i Otte Nielsen Rosenkrantz’ fuldstændige råderet over sin egen kirke i Marie Magdalene, men Kongens Retterting gav Otte Nielsen Rosenkrantz medhold og tilkendte ham kaldsretten til kirken ”til evig tid”. Heri ligger, at Otte Nielsen Rosenkrantz selv kunne bestemme, hvilken præst der skulle besætte embedet, samt ”skall der ingen rejnskab føre Biskoppen af Offer eller Gave, som til forskrevne Kierke kommer…”

Efter Otte Nielsen Rosenkrantz’ død forblev Ryomgård i starten i slægtens eje, først hans søn, Rigshofmester Erik Ottesen og derpå hans sønnesøn Niels Eriksen, også rigshofmester, og endelig hans oldebarn Christoffer Rosenkrantz. Ingen af dem boede dog på gården, der fandtes alt for ubekvem i forhold til Bjørnholm, og senere Rosenholm, der var familiens foretrukne. Christoffer Rosenkrantz døde barnløs i 1561, og hans jordiske gods deltes mellem flere udarvinger, og Ryomgård havnede efter yderligere arvespring hos Birgitte Rosenkrantz. Tidspunktet er usikkert, men måske er det omkring 1585, hvor man ved, at hendes ægtefælle Mogens Pallesen Juel anmodede kronen om ”et bol i Ryen til mageskifte”. Samme år som Mogens Juel døde, 1605, opnåede gården status som hovedgård, dvs. ejeren offentligt skrev sig til den, samt oppebar visse rettigheder og pligter omkring kirke, skatter og gårdens drift.

I 1606 solgte Birgitte Rosenkrantz gården til sin bror Børge Rosenkrantz, der dog straks videresolgte den til Axel Galt. Begge handler skete hen over hovedet på to panthavere, jomfruerne Dorte og Anne Vesteni, der følgelig forsøgte at omstøde handlerne ad rettens vej. Men forgæves, idet retten mente, at jomfruerne havde sikkerheder nok foruden.
Axel Galt måtte igennem yderligere to retssager, før han fik endelig skøde på Ryomgård. Første gang i 1608 da han havde betalt Børge Rosenkrantz resten af købesummen for gården 21.500 Daler, og fik dom for, at hans ”følgebrev” til gården skulle erstattes med et endeligt skøde. Anden gang i 1610, da Børge Rosenkrantz vel havde udstedt endeligt skøde, men udeladt ”en gård og et gadehus i Ryom by, et hus ved Bjørnholm, patronatsretten til Marie Magdalene kirke, 2 ørte mel i Ryomgårds Mølle og en stug jord.” Axel Galt var egentlig lensmand på Åstrup i Vendsyssel, og det er sandsynligt, at han ikke opholdt sig særlig meget på Ryomgård, da han bestred lenshvervet lige til sin død i 1614. Forinden havde han dog – af økonomiske årsager – afhændet Ryomgård til nordmanden Gunde eller Gude Galde i 1613, og omkring 1618 overgik den til Enevold Kruse til Stenalt, hvis søn Jørgen Kruse arvede den i 1632. Ved hans død i 1666, var der ingen penge til kreditorerne, hvorfor panthaverne måtte ”tage gården…i betaling for udlånte rede penge.” Jørgen Kruse havde bygget ny hovedbygning i 1643, og forinden havde han ladet opføre den store agerumslade (1635) samt staldbygningen (1637). Han havde måske forbygget sig, men landspolitiske forhold spillede dog også ind.

Den nye hovedbygning, som Jørgen Kruse opførte, er en del af den nuværende hovedbygning, men den var egentlig kun tænkt som en nordlig fløj, der skulle suppleres med en sydlig og en østlig, altså et trefløjet anlæg, hvor den østlige skulle være portfløj, og hvor vandet må være tænkt ledt forbi i et voldgravsanlæg, idet en bro var planlagt over mod ladegården. Tanken er nær, at det således også er Jørgen Kruse, der er opmand til den grøftelignende udgravning på Thorsagervejens østre side overfor Mølledammen. Selvom den passer godt ind i tankerne om et voldgrav anlæg, er det dog også sandsynligt, at ”grøften” hører en senere tid til, f.eks. i Muhle v. Hoffs afvandingsarbejder, se senere.

Den østlige fløj blev påbegyndt, men ikke færdigbygget, og i dag ses resterne af den som ende fløj til hovedbygningen. Den sydlige fløj blev slet ikke opført. Her nåedes kun at påbegynde noget af et stenfundament, som til gengæld aldrig er blevet fjernet helt igen, og i dag derfor svagt kan findes i den nuværende park. Jørgen Kruse lod den nordre fløj (nuværende hovedbygning) kranse af et ottekantet tårn mod nordøst og et trappetårn ved indgangen på midten af bygningen, der tillige om døren blev smykket med en sandstensportal, hvori Jørgen Kruse indfældede sit og sin hustrus Beate Bylows familie våben (se foto ovenfor t.v.) og årstallet 1643, mens der ovenover indføjedes: Jørgen Kruse F Beate Bulav thil Hærmidtsløfgaard (Hjer­mislevgård ved Brønderslev). Våbenskjoldet er fra Jørgen Kruses familie. Da den senere ejer oberstløjtnant Palle Krag von Hoff byggede om, flyttede han portalen med våbenskjoldet fra indgangen ved trappetårnet til den nuværende hovedindgang, hvor det stadig ses over døren. Våbenskjoldets særlige kendetegn er en blå jødehat med røde opslag i sølvfelt.

I perioden frem til dette tidspunkt er gårdens væsentligste indtægter naturligvis kommet fra afgrøder og studehandel. Studene blev købt af opkøbere eller drevet til nærmeste hoved færdselsåre mod syd, og videre til byerne bl.a. Ribe og Kolding, hvor de blev omsat med henblik på videresalg til Holland og Hansestæderne, men var priserne for lave, undgik man mellemhandlerne, og drev selv studene videre, f.eks. til Schleswig og Holsten, hvor man som regel kunne påregne gode priser.

I perioden 1632-39 nævnes gården sammen med Katholm og Rugård som pænt repræsenterede på studemarkederne i det sydlige, og mens Rosenholm i 1640 registrerede et salg på 190 øksne (almindelig anvndt ord dengang om kød- eller slagtekvæg, der førtes ad Oksevejen (Hærvejen) ned gennem Jylland til markeder i Hertugdømmerne), kunne Ryomgård samme år påvise et salg på 270 stk. Gården var nemlig velegnet til studedrift på grund af de saftige engstrækninger, og i hele perioden, bortset fra krigstider, har studedriften på Ryomgård været en vigtig indtægtskilde.

Men der var også produktion for det hjemlige marked, bl.a. af får, og afsætningen kunne ske på markederne rundt omkring. Det nærmeste var i Marie Magdalene, hvor der afholdtes regelmæssige markeder til 1582, hvorefter de flyttedes til Thorsager, for i 1601 at flytte til Grenå. Skulle produkter som korn, smør og flæsk afsættes i større byer udenom opkøbere, agede man selv varerne til Vosnæs, hvor de udskibedes i småskibe og sejledes til Århus. Så trafikeret endte stedet ved Vosnæs med at blive, at en egentlig mole byggedes i 1714.

DEN FØRSTE BYS ENDELIGT

Den første by var opstået lidt efter lidt i tiden indtil nu. Og by er nok et alt for stort ord. Men et hus byggedes i ny og næ og fra Otte Nielsens ankomst og til midten af 1600-tallet, skønnes, at der måske var 12-14 huse, jfr. lidt mere herom nedenfor i næste afsnit
Men krig og ufred gjorde som foran nævnt sit til at ødelægge tilværelsen for mange. Og denne første by,  Ryum – eller Ryumgård, kan være blevet plyndret og afbrændt i midten af 1600-tallet. Man ved, at kong Christian d. IV’s holstenske tropper under 30 års-krigen mødte de svenske i Nordtyskland, men ikke kunne klare sig. I deres flugt fra fjenden søgte de op gennem Jylland og plyndrede og afbrændte alt, hvad de kom i nærheden af, selvom det var deres egne landsmænd, det da gik ud over. Og dog – soldaterne var ikke danske, men holstenske, og havde givetvis ingen problemer med at plyndre danskerne! Lejesoldater var de, og deres afregning var næppe imødekommet, hvorfor de fandt plyndringerne legitime.
Det er derfor sandsynligt, at disse holstenske lejetropper, der i krigens ydmygende nederlag og flugt, og som manglede løn og forplejning, tog sig selv til rette. Byen Ryum kan have været et af ofrene for den hær, der ellers skulle have hjulpet os. Det kan dog også have været de svenske tropper, der ødelagde byen, men historikerne mener, at de var veldisciplinerede under deres general Thorstensson og synes ikke umiddelbart at have samme incitament for sådanne barariske handlinger, som de holstenske soldater efter al sandsynlighed udsatte de værgeløse indbyggere for. Sikkert er det, at både holstenere og svenskere var på egnen med de tydeligste beviser afsat i Grenå og Århus. Konsekvensen blev, som foran omtalt, den Kongelige Bekendtgørelse eller lignende, der tilkendegav, at ’Ryumgård Bye” nu ikke eksisterede mere.

Paradoksalt nok fremkommer denne offentlige meddelelse først i 1680’erne og får tilbagevirkende kraft fra ca. 1644, idet man formodentlig antager. at fornævnte krig er årsag til byens skæbne!

En kendsgerning er det, at Jørgen Kruse iblandt sine pligter som hovedgårdsherre skulle forestå genopbygningen af byen, hvilket han undlod. Selvom Jørgen Kruse selv affattede jordebøgerne fra 1662, nævner han intet om byens skæbne, hvilket var en tilsidesættelse af gældende regler. Først i 1683 får myndighederne nys om begivenhederne, idet den på det tidspunkt værende ejer, Ingeborg Broberg, indberetter det. Hun er nemlig klar over, at der er uoverensstemmelse mellem registrene og de faktiske forhold. Berigtigelsen skete nok med en svag hovedrysten, for det var jo umuligt at komme efter Jørgen Kruse eller hans insolvente bo. Men der var heller ingen før nu, som gjorde indsigelser, hvilket naturligvis kan skyldes, at der ikke var nogen tilbage i Ryum efter, at krigens barske spøgelse havde vist sig på stedet.

Ingeborg Broberg søgte og fik sammen med sin indberetning om forholdene, legaliseret jorden som sin og bevilliget skattefrihed ”for den nedbrudte Ryums jorder” mod et engangsbeløb på 2.366 rdl. kurant!

PERIODEN 1645-1798

HOVEDGÅRDEN

Mens Ryum som by nu forsvinder fra landkortet, må ejeren af gården på dette tidspunkt, Jørgen Kruse, begrave tre af sine børn i Marie Magdalene Kirkes gravkapel (1644), samt trods sine anstrengelser se sin økonomi forværret betydeligt. Hans fallitbo sælger gården til Otto Pogwisch til Saltø, der i 1672 videresælger den til den teologisk lærde Lauritz Bording, der som panthaver søgte at redde stumperne af en tvivlsom investering. For den var formodentlig i sin tid sket for at hjælpe den tidligere ejer Jørgen Kruse. Lauritz Bording døde allerede i 1677, men hans enke Ingeborg Broberg søgte og fik mod betaling, jfr. foran, kongelig bevilling på, at ”den efter brand nedbrudte by Ryoms jorder, der tidligere var lagt under Ryumgård, måtte nyde samme privilegier som denne.” Ingeborg Broberg søgte med andre ord at legalisere sin patronats ret til byjorden inkl. skattefrihed, der ellers kunne være tvivlsom, da den ikke kunne ses registreret, jfr. foran.

Præsten Chresten Thæbring beskriver det i sin ”Indgivelse” (dvs. indberetning) til Århus Bispesæde i 1690 således; ”…at en Bye kaldet Ryom, som skal have bestået af 6 Gaarde, 6 Gade Huuse, foruden 2.de Huuse kaldet Tiurholt skal af forrige herskab på Ryomgård være ødelagt, og marken lagt under Ryomgårds Avling…” Præstens indberetning skal ses i lyset af begivenhederne ovenfor. Præstens indberetning gengives senere – i 1772 – af Marie Malene præsten Mogens Siørup, som på grundlag af en såkaldt “rescript”, udarbejdede en fortegnelse over Marie Malene Sogns “Beskaffenhed, Indkomster og Tillæg”. Han skriver bl.a. således (oversat af lærer Anthon Eriksen):

De nævnte “Gade-huuse” har været jordløse, og deres beboere har vel ernæret sig som daglejere knyttet til Hovedgården, da det var her, der var arbejde at få. Og kunne man så ved siden af dyrke en lille havelod, kunne man forhåbentlig brødføde sin familie. At herskabet på Ryomgaard skulle have ødelagt den lille by er vist ikke rigtigt, jfr. foran om de Holstenske troppers plyndringer.

Medens man i 1672 kan konstatere gårdens tilliggender til 56 tdr. hartkorn, var den nu i Ingeborg Brobergs tid på 59 tdr. hartkorn, og ved hendes arvings (sønnen dr. jur. Rasmus Bording) videresalg angivet med 63 tdr. hartkorn. En udvidelse af det dyrkede areal havde altså fundet sted, og etatsråd Peder Fogh måtte da også give 20.000 rigsdaler for gården i 1713. Peder Fogh var søstersøn til berømte Griffenfeldt, og meget litterær og historisk interesseret. Han huskes måske bedst for det epitafium, han satte i Marie Magdalene kirke over sine tre hustruer, samt fra det legat (Det Foghste Legat), som han indstiftede i 1738 på 800 Rdl. Renterne (5%) af legatet skulle anvendes til fattige på Ryomgård Gods. Legatet forhøjedes senere af hans søstersøn Jørgen Fogh Wilster til 3.600 Rdl (Det Fogh-Wilsterske Legat), og skulle nu også anvendes til at drive skole i Marie Magdalene, Nimtofte og Ebdrup samt til en eller to disciple på Århus Katedralskole med 180 Rdl. I kirkebogen for 1777 skriver degnen Jørgen Severin Rodtved: ”…der er i Marie Malene Sogn een Skole, hvor Degnen tillige er Skoleholder og nyder derfor 10 rd. aarlig i Følge et Legatum af Fru Malene Bording til Ryomgård af 1720, med vilkår, at Hand tillige skulle underviise Scharresøe Sogns Ungdom i Læhssen, Christendom og Skrivning, da der på den Tid ingen ordentlig Skole var i Scharresøe Sogn.” Han fortsætter med at beskrive degneboligen, der bestod af ”...8 fag stuehuus langs med gaden, udenfor det halve er en liden hauge ved gade siden, som jeg i steden for gierdet med en steenmur har indhegnet, og udenfor det andet halve huus en brønd i gaden, som jeg har bekostet.”(Måske er huset Bøjstrupvej 38).

Ved Peder Foghs død overtog Jørgen Fogh Wilster gården, og fra 1756 hans enke Anne Margrethe Galten. Hun var kun enke et års tid, idet hun i 1757 blev gift med Palle Kragh von Hoff til Høgholm, der i øvrigt ændrede en del på hovedbygningen. Det var især den ikke-færdigbyggede østlige fløj, der måtte lide, idet den reduceredes til den nuværende størrelse (dvs. som endefløj), og fik en pendant bygget til den anden ende af bygningen. Ved samtidig at nedrive det ottekantede tårn mod nord samt trappetårnet, fik gården nu et harmonisk præg af en færdigbygget helhed, hvor den tidligere projekterede nordfløj nu blev gårdens hovedfløj. Det nærmeste areal mod syd blev udlagt som park/have med spadsergange, græs og træer. Linde-træerne, der i dag udgør en flot (og fredet) allé syd for stalden, plantedes af Palle Kragh von Hoff, der også kronede sit værk med to stele ved indgangen til hovedhuset.

Også omegnen nød godt af Palle Kragh von Hoffs aktiviteter, idet han byggede nogle få huse rundt omkring, bl.a. i 1760 en skole i Skarresø samt nuværende Astrupvej 28 og 30 i Astrup by.

De byggedes i 1766 til hans to ugifte søstre, og kaldtes Jomfrugårdene. Hans initialer læses stadig i nr. 28 på en tværplanke i bindingsværksmuren. En del af byggematerialerne hentedes fra Kalø Slot, der var forladt på dette tidspunkt og allerede godt på vej mod sin nuværende ruintilstand.

Ved Palle Kragh von Hoffs død i 1798 træder hans brodersøn, Henrik Mule Hoff ind på scenen, og trods hans korte ejerperiode (til 1804) synes det, som en ny epoke for slottet nu forestår.

OMGIVELSERNE

Gården Ryomgård står noget isoleret ved svenskekrigenes afslutning. Måske har de svenske soldater givet deres bidrag til at afklæde Jørgen Kruses økonomi, men faktum var i hvert fald, at stedet var nødlidende. På Løvenholm måtte man af med et stort beløb til svenskerne, men overlevede, mens man på Clausholm etablerede en modstandsbevægelse (snaphanevirksomhed) akkurat som ”gøngerne” i Skåne og på Sjælland, hvorved man modstod svenskerne. Rosenholm var sluppet pænt udenom urolig­hederne, og på Hevringholm havde man betalt et beløb til svenskerne for at få fred. Bestikkelsen lykkedes, omend man måtte betale mere end en gang.

Århus var slemt medtaget af krigen, og Grenå kunne med sine 453 indbyggere (1672) næsten ikke genopbygge byen efter de mange og voldsomme brande, som især denne by havde været udsat for.

På Djursland dominerede skovene, kun afbrudt af det våde element i Kolindsund og dets tidligere forlængede arm ind igennem landet op mod Randers fjord. Blandt de større dyr fandt man navnlig ræve, hjorte, vildsvin og ulve. Fuglene var især repræsenterede ved alliker og krager, der samledes i store skrigende flokke og godt kunne gøre indtryk af noget overnaturligt, og derved leverede sit bidrag til overleveringernes sælsomme historier.

I eftertiden har især myten om Mads Kong overlevet. Mads var en fattig, men stærk mand, der ernærede sig ved røveri i Løvenholm skovene. Det lykkedes godt for ham! Som en anden Robin Hood afkrævede han de rejsende en ”afgift”, for at de kunne passere igennem hans skovrige. Ved en brønd (Mads Kongs Kvæld) syd for Eldrupgården ved den gamle landevej gennem skoven, kunne den rejsende lade hestene drikke mod betaling til ham. Tilsvarende gjaldt ved en kilde (Mads Kongs kilde) tæt ved Langesø. En tåbe var den, der ignorerede Mads’ krav. Døden blev nemt den eneste og ubønhørlige straf overfor den formastelige, og lovens lange arm var alt for kort til at nå Mads i sit skovrige, hvor han var enevældig konge! Overleveringen knytter ham til 15. århundrede og skulle være reel nok. Men fantasien fik vinger hos forfatteren Tyge Alexander Becker i 1800-tallet, der i sin historiske roman ”Bondekrigen”, frimodigt lod Mads Kong være den første leder af nybyggerne i Ryum i 1400-tallet. Mads Kong måtte imidlertid – ifølge romanen – stå skoleret overfor Otte Nielsen på Hevringholm for omgang med røvergods, men købtes fri af Henrik Tagesen til Bjørnholm. Dette blev begyndelsen til hans deltagelse i det nordjyske bondeoprør (”Bondekrigen”), hvor han skulle være faldet i et senere slag.

I 1744 skrev præsten N.C. Thinesen i Marie Magdalene i en indberetning til Amtmanden på Calløe (Kalø), at ”bøndernes sprog er godt Nørre Jydsk. I haverne er ikke frugt, som bringer nogen fordel. Hver haver noget lidet til kiøckenet. Af vildt er nogle få harer samt de skadelige ræve, – og ulve, som lader sig indfinde fra de pågrændsende Løvenholms skove. Her er 250 indvånere.” Der er altså ikke noget oplivende i præstens indberetning, tværtimod spores en vis modløshed. Bemærkningen om indbyggertallet gælder hele sognet Marie Malene, ikke bare byen.

Til pastoratet hørte Skarresø, der senere blev mageskiftet med Koed (1775) på grund af præsten Mogens Thomsen Gjørups vægring ved at krydse sundet til og fra Skarresø. Han fandt simpelthen passagen for livsfarlig over det dengang betydelige fugtige morads med åløbet i midten mellem Gl. Ryom og Mesballe.

På egnen kendes bl.a. en sag fra tiden, hvor justitsråd Peder Fogh residerede. Det drejede sig om en drabssag, idet en fæstehusmand fra Kærende døde i 1730, medens han var på hoveriarbejde på Ryomgård. En kusk på gården blev sigtet for i stalden at have dræbt fæsteren, men kusken, Albrecht Christensen, nægtede omend han indrømmede ”at han med en liden kiæp… havde slagen Jens Fjellerup tvende slag over venstre arm, desforuden givet ham nogle unyttige ord…” Justitsråd Fogh havde først ladet sagen falde, men fæsterens enke indbragte sagen for retten. Her afhørtes adskillige vidner, men både Sønderhalds Herredsret og senere (1734) Nørrejyllands Landsting frifandt kusken, bortset fra en ”Mulkt for nævebrug”, som han havde indrømmet.

PERIODEN 1798-1870’erne

Heinrich de Mule Hoff (1763 – 1817)

Døbenavnet er ovenstående, men fornavnet er ofte fordansket til Henrik og efternavnet til Muhle Hoff – Mule von Hoff eller lignende. I det følgende anvendes blot hans fordanskede fornavn: Henrik. På fotoet ses han t.h. sammen hustru nr. 2 Anna Marie Wodskou. Hans forældre var Ritmester Hans Nicolai von Hoff og ægtefælle Maren Mule. Faren havde i 1767 købt Silkeborg Gods (eller Hovedgård – dengang var der ingen Silkeborg by). Henrik blev student som ca. 16-17-årig og jurist som 21-årig , – begge eksamener med gode karakterer. Han studerede herefter bl.a. skovbrug/landøkonomi, men tog sig omsider et job som jurist, nemlig som herredsfoged i Tyrsting-Vrads Herreder. Senere blev han (ulønnet!) vicelandsdommer i Viborg. Henrik giftede sig med Mathilde Ammitsbøl og slog sig ned på sin nyerhvervede ejendom Katrinedal ved Bryrup. Men lykken varede kort, for ikke længe efter rev sygdom både hans kone og nyfødte barn væk. I 1794 købte Henrik sin fars gods Silkeborg. Han ændrede en del i bedriften – var meget nytænkende, herunder også om hoveriet, som han ville afskaffe, ligesom han ville udstykke en del af jorderne til selvstændige ejendomme, og grave grøfter for at lede vandet væk  fra vådområder, så jorden kunne opdyrkes. Alle tiltagene gentog han i mindre omfang på sit senere erhvervede Ryomgård. Og hvorfor kastede han sine øjne på Ryomgård? Fordi onklen, Palle Krag Hoff, havde erhvervet denne gård, som han derfor gerne ville se.  Her mødte han Anna Marie Wodskou, som han blot kaldte Marie – og som han giftede sig med i 1796 og 2 år senere købte han Ryomgård af sin onkel (eller hans dødsbo). Han solgte efter nogen tid Silkeborg og var en holden mand. På Ryomgård ville han gentage succesen med jord-effektivisering, udstykninger osv. Han købte i øvrigt også andre gårde/mindre godser, og havde mod på de landbrugs- og skovbrugsmæssige effektiviseringer.

Hoveri eller betaling

Straks ved sin overtagelse af Ryomgård ca. 1798 gik han ihærdigt i gang med at reformere stedet på stort set samme vis, som han havde gjort på Silkeborg. Vandet ved Ryomgård så han som det første onde, der hindrede rentabel drift. Han lod derfor bække og åer oprense samt gravede grøfter og andre afledningsforanstaltninger, (han kaldte dem kanaler), hvorved jorden fik mulighed for at tørre. Den kunne nu i større omfang dyrkes og give et bedre udbytte end tidligere. Det samlede areal androg ca. 1800 tdr. land, men store dele lå stadig hen i skov, krat og vådarealer. Der skulle naturligvis bruges arbejdskraft både til de traditionelle arbejder som til reformarbejderne, men selvom vi skriver hoveriets tidsalder, betalte Henrik faktisk folk for deres arbejdskraft.

Kong Frederik VI, som egentlig kun var landets kronprins på dette tidspunkt, men alligevel den faktiske regent pga. sin fars sygdom, havde intet til overs for hoveriet. Da det var enevældens tid, formåede han at løse bønderne fra fæstebåndet, men i forarbejderne forinden havde han ladet sin statsminister Reventlow udarbejde forskellige betænkninger i denne henseende, blandt andet landboreformerne. Det vides ikke, om de to adelsslægter Reventlow og Mule Hoff har kendt hinanden, men sandsynligt er det, at Henrik med sin juridiske og landbrugsfaglige baggrund har set perspektivet i reformerne og har villet fremskynde dem for sit vedkommende bl.a. ved at undlade brug af den gratis arbejdskraft, som hoveriet muliggjorde i et vist omfang, og i stedet betale for arbejdskraften, – noget der  må være blevet påskønnet af omgivelserne.

Bomhuset

Et andet projekt, som Henrik tog fat på, var den elendige indfaldsvej fra syd, der ligesom adskillige marker og enge altid var oversvømmet. Nu var mageskiftet mellem Koed og Skarresø sket allerede i 1775, hvorved Marmelinepræsten slap for at passere stedet, men problemet forelå jo fortsat uløst for alle andre. Problemets første fase var vandet fra Vallum Sø, der konstant svømmede over og søgte ad en lille bæk ned mod slottet, hvor vandet forgrenede sig i huller, hvoraf det sidste er den nuværende Mølledam. Fra dette hul flød vandet ud mod den fugtige midte i det gamle sund.

En vis regulering havde allerede fundet sted i form af en koncentrering af afgangen fra Mølledammen med henblik på at udnytte et fald i en vandmølle, men den videre fart var ikke tilstrækkeligt kontrolleret, ligesom Mølledammen ikke var ordentlig opstemt, så oversvømmelser kunne finde sted. Mens passagen ind til selve slotsholmen, hvor vandet endnu flød i en bæk, kunne ske over stenkister, var en egentlig bro nødvendig mellem Mølledammen og hullet forinden. Henrik var måske den første, der byggede en egentlig bro her (Mølledamsbroen). Fra Mølledammen ud i det gamle sunds midte lod han grave en kanal (hans udtryk!), så afledningen fra Mølledammen kunne styres. Samtidig lod han åen i midten (Ryom å) oprense i samarbejde med andre ”tilgrændsende ejere”, så afløbet ud i sundet blev effektivt. Endelig lod han vejen over sundet til Mesballe løfte gennem opfyldning af jord, således at overgangen ville blive mere stabil. Man kan fortsat i dag se den gamle snoede vase over sundet og mange steder konstatere, hvorledes den er hævet i terrænet. Vejen fik sin svanehalsagtige form, fordi vejen ved opfyldningen af jord skulle være, hvor underlaget var mest fast. Først i en langt senere tid fandt man mulighed for at rette vejen ud til sin nuværende snorlige form.

Men alt dette kostede penge, og det menes, at Henrik byggede det lille hvide bindingsværkshus, Bomhuset kaldet, mellem broen mod nord (Mølledamsbroen, – dvs. ind mod den by, som endnu ikke var der), og vasen mod syd. Fra Bomhuset blev den rejsende afkrævet penge for passage, hvorved Henrik fik nogle af sine mange udgifter til forbedringerne finansieret.

Hjemlen til at opkræve bompenge indførtes i 1774 og især i 1786 (bomtakstregulativet) og gjaldt statens veje – ikke private. Men H. Mule Hoff anvendte desuagtet bomhusprincippet for sin private vejforbedring, hvilket ikke påtaltes. Bomstederne fandtes på Sjælland, men også nogle steder i det øvrige land. I vort område menes der således at have været et Bomhus nær Koed, ad Ballevej ud mod sundet hvor Ryom Aae snor sig i midten. Her lå et Bomhus, der afkrævede den vejfarende penge for passage af aaen via den lille bro.

For at forstå sundets topografiske udseende på den tid må erindres, at stenalderens hav engang for 5000 år siden slyngede en arm fra Kattegat ind i (bl.a.) Kolindsund og videre forbi Ryomgård og ud igen i Grund Fjord ved Allingåbro. På grund af landhævning forsvandt havet langsomt, så kun Kolindsund stod tilbage. I hele perioden, men især fra 1200-tallet og frem til i dag, mener man, at denne tidligere havbund har hævet sig overalt, endog sine steder flere meter., et enkelt sted nævnes 6 meter, men fagfolk mener, at det er overdreven og uden dokumentation. Man kan ikke sige bestemt, hvor megen landhævning, der havde fundet sted på Henriks tid, men det kan beskrives således, at der ikke var vand nok til at sejle i båd (undtagen i Ryom Å i midten), og på den anden side for meget vand til at kunne gå tørskoet over.

Herregårdsslagteren

Måske er Henrik bedst kendt som ”herregårdsslagteren”, idet han frastykkede flere parceller fra gården, som derved mistede sin herregårdsmæssige udstrækning. Øgenavnet ”herregårdsslagter” var imid­lertid ikke fortjent, selvom store arealer blev frastykket både i Ryomgård og andre steder, f.eks. på hans tidligere besiddelse Silkeborg. Henrik var egentlig blot igen lidt forud for sin tid, idet han indså den fremherskende ineffektivitet ved at opdyrke gårdens tilliggender centralt. En udstykning i mindre arealer ville sammenholdt med stavnsbåndets ophævelse (1788) og hoveripligtens gradvise afløsning kunne effektivisere jordens opdyrkning og udnyttelse. Marienhoff, Margrethelund, Carlsruhe (nuværende Ny Ryomgård) og Kragelund (nuværende Frederikslund, det nuværende Kragelund var endnu ikke udstykket) blev i hovedsagen resultatet af denne udstykning (1804), hvorved hovedgården lå tilbage med ca. 500 tdr. land. Marienhoff opkaldte han efter sin hustru (Anna) Marie og Margrethelund efter sin søster Anne Margrethe Hoff. Da Carlsruhe skiftede navn til Ny Ryomgaard i 1820, ændrede hovedgården sit navn til Gl. Ryomgaard.

På kortet ovenfor ses området, således som det tog sig ud, da Henrik påbegyndte sine udstykninger.
Kortet er egentlig fra 1816, men udarbejdet på grundlag af det kort, som Henrik brugte, da han udstykkede Ryomgård. Kortet er tilrettet senere bl.a. i 1819 og 1822. Man ser tydeligt sundkanten mod syd (Mesballe Bys jorder) og Ryomgårds i og for sig ubekvemme beliggenhed i forhold til sit jordtilliggende. Marienhoffgården ses tydeligt, og dets ejers navn: Kammerråd Esmarck, der købte den i 1816, er indføjet under en senere redaktion af kortet. Der ses ikke en husenhed i nuværende Ryomgård by, og selv vejnettet er vanskeligt at tilpasse. Øverst ses moseskærene – overstreget, og rentegnet i 1822 (i højre side – udenfor fotoet). De tilsyneladende umotiverede tal på forskellige markafsnit er udtryk for jordens bonitet målt i en skala fra 0-24, mens de lidt større matrikeltal fortæller om udstykningerne. Mens hovedgården naturligvis benævntes nr. 1, blev Carlsruhe til nr. 2, Marienhoff nr. 3 osv. Senere tilføjedes bogstaver. Afgrænsningerne mellem de oprindelige første store udstykninger ses optrukket.

Henrik tjente egentlig store penge på disse udstykninger, men måtte alligevel senere hen efterlade mange af sine kreditorer ubetalte, hvorved han sandede, at der ikke var langt fra omgærdet respekt til armods hån. Men hvorfor skulle det da gå så galt, – han, der tidligere var en holden mand og tillige driftig og fremsynet? Hans helbred var ikke godt, og det var tiderne heller ikke. Napoleon og hans krige gjorde livet surt for mange, fordi vort lille land ikke gik ram forbi. Ligeledes – og måske af den grund – var den nationale økonomi i fare for at bryde sammen. Renterne steg og steg, samtidig med at inflationen nåede giftige højder. Henrik måtte se sin økonomi skride! Flere af hans ejendomme kom på tvangsauktion, og i 1810 blev han erklæret konkurs. Det gik også ud over familien, for Henrik indlogerede sig alene på et lille værelse i København og forsøgte sig som bladudgiver. Belæst og vidende var han jo, og han tjente da også lidt på denne metier, hvor han selv skrev det meste. Resten af familien – hans kone Marie og 5 børn – boede i Viborg. Han besøgte naturligvis ofte familien i Viborg og døde under et besøg her i 1817, rastløs, fortvivlet og syg.

Forinden havde han nået at skrive en lille bog, hvori han forsvarede sig: ”Kort fremstilling af min virkekreds i Dannemark” (1810), hvori han nævner tilbøjeligheden til ”at fælde ensidige Domme over andres Handlinger.” Henrik mente, at han selv var uden skyld i sin økonomiske nedtur, hvorfor han i og med sin lille bog ønskede at retfærdiggøre sig, således ”at hans Karakter ikke skulle blive miskiendt”. Og han havde som sagt ret i, at pengeforholdene var syge i begyndelsen af 1800-tallet og endte med statsbankerotten i 1813.
I bogen skriver han bl.a.:”Der fandtes ved Ryomgård en Åe, der løber ud i Kolindsund, hvilken formedelst sine krumninger, dannede ved Ryomgård Broe et vadsted, hvor man altid kiørte i Vand og meget ofte med livsfare, så endog Skarresøe Kirkesogn af den årsag blev for 30 år siden skildt fra Marilene”.

 Spaniolerne på Ryomgård

Peder Marcussen Wodschou blev den næste ejer af Ryomgårds tilbageblevne hovedparcel (1804). Han var svoger til H. Mule Hoff og havde ikke let ved at klare sig på gården. Det var derfor en lettelse for ham, da han slap af med den i 1811. Forinden havde han måttet finde sig i indkvartering af spanske soldater i sin treskibede kamtakkede højremslade, da vi som Napoleons allierede i 1808 skulle gøre plads for de allierede tropper fra Spanien, der skulle hjælpe os i krigen mod England (og Sverige). Rygtet om disse fremmede og brunlødede soldaters ankomst i landet medførte stor frygt, da man anså dem for vilde og barbariske, hvilket dog viste sig overdrevent. De spanske soldater opførte sig dog ordentligt og bortset fra at sætte ild på Koldinghus og lære os at ryge tobak, gjorde de ingen skade, ej heller på Ryomgård, hvor man den dag i dag på indersiden af ladens nøgne væg kan se flere rids i muren stammende fra deres fægteøvelser, – samt navnetræk.

Kirketiendet pantsættes

Men var Wodschou glad for sit salg af Ryomgård i 1811, så måtte han med bedrøveligt sind se sig selv som ejer igen i 1817, hvor misligholdelse af hans pantebreve førte til auktion og generhvervelse af gården. Det belastede hans økonomi meget, og formentlig derfor pantsatte han kirketiendet, hvilket pant han ikke formåede at indløse igen. Da han solgte gården i 1825 løber den nu ind i en række forvirrede og omskiftelige ejerforhold. Det vides, at Mariemalene Sogns borgere indfriede kirketiende-pantet i 1825, og derved fik kirken til eje, bortset fra gravkapellet, der fortsat skulle tilhøre Ryomgård. Kirkerne ejedes som regel af godserne. Auning kirke således af Gl. Estrup, Gjesing kirke af Løvenholm, Koed kirke af Vedø osv. men i Marie Malene ejedes den på den tid således af sognebeboerne, hvilket var en sjældenhed. Paradoksalt nok kendes dog et tilsvarende eksempel mere her fra egnen: I Ebdrup købte bønderne i 1830 deres “andel” i kirketiendet, hvilket formodentlig skal fortolkes derhen, at de købte også kirken. I Trap-Danmark 1. udg. 1859 står der da også direkte, at “Kirken tilhører sognebørnene”.

I 1834 købte Thomas Carstensen Ryomgård. Han ansøgte tre gange Kultusministeriet, senest 1852, om at måtte nedlægge gravkapellet, som han ikke ville ofre omkostninger på. Igennem biskoppen blev sognebørnene spurgt om deres mening hertil og svarede nej. Th. Carstensen fik herefter afslag, men reagerede herpå ved at undlade at vedligeholde kapellet, som derpå forfaldt.

I 1854 købte Chr. Helenus Mourier-Petersen Ryomgård og forholdene stabiliseredes, og der tilførtes ekspansion. Både Marienhoff og Ny Ryomgård blev tilkøbt for at blive drevet under hans kyndige ledelse. Også forpligtigelserne overfor gravkapellet påtog han sig og en istandsættelse blev iværksat. Da jernbanen meldte sin ankomst i 1870’erne var han egentlig positiv heroverfor, men han ønskede ikke at sælge jord til den bebyggelse, der måtte følge i dens kølvand, fordi en station var planlagt bygget blot 500 meter fra hans gård (stationen opførtes 1876). Da presset imidlertid blev for stort, indgik han det kompromis at udleje jord til bebyggelse. Mejeriet og Hotellet blev således opført på lejet areal. I forvejen var bebyggelsen yderst sparsom, men det allerførste tiltag til bymæssig bebyggelse tager nu sin spæde start efter branden for mere end 230 år tilbage. Det private jernbaneselskab kaldte uden videre sin nye station ved hovedgården for ”Ryomgård St.” og en ny epoke indtræder.

Opstemming af vandet

Men på andre områder var H. Mourier-Petersen kreativ. Han brugte således ligesom H. Mule  Hoff vandet som redskab i sin bedrift, idet han opstemmede vandet i Mølledammen yderligere med henblik på at løfte vandspejlet mere, så faldet ud mod Ryom Å blev større. Herved blev energien fra vandmøllen forøget, idet et større hjul kunne indsættes, som passede til den øgede vandmængde. Mens hovedgården nød godt af dette, havde medaillen dog en bagside, idet uhæmmet opstemming kunne slå bagud, og oversvømmelse da indtræffe. Det betød egentlig ikke så meget, da store dele af de pågældende arealer i forvejen lå hen i krat og buske, og i øvrigt ejedes af Mourier-Petersen selv. Men jernbaneselskabet så en fare for en del af banelegemet tæt ved stationen, umiddelbart ved vandets afløb i Mølledammen. En ubehersket opstemming af vandet ved Mølledammen kunne undergrave eller oversvømme skinnefundamentet. Følgelig vedtog ”Erstatningskommissionen” i 1874 visse grænser for vandopstemmingen, der endeligt tilrettedes og konfirmeredes i 1877 og tinglæstes på Gl. Ryoms blad i ”skjøde- og panteprotokollen” i 1879. I tingbogen hedder det blot: “Dokument om indskrænkning i retten til at opstemme vand”. Vil man se selve dokumentet skal man i “akten” på dommerkontoret, idet tingbogen kun giver en oversigt over servitutten. I dag er dokumentet flyttet til landsarkivet i Viborg, men servitutten hviler stadig på hovedgården og adskillige ejendomme, der har eller har haft rettigheder omkring Vallumafløbet f.eks. også på nogle få ejendomme langs Vestergade, Storegade (Slotsgade), Østergade og Skovvej. Servitutten burde egentlig være hægtet af de senere udstykninger, men det skete ikke altid. Servitutten har stadig betydning (for Gl. Ryoms vedkommende), selvom selve møllehjulet ved Mølledammen er væk. Vandet skal jo stadig reguleres for at hindre oversvømmelse bagud (og forud), og det sker i dag ved et hejseværk, der næsten dagligt passes, hvilket også sikrer og beskytter den i 1954-55 udsatte karpebestand samt andefuglene. Men også oppe ved Skyttebakkens fod blev en regulering af vandet senere (ca. 1911) nødvendig, og igen var det jernbanen, der var årsagen, idet Gjerrild-banen anlagdes næsten ovenpå det kryds, som vandet dannede her. Netop her var der sårbart for oversvømmelse. En afledning (dræn) blev da etableret i en grøft fra Skyttebakkens fod øst om Gl. Ryom skov (Enemærket), hvorved der var skabt en ventil, der kunne sikre jernbanelinjen, ikke blot hvis vandet – utilsigtet – skulle slå tilbage, men også hvis tilløbet på grund af regn eller smeltevand blev for kraftigt frem mod krydset.

Skovene
Skovene rundt omkring var blevet huggede i et omfang, der foruroligede ejeren af Ryomgård, H. Mourier-Petersen. For sine egne skovbesiddelsers vedkommende udformede han (efter offentlig påbud) derfor en servitut, hvori fastlagdes omfanget af gårdens skove, indhegningspligt, beplantningspligt, fredskov m.v. som derefter tinglæstes (i dag hedder det tinglystes) i 1860. I tingbogen er blot anført “deklaration om gårdens skove”. Endnu i dag henstår denne servitut på mange ejendomme, hovedgården naturligvis også, skønt moderne lovgivning har gjort servitutten stort set betydningsløs.

Omgivelserne i 1800-tallet
Vender man blikket bort fra Gården Ryomgård, og ser på omgivelserne i 1800-tallet, findes Ryomgård som by fortsat ikke, om end man enkelte steder forledes til at tro det. Eksempelvis nævner en retsprotokol fra omkring år 1800 et tvangssalg af en gård ved Ryomgård på 4 tdr. hartkorn, der trods gode bygninger alene indbragte 250 rigsbankdaler på auktion. Der menes imidlertid igen hovedgården som lokalitet, og sigtes ikke til nogen by.

Artiklen forsættes og især redigeres for rettelser og nye oplysninger.

FORHISTORISK TID

INDHOLD

Fra sidste istids slutning
Blakbjerg

Et utroligt tidsspænd ca. 12.800 f.v.t. – 850

Før vi havde skriftlige kilder at læne os op ad eller ræsonnere ud fra, må der have været noget på stedet her, hvor Ryomgård nu ligger. Det mener arkæologerne! Der tænkes først og fremmest på stenalder, jernalder og bronzealder, – det vi populært kalder oldtiden – hvor nogle undersøgelser fremlægges her ganske kort her på sitet for at fortælle, at der også her var liv dengang. Det er absolut ikke-videnskabeligt, blot lidt i populariseret form. Vil læseren i dybden henvises til de talrige kilder i bøger og på nettet. Af lokale udgivelser bær nævnes “En by og dens mennesker” om Marie Magdalene før og nu, skrevet af Helmer Andersen, Palle Schødt Rasmussen og Kirsten Frandsen, og hvori museumsinspektør Niels Axel Boas har skrevet om den befæstede kultplads og boplads på og ved Blakbjerg. Meget spændende læsning, hvorfra der også er hentet inspiration og viden til nedenstående.

Først en lille beskrivelse af området, som Knud Vestergaard har skrevet så ligetil i Optiminsten nr. 3 fra 2013:

“Det er ikke tilfældigt, at mere end 800 af Aarhus Amts ca. 2100 fredede fortidsminder ligger på Djursland. Det har været attraktivt at slå sig ned her, hvor naturen har budt på mange varierede muligheder. Isen forsvandt for ca. 13.000 år siden. Derefter lå Djursland hen som tundra. Mange år senere – for 6.000 år siden – var området dækket af en næsten urskovslignende skov med spredte lysninger, gennemskåret på kryd og tværs af lave sunde og fjorde, have, der var fulde af fisk og dyr – og en skov fuld af jagtvildt. De første mennesker i jægerstenalderen var – som navnet siger – jægere – og fra den periode – ca. 4.500 f.kr. – er der fundet kystbopladser, især langs Kolindsund og på Norddjursland.  Senere – omkring 4.200 – 1.800 år f.kr. – ændrede befolkningen sig (bondestenalderen), og man begyndte at brænde skov af og dyrke jord, og fra den periode kender vi de imponerende og utroligt arbejdskrævende gravmonumenter i form af rund- og langdysser og jættestuer. Kolindsund deler gravene op i to store grupper, mod nord især koncentreret omkring Stenvad-Nørager – og syd for koncentreret omkring Nødager-Stabrand. Her ligger nogle af Djurslands og Danmarks smukkeste stengrave i et bølget landskab. Lidt senere – i bronzealderen – ser vi bronzealderhøjene, højt på bakketoppene, synlige på lang afstand i landskabet. På bakkekammen langs Kolindsund ligger gravhøjene som perler på en snor. På nordsiden – omkring Sivested – Tøstrup – Nimtofte ligger endnu en stor gruppe, men for 100 år siden var der 4 gange så mange – og på Mols ligger Danmarks smukkeste gravhøje: ”Trehøje” og ”Stabelhøje”, hvorfra der er et imponerende udsyn over land og hav. ”Knebeldyssen” mellem Agri og Knebel er med sine enorme sten en af landets mest imponerende runddysser. Jeg vil blot til sidst nævne dysserne ved Stenvad, hvoraf flere er bemærkelsesværdige, mens langdyssen nord for Stenvad by er verdensberømt i Danmark som motiv for Ib Andersens tegning til den gamle 50-kr. seddel. Det billede har de fleste af os gået med i lommen.”

Rettes blikket konkret mod Ryomgård som by er den ung sammenlignet med mange andre byer i vort land. Den opstod sammen med jernbanens etablering i 1870’erne, men man bør faktisk skrive, at den genopstod nævnte tidspunkt. Den menes nemlig at have haft en eksistens længere tilbage i tiden – formodentlig i 15 -1600-tallet, hvor den gik til grunde i midten af 1600-tallet. Og det er faktisk legitimt at gå endnu længere tilbage i tiden, for i tråd med Knud Vestergaards beskrivelse ovenfor er der også på vor lille plet mange fund af bl.a. stenredskaber, der tyder på menneskelig tilstedeværelse i forhistorisk tid. Om man kan tale om en egentlig by i nutidig forståelse er dog ikke tilfældet, snarere bopladslignende fællesskaber. Både i sten-, jern- og bronzealder må bl.a. områderne ved Marie Magdalene, Saabydal og skrænterne ind mod Ryomgård antages at have været et godt sted at bo. Men også på Skovbakken og nogle steder ved nuværende Vestergade, bl.a. bag Produktionsskolen og nær stationsarealet, har der boet mennesker, se straks nedenfor. Man kan forestille sig, at området har kunnet ernære en befolkning i kraft af god jagt i det skovrige område, samt tilsvarende god mulighed for fiskeri. Sundet  gennemstrømmede området i forgreninger fra Grenå og helt ud til Grund Fjord. Vandet var derfor havvand og derfor salt og kaldes i en eftertid Stenalderhavet. Ved Vallumsøen er fundet rester af køkkenmøddinger langs den nuværende cykel- og gangsti rundt om søens nordre bred, bl.a. indeholdende østersskaller, hvilket fortæller, at også dette område var i forbindelse med Stenalderhavet. Østers foretrækker som bekendt saltvand. Endelig gav området også en vis beskyttelse, dels mod fjender, dels mod vejr og vind.

Stendysser eller rettere rester heraf er bl.a. fundet ved Vestergade 67 (nuværende produktionsskole), og i Dagbladet Djursland kunne man d. 10. apr. 1916 læse dette:

“For et par år siden fremkom en større gravplads ved afgravninger til snevolde ved Ryomgård station. Ved den første undersøgelse fandt man ca. 35 grave fra den romerske jernalder, (til)dels af lignende art som kendes fra andre gravpladser i samme egn. Skeletterne, anlagte tæt under overfladen uden kendelig jordforhøjning, med et større eller mindre sæt af lerkar, der indeholdt fødevarer, samt enkelte genstande, dels brandpletter, hvori fandtes brændte ben, med lignende sæt af kar, tit ødelagte, stundom på ejendommelig måde samlede i grupper, eller de mindre kar nedsatte i de større, således at her den ældre gravskik med ligbrænding synes at have tilpasset sig efter den nye skik, der kræver det rigelige udstyr af fødevarer. I øvrigt fandtes også spor af en langt ældre stenalderbebyggelse.”

Området indeholdt åbenbart mange oldtidsminder, og i avisen året efter kunne man i samme avis fra d. 10. aug. 1917 læse dette:

“I disse dage graves der langs banelinien syd for Ryomgård station. Der er fundet rester af gamle grave, der menes at være 1.700 år gamle. Da banen i sin tid blev gravet ud, fandt man ca. 20 oldtidsgrave.”

I Randers Dagblad læser man d. 16.04.1947 i en reportage om Ryomgård Realskole bl.a.:

“I øverste etage (af Realskolen, red) er der historie – og geografilokale med en stor samling af af oldsager og mønter. Fra den yngre stenalder findes knive, spydspidser, krumknive og pilespidser, en stridsøkse, der har særlig interesse derved, at den er en kopi af en bronceøkse, alle arter rå og slebne, brednakkede og spidsnakkede stenhamre, store stenkiler og meget mere. Skolebestyreren giver i øvrigt den overraskende oplysning, at der i stenalderen  blev eksporteret råvarer af flint fra Danmark til Norge og Sverige, hvad der fremgår tydeligt af  store fund deroppe. Skolebestyreren har selv gjort betydelige fund på egnen af både køkkenmøddinger og grave, og i nicher i værelsets vægge (i Realskolens øverste etages lokale, kaldet geografi/historie-lokalet, forkortet GH, red.) er rekonstrueret grave fra forskellige tidsaldre – en glimrende og usædvanlig form for anskuelsesundervisning. Gravene er opstillet, som de er fundet, f.eks. ved Rævehøj mellem Mesballe og Thorsager eller ved Marie Magdalene, hvor Munch fandt en jernaldergrav med 8 kar, hvoraf det ene var meget stort og ornamenteret.”

Erik Munch var blevet Realskolens leder i 1939 ved hans brors død. Hans fag (speciale) fra seminariet var egentlig fysik og naturhistorie, men hans interesser svingede over til dansk og historie, – uden at han dog svigtede naturhistorie. Men fysik blev parkeret!

I Marie Magdalene er der fundet mange tegn på forhistorisk aktivitet. Ved krydset Bøjstrupvej og Alvejen ses til venstre for vejen svage rester af en oldtidshøj, ligeledes lidt længere oppe ad Bøjstrupvej, hvilken dog for længst er nedpløjet, hvorfor det kræver kyndige øjne at skelne, hvor den har ligget (lidt sydvest for Bøjstrupvej 23).

Der er langt flere spor, så ovennævnte er som sagt på ingen måde udtømmende, – og heller ikke ment at være det! Men især er Blakbjerg interessant, jfr. nedenfor. Den dag i dag kan alene i det gamle Marie Magdalene – Koed Sogn tælles omkring 100 gravhøje og ca. 20 andre høje, f.eks. baunehøje. Derudover gravhøje og dysser og mindst en jættestue samt en langdysse nær Koed. I Vedø Skov kan oveni købet ses et dyssekammer, og så er der flere rester efter køkkenmøddinger bl.a. nær bredden af det gamle sund. Sporene er mange, men almindelig erosion og nedpløjning har fjernet meget!

BLAKBJERG

Det mest interessante fra forhistorisk tid er nok den lille undseelige bakkeknude eller forbjerg, der ligger i Marie Magdalene-svingets nordlige side. Der er en flot udsigt fra dette plateau over det gamle sund, og den tanke er nærliggende, at noget historisk må være tilknyttet stedet. Og undersøgelser fra bl.a. Djurslands Museum i Grenå viser da også, at der har været et større befæstet anlæg på plateauet samt nogen beboelse, også ved eller på skråningerne ned mod Såbydal.  Vi skriver yngre stenalder (ca. 3900-1800 f.v.t.).

Arkæolog Lisbeth Vincents fra Djurslands Museum skriver om Blakbjerg i Arkæologiske udgravninger i Danmark, katalog 1992 fra Kulturarvstyrelse 2006, bl.a.:
“Af 9 delvist undersøgte gruber langs kanten af et ca. 10 ha stort bopladsområde, havde nogle karakter af systemgrave, opfyldt med skallag og affald. Centralt på plateauet undersøgtes stolpehuller, grube med skubbekværn og et par tragtbægre, samt et kulturlag med keramik, flintaffald, flint- og stenredskaber og et lerkliningslag. Desuden foretoges systematisk opsamling og kartering af mere end tusinde redskaber.”

Blakbjerg bør yderligere beskrives, og hjælp er igen nødvendig fra bl.a. Kulturstyrelsen.dk., hvorfra løst gengives følgende: Blakbjerg er et såkaldt Sarupanlæg, der måske kan ”tolkes en slags festivalplads, hvor hundredvis, måske tusindvis, af folk fra et stort område er mødtes for i fællesskab at udføre nogle omfattende gravninger af systemgrave.” Gravene kan være helt op til 20 m. lange og ca. 4 m. brede. ” I disse deponeres materiale, der var bragt med “hjemmefra”. Hurtig blev det hele igen dækket. Muligvis skal vi se disse handlinger, som en metafor for bondens såning, hvor jorden jo åbnes, for heri at placere såsæd.”.
Og der forsættes lidt senere:
“Den store fælles indsats ved planlægning og opførelse af sarupanlæg kan være den begivenhed, eller rettere begivenheden eller festivalen over alle, der befæstede mange små enheders deltagelse i et fælles sammenhold. Efter den store begivenhed/festival opgives pladserne, systemgravene er genopfyldte og stolperne i hegn og palisader overlades til forfald. Men erindringen om begivenheden står stærk og befæster sammenholdet. Efterfølgende sker der med års, endog med århundredes, mellemrum genopgravninger i nogle af systemgravene. I nogle tilfælde bliver grave lagt sammen til større grave.”

Selvom området således ikke primært har været en boplads kan nogle anlæg udvikle sig til egentlige bopladser, og det er måske, hvad der er sket her, da der er fundet stolpehuller m.m. ind mod Såbydal, se nærmere Niels Axel Boas’ artikel i ovennævnte: “En by og dens mennesker”.

Tilsvarende “Sarupanlæg”er fundet andre steder i landet, også på Djursland, eksempelvis Ballebjerg/Ballebakke mellem Skarresø og Koed (meget tæt på Ballevej 20, Kolind). Dette anlæg er ikke så markant i landskabet som Blakbjerg, men har måske været det, – og mere til! En kendsgerning er det, at nedpløjning og anlægsarbejder har været meget markant ved Ballebakken. I dag kan det oprindelige sarupanlæg ikke skelnes, men køkkenmødding eller affaldsgrube findes let i den sydlige vejkant lige overfor, hvor Ballegården ligger i dag. Med hensyn til beliggenheden er det karakteristisk, at anlægget lå på spidsen af det næs, hvor Kolindsund deler sig i en nordlig del ind mod Ryomgård og en sydvestlig del ind ad Korup Å mod den nu tørlagte Korup Sø.

Artiklen kan fortsættes og redigeres for rettelser og nye oplysninger.